Ensomhedstråden

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1391
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 608
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 2559

Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 14. dec 2015, 14:02

Jeg tror, det kunne være givtigt med en tråd, hvor vi ensomme sjæle kan støtte hinanden i kampen mod ensomheden og måske endda hjælpe hinanden til at blive mindre ensomme.

Her er tråden, hvor ensomhed ikke er et tabu. Jeg håber, den må gavne. :blomst:
7
"All you need is love."

- The Beatles
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1391
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 608
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 2559

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 14. dec 2015, 14:27

Jeg bliver 35 lige om lidt, og når jeg tænker efter, er der primært tre årsager til, at jeg i dag er ensom: For det første er min familie meget lille, og det er jo bare sådan, det er. For det andet har jeg nogle psykiske og fysiske lidelser (jeg er bl.a. kronisk smertepatient og lider af angst, hvilket i høj grad tærer på kræfterne), som indvirker negativt på mit overskud til at vedligeholde relationer, og mobning gennem min skoletid gør mig desværre stadig mistroisk over for andre mennesker, selvom det er mange år siden. For det tredje har jeg siden 2007 levet og åndet for mit arbejde i en velgørende organisation, og jeg kender i dag ikke nogen udover min lille familie, som ikke er tilknyttet mit arbejdsliv, hvilket er noget rigtig møg, da jeg nu er sygemeldt med alvorlig stress og ikke har noget udvidet netværk til at yde omsorg og støtte.

Det var lidt om årsagerne til min ensomhed. Jeg arbejder i øjeblikket hårdt på at blive rask ved bl.a. at gå hos en virkelig dygtig stresscoach, hvor jeg langsomt men sikkert lærer at få kontrol over mine stresssymptomer og ændre mit mentale billede af, hvad der kan lade sig gøre for mig. Som jeg har skrevet i en anden tråd, føler jeg, at jeg er blevet tygget i stumper og stykker på mit arbejde igennem de sidste år, og at jeg nu sidder syg og drænet alene tilbage som en skygge af mig selv. Men jeg har altid haft en jernvilje, og jeg kan mærke, at jeg også kommer igennem det her. Og jeg er lykkelig for at have Debatten, som virker helende på det åbne sår, ensomheden kan føles som.
3
"All you need is love."

- The Beatles
Rakel
Indlæg: 2974
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 418
Likede indlæg: 3079

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Rakel » 15. dec 2015, 01:25

At være kronisk smertepatient og/eller have psykisk sygdom at slås med er ensomt. Usynlige tilstande regnes i disse år for nærmest indbildte trods lægernes diagnoser/behandling.
Det kan jeg nikke genkendende til. Det har kostet ellers solide venskaber for mig.
Venner/familie, der ikke formår at se/forstå, at problematikkerne er reelle og har været det i årevis og ikke 'selvopfundne' eller 'selvynk'.
Det har gjort mig ked af, at folk ikke i det mindste prøver at forstå i stedet for at negligere. Især, når jeg prøver at forklare/sige fra på en pæn og ærlig måde.
Mit indtryk er, at det desværre er meget almindeligt at erfare.
Ensom vil jeg ikke kalde mig selv - men min omgangskreds er blevet markant reduceret af at blive syg og over nogle år måtte tilpasse mit arbejdsliv og gå (ufattelig) meget kompromis med det.
Mange vil end ikke forstå, at der ikke er andre muligheder i et samfund, hvor kronisk sygdom ikke eksisterer og muligheden for hjælp fra samfundet er cirka nul.
Selve dét at være kronisk syg med andre behov end gennemsnittet er simpelthen isolerende på en måde, som intet andet. Tja. Pointen? Det ved jeg ikke helt - andet end jeg sagtens kan følge det, du skriver om.
4
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1564
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 249
Likede indlæg: 1265

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 15. dec 2015, 05:21

Jeg er lige blevet 43 og har været kronisk smertepatient siden 2007. Jeg er ved at uddanne mig som administrationsbachelor og man siger jo ofte at de venskaber man får på et studie varer livet ud, men for mig har det været en ensom affære. Jeg er den ældste på studiet. Resten er fra 19-28 år og springet op til mig er åbenbart for langt til at jeg kan lave venner. Enten det, ellers er det mit syn på livet der er for anderledes, jeg ved det ikke. Jeg har haft en studiegruppe igennem 1½ år som virkelig trådte i karakter og "tog mig ind" men efter vi har valgt forskellige studieretninger er jeg helt alene. Jeg har samtidig problemer med hukommelse og koncentration hvilket giver lidt udfordringer ikke kun i forhold til det sociale hvor jeg må konstatere at vennekredsen privat er ekstremt lille og folk er især faldet fra efter jeg blev syg, men også i forhold til at kunne formulere en fornuftig sætning med indhold og indsigt og så er der selvfølgelig lige det der med rent faktisk at huske hvad folk har sagt... mindre biting eller nowed :fløjt: :genert:
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Sophaya
Indlæg: 2228
Tilmeldt: 22. aug 2015, 11:26
Kort karma: 392
Likede indlæg: 3768

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Sophaya » 16. dec 2015, 16:13

Jeg er 22 og ligeledes kronisk smertepatient. Jeg har i perioder rigtig svært ved noget som helst motion, og så har jeg en tendens til at spise med følelserne, så jeg vejer mere end jeg gerne ville, hvilket jeg synes medfører en slags isolation. Jeg er ikke decideret ensom, men jeg kan i glimt føle mig enormt alene - og så er det rart at have et sted som debatten.
Desuden har jeg meget lidt familie, jeg har kontakt til, så det manglende bagland i forbindelse med at jeg flyttede for halvandet år siden for at studere har også gjort at jeg nogle gange virkelig savner tætte relationer i min hverdag - for selvom jeg har venner, så er familie bare noget andet for mig.
2
x
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 830
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 213
Likede indlæg: 2197

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Zombie » 20. dec 2015, 12:36

Jeg er 29 år.

Min ensomhed føles som et kæmpe tabu, selv her i denne tråd, fordi... Jeg er jo, for så vidt, pisse priviligeret. Jeg er uddannet pædagog, jeg er i gang med at læse en kandidat. Jeg har en større familie, hvor jeg er ekstremt tæt knyttet til den nærmeste del. Jeg har et par rigtig tætte venner/veninder som jeg ofte kommunikerer med og jeg har studiekammerater som kærer sig om mig, spørger ind til mig osv. Jeg har også en virkelig dejlig kæreste, og en svigerfamilie som er helt fin.

Men, da jeg var rigtig syg og indlagt på hospitalet for henved 10 år siden... Da fik ensomheden et solidt tag i mig, og jeg har ikke sluppet den siden. Denne her følelse af, at til syvende og sidst, der er vi alle sammen helt alene. Og selvom jeg ved, at folk omkring mig ER der for mig, så kan jeg føle mig alene fordi... de vil aldrig forstå min kamp eller hvor meget jeg ofrer af mig selv, for at leve det her liv.

Jeg er virkelig usynlig syg på alle måder, fordi jeg udadtil er velfungerende, mens alt det jeg må ofre for at være det, kun går ud over mig selv. Engang imellem kommer der et hjertesuk fra mig, om de ting jeg føler at jeg går glip af... Men det glemmer folk hurtigt igen, og jeg er ikke typen der whiner eller brokker mig for meget, fordi... Jeg er jo en af de heldige, ikke? Også selvom jeg føler mig meget begrænset i min hverdag og i mit liv generelt.


Jeg opdagede dog, at hunde og katte afhjælper min ensomhed helt enormt. Jeg tror, det er fordi jeg meget nemt kan have en høj værdi for dem, bare jeg er god ved dem - og relationen mellem os er ligesom givet på forhånd. Hvis man er et godt (dyre)menneske, skal man jo ikke kæmpe for et dyrs affektion... Og man må gerne smide facaden, de fatter jo ingenting alligevel, bare der er ture og godbidder.

I sommers mistede jeg min hundeven og først skulle jeg deale med chokket og sorgen. Og derefter en højeste, mest bragende og voldsomme ensomhed, jeg har oplevet siden jeg var indlagt på psyk... Jeg kan til tider nærmest få et angsttilfælde af at tænke på det, og derfor holder jeg mig i gang og søger aktivt efter en ny hundeven, fordi... Altså, jeg har stor respekt for dem som har angst og dealer med det - og jeg ønsker bare IKKE at føje det på min liste over ting jeg skal deale med i hjerne-afdelingen, så... Tja.
4
Brugeravatar
KinderBueno
Indlæg: 508
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 123
Likede indlæg: 1051

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf KinderBueno » 22. dec 2015, 12:45

Jeg føler mig også ensom. Det er ret nyt for mig, men det gør jeg. Fuck. Mit sædvanlige slæng fra mit studie er allesammen begyndt at få andre prioriteter end at ses med os/mig. Mit sociale liv smuldrer, og jeg er helt magtesløs over for det. Men faktum er, at det er blevet en seriøs udfordring at få en venneaftale på plads, for de prioriterer ikke længere mig eller os. Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.

Især med min ene veninde. Hun har fået to nye venner, som stille og roligt har taget "min" plads, fredag eller lørdag aften. Processen er kommet snigende, men der er ingen tvivl. Det er ikke længere mest mig, hun har lyst til at bruge sin lørdag på. For helvede.
2
hej hest, hestehest
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1564
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 249
Likede indlæg: 1265

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 22. dec 2015, 13:21

Jeg måtte i går endnu engang sande at mit studieliv er absolut meget ensomt. Vi er to hold der er slået sammen til et. Jeg kommer relativt tidligt hver morgen for at få en p-plads nær indgangen og sætter mig på anden række. De næste der kommer er fra "mit" hold. De sætter sig på rækken bag mig. De næste igen tre stole fra mig, rækken foran mig, rækken bag mig osv. Jeg ender med at sidde helt alene på anden række. Da vi skal lave noget gruppe arbejde er folk hurtige til at finde sammen som de sidder men ingen inviterer med. I pauserne kvidrer gruppen fra "mit" hold fnisende ud på gangen med medbragt frugt til "juleafslutning", igen uden at invitere med. Alt i alt en meget ensom sidste dag før jul. Jeg savner min gamle studiegruppe :genert:
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1391
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 608
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 2559

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 22. dec 2015, 21:14

Jeg vil bare lige sige, at jeg liker jeres indlæg, da jeg synes, I er pisse seje, fordi I tør at fortælle om jeres ensomhed, og fordi I sætter en masse tanker i gang hos mig, jeg er ved at forsøge at få på plads. :gogo:
4
"All you need is love."

- The Beatles
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4555
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1142
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9611

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf kidkomb » 23. dec 2015, 02:28

Hold kæft, hvor er I seje!
Jeg tror jeg kalder ensomheden noget andet end jer.
Måske er den en slags usynlig ven.

En af de største grunde til, at jeg ikke føler mig ensom er jer.
Jer og dette sted og de mennesker, der kommer her.
Jeg er ovenud taknemmelig!
10
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.
Rakel
Indlæg: 2974
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 418
Likede indlæg: 3079

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Rakel » 23. dec 2015, 08:13

En del af min ensomhed er, at andre ikke forstår fx i dag - jeg har fri fra job og min krop nægter at samarbejde. Som i nægter totalt - jeg har reddet mig lidt ondt i halsen oveni mine hverdagsproblemer og så er der ikke meget at give af.
Dét går jo lig'som ikke og jeg er da også oppe og har klaret en times huslige gøremål.
Og efterhånden virker det medicin, jeg har taget - så er det lidt nemmere.
Vi får gæster til brunch inden vi skal ud af døren til jul. Jeg skal så på job og afsted 5.30 i morgen - pyt med det. Det gode er, at mine forældre klarer alt det praktiske hos dem og de 100% lader mig gøre det, som jeg magter. Der er jeg så velsignet.
Børnene, mand og omgivelser prøver at forstå - men det kan godt føles lidt som en ørkenvandring. Især juletid der burde være hyggelig og rar.
Stemningen på jobbet er så også som en frostbox pt - flere nedskæringer, højere krav og så videre - ingen orker mere efterhånden og jeg er træt af at formulere kommunens politik til medarbejderne.

Nå! 2016 kom så an!
1
No1
Indlæg: 483
Tilmeldt: 14. sep 2015, 05:37
Kort karma: 55
Likede indlæg: 460

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf No1 » 27. dec 2015, 02:07

Jeg har konstateret Belastningssyndrom og depression, og jeg har meget svært ved at bevare og skabe nye relationer. Jeg mangler virkelig et filter, og jeg kan tit overse sociale spilleregler og have svært ved at forstå dem. Det er svært for mig at forstå, hvorfor jeg skal smalltalke med folk jeg ved ikke kan lide mig f.eks. Jeg er alt for tit direkte og kontant, og det støder folk væk. Det forstår jeg egentlig godt. Jeg gider heller ikke rende som en hund efter folk, der aldrig selv udviser interesse, men kun svarer når det handler om dem. På trods af de ting så har jeg gode venner tilbage, men diagnosen gør at energien tit mangler.

Så ja, jeg har to katte og en kæreste parkeret i et andet land, og jeg føler mig mest ensom iblandt store grupper af mennesker. Især når det er tydeligt at det er altid er mig, der skal arbejde med at snakke med folk - og det sjældent går den anden vej.
1
No1
Indlæg: 483
Tilmeldt: 14. sep 2015, 05:37
Kort karma: 55
Likede indlæg: 460

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf No1 » 27. dec 2015, 02:09

Thestral skrev:Jeg måtte i går endnu engang sande at mit studieliv er absolut meget ensomt. Vi er to hold der er slået sammen til et. Jeg kommer relativt tidligt hver morgen for at få en p-plads nær indgangen og sætter mig på anden række. De næste der kommer er fra "mit" hold. De sætter sig på rækken bag mig. De næste igen tre stole fra mig, rækken foran mig, rækken bag mig osv. Jeg ender med at sidde helt alene på anden række. Da vi skal lave noget gruppe arbejde er folk hurtige til at finde sammen som de sidder men ingen inviterer med. I pauserne kvidrer gruppen fra "mit" hold fnisende ud på gangen med medbragt frugt til "juleafslutning", igen uden at invitere med. Alt i alt en meget ensom sidste dag før jul. Jeg savner min gamle studiegruppe :genert:


:ae: Det er så latterligt sådan noget der. Utroligt som hold kan variere - og hvordan videregående uddannelser f.eks. ikke er en døjt bedre end folkeskolen ift. klikementalitet og manglende åbenhed
2
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 1689
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 132
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 3263

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Hunkat » 27. dec 2015, 03:50

Jeg er voldsomt introvert. Det kræver meget energi for mig at være sammen med folk, både familie og venner og fremmede. Jeg skal være mentalt forberedt ellers går jeg helt i baglås og jeg bliver hurtigt træt. Det kan tage mig timer eller dage at få samlet mig selv sammen nok til at besvare f.eks. en sms. Og jeg har svært ved at være den som tager kontakt først.
Alligevel føler jeg mig ofte ensom. Min kæreste bor i USA og med tidsforskellen og jobs og søvn er det bare ikke altid tingene passer sammen. Jeg sidder nogle after med en følelse af at hvis jeg ikke havde ham at snakke med hver aften så ville jeg leve mit liv som højtfungerende alkoholiker for at få tiden om aftenen til at gå. Det er virkelig en trist erkendelse når man ikke engang er fyldt 30.

Mit humør kan også svinge rigtig hurtigt og derfor bryder jeg mig ikke om at være sammen med folk når jeg ikke har det godt. Jeg har tidligere haft depression og jeg synes jeg mærker en snert af det for øjeblikket, hvilket bestemt bekymre mig og måske også er med til at jeg trækker mig endnu mere ind i mig selv.
5
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1564
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 249
Likede indlæg: 1265

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 27. dec 2015, 09:40

No1 skrev:
Thestral skrev:Jeg måtte i går endnu engang sande at mit studieliv er absolut meget ensomt. Vi er to hold der er slået sammen til et. Jeg kommer relativt tidligt hver morgen for at få en p-plads nær indgangen og sætter mig på anden række. De næste der kommer er fra "mit" hold. De sætter sig på rækken bag mig. De næste igen tre stole fra mig, rækken foran mig, rækken bag mig osv. Jeg ender med at sidde helt alene på anden række. Da vi skal lave noget gruppe arbejde er folk hurtige til at finde sammen som de sidder men ingen inviterer med. I pauserne kvidrer gruppen fra "mit" hold fnisende ud på gangen med medbragt frugt til "juleafslutning", igen uden at invitere med. Alt i alt en meget ensom sidste dag før jul. Jeg savner min gamle studiegruppe :genert:


:ae: Det er så latterligt sådan noget der. Utroligt som hold kan variere - og hvordan videregående uddannelser f.eks. ikke er en døjt bedre end folkeskolen ift. klikementalitet og manglende åbenhed

Jeg er naiv nok til at jeg troede at det slet ikke skete på så højt et niveau men der tog jeg grusomt fejl. Nogle af de unge kommer direkte fra gymnasiet og har tilsyneladende ikke lært noget af de tidligere år i skole. De er nogle fjolser, det ved jeg godt, men det gør det ikke mindre ondt af :genert:
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..

Tilbage til "Livets forhold"