Min kærestes far er så vildt upassende, at det efterhånden er begyndt at påvirke mit syn på ham negativt.
Han er åbenbart helt utroligt egoistisk/hensynsløs. Han overvejer aldrig, hvordan han kan bidrage, virker det til, og vi har rent faktisk været nødt til at henstille ham om, flere gange, at putte sit brugte service i opvaskemaskinen (det burde virkelig ikke være nødvendigt.)
Han forventer, at jeg laver maden, og når han har spist, rejser han sig bare og går. Han tager lige sit brugte service med - det har vi jo henstillet ham om et par gange efterhånden - men det falder ham åbenbart ikke engang ind, at HAN kunne rydde op efter maden.
Jeg blev også ret skuffet, da han fortalte, at han havde støvsuget sit værelse, og kun sit værelse, for så kan jeg jo godt ane, hvem det er meningen, der skal ordne resten af huset (og det kan han godt lige droppe..)
Desuden har han spurgt, hvad vi gør ift. vasketøj på en måde, der på mig virkede som et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville stå for den (det vil jeg ikke.)
Og endelig, som den allermest egoistiske ting: Han har svært ved at se, men nægter at opgive sin bil. Han har været i flere uheld (kørt sammen med andre biler,) men nægter at indse, at det er en pisse dårlig idé at køre bil. Jeg har (før jeg kendte til situationen) kørt med ham, og det gør jeg aldrig igen. Jeg har aldrig været så utryg i en bil før - og jeg valgte faktisk at gå de 3,5 km hjem igen.
Hele familien har forsøgt at banke i bordet, og min kæreste talte med store bogstaver i går, men intet virker. Offentlig transport er for besværlig, synes han. Ikke engang argumentet med, at han kan komme til at dræbe nogen, virker. Hans modargument er, at det ikke er sket endnu
Jeg kan SLET ikke have det.
Samtidig har han ingen realistisk forståelse for egne evner og ressourcer. Han bliver ved med at presse sig selv, og han er rigtig syg, men opfører sig som om, at han har det fint. Det betyder, at min kæreste føler, han skal holde øje med sin far og stoppe ham, når han kan se, det bliver for meget. Jeg synes det er vildt langt ude, og har snakket med min kæreste om det (for jeg ved, det stresser ham en del,) som har tænkt en del over det, og nu har sagt til sin far, at han er færdig med at holde øje med ham. Han gider ikke have den rolle, og har sagt til sin far, at han så må dø, hvis det er det, han er så opsat på.
Jeg synes, det er SÅ unfair at sætte sit barn i sådan en position. Det er fand*** ikke i orden.
Og ja, jeg skal have en snak med ham mht. det huslige. Jeg regner med, vi sætter os sammen alle tre og får lavet nogle "regler," så han ikke føler, at jeg angriber ham personligt. Jeg vil virkelig godt have et godt forhold til ham jo.
)
