Tak, også for de søde kommentarer
Jamen det var simpelthen så weird, så nu får I lige hændelsen i kronologisk rækkefølge.
De kommer lidt halv-sent, så vi har kun semi-travlt. Er to tjenere på arbejde, og har derudover tre kollegaer (som har fri) siddende ved ‘vores’ bord, dér hvor vi altid sidder, når vi bare er dernede uden at være på job.
To midaldrende damer kommer ind og sætter sig ved et bord, og jeg går med det samme ned og siger hej, og spørger om de er kommet for at spise. Det er de, så jeg henter menukort og bestik. Mens jeg dækker op, siger den ene, at hun gerne vil have bordet tørret af, forståeligt, for der ligger faktisk lidt krummer vi har overset i travlheden da bordet blev ryddet fra tidligere gæster. Mens jeg tørrer bordet af, spørger jeg, om de ved, hvad de kunne tænke sig at drikke, for så vil jeg finde det med det samme, og mens jeg taler og tørrer bord, kan jeg godt fornemme at den ene dame bare sidder og stirrer på mig fremfor at kigge i menukortet. Så udbryder hun pludselig “Hvordan er det da du ser ud?!” Jeg studser lidt, og svarer smilende, nærmest lidt grinende af overraskelse over spørgsmålet “Det ved jeg da ikke? Ser jeg ud på nogen måde?”
Det skulle jeg så aldrig have spurgt om, for her går vanviddet for alvor igang. “Du ser da frygtelig ud!” og “Hvad er der galt med dit ansigt?” og da jeg svarer, at det synes jeg godt nok ikke var særligt pænt sagt” udbryder damen “Jamen du må da fejle noget!”
Jeg er her lidt i tvivl om, om HUN fejler noget. Jeg har de sidste uger undersøgt en masse om følger af hjerneblødning, fordi jeg har en nær ven, hvis far lige er vågnet fra koma efter en, og fordi damens opførsel er så off tør jeg ikke rigtigt markere mere end jeg gør, for på det her tidspunkt hælder min fornemmelse mest til, at konen er små-bims. Jeg spørger igen til drikkevarer og veninden siger de gerne vil have to fadøl, men hende den anden fortsat sidder og stirrer vantro på mig og fabler om, at man da ikke kan have mig rendende og servere mad og så videre. Jeg går op for at skænke fadøl, og passerer bordet med mine kollegaer og den kollega jeg er på vagt med, og siger i forbifarten “det her ender sgu galt”. Kollegaerne ved bordet har hørt alt, og mens jeg står, stadig lidt forvirret over det der lige er sket, og skænker de der øl, kommer min anden kollega, hende jeg er på vagt med, og siger, hun går ned med øllene og tager bestilling. De andre kollegaer har lige hurtigt fortalt hende at damerne ved bord otte lige har svinet mig til.
Min kollega går ned til bordet, og her begynder damen igen at svine mig til overfor hende, hun både peger op mod mig og taler så højt, at alle, inkl. mig selv kan høre det, igen handler det udelukkende om, hvordan jeg ser ud. Min kollega skærer hende af og er kort for hovedet, sådan ala “jeg tror, vi allesammen har forstået, du synes, min kollega er grim. Skal I ha’ mad?”
Hun, kollegaen, kommer herefter op med madbonen i hånden og siger, at hun egentligt bare synes, damerne skal kyles ud nu.
Jeg er stadig lidt chokeret, alt det her er foregået på under fem minutter, men det er mig selv der holder fast i, de skal have lov at blive. Jeg er stadig ret sikker på, hun er lidt bims og at det må være forklaringen. Der er desuden kun 2-3 gæster i restauranten fordi alle sidder ude i det gode vejr, så damen laver som sådan ikke postyr der går udover andre gæster.
Efter yderligere fem minutter siger damen (igen højt, det er meningen vi skal høre det), at hun vil udenfor, for hun kan ikke “holde ud at se på det dér” og peger op mod mig og gestikulerer ved at pege på sit eget ansigt. De går ud, min kollega serverer deres mad, men hver gang jeg er ude for at servere drinks eller mad til andre gæster, begynder damen at kommentere højlydt igen, så både jeg og de ca. 20 øvrige gæster kan høre det. “Så, der er hun igen, jamen hvordan er det hun ser ud?!” “Hendes ansigt er da ikke normalt!” “Man kan da ikke arbejde sådan er sted, når man er så grim!” osv.
De andre gæster bemærker det åbenlyst, og ingen forstår det vist helt, for jeg ser ret normal ud, men på et tidspunkt går en anden kvinde efter mig ind og tager fat i mig og siger, at hun bare synes, jeg skal vide, at hende der, som åbenbart hedder Lilian og som hun kender, bliver ‘ond i sulet’, når hun får alkohol. Jeg siger det, som det var, at jeg faktisk troede, hun på en eller anden måde var skadet, men nej, hun kan bare ikke tåle at drikke, det gør hende modbydelig.
Jeg vælger helt bevidst at gå ud igen, min intention er, jeg lige vil hente et askebæger, men jeg når kun tre skridt forbi damens bord, før hun igen er igang. Så vender jeg om, går hen til bordet, knalder min håndflade i bordet og siger, at nu er det simpelthen nok. At jeg synes den opførsel er aldeles uforskammet, og at jeg simpelthen ikke vil stå model til hendes kommentarer. Begge damer ser lidt chokeret ud, men ikke nok til at hende med kommentarerne bedyrer, at hun må mene og sige lige nøjagtigt hvad hun vil. Det giver jeg hende ret i, men det skal ikke være her. Nu finder jeg er regning og så skal de gå.
Jeg henter regning og dankortterminal, og veninden får nærmest skælvende hevet dankort frem og får fremstammet, at hun er ked af, hvis de har såret mig. Jeg svarer, at det har hun ikke, men at jeg bliver ked af de kommentarer hendes veninde sidder og råber om mig. Bedst som jeg tror, galskaben er stoppet og har afleveret kort og kvittering, begynder damen, altså hende med kommentarerne, at gjalpe om den dårlige behandling de har fået af mig. En mandlig gæst fra bordet ved siden af blander sig og siger, at nu må hun simpelthen stoppe. Ikke engang dét lukker kæften på hende, hun begynder at true med at skrive på facebook, hvilken elendig og uforskammet behandling hun har fået. Jeg er iskold, siger, at det står hende frit for og at jeg hedder Mia, hvis hun gerne vil have mit navn med, og hun i øvrigt også kan få nummeret på min chef. Hendes svar er “Jeg kender skam udmærket din chef.” Jeg siger, at så synes jeg, bestemt, hun skal gå videre med alt det, hun er utilfreds med, og kan I have en god weekend.
I samme øjeblik jeg kommer ind i restauranten igen, ser jeg mine chefer komme kørende. Jeg fanger dem omme i gården og sætter dem hurtigt ind i det hele. Flere af de kollegaer der har overværet det hele, er fulgt i røven på mig og supplerer. Jeg er faktisk den, der er mindst, ja, skinger. Jeg smågriner lidt, mens jeg fortæller det, faktisk, for det hele er simpelthen så åndssvagt. “Jeg har fået en klage...” “Nå? Over hvad?” “Jamen jeg er simpelthen for grim” Ej, men altså...
Begge mine chefer går ud til damerne som ikke er gået endnu, og så får hende med kommentarerne at vide, at de skal forsvinde. Damen brokker sig over min opførsel, og min chef siger, at hvis du havde behandlet mine piger ordentligt, er jeg sikker på, du havde fået en fantastisk betjening. Kan du selv gå, eller skal du have hjælp?”
Og SÅ endte den omsider der.
Jeg har oplevet lidt af hvert fra gæster der åbenlyst havde en dårlig dag, men det der var simpelthen så way out at jeg lige måtte sunde mig. Tænk at der findes tastaturkrigere i real life.
Så hvis du kan tegne det, kunne det være fedt.
Jeg var helt paf, og tænkte at det eneste jeg tænker, er at jeg gerne vil bede om at være holdt udenfor den samtale der. Jeg passer bare mig selv, men jeg skulle alligevel lige blandes ind i deres diskussion. 
.png "Love")
