Upassendetråden - første udgave!

[Filipai]

Hvis folk lige pludselig har taget meget på, så er det da fint lige at spørge (venligt) indtil det. Men der skal selvfølgelig ikke spørges indtil det flere gange efterfølgende, men tabuet omkring overvægt gavner da ikke nogen.

Nu er det jo lige i direkte forlængelse af mit. I de 4,5 år jeg har kendt min svigermor har der sneget sig 7 kg på, der gør jeg er lidt rund om mavsen, de er ikke kommet hurtigt. Selv hvis de var kommet på en uge, så skulle jeg nok selv informere hvis det var noget jeg ville snakke om.

[Pølsemix]

Nu er det jo lige i direkte forlængelse af mit. I de 4,5 år jeg har kendt min svigermor har der sneget sig 7 kg på, der gør jeg er lidt rund om mavsen, de er ikke kommet hurtigt. Selv hvis de var kommet på en uge, så skulle jeg nok selv informere hvis det var noget jeg ville snakke om.

Ja, det var inspireret af de forrige indlæg i tråden, men det betyder ikke at jeg synes din svigermors opførsel var ok.

[Moxy-lady]

Hvis folk lige pludselig har taget meget på, så er det da fint lige at spørge (venligt) indtil det. Men der skal selvfølgelig ikke spørges indtil det flere gange efterfølgende, men tabuet omkring overvægt gavner da ikke nogen.

Hvis vi nu går ud fra at de fleste mennesker er kede af at tage på, så kan du ikke se problemet i at denne person i løbet af en måned skal konfronteres med bekymrede mennesker der igen og igen fortæller ham eller hende at de er frygteligt bekymrede for om h*n er okay, fordi h*n har taget på? Så ens vægt, som de fleste mennesker godt selv ved er røget op, igen og igen bliver genstand for debat og interesse? Du glemmer lidt at selvom det er første gang *du* spørger, så er det måske 5.gabg på samme dag den her person bliver konfrontetet med sin vægtøgning - noget der sjældnent får nogen til at få det bedre psykisk. En ting der burde være vigtig for dig, hvis du spørger af bekymring for vedkommendes velvære.

Især når man kan holde vægten helt ude af samtalen, når man spørger om en person har det godt,uden stort besvær? "hvordan går det med dig for tiden? Jeg har tænkt på dig fordi jeg ved at dit sidste brud var hårdt /dit kæledyr er blevet aflivet/du har fortalt at fu er stresset på jobbet". Det er supernemt at drage omsorg uden at begynde at drage vægt eller udseende generelt ind i det - og på den måde fjerner du fokus fra vedkommendes vægt til dennes psyke som jo netop er den du er bekymret for.

[LadyFox]

Måske er det fordi jeg bare overhovedet ikke synes andres vægt er interessant. Jeg vil langt hellere vide hvem de sidst var til koncert med, hvilke bog de er i gang med at læse eller hvad de nu skal bruge deres ferie på.
Jo længere ud fra min indercirkel af mennesker vi kommer, jo mindre interessant bliver deres vægt også. Men altså, det er heller ikke fordi jeg går op i min mors vægt, så skulle det i hvert fald være fordi det ændrede sig enormt lige pludselig. Og selv der ville jeg være mere interesseret i om hun har det godt, end om at hun har taget på.

Men jeg siger jo heller ikke at det skal være almindelig smalltalk, men hvis det er en oprigtig bekymring mener jeg godt at man kan nævne det.

Det er bare ofte almindelig smalltalk, og ofte også fra folk der ikke nødvendigvis er tætte på.

Men altså, jeg forstår bare ikke hvorfor at vægten er der focus er. Når folk tager på fordi de har det svært så er det jo ofte bare et symptom på noget mere alvorligt bagved, det er vel det der er det væsentlige.
Så for mig giver det mere mening at spørge indtil hvordan personen har det, og hvis personen så fortæller om at have det svært, så spørge indtil det i stedet for. Måske personen så selv åbner op omkring vægten, og så kan man jo snakke om det. Men hvis ikke, så synes jeg da også det er fint nok. Altså, jeg vil da langt hellere åbne op for en snak om hvad der fylder mentalt, end at det pludselig er vægten der løber med opmærksomheden.

Helt enig. Synes nu stadig det er noget andet med graviditet. Som gravid går man jo ikke rundt og annoncerer det til alle - så ville ens omgivelser dømme en for at være upassende egocentrisk. Der er derfor en del, der må spørge. Ja. Så kan de vente to måneder, til de er sikre. Men så er vi der, hvor jeg synes, det bliver helt fjollet med unødig afstand mellem mennesker

Siden hvornår er det begyndt at blive egocentrisk at være glad for at vente en baby?

Men altså, er det ikke mere fordi man gerne vil være ude for den værste risiko for at noget går galt at mange venter to måneder, fordi de faktisk ikke har lyst til at alle ved det, for så at skulle fortælle alle om det i fald af det værst tænkelige sker? I så fald synes jeg det er fair nok at acceptere det ønske.

Jeg tænker da at hvis den gravide synes man er tæt nok på til at vide det før man selv vælger at offentliggøre det, så skal hun da nok selv sige det.

Måske det bare er anderledes blandt mine mennesker, men jeg har aldrig oplevet at det skulle være problematik i sig selv at fortælle om at der er et foster i maven. Det plejer da at være en glædelig nyhed?

[Modesty Blame]

Hvorfor skal andre blande sig i det? Min fars kæreste har brugt meget tid på at tale om, hvordan jeg burde dit og dat ift. motion. Og helt ærligt, det betød bare, at jeg ikke gad snakke med hende, fordi det er mig, der bestemmer hvornår og hvordan, jeg skal gøre noget ved min vægt. Og ikke min fars nye kæreste.

Jeg har taget forbehold for typer som din fars kæreste i nedenstående, så det forstår jeg ikke at du kommenterer på.

Hvis folk lige pludselig har taget meget på, så er det da fint lige at spørge (venligt) indtil det. Men der skal selvfølgelig ikke spørges indtil det flere gange efterfølgende, men tabuet omkring overvægt gavner da ikke nogen.

Men hun synes jo, at hun er venlig. Det ændrer bare ikke på, at jeg synes, det er irriterende. Så nej, det har du ikke taget forbehold for.

[Pølsemix]

Men hun synes jo, at hun er venlig. Det ændrer bare ikke på, at jeg synes, det er irriterende. Så nej, det har du ikke taget forbehold for.

Jo, jvf. nedenstående.

Men der skal selvfølgelig ikke spørges indtil det flere gange efterfølgende,

[Pølsemix]

Hvis vi nu går ud fra at de fleste mennesker er kede af at tage på, så kan du ikke se problemet i at denne person i løbet af en måned skal konfronteres med bekymrede mennesker der igen og igen fortæller ham eller hende at de er frygteligt bekymrede for om h*n er okay, fordi h*n har taget på? Så ens vægt, som de fleste mennesker godt selv ved er røget op, igen og igen bliver genstand for debat og interesse? Du glemmer lidt at selvom det er første gang *du* spørger, så er det måske 5.gabg på samme dag den her person bliver konfrontetet med sin vægtøgning - noget der sjældnent får nogen til at få det bedre psykisk. En ting der burde være vigtig for dig, hvis du spørger af bekymring for vedkommendes velvære.

Især når man kan holde vægten helt ude af samtalen, når man spørger om en person har det godt,uden stort besvær? "hvordan går det med dig for tiden? Jeg har tænkt på dig fordi jeg ved at dit sidste brud var hårdt /dit kæledyr er blevet aflivet/du har fortalt at fu er stresset på jobbet". Det er supernemt at drage omsorg uden at begynde at drage vægt eller udseende generelt ind i det - og på den måde fjerner du fokus fra vedkommendes vægt til dennes psyke som jo netop er den du er bekymret for.

Jeg tvivler på at antallet bliver tocifret, så nej det bekymrer mig ikke. Jeg forestiller mig ikke at det er noget som bliver bragt på bane af andre end dem, man har en tættere relation med.

[Juki]

Hvis folk lige pludselig har taget meget på, så er det da fint lige at spørge (venligt) indtil det. Men der skal selvfølgelig ikke spørges indtil det flere gange efterfølgende, men tabuet omkring overvægt gavner da ikke nogen.

Jeg er delvis enig med dig.

Hvis det er ens nærmeste der har en reel bekymring så synes jeg godt man kan tillade sig det. Måske synes jeg endda har man pligt til at spørge om vedkommende er okay eller lignende. Det er sådan noget man bør kunne snakke om hvis man har et godt, tæt forhold til hinanden. Men der er mange måder at gøre det på. At blive "konfronteret" med sådan noget er aldrig sjovt(ligesom det i øjeblikket også er irriterende/pinligt at få at vide man har dårlig ånde eller lugter af losseplads) Men hvis det bliver gjort på en ordentlig og omsorgsfuld måde kan de fleste vel godt forstå tanken bag efter lidt tid.

Folk man ikke er tæt med, fx tilfældige kollegaer man ikke er tæt med eller deler personlige ting med, kan ikke tillade sig at blande sig i det. Så skal vi ud i noget hvor vedkommende har taget så meget på at vedkommende ikke kan udføre sit arbejde ordentligt eller passe sin uniform, men i så fald er det chefens/lederens opgave, eller hvem der nu er.

[Moxy-lady]

Hvis vi nu går ud fra at de fleste mennesker er kede af at tage på, så kan du ikke se problemet i at denne person i løbet af en måned skal konfronteres med bekymrede mennesker der igen og igen fortæller ham eller hende at de er frygteligt bekymrede for om h*n er okay, fordi h*n har taget på? Så ens vægt, som de fleste mennesker godt selv ved er røget op, igen og igen bliver genstand for debat og interesse? Du glemmer lidt at selvom det er første gang *du* spørger, så er det måske 5.gabg på samme dag den her person bliver konfrontetet med sin vægtøgning - noget der sjældnent får nogen til at få det bedre psykisk. En ting der burde være vigtig for dig, hvis du spørger af bekymring for vedkommendes velvære.

Især når man kan holde vægten helt ude af samtalen, når man spørger om en person har det godt,uden stort besvær? "hvordan går det med dig for tiden? Jeg har tænkt på dig fordi jeg ved at dit sidste brud var hårdt /dit kæledyr er blevet aflivet/du har fortalt at fu er stresset på jobbet". Det er supernemt at drage omsorg uden at begynde at drage vægt eller udseende generelt ind i det - og på den måde fjerner du fokus fra vedkommendes vægt til dennes psyke som jo netop er den du er bekymret for.

Jeg tvivler på at antallet bliver tocifret, så nej det bekymrer mig ikke. Jeg forestiller mig ikke at det er noget som bliver bragt på bane af andre end dem, man har en tættere relation med.

1. Det kan du ikke vide.
2. Hvorfor bringe vægt ind i det, hvis det kun er et symptom på noget der bekymrer dig: om vedkommende har det godt. Og når man netop godt kan tage dén samtale uden at nævne det.

Det er ikke fordi jeg synes at vægt overhovedet ikke må nævnes, nogensinde. Jeg synes bare at det er mærkeligt at man insisterer på at bringe det ind i en samtale, med undskyldningen at det er omsorg, når det som oftest gør folk kede af det, og det vel, er det stikmodsatte af omsorg?

[Pølsemix]

1. Det kan du ikke vide.
2. Hvorfor bringe vægt ind i det, hvis det kun er et symptom på noget der bekymrer dig: om vedkommende har det godt. Og når man netop godt kan tage dén samtale uden at nævne det.

Det er ikke fordi jeg synes at vægt overhovedet ikke må nævnes, nogensinde. Jeg synes bare at det er mærkeligt at man insisterer på at bringe det ind i en samtale, med undskyldningen at det er omsorg, når det som oftest gør folk kede af det, og det vel, er det stikmodsatte af omsorg?

For at prikke hul på en bobbel, en modtager af hjælp/omsorg kan godt føle at det i øjeblikket er ubehageligt og så efterfølgende sætte pris på det. Hvis der er en oprigtig bekymring om en persons vægt, så nytter det jo ikke noget at danse omkring emnet.

Derudover kan jeg ikke se at det er et sandsynligt scenarie at gud og hver mand lige pludselig kommenterer andres vægt i tide og utide, fordi det blev ok at udtrykke bekymring ift. en persons overvægt.

[BlueBunny]

1. Det kan du ikke vide.
2. Hvorfor bringe vægt ind i det, hvis det kun er et symptom på noget der bekymrer dig: om vedkommende har det godt. Og når man netop godt kan tage dén samtale uden at nævne det.

Det er ikke fordi jeg synes at vægt overhovedet ikke må nævnes, nogensinde. Jeg synes bare at det er mærkeligt at man insisterer på at bringe det ind i en samtale, med undskyldningen at det er omsorg, når det som oftest gør folk kede af det, og det vel, er det stikmodsatte af omsorg?

For at prikke hul på en bobbel, en modtager af hjælp/omsorg kan godt føle at det i øjeblikket er ubehageligt og så efterfølgende sætte pris på det. Hvis der er en oprigtig bekymring om en persons vægt, så nytter det jo ikke noget at danse omkring emnet.

Derudover kan jeg ikke se at det er et sandsynligt scenarie at gud og hver mand lige pludselig kommenterer andres vægt i tide og utide, fordi det blev ok at udtrykke bekymring ift. en persons overvægt.

Enig. Som med mange andre emner i livet, så er der nogle emner som er forbeholdt de få.
Min mor var f.eks. overvægtig og udviklede diabetes 2. Af omsorg og kærlighed kommenterede jeg nogle gange hvis hun gjorde noget som var uhensigtsmæssigt. Og jeg ønskede at motion havde været bare en lille del af hendes liv.
Et andet eksempel er at min bror og svigerinde nævner at deres sigerdatter er "fed". Og de fortæller mig hvad hun "fylder sig med". Og spurgte mig hvordan de kunne sige det til hende. De var bekymrede, men jeg synes på ingen måde det er noget de bør og skal blande sig i.
Derudover tænker jeg at måden er afgørende. Implicitte stikpiller og bedrevidenhed når nogen har prøvet noget og "set lyset" er noget af det værste. Hvad der virker for den ene, er måske ikke løsningen for en anden.

[Kattefjæs]

"Jeg har brug for hjaelp - kender jeg nogen som kan tolke mellem dansk og russisk? Send PM tak!"

Foerste 10 kommentarer:

"Jeg kender en der kan tolke mellem engelsk og japansk / fransk og afrikaans / burmesisk og tysk / [indsaet selv sprog som IKKE er russisk]"

[Moxy-lady]

1. Det kan du ikke vide.
2. Hvorfor bringe vægt ind i det, hvis det kun er et symptom på noget der bekymrer dig: om vedkommende har det godt. Og når man netop godt kan tage dén samtale uden at nævne det.

Det er ikke fordi jeg synes at vægt overhovedet ikke må nævnes, nogensinde. Jeg synes bare at det er mærkeligt at man insisterer på at bringe det ind i en samtale, med undskyldningen at det er omsorg, når det som oftest gør folk kede af det, og det vel, er det stikmodsatte af omsorg?

For at prikke hul på en bobbel, en modtager af hjælp/omsorg kan godt føle at det i øjeblikket er ubehageligt og så efterfølgende sætte pris på det. Hvis der er en oprigtig bekymring om en persons vægt, så nytter det jo ikke noget at danse omkring emnet.

Derudover kan jeg ikke se at det er et sandsynligt scenarie at gud og hver mand lige pludselig kommenterer andres vægt i tide og utide, fordi det blev ok at udtrykke bekymring ift. en persons overvægt.

Enig. Som med mange andre emner i livet, så er der nogle emner som er forbeholdt de få.
Min mor var f.eks. overvægtig og udviklede diabetes 2. Af omsorg og kærlighed kommenterede jeg nogle gange hvis hun gjorde noget som var uhensigtsmæssigt. Og jeg ønskede at motion havde været bare en lille del af hendes liv.
Et andet eksempel er at min bror og svigerinde nævner at deres sigerdatter er "fed". Og de fortæller mig hvad hun "fylder sig med". Og spurgte mig hvordan de kunne sige det til hende. De var bekymrede, men jeg synes på ingen måde det er noget de bør og skal blande sig i.
Derudover tænker jeg at måden er afgørende. Implicitte stikpiller og bedrevidenhed når nogen har prøvet noget og "set lyset" er noget af det værste. Hvad der virker for den ene, er måske ikke løsningen for en anden.

Men så er vi jo ude i at omsorgen konkret omhandler det fysiske, ikke det psykiske velvære.

[Pølsemix]

Men så er vi jo ude i at omsorgen konkret omhandler det fysiske, ikke det psykiske velvære.

Det var også præmissen for mit oprindelige indlæg.

[Moxy-lady]

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor man føler behov for at "prikke" hul på bylden som første reaktion på at en nær ven/familiemedlem har taget på. Hvad fanden er der blevet af lige at prøve med lidt gefühl først? Hvis man påstår at gøre det af hensyn til vedkommende, så er det vel også i ens interesse ikke at såre unødigt, og ikke starte samtalen ud med at vade ind som en elefant i en glasbutik, med en risiko for at vedkommende lukker i.

Man kunne jo prøve at spørge mere neutralt ind til vedkommendes velbefindende. Om der er noget der stresser. Bruge sin viden om denne her person der skulle forestille at være tæt på, til at prøve at indsnævre hvor der kunne være problemer. *Hvis* dette ikke giver en reaktion eller forklaring, kunne man så prøve med tough love.

Jeg synes virkelig tit at vægtdebatten herinde bliver hysterisk og skinger, fordi man hurtigt som overvægtig føler sig ramt. Men i denne her situation synes jeg det lugter lidt af at ens eget behov for at gøre tingene på en måde er vigtigere end den omsorg man forsøger at gemme sig bag.