Ensomhedstråden

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1631
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 680
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 3091

Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 14. dec 2015, 14:02

Jeg tror, det kunne være givtigt med en tråd, hvor vi ensomme sjæle kan støtte hinanden i kampen mod ensomheden og måske endda hjælpe hinanden til at blive mindre ensomme.

Her er tråden, hvor ensomhed ikke er et tabu. Jeg håber, den må gavne. :blomst:
7
"This is my world, and I'm your rock and roll sherpa."

- Francine Smith
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1631
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 680
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 3091

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 14. dec 2015, 14:27

Jeg bliver 35 lige om lidt, og når jeg tænker efter, er der primært tre årsager til, at jeg i dag er ensom: For det første er min familie meget lille, og det er jo bare sådan, det er. For det andet har jeg nogle psykiske og fysiske lidelser (jeg er bl.a. kronisk smertepatient og lider af angst, hvilket i høj grad tærer på kræfterne), som indvirker negativt på mit overskud til at vedligeholde relationer, og mobning gennem min skoletid gør mig desværre stadig mistroisk over for andre mennesker, selvom det er mange år siden. For det tredje har jeg siden 2007 levet og åndet for mit arbejde i en velgørende organisation, og jeg kender i dag ikke nogen udover min lille familie, som ikke er tilknyttet mit arbejdsliv, hvilket er noget rigtig møg, da jeg nu er sygemeldt med alvorlig stress og ikke har noget udvidet netværk til at yde omsorg og støtte.

Det var lidt om årsagerne til min ensomhed. Jeg arbejder i øjeblikket hårdt på at blive rask ved bl.a. at gå hos en virkelig dygtig stresscoach, hvor jeg langsomt men sikkert lærer at få kontrol over mine stresssymptomer og ændre mit mentale billede af, hvad der kan lade sig gøre for mig. Som jeg har skrevet i en anden tråd, føler jeg, at jeg er blevet tygget i stumper og stykker på mit arbejde igennem de sidste år, og at jeg nu sidder syg og drænet alene tilbage som en skygge af mig selv. Men jeg har altid haft en jernvilje, og jeg kan mærke, at jeg også kommer igennem det her. Og jeg er lykkelig for at have Debatten, som virker helende på det åbne sår, ensomheden kan føles som.
3
"This is my world, and I'm your rock and roll sherpa."

- Francine Smith
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1686
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 314
Likede indlæg: 1509

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 15. dec 2015, 05:21

Jeg er lige blevet 43 og har været kronisk smertepatient siden 2007. Jeg er ved at uddanne mig som administrationsbachelor og man siger jo ofte at de venskaber man får på et studie varer livet ud, men for mig har det været en ensom affære. Jeg er den ældste på studiet. Resten er fra 19-28 år og springet op til mig er åbenbart for langt til at jeg kan lave venner. Enten det, ellers er det mit syn på livet der er for anderledes, jeg ved det ikke. Jeg har haft en studiegruppe igennem 1½ år som virkelig trådte i karakter og "tog mig ind" men efter vi har valgt forskellige studieretninger er jeg helt alene. Jeg har samtidig problemer med hukommelse og koncentration hvilket giver lidt udfordringer ikke kun i forhold til det sociale hvor jeg må konstatere at vennekredsen privat er ekstremt lille og folk er især faldet fra efter jeg blev syg, men også i forhold til at kunne formulere en fornuftig sætning med indhold og indsigt og så er der selvfølgelig lige det der med rent faktisk at huske hvad folk har sagt... mindre biting eller nowed :fløjt: :genert:
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Sophaya
Indlæg: 2407
Tilmeldt: 22. aug 2015, 11:26
Kort karma: 439
Likede indlæg: 4181

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Sophaya » 16. dec 2015, 16:13

Jeg er 22 og ligeledes kronisk smertepatient. Jeg har i perioder rigtig svært ved noget som helst motion, og så har jeg en tendens til at spise med følelserne, så jeg vejer mere end jeg gerne ville, hvilket jeg synes medfører en slags isolation. Jeg er ikke decideret ensom, men jeg kan i glimt føle mig enormt alene - og så er det rart at have et sted som debatten.
Desuden har jeg meget lidt familie, jeg har kontakt til, så det manglende bagland i forbindelse med at jeg flyttede for halvandet år siden for at studere har også gjort at jeg nogle gange virkelig savner tætte relationer i min hverdag - for selvom jeg har venner, så er familie bare noget andet for mig.
2
x
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 1378
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 343
Likede indlæg: 4108

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Zombie » 20. dec 2015, 12:36

Jeg er 29 år.

Min ensomhed føles som et kæmpe tabu, selv her i denne tråd, fordi... Jeg er jo, for så vidt, pisse priviligeret. Jeg er uddannet pædagog, jeg er i gang med at læse en kandidat. Jeg har en større familie, hvor jeg er ekstremt tæt knyttet til den nærmeste del. Jeg har et par rigtig tætte venner/veninder som jeg ofte kommunikerer med og jeg har studiekammerater som kærer sig om mig, spørger ind til mig osv. Jeg har også en virkelig dejlig kæreste, og en svigerfamilie som er helt fin.

Men, da jeg var rigtig syg og indlagt på hospitalet for henved 10 år siden... Da fik ensomheden et solidt tag i mig, og jeg har ikke sluppet den siden. Denne her følelse af, at til syvende og sidst, der er vi alle sammen helt alene. Og selvom jeg ved, at folk omkring mig ER der for mig, så kan jeg føle mig alene fordi... de vil aldrig forstå min kamp eller hvor meget jeg ofrer af mig selv, for at leve det her liv.

Jeg er virkelig usynlig syg på alle måder, fordi jeg udadtil er velfungerende, mens alt det jeg må ofre for at være det, kun går ud over mig selv. Engang imellem kommer der et hjertesuk fra mig, om de ting jeg føler at jeg går glip af... Men det glemmer folk hurtigt igen, og jeg er ikke typen der whiner eller brokker mig for meget, fordi... Jeg er jo en af de heldige, ikke? Også selvom jeg føler mig meget begrænset i min hverdag og i mit liv generelt.


Jeg opdagede dog, at hunde og katte afhjælper min ensomhed helt enormt. Jeg tror, det er fordi jeg meget nemt kan have en høj værdi for dem, bare jeg er god ved dem - og relationen mellem os er ligesom givet på forhånd. Hvis man er et godt (dyre)menneske, skal man jo ikke kæmpe for et dyrs affektion... Og man må gerne smide facaden, de fatter jo ingenting alligevel, bare der er ture og godbidder.

I sommers mistede jeg min hundeven og først skulle jeg deale med chokket og sorgen. Og derefter en højeste, mest bragende og voldsomme ensomhed, jeg har oplevet siden jeg var indlagt på psyk... Jeg kan til tider nærmest få et angsttilfælde af at tænke på det, og derfor holder jeg mig i gang og søger aktivt efter en ny hundeven, fordi... Altså, jeg har stor respekt for dem som har angst og dealer med det - og jeg ønsker bare IKKE at føje det på min liste over ting jeg skal deale med i hjerne-afdelingen, så... Tja.
4
Brugeravatar
KinderBueno
Indlæg: 691
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 191
Likede indlæg: 1423

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf KinderBueno » 22. dec 2015, 12:45

Jeg føler mig også ensom. Det er ret nyt for mig, men det gør jeg. Fuck. Mit sædvanlige slæng fra mit studie er allesammen begyndt at få andre prioriteter end at ses med os/mig. Mit sociale liv smuldrer, og jeg er helt magtesløs over for det. Men faktum er, at det er blevet en seriøs udfordring at få en venneaftale på plads, for de prioriterer ikke længere mig eller os. Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.

Især med min ene veninde. Hun har fået to nye venner, som stille og roligt har taget "min" plads, fredag eller lørdag aften. Processen er kommet snigende, men der er ingen tvivl. Det er ikke længere mest mig, hun har lyst til at bruge sin lørdag på. For helvede.
2
What ain't no country I ever heard of. They speak English in What?
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1686
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 314
Likede indlæg: 1509

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 22. dec 2015, 13:21

Jeg måtte i går endnu engang sande at mit studieliv er absolut meget ensomt. Vi er to hold der er slået sammen til et. Jeg kommer relativt tidligt hver morgen for at få en p-plads nær indgangen og sætter mig på anden række. De næste der kommer er fra "mit" hold. De sætter sig på rækken bag mig. De næste igen tre stole fra mig, rækken foran mig, rækken bag mig osv. Jeg ender med at sidde helt alene på anden række. Da vi skal lave noget gruppe arbejde er folk hurtige til at finde sammen som de sidder men ingen inviterer med. I pauserne kvidrer gruppen fra "mit" hold fnisende ud på gangen med medbragt frugt til "juleafslutning", igen uden at invitere med. Alt i alt en meget ensom sidste dag før jul. Jeg savner min gamle studiegruppe :genert:
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1631
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 680
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 3091

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 22. dec 2015, 21:14

Jeg vil bare lige sige, at jeg liker jeres indlæg, da jeg synes, I er pisse seje, fordi I tør at fortælle om jeres ensomhed, og fordi I sætter en masse tanker i gang hos mig, jeg er ved at forsøge at få på plads. :gogo:
4
"This is my world, and I'm your rock and roll sherpa."

- Francine Smith
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 6165
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1489
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 13232

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf kidkomb » 23. dec 2015, 02:28

Hold kæft, hvor er I seje!
Jeg tror jeg kalder ensomheden noget andet end jer.
Måske er den en slags usynlig ven.

En af de største grunde til, at jeg ikke føler mig ensom er jer.
Jer og dette sted og de mennesker, der kommer her.
Jeg er ovenud taknemmelig!
10
Walk tall and cry with dignity.
Jeg kan åbenbart ikke korrekturlæse inden jeg trykker "udfør". Derfor er der altid rettet i mine indlæg.
No1
Indlæg: 591
Tilmeldt: 14. sep 2015, 05:37
Kort karma: 67
Likede indlæg: 579

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf No1 » 27. dec 2015, 02:07

Jeg har konstateret Belastningssyndrom og depression, og jeg har meget svært ved at bevare og skabe nye relationer. Jeg mangler virkelig et filter, og jeg kan tit overse sociale spilleregler og have svært ved at forstå dem. Det er svært for mig at forstå, hvorfor jeg skal smalltalke med folk jeg ved ikke kan lide mig f.eks. Jeg er alt for tit direkte og kontant, og det støder folk væk. Det forstår jeg egentlig godt. Jeg gider heller ikke rende som en hund efter folk, der aldrig selv udviser interesse, men kun svarer når det handler om dem. På trods af de ting så har jeg gode venner tilbage, men diagnosen gør at energien tit mangler.

Så ja, jeg har to katte og en kæreste parkeret i et andet land, og jeg føler mig mest ensom iblandt store grupper af mennesker. Især når det er tydeligt at det er altid er mig, der skal arbejde med at snakke med folk - og det sjældent går den anden vej.
1
No1
Indlæg: 591
Tilmeldt: 14. sep 2015, 05:37
Kort karma: 67
Likede indlæg: 579

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf No1 » 27. dec 2015, 02:09

Thestral skrev:Jeg måtte i går endnu engang sande at mit studieliv er absolut meget ensomt. Vi er to hold der er slået sammen til et. Jeg kommer relativt tidligt hver morgen for at få en p-plads nær indgangen og sætter mig på anden række. De næste der kommer er fra "mit" hold. De sætter sig på rækken bag mig. De næste igen tre stole fra mig, rækken foran mig, rækken bag mig osv. Jeg ender med at sidde helt alene på anden række. Da vi skal lave noget gruppe arbejde er folk hurtige til at finde sammen som de sidder men ingen inviterer med. I pauserne kvidrer gruppen fra "mit" hold fnisende ud på gangen med medbragt frugt til "juleafslutning", igen uden at invitere med. Alt i alt en meget ensom sidste dag før jul. Jeg savner min gamle studiegruppe :genert:


:ae: Det er så latterligt sådan noget der. Utroligt som hold kan variere - og hvordan videregående uddannelser f.eks. ikke er en døjt bedre end folkeskolen ift. klikementalitet og manglende åbenhed
2
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 2469
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 186
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 5198

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Hunkat » 27. dec 2015, 03:50

Jeg er voldsomt introvert. Det kræver meget energi for mig at være sammen med folk, både familie og venner og fremmede. Jeg skal være mentalt forberedt ellers går jeg helt i baglås og jeg bliver hurtigt træt. Det kan tage mig timer eller dage at få samlet mig selv sammen nok til at besvare f.eks. en sms. Og jeg har svært ved at være den som tager kontakt først.
Alligevel føler jeg mig ofte ensom. Min kæreste bor i USA og med tidsforskellen og jobs og søvn er det bare ikke altid tingene passer sammen. Jeg sidder nogle after med en følelse af at hvis jeg ikke havde ham at snakke med hver aften så ville jeg leve mit liv som højtfungerende alkoholiker for at få tiden om aftenen til at gå. Det er virkelig en trist erkendelse når man ikke engang er fyldt 30.

Mit humør kan også svinge rigtig hurtigt og derfor bryder jeg mig ikke om at være sammen med folk når jeg ikke har det godt. Jeg har tidligere haft depression og jeg synes jeg mærker en snert af det for øjeblikket, hvilket bestemt bekymre mig og måske også er med til at jeg trækker mig endnu mere ind i mig selv.
5
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1686
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 314
Likede indlæg: 1509

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 27. dec 2015, 09:40

No1 skrev:
Thestral skrev:Jeg måtte i går endnu engang sande at mit studieliv er absolut meget ensomt. Vi er to hold der er slået sammen til et. Jeg kommer relativt tidligt hver morgen for at få en p-plads nær indgangen og sætter mig på anden række. De næste der kommer er fra "mit" hold. De sætter sig på rækken bag mig. De næste igen tre stole fra mig, rækken foran mig, rækken bag mig osv. Jeg ender med at sidde helt alene på anden række. Da vi skal lave noget gruppe arbejde er folk hurtige til at finde sammen som de sidder men ingen inviterer med. I pauserne kvidrer gruppen fra "mit" hold fnisende ud på gangen med medbragt frugt til "juleafslutning", igen uden at invitere med. Alt i alt en meget ensom sidste dag før jul. Jeg savner min gamle studiegruppe :genert:


:ae: Det er så latterligt sådan noget der. Utroligt som hold kan variere - og hvordan videregående uddannelser f.eks. ikke er en døjt bedre end folkeskolen ift. klikementalitet og manglende åbenhed

Jeg er naiv nok til at jeg troede at det slet ikke skete på så højt et niveau men der tog jeg grusomt fejl. Nogle af de unge kommer direkte fra gymnasiet og har tilsyneladende ikke lært noget af de tidligere år i skole. De er nogle fjolser, det ved jeg godt, men det gør det ikke mindre ondt af :genert:
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 5703
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 805
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 7626

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Dikus » 27. dec 2015, 09:47

Nu har jeg grublet over denne her tråd, siden den blev oprettet. Men jeg har ikke rigtigt vidst, hvordan jeg skulle forklare, hvordan jeg føler mig ensom. Min ensomhed er faktisk kommet snigende tilbage i fuldt flor sammen med min eksmands stress, der gjorde, han fuldstændig lukkede sig inde i sig selv.

Jeg har jo stadig ham, min dejlige datter, nære venner (som jeg dog ikke ser ofte, da jeg mangler overskud og nu er flyttet til et andet land), veninder og bekendte.

Nu har i andre sat en masse ord på, som rammer helt plet. Så jeg låner lige lidt:

Min ensomhed føles som et kæmpe tabu, selv her i denne tråd, fordi... Jeg er jo, for så vidt, pisse priviligeret. Jeg har et fint arbejdsliv. Jeg har en større familie, hvor jeg er ekstremt tæt knyttet til den nærmeste del. Jeg har et par rigtig tætte venner/veninder som jeg ofte kommunikerer med og jeg har veninder som kærer sig om mig, spørger ind til mig osv. Jeg har også en virkelig dejlig kæreste, og en eksmand, som jeg stadig bor sammen med og som vil mig alt det bedste her i livet. Og så min datter.

Men, da jeg barn... Da fik ensomheden et solidt tag i mig, og jeg har ikke sluppet den siden. Denne her følelse af, at til syvende og sidst, der er vi alle sammen helt alene. Og selvom jeg ved, at folk omkring mig ER der for mig, så kan jeg føle mig alene fordi... de vil aldrig forstå min kamp eller hvor meget jeg ofrer af mig selv, for at leve det her liv.

Jeg er virkelig usynlig syg på alle måder, fordi jeg udadtil er velfungerende, mens alt det jeg må ofre for at være det, kun går ud over mig selv. Engang imellem kommer der et hjertesuk fra mig, om de ting jeg føler at jeg går glip af... Men det glemmer folk hurtigt igen, og jeg er ikke typen der whiner eller brokker mig for meget, fordi... Jeg er jo en af de heldige, ikke? Også selvom jeg føler mig meget begrænset i min hverdag og i mit liv generelt.

Jeg har meget svært ved at bevare og skabe nye relationer. Det er svært for mig at forstå, hvorfor jeg skal smalltalke med folk jeg ved ikke kan lide mig f.eks. Jeg er alt for tit direkte og kontant, og det støder folk væk. Det forstår jeg egentlig godt. Jeg gider heller ikke rende som en hund efter folk, der aldrig selv udviser interesse, men kun svarer når det handler om dem.

Jeg føler mig mest ensom iblandt store grupper af mennesker. Især når det er tydeligt at det er altid er mig, der skal arbejde med at snakke med folk - og det sjældent går den anden vej.

Eller... Min ensomhed er en spøjs én... Den rammer mig, når jeg sidder tilbage som den sidste på kontoret kl. halvlort om aftenen med hovedet begravet i arbejde, og den rammer mig når jeg står i baren omgivet af pattestive kolleager i højt humør, mens musikken dundrer løs. Når jeg kører hjem i vintermørket, eller når jeg ligger i hans arme og vores verdener for en kort stund smelter sammen. Det har faktisk været så slemt, så jeg midt om natten stod op og tog hjem til mig selv - og dagen efter undskyldte mig med, at min datter var blevet syg og havde bedt mig komme hjem :blush: Jeg kunne bare ikke holde ud at ligge der og føle mig alene, mens han nussede mit hår i søvne. Det var så invaderende på en eller anden måde.

En af de største grunde til, at jeg ikke føler mig ensom er jer.
Jer og dette sted og de mennesker, der kommer her.
Jeg er ovenud taknemmelig!

...

Takker for lån af ord :)
5
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1686
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 314
Likede indlæg: 1509

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Thestral » 27. dec 2015, 09:51

Noget jeg har lært igennem tiden er, at man godt kan være ensom selv om man er omgivet af mennesker der vil en det godt :genert:
5
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..

Tilbage til "Livets forhold"