Ensomhedstråden

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Fillie
Indlæg: 1406
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:54
Kort karma: 610
Geografisk sted: Backsword
Likede indlæg: 2582

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Fillie » 30. dec 2015, 23:09

Ah, jeg mener, at det lukkede forum fremover kun kan ses og skrives i af folk med at vist antal indlæg. Der er en tråd om det i det lukkede forum. Det, vi har nu, kan ikke søges af Google.
1
"All you need is love."

- The Beatles
Brugeravatar
flicka
Indlæg: 542
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:08
Kort karma: 70
Likede indlæg: 607

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf flicka » 3. jan 2016, 13:00

Jeg har måttet samle mod til at skrive i tråden og har slettet flere indlæg, jeg ikke turde poste. Fordi det er svært, det her. Jeg genkender mange af de ting, der er blevet nævnt her i tråden. Desværre.

Og jeg føler mig desværre ret ensom for tiden, selvom jeg ser ud til at have de flotte ydre rammer på plads med arbejde, flinke kollegaer, tæt forhold til familien og kæreste gennem mange år. Jeg føler mig især ensom, fordi arbejdet fylder så meget som det gør med mange overarbejdstimer og lang transporttid - samt det at mine veninder har fået børn og nærmest har sat mig udenfor i kulden. På strudsemåden, selvom jeg flere gange har kontaktet dem og gerne vil se dem. Jeg har ikke børn og tanken om børn har altid givet mig lyst til at hyperventilere, men decideret børnehader er jeg ikke. Men det er som om de glemmer at jeg gerne vil se dem og deres nye babyer, selvom jeg ikke har et ønske om børn. Og at deres babyer er en ny del af vores venskab - som jeg faktisk har glædet mig til. Men jeg får bare ikke "lov" til at se dem alligevel :(

Jeg har aldrig været hende med mange venner/veninder, så det føles ekstra hårdt for tiden, når jeg ikke kan se mine få veninder pga. arbejdet, babyer eller den fysiske afstand mellem os. Samtidigt med at jeg ikke er særlig god til smalltalk og starte nye venskaber, formentlig pga. alle de knubs, jeg har fået pga. mobning i barneårene.

Krydret med at jeg hører temmelig dårligt og derfor kan virke distræt/arrogant. Det værste er nok at jeg hverken er "god nok" som døv blandt døve, formentlig fordi jeg er for danskpræget i mit tegnsprog og jeg klarer mig godt blandt normalthørende. Jeg har også gennemført en usædvanlig uddannelse som døv og har et job (Af hjertet tak, kære Jante). Samtidigt med at jeg ikke hører godt nok til at være blandt normalthørende på lige fod med dem og ikke taler 100% rent pga. mit massive høretab, som iøvrigt er medfødt. Jeg føler mig derfor lidt amputeret nogle gange.
3
Always be yourself
unless you can be a unicorn
then always be a unicorn


A pony is a childhood dream. A horse is an adulthood treasure.
- Rebecca Carroll
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 1695
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 132
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 3281

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Hunkat » 3. jan 2016, 13:10

flicka skrev:Krydret med at jeg hører temmelig dårligt og derfor kan virke distræt/arrogant. Det værste er nok at jeg hverken er "god nok" som døv blandt døve, formentlig fordi jeg er for danskpræget i mit tegnsprog og jeg klarer mig godt blandt normalthørende. Jeg har også gennemført en usædvanlig uddannelse som døv og har et job (Af hjertet tak, kære Jante). Samtidigt med at jeg ikke hører godt nok til at være blandt normalthørende på lige fod med dem og ikke taler 100% rent pga. mit massive høretab, som iøvrigt er medfødt. Jeg føler mig derfor lidt amputeret nogle gange.


Jeg har sakset lidt i dit indlæg Flicka men jeg læste det og tænkte at jeg tror du har fat om roden her, for mange af os. Måske for alle som føler sig ensomme selv om de er omgivet af mennesker som elsker dem.

Nemlig at rammerne for det 'normale' er blevet både videre og smallere. Der er mange flere kasser nu som man kan passe ned i men mange af dem er så smalt defineret at det er ligeså nemt at ramme ved siden af og så sidder man der mellem to stole og føler sig tabt.

Hvis man er syg men velfungerende på ydresiden så er man hverken dette eller hint men falder udenfor jo flere kasser samfundet opfinder for at inkludere os.
5
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4631
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5874

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Dikus » 3. jan 2016, 13:28

Der var du hurtig, Flicka :) Jeg antager, det også betyder, jeg ikke skal stille spørgsmål til de mere personlige ting, jeg nåede at læse? For æv, hvor det lyder træls og svært :ae:
2
Brugeravatar
flicka
Indlæg: 542
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:08
Kort karma: 70
Likede indlæg: 607

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf flicka » 3. jan 2016, 13:32

Dikus skrev:Der var du hurtig, Flicka :) Jeg antager, det også betyder, jeg ikke skal stille spørgsmål til de mere personlige ting, jeg nåede at læse? For æv, hvor det lyder træls og svært :ae:


Det må du gerne - men helst over PB.

For det er en igangværende kamp, der er uafsluttet. Jeg er ikke så glad for at have det ude i offentligheden, i tilfælde af at der bliver læst med herinde af nogen, der har med sagen at gøre. Også hvis det kommer til at påvirke mit fremtidige arbejdsliv, da jeg er ret letgenkendelig IRL grundet mit hørehandicap og min uddannelse.
2
Always be yourself
unless you can be a unicorn
then always be a unicorn


A pony is a childhood dream. A horse is an adulthood treasure.
- Rebecca Carroll
Brugeravatar
Sevii
Indlæg: 317
Tilmeldt: 19. nov 2015, 08:30
Kort karma: 61
Likede indlæg: 625

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Sevii » 4. jan 2016, 13:06

Ensomhed er svært og jeg har skammet mig over at have det sådan, så det er faktisk også svært at skrive om. Det kan være en følelse der rammer mig og forbliver hos mig i flere dage. De dage er jeg helt nede.
Ensomheden blev for alvor en del af mit liv efter jeg fik en svær depression og angst, og jeg fik lov til at opleve berøringsangst fra både venner og familie. Senere skulle jeg også finde ud af at håndtere folk valgte mig fra, fordi jeg ikke havde det godt. Det gjorde sgu ondt. I dag kan jeg godt se, at jeg egentlig ikke havde nogle særlig gode venner, men det kan stadig godt ramme mig.

Uden det skal blive for negativt, så har jeg så lært at vælge folk med omtanke og så værdsætte de mennesker der er i mit liv. Det er faktisk en stor gave at man har fået øjnene op for de gode mennesker der så findes, men hold da op. Det var ikke nogle sjove år at gå igennem.
1
:banan: :banan:
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 1123
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 145
Geografisk sted: Kbh. Østerport
Likede indlæg: 1903

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Purple Haze » 10. jan 2016, 11:38

KinderBueno skrev:Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.


Hvorfor ikke?
Altså forstår sagtens at det kan virke lidt grænseoverskridende, og ville nok ikke selv ringe, men skrive en SMS.

Spørger ikke for at presse eller være uhøflig, men forstår det ikke helt.
0
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
Brugeravatar
KinderBueno
Indlæg: 509
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 124
Likede indlæg: 1057

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf KinderBueno » 10. jan 2016, 12:10

Purple Haze skrev:
KinderBueno skrev:Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.


Hvorfor ikke?
Altså forstår sagtens at det kan virke lidt grænseoverskridende, og ville nok ikke selv ringe, men skrive en SMS.

Spørger ikke for at presse eller være uhøflig, men forstår det ikke helt.


Tja. Jo. Jeg kan godt se, hvad du mener, men man er jo ikke ligefrem fyldt med gå-på-mod og "Hey, jeg ved godt, vi kun har small-talket til en forelæsning for tre uger siden, men du virker vildt cool, har du tid til rødvin om en halv time?", når man sidder lørdag aften kl. 20.45 og føler sig ensom og ked af det.
Eller, det er jeg i hvert fald ikke...
4
hej hest, hestehest
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 1123
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 145
Geografisk sted: Kbh. Østerport
Likede indlæg: 1903

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Purple Haze » 10. jan 2016, 12:24

KinderBueno skrev:
Purple Haze skrev:
KinderBueno skrev:Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.


Hvorfor ikke?
Altså forstår sagtens at det kan virke lidt grænseoverskridende, og ville nok ikke selv ringe, men skrive en SMS.

Spørger ikke for at presse eller være uhøflig, men forstår det ikke helt.


Tja. Jo. Jeg kan godt se, hvad du mener, men man er jo ikke ligefrem fyldt med gå-på-mod og "Hey, jeg ved godt, vi kun har small-talket til en forelæsning for tre uger siden, men du virker vildt cool, har du tid til rødvin om en halv time?", når man sidder lørdag aften kl. 20.45 og føler sig ensom og ked af det.


Nej det kan jeg sagtens forstå.
Foreslår det også kun det følgende da det virker til at du ikke har helt så meget at slås med som mange af de andre i tråden, og har overskud til det, og synes bare det er ski** ærgerligt at du skal være trist, hvis "løsningen" er oplagt.

Og nej det er selvfølgelig ikke den oplagte situation der lørdag kl 20.45. Tænker bare at hvis du nogle gange har kontaktet folk, og i har lavet ting sammen, og de også kan lide dig, så tænker jeg at det efterhånden kan udvikle sig til venskaber. Og så har du måske netop mogen at ringe til på et senere tidspunkt.

Hvis der er nogle stykker fra studiet kunne du foreslå at i allesammen tog ud og spiste sammen en torsdag fx. Eller du kunne hører ad om "Lisbeth har ser den nye StarWars film? Om hun vil med, da du ikke rigtig kender andre der kunne være til den slags". Eller hvad det nu kunne være.

Men anyhow, det var bare tanker fra mig, hvis de kan bruges så er det godt. Hvis ikke, så kommer de et godt sted fra :)
2
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
Brugeravatar
Avino
Indlæg: 358
Tilmeldt: 17. sep 2015, 15:58
Kort karma: 105
Likede indlæg: 450

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Avino » 12. jan 2016, 20:12

Åhhhh. Jeg bliver altså dårlig af, at I unge kvinder føler jer så ensomme.
Det er jo ikke engang, at være alene. I er virkeligt ensomme.

Jeg har- bestemt også- følt mig ensom, i løbet af mit - efterhånden- lange liv.

Er det ikke en naturlig følelse ?
Selv om man er omgivet af mennesker, kan man jo sagtens føle sig ensom, ikke ?

Selv om man er i parforhold, kan man jo sagtens føle sig ensom?

I dagens DK, skal du/ vi være omgivet af mennesker døgnet rundt. (Facebook- Instagram osv)
Ve den- der ikke er det. Samfundet "forlanger" at du er på- hele tiden.

Som skrevet. Jeg har også følt mig ensom. Både alene og i parforhold.
Jeg tror, at kernen i- at komme det til livs er- at du accepterer- at sådan er livet også.

Prøv at sæt/læg jer ned. TÆNK : Jeg er det bedste i verden. Nok føler jeg mig alene, men jeg har så mange indre værdier, at jeg nok skal komme igennem det.
'Sig HØJT : Jeg elsker mig selv. Jeg har et stort værd- her i verden. Jeg kan klare mig selv- både følelsesmæssigt og økonomisk.
Ikke mindst. "Jeg er et værdifuldt menneske , som andre mennesker sætter pris på"

For både du og I- er værdifulde mennesker, som vi andre sætter ualmindeligt meget pris på.
:kram: :kram: :kram: :kram:
1
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 473
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 98
Likede indlæg: 493

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Marioneta » 12. jan 2016, 22:47

Jeg er meget ensom og har egentligt altid været det. Som barn var jeg anderledes og som lille blev jeg mobbet og senere bare holdt udenfor. Jeg blev også ret paranoid af det. Når først man er vant til at blive holdt udenfor, forventer man det nærmest også og det gør ikke situationen bedre. Min første rigtige veninde fik jeg i gymnasiet, hvor jeg endelig følte, at hende hér, hende har jeg noget virkeligt med. Vores veje skiltes og jeg prøvede at holde kontakten ved lige, men det var ikke gengældt. Hun kunne derimod med andre. Nu er vi bare facebook venner og har ikke set hinanden i 10 år. Bliver lidt trist af at tænke på det.

Da jeg var 20 år fik jeg en depression og der gik nogle år, hvor jeg kæmpede med at tage en universitetsuddannelse. Jeg endte med at tage en kortere videregående uddannelse i stedet for og har ikke kontakt med nogle fra uddannelserne. De første par jobs jeg havde var langt fra hjemmet, så selvom der var et par stykker jeg snakkede vildt godt med, så har jeg heller ikke kontakt med dem nu. Nu har jeg et job i byen og en masse søde kolleger. Jeg er ikke ensom på arbejde, der er 25 andre og jeg kan faktisk snakke rigtigt godt med dem alle sammen. Men de er jo bare kolleger og den dag jeg stopper, ender det som med de andre. Det er jeg ikke i tvivl om.

Så er der to kolleger, som jeg ses lidt med i det private og det er lige nu min vennekreds. Men for dem er jeg bare endnu en ven. De er udadvendte og har masser af venner ligesom min gymnasieveninde. Det har jeg det nogen gange lidt svært ved, for jeg ved nok egentligt godt, hvor lidt dybt det venskab ligger, nemlig som hos min gymnasieveninde. Og så kommer vi tilbage til at være paranoid, fordi man ikke forventer andet og det er heller ikke fair overfor folk. Men det er svært når ens veninde er hele ens vennekreds og man kun er en af rigtig mange den anden vej.

Jeg bor med min søn og er alene hver dag. Ingen kæreste, har været single i 2½ år. Er ikke kommet længere end til 2. date. Jeg er åbenbart ikke værd at samle på. Min eks overtog alle vennerne. Til nytår var min søn og jeg på besøg hos min mors veninde og hendes mand. Total nederen. Ingen inviterede og jeg har ikke nogen, jeg sådan selv kan invitere mig til. Så kan man snakke nok så godt sammen på arbejdet, men man kan sidde og fortælle at man ingen steder har at være til nytår med barnet og der er ikke nogen, som tilbyder et hjørne af bordet. Da det gik op for min ene veninde fra arbejdet, at vi havde siddet hos min mors ven, kom hun dog efter, at vi skulle have været inviteret hos hende. Men altså jeg havde jo fortalt hende, at vi havde ingen steder at være, så det er jo nemt nok at sige bagefter. Ej, jeg tror faktisk at lige med hende her, der må jeg kæmpe imod mine paranoide tanker, så jeg ikke skræmmer hende væk, for det er heller ikke fair. Og hun har inviteret mig næste år.

Jeg ved, at jeg følelsesmæssigt er en kompliceret person. Jeg er også indadvendt og gider ikke small talke. Jeg søger ikke mange bekendtskaber, men vil gerne have nogle gode venskaber. Kvalitet fremfor kvantitet. Sådanne venskaber, hvor de faktisk også en gang imellem opsøger én og det ikke altid kun er mig, der skal. For jeg stopper hurtigt, når jeg kan mærke det er ensidigt, det har jeg lært efterhånden, at det kan man lige så godt.

Jeg har en lille familie og dog, har et par mostre/onkler samt fætre og kusiner tæt på. Men det er noget underligt noget med dem. Jeg kan se, hvordan de bruger min mor, når de har behov, men er der ikke for hende, når hun har behov. Selv i vores lille familie bliver vi holdt udenfor. Der deler min mor og jeg et lod her i livet. Jeg har en bror i den anden ende af landet og en dement far.

Men noget der er virkeligt for mig, er min søn. Mit dejlige barn, som kigger på mig med sine store brune øjne og siger, jeg elsker dig mor, hele vejen op til himlen og helt ned til jorden igen. Jeg tror også, at det er en af grundene til at jeg gerne vil have flere børn. Når jeg ikke har så mange mennesker i mit liv, så må jeg jo selv lave nogle. Dog skal det aldrig komme ham og evt. fremtidige børn til last, at min liv er så ensomt. Ligesom polavyk siger, så skal de ikke forpligtes til at tage sig af mig. Dog ved jeg fra mit eget forhold til min mor, at man som voksen godt selv kan se det og nok ikke kan undgå at tænke, at nu skal jeg også huske mor/far.

Det blev noget længere end jeg havde regnet med og der drev også lidt tårer af kinderne mens jeg skrev det. Ensomhed er noget underligt noget.
3
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4631
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5874

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Dikus » 12. jan 2016, 23:16

Marioneta skrev:Jeg er meget ensom og har egentligt altid været det. Som barn var jeg anderledes og som lille blev jeg mobbet og senere bare holdt udenfor. Jeg blev også ret paranoid af det. Når først man er vant til at blive holdt udenfor, forventer man det nærmest også og det gør ikke situationen bedre. Min første rigtige veninde fik jeg i gymnasiet, hvor jeg endelig følte, at hende hér, hende har jeg noget virkeligt med. Vores veje skiltes og jeg prøvede at holde kontakten ved lige, men det var ikke gengældt. Hun kunne derimod med andre. Nu er vi bare facebook venner og har ikke set hinanden i 10 år. Bliver lidt trist af at tænke på det.

Da jeg var 20 år fik jeg en depression og der gik nogle år, hvor jeg kæmpede med at tage en universitetsuddannelse. Jeg endte med at tage en kortere videregående uddannelse i stedet for og har ikke kontakt med nogle fra uddannelserne. De første par jobs jeg havde var langt fra hjemmet, så selvom der var et par stykker jeg snakkede vildt godt med, så har jeg heller ikke kontakt med dem nu. Nu har jeg et job i byen og en masse søde kolleger. Jeg er ikke ensom på arbejde, der er 25 andre og jeg kan faktisk snakke rigtigt godt med dem alle sammen. Men de er jo bare kolleger og den dag jeg stopper, ender det som med de andre. Det er jeg ikke i tvivl om.

Så er der to kolleger, som jeg ses lidt med i det private og det er lige nu min vennekreds. Men for dem er jeg bare endnu en ven. De er udadvendte og har masser af venner ligesom min gymnasieveninde. Det har jeg det nogen gange lidt svært ved, for jeg ved nok egentligt godt, hvor lidt dybt det venskab ligger, nemlig som hos min gymnasieveninde. Og så kommer vi tilbage til at være paranoid, fordi man ikke forventer andet og det er heller ikke fair overfor folk. Men det er svært når ens veninde er hele ens vennekreds og man kun er en af rigtig mange den anden vej.

Jeg bor med min søn og er alene hver dag. Ingen kæreste, har været single i 2½ år. Er ikke kommet længere end til 2. date. Jeg er åbenbart ikke værd at samle på. Min eks overtog alle vennerne. Til nytår var min søn og jeg på besøg hos min mors veninde og hendes mand. Total nederen. Ingen inviterede og jeg har ikke nogen, jeg sådan selv kan invitere mig til. Så kan man snakke nok så godt sammen på arbejdet, men man kan sidde og fortælle at man ingen steder har at være til nytår med barnet og der er ikke nogen, som tilbyder et hjørne af bordet. Da det gik op for min ene veninde fra arbejdet, at vi havde siddet hos min mors ven, kom hun dog efter, at vi skulle have været inviteret hos hende. Men altså jeg havde jo fortalt hende, at vi havde ingen steder at være, så det er jo nemt nok at sige bagefter. Ej, jeg tror faktisk at lige med hende her, der må jeg kæmpe imod mine paranoide tanker, så jeg ikke skræmmer hende væk, for det er heller ikke fair. Og hun har inviteret mig næste år.

Jeg ved, at jeg følelsesmæssigt er en kompliceret person. Jeg er også indadvendt og gider ikke small talke. Jeg søger ikke mange bekendtskaber, men vil gerne have nogle gode venskaber. Kvalitet fremfor kvantitet. Sådanne venskaber, hvor de faktisk også en gang imellem opsøger én og det ikke altid kun er mig, der skal. For jeg stopper hurtigt, når jeg kan mærke det er ensidigt, det har jeg lært efterhånden, at det kan man lige så godt.

Jeg har en lille familie og dog, har et par mostre/onkler samt fætre og kusiner tæt på. Men det er noget underligt noget med dem. Jeg kan se, hvordan de bruger min mor, når de har behov, men er der ikke for hende, når hun har behov. Selv i vores lille familie bliver vi holdt udenfor. Der deler min mor og jeg et lod her i livet. Jeg har en bror i den anden ende af landet og en dement far.

Men noget der er virkeligt for mig, er min søn. Mit dejlige barn, som kigger på mig med sine store brune øjne og siger, jeg elsker dig mor, hele vejen op til himlen og helt ned til jorden igen. Jeg tror også, at det er en af grundene til at jeg gerne vil have flere børn. Når jeg ikke har så mange mennesker i mit liv, så må jeg jo selv lave nogle. Dog skal det aldrig komme ham og evt. fremtidige børn til last, at min liv er så ensomt. Ligesom polavyk siger, så skal de ikke forpligtes til at tage sig af mig. Dog ved jeg fra mit eget forhold til min mor, at man som voksen godt selv kan se det og nok ikke kan undgå at tænke, at nu skal jeg også huske mor/far.

Det blev noget længere end jeg havde regnet med og der drev også lidt tårer af kinderne mens jeg skrev det. Ensomhed er noget underligt noget.


Jeg tror, det er sundt at sætte ord på - så man også begynder at handle efter det. Lige som når du husker dig selv på ikke at være efter din kollega, der mener det godt. Jeg håber, det hjælper lidt fremadrettet.

Har du før været på debatsider som denne? Jeg synes ikke, jeg kan genkende dig fra Jubii :blush:
2
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 473
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 98
Likede indlæg: 493

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Marioneta » 12. jan 2016, 23:25

Dikus skrev:Jeg tror, det er sundt at sætte ord på - så man også begynder at handle efter det. Lige som når du husker dig selv på ikke at være efter din kollega, der mener det godt. Jeg håber, det hjælper lidt fremadrettet.

Har du før været på debatsider som denne? Jeg synes ikke, jeg kan genkende dig fra Jubii :blush:


Ja, jeg er også på jubii under samme navn, men anden avatar og så har jeg også haft en tidligere konto, som ikke var så anonym, så jeg skiftede. Men har været på jubii siden 2007. Jeg er bare stille af natur - også på debatfora - så folk husker mig ikke rigtigt :D
1
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4631
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5874

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Dikus » 13. jan 2016, 01:37

Marioneta skrev:
Dikus skrev:Jeg tror, det er sundt at sætte ord på - så man også begynder at handle efter det. Lige som når du husker dig selv på ikke at være efter din kollega, der mener det godt. Jeg håber, det hjælper lidt fremadrettet.

Har du før været på debatsider som denne? Jeg synes ikke, jeg kan genkende dig fra Jubii :blush:


Ja, jeg er også på jubii under samme navn, men anden avatar og så har jeg også haft en tidligere konto, som ikke var så anonym, så jeg skiftede. Men har været på jubii siden 2007. Jeg er bare stille af natur - også på debatfora - så folk husker mig ikke rigtigt :D


Det kan sagtens være avataren (og forskellige fora), der driller - for jeg husker folks navne virkeligt dårligt - og ser i bedste fald kun avataren :blush:

Jeg tænkte bare lidt i retningen af, at stedet her jo faktisk er rigtigt godt til at finde nogen, man "klikker" med - og som man kan mødes med :)

Det ekstra-gpde er jo, at man kender hinanden mere indgående og har etableret et fælles rum af fortrolighed.
1
Brugeravatar
Dirtylittledevil
Indlæg: 3399
Tilmeldt: 12. aug 2015, 20:03
Kort karma: 869
Likede indlæg: 11694

Re: Ensomhedstråden

Indlægaf Dirtylittledevil » 13. jan 2016, 01:43

Marioneta skrev:
Dikus skrev:Jeg tror, det er sundt at sætte ord på - så man også begynder at handle efter det. Lige som når du husker dig selv på ikke at være efter din kollega, der mener det godt. Jeg håber, det hjælper lidt fremadrettet.

Har du før været på debatsider som denne? Jeg synes ikke, jeg kan genkende dig fra Jubii :blush:


Ja, jeg er også på jubii under samme navn, men anden avatar og så har jeg også haft en tidligere konto, som ikke var så anonym, så jeg skiftede. Men har været på jubii siden 2007. Jeg er bare stille af natur - også på debatfora - så folk husker mig ikke rigtigt :D


Jeg har småstalket dig, så jeg husker dig godt :P
1
The more I eat the butter I feel

Tilbage til "Livets forhold"