Singletråden

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Puffi
Indlæg: 1109
Tilmeldt: 16. sep 2015, 18:06
Kort karma: 310
Geografisk sted: Esbjerg-ish
Likede indlæg: 2249

Re: Singletråden

Indlægaf Puffi » 12. jun 2016, 13:44

Jeg har semi-tømmermænd. Mest af alt er jeg bare træt. Jeg er for gammel til det pjat :lol:
0
You had me from the start, won’t let this end
First you wanna go to the left then you wanna turn right
Wanna argue all day, make love all night
First you up then you’re down and then between
Ohh! I really want to know…
Brugeravatar
Skralde
Indlæg: 1471
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:13
Kort karma: 296
Likede indlæg: 3572

Re: Singletråden

Indlægaf Skralde » 12. jun 2016, 13:54

Santopia skrev:Ej det er noget tid siden, jeg har været herinde. Der er ellers sket meget! Ekskærestentingen har foretaget sig en lille kovending, og vil gerne være kærester og alt muligt. Vi har set hinanden et par gange, og snakket om tingene, men jeg ved ikke helt, om det er det, jeg vil længere :gruble: det er svært at komme tilbage efter sådan et slag, synes jeg.


Det er virkelig svært. Og alt for ofte umuligt, i hvert fald hvis I ikke får løst årsagerne til at I gik fra hinanden. Har I fået talt det rigtigt igennem?
1
L, mit livs lys - 3.10.2010
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3552
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 656
Likede indlæg: 5449

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 12. jun 2016, 13:55

Ååååha. Jeg synes stadig ikke rigtigt, jeg kan mærke en længsel efter at have en kæreste. Eller måske er det bare de ting, som folk normalt beskriver som "kæresteagtige", jeg faktisk i mange tilfælde synes, det er decideret rart at være fri for?
Jeg tror meget, det handler om, at jeg ikke rigtigt kan mindes den dér parforholdstryghed, som alle snakker om. Jeg har aldrig boet sammen med en kæreste. Drømte en lang overgang en del om det (det har mine kærester så enten ikke været interesseret i, eller også var det ikke muligt pga langdistanceforhold og forpligtelser i forskellige egne af landet).
Nu har jeg det nærmest sådan, at jeg let kan føle mig kvalt ved tanken om at bo sammen med et andet menneske. Det er nok meget med, at jeg er ved at brække mig, når folk siger, at "jamen, min kæreste og jeg er så meget i synk, at dét at være hjemme samtidig med ham slet ikke tæller som at jeg er sammen med andre. Jeg kan godt være helt mig selv, selv om han er der"-agtigt. Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at få det sådan. Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg inderst inde, at folk, der siger sådan, har glemt at mærke sig selv. Jo, jeg gør. Somme tider vil jeg virkelig gerne være i fred, helt uden selskab. Det er et must - et par gange om ugen, helst!

Og nu ved jeg godt, at man godt kan være i forhold uden at bo sammen. Men så tænker jeg også bare: "Så skal jeg til at planlægge det dér med at besøge eller få besøg, og hvornår er vi hvor og med mine skiftende arbejdstider og ...". Så kan jeg blive helt træt i ansigtet og synes vist nok også, det virker lidt komisk at blive kærester på den dér teenagemåde, hvor man ikke skal bo sammen, når man er i omegnen af 40. Er det så ikke ret ligegyldigt? Helt ærligt?

Anyway. På det sidste er jeg så nået frem til, at jo - der ER faktisk noget, jeg savner. Vanvittigt meget. Men om dét er en kæresteting eller en "jeg kunne godt tænke mig en ny bedste ven af hankøn, fordi jeg inden for de sidste par år har skilt mig af med et par meget gamle venskaber, der af forskellige grunde havde udspillet deres rolle", har jeg svært ved at afgøre ...

Jeg savner at dele min dag. Ikke bare mine oplevelser, men mine tanker og finurlige indfald og skæve jokes og indskydelser og at vide, at modparten forstår dem helt i den ånd, de er sagt. Og skraldgriner. Og kan bygge videre på jokes. Fortroligheden. Den savner jeg. At være et team. Sådanne mænd har jeg kendt en del af. Heldigvis. Hvis jeg for én gangs skyld så også kunne hitte én, som ikke bliver skræmt fra vid og sans, når jeg pludselig har en helt anderledes sårbar, tvivlende, usikker dag og brug for opbakning ... Én, jeg faktisk kunne snakke stille og roligt med på sådan en dag, én, som jeg måske ikke altid - når vi havde lært hinanden lidt bedre at kende - behøvede instruere i, hvad omsorg er for mig ...

Dét ku' være helt vildt! Men jeg har desværre været vant til mænd, som enten - bogstaveligt - har vappet mig et par på hovedet, hvis jeg græd (fordi jeg jo så bare var ude på at manipulere dem :stoned: :gruble: ), eller som er gået amok på mig, har kastet med ting, råbt og skreget osv (hvilket sært nok heller ikke rigtigt hjalp på, hvordan jeg havde det), eller som (igen helt bogstaveligt) er gået med replikker som: "Aj, det dér, det orker jeg altså ikke. Vi ses en af dagene, ikke?" Og jeg er altså ikke noget "specielt tilfælde". Der HAR blot været tale om, at de skulle prøve at rumme en Ninja, der var ked af det. Ikke i dage- eller ugevis. Ikke over nogens død eller lignende. Men sådan lidt: "Det er en dårlig dag. Hold om mig og fortæl mig, det nok skal gå"-agtigt.
Jeg behøver vel ikke nævne, at hvis noget af ked af det hed-en så somme tider handlede om dem, noget jeg ikke forstod i deres adfærd, noget jeg var den mindste smule utilfreds med ... Så blev der for alvor udøvet terror og straf. Enten larmende radiotavshed eller den mere konkrete vold som beskrevet ovenfor. Eller også lukkede de bare af, skønt fysisk til stede.

Jeg ved udmærket, at jeg selv er ansvarlig for ikke at lade mig byde den slags igen. :) Dette er ikke en martyrs piveri over fortiden. Sket er sket, jeg har lært min lektie: Jeg er blevet ret god til at vurdere, hvad jeg synes er rimeligt og til ligeledes hurtigt at vende mig væk fra mennesker, der på alle mulige måder udstråler og agerer efter, at de kun kan og vil mig, når jeg er i overskud. De må gå andre steder hen og snylte! Men forhistorien gør nok, at jeg ikke rigtigt tror på, at omsorgsfulde mænd med viljen og indsigten til ind imellem at lægge sig selv til side findes. Og hvis de gør, så er de jo nok nogle underligt vattede nogen, som ikke har så meget modspil eller noget andet at byde på.

Men altså ... Jeg tog et skridt i dag. For mig et stort skridt. Har skrevet til et par stykker på en datingside. Det er min første tilnærmelse på nogen som helst måde i *regner* halvandet år ... Et eller andet må der ske. Foreløbig er det egentlig dejligt blot at begynde at savne at dele gode og dårlige oplevelser, stort og småt. Med nogen.
Senest rettet af ManicNinja 12. jun 2016, 14:22, rettet i alt 5 gange.
6
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Brugeravatar
Planten
Indlæg: 852
Tilmeldt: 17. aug 2015, 21:06
Kort karma: 164
Likede indlæg: 1344

Re: Singletråden

Indlægaf Planten » 12. jun 2016, 13:56

Skralde skrev:Nå,men jeg godkendte ham manden på fb og han skrev rimeligt hurtigt hej til mig. Jeg responderede med et "Hej med dig :) Kender vi hinanden et sted fra?" Hans svar; "Hej med dig" :stoned:

Haha, spørg igen :lol:
2
Brugeravatar
Planten
Indlæg: 852
Tilmeldt: 17. aug 2015, 21:06
Kort karma: 164
Likede indlæg: 1344

Re: Singletråden

Indlægaf Planten » 12. jun 2016, 14:00

Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.
3
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 5033
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 730
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 6635

Re: Singletråden

Indlægaf Dikus » 12. jun 2016, 14:05

Åhhh Manic. Jeg har det lige som dig. Jeg KRÆVER at have alene-alene tid. Og har gjort det altid. Jeg får fniller, hvis der altid er lyde omkring mig. Også selvom keg sagtens kan være mig selv omkring barn og eks. Det er ikke det, det handler om. Jeg har brug for ro og mit helt eget tempo. Bare engang i mellem.

Jeg skal være alene tre uger i sommerferien og jeg GLÆDER mig!

Den der fortrolighed, du taler om. Det er præcis det, jeg vil have en kæreste til. For det er altså fantastisk at dele sit liv på den med med en anden. At vide, man bliver rummet og grebet. Og bare har det rart i stort og småt.

Det er sådan set det eneste ud over sex, jeg kræver fra en mand. Altså... Hvor svlrt kan det være? :cool:

Hit med sådan en!
3
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3552
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 656
Likede indlæg: 5449

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 12. jun 2016, 14:05

Planten skrev:Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.


Præcis!

Puha. Dér fik jeg lige meget uventet en klump i halsen. Blev lidt rørt. Det er ... meget nyt, meget stort, meget uvant og vildt for mig at sige det her højt. Til nogen. Føler mig lidt dum ved at reagere sådan. Men det er sådan, det er.

Og ... det er rigtigt rart at vide, at "nogen derude" genkender det! :kys:
2
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 5033
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 730
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 6635

Re: Singletråden

Indlægaf Dikus » 12. jun 2016, 14:07

ManicNinja skrev:
Planten skrev:Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.


Præcis!

Puha. Dér fik jeg lige meget uventet en klump i halsen. Blev lidt rørt. Det er ... meget nyt, meget stort, meget uvant og vildt for mig at sige det her højt. Til nogen. Føler mig lidt dum ved at reagere sådan. Men det er sådan, det er.

Og ... det er rigtigt rart at vide, at "nogen derude" genkender det! :kys:



Men det er da det, der er hele ideen. Er det ikke? :genert:
0
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3552
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 656
Likede indlæg: 5449

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 12. jun 2016, 14:10

Dikus skrev:
ManicNinja skrev:
Planten skrev:Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.


Præcis!

Puha. Dér fik jeg lige meget uventet en klump i halsen. Blev lidt rørt. Det er ... meget nyt, meget stort, meget uvant og vildt for mig at sige det her højt. Til nogen. Føler mig lidt dum ved at reagere sådan. Men det er sådan, det er.

Og ... det er rigtigt rart at vide, at "nogen derude" genkender det! :kys:



Men det er da det, der er hele ideen. Er det ikke? :genert:


Måske. Det er vel forskelligt, hvad mennesker vægter i forhold. :) Jeg reagerer, fordi det er længe siden, jeg har mærket savn. Af nogen slags.
1
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 5033
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 730
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 6635

Re: Singletråden

Indlægaf Dikus » 12. jun 2016, 14:12

ManicNinja skrev:
Dikus skrev:
ManicNinja skrev:
Planten skrev:Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.


Præcis!

Puha. Dér fik jeg lige meget uventet en klump i halsen. Blev lidt rørt. Det er ... meget nyt, meget stort, meget uvant og vildt for mig at sige det her højt. Til nogen. Føler mig lidt dum ved at reagere sådan. Men det er sådan, det er.

Og ... det er rigtigt rart at vide, at "nogen derude" genkender det! :kys:



Men det er da det, der er hele ideen. Er det ikke? :genert:


Måske. Det er vel forskelligt, hvad mennesker vægter i forhold. :) Jeg reagerer, fordi det er længe siden, jeg har mærket savn. Af nogen slags.


Nogle gange bliver jeg klogere på debatten.
Det her er en af dem. Jeg har faktisk altid tænkt, det var det primære for alle.

Jeg fornemmer et selvstændigt emne, når jeg lige har mere tid :kys:
0
Brugeravatar
Skralde
Indlæg: 1471
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:13
Kort karma: 296
Likede indlæg: 3572

Re: Singletråden

Indlægaf Skralde » 12. jun 2016, 14:16

ManicNinja skrev:Ååååha. Jeg synes stadig ikke rigtigt, jeg kan mærke en længsel efter at have en kæreste. Eller måske er det bare de ting, som folk normalt beskriver som "kæresteagtige", jeg faktisk i mange tilfælde synes, det er decideret rart at være fri for?
Jeg tror meget, det handler om, at jeg ikke rigtigt kan mindes den dér parforholdstryghed, som alle snakker om. Jeg har aldrig boet sammen med en kæreste. Drømte en lang overgang en del om det (det har mine kærester så enten ikke været interesseret i, eller også var det ikke muligt pga langdistanceforhold og forpligtelser i forskellige egne af landet).
Nu har jeg det nærmest sådan, at jeg let kan føle mig kvalt ved tanken om at bo sammen med et andet menneske. Det er nok meget med, at jeg er ved at brække mig, når folk siger, at "jamen, min kæreste og jeg er så meget i synk, at dét at være hjemme samtidig med ham slet ikke tæller som at jeg er sammen med andre. Jeg kan godt være helt mig selv, selv om han er der"-agtigt. Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at få det sådan. Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg inderst inde, at folk, der siger sådan, har glemt at mærke sig selv. Jo, jeg gør. Somme tider vil jeg virkelig gerne være i fred, helt uden selskab. Det er et must - et par gange om ugen, helst!

Og nu ved jeg godt, at man godt kan være i forhold uden at bo sammen. Men så tænker jeg også bare: "Så skal jeg til at planlægge det dér med at besøge eller få besøg, og hvornår er vi hvor og med mine skiftende arbejdstider og ...". Så kan jeg blive helt træt i ansigtet og synes vist nok også, det virker lidt komisk at blive kærester på den dér teenagemåde, hvor man ikke skal bo sammen, når man er i omegnen af 40. Er det så ikke ret ligegyldigt? Helt ærligt?

Anyway. På det sidste er jeg så nået frem til, at jo - der ER faktisk noget, jeg savner. Vanvittigt meget. Men om dét er en kæresteting eller en "jeg kunne godt tænke mig en ny bedste ven af hankøn, fordi jeg inden for de sidste par år har skilt med af med et par meget gamle venskaber, der af forskellige grunde havde udspillet deres rolle" har jeg svært ved at afgøre ...

Jeg savner at dele min dag. Ikke bare mine oplevelser, men mine tanker og finurlige indfald og skæve jokes og indskydelser og at vide, at modparten forstår dem helt i den ånd, de er sagt. Og skraldgriner. Og kan bygge videre på jokes. Fortroligheden. Den savner jeg. At være et team. Sådanne mænd har jeg kendt en del af. Heldigvis. Hvis jeg for én gangs skyld så også kunne hitte én, som ikke bliver skræmt fra vid og sans, når jeg pludselig har en helt anderledes sårbar, tvivlende, usikker dag og brug for opbakning ... Én, jeg faktisk kunne snakke stille og roligt med på sådan en dag, én, som jeg måske ikke altid - når vi havde lært hinanden lidt bedre at kende - behøvede instruere i, hvad omsorg er for mig ...

Dét ku' være helt vildt! Men jeg har desværre været vant til mænd, som enten - bogstaveligt - har vappet mig et par på hovedet, hvis jeg græd (fordi jeg jo så bare var ude på at manipulere dem :stoned: :gruble: ), eller som er gået amok på mig, har kastet med ting, råbt og skreget osv (hvilket sært nok ikke rigtigt hjalp på, hvordan jeg havde det), eller som (igen helt bogstaveligt) er gået med replikker som: "Aj, det dér, det orker jeg altså ikke. Vi ses en af dagene, ikke?" Og jeg er altså ikke noget "specielt tilfælde". Der HAR blot været tale om, at de skulle prøve at rumme en Ninja, der var ked af det. Ikke i dage- eller ugevis. Ikke over nogens død eller lignende. Men sådan lidt: "Det er en dårlig dag. Hold om mig og fortæl mig, det nok skal gå"-agtigt.
Jeg behøver vel ikke nævne, at hvis noget af ked af det hed-en så somme tider handlede om dem, noget jeg ikke forstod i deres adfærd, noget jeg var den mindste smule utilfredshed med ... Så blev der for alvor udøvet terror og straf. Enten larmende radiotavshed eller den mere konkret vold som beskrevet ovenfor. Eller også lukkede de bare af, skønt fysisk til stede.

Jeg ved udmærket, at jeg selv er ansvarlig for ikke at lade mig byde den slags igen. :) Dette er ikke en martyrs piveri over fortiden. Sket er sket, jeg har lært min lektie: Jeg er blevet ret god til at vurdere, hvad jeg synes er rimeligt og til ligeledes hurtigt at vende mig væk fra mennesker, der på alle mulige måder udstråler og agerer efter, at de kun kan og vil mig, når jeg er i overskud. De må gå andre steder hen og snylte! Men forhistorien gør nok, at jeg ikke rigtigt tror på, at omsorgsfulde mænd med viljen og indsigten til ind imellem at lægge sig selv til side findes. Og hvis de gør, så er de jo nok nogle underligt vattede nogen, som ikke har så meget modspil eller noget andet at byde på.

Men altså ... Jeg tog et skridt i dag. For mig et stort skridt. Har skrevet til et par stykker på en datingside. Det er min første tilnærmelse på nogen som helst måde i *regner* halvandet år ... Et eller andet må der ske. Foreløbig er det egentlig dejligt blot at begynde at savne at dele gode og dårlige oplevelser, stort og småt. Med nogen.


Jeg tænker ikke umiddelbart at det er specielt mærkeligt at du ikke savner en at bo sammen med, hvis dine tidligere forhold har været med sådanne nogen hyklere der stikker halen i mellem benet, på dage hvor du har det svært.
Jeg har det i øvrigt på meget samme måde som det du nævner i starten - det er så længe siden at jeg har været rigtig forelsket at jeg simpelthen ikke kan huske hvordan det var og have det der parforholdstryghed og dermed hvad der er at savne. Ikke at jeg har noget fornuftigt at sige til det, men ville blot fortælle at du ikke er den eneste :)
2
L, mit livs lys - 3.10.2010
Brugeravatar
Santopia
Indlæg: 750
Tilmeldt: 3. jan 2016, 19:32
Kort karma: 85
Geografisk sted: Nørrebro
Likede indlæg: 743

Re: Singletråden

Indlægaf Santopia » 12. jun 2016, 14:28

Skralde skrev:
Santopia skrev:Ej det er noget tid siden, jeg har været herinde. Der er ellers sket meget! Ekskærestentingen har foretaget sig en lille kovending, og vil gerne være kærester og alt muligt. Vi har set hinanden et par gange, og snakket om tingene, men jeg ved ikke helt, om det er det, jeg vil længere :gruble: det er svært at komme tilbage efter sådan et slag, synes jeg.


Det er virkelig svært. Og alt for ofte umuligt, i hvert fald hvis I ikke får løst årsagerne til at I gik fra hinanden. Har I fået talt det rigtigt igennem?
Rapfisk skrev:
Santopia skrev:Ej det er noget tid siden, jeg har været herinde. Der er ellers sket meget! Ekskærestentingen har foretaget sig en lille kovending, og vil gerne være kærester og alt muligt. Vi har set hinanden et par gange, og snakket om tingene, men jeg ved ikke helt, om det er det, jeg vil længere :gruble: det er svært at komme tilbage efter sådan et slag, synes jeg.

Det er det.

Da jeg var teenager, læste jeg en sætning, som skulle forestille at være et kinesisk ordsprog eller sådan noget: "Du kan sætte brudte bånd sammen igen, men der vil altid være en knude."

Man kan godt finde sammen igen, men det tager noget tid at hele sårene. Måske særligt, hvis brudet ikke er flere år gammelt.


Nej, altså vi har ikke fået talt alt igennem overhovedet. Vi har ligesom taget hul på det, og ser hinanden og tager den i bidder. Vi er ikke sammen fysisk. Vi giver nogle lange kram og that's it. I hvert fald for nu. Jeg skal lige finde ud af, hvad jeg vil.
Vores problem, og grunden til bruddet, var egentlig "bare", at han ikke vidste, om han kunne se os sammen på længere sigt. Jeg følte mig ikke tryg (fordi jeg jo fornemmede, at han ikke var 100% på) og var usikker, og det var mega ubehageligt til tider. Nu har han indset, at han er forelsket og vil gerne have et fast forhold, og det tror jeg sådan set på. Jeg tror også, at han er stabil, når han først er i et forhold. Sagen er bare den, at efter han dumpede mig, har jeg sat en del spørgsmålstegn ved, om jeg egentlig vil ham på den lange bane. Så nu er det egentlig nok mere der, skoen trykker. Jeg tror sådan set godt, jeg kunne blive forelsket og glad for ham igen, men jeg ved bare ikke, om jeg har lyst længere :gruble:
3
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3552
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 656
Likede indlæg: 5449

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 12. jun 2016, 14:31

Planten skrev:Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.



Ja, det er ret typisk, tror jeg ... Her har et par, dog ikke nære, veninder på det sidste også været på banen med sådan nogle udsagn, der tydeligt viser, at de slet ikke kan sætte sig ind i, at deres egen symbiotiske model ikke vil være Himmerrige for alle. Du ved: "Vi gør alting sammen og bor i et kosteskab sammen, for vi giver jo hinanden så meget mentalt space, at det ikke er noget problem" ... De er kommet med nogle formuleringer om at: "Tror du ikke også, du skal til at rykke nu, inden du begynder at falde for meget til i singletilværelsen?"

Øh? Gad vide, hvad det er for en deadline, de frygter, jeg overskrider? Hvilken mulighed er det mon, jeg forpasser for good?

Kom til at sige til den ene af dem, at jeg ville dø langsomt i hendes set up, og at jeg ærligt talt ikke rigtigt kunne opfatte hendes udsagn som andet end hendes egen skræk for at være alene (både mht civilstatus og bogstaveligt), som hun overførte på mig, og at det ville jeg gerne have mig frabedt. Så var det emne lissom uddebatteret. :clap: :lol:
Senest rettet af ManicNinja 12. jun 2016, 14:32, rettet i alt 1 gang.
3
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".
Brugeravatar
klumphen
Indlæg: 555
Tilmeldt: 1. jan 2016, 17:57
Kort karma: 103
Likede indlæg: 983

Re: Singletråden

Indlægaf klumphen » 12. jun 2016, 14:32

ManicNinja skrev:...
Men forhistorien gør nok, at jeg ikke rigtigt tror på, at omsorgsfulde mænd med viljen og indsigten til ind imellem at lægge sig selv til side findes. Og hvis de gør, så er de jo nok nogle underligt vattede nogen, som ikke har så meget modspil eller noget andet at byde på.
...

Ha, der fik du lige beskrevet min selvopfattelse med 25 ord :fløjt:
0
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 3552
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 656
Likede indlæg: 5449

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 12. jun 2016, 14:33

klumphen skrev:
ManicNinja skrev:...
Men forhistorien gør nok, at jeg ikke rigtigt tror på, at omsorgsfulde mænd med viljen og indsigten til ind imellem at lægge sig selv til side findes. Og hvis de gør, så er de jo nok nogle underligt vattede nogen, som ikke har så meget modspil eller noget andet at byde på.
...

Ha, der fik du lige beskrevet min selvopfattelse med 25 ord :fløjt:


OK. Lyder ikke som noget rart selvbillede, Klumph ...
0
"Even the biggest failure, even the worst, most intractable mistake beats the hell out of never trying".

Tilbage til "Forhold og sex"