Fødselsberetninger

Brugeravatar
Mittemis
Indlæg: 133
Tilmeldt: 4. jan 2016, 07:20
Kort karma: 23
Likede indlæg: 94

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Mittemis » 12. jan 2016, 09:33

Har ikke før postet min fødselsberetning. Men selvom den efterhånden er "gammel", så får i den her..

Vi havde spist hos mine bedsteforældre lørdag aften og på vej hjem i bilen siger jeg til kæresten at jeg tror det er noget i gang. Eller også har jeg plukkeveer. Dem har jeg ellers ikke haft, så kendte ikke forskel. Det murrer lidt og har sådan menstruations agtige smerter med 10-15 min mellemrum hele natten. Ud på natten bliver de så stærke at jeg har svært ved at sove. Så vågner hele tiden og dropper at sove ved 4-5 tiden. Hele søndag kommer veerne med 6 minutters mellemrum, og jeg er sikker på at vi vil få ham at se inden dagen er omme. Dagen går med masser af snak og prøve at slappe en masse af mellem veerne. Sad i lang tid på en havestol under bruseren.

Men søndag kl 22 er der ikke sket udvikling. Så vi ringer og spørger til fødegangen om de vil se os. Men det vil de ikke. Det kan tage laaaaang tid endnu siger de. Bigtime øv besked at få. Men jeg vidste det godt. Det var Matias som hele tiden pressede på og ville af sted.

Jeg sender kæresten i seng. Og bliver selv på sofaen, skiftevis siddende og gående rundt i stuen. Prøver at spise lidt. Astronaut is og chips blev det til. Meget nærende og godt :lol: men der var ikke ligefrem plads til de store kulinariske udfoldelser lige der. Kl 6 mandag morgen ringer jeg selv igen til fødegangen og siger at nu bider de altså lidt mere. Om det ikke er ok at jeg kommer ind. Det var det heldigvis.
Så jeg vækker min kæreste og så tog vi en taxa til Skejby. Blev undersøgt og var 4 cm åben. Jubiii! Så måtte jeg blive der. Jordemoderen mente dog stadig jeg skulle tage hjem. Det kunne tage lang tid endnu nemlig. Men jeg skulle altså ikke til at finde en taxa igen og bakse tasker og alt muligt med hjem igen.

På hospitalet får jeg to Panodil og en sovepille fordi jeg ikke rigtig har sovet 2 nætter, så de vil gerne have jeg skal have lidt kræfter til når det går løs. Men øv det var ubehageligt. Faldt i søvn, men vågnede i hver ve. Hvis jeg ikke sov kunne jeg mærke veen inden den kom, så jeg kunne forberede mig fokusere på vejrtrækningen. Det tog fokus væk fra smerten. Men pga sovepillen vågnede jeg først når veen var på sit højeste og faldt så i søvn igen. Det var vildt smertefuldt. Så jeg rejste mig istedet og gik rundt. Sådan skulle jeg ikke sove! Jeg bad om at komme i karbad i stedet. Kl 11 undersøgte jordemoderen mig og jeg var 5 cm. 1 cm åbnet på 4 timer :nerve: Havde håbet på lidt mere fremgang.

Jordemoderen sagde at karbad kunne gøre to ting. Enten slappede kroppen af og veerne blev kraftigere, eller også kunne det faktisk sætte dem helt i stå. Så det var op til mig om jeg ville risikere det. Det ville jeg.
Men efter 30 min i karret, så ville jeg op igen. Der var ingen håndtag i karret, og jeg kunne ikke nå enden med fødderne da jeg ikke er så høj. Så jeg kunne ikke holde ved noget eller støde imod mens veerne var der. Og mine veer tog meget til af det varme vand.

Efter badet var jeg meget meget træt og nu gjorde det også meget ondt. Jeg satte mig i en stol og fik en maske med lattergas når jeg havde en ve. Jordemoderen spørger et par gange om jeg ikke vil have epidural for at kunne sove lidt inden der skal ske noget. Bare 1-2 timers søvn vil gøre underværker siger hun.. Meget fristet spørger jeg om sådan en virkelig tager ALLE smerter. Og det bekræfter hun. Ok. Jeg er klar. Give me the drugs :slem: Jeg vil gerne sove nu. Havde ellers en klar idé om at jeg i hvert fald ikke skulle have epi. Var vildt bange for bivirkningerne.
Kl ca 14 får jeg lagt epidural. Min kæreste bliver sendt ud for at få frokost og jeg kan sove. Og Jordemoderen går også. Der sidder kun en SOSU på stuen. De slukker lys og gør klar til jeg skal sove.
Men efter 20 min er veerne stadig ligesom før. Jeg spørger om ikke den burde virke nu. Og det burde den. Men der er ingen forskel overhovedet. Jordemoderen bliver kaldt tilbage. Hun siger at det nok er fordi jeg skal tisse. En fyldt blære kan besværliggøre bedøvelsen bla bla bla. Bliver sendt ud at tisse. Meget meget besværligt. Da jeg kommer tilbage undersøger hun mig, og siger ”nååå, jamen du er åbnet 9 cm, så er det derfor den ikke har virkning”. Fedt! Al den bekymring og nervøsitet for lammelse i benene og andre dumme bivirkninger for ingenting.

Kl 15 er der vagtskifte, og jeg får en ny jordemoder. Det går lidt stærkt og jeg når knapt nok at registrere det, da jeg ligger med mange veer/smerter nu.
Kl 15.20 siger jordemoder at presseveerne er igang, og jeg må gerne presse hvis jeg vil. Så det gør jeg. 3-5 presseveer senere bliver han født. Pressefasen tog 19 minutter. Så det var heldigvis hurtigt overstået. Jeg kunne ikke mærke presseveerne. Eller fik ikke pressetrang. Pressede bare når jeg fik at vide jeg skulle.
Og så lå man der. Med en snasket lille dreng på maven. Jordemoder klarede lige hvad der var af efterbyrde og et enkelt kosmetisk sting og så fik vi en dyne på. 2 timer senere blev vi kørt over til barselshotellet.

Eskild blev født 7/4 2014, vejede 3042 gr og var 50 cm. Verdens dejligste lille vidunder :love:

Og så lige et billede af Eskild lige efter fødsel, og et nu hvor han er 21 mdr:
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
8
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 490
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 105
Likede indlæg: 953

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Evapeva » 12. jan 2016, 11:25

Åh, så nuser, som han ligger der og stritter med hænderne - og som næsten 2-årig. :lun: Sød fyr!
1
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 802
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 289
Likede indlæg: 2038

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Marichen12 » 13. jan 2016, 19:38

Jeg har desværre kun Elviras tilgængelig...det er et halvt år siden :lun:


Jeg havde termin 25. juni og dagen kom og gik uden det mindste tegn på fødsel. Jeg havde en aftale hos min jdm. mandag D. 29. juni hvor jeg var 40+4. Alt var fint og hun prøvede at løsne hinder, men det var ikke muligt, da jeg havde 3 cm livmoderhals og overhovedet ikke var åben. Jeg kom på Hvidovres ringeprogram, hvor man bliver ringet op 41+2 for at aftale hvornår man skal ind til vurdering/igangsættelse. Jeg blev ringet op lørdag d. 4. og fik at vide at jeg skulle møde mandag D. 6. 13.30. Vi vidste jo ikke helt hvad dagen ville bringe, så vi fik afsat de 3 store til min far mandag formiddag.

Mandag møder vi op og jeg får kørt en fin kurve og undersøgt med resultatet: 2-3 cm livmoderhals og ikke åben. Bliver lidt nedtrykt og hyler vist lidt og jdm er meget sød og forstående, men der er ikke andet for end at spise modningspiller. Så jeg får en med det samme og med hjem til resten af aftenen og et par stykker til næste formiddag. Der sker intet aften og nat, men tirsdag morgen mærker jeg markant mindre liv og trods isvand, saft og andre tricks liver baby ikke op, så jeg ringer til FG og får besked om at lade piller være piller og komme til tjek. Så snart jeg rammer briksen og får CTG på, er der liv og glade dage. Jeg er stadig ikke åbnet og har stadig livmoderhals, så jeg får flere piller med hjem og skal møde igen tirsdag 19.30. Vi kører til min far og henter Dina, som skal ud til Kims mor, da min far skal have Asta, Bertram og deres store fætre/kusiner med i sommerhus de kommende dage. Med alle børn afsat, kører vi på Hvidovre om aftenen. CTG'en viser at der er regelmæssige sammentrækninger (som jeg blot har opfattet som plukveer) og jeg er åben nok til at vandet kan tages. Vi aftaler dog med jdm at vi venter, da der er gang i noget. Hun mener jeg vil komme i løbet af natten. Min krop arbejder i løbet af aftenen og jeg må puste lidt med, ind i mellem. Og så kl. 23.30 faldt jeg i søvn...alt hvad der minder om veer er væk og jeg sover til 7.30 næste morgen.

10.30 onsdag D. 8. møder vi på Hvidovre igen. Jeg får igen CTG og i mens kommer min konsultations jdm og overtager. Hun er fantastisk og vi aftaler at når jeg har ligget med CTG'en, tager hun vandet. Hun er på vagt til 19.30, så vi satser på at jeg når at føde inden. Kl. 11.20 tager hun mit vand, som er fint og klart. Vi bliver sendt på travetur og aftaler at vi kommer direkte på FG kl. 13. Allerede på vej ud i vandrehallen kommer de første veer. Vi går lidt frem og tilbage og jeg får veer regelmæssigt næsten med det samme. Jeg får en der bider godt til, lige ud for det venteværelse hvor dem der skal til NF og midtvejsscanning sidder. Stakkels dem! Vi går op på næste etage og Kim køber kaffe og jeg får noget kakaomælk, vi tager det med ud i gårdhaven. Der går jeg rundt og veerne kommer nu med 5 minutters mellemrum, men er til at have med at gøre stadig. Kl. 13 er vi tilbage på FG og jeg får lavement og bad og så får vi lov at gå direkte på en fødestue. Til at starte med står jeg op og tager veerne, men jeg bliver hurtigt træt i benene og kommer op og ligge. Veerne begynder at bide godt til og jeg prøver at fokusere på min vejrtrækning. Jeg får en varmepude på maven og jdm masserer min lænd under veerne. Kl. 14.30 undersøger hun mig og der er stadig lidt livmoderhals tilbage og jeg er 1-2 cm åben. Jeg kan mærke at mit mentale overskud er for nedadgående, både fordi jeg synes det går langsomt og fordi jeg har "været igang" siden mandag. Jeg prøver dog at mande mig op, men ca. 15.15 kommer veerne med 3 minutters mellemrum og varer 1-1,5 minut. Jdm undersøger mig igen og jeg er nu 3 cm åben, men har stadig noget livmoderhals tilbage og jeg har bare ondt, ondt, ondt. Jdm kan godt se, at jeg ikke har meget overskud og hun siger at hvis jeg skal have glæde af en epidural, er det nu. Jeg har ikke brug for betænkningstid, jeg beder hende ringe efter den. Hun ringer 15.30 og kort tid efter står lægen på fødestuen og kl. 16 er epiduralen lagt og der er effekt med det samme.

Pludselig kan jeg være til stede igen og vi pjatter og hygger på fødestuen. Jeg ligger på knæ ind over en sækkestol noget tid, for at hjælpe baby ned i bækkenet. Jeg mærker ikke smerterne, men kan se på kurven at veerne ret hurtigt kommer med 2 minutters mellemrum og er ret lange. Der bliver jeg voldsomt glad for epiduralen. Jeg har mistet tidsfornemmelsen, men omkring kl. 17 har jeg åbnet mig til 7 cm og kl. 19 er jeg 8-9 cm, men har stadig en kant af livmoderhals der ikke vil fjerne sig. Et sted mellem 19 og 19.30 får jeg så småt pressetrang, men baby står skævt viser det sig. Jeg bliver lagt på siden og det er heldigvis nok til, at den retter sig og ligger som den skal. 19.30 er min jdm's vagt slut, men hun haler den lidt i ørerne. 19.45 bliver vi enige om, at hun overlader scenen til sin kollega, men som hun siger, du føder sikkert lige når jeg er ude af døren. Den jdm der overtager er ligeså sød. Jeg begynder at få smerter fortil igen og kommer op at stå ved en "talerstol" for at få hjælp af tyngdekraften, men mit venstre ben sover (sikkert pga epiduralen), så jeg kommer ned at sidde på en fødestol i stedet.

Kl. Er 20.05 og det presser bagtil, men ikke decideret pressetrang nu. Mens jeg sidder på fødestolen presser det dog mere og mere og 20.17 kommer jeg op og ligger på siden. Er stadig kun 9 cm åben, da der er en rest livmoderhals der ikke er helt udslettet. Jdm fjerner den 20.22 med fingrene, mens jeg får besked om at presse med. 20.25 fødes hovedet og 20.27 kommer resten af kroppen i en presseve, sammen med et springvand af fostervand. Jeg tjekker med det samme kønnet og som ventet er det en pige. Jeg er bristet lidt, så bliver syet. Heldigvis virker epiduralen stadig. Jeg bløder lidt rigeligt (ender på 900 ml), så får dobbelt op på den der sprøjte og massage af livmoderen (af for satan da), men det er jdm nr. 3 der klarer det, da nr. 2 faktisk kun var forbi som hjælp et par timer (hun havde ikke nænnet at sige det mens jeg fødte). Nr. 3 skal også veje bassen og vi laver et internt gætteri. Min mand siger 4060, jeg siger 4150 og jdm 4300. Hun og min mand står ved vægten da de vejer baby og pludselig skriger de af grin...hun vejer 4670 og måler 57 cm. Da hun er så stor, tilbydes hun lidt mad på snapseglas og skal have målt blodsukker efter 2 og 6 timer. Det betyder at vi tidligst kan tage hjem kl. 4 om natten og vi aftaler derfor at blive på patienthotellet natten over. Lillens tungebånd er også meget kort, så vi får en tid næste morgen på ammeambulatoriet så det kan blive klippet med det samme og jeg får en tid til at få målt blodprocent.

Natten går over al forventning og næste morgen henter min mand Dina hos sin mor og de henter mig og baby og vi får overstået de forskellige aftaler inden vi kører hjem. Bertram henter vi om eftermiddagen hos min far, Asta vil hellere blive til fredag og hygge med kusinerne. Fredag eftermiddag er vil fuldtallige, en familie på 6. På 4. dagen kører vi på den længe planlagte bondegårdsferie og alle klarer det til UG. Her 16 dage senere er vi ved at finde os selv som far og mor til 4 - det er fantastisk! Elvira er en stor dejlig basse, som sover godt og spiser som blev hun betalt for det. Vi har ikke haft sundhedsplejerske endnu, da først vi og så hun havde ferie, så satser på vi ser hende i næste uge (er dog slet ikke i tvivl om, at der er taget godt fra).
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
5
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 119
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 43
Likede indlæg: 315

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Zinde » 14. jan 2016, 11:47

Her er min første fødselsberetning inkl sære tegn (kopieret fra DD). Den kæreste, jeg omtaler, er jeg ikke sammen med længere.


De sidste par uger inden min søn blev født, havde jeg mange irriterende småveer – plukveer, der blev regelmæssige i nogle timer, for derefter at gå i sig selv igen En morgen, da jeg satte mig op i sengen, sprøjtede der en smule vand ud, og så troede jeg jo straks, at junior var på vej – snydt! Jm mente, at det var den yderste hinde, der var gået, for den inderste var stadig intakt. Min livmoderhals var udslettet, og jeg var 1 cm åben, så hun sagde til os, at når det først gik i gang, gik det nok stærkt. Vi tog hjem og var sikre på, at vi skulle være forældre i løbet af de næste par dage. Det skulle vi så ikke...

Min kæreste blev træt af at vente på, at jeg fik snøvlet mig sammen til at føde, så han kunne komme på barsel, så på min terminsdag kom han hjem om eftermiddagen og fortalte, at han havde taget ferie fra og med dagen efter. Som den flinke kone jeg er, fik jeg veer morgenen efter ved 5-tiden. Jeg sagde ikke noget til manden, for egentlig regnede jeg med, at det bare var de åndssvage snydeveer igen. Det var jo kun dagen efter min termin, og jeg havde bestemt mig for, at jeg da heldigvis også bare var ligeglad, og den unge kunne da bare blive derinde 14 dage endnu nå

Nå, men jeg tussede lidt rundt og tog tid på veerne. De var ikke regelmæssige, og varede kun 40-50 sekunder. De gjorde ikke særligt ondt. Så gik jeg i bad, og da jeg kom ud derfra, kom der mere gang i det. Klokken var nu 7, og jeg vækkede kæresten, for nu kunne jeg godt mærke, at det ikke var snyd længere Pludselig virkede det mest tillokkende at sidde på knæ og rokke ind over sengen og puste, hver gang der kom en ve. De var stadig ikke reglmæssige, der var vel 3-6 minutter imellem, og de varede stadig 40-50 sekunder.

Nu begynder det at blive tåget. Det næste, jeg kan huske, er, at jeg ligger på knæ i stuen og puster voldsomt med på veerne. Kæresten påstår, at jeg bed i lædersofaen... Jeg nåede også at hælde morgenmad op, men jeg fik det aldrig spist – for pludselig gjorde det f… ondt! Jeg tænkte, at det her bliver slemt, for jeg er førstegangsfødende, så det, jeg kan mærke, er bare â€opstartsveerâ€, og det hele kommer til at gøre meget mere ondt, end det gør nu Det kunne jeg ikke lige overskue. Min kæreste snakker om at køre på fødegangen, men jeg synes, vi skal vente – jeg vil nødig virke pylret. Han ringer til fødegangen og snakker med en jm. Jeg får røret og siger lidt om forløbet hidtil, men så får jeg en ve og kan ikke tale mere. Min kæreste tager telefonen, og jm siger til ham, at hun synes, vi skal komme derind.

Så kører vi på fødegangen. Kl. er ca. 8.00, og jeg tænker (og siger måske til kæresten?), at det er vildt dårlig timing at køre midt i myldretiden. Jeg kan ikke huske ret meget fra køreturen, andet end jeg hang i håndtaget over bildøren og jamrede og koncentrerede mig om ikke at gå i panik. Veerne kom meget tæt nu, og de bed hårdt! Kæresten virkede næsten irriterende rolig (det var han så ikke, har han senere hen afsløret). Han siger, at jeg meget tit spurgte, om vi snart var der

Min kæreste vil køre op foran sygehusets hovedindgang og holde på 30-minutters parkeringen. Det syntes jeg var fjollet, jeg kunne da sagtens gå henne fra den store parkeringsplads Tal lige om dårlig dømmekraft! Jeg havde veer næsten konstant på den gåtur, og kunne ikke andet under veerne end stå og rokke op af kæresten og jamre, så vi kom langsomt fremad... Jeg jamrede åbenbart højt (), for på et tidspunkt kom der en portør med en kørestol, og så blev jeg læsset i den og kørt på fødegangen i høj fart. Så sad jeg der og råbte, mens vi i bedste E.R.-stil skyndte os gennem dobbeltdøre, der blev holdt til siden for den fødende kvinde. Jeg var vildt flov.

Kl. 8.35 ankom vi til fødegangen. Jeg blev vist ind på en fødestue og har åbenbart set ret fødeklar ud, for assistenten begyndte straks at hive tøjet af mig. Så kom jordemoderen og var sød, og så begyndte jeg at tude. Slut med overskuddet. Hun beroligede mig og bad mig om at trække vejret (Nå ja, det er jo egentlig en fordel ), og så fik jeg det lidt bedre igen.

Tiden på fødestuen kan jeg nærmest ikke huske, så det følgende er ud fra min kærestes hukommelse og min journal.

Efter jeg havde fået tøjet af og en hospitalsskjorte på, ville jm gerne have mig op på briksen, så hun kunne undersøge mig. Det syntes jeg overhovedet ikke var en fed idé, men min kæreste fik mig overtalt. Jeg var 8 cm åben.

Jeg skulle tisse helt vildt, så jeg kom med møje og besvær over på en bækkenstol, hvor jeg sad og så dum ud i et stykke tid, for tisse kunne jeg ikke. Så kravlede jeg rundt på gulvet på fødestuen, for der havde jeg det bedst. Jeg havde det voldsomt varmt, og var dybt irriteret på kæresten, der fulgte bagefter og dels forsøgte at overtale mig til at komme op fra gulvet, dels at bevare den sidste rest af min værdighed ved at trække hospitalskjorten ned over min bare rumpe lige så tit, som jeg hev den op, fordi jeg svedte

På et tidspunkt gik vandet i en stor skylle, og jeg kunne mærke barnet glide ned igennem bækkenet Igen måtte jeg koncentrere mig om at bekæmpe panikken, for jeg kunne godt mærke, at det eddemanme var stort, det der var på vej ud igennem min krop Samtidig med vandafgangen fik jeg pressetrang, og jm ville igen have mig op på briksen. Kæresten hjalp mig derop, og hun undersøgte mig igen. Jeg var nu helt åben, men jeg spurgte flere gange, om hun var sikker på, at jeg godt måtte presse. Det måtte jeg gerne, så det gjorde jeg.

Presseveer er det klammeste i verden! Jeg tænkte kun på at få det overstået, for den der fornemmelse af det enorme barn inde i mig var bare ulækker! Jeg brølede hver gang jeg pressede og undskyldte i hver pause, og så blev hovedet født. Jeg prøvede desperat at ignorere den af mangel på et bedre ord ubehagelige fornemmelse af, at jeg havde et barnehoved mellem benene – alt imens kæresten lykkeligt og højlydt informerede om, at hovedet var kommet. No shit Sherlock

I næste ve efter 18 minutters presseveer blev vores søn født. Han havde navlestrengen stramt om halsen og var blå og slap, men jm gned lidt på ham, og så livede han op. Han kom op på min mave og lå der og sked og gryntede, mens han ledte efter brystet. Kl. var 9.33.

Jeg fik en andengrads bristning og blev syet i en times tid, og det var cirka lige så slemt som at føde Nu mærker jeg ikke noget til det mere.

Jeg synes, min fødsel var en meget voldsom og meget fantastisk oplevelse. Jeg havde aldrig klaret det uden min kæreste Han var min klippe og den eneste grunde til, at jeg ikke brød panisk sammen.

Der gik lang tid efter fødslen, før jeg ikke følte mig småtraumatiseret længere. Der gik også lang tid, før jeg ærligt kunne sige, at jeg elsker min søn. Det synes jeg skal med, så man som højgravid kvinde ikke forventer harpesang og absolut lykke lige efter fødslen. Jeg havde sindssygt ondt i mine bristninger, og jeg var totalt overvældet af ansvarsfølelse overfor det lille menneske, vi havde været ubetænksomme nok til at sætte i denne farlige verden. Så sådan kan man altså også føle den første tid med en lille ny.

Pyha, det blev langt. Der mangler vist bare vægt og længde:

Tim vejede 4110 gram og var 51 cm lang.
5
Some people never meet their hero
I gave birth to mine
:lun:
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 119
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 43
Likede indlæg: 315

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Zinde » 14. jan 2016, 11:48

Nr 2 fra 2010:


Lørdag d. 13. marts er jeg 39+1. Hele dagen har jeg en konstant spænden i underlivet, som giver mig en fornemmelse af, at der snart sker noget. Kl. 17.15 plasker der noget vand ud på gulvet, da jeg rejser mig fra toilettet. Min søster skal med til fødslen og er tilfældigvis på besøg. Jeg siger til hende, at enten har jeg lige tisset på gulvet, eller også er vandet gået. Jeg ved egentlig godt, at det er det sidste - jeg havde bare ikke lige forestillet mig, at fødslen skulle starte med vandafgang - det gjorde det jo ikke sidste gang.

Jeg ringer til fødegangen og får besked på at tage et bind på og ringe igen om en time. Jeg tager bind på, og så kommer der en skylle, så jeg må skifte trusser og bukser. Tager et nyt bind på og ringer igen til FG for at sige, at nu kommer vi. Der er 30 minutters kørsel til FG, og jeg fødte meget hurtigt sidste gang - jeg er bange for ikke at nå derind i tide.

Jeg tager et bad og pakker de sidste ting, og så kører vi. Vi ankommer til FG kl. 19.00. Jeg bliver modtaget af en belastende SSA, som insisterer på, at jeg ikke behøver at tage bukserne ned for at få taget temperatur - hun hiver dem bare til side og stikker termometeret skråt ind

Men hun går heldigvis igen, og så kommer min jdm. Hun er rigtig sød. Hun kigger i journalen og kommenterer, at det godt nok gik hurtigt sidst jeg fødte, og at jeg nok skal forvente, at det kan blive voldsomt denne gang også. Jeg siger, at det er jeg indstillet på og har det ok med det. Hun spørger til veer, men jeg mærker absolut ingenting, udover at den strammende fornemmelse er forsvundet, efter vandet er gået.

Hun undersøger mig indvendigt, jeg er 2 cm åben. Hun synes stadig, hun kan mærke en hinde på hans hoved, men hun kan godt se på de to tunge bind, jeg har med, at vandet må være gået.

Jeg kommer på en fødestue og får CTG på. Han mosler rundt derinde, så det er svært at få et reelt billede af hans puls - den stiger, hver gang han sparker. Jeg begynder at få veer kl. 19.30, men de er ikke slemme, og jeg kan fint styre dem.

Jeg ligger vist i en times tid med CTG. Han er faldet mere til ro, men hans puls er stadig for høj, så jdm begynder at blive lidt bekymret. Den fødestue, jeg ligger på, er meget lille, så da der bliver en større ledig, skal jeg derhen. Gåturen sætter mere gang i veerne, og da jeg er installeret på den nye stue, bider de godt. Efterhånden begynder jeg at klynke lidt, når de topper.

Jdm mærker på mig, jeg er ca. 6 cm åben, men han vender dumt (hun kan mærke hans næse som det yderste), og det gør, at jeg ikke kan åbne mig det sidste stykke. Jdm holder nu fast i min livmoderhals ved hver ve for at få ham ordentligt frem - så kan han vist bedre dreje sig? Det gør åndssvagt ondt, og jeg siger til hende, at det fandme da er en pervers idé

Der kommer noget mere fostervand, som er grønt, og sammen med CTG'en, som ikke er helt tilfredsstillende, gør det, at de gerne vil tage en skalp-ph (blodprøve af hans hoved). Det kommer der en læge for at gøre. Hun maser rundt dernede og skælder ud, hver gang jeg bevæger mig - hun siger flere gange, at jeg jo altså er nødt til at holde op med kravle sådan rundt og så høre efter, hvad hun siger. Jeg svarer hende ikke, jeg er ret ligeglad på det tidspunkt. Hun bliver efterhånden noget ubehøvlet, og til sidst meddeler hun, at så må hun jo opgive, og så må vi jo se, hvordan det så kan gå Jamen så hej hej, tænker jeg bare. Min søster er vist tæt på at knalde hende én...

Hun går igen, og de sætter STAN-måling på i stedet. Han vender stadig ikke rigtigt, så jeg kommer om i knæ/albueleje, og så går det stærkt. Jdm hiver stadig i mig indvendigt ved hver ve, og jeg får pressetrang, og det hele gør bare sindssygt ondt. Jeg skriger ned i puden. Der er ikke rigtig pause mellem veerne. Jdm guider mig i, hvornår jeg skal presse, og hvornår jeg skal gispe, og efter 7 minutters presseveer bliver Villum født kl. 22.02 Han kommer skråt ud med en hånd over hovedet. Han skriger og min søster græder, og jeg står der med røven i vejret og kan ikke se en skid. Så får de mig vendt om, og jeg får ham op til mig. Han er blå, men smuk og dejlig

Jeg er mærkeligt nok ikke gået særlig meget i stykker - der er et par rifter i skamlæberne, som ikke skal syes, og så får jeg to sting i mellemkødet.

Villum vejer 3530 gram og er 52 cm lang.

Og billedet er genbrug, men jeg har ikke andre på denne computer.
3
Some people never meet their hero
I gave birth to mine
:lun:
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 119
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 43
Likede indlæg: 315

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Zinde » 14. jan 2016, 11:50

Og den sidste fra 2014 - også kopieret fra DD:


Nu må jeg hellere få skrevet den fødselberetning, inden jeg helt har glemt detaljerne.

Helga er født med en hjertefejl og ligger stadig på Børneintensiv. Det har været og er et meget voldsomt og meget hårdt forløb, og derfor forsvinder selve fødslen noget i baggrunden. Men jeg vil gerne huske den, ligesom jeg husker de andre børns fødsler, så nu prøver jeg med en beretning.



Jeg havde termin fredag d. 13. (juni). Det jokede vi lidt med, at det var en uheldig dag at have termin ( ). Min store dreng er født 40+1, nr 2 39+1, så jeg var egentlig ret sikker på at føde 38+1...

Jeg var hurtigt meget besværet af graviditeten denne gang, og sygemeldt det meste af tiden. De andre gange nød jeg at være gravid, det gjorde jeg ikke på samme måde denne gang. Jeg glædede mig mest til fødslen og babyen

Men jeg fødte jo ikke 38+1. Jeg havde masser af småveer, men de blev aldrig til noget særligt. De sidste par uger havde vi konstant pakkede tasker stående fremme, fordi vi begge var overbevist om, at jeg ville føde i løbet af natten

Men terminsdagen kom og gik, og jeg havde stadig ikke født. Jeg var mildest talt træt af det!

Søndag aften (40+2) fik jeg tegnblødning. Det havde jeg ikke de andre gange, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle lægge i det.

Mandag d. 16/6 (40+3) havde jeg veer fra morgenstunden. De kom regelmæssigt hvert 15. minut, men gjorde ikke ondt. Manden valgte dog at blive hjemme fra arbejde.

Til frokost kørte vi på McD - det ligger i Hjørring, hvor fødegangen også er, og jeg føder meget hurtigt, så vi tænkte, det var smart at holde sig i nærheden. Jeg havde stadig små veer, der ikke gjorde ondt, men efterhånden kom med 8-9 minutters mellemrum.

Sidst på eftermiddagen sad vi i bilen og læste i hver sin bog (ja, vi turde ikke køre hjem ). Ved 18-tiden begyndte veerne at bide godt. Der var stadig 6-7 minutter imellem, men jeg kunne mærke, at det snart ville blive til noget, så jeg ringede til jordemoderen og sagde, at jeg gerne ville tjekkes. Hun synes vist, jeg overreagerede, eftersom det slet ikke var voldsomme veer - jeg kunne stadig snakke under dem. Men hun indvilgede da i at møde os på fødegangen.

Vi ankom til fødegangen kl. 19.04. Jordemoderen kom lidt senere, hun skulle lige nå derind (vi har kendt jordemoderordning). Hun undersøgte mig, og jeg var 5 cm åben. Det var rart at høre, for jeg var stadig ikke 100% overbevist om, om det var mig, der overreagerede.



Vi kom på fødestue og kl 20 kom jeg i badekar - noget jeg ellers altid har forsvoret. Men det var rart i et stykke tid at ligge der. Veerne var effektive, kunne jeg mærke, men absolut udholdelige. Tror de kom med 3-5 minutters mellemrum.

Da jeg havde ligget i karret et stykke tid, kunne jeg fornemme, at jeg snart ville skulle presse, og det havde jeg ikke lyst til i vandet. Desuden skulle jeg tisse. Så manden hjalp mig op og fulgte med ud til toilettet (jdm var der ikke lige der).

Da jeg kom tilbage fra toilettet, ændrede veerne karakter. De rullede ind over mig og var meget voldsomme, så jeg skulle koncentrere mig noget for at styre dem. Jeg stod ved håndvasken på fødestuen og rokkede, mens manden viftede løs med en brækbakke, fordi jeg svedte.



Jeg kan ikke huske, om det var jdm eller jeg selv, der foreslog at komme op på fødebriksen, men det kom jeg ihvertfald. Hun undersøgte mig og spurgte, om hun måtte tage vandet, og det sagde jeg ja til. Det gjorde hun så kl 21.00. Det lettede helt vildt!

Jeg lå på siden på fødebriksen og sagde avavav ret højt og ret hurtigt efter hinanden, alt imens manden viftede løs Og så fik jeg pressetrang. Jeg pressede en gang, så stod hendes hoved næsten ude, så jdm måtte holde igen med den ene hånd, mens hun forsøgte at få handsken på den anden og beordrede mig til ikke at presse mere. Det var svært! Men jeg lod være, til hun sagde jeg måtte igen, og så blev Helga født Klokken var 21.17.

Hun skreg med det samme, men blev alligevel ved med at være blå lidt længere, end jeg husker det ved de andre to. Jdm bemærkede det også. Men så blev hun lyserød, og så tænkte vi ikke nærmere over det.



Helga vejede 4060 gram og var 55 cm.

Det var en helt fantastisk fødsel, og jeg er så glad for, at vi fik lov at få sådan en drømmefødsel Efter fødslen lå vi alle tre sammen i en dobbeltseng på fødestuen. Så kunne vi ligge der i fred og beundre vores datter De timer helt uden slanger, elektroder og alarmer der bipper ville vi ikke have haft, hvis de havde opdaget hjertefejlen under graviditeten. Så på det plan er jeg glad for, at vi ikke vidste det...
3
Some people never meet their hero
I gave birth to mine
:lun:
Brugeravatar
alfe
Indlæg: 287
Tilmeldt: 11. aug 2015, 08:39
Kort karma: 76
Likede indlæg: 318

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf alfe » 14. jan 2016, 12:22

Zinde skrev:Og den sidste fra 2014 - også kopieret fra DD:
...


Puh, jeg kan godt huske beretningen fra DD. Jeg har ofte tænkt på jer. Hvordan går det nu?
0
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 802
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 289
Likede indlæg: 2038

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Marichen12 » 15. jan 2016, 14:29

Jeg fandt sørme de tre andre på DD :banan:

Asta

Skrevet 1 feb 2008 ·
Min terminsdato (11. januar 2008) kom og gik, uden at min bebs viste tegn på at ville ud. Eller dvs. jeg havde en del stærke menssmerter (især om natten) og slimproppen var også gået, men det var åbenbart bare snyd og humbug:rulle:

Jeg ventede og ventede og ventede lidt mere, men der skete bare INGENTING what so ever...

Og pludselig skrev vi 25. januar 2008, dagen hvor jeg var 42+0. Jeg havde fået en tid til igangsættelse på Hvidovre denne fredag morgen kl. 9.15.

Vi stod forholdsvist tidligt op og spiste morgenmad og så trillede vi ellers til Hvidovre. Jeg blev undersøgt og var kun 1 cm åben og havde 2 cm livmoderhals endnu. Så jeg fik lagt en stikpille og blev sendt hjem for at vente på effekt af den. Vi rundede McD på vejen hjem og fik et par timers lur derhjemme. Da vi kom ind igen 14.30 til tjek, var der kæmpe run på fødegangen, så jeg blev først undersøgt 15.30 og der var sket NADA!!! CTG'en viste så, at hjertelyden lå meget højt og ind i mellem dykkede den ret voldsomt. I samråd med en læge havde jdm besluttet, at de ville prøve om de kunne tage vandet (jeg var stadig næsten ikke åben) og se om det kunne hjælpe, ellers ville de tage barnet ved kejsersnit. Hun kunne så heldigvis få prikket hul på fosterhinden (kl 16.50) og i løbet af 1 time havde hjertelyden rettet sig ind og lå rigtigt pænt:gogo: Jeg havde småveer, men ikke noget af betydning. Jeg fik lavement 18.30 (fyfa'n


) og blev så fulgt ind på observationsstuen igen. Og så kom veerne ellers fra det ene øje blik til det andet. Der var 5 minutter i mellem, de varede knap et minut og de gjorde rimeligt nas:tie: I løbet af meget kort tid blev der 3 minutter mellem veerne og de varede 1 minut. Jeg lå bare og havde rigtigt godt og grundigt ondt, mens Kim hjalp mig med at huske vejrtrækningen. Da jeg havde ligget i 2 timer, bad jeg Kim gå ud og finde en jdm for der bed veerne rigtigt godt til. Der gik lidt tid før der kom en og hun spurgte hvornår jeg sidst var blevet undersøgt indvendigt. Det var jeg ikke siden de tog vandet 4 timer tidligere (kl. var nu 21), så hun tjekkede mig. Jeg var da 6 cm åben, så veerne var effektive. Hun gik så lidt til og fra (der var åbenbart fødeboom) men kunne ret hurtigt se, at nu skulle vi nok have en fødestue. Der var ingen ledig, så hun måtte skynde på dem der gør dem klar. Kl. 21.30 var der en klar og jeg skulle gå derned. Av for helvede, hvor gjorde veerne nas, når jeg kom op og stå

Vel nede på fødestuen (kl. 21.40) fortsatte veerne, men blev lidt uregelmæssige, så jeg blev sendt ud og tisse og måtte tage et par veer derude, men det var bare rigtigt ubehageligt at stå, gå og sidde, så efter 2-3 veer kom jeg ind på lejet igen. Jeg flyttede lidt fra højre til venstre sideleje (åbenbart den stilling jeg havde det bedst med) fordi veerne ind i mellem blev lidt uregelmæssige.

Fra kl. 22 og frem, kom veerne med 2-3 minutters mellemrum og jeg havde i perioder svært ved at huske vejrtrækningen, men Kim var supersej til at hjælpe mig. Jeg var da 9 cm åben. Den sidste cm lod vente på sig og jdm mente at barnet lå og roterede lidt bækkenet (det tog hun så i sig igen efter jeg havde født:gruble: ) Kl. 23.45 var jeg fuldt udvidet og begyndte at have pressetrang. Det var godt nok en underlig fornemmelse og jeg var sgu lidt bange for at presse igennem:8: Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var jeg nødt til. Fra lidt over midnat pressede jeg igennem under veerne (aner faktisk ikke hvor mange presseveer der skulle til). Min jdm spurgte om jeg ville mærke hovedet, men det var simpelthen for grænseoverskridende, men pæn pige som man er, spurgte jeg om det var ok at jeg ikke ville:genert: Jeg følte det som om, mit underliv var ved at sprække på kryds og tværs mens jeg pressede hovedet ud:tie: Da først det var ude, kom kroppen ellers som en raket i den næste presseve (26. januar 2008 kl. 0.44) og så blev der ellers skreget igennem af den lille dame. Jeg så med det samme, at det var en pige, hvilket jeg fortalte Kim, der bare så et barn.

Kim var simpelthen så sej at have med som fødselshjælper, selvom han vist følte sig lidt magtesløs ind i mellem. Han så hovedet blive født mens han hjalp mig med at holde mit ben og han klippede også navlestrengen. Vi havde ellers talt om, at det var mere end ok, hvis han helst ville blive oppe ved mit hoved. Han sagde bagefter, at han slet ikke kunne lade være med at kigge.

Jeg var gået noget i stykker bl.a. indvendig, men også i mellemkødet, fordi Asta havde hånden oppe ved hovedet på vej ud og der var lige en læge inde, for at se om bristningen var nået r*ven. Det var den heldigvis ikke. Der står i min fødselsjournal, at det er en 2. gradsbristning, hvad det så betyder. Jeg ved ikke hvor mange sting jeg fik, men jeg synes faktisk ikke jeg mærker meget til dem. Jeg så også syningen i et spejl da hun var færdig. Og jeg må sige, at jeg ikke syntes det så så galt ud, i betragtning af at jeg lige have skubbet et barn ud:fløjt:

Efter jeg var blevet syet (hvilket næsten var værre end at føde:shock: ) fik vi en bakke ind med ristet brød og the og så lå Asta ellers og suttede løs hos mig. Vi lå vel 1½ time, før de kom og vejede og målte Asta. Derefter lå vi igen og ventede på en portør, der kørte os op på barselsgangen. Vi var deroppe kl. 4.30 og sad bare og stirrede forelskede på vores lille datter:love:

Under hele forløbet havde jeg ikke mindre end 6 forskellige jdm til at følge mig, men det endte med, at være min "egen" jdm der tog i mod hende. Hun havde lige fået flyttet lidt rundt, så hun kunne være hos mig. Det var superdejligt at se hende.

Jeg følte at jeg var 100% med under hele forløbet og var meget klar mellem veerne. Da jdm 10 minutter før Astas hoved kom ud sagde, at det gjorde jeg nok ikke lige med det første igen, fik jeg vist smågrinende sagt, at "nu må vi se":D

Det er den mest fantastiske, overvældende, specielle, udfordrende og surrealistiske oplevelse jeg nogensinde har haft. Og jeg gjorde det gerne igen i morgen, hvis det skulle være. Den lykkefølelse jeg sidder tilbage med, hvergang jeg kigger på vores skønne datter er hele forløbet værd:lun:
2
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 802
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 289
Likede indlæg: 2038

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Marichen12 » 15. jan 2016, 14:35

Bertram

Min termin var 10. oktober 2009 og eftersom jeg gik 15 dage over tid og skulle sættes igang, da jeg ventede Asta, havde jeg ligesom indstillet mig på, at jeg sikkert ikke kunne finde ud af, at gå i fødsel af mig selv. Og da Astas fødsel (da den endelig gik igang) kun varede 8 timer og forløb problemfrit, ja så havde jeg egentlig også forestillet mig, at jeg ville få en "let" og måske også hurtig fødsel denne gang. Men jeg skulle blive klogere, skulle jeg:fløjt:

Onsdag d. 7. oktober var en helt almindelig dag, hvor Asta var i vuggestue og jeg var hjemme. Kim var så også hjemme, han havde nemlig overtaget min forkølelse, som havde stået på i næsten 2 uger. Vi var ude og drikke en kop kaffe om eftermiddagen og farmor hentede Asta. Vi spiste aftensmad som normalt og gik i seng kl. 22. Mandag og tirsdag nat havde jeg haft ret stride plukveer on off, men natten til onsdag havde der ikke været noget, så jeg regnede heller ikke med, at der ville være noget denne nat...indtil jeg vågnede kl. 1 fordi jeg fik en ve. Der gik under 10 minutter, så kom der en til. Jeg lagde mig på sofaen, for med et var jeg lysvågen. Og så lå jeg ellers der og tog tid de næste par timer og ret hurtigt begyndte veerne at komme med 5-6 minutters mellemrum og de varede omkring 1 minut. Da kl. var 4 vækkede jeg Kim, for der begyndte de at bide godt til og jeg havde lidt tegnblødning. Jeg fik ringet til FG og talte med en JDM, der syntes vi skulle komme forbi, især fordi jeg havde 2 ret hurtige fødsler i bagagen (Claras tog knap 7 timer). Så jeg ringede til mine forældre der skulle komme og se efter Asta. Da de var kommet, trillede vi mod Hvidovre. På vej i bilen gik veerne desværre lidt i sig selv igen.

Da vi kom til FG, blev jeg undersøgt og fik kørt en kurve, der viste at jeg godt nok havde veer, men de var ikke stærke og ikke regelmæssige nok. Og jeg var kun knap 1 finger åben, men min livmoderhals var næsten udslettet, så lidt skete der da. Vi blev sendt ud og gå 1 times tid, for at se om det kunne sætte skub i noget. Og det kunne det:tie: Veerne kom med 4-5 minutters mellemrum og varede min. 1 minut. Så efter 45 minutter var vi tilbage på FG...hvor veerne gik i sig selv, så snart jeg kom ned at ligge. Så vi blev sendt hjem med besked om at slappe af. Den søde JDM mente dog, at vi ville komme igen senere.
Hjemme igen kl. 9 kravlede jeg i seng og lå og småsov mellem veerne, der nu kom med 10 minutters mellemrum. Jeg stod op kl. 12, for der begyndte veerne at komme med lidt kortere interval igen og jeg kunne ikke rigtigt finde ro. Så jeg tænkte at jeg ville tage et bad. Og mens jeg badede mødte jeg slimproppen. Efter badet hang jeg lidt ud på sofaen, læste lidt på debatten og modstod min trang til, at afsløre i min terminsgruppe, at der var noget under opsejling:D Omkring kl. 15 begyndte veerne at komme med 4-5 minutters mellemrum igen og de bed godt til, så jeg ringede til FG igen og fik selvfølgelig en ve lige da jeg havde præsenteret mig. Så den søde dame gav os lov til at komme igen:banan:

Vi var på FG kl. 16 og 16.30 blev jeg undersøgt af en meget sød JDM, Hanne, som blev hende jeg fødte med. Hun gav os den fantastiske besked, at jeg var 5-6 cm åben, men at babyen ikke stod fast. Så jeg fik lavement, tog et bad og kom ned på fødestuen kl. 18, hvor hun ville prøve at tage vandet. For hun mente, at det nok skulle få den lille til at komme længere ned. På det tidspunkt var jeg 7-8 cm åben:banan: Veerne bed mere og mere og kun fortil, hvor de føltes som syle der borede sig ind i mit skamben.

Der kom en ordentlig skylle fostervand, omkring 1 liter, derefter undersøgte hun mig igen og nu var jeg f*ndme kun 6 cm åben igen. Og så dykkede hjertelyden markant og forsvandt ind i mellem:shock: Den lille fik sat elektrode på hovedet. Da Hanne begyndte at snakke om iltmangel hos den lille og skalp PH, knækkede min film. Alt omkring Claras sygdom væltede bare op i mig og jeg begyndte at græde. Kim fik kort fortalt om det, men Hanne vidste det allerede fra journalen, så hun ville straks konferere med afd. JDM og læge. Kl. 18.30 blev jeg beordret op på alle fire og og det fik straks hjertelyden til at rette sig. Jeg havde dog stadig meget ondt, så fik jeg en maske med lattergas. Jeg havde ellers ikke meget lyst, for jeg har en eller anden fobi mod masker. Jeg endte dog med at blive meget glad for den. Til at starte med, blev jeg ekstremt utilpas, så der blev skruet lidt ned for gassen.

Kl. 19 var der stadig ikke sket det store, jeg var stadig kun 5-6 cm åben og den lille kom bare ikke ned i det bækken. Babyen lå simpelthen forkert og bankede bare hovedet ned i mit skamben under hver ve:tie: Og så havde jeg bare ondt, ondt, ondt. Det blev besluttet at jeg skulle have lidt ve-drop, for at se om veerne kunne blive lidt mere effektive. Og det var bare min store skræk. Jeg har bare hørt så mange skrækhistorier om vestorm m.v., men det skete heldigvis ikke.

Kl. 19.20 havde jeg så ondt over det hele, at jeg ikke kunne ligge på alle fire mere og med hjælp fra Kim og Hanne blev jeg bugseret om på ryggen og blev lejret med en sækkepude under knæene. Jeg havde også ekstremt ondt mellem veerne og jeg aftalte med Hanne at hvis ikke jeg havde født inden for ½ time, skulle jeg have epidural. Så hun bestilte den med det samme.

Kl. 19.35 var jeg stadig kun 5-6 cm åben og efterhånden ekstremt opgivende...

Kl. 19.40 kom afd. JDM, en gammel "rotte" i faget, som efter sigende skulle kunne nogen tricks. Og det skal jeg lige love for. Når jeg fik en ve, gjorde hun et eller andet med hovedet og i løbet af 2-3 veer, lykkedes det hende at få roteret babyen. Kim kunne se det uden på maven, at barnet simpelthen flyttede sig fra at have ligget ude i min venstre side, til ind på midten. Samtidig kom der endnu en kæmpeskylle fostervand, ca. 1 liter mere. Og vupti, så var jeg 9 cm åben:8:

Og så ville de have mig op at stå

Det var ikke lige det jeg havde lyst til, men det var som om, at de andre på fødstuen ikke hørte efter da jeg sagde det:genert: Og det var nok meget godt, for efter 4 veer var jeg fuldt udvidet, livmoderhalsen helt udslettet og jeg begyndte at få let pressetrang.

KL. 20.03 fik jeg besked om, at nu skulle jeg op på fødelejet og som i tåger hørte jeg Hanne sige "nu føder vi" og jeg tænkte bare hvad??? Det skulle jo så vise sig, at hun mente at JEG skulle føde NU! For 2 presseveer senere, kl. 20.11, d. 8. oktober, fødte jeg vores lille dreng:lun:

Han var lidt blå, så han fik 9/1 og 10/5 i apgar.

Kl. 20.15 fødte jeg moderkagen og Hanne så

ud, for den var STOR. 1.040 gr. vejede den, så man må sige at babydrengen har haft masser af madpakke!

Jeg var heldigvis ikke gået så meget i stykker, men jeg var helt vildt hævet, så det var bare skrækkeligt at blive syet, på trods af lokalbedøvende sprøjte og gele, men det lykkedes da.

Da vi havde ligget på fødestuen lidt tid kom Hanne igen og målte og vejede den lille, der viste sig ikke at være så lille endda, 56 cm og 3.876 gr. No wonder at jeg har følt mig som en elefant, med en stor bebs, mange liter fostervand og et kilo moderkage:lol:

Vi blev kørt på barselsgangen omkring midnat og det eksemplariske barn valgte at sove hele natten.

Nu har vi så været hjemme et par dage og er ved at finde os selv i rollerne som forældre til to fantastisk unger:love: Asta er helt vild med sin lillebror, selvom hun vist også synes det er lidt underligt med sådan en lille baby.
3
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 802
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 289
Likede indlæg: 2038

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Marichen12 » 15. jan 2016, 14:39

Dina

Gennem hele graviditeten havde jeg haft en fornemmelse af, at den her baby nok ville dukke op før tid. Omkring juletid sank min mave helt vildt og jeg begyndte at overveje om vi måske endda nåede et 2011 barn. Men næh nej, nytåret kom og baby var stadig intern. Jeg var ved JDM da jeg var 38+6 og der blev vi enige om, at vi ikke sås igen...heller ikke det kom til at passe, for jeg nåede da min tid 40+6. Grædefærdig af træthed, tunghed og lettere stresset over, at Astas fødselsdag nærmede sig med hastige skridt (hvem fanden er så dum at have termin samme dag med 2 børn og så endda gå over tid:lol: ). Nå, men hun forsøgte at løsne hinder:shock: AV! Og undskyld hvis nogen af de andre gravide i venteværelset blev forskrækkede over mine brøl:blush: Det gav intet - ikke så meget som en plukve:boo:

Dagen efter, altså 41+0 havde jeg det så rigtigt skidt hele dagen. Var svimmel og havde kvalme. Da mit blodtryk dagen forinden lå i den høje ende, blev min mand og jeg enige om, at jeg lige skulle ringe til Hvidovre. De ville godt se mig til et tjek, så mens manden puttede unger, tog jeg derud. Jeg fik kørt en fin kurve og stixet urin osv. Der var intet at komme efter, så jeg blev sendt hjem igen. Og efter en god nats søvn, havde jeg det fint igen. Godt så.

Lørdag d. 21. havde jeg en tid på Hvidovre til 41+3 tjek og derfor havde vi aftalt med min far og hans kone, at de skulle komme og passe ungerne. De skulle komme kl. 9 var planen. Jeg vågende kl. 3 om natten og fik den første ve:banan: Den første times tid var der rimeligt langt i mellem, men så kom de noget tættere på hinanden og jeg måtte lige puste lidt med, hvilket fik vækket min mand, der spurgte hvad jeg lavede. Jeg fortalte at jeg havde veer, hvorefter han sov videre:lol:

Kl. 7 skrev jeg til min far, at de nok måtte påregne at passe ungerne i lidt længere tid. Han ringede med det samme og de ville så køre mod Valby. De dukkede vist op 8.15. Der havde vi fået fodret ungerne af og i tøjet (lidt svært med veer hver 4. minut) og jeg havde fået pakket de sidste ting i tasken. Da mine forældre var kommet, ringede jeg til FG, som gerne ville se mig, så min far kørte os derud. Godt vi bor så tæt på, for bilkørsel med veer er ikke sjovt.

Vi var på Hvidovre kl. 9, hvor vi kom ind på en undersøgelsesstue. Der blev kaldt en JDM fra FG, som kom til at følge os under næsten hele fødslen. Hun undersøgte mig ca. 9.30, hvor jeg var 3 cm. åben. Hun ville lige køre en CTG og så mente hun, at enten skulle vi tage hjem, eller også ud og gå en tur. Det tog hun så i sig efter CTG'en var kørt, for der fik jeg meget ondt. Vi aftalte derfor, at jeg i stedet fik lavement og bad og så kunne vi gå på FG. I badet tog mine veer til og jeg måtte råbe lidt:blush:

Kl. 11.30 ramte vi FG og jeg kan afsløre at turen ikke kunne klares med en kop the i hånden, ligesom hende den enlige i DRs program:D Da hun undersøgte mig igen, var jeg kun 4 cm åben, så det gik langsomt...jeg blev tilbudt lattergas, som jeg straks takkede ja til. Det tog lige toppen af veerne, der blev længere og længere.

Jeg fik mere og mere ondt og omkring kl. 13 var mine veer meget kraftige. De varede tæt på 2 minutter og jeg havde kun 1 minuts pause. Jeg kunne slet ikke følge med og fik fjernet lattergassen for tidligt, så jeg bad om en epidural. 13.25 kom lægen der skulle lægge den. Og shit, at sidde op, musestille, med veer der bare væltede ind over mig var satme en udfordring:shock: Og samtidig gik mit vand, så det kørte bare:lol: Nå, men han fik den lagt og der gik ikke lang tid, så var alle smerter væk:love: Så havde jeg pludselig overskud igen. Det var godt nok specielt, men superfedt.

Den næste time lå jeg så bare og håbede på, at der skete noget og at jeg ikke gik i stå. JDMs vagt sluttede kl. 15, så ca. 14.30 undersøgte hun mig igen og der var jeg 9 cm åben. Et kvarter efter begyndte det at presse og så vidste jeg jo godt, at det nærmede sig. Hun gik ud for at finde den JDM der skulle overtage, men der kom ikke nogen og det pressede ret heftigt. Så 15.05 bad jeg min mand ringe efter nogen, mens jeg begyndte at gispe. Der kom en JDM og en JDM stud. og det føltes som om de gav sig god tid. Jeg gispede og gispede og 15.15 undersøgte hun mig. Og der var jeg som jeg nok havde regnet med, fuldt udvidet og jeg fik lov at presse med:banan: 14 minutter senere, var Dina ude:lun:

Da jeg så det var en lillesøster, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nøj, hvor var det stort:love:

Vi lå et par timer på FG og fik talt med familien, jeg kom ud og tisse og hun blev målt og vejet. 54 cm og 4.085 gram, Bagefter kom vi på patienthotellet og fik mad og overnattede til dagen efter, hvor vi tog bussen hjem (min mand hentede barnevognen). Om eftermiddagen kom de store, stolte søskende hjem og mødte deres lillesøster:lun: Foreløbig er hun et meget nemt barn, der spiser og sover som blev hun betalt for det.
3
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 119
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 43
Likede indlæg: 315

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Zinde » 15. jan 2016, 20:09

alfe skrev:
Zinde skrev:Og den sidste fra 2014 - også kopieret fra DD:
...


Puh, jeg kan godt huske beretningen fra DD. Jeg har ofte tænkt på jer. Hvordan går det nu?


Det går godt. Det var et helvede meget længe, men nu har hun det godt!
10
Some people never meet their hero
I gave birth to mine
:lun:
Brugeravatar
Skralde
Indlæg: 1370
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:13
Kort karma: 291
Likede indlæg: 3377

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Skralde » 15. jan 2016, 21:34

Orh hvor jeg dog elsker fødselsberetninger :lun:
Tak fordi I ville dele :kys:
3
L, mit livs lys - 3.10.2010
Skumgummisvamp
Indlæg: 4
Tilmeldt: 26. jan 2016, 19:58
Kort karma: 7
Likede indlæg: 25

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Skumgummisvamp » 28. jan 2016, 13:27

Jeg er lige blevet færdig med min nyeste fødselsberetning og vil da gerne dele den her :)

Lillebrors hjemmefødsel lørdag d. 9/1-16

Jeg havde ikke haft nogle tegn på fødsel selvom jeg nærmede mig terminsdatoen, så jeg forventede egentlig at jeg måske gik over tid denne gang. Jeg blev derfor ved med at finde på projekter som skulle ordnes inden jeg skulle føde – jeg skulle sy en masse stofbind og -bleer, jeg skulle fylde fryseren op, jeg kunne da ikke føde når badeværelsesgulvet var beskidt osv.

Om aftenen fredag den 8/1 havde jeg mange plukveer. Det var der ikke noget nyt i, for jeg havde haft plukveer siden uge 15, og i ugerne op mod termin var de naturligvis blevet lidt anderledes i karakter. Jeg havde længe kunnet mærke, at min krop forberedte sig på fødslen, og denne aften var ikke anderledes. Efter jeg havde puttet vores datter på 2½ valgte jeg dog alligevel en aften på sofaen sammen med manden frem for en aktiv aften med symaskinen. Jeg tilskrev dog blot min træthed at jeg havde tilbragt eftermiddagen med at lege vildt og kælke i sneen med datteren. Vi jokede alligevel lidt med at jeg måske fødte om lørdagen, for da ville jeg være 39+3 præcis ligesom ved vores datters fødsel. Jeg havde dog egentlig ikke en fornemmelse af at fødslen var tæt på. Vi gik i seng ved 22-tiden og jeg faldt hurtigt i søvn.

Klokken lidt i 2 natten til lørdag vågnede jeg og skulle tisse. Jeg havde stadig plukveer og desuden en eller anden spændt, kildrende fornemmelse i kroppen. Jeg satte mig ind i sofaen og prøvede for sjov at tage tid på hvor længe der gik mellem plukveerne. 3 minutter, 9 minutter, 5 minutter – der var ikke rigtigt noget system i det, og de gjorde heller ikke ondt. Men der var alligevel en mavefornemmelse der sagde mig, at jeg skulle vække min mand og spørge ham hvad han syntes vi skulle gøre. Han var allerede lysvågen, for han havde hørt jeg gik ind i stuen, og han sagde han havde en fornemmelse af hvad der skulle til at ske. Han havde med det samme kunnet mærke min spændte stemning og den smittede ham. Vi blev enige om at ringe til JM nu, da jeg fødte på 3 timer første gang og vi derfor havde en forventning om at det godt kunne gå hurtigt igen. JM sagde lidt søvndrukkent at det var godt vi ringede og hun ville komme med det samme – taskerne ville så ankomme med en taxa fra hospitalet. Det var dejligt at hun tog os alvorligt, men det var nu også lidt nervepirrende – tænk nu, hvis det var falsk alarm… Manden ringede desuden til farmor og farfar, som skulle hente vores datter, og jeg ringede til min veninde, som skulle være fødselshjælper.

Spændingen steg mens vi ventede på hvem af de tilkaldte der mon kom først. Vi listede begge stille rundt i lejligheden og ordnede småting; jeg tog mad ud af fryseren og lagde det store vådliggerlagen + gamle lagner på sofaen. Manden pakkede vores datters barnevogn og taske i bilen, flyttede legetøj til siden i stuen og satte fødekarret derind. Vi turde ikke puste det op endnu, da pumpen larmer en del og vi ville undgå at vække vores datter, som stadig sov inde i soveværelset.

Omkring klokken 2.30 ankom JM og kort efter kom taxamanden med taskerne. Vi satte os ind i stuen og snakkede lidt om mine ønsker for fødslen. Jeg havde mødt JM en gang før i konsultationen, så vi kendte hinanden en smule og havde snakket fødselsønsker før. Jeg ønskede bl.a. at føde i karret, sen afnavling, at baby skulle have K-vitamin og at jeg gerne ville undgå syntocinon-injektionen til mig selv medmindre der var indikation herfor.

Jeg syntes stadig ikke det var rigtige veer jeg havde, men jeg følte at det efterhånden var rart at stoppe med at snakke og i stedet lukke øjnene og trække vejret dybt når der kom en sammentrækning. Det var nok en slags forberedelse på, at jeg vidste veerne snart ville komme, og jeg var efterhånden ikke i tvivl om at jeg ville føde den lørdag. JM sagde, at hun gerne ville vente med at undersøge mig til vores datter var afhentet, da det kunne sætte skub i tingene når hun mærkede. Hun skrev smser med en JM-studerende, som måske ville have interesse i at være med til fødslen, hvis hun kunne nå det.

Omkring klokken 3 ankom farfar, og min mand gik ud til bilen med vores datter. Jeg havde på forhånd været nervøs for hvordan det skulle gå hvis hun skulle hives op om natten, men manden kom ind igen og fortalte at det gik så fint – hun syntes bare det var smadderhyggeligt at skulle køre i bil sammen med farfar med nattøj og dyne på.
Kort efter (ca. 3.15) ankom min veninde og begyndte at hjælpe manden med at puste fødekarret op og fylde vand i det, og JM pakkede alt sit udstyr ud. Jeg fik lidt at spise, og så sad jeg ellers bare på kanten af sofaen og skiftevis snakkede og lukkede øjnene når sammentrækningerne kom. Med den viden at vores datter var kommet godt afsted kunne min krop nu endelig fokusere 100% på det den skulle, og det varede ikke længe inden jeg tænkte, at NU var det vist så småt rigtige veer jeg havde. JM undersøgte mig, og jeg var 5cm åben og i aktiv fødsel. Babys hjertelyd var fin. Et eller andet sted blev jeg lidt skuffet, for det havde jo været ”nemmere” ved første fødsel, hvor jeg allerede var 10cm åben ved ankomsten til fødegangen og bare kunne presse med det samme. Jeg var derfor pludselig nervøs for om jeg ville få en lang fødsel denne gang, men JM forsikrede mig om at det sagtens kunne gå hurtigt alligevel, især fordi mit vand ikke var gået endnu.

Jeg ved ikke hvornår jeg kom op i karret, men jeg vil tro det var ved 4-tiden. I starten var det bare så skønt med det varme vand, og jeg følte faktisk næsten ikke jeg kunne mærke veerne mere. Jeg fandt en god stilling på knæ med panden hvilende på armene på kanten af fødekarret. Det var også skønt når der blev hældt varmt vand ud over min lænd. Det varede dog ikke så længe før veerne begyndte at gøre mere ondt, og jeg gjorde opmærksom på at ”nu varer det nok ikke så længe før jeg begynder at larme lidt”. Under min første fødsel havde jeg været meget overrasket og lidt skræmt over at jeg havde behov for at sætte lyd på veerne, men denne gang var jeg forberedt på det og brugte derfor min vejrtrækning og lyde til at klare veerne med.

Tiden i karret gik på en gang rigtig langsomt og rigtig hurtigt. På et eller andet tidspunkt ankom den JM-studerende som gerne ville være med til fødslen. Hun kom hen og hilste på mig og var ellers rigtig god til bare at springe til og hjælpe JM der hvor vi nu var kommet til.
Min mand sad og holdt mig i hånden under veerne mens min veninde arbejdede på at få temperaturen i vandet helt rigtig. Efter noget tid kunne jeg mærke at fostervandet gik – det var en mærkelig fornemmelse at have vandafgang nede i vandet. Kort efter kunne jeg pludselig mærke, at det begyndte at presse meget på bagtil, og jeg sagde det til JM. Hun var rigtig god til at guide mig mellem veerne og hjælpe mig til at visualisere, at veerne hjalp baby med at komme længere og længere ned i bækkenet, og at det bare var rigtig godt jeg kunne mærke fremgangen. JM tjekkede babys hjertelyd et par gange, og den var stadig fin.

Pludselig fik jeg en rigtig lang ve, måske dobbelt så lang som de andre, og jeg kunne ikke lade være med at presse lidt med – og mine lyde ændrede sig også ret markant. Jeg var totalt uforberedt på at presseveerne kom allerede, men JM hjalp mig med at få styr på vejrtrækningen igen så jeg var klar til næste presseve. Hun mærkede efter hvor langt hovedet var nede og sagde at der ikke var langt igen, og at det var vigtigt at jeg fra nu af havde numsen helt nede under vandet og holdt så meget igen med at presse som muligt. Efter et par presseveer og en masse gispen kunne jeg mærke at hovedet kom ud. Min mand var åbenbart ikke klar over at det hele var gået så hurtigt, så han måtte skynde sig at smide trøjen og gøre sig klar, da vi havde aftalt at han skulle tage imod baby. I stedet kom min veninde over og sad hos mig og holdt mig i hånden. I næste ve kom kroppen, og JM guidede manden til at holde baby under vandet til jeg havde fået min top af. Så tog han baby op af vandet og rakte ham til mig – en helt perfekt lille dreng, som kom op på mit bryst. Baby var lidt langsom til at reagere på at være blevet født, så JM gnubbede ham godt med håndklæder og tjekkede hans hjertelyd, som var fin. Kort efter begyndte han at hoste lidt og sige små klynkelyde. Alt var som det skulle være.

Efter at have fået vejret nogle minutter skulle jeg op af karret for at føde moderkagen og få vurderet blødningen og livmoderens sammentrækning. Navlesnoren var også lidt for kort til at jeg kunne få baby helt op på brystet, så det passede mig fint at skulle op nu. Jeg kom over på sofaen og moderkagen kom næsten helt af sig selv. Derefter fik jeg lov at ligge lidt i fred og ro med baby på brystet og moderkagen ved siden af i en Margrethe-skål. Baby forsøgte ivrigt at kravle opad og løfte hovedet for at få fat i brystet, og det lykkedes ham at få godt fat et par gange – han var et naturtalent lige fra starten.

Der var dog ingen vej udenom at jeg skulle undersøges for bristninger og sys – noget jeg havde frygtet, fordi jeg synes det var så skrækkelig ubehageligt ved min første fødsel. Heldigvis var jeg ikke bristet så meget denne gang, men jeg måtte alligevel sys lidt og takkede ja til både lokalbedøvelse og lattergas. Det virker stadig så fjollet for mig når jeg nu to gange har født helt uden smertelindring andet end varmt vand, men bristningen er åbenbart bare mit ”svage punkt” ved fødslen. Imens jeg blev syet sad skiftevis min mand og min veninde hos mig og baby mens den anden arbejdede på at få tømt fødekarret og rydde lidt op rundt omkring.

Da det var overstået fik vi igen mulighed for at slappe af og lære baby lidt at kende, mens JM og JM-studerende satte sig ud i køkkenet og fik lidt at spise og skrev journal. Min veninde sagde tak for nu og tog hjem, og jeg smuttede ud at tisse og i bad mens baby lå hud mod hud med sin far. Lidt senere blev baby målt og vejet: 51cm og 3320g. Efter en kort oprydning tog JM og JM-stud også hjem, og vi var nu bare os tre. Vi benyttede muligheden for at få lidt tiltrængt mad og søvn, og så kørte manden ud for at hente den nybagte storesøster. Hun var så forelsket og stolt da hun så lillebror for første gang, og det er hun stadig nu snart 3 uger efter :lun:
16
bette
Indlæg: 12
Tilmeldt: 25. sep 2015, 20:33
Kort karma: 6
Likede indlæg: 74

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf bette » 4. feb 2016, 06:47

Hold nu op en lækker fødsel Skumgummi :love:
3
Sorenspige
Indlæg: 1458
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 215
Likede indlæg: 1016

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Sorenspige » 5. feb 2016, 19:59

Tillykke Skumgummi :banan:. Det lyder som en virkelig god fødsel. Hvad hedder lillebror?

Hvad er det for en indsprøjtning, som du frabad dig?
1

Tilbage til "Graviditet"