Dr_bp skrev:Karkluden skrev:Jeg synes alligevel det var rimelig upassende, da en pårørende til en patient i dag, lige klappede mig på maven (som ironisk nok er det sted jeg er mindst tyk), og spurgte om man godt kunne være sygeplejerske, når man er overvægtig. Ja, det går da egentlig meget godt..
Derefter brillierede hun med at påpege et par "skønhedsfejl" hos andre kollegaer, hun lige havde spottet, og kommenterede, at vi da nok ikke var en så udseendemæssigt heldig afdeling.
Seriøst, wtf?! Vi går her, og redder liv, rehabiliterer og knokler løs for bl.a. hendes pårørende, og det er da røvligegyldigt om jeg er tyk, min kollega har bumser etc etc, når vi er dygtige til det vi gør, og vi ikke er hæmmet i vores job?
Jeg vil gerne selv tabe mig, og er langsomt i gang, men det er fandeme da for sundheden, ikke for at please andre, og jeg synes i øvrigt selv jeg er temmelig pæn, nå
(hun fik også lige indskudt, at tykke mennesker jo aldrig dyrkede motion. Nå, så ved jeg sgu ikke hvad det der løb og styrke/holdtræning nogle gange om ugen, cykling hver dag og 10-16000 skridt på jobbet 5 dage om ugen er...)
Sådan nogle pårørende er simpelthen SÅ uartige! Jeg var engang sygeplejerske for en pårørende til en kendt modemand. Han var enten i krise, eller en habituel kæmpenar, men en dag blev han rasende over etellerandet, og råbte så af mig 'DU kunne fanmde aldrig arbejde som model!!!', som om det skulle fornærme mig. Først sagde jeg bare 'Avavavavav, der ramte du vel nok et ømt punkt', men senere da vi begge var faldet lidt ned, bad jeg ham roligt og mindeligt om at tale ordentligt til mig, eller helt at lade være.
Jeg skulle nok have været lidt mere rummelig, men jeg fortryder faktisk ikke at jeg fik sagt fra. Jeg gider ikke stå model til lort efter lort, bare fordi jeg har med mennesker i krise at gøre. Man må godt være vred, og råbe, skrige og skælde ud, men den persinlige tilsvining står jeg simpelthen ikke model til.
Du godeste. Som om det værste, der kan ske er, at man ikke kan være model
Jeg synes også, det er helt ok at sige fra, og jeg er meget glad for, at jeg arbejder på en afdeling, hvor der gøres meget ud af, at vi gerne må sige fra, når vores grænser overtrædes. Naturligvis skal der være plads til vrede, forurettethed, krise, sorg og psykiske problemer, men det er IKKE ok at være seksualiserende, diskriminerende, ondskabsfuld eller at gå efter irrelevante ting (såsom udstående tænder, vægt eller ikke-model-hed
). Jeg havde også en patient i dag, der blev vanvittigt vred over "snack-udbuddet". Fordi der ikke var fyldte oliven... (kun ca 16 andre ting + det vi kan bestille) Og han skældte mig hæder og ære fra. der sagde jeg simpelthen fra. Det er i orden at være frustreret og vred, men der er simpelthen grænser.
(Og ps: jeg synes i øvrigt det er ligeså upassende, når pårørende spørger min meget slanke kollega, om hun virkelig er stærk nok til jobbet..Det sker ret ofte. Det er alligevel en besynderlig ting at spekulere på)
i hovedet da hun sagde det, og kunne ikke rigtig tro mine egne ører, så fik ikke sagt fra.
Men det er vel også på tide at hun får at vide, at sådan noget gør man ikke.
(skal så siges at hun ingen Skagen ur fik, hahah). 
