Upassendetråden - første udgave!

[1234]

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja. Uanset hvilken rolle man spiller i et barns (og andres) liv, skal man ikke overskride deres blufærdighedsgrænser.

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja

Børnene siger, så vidt jeg kan forstå, at de ikke bryder sig om nøgenheden. Så er slægtsforholdet underordnet, synes jeg.

Jeg må indrømme, at jeg synes det er anderledes. Jeg ville fx ikke holde op med at rende halvnøgen rundt i mit eget hjem, fordi min børn ikke synes om det. Altså jeg ville aldrig tvinge dem til skifte tøj foran mig eller lignende, hvis de ikke brød sig om det, men jeg synes så heller ikke omvendt, at familiemedlemmer skal begrænse hinanden på sådan nogen uskyldig ting.

[bluetof1]

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja. Uanset hvilken rolle man spiller i et barns (og andres) liv, skal man ikke overskride deres blufærdighedsgrænser.

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja

Børnene siger, så vidt jeg kan forstå, at de ikke bryder sig om nøgenheden. Så er slægtsforholdet underordnet, synes jeg.

Jeg må indrømme, at jeg synes det er anderledes. Jeg ville fx ikke holde op med at rende halvnøgen rundt i mit eget hjem, fordi min børn ikke synes om det. Altså jeg ville aldrig tvinge dem til skifte tøj foran mig eller lignende, hvis de ikke brød sig om det, men jeg synes så heller ikke omvendt, at familiemedlemmer skal begrænse hinanden på sådan nogen uskyldig ting.

I det her tilfælde er det så ikke bare turen fra badeværelset til soveværelset nøgen, men vist snarere spankuleren omkring kun iført bh, et stort barn, der får at vide at h*n ikke må skifte tøj på badeværelset for det er noget pjat og at hun lægger sig nøgen sammen med dem i deres seng (deres far ligger der også som jeg har forstået det. Jeg ved ikke hvad han er iført).

[1234]

I det her tilfælde er det så ikke bare turen fra badeværelset til soveværelset nøgen, men vist snarere spankuleren omkring kun iført bh, en stor dreng, der får at vide at han ikke må skifte tøj på badeværelset for det er noget pjat og at hun lægger sig nøgen sammen med dem i deres seng (deres far ligger der også som jeg har forstået det. Jeg ved ikke hvad han er iført).

Altså jeg er helt med, at det er noget andet i eksemplet, fordi det netop ikke er en forældre.
Der ville jeg også finde en grænseoverskridende, fordi personen ikke er en primæromsorgperson og ansvarlig for barnets opdragelse.
Jeg fandt det bare interessant og se om folk fandt det anderledes ved en forældre.

[Purple Haze]

Jeg talte med et barn før jul og barnet fortalte mig hvordan fars kæreste gik nøgen rundt derhjemme, insisterede på at børnene skiftede tøj i stuen selvom børnene fandt det ubehageligt at være nøgne foran hende/i samme rum som hende og kunne finde på at lægge sig nøgen i deres seng mens de lå der.
Jeg har simpelthen ikke ord for hvor upassende jeg synes det er.

Det er faktisk så upassende at jeg nok ville have lavet en underretning - totalt grænseoverskridende og imo problematisk adfærd overfor børnene.

Hvis det var en mand der opførte sig sådan der, er der vel ingen der var i tvivl.

Voksen mand tvinger pre-teen piger til at være nøgne sammen med ham, og ligger sig nøgne i sengen hos den, selvom de finder det ubehageligt.

[bluetof1]

Jeg talte med et barn før jul og barnet fortalte mig hvordan fars kæreste gik nøgen rundt derhjemme, insisterede på at børnene skiftede tøj i stuen selvom børnene fandt det ubehageligt at være nøgne foran hende/i samme rum som hende og kunne finde på at lægge sig nøgen i deres seng mens de lå der.
Jeg har simpelthen ikke ord for hvor upassende jeg synes det er.

Det er faktisk så upassende at jeg nok ville have lavet en underretning - totalt grænseoverskridende og imo problematisk adfærd overfor børnene.

Hvis det var en mand der opførte sig sådan der, er der vel ingen der var i tvivl.

Voksen mand tvinger pre-teen piger til at være nøgne sammen med ham, og ligger sig nøgne i sengen hos den, selvom de finder det ubehageligt.

Det er faktisk skræmmende at det bliver opfattet værre hvis det er en mand end hvis det er en kvinde.

[hotlips]

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja. Uanset hvilken rolle man spiller i et barns (og andres) liv, skal man ikke overskride deres blufærdighedsgrænser.

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja

Børnene siger, så vidt jeg kan forstå, at de ikke bryder sig om nøgenheden. Så er slægtsforholdet underordnet, synes jeg.

Jeg må indrømme, at jeg synes det er anderledes. Jeg ville fx ikke holde op med at rende halvnøgen rundt i mit eget hjem, fordi min børn ikke synes om det. Altså jeg ville aldrig tvinge dem til skifte tøj foran mig eller lignende, hvis de ikke brød sig om det, men jeg synes så heller ikke omvendt, at familiemedlemmer skal begrænse hinanden på sådan nogen uskyldig ting.

I det her tilfælde er det så ikke bare turen fra badeværelset til soveværelset nøgen, men vist snarere spankuleren omkring kun iført bh, en stor dreng, der får at vide at han ikke må skifte tøj på badeværelset for det er noget pjat og at hun lægger sig nøgen sammen med dem i deres seng (deres far ligger der også som jeg har forstået det. Jeg ved ikke hvad han er iført).

Jeg synes det springende punkt er hvad der reelt ligger i ordet tvang her, er der tale om at døren ud til badeværelset bliver slået ind og de bliver hevet ind i stuen og får at vide at enten tager de selv tøjet af eller også så bliver de tvunget til at gøre det.
Eller er det mere noget med at hun siger at det synes hun de burde gøre fordi hun synes det er noget pjat at gå og gemme sig.

Det synes jeg er af betydning og jeg har ikke helt forstået hvad der er med at de skal tage tøjet af i stuen, er der et formål med at det lige skal være der, eller er det bare noget med at det ikke skal være noget der kun foregår på badeværelset med låst dør?

Jeg ville iøvrigt klart foretrække at min drengs far gik nøgen rundt når han har ham, men det gør han aldrig, og så nægter min dreng at gå nøgen rundt der, det er jeg noget ærgerlig over, og jeg ville klart foretrække at han gjorde det bare lidt.

[Purple Haze]

Jeg talte med et barn før jul og barnet fortalte mig hvordan fars kæreste gik nøgen rundt derhjemme, insisterede på at børnene skiftede tøj i stuen selvom børnene fandt det ubehageligt at være nøgne foran hende/i samme rum som hende og kunne finde på at lægge sig nøgen i deres seng mens de lå der.
Jeg har simpelthen ikke ord for hvor upassende jeg synes det er.

Det er faktisk så upassende at jeg nok ville have lavet en underretning - totalt grænseoverskridende og imo problematisk adfærd overfor børnene.

Hvis det var en mand der opførte sig sådan der, er der vel ingen der var i tvivl.

Voksen mand tvinger pre-teen piger til at være nøgne sammen med ham, og ligger sig nøgne i sengen hos den, selvom de finder det ubehageligt.

Det er faktisk skræmmende at det bliver opfattet værre hvis det er en mand end hvis det er en kvinde.

Det kommer nok an på ens udgangspunkt.
Hvor dit er at det er helt uskyldigt at hun gerne vil være nøgen med børnene.

Hvor mit er at det ikke er uskyldigt. Og med det udgangspunkt er det skræmmende i historien at det ikke bliver anset for lige så slem, når det er drenge det går ud over.

[bluetof1]

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja. Uanset hvilken rolle man spiller i et barns (og andres) liv, skal man ikke overskride deres blufærdighedsgrænser.

Bare ren nysgerrighed ville I også have haft det sådan, hvis det var børnenes mor?

Ja

Børnene siger, så vidt jeg kan forstå, at de ikke bryder sig om nøgenheden. Så er slægtsforholdet underordnet, synes jeg.

Jeg må indrømme, at jeg synes det er anderledes. Jeg ville fx ikke holde op med at rende halvnøgen rundt i mit eget hjem, fordi min børn ikke synes om det. Altså jeg ville aldrig tvinge dem til skifte tøj foran mig eller lignende, hvis de ikke brød sig om det, men jeg synes så heller ikke omvendt, at familiemedlemmer skal begrænse hinanden på sådan nogen uskyldig ting.

I det her tilfælde er det så ikke bare turen fra badeværelset til soveværelset nøgen, men vist snarere spankuleren omkring kun iført bh, en stor dreng, der får at vide at han ikke må skifte tøj på badeværelset for det er noget pjat og at hun lægger sig nøgen sammen med dem i deres seng (deres far ligger der også som jeg har forstået det. Jeg ved ikke hvad han er iført).

Jeg synes det springende punkt er hvad der reelt ligger i ordet tvang her, er der tale om at døren ud til badeværelset bliver slået ind og de bliver hevet ind i stuen og får at vide at enten tager de selv tøjet af eller også så bliver de tvunget til at gøre det.
Eller er det mere noget med at hun siger at det synes hun de burde gøre fordi hun synes det er noget pjat at gå og gemme sig.

Det synes jeg er af betydning og jeg har ikke helt forstået hvad der er med at de skal tage tøjet af i stuen, er der et formål med at det lige skal være der, eller er det bare noget med at det ikke skal være noget der kun foregår på badeværelset med låst dør?

Jeg ville iøvrigt klart foretrække at min drengs far gik nøgen rundt når han har ham, men det gør han aldrig, og så nægter min dreng at gå nøgen rundt der, det er jeg noget ærgerlig over, og jeg ville klart foretrække at han gjorde det bare lidt.

Mit problem med det her er, at barnet jeg talte med, sagde "jeg kan ikke lide at skifte tøj når hun kan se mig. Men jeg har vænnet mig til det fordi det er jeg nødt til. Far siger også at det er noget pjat at jeg er genert".
Det er ikke det at barnet eller farens kæreste er nøgne i hinandens nærvær, det er det, at barnet finder det grænseoverskridende og at det bliver negligeret.
Det drejer sig heller ikke kun om tøjskift, men om en kvinde, der går rundt kun iført ENTEN bh eller trusser og som lægger sig nøgen i børnenes senge når de ligger der.
Jeg tror stadig ikke der er noget seksuelt i det (i hvert fald ikke overfor børnene), men hun har tydeligvis et problem med at forstå andres grænser.

Jeg spurgte barnet om det ville være noget andet hvis det var mor eller far og barnet svarede at det var noget helt andet. Det ville stadig ikke være rart hvis mor eller far gik næsten nøgne rundt, men tøjskift foran dem betyder ikke noget.

[bluetof1]

Jeg talte med et barn før jul og barnet fortalte mig hvordan fars kæreste gik nøgen rundt derhjemme, insisterede på at børnene skiftede tøj i stuen selvom børnene fandt det ubehageligt at være nøgne foran hende/i samme rum som hende og kunne finde på at lægge sig nøgen i deres seng mens de lå der.
Jeg har simpelthen ikke ord for hvor upassende jeg synes det er.

Det er faktisk så upassende at jeg nok ville have lavet en underretning - totalt grænseoverskridende og imo problematisk adfærd overfor børnene.

Hvis det var en mand der opførte sig sådan der, er der vel ingen der var i tvivl.

Voksen mand tvinger pre-teen piger til at være nøgne sammen med ham, og ligger sig nøgne i sengen hos den, selvom de finder det ubehageligt.

Det er faktisk skræmmende at det bliver opfattet værre hvis det er en mand end hvis det er en kvinde.

Det kommer nok an på ens udgangspunkt.
Hvor dit er at det er helt uskyldigt at hun gerne vil være nøgen med børnene.

Hvor mit er at det ikke er uskyldigt. Og med det udgangspunkt er det skræmmende i historien at det ikke bliver anset for lige så slem, når det er drenge det går ud over.

Hvordan kommer du frem til at mit udgangspunkt er at jeg mener det er uskyldigt? Det mener jeg så afgjort ikke. Jeg mener bare ikke at der er noget seksuelt i lige præcis den her historie. Ikke noget seksuelt rettet mod børnene, i hvert fald.
Hun er grænseoverskridende og upassende i en grad så det i sig selv kan være skadeligt, men jeg tror ikke omtalte kvinde tænder på børn.
Hvis seksuelt misbrug går ud over nogen, så synes jeg det er slemt uanset køn på både offer og forbryder. Det er din tolkning at jeg ikke mener det er lige så slemt at det går ud over drenge for det ikke noget jeg har skrevet.
Det er en generel betragtning at det bliver betragtet som værre hvis det er mand/pige end kvinde/dreng.

[cola]

Stigmatisering er altid upassende.

Fredag aften fik jeg vildt ondt ved lungerne, og kan derfor kun trække vejret overfladisk, da det ellers gør for ondt, det er så gradvist blevet værre og sidder nu også ved ribbenene og har derfor gjort vejrtrækningen endnu mere overfladisk. Følelsen i ribbene er som da jeg for mange år siden fik trykket samtlige ribben på Roskilde festivalen. Det eneste der hjælper lidt på smerterne er at ligge ned på maven.

Jeg har jo forhøjet tryk i hovedet og er i behandling med diamox, det er et præparat der har en alenlang liste over mulige bivirkning, en normal dosis er 1000 mg pr dag, jeg blev sat op til 1500 mg pr dag for 3 uger siden. Jeg siger ikke det er det men en bivirkning kan bl.a. være lungeemfesym og jeg reagerer selvklart på pludselig kraftige smerter der slår rod.

Jeg taler vildt forpustet fordi jeg ikke kan trække vejret ordentligt så jeg spørger et personale fra mit tidligere bosted om hun vil ringe, det er ellers ikke noget jeg plejer at blande andre ind.

Det gør hun, med mig på medhør, hun præsenterer sig selv, han hører KUN bosted og vupti:

"Er hun (mig) handikappet"?

Så lyttede han ikke ret meget mere og gav den gængse pandodilbesked. Hende fra bostedet nævnte det med Diamox eller forsøgte det, men det afviste han blankt. Hvis han havde været bare lidt interesseret i at hjælpe havde han spurgt hvorfor i alverden jeg får Diamox, der ikke lige er et præparat hver anden dansker skal tage, det gives kun hvor det er allermest nødvendigt pga de mange mulige bivirkninger.

Det er sådanne ting der får mig til at overveje nogle gange at holde mig fra læger for det er cirka 50/50 om det er en som ham man møder eller en der som minimum vil lytte.

Og så har man fandeme levet en beskyttet tilværelse hvis det første der falder en ind når man hører ordet bosted er at spørge "om vedkommende er handikappet".

Rend mig i røven.

(Disclaimer, der er ikke noget galt med at være handikappet, forstå mig ret, men hele hans attitude og skiftende toneleje da han hørte ordet bosted, det er fandeme upassende)

Kan du ikke skrive en klage til ... patientklagenævnet eller hvad de nu hedder, for jeg har da heller ikke lyst til at få sådan en "læge" i røret. Håber at du snart kan trække vejret normalt igen og at det bare var forårs feber der ramte dine lunger.

[Seance]

Stigmatisering er altid upassende.

Fredag aften fik jeg vildt ondt ved lungerne, og kan derfor kun trække vejret overfladisk, da det ellers gør for ondt, det er så gradvist blevet værre og sidder nu også ved ribbenene og har derfor gjort vejrtrækningen endnu mere overfladisk. Følelsen i ribbene er som da jeg for mange år siden fik trykket samtlige ribben på Roskilde festivalen. Det eneste der hjælper lidt på smerterne er at ligge ned på maven.

Jeg har jo forhøjet tryk i hovedet og er i behandling med diamox, det er et præparat der har en alenlang liste over mulige bivirkning, en normal dosis er 1000 mg pr dag, jeg blev sat op til 1500 mg pr dag for 3 uger siden. Jeg siger ikke det er det men en bivirkning kan bl.a. være lungeemfesym og jeg reagerer selvklart på pludselig kraftige smerter der slår rod.

Jeg taler vildt forpustet fordi jeg ikke kan trække vejret ordentligt så jeg spørger et personale fra mit tidligere bosted om hun vil ringe, det er ellers ikke noget jeg plejer at blande andre ind.

Det gør hun, med mig på medhør, hun præsenterer sig selv, han hører KUN bosted og vupti:

"Er hun (mig) handikappet"?

Så lyttede han ikke ret meget mere og gav den gængse pandodilbesked. Hende fra bostedet nævnte det med Diamox eller forsøgte det, men det afviste han blankt. Hvis han havde været bare lidt interesseret i at hjælpe havde han spurgt hvorfor i alverden jeg får Diamox, der ikke lige er et præparat hver anden dansker skal tage, det gives kun hvor det er allermest nødvendigt pga de mange mulige bivirkninger.

Det er sådanne ting der får mig til at overveje nogle gange at holde mig fra læger for det er cirka 50/50 om det er en som ham man møder eller en der som minimum vil lytte.

Og så har man fandeme levet en beskyttet tilværelse hvis det første der falder en ind når man hører ordet bosted er at spørge "om vedkommende er handikappet".

Rend mig i røven.

(Disclaimer, der er ikke noget galt med at være handikappet, forstå mig ret, men hele hans attitude og skiftende toneleje da han hørte ordet bosted, det er fandeme upassende)

Hvordan har du det nu? Er din vejtrækning blevet bedre? Hvis ikke så skal i altså ringe til lægevagten med det samme og i må ikke lade jer affeje.

[LaMariposa]

Nicolas Maduro er på alle måder upassende. Idiot...

[Misantropen]

Stigmatisering er altid upassende.

Fredag aften fik jeg vildt ondt ved lungerne, og kan derfor kun trække vejret overfladisk, da det ellers gør for ondt, det er så gradvist blevet værre og sidder nu også ved ribbenene og har derfor gjort vejrtrækningen endnu mere overfladisk. Følelsen i ribbene er som da jeg for mange år siden fik trykket samtlige ribben på Roskilde festivalen. Det eneste der hjælper lidt på smerterne er at ligge ned på maven.

Jeg har jo forhøjet tryk i hovedet og er i behandling med diamox, det er et præparat der har en alenlang liste over mulige bivirkning, en normal dosis er 1000 mg pr dag, jeg blev sat op til 1500 mg pr dag for 3 uger siden. Jeg siger ikke det er det men en bivirkning kan bl.a. være lungeemfesym og jeg reagerer selvklart på pludselig kraftige smerter der slår rod.

Jeg taler vildt forpustet fordi jeg ikke kan trække vejret ordentligt så jeg spørger et personale fra mit tidligere bosted om hun vil ringe, det er ellers ikke noget jeg plejer at blande andre ind.

Det gør hun, med mig på medhør, hun præsenterer sig selv, han hører KUN bosted og vupti:

"Er hun (mig) handikappet"?

Så lyttede han ikke ret meget mere og gav den gængse pandodilbesked. Hende fra bostedet nævnte det med Diamox eller forsøgte det, men det afviste han blankt. Hvis han havde været bare lidt interesseret i at hjælpe havde han spurgt hvorfor i alverden jeg får Diamox, der ikke lige er et præparat hver anden dansker skal tage, det gives kun hvor det er allermest nødvendigt pga de mange mulige bivirkninger.

Det er sådanne ting der får mig til at overveje nogle gange at holde mig fra læger for det er cirka 50/50 om det er en som ham man møder eller en der som minimum vil lytte.

Og så har man fandeme levet en beskyttet tilværelse hvis det første der falder en ind når man hører ordet bosted er at spørge "om vedkommende er handikappet".

Rend mig i røven.

(Disclaimer, der er ikke noget galt med at være handikappet, forstå mig ret, men hele hans attitude og skiftende toneleje da han hørte ordet bosted, det er fandeme upassende)

Hvem er "han"? Jeg er i tvivl om det er din egen læge.

God godring i hvert fald!

[Delfin]

Stigmatisering er altid upassende.

Fredag aften fik jeg vildt ondt ved lungerne, og kan derfor kun trække vejret overfladisk, da det ellers gør for ondt, det er så gradvist blevet værre og sidder nu også ved ribbenene og har derfor gjort vejrtrækningen endnu mere overfladisk. Følelsen i ribbene er som da jeg for mange år siden fik trykket samtlige ribben på Roskilde festivalen. Det eneste der hjælper lidt på smerterne er at ligge ned på maven.

Jeg har jo forhøjet tryk i hovedet og er i behandling med diamox, det er et præparat der har en alenlang liste over mulige bivirkning, en normal dosis er 1000 mg pr dag, jeg blev sat op til 1500 mg pr dag for 3 uger siden. Jeg siger ikke det er det men en bivirkning kan bl.a. være lungeemfesym og jeg reagerer selvklart på pludselig kraftige smerter der slår rod.

Jeg taler vildt forpustet fordi jeg ikke kan trække vejret ordentligt så jeg spørger et personale fra mit tidligere bosted om hun vil ringe, det er ellers ikke noget jeg plejer at blande andre ind.

Det gør hun, med mig på medhør, hun præsenterer sig selv, han hører KUN bosted og vupti:

"Er hun (mig) handikappet"?

Så lyttede han ikke ret meget mere og gav den gængse pandodilbesked. Hende fra bostedet nævnte det med Diamox eller forsøgte det, men det afviste han blankt. Hvis han havde været bare lidt interesseret i at hjælpe havde han spurgt hvorfor i alverden jeg får Diamox, der ikke lige er et præparat hver anden dansker skal tage, det gives kun hvor det er allermest nødvendigt pga de mange mulige bivirkninger.

Det er sådanne ting der får mig til at overveje nogle gange at holde mig fra læger for det er cirka 50/50 om det er en som ham man møder eller en der som minimum vil lytte.

Og så har man fandeme levet en beskyttet tilværelse hvis det første der falder en ind når man hører ordet bosted er at spørge "om vedkommende er handikappet".

Rend mig i røven.

(Disclaimer, der er ikke noget galt med at være handikappet, forstå mig ret, men hele hans attitude og skiftende toneleje da han hørte ordet bosted, det er fandeme upassende)

Jeg tror, du har været uheldig med den læge. Det er i hvert fald ikke min erfaring fra 1813 (lægevagt herovre). Min oplevelse har derimod ofte været, at det er en døråbner at præsentere sig som personale. Der kan godt blive spurgt til målgruppen for bostedet, og i nogle tilfælde kan det også være ganske relevant. Men det lyder til at du er rendt ind i en der ikke kan skelne, hvornår det er relevant.

[Delfin]

Stigmatisering er altid upassende.

Fredag aften fik jeg vildt ondt ved lungerne, og kan derfor kun trække vejret overfladisk, da det ellers gør for ondt, det er så gradvist blevet værre og sidder nu også ved ribbenene og har derfor gjort vejrtrækningen endnu mere overfladisk. Følelsen i ribbene er som da jeg for mange år siden fik trykket samtlige ribben på Roskilde festivalen. Det eneste der hjælper lidt på smerterne er at ligge ned på maven.

Jeg har jo forhøjet tryk i hovedet og er i behandling med diamox, det er et præparat der har en alenlang liste over mulige bivirkning, en normal dosis er 1000 mg pr dag, jeg blev sat op til 1500 mg pr dag for 3 uger siden. Jeg siger ikke det er det men en bivirkning kan bl.a. være lungeemfesym og jeg reagerer selvklart på pludselig kraftige smerter der slår rod.

Jeg taler vildt forpustet fordi jeg ikke kan trække vejret ordentligt så jeg spørger et personale fra mit tidligere bosted om hun vil ringe, det er ellers ikke noget jeg plejer at blande andre ind.

Det gør hun, med mig på medhør, hun præsenterer sig selv, han hører KUN bosted og vupti:

"Er hun (mig) handikappet"?

Så lyttede han ikke ret meget mere og gav den gængse pandodilbesked. Hende fra bostedet nævnte det med Diamox eller forsøgte det, men det afviste han blankt. Hvis han havde været bare lidt interesseret i at hjælpe havde han spurgt hvorfor i alverden jeg får Diamox, der ikke lige er et præparat hver anden dansker skal tage, det gives kun hvor det er allermest nødvendigt pga de mange mulige bivirkninger.

Det er sådanne ting der får mig til at overveje nogle gange at holde mig fra læger for det er cirka 50/50 om det er en som ham man møder eller en der som minimum vil lytte.

Og så har man fandeme levet en beskyttet tilværelse hvis det første der falder en ind når man hører ordet bosted er at spørge "om vedkommende er handikappet".

Rend mig i røven.

(Disclaimer, der er ikke noget galt med at være handikappet, forstå mig ret, men hele hans attitude og skiftende toneleje da han hørte ordet bosted, det er fandeme upassende)

Jeg tror, du har været uheldig med den læge. Det er i hvert fald ikke min erfaring fra 1813 (lægevagt herovre). Min oplevelse har derimod ofte været, at det er en døråbner at præsentere sig som personale. Der kan godt blive spurgt til målgruppen for bostedet, og i nogle tilfælde kan det også være ganske relevant. Men det lyder til at du er rendt ind i en der ikke kan skelne, hvornår det er relevant.

Måske er lægerne heroppe i Nordjylland anderledes. For det er ikke første gang og nok heller ikke sidste, i hvert fald 8/10 gange i eget lægehus heroppe med personale når nødvendigt har det været lignende fordomme. Og modvilje ved ordet bosted. Måske er der bare flere læger heroppe der burde gå på pension end ovre hos dig.
Jeg har bestemt også mødt en hel del søde, men desværre også rigtig mange af hans type.

Haha ja det kan da godt være. Ej men det er selvfølgelig ikke i orden, og da slet ikke hvis det er normen hos jer.
Jeg har da bestemt også mødt dårlige læger herovre (særligt privat), men generelt har det været ok at ringe som bosted.

Derimod er de, når vi taler psykiatrisk, i den grad uvillige til at lytte til personalets viden og observationer, og i særdeleshed når vi taler for tidlige udskrivninger, selvom de får rammerne for bostedet at vide.