Fødselsberetninger

Skumgummisvamp
Indlæg: 4
Tilmeldt: 26. jan 2016, 19:58
Kort karma: 7
Likede indlæg: 25

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Skumgummisvamp » 6. feb 2016, 13:58

bette skrev:Hold nu op en lækker fødsel Skumgummi :love:


Tak :kys: dét var det! En endnu vildere oplevelse end første gang. Det var virkelig den rigtige beslutning for os at være hjemme denne gang :)
1
Skumgummisvamp
Indlæg: 4
Tilmeldt: 26. jan 2016, 19:58
Kort karma: 7
Likede indlæg: 25

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Skumgummisvamp » 6. feb 2016, 14:05

Sorenspige skrev:Tillykke Skumgummi :banan:. Det lyder som en virkelig god fødsel. Hvad hedder lillebror?

Hvad er det for en indsprøjtning, som du frabad dig?


Tak :kys: Det var en fantastisk oplevelse :love: du har modtaget et kort med lillebrors navn :)

Det var syntocinon - det kunstige oxytocin man giver som profylakse, hvis ikke den fødende udtrykker ønske om andet. Det er dog faktisk kun nødvendigt at give hvis livmoderen ikke trækker sig nok sammen af sig selv eller hvis man bløder mere end normalt. Derfor havde jeg fået skrevet i min fødeplan at jeg gerne ville undgå det, hvis det ikke var nødvendigt. Jm blev jo nogle timer efter fødslen (det skal de) og så blødningen an og mærkede på maven (av!) og heldigvis klarede min krop arbejdet fint selv :)
1
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 1422
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 194
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 2298

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Studsgaard » 6. feb 2016, 16:57

Jeg har kun datterens fødselsberetning skrevet ned på et andet forum. De ældstes har jeg desværre ikke. Her kommer Nadia’s fødselsberetning (kopieret fra andet sted)

Jeg skulle ringe til fødegangen tirsdag morgen kl. 8.00 for at aftale hvornår vi skulle komme ind til igangsættelse. Beskeden fra dem, var at vi bare ku komme så hurtigt som muligt. Så vi hoppede i bilen og kørte mod Aalborg.
Vi ankom til sygehuset lidt i ni. Dog kom vi til at vente lidt før jeg ku blive undersøgt, for netop som vi var ankommet, kom et par hvor hun havde født i bilen, på vej til sygehuset. Vi snakkede om, at så må det virkelig ha gået stærkt.

Kl. ca. kvart over ni, blev jeg hentet og fik kørt en strimmel, og alt så jo fint ud, så jordemoderen ville undersøge mig, for at se hvordan vi skulle forsøge at få fødslen i gang.
Jeg var så åben at hun forsøgte at tage vandet, og det var lidt af en opgave for jordemoderen, hun ridsede en masse i hinderne, men der kom ikke noget vand. Så vi aftalte, at jeg skulle gå lidt rundt i en times tid, for at se om vandet så gik, ellers ville hun prøve igen.
Vi havde knap gået 500 m fra sygehuset, før jeg ku mærke noget der begyndte at sive, men vi gik lidt videre. Dog ombestemte jeg mig hurtigt, for pludselig kom der små skvulp vand hver gang jeg tog et skridt…

Ved middagstid foreslog jordemoderen at jeg fik et klyx for at se om det ku sætte gang i nogle veer. Og der kom nogle små veer, men lige så snart jeg satte eller lagde mig ned gik de i sig selv igen. Så ved et tiden snakkede vi om at jeg nok skulle forberede mig på et ve-drop. Det var ok for mig, så ved to tiden blev jeg koblet til overvågning, og ve-droppet blev sat til 14.15.

Derefter begyndte de første rigtige veer men ikke noget som jeg skulle koncentrere mig om Så der blev skruet op for droppet ved tre tiden, og der kunne jeg så begynde at mærke veerne mere - det er først der jeg begynder at tænke på dem som rigtige veer.

Vi hyggede og jeg ku stadig snakke med jordemoderen, hun havde fri kl. 15.45, så vi blev enige om, at hun ikke ville undersøge mig indvendigt, men lade det vente til den næste jordemoder kom. Dog blev hun på stuen og gjorde klar, og hun jokede med, at hun jo nok skulle gribe hvis jeg nu pludselig fødte, men jeg så nu ikke ud til at være særlig besværet endnu.

Kl. 15.30 kommer den nye jordemoder, hun har en lægestuderende med og spørger pænt, om han må overvære fødslen, og nu kan jeg mærke veerne mere, de kommer koblede, og der er kun knap to minutter imellem de sammenhængende to veer, til de næste kommer, jeg skal koncentrere mig om vejrtrækningen når de er der, så hvis bare han skal se på, og ikke mærke på mig, så er det helt fint.

Hun undersøger mig, og jeg er nu 4 cm. åben og livmoderhalsen helt væk, jeg selv kan mærke at det er nogle gode veer, Nadia kommer godt ned i bækkenet – hvilket så også gør at jeg skal ud og tisse.

Så kvart i fire vralter jeg med mine veer ud på wc. Jeg får tisset, men det er svært da veerne er så voldsomme.

Jeg får det noget underligt mens jeg sidder der ude, veerne kommer ofte, og jeg må koncentrere mig godt om vejrtrækningen, Jeg begynder at svede og får det lidt skidt - jordemoderen kommer pænt og spørger til hvordan det går.
Der har jeg så fået kæmpet mig i mine fine net trusser igen, og fortæller hende at jeg tror jeg skal have noget at drikke, med noget sukker i, for jeg har det underligt, lidt ligesom når jeg har haft et fald i blodsukkeret. Pu ha det var ikke rart, og veerne gjorde virkelig ondt nu.

Jeg føler dog jeg skal tisse lidt mere, da jeg ikke rigtigt får tisset pga de kraftige veer, så jeg sætter mig på wc’et igen, mens jordemoderen går ud for at finde noget juice til mig.

Jeg får tisset, men så kommer der en kraftig ve der glider over i en presse vee, og pludselig begynder min krop at presse….

Så jeg kæmper imod presseveen, samtidig med jeg holder Nadias hoved inde med den ene hånd, og får ringet efter hjælp med den anden – heldigvis er de lige udenfor. Så jeg kommer op at stå ved håndvasken, samtidig med at der strømmer mennesker ind på toilettet, og andre kommer med en båre, men jordemoderen kan godt se at Nadia kommer med det samme, så hun siger jeg skal slappe af og ikke kæmpe imod, de er klar - jeg når lige at spørge om Peter er med på toilettet, det er han sammen med en milliard andre mennesker ca - og da jeg slapper af kommer Nadias hoved, og jeg presser lidt så kommer kroppen.

Nadia skriger med det samme, og tisser mig i hånden da jeg tager hende op til mig.

Midt i alt kaos’et er jeg helt klar i hovedet. Jeg får sagt at jeg gerne vil have at peter klipper navlestrengen, det vil jordemoderen nemlig til. Så da jeg har taget hende op til mig, bliver jeg placeret på wc’et og Peter får lov at afnavle hende.

Nadia bliver født kl. 15.56 på toilettet på fødegangen.

Jeg kommer nu på båren og bliver kørt ind på fødestuen, hvor jeg føder moderkagen ved et let pres, alt ser super fint ud. Den er kommet hel ud, og jeg har hverken fået nogle revner eller ridser trods den meget hurtige fødsel.

Nadia født den 08.06.10

Vægt 3050 g og 50 cm. Lang.

Her bagefter kan jeg virkelig godt forstå at min krop svedte og virkede noget underligt, nu når jeg gik fra at være 4 cm. åben, til fuld åben og med presseveer på under ti minutter.
7
Brugeravatar
Cookie
Indlæg: 83
Tilmeldt: 14. feb 2016, 16:24
Kort karma: 8
Geografisk sted: Herlev
Likede indlæg: 125

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Cookie » 14. feb 2016, 16:35

Åh jeg ELSKER fødselsberetninger!!!

Her er min 3. fra da jeg fødte i november

Annas fødsel

Onsdag den 4. nov.:
Jeg er 40+3 og næsten selvfølgelig godt træt af det hele. Mandag var vi ude at gå i 2,5 time, tirsdag fik jeg syet lidt og onsdag stod på gåtur igen. Anstrengelserne blev belønnet med småveer, som først var meget uregelmæssige og siden blev regelmæssige med 3-4 minutter imellem. Sådan var de i nogle timer og jeg tænkte at nu ville jeg skride i seng og hvile hvis det nu var nu. Og så gik de næsten helt i stå! :( I løbet af natten havde jeg måske en ve hver halvanden time

Torsdag den 5. nov.:
Havde intet der bare mindede om veer da jeg vågnede. Såååå skuffende! Ungerne blev afleveret og i løbet af formiddagen var der lidt, men de var meget spredte og uregelmæssige og forsvandt igen et par timer inden jeg skulle til overtidstjek 13.30. Vi var lidt sneglede til at komme ud ad døren, så vi var først ved jdm 13.45. Vi kom ind og jeg blev undersøgt og mærket på - ingen livmoderhals og jeg var 1cm åben. Jdm spurgte om hun skulle lave en hindeløsning og der takkede jeg ja til. Så hun løsnede og løsnede og løsnede og bagefter målte hun lilleputtens hjerterytme. Den var lige høj nok, så vi blev sendt ud for at vente et kvarters tid og så ville hun måle igen. Det blev så fulgt af et til kvarter og en til måling inden hun sendte mig på fødemodtagelsen til en ctg/strimmel for at få 100% styr på om alt var ok.

Kl. har været omkring 14.30 - 15.00 da vi gik over til fødemodtagelsen og allerede på den lille gåtur meldte de første rigtige veer sig. Av for satan. Jeg var ikke helt forberedt på, at jeg så hurtigt ville få brug for at standse op og koncentrere mig om vejrtrækningen.

På fødemodtagelsen blev man som altid mødt af lidt ventetid, men ind kom vi da og jeg fik et par af de dumme elastikker på mens jeg lå og hyggede mig med lidt flere veer. Kl. 15.50 blev vi enige om at vi nok hellere måtte få nogen til at hente ungerne, så Mark ringede til min veninde og lidt efter kom jdm ind og fjernede elastikkerne og undersøgte mig indvendig. 2cm åben nu.

Jeg blev lidt modløs og ærlig talt også bange for hvordan det skulle gå hvis vi blev sendt hjem for at afvente "gode kraftige veer. Jdm var rigtig sød og lyttende, så hun tilbød at vi kunne komme ind på en ventestue i stedet for at skulle hjem. Jeg kunne sikkert ikke have set mere taknemmelig ud da jeg takkede ja, for nu bed de godt nok lidt mere de veer.
Det tog lidt tid at gå over på stuen, for jeg havde veer nærmest hele tiden, men ved at holde med hænderne om Marks hals og trække vejret heeeelt ned i maven. Jdm roste mig hver gang og sagde at jeg klarede det SÅ flot mens jeg indvendigt tænkte "gu' gør jeg ej, så hold nu bare kæft ikk'"

Nå men endelig henne på stuen snakkede vi kort med jdm om hvordan og hvorledes ift at kontakte dem igen og det var "bare" når veerne var kraftigere og gerne varede mellem 45 og 60 sekunder. Yes yes. Det kunne vi godt sige. Jeg blev guidet hen på toilettet for at lette trykket på blæren. Er du gal hvor det spændte på/i den hver gang jeg fik en ve!!!! Og gud hvor er jeg glad for at jeg aldrig igen skal sidde på et toilet mens jeg har veer. Det er en oplevelse for sig!

Tilbage på ventestuen kom vi og selv om vi forinden havde talt om at Mark skulle tage hjem efter tasken, så kunne jeg slet ikke med tanken om at være alene. Vanvittig smart set i bakspejlet for nu skal jeg da lige love for at veerne kom hårdt og hurtigt! Jeg var hunderæd og kunne slet slet ikke følge med i det min krop åbenbart havde gang i.

Jeg havde mistet tidsfornemmelsen lidt her, men efter ca. 10 min sagde jeg til Mark at nu skulle vi altså tage tid på veerne. De kom hvert halvandet minut og varede 45 sek. Jeg holdte ud i 20 min og så ringede Mark kl. 17.12 til fødemodtagelsen og sagde at nu var veerne voldsomme nok til at vi ikke var trygge mere. De var sådan lidt "ok, jamen vi kan da godt komme og kigge på hende". Der gik 5 min og så begyndte jeg at have pressetrang i slutningen af hver ve.

Pressetrang er et magisk ord når man ringer til fødemodtagelsen! Vi ringede nemlig igen og fik at vide at vores jdm var på vej. Da Mark så siger "jamen hun har pressetrang ved slutningen af hver ve", gik det op for dem at jeg virkelig var en af de der utilregnelige 3. gangsfødende, for hende der kom løbende med kørestolen kom kun et splitsekund efter vores jdm.

Jeg blev trillet over på en fødestue og det første jeg gjorde, da vi kom derind var at smide gennemblødte bukser og trusser. Nej, vandet var ikke gået. Den begyndende pressetrang havde fået mig til at presse på blæren også, så under en af veerne inde på den der stue, havde jeg stået med hænderne om halsen på Mark og brølet ind i hans bryst mens jeg pissede i bukserne. Lovely!!

Inde på fødestuen var der 2 jordemødre, for vi ankom midt i et vagtskifte og så var der en til... ved sgu ikke helt om hun var jdm eller sosu, men hun var der og hun hjalp.

Jeg kastede mig op på fødebriksen og lå på alle 4 mens jeg kiggede vore jdm dybt i øjnene for at have et fokuspunkt i vejrtrækningen. Hun forsøgte at overtale mig til at lægge mig om på ryggen, så hun kunne undersøge mig og jeg måtte gentage et par gange, at jeg lige skulle have den her ve overstået inden jeg kunne noget som helst.

Jeg fik vendt mig så jeg lå halvt på højre side og halvt på ryggen og halvt på siden. De begyndte at give mig venflon for jeg skulle jo have epidural, som der stod i min journal at jeg godt måtte få. Haha! Gæt igen! Da jdm undersøgte mig kl. 17.20 var jeg 7cm åben og fosterhinden stod i en bobbel ud og blev prikket med det samme. Jeg takkede ja til lattergassen så snart den blev tilbudt og fik strenge ordrer på at nu skulle jeg lade være med at presse og i stedet gispe gennem veerne. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne at gøre som der blev sagt, men det var mere end hvad jeg kunne styre. Det var det eneste tidspunkt jeg talte grimt til nogen. Da jdm igen bad mig gispe fik jeg brølet noget i stil med at det kunne jeg kraftedme ikke lade være med og jdm svarede lige så tørt "nej, det kan jeg godt se".

Et par presseveer senere får jeg pludselig besked på at nu må jeg gerne give den gas og presse alt hvad jeg kan. Først bliver jeg helt overrasket og spørger hvordan de ved det og om jeg ikke skal undersøges først, men det er så ikke nødvendigt og da næste ve kommer presser jeg til jeg er blå i hovedet. Bogstavelig talt. Mark siger at først var jeg rød i hovedet, så fik jeg blå læber og så blev resten af mit ansigt blåt. Skræmmende alligevel. Jeg bliver mindet om at jeg også skal trække vejret, så det gør jeg og presser videre. Hele tiden mens jeg presser brøler jeg som en syg ko. Jeg er virkelig virkelig bange for hvornår det begynder at gøre ondt og så letter det frygten lidt at brøle af den.

Helt uden at lægge mærke til det har jeg presset hovedet ud og jdm siger "Så, nu er hun her. Du mangler kun kroppen". Jeg er mega overrasket, for jeg ligger jo stadig og venter på smerten. Den kommer bare ikke. I stedet kommer min lille datter til verden kl. 17.35. 3,5 time efter jeg ikke havde nogen veer og var 1 cm åben. 2,5 time efter jeg fik "rigtige" veer. Freaking 1 lille time efter jeg var 2cm åben. Ikke så mærkeligt at det gjorde SÅ forbandet ondt!

Jeg flåede helt desperat bh og top af, så jeg kunne få hende op hud-mod-hud. Min lille skat skulle bare ikke opleve sin mors favn for første gang med tøj imellem os!

Jeg føder moderkagen, får bedøvelse og 5-6 sting ned mod mellemkødet. Den lille basse vejede 4125g og var 51cm lang og hendes hurtige exit gav et par skrammer. Selvfølgelig er hun den smukkeste baby i verden og elsket med det samme.

Vi lå på fødestuen i nogle timer, manden fik en kammerat til at hente vores taske og fuld af overskud, inviterede jeg ham indenfor på fødestuen i 2min. Jdm må have undret sig.

På grund af tidligere mislykkede ammeforløb var jeg blevet visiteret til 2 døgn på barselsgangen, men der var rimelig proppet, så jdm anbefalede os patienthotellet i stedet og det var bare den bedste beslutning ever! Vi fik ro til ammeopstart og der blev passet på os. Det var meget mere trygt og roligt end det havde været med de andre 2.

Vi blev på patienthotellet til søndag over middag. Jeg havde ø-kuller og NU ville jeg bare hjem. Vi havde så bare lige glemt alt om overtøj til den bette og den autostol vi skulle have lånt os til, stod rigtig godt hos dem vi endnu ikke havde fået spurgt. Flot! Vi bor heldigvis kun et par km fra hospitalet, så jeg pakkede babyen ind i min hættetrøje og hoppede ind på bagsædet af en taxa, som af Mark fik besked på at køre os MEGET pænt og forsigtigt hjem. Mark fulgte efter i sin mors bil og 10min efter sad jeg kaosramt og alligevel roligt i vores sofa og ammede vores lille, nye datter.

De første dage efter fødslen har jeg flere gange end jeg kan huske kigget på Mark og sagt "Fuck, det gik stærkt! Og hvor gjorde det ondt og hvor kunne jeg slet ikke følge med". Det er så småt ved at falde på plads nu, men jeg har stadig brug for at tale meget om det. Jeg fik ros i hele processen og i hele processen følte jeg mig fortabt og bange og ude af stand til at kontrollere noget som helst. Jeg er meget misundelig på andre, som det er gået så stærkt for, hvor de "bare" kigger tilbage og tænker, at det da var en lækker drømmefødsel, for der var ikke meget drøm i det for mig!
På plussiden så kører amningen som om jeg aldrig har lavet andet. Mælken begyndte at løbe til allerede efter 1 døgn! Og ungerne har taget godt imod lillesøster. Alt er næsten godt og det bliver kun bedre ❤️
10
Some cause happiness wherever they go; others whenever they go
Brugeravatar
Gerbilwoman
Indlæg: 145
Tilmeldt: 3. jan 2016, 19:17
Kort karma: 50
Likede indlæg: 487

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Gerbilwoman » 12. mar 2016, 18:33

Clara Isabellas fødselsberetning :lun:

Vi havde tid til igangsættelse d. 1 marts kl 8 men vandet gik ved 4-tiden samme morgen med et ordentligt smæld og en kraftig smerte der gjorde jeg lige måtte sunde mig 5 min før jeg rejste mig. Havde heldigvis bind på da jeg havde haft tegnblødning morgenen før.

Jeg gik på wc, og satte mig så til at se tv indtil Jan & Tobias skulle op små 45 min senere. Gik i bad mens Jan lavede morgenmad og så fik vi lidt at spise, knægten gjort klar og sendt ind til naboen der skulle sende ham i skole for os. Så kom Falck og hentede os og jeg begyndte at få småveer på vej til Holbæk.

Ankom til Holbæk kl 8.10 - her er Falckmanden ellers kæk og følger os ind på fødegangen hvor han fortæller jordemødrene at han kommer med "en baby der har tabt vandet" :lol:

Vi kommer ind i et undersøgelsesrum hvor jeg bliver tjekket, jeg er 2-3 cm åben og så ligger jeg ca en halv time med vemåler og hjertelydsmåler på. Får taget blodtryk. Jeg har fuldstændigt regelmæssige veer med 5 min i mellem, de skal bare blive kraftigere :gogo: Så vi bliver sendt ud og gå lidt rundt, går ned i cafeen og køber lidt af drikke og går stille og roligt tilbage med pauser når der kommer en ve. Tilbage på stuen får jeg tilbudt en varmepude og pilatesbold som jeg takker ja til. Varmepuden hjælper rigtig dejligt på lænden og bolden er god at sidde og rotere lidt rundt på.

Kl 11 bliver jeg indlagt og vi flyttes til en fødestue. De sætter en elektrode på Claras hoved så de kan holde øje med hende og tilbyder epidural men jeg vil helst kunne bevæge mig lidt rundt på pilatesbolden og ikke ligge passivt, så får istedet akupunktur - 5 nåle i lænden og én i begge hænder og fødder. Veerne tager til og jeg får brug for mere smertestillende kl.12.30 takker ja til lattergas som jeg har stor gavn af.

Kl. 12.50 vil jeg gerne op på briksen så det kommer jeg, ligger på siden og suger godt i masken da veerne tager godt til. Kl 13.40 er jeg 6-7 cm åben og 25 min senere presser jeg spontant, er fuldt udvidet :banan:

De kan så se på Claras overvågning og skalp-ph at hun begynder at blive lidt påvirket og gør klar til kop, men så får jeg selv presset hende ud, 20 min efter første presseve. Hun er bare så fin og vi er så glade og lettede over at det nu er overstået og hun er kommet godt ud til os :love:

Hun får apgar 10/1 og 10/5. Vejer 3600 gram (skønnet til 3200 gram om morgenen :lol2: ) og måler 49 cm, så fin størrelse for en 38+3 baby :) Jeg bliver syet, har fået lidt overfladiske bristninger og lidt hudafskrabninger og så ligger vi ellers og nyder roen bagefter, får lige ringet til bedsterne og delt den gode nyhed :D

Et billede af vores smukke prinsesse :lun:

Clara 9 dage.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
14
Dr_bp
Indlæg: 267
Tilmeldt: 16. sep 2015, 13:53
Kort karma: 58
Likede indlæg: 561

Ellies vej til verden

Indlægaf Dr_bp » 3. jun 2016, 13:23

Jeg havde termin med vores 3. barn d 8 maj 2016, men allerede 3 uger inden havde jeg den første falske optakt. Vågnede med periodevise kramper, tegnblødning og kraftig murren, men det gik i sig selv igen.
De følgende 3 uger blev jeg mere og mere besværet af graviditeten og en tidligt opstået bækkenløsning, og jeg havde endnu 2 falske optakter, så jeg havde egentlig forventet at baby ville komme ud noget før tid. Det skete så bare ikke..
Tirsdag d. 10.maj, 2 dage over termin var jeg hos JM. Jeg havde det virkelig dårligt, kunne knapt gå, var træt og havde monstrøse hævelser over det hele. Mit bt var høt, og jeg havde +2 for protein, så jeg skulle en tur på fødegangen, hvor de indlagde mig med svangerskabsforgiftning. Ej, jeg var så grim! Mine læber var så hævede at jeg fik sådan en Angelina Jolie-sprække i midten af dem! :nerve:

Min mor kom over og passede de 2 store, og min mand blev indlagt sammen med mig, da alle fagfolkene mente, at fødlen var lige om hjørnet (og hvis ikke, ville de give mig vedrop). Jeg fik modningspiller og en ctg-måler på og tænkte at NU! ville det endelig ske. Men ak! tirsdagen gik uden den mindste udvikling. Onsdag fik jeg småveer uden at babyen af den grund var på vej, og jeg blev lovet vedrop som blev aflyst 3 gange pga travlhed.
Torsdag kom en sød (de var allesammen søde) jordemoder ind og lagde en plan for min igangsættelse, men en halv time efter blev den aflyst pga travlhed. Kl 16 kom der så en afdelingsjordemoder og tog mit vand for at se om det ikke kunne sætte skub i ting. Hun kunne ikke rigtigt nå, så hun måtte bruge et redskab til det. Jeg var 0 cm åben og havde stadig en lang livmoderhals på trods af rimelig regelmæssige veer.
Det hjalp ikke en klejne at hun tog vandet, så kl 19 fik jeg vedrop.
Jeg havde på forhånd aftalt med fødeafdelingen at jeg rigtig gerne ville føde med min veninde, som er JM og har arbejdet på fødegangen indtil for nylig. Det var min 'rigtige' jm heldigvis med på, så min veninde kom på hospitalet kl 20, en time efter vedroppet blev startet.
Det var vildt hyggeligt og sjovt indtil kl 22. Så begyndte veerne at bide, og jeg måtte koncentrere mig når de kom. Jeg havde fuldstændigt glemt hvor meget man kampsveder når man får sådan en ve! :shock: Det er fuldstændigt crazy som kroppen arbejder, selv på de mildere af dem!
Nå, men fra kl 22 begyndte de at gøre lidt ondt. JM tjekkede mig, og jeg var 3-4 cm åben, men begge JM mente at det gik ret hurtigt nu. Efter en halv time med gode men overskuelige veer, begyndte de slemme. Jeg brølede som en gal og agressiv gris mens veen stod på, og så snart den klingede af, græd jeg. Jeg kunne slet ikke overskue smerten eller forløbet og havde bare ONDT! Efter 10-20 min med den slags onde veer, fik jeg pressetrang, men var kun 8 cm åben, så jeg måtte gispe mig igennem dem. Jeg nåede hurtigt de 10 cm, og måtte endelig presse - Og så gik mine veer fandme i stå! :sur:
De varede ca 10 sek og kom med længere og længere mellemrum, så JM kaldte en assistent der pressede baby nedad udenpå maven, mens jeg selv gjorde mit bedste for at presse indefra. Min veninde, der var helt fantastisk til at guide mig gennem hele forløbet, coachede mig gennem pressefasen. 'Jeg ved godt du ikke har veer nok, men det er ligemeget. Du skal presse nu'. Så det gjorde jeg. Det var en vild oplevelse, men egentlig ikke så intenst smertefuld. Efter 5 pres var hovedet ude (og assistenten udbrød 'SIKKE EN ORDENTLIG BØF DER KOMMER UD' :panik: ), og skuldrene og resten af hende fulgte hurtigt efter. Kl 23.15 kom vores lille Ellie endelig ud til os :lun:
Vi havde jo bestilt en dreng, så det var ærligt talt et lille chok at vi fik en pige. Hun var kæmpestor og helt mørk. Mørkt hår, mørk hud og flad næse. Vi kunne faktisk ikke helt kende hende, for hendes søskende er begge lyse og blonde med små knapnæser, og både min mand og jeg er gennemsnitlige leverpostejsdanskere.
Men hun var så fin og smuk og sej og dellet og perfekt :love: Vægt 4600 gram og 53 cm lang. Jeg skulle kun have et enkelt sting, men efterforløbet var alligevel hårdt for mig. Det gjorde sindssygt ondt at føde moderkagen (det har det altså ikke gjort de andre gange), og JM måtte trykke maven for blod 4 gange, og jeg græd mig gennem dem alle. Ved de andre 2 fødsler har jeg bare været frisk og klar bagefter, men denne gang kunne jeg ikke engang rejse mig fra sengen den første time. Så selvom det var en lynfødsel, var det altså en ret stor belastning for kroppen.

Ellie og jeg blev indlagt på barselsgangen i nogle dage indtil jeg var fysisk ovenpå igen.

Nu har vi været hjemme i et par uger. Hun er 3 uger gammel og har det rigtigt godt. Jeg har svært ved at mætte hende med min mælk, så hun får både flaske og bryst, og det fungerer egentlig fint.

Herhjemme er vi begge enige om at vi ikke skal have flere børn, så jeg sørger virkelig for at nyde tiden med hende. Det er for fedt at være mor til 3, selvom jeg ærligt talt er træt, ligner en fed klods der ikke har redt hår i flere uger, går i tøj der strammer de forkerte steder, og altid har dårlig samvittighed overfor de 2 store. Det skal nu nok løse sig. Jeg tænker, at det er super privelligeret at få 3 raske og smukke børn, så alt andet er egentligt sekundært.

Her er Ellie 5 timer gammel:
Ellie.jpg


.. Og her møder hun sine søskende for første gang (12 timer gammel):


Ellie.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
12
Brugeravatar
Knirkemis
Indlæg: 153
Tilmeldt: 20. apr 2016, 08:42
Kort karma: 49
Likede indlæg: 301

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Knirkemis » 16. jun 2016, 12:41

Nu må jeg se, om jeg kan nå at skrive det hele, inden baby vågner og skal have mad :)

Jeg havde tid til igangsættelse mandag d. 30/5-16, hvor jeg var 38+0. Jeg skulle sættes i gang pga. voldsomme smerter i forbindelse med symfyseløsning og for højt blodtryk.

Jeg kom ind på Rigshospitalet kl. 10.30, blev undersøgt og fik den første pille til igangsættelse. Livmoderhalsen var næsten væk, så JM skød på, at jeg ville føde dagen efter.

Allerede kl. 16 fik jeg veer, efter 4 piller, og blev kl. 18 flyttet til fødegangen. Jeg fik ringet til min kæreste og sagt, at han skulle komme, for nu skete der noget. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt, så han var sendt ud til sin far, for at binge-watche Game of thrones i ventetiden, men det nåede de ikke noget af :)

Imens vi lå på fødestuen, blev veerne langsom kraftigere og kraftigere. Jeg havde ellers i starten tænkt, at hvis det var sådan veern føltes, så ville det blive a piece of cake. Men smerterne tog til :genert: Jeg åbnede mig ikke særligt meget, fordi veerne var fremkaldt af pillerne, og dermed ikke naturlige. Derfor gav de mig smertestillende ved midnatstid, så jeg kunne få lidt søvn. Det havde dog ingen effekt overhovedet, og veerne kom bare rullende med 5 minutters mellemrum. Så kl. 3 om natten, var jeg moden til en epiduralblokade. Og for hunan - det gjorde nas! Men da den først var lagt, var det smerten værd. Jeg fik ikke sovet, men kunne hvile. Jeg kunne stadig mærke veerne, men langt mindre smertefuldt.

Ved 7.30 tiden næste morgen blev jeg undersøgt igen. Jeg var nu helt åben, og JM tog vandet (eller også var det lidt tidligere på natten, det blev gjort. Jeg kan ikke helt huske detaljerne, for jeg var ved at være pænt træt).

Jeg kom hen på lejet, og lå på siden og blev fodret med ristet brød og kaffe af min kæreste mellem veerne. De gjorde mega ondt, men jeg var ved at dø af sult. Samtidig hyggesnakkede vi med JM, også mellem veerne, og det hele var meget roligt og trygt.

Omkring kl. 9.15 fik jeg besked om, at jeg skulle til at føde hende. JM var rigtig god til at vejlede og opmuntre. Min kæreste holdt iltmasken, og havde fået besked om at blive oppe i min ende, men har bagefter fortalt, at han lige var nede og kigge, da JM sagde at der var en masse sort hår synligt :P
Efter ca. 15 minutter med presseveer, blev hendes hjerterytme lidt ustabil, og i løbet af 2 minutter var der nok 10 mennesker på stuen. Hun fik sat en måler på hovedet, som overvågede hende, imens jeg fortsatte med at presse. De nåede lige at snakke om at tage hende med kop, da jeg selv fik hende ud. Kl. 9.46 blev lille Idun født :) Hun kom op på min mave, og jeg klippede selv navlesnoren.

10 minutter efter kom moderkagen, som bestod af én stor og to små bi-moderkager, hvilket JM var meget begejstret for. Jeg hørte ikke så meget efter, for jeg havde for travlt med, at kigge på min datter. Jeg blødte en hel del, og de rodede rundt med mig, men jeg var som i en glasklokke af træthed og overvældende følelser. De tog blodprøver, lagde venflon, gav medicin og trykkede på maven.

Efter lidt tid fald der ro på. Vores datter kom over til sin far. Jeg havde fået to små rifter, som kunne klares med 3 sting. Og så var vi forældre :blush2:

Vi fik nogle timer på fødestuen, hvor vi kunne slappe af, få lidt at spise og ligge hud mod hud med Idun. Det hele havde været så trygt, der var stille på fødegange gennem hele forløbet, så der var stort set hele tiden en JM på stuen med os, og selv til sidst, følte jeg mig helt tryg ved at der var styr på situationen. Så jeg føler mig meget heldig :)

Billede af det lille vidunder, kommer senere.
9
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jul 2016, 10:05

Knuds fødsel 16-07-16

Jeg var begyndt at synes, at der var lidt ”ulven kommer” over det at skulle føde. Der føltes som om, der var optræk til noget flere gange, men det blev ikke rigtig til mere.

Den 15. juli var 3 dage efter min termin. Jeg havde fået en god, lang lur om eftermiddagen, og vi havde spist sen aftensmad.
Jeg var på toilettet og kan huske, at jeg syntes mit tis lugtede anderledes end normalt. Efter toiletbesøg gik jeg ud i køkkenet, for at fylde opvaskemaskinen, og så gik vandet, der var kl. 21.45. Det løb bare stille og roligt ud af mig, og jeg sagde til min kæreste ”hov, jeg tror mit vand er gået”. Han spurgte, om jeg ikke bare tissede i bukserne, men det var jeg nu ret sikker på, jeg ikke gjorde! Så han hentede et håndklæde, og så stod jeg der og dryppede, mens ingen af os helt vidste, hvad vi nu skulle. Så jeg gav mig til at spise en tomat.
Da det blev med at rende, besluttede jeg mig for at gå i bad, så der gik jeg ud med et håndklæde mellem benene, mens min kæreste tørrede op på køkkengulvet. Han tog et bad bagefter, mens jeg ringede til fødegangen. Vi var fuldstændig rolige på det tidspunkt, men spændte selvfølgelig.

På sygehuset undersøgte de mig. Hinderne nede ved livmoderhalsen var åbenbart intakte, og der kom ikke rigtig mere fostervand, så de var i tvivl, om vandet nu også var gået – jeg var dog ikke i tvivl. Vi blev sendt ud på en gåtur, for at se om der ville komme mere vand. Vi gik en tur rundt om sygehuset, det var lunt og stille og ret hyggeligt at gå der sent om aftenen og vide, at nu skulle vi snart møde vores barn.
Der var stadig ikke kommet mere vand, da vi kom tilbage, men de lavede en prøve, der viste, at jeg havde haft vandafgang, så teorien var, at hinden nok var gået i stykker højere oppe.
Vi blev sendt hjem igen med besked om at vende tilbage, når der var veer og ellers skulle vi ringe til dem næste morgen.

I det øjeblik jeg satte mig ind i bilen, kom der en ny skylle fostervand og veerne begyndte. Da vi var hjemme, var de allerede blevet regelmæssige med 5-6 minutters interval. Det var lidt efter midnat, vi fik en smule at spise og gik i seng. Jeg nåede dog aldrig at falde i søvn, for veerne udviklede sig ret hurtigt. Jeg begyndte at tage tid på dem, og de kom allerede hvert 3. minut. Da de havde været regelmæssige i en lille time ringede jeg til fødegangen igen, og vi blev bedt om at komme tilbage.
Da jeg blev indlagt, var jeg omkring 3 cm åben. Vi snakkede lidt med jordemoderen om fødslen. Jeg havde ikke på forhånd noget specifikt ønske omkring smertelindring, jeg ville bare gerne tage det hen ad vejen. Det eneste jeg bad om, var at gispe hovedet ud, fordi jeg var skrækslagen for at få en slem bristning.
Jeg var på det tidspunkt stadig fuldstændig rolig og arbejdede fint med veerne.
Der gik dog ikke ret lang tid før veerne ændrede karakter. De overtog fuldstændig, var meget kraftige og konstante. Jeg husker ikke ret meget fra den næste time, det var et smertehelvede uden pause. Jordemoderen nåede at give mig noget akupunktur, men det gav ikke den store lindring. Så på et tidspunkt foreslog hun epidural, hvilket jeg var fuldstændig klar på.
Da de tjekkede mig igen efter anlæggelsen af den, var jeg næsten helt udvidet og livmoderhalsen væk. Jeg havde udvidet mig fra 4 til 10 cm på 1,5 time. I det hele taget udviklede nogle faser af fødslen sig så hurtigt, at jeg aldrig rigtig nåede at være med i det.
Så jeg er simpelthen så glad for, at jeg fik den epidural. Den gav mig nogle rigtig gode timer efterfølgende, hvor jeg følte det der fantastiske samarbejde med kroppen, som jeg havde glædet mig sådan til på forhånd. Min kæreste fik lidt mad og søvn, og der var en dejlig ro over os igen. Når der kom en ve, arbejdede jeg mig selv igennem den med vejrtrækningen.

Da jeg havde været helt åben i 3 timer, var mine veer desværre gået i stå, og baby havde stadig ikke flyttet sig helt ned i bækkenet. Så de besluttede sig for at give mig vestimulerende drop. Og så gik det hurtigt igen.
Tiden med presseveerne var så intens, at jeg næsten intet kan huske. Så det meste af det, har jeg fået genfortalt af min kæreste. Jeg lyttede til jordemoderen, pressede som hun guidede mig til, men jeg aner ikke, hvordan jeg kom igennem det. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor langt jeg var i forløbet. Min kæreste har fortalt, at jordemoderen havde forventet, at det ville tage 1-2 timer med pressefasen efter vestimulerende drop. Så lang tid skulle der dog slet ikke gå.
Da veerne kom tilbage for alvor, kom jeg op at stå, for at tyngdekraften kunne hjælpe ham på vej ned. Der kom meget kraftige veer mens jeg stod op, jeg hang på min kæreste for at komme igennem dem. Jeg nåede at stå op i knap 10 minutter, så vurderede jordemoderen, at det ville gå rigtig stærkt, og at jeg skulle op på briksen i en fart. Jeg blev viklet ind i ledningerne til drop, CTG og epiduralpumpe, og det var faktisk det eneste, jeg kunne fokusere på. Min kæreste kunne se, at hovedet allerede var halvvejs ude, da jeg kravlede op på briksen. De kunne ikke nå at få mig rigtig op at ligge, så jeg fødte halvt på siden.
Da de sagde til mig, at hovedet var født, gav det mig de sidste kræfter til at presse, og så var han der, kl. 12.13.

Han kom op til mig med det samme, men måtte efter kort tid have lidt hjælp med CPAP, da han blev blålig og ikke helt ville skrige.
Mens de arbejdede på ham, fødte jeg moderkagen. Min kæreste syntes, det var helt fantastisk smukt at se den med hinderne og livets træ, men jeg kunne ikke rigtig rumme at skulle se noget, jeg var alt for optaget af de smerter, jeg havde.
De undersøgte mig og fik lagt noget lokalbedøvelse, der gav mig lidt mere overskud til at forstå, at vores søn var født.
Han havde den ene arm strakt ud langs med hovedet, da han kom ud. Dét og så den hast, han kom med til sidst, fik jordemoderen til at kalde ham ”Kanonkongen Knud”. :lun:
Jeg havde fået en slem bristning og skulle på operationsbordet. Men vi nåede at få et par timer sammen på fødestuen, hvor han lå på mit bryst, og hvor vi bare var totalt overvældede af det lille menneske. Da de kørte mig til operation, lå han hos min kæreste og fik lidt mad i en sprøjte, og jeg følte mig heldigvis helt tryg ved at efterlade dem.
Jeg fik en spinalbedøvelse inden operationen, så jeg mærkede intet, tror faktisk endda jeg fik sovet lidt. På opvågningen sagde sygeplejersken med det samme, at hun ville ringe efter min familie. Og det lille ord – familie – lød bare fuldstændig fantastisk og helt rigtigt i mine ører. Og så græd jeg lidt af lykke over at være blevet en familie og af udmattelse.

Vi var indlagt sammen i 3 døgn, hvor jordemoderen fra fødslen kiggede forbi, og vi fik talt fødslen igennem. Det var rigtig rart, vi har været virkelig glade for hende. Jeg havde – og har det stadig – lidt svært ved at fødslen forløb, som den gjorde. Jeg er mest ked af, at smerterne i perioder gjorde, at jeg slet ikke forstod, hvad der skete, og at jeg har svært ved at huske rigtig meget af forløbet. Og så har jeg haft rigtig svært ved at sluge, at min eneste frygt omkring fødslen - at briste voldsomt - desværre blev til virkelighed.
Min kæreste har heldigvis haft en helt fantastisk oplevelse, han var med i det hele og jordemoderen inddragede ham så fint. Han bliver rørt, hver gang han fortæller om, da han kunne se hovedet, der var på vej ud, og han er god til at forklare og fortælle mig om de ting, jeg ikke husker.
Vi er så forelskede i den lille mand, jeg kan næsten ikke være i mig selv, så overvældende føles den kærlighed jeg har til ham.

Her er han lige efter vi var kommet på barselsgangen, ca. 7 timer gammel og 4 dage gammel, dagen efter hjemkomst:
Kanonkongen1.jpg
Kanonkongen.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
15

Tilbage til "Graviditet"