Kommodedyret skrev:Viskelæder skrev:Kommodedyret skrev:Julen et lidt nederen når det kommer til familiens syn på børn og børnebørn. Jeg passer overhovedet ikke ind i deres normer, hvor det højeste gode og det største statussymbol er børneproduktion.
Jeg kunne grave mig ned hver gang talen faldet herpå, og jeg føler mig som en fiasko.
Ville ønske at jeg havde en familie med en lidt større refleksionsevne og nogle lidt mere rummelige værdier.
Nogen der kender det der med at man bare ville ønske at man kunne få lov at være sig selv , og blive fritaget for forventninger?
Jeg oplever det ikke i min familie (fordi vi generelt ikke taler om ting, der går bare lidt under overfladen i min familie), men jeg oplever det konstant i min vennegruppe. Det er kvælende.
Oplever det også hos nogle af mine venner. Der er her tale om en anden problematik end i min familie, men det er stadigvæk ret, ja, snæversynet.
Enormt snæversynet. Og mit problem er, at der kommer mange følelser i det for mig (læs; vrede), så jeg får på en måde svært ved at drøfte det med nogen, fordi jeg så hurtigt føler mig dømt og forkert i deres øjne. Selvom jeg normalt har talegaverne i orden. Jeg brækker mig bare over, at det skal fylde så meget hos andre, hvad jeg vælger for mit eget liv.