Kunne I tilgive?

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7831
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1017
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9218

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Fru Sunshine » 29. dec 2015, 11:17

ShuruQ skrev:
Fru Sunshine skrev:
GnueN skrev:
Fru Sunshine skrev:Jeg tænker da helt klart ud fra min egen situation, og det er da helt 100, at hvis min mand knaldede min søster, var de ude af mit liv begge to.

Jeg har jo ikke andet at gå ud fra, når der bliver spurgt om JEG ville tilgive.


Det tænker jeg umiddelbart også. Jeg tror, at min første reaktion ville være at flytte til et andet kontinent. Men er det ikke bare endnu et dilemma, hvor man simpelt hen bare ikke kan svare "Jo, det kunne jeg sagtens rumme!"? Altså, hvem ville nogensinde sige det? Og alligevel så finder folk en måde at deale med den slags på. Jeg synes det er ret vildt, egentlig!

Jeg tror ikke, der er så mange, der kunne forestille sig at tilgive den form for svigt.
Og ja, det er ret vildt at man dealer med det, men har man andet valg?


Har man ikke altid et andet valg :gruble:?

Er ikke helt sikker på jeg forstår.

Man er nødt til forholde sig på en eller anden måde.
Valget består i, hvordan man forholder sig.
2
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Tibbler
Indlæg: 1511
Tilmeldt: 19. aug 2015, 18:57
Kort karma: 86
Likede indlæg: 2068

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Tibbler » 29. dec 2015, 11:27

GnueN skrev:
Fru Sunshine skrev:Jeg tænker da helt klart ud fra min egen situation, og det er da helt 100, at hvis min mand knaldede min søster, var de ude af mit liv begge to.

Jeg har jo ikke andet at gå ud fra, når der bliver spurgt om JEG ville tilgive.


Det tænker jeg umiddelbart også. Jeg tror, at min første reaktion ville være at flytte til et andet kontinent. Men er det ikke bare endnu et dilemma, hvor man simpelt hen bare ikke kan svare "Jo, det kunne jeg sagtens rumme!"? Altså, hvem ville nogensinde sige det? Og alligevel så finder folk en måde at deale med den slags på. Jeg synes det er ret vildt, egentlig!



Det er jo også altid nemmere at forholde sig til noget, når man ikke som sådan har nogle følelser i klemme; En hypotetisk situation, som vi vel oftest ikke har nogen som helst forventning om, ville kunne ske i virkeligheden. Altså det sker for alle andre, men ikke for mig; Men hvis det skulle ske, så sådan og sådan.

Ofte er det så noget helt andet, hvis man står i situationen og står over for det samme valg - Selvom man med fornuften måske ved, hvad der er det "rigtige" at gøre, så kan følelser gøre det oplagte valg meget svært.
3
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7831
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1017
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9218

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Fru Sunshine » 29. dec 2015, 12:05

^Klart.
Det er jo ret hypotetisk.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4111
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 422
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 5997

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf LadyFox » 29. dec 2015, 12:09

GnueN skrev:Min fars søster var gift med en yngre mand, som - kort efter de blev skildt - fandt sammen med hans (altså, min fars) ældste datter (min halvsøster)... og når jeg fortæller den historie, sidder folk som absolut minimum med sådan et måbende udtryk, som om der var tale om en dybt incestuøs handling. Det var tilbage i 80erne, men selv i dag bliver folk seriøst weirded ud af det, og reaktionerne spænder generelt fra totalt chok og så lige til afgrundsdyb afsky over manden, som om han havde haft det i sine tanker hele tiden, og han ligesom bare benyttede sig af muligheden, nu hvor han var inde i varmen, så at sige...

Sandheden var bare en helt anden. Han var det sødeste, varmeste menneske. Naiv og enfoldig som én i helvede, og dybest set røvulykkelig med min fars søster, som til gengæld døjede skrækkeligt med depression, lange perioder med druk og også lejlighedsvis utroskab... og kvinden han havnede i armene hos (min halvsøster) var endnu værre. Hun endte med at efterlade ham og deres to børn uden en klink til fordel for en to år lang druktur med en tysk jagerpilot, som hun også tog røven på. Han var i alle tænkelige henseender ofret i den historie - og det endda i sådan en grad, at selv min far kunne se det. Han endte faktisk med at blive en ven af familie, vi stadigvæk ses med (han endte med at blive lykkelig gift), mens min søster drak sig ihjel uden nogensinde at se sig tilbage.

Jeg ved ikke, om den historie påvirker min dømmekraft lige i forhold til dette tilfælde. Jeg synes bare, at moral og domfældelse ret ofte kommer til kort, når man sådan for alvor får kradset lidt i overfladen på historier som denne her.


For mig ville det være noget helt andet hvis min kæreste forelskede sig i nogen i min familie efter vi havde slået op - eller forelskede dig i nogen i min familie og derfor slog op. Det ville jeg personligt have en meget større forståelse over for på trods af jeg ville blive ked af det, den slags kan jo ske - og det er man ikke nødvendigvis selv herre over. Utroskab kunne jeg nok også godt leve med hvis det var en enkelt bummert, med en eller anden tilfældig. Jeg synes det er kombinationen af at det er en affærer mellem to af de mennesker der står nærmest der gør det SÅ grimt,og i mine øjne utilgiveligt.
2
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 991
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 182
Likede indlæg: 2228

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Moxy-lady » 29. dec 2015, 12:43

Præcis, LadyFox. Man er jo ikke herre over sine følelser og især, som Gnuen også siger, er et forhold med en der er depressiv alt andet end en dans på roser. Jeg kan i princippet godt forstå at man bliver tiltrukket af en der kommer en i ens hjem og hjælper til med at få det hele til at hænge sammen. Man kan blive fascineret af livsviljen og gnisten i den anden, især når det går svært i forholdet. Der hvor jeg, fuldstændigt og definitivt står af, er når manden og søsteren lusker rundt i kvindens eget hjem og knalder når hun sover. Det er ikke et spørgsmål om at ups, jeg faldt og hun lå der med spredte ben og så kom jeg til at være utro. Det er ikke et spørgsmål om at man forelsker sig i en anden og derefter træffer en beslutning om at gøre det mest reelle. Det er bedragerisk, det er illoyalt og det tyder på en frygtelig skruppelløshed hvor man udelukkende tænker på sig selv.

De kunne ikke engang gøre sig den ulejlighed ikke at gøre det et andet sted. Dét er satme - i allerbedste lys - dovent. I det værste så har muligheden for at blive opdaget gjort det mere spændende. Og så mister de al forståelse fra min side og jeg tiltror dem det værste.
2
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4111
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 422
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 5997

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf LadyFox » 29. dec 2015, 16:40

GnueN skrev:
LadyFox skrev:For mig ville det være noget helt andet hvis min kæreste forelskede sig i nogen i min familie efter vi havde slået op - eller forelskede dig i nogen i min familie og derfor slog op. Det ville jeg personligt have en meget større forståelse over for på trods af jeg ville blive ked af det, den slags kan jo ske - og det er man ikke nødvendigvis selv herre over. Utroskab kunne jeg nok også godt leve med hvis det var en enkelt bummert, med en eller anden tilfældig. Jeg synes det er kombinationen af at det er en affærer mellem to af de mennesker der står nærmest der gør det SÅ grimt,og i mine øjne utilgiveligt.


Jeg er slet ikke uenig. Vi ved bare ikke, om det er sådan det hænger sammen, og jeg har nok lidt svært ved ikke at få en fornemmelse af at, når folk dømmer på det grundlag, så gør de det først og fremmest ud fra en eller anden forståelse for, at deres eget forhold til deres respektive søskende/kæreste/mand/whatever - eller i hvert fald ideen om, hvordan det skal se ud - ligesom er målestokken, situationen også skal måles ud fra. Jeg er med på, det er præmissen for tråden - og det er egentlig dén, jeg anfægter. Ikke så meget, hvordan du eller nogen andre ville handle, for det giver fin mening i jeres kontekstbaserede virkelig, hvis det gi'r nogen mening?

Altså, jeg har været i længerevarende forhold, som var præget af depression og psykisk sygdom - og uden at skulle undsige mig min del af ansvaret for, at tingene kørte af sporet, så kan jeg sagtens genkende den dér følelse af, at den person man engang forelskede sig i, bare er totalt gone, og hvordan det næsten kan føles som at være vidne til vedkommendes død, bare i ultra-slowmotion. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ER hun jo ikke, og at det er en nederen måde at afskrive sin elskede på - men det KAN føles sådan, hvis man lukkes ud og slet ikke bliver en faktor med nogen form for indflydelse på slagets gang, og jeg kunne sagtens være blevet ulykkelig nok til at begå utroskab, hvis det ikke havde fået en ende, tror jeg. Jeg har også prøvet at miste en god (den bedste) ven, at være så røvulykkelig og så desperat for at finde bare en snert af det, man har mistet - et smil, et grin eller et glimt i øjet hos hende dér, der minder én om ham - at jeg er endt i armene på hende af alle de forkerte årsager. Det er trist og forpint, og på alle mulige måder forkert. Men det er bare også meget, meget menneskeligt, synes jeg.

For mig var det "nemt" nok at løse. Jeg kunne jo bare stikke halen mellem benene, som jeg så ofte gør - så at jeg ikke risikerede at blive mindet om noget igen. Men det havde været lidt sværere, hvis der nu feks var kommet et barn ud af det - og i særdeleshed, hvis personen havde været tæt nok på til, at man ikke bare lige sådan kan forvente at den ene eller den anden tager sit gode tøj og skrider, når normalbilledet pludselig vender tilbage. Så finder man en måde at cope på - danner sig et nyt normalbillede - og så tager man den derfra.

Jeg har det lidt sådan: Vi VED ikke, om det er sådan det er sket - eller om ham duden dér bare er en liderbuk, der lige så sit snit til at udleve en eller anden kultleder-agtig fantasi om flerkoneri. Men mit (forholdsvis) kvalificerede gæt som medlem af den ikke altid helt så ufejlbarlige menneskerace er, at den nok har trukket grumme mange tænder ud den dér - og hvis ikke den har, så kommer den til det for børnene og dem, der ellers skal overleve det rod dér... og så tænker jeg, at moralske forkvabbelser bare ikke hjælper i den henseende. Det var bare dét, sådan cirka! :)


Jeg tror som sådan heller ikke at ham manden er et ondt menneske, men jeg synes hans handlinger imod hans kæreste er direkte modbydelige situationen taget i betragtning. Dog ser jeg ikke søsteren som mindre skyldig - jeg synes det er et kæmpe svigt de har udsat hende for uanset bagrunden for det.

Jeg forstår udmærket hvor du vil hen, og jeg er også delvist enig, jeg kan også godt se det menneskelige i det - det undskylder det bare ikke. Man burde i mine øjne være i stand til at kontrollere sine handlinger, hvis ikke første gang man falder i, så i hvert fald inden det bliver direkte en affærer - det er jo lidt det der, det er over en periode, med søsteren, i deres fælles hjem, mens konen er hjemme, det er i mine øjne gør det røvhuls-agtigt.

Jeg forstår godt psykisk sygdom er svært at leve sammen med, og at man på den bekostning kan savne en masse ting blive frustreret og alt det der, jeg er selv syg og jeg forstår så udmærket hvis nogle af mine kærester på et eller andet tidspunkt har været fristet til at søge trøst hos andre kvinder - også hvis de rent faktisk har gjord det, det forstår jeg ret godt, men det det afhænger for mig er hvordan det bliver håndteret både før, under og efter. Det er der jeg mener det kan ses hvor reel partneren egentlig er, alle kan træde ved siden af - det er hvordan handler på det der gør den største forskel for mig.
1
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Tanten » 29. dec 2015, 17:45

Det håber jeg ikke. Altså, at jeg ville kunne tilgive det. For hvis jeg kunne, så ville det betyde, at jeg gav så meget køb på mig selv og min selvrespekt, at det kun ville gå galt for mig i sidste ende.

Jeg vil ellers gå langt for at tilgive, og jeg synes ikke nødvendigvis, utroskab skal have lov at ødelægge et forhold. Men det faktum, at der er tale om kvindens søster, og at denne blev gravid, gør det så kompliceret og vanskeligt at lægge bag sig, og involverer så mange i familien på flere ledder og kanter, at jeg håber, jeg ville kunne stå fast og sige, at det er slut.

Jeg opfatter det ikke som hørende til et bestemt miljø, at sådan noget kan ske - jeg tror, vi ville blive overraskede over, hvad der foregår bag de lukkede døre rundt omkring i de små familier.
0
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Tanten » 29. dec 2015, 17:49

Min eksmand faldt for min bedste veninde, der netop kom tæt på vores familie, da jeg var svært depressiv. Han bad om skilsmisse, og de var sammen i 11 år efter det og fik en søn sammen.

Hvis han havde bedt om at komme tilbage, havde jeg sikkert tilgivet ham - dengang. Fordi min angst for at miste var større end min selvrespekt. Faktisk bevarede jeg venskabet med min veninde i flere år, efter en periode med vrede og sårede følelser. At hun så viste sig at være upålidelig på andre, endnu vigtigere områder, gør, at vi i dag ikke er en del af hinandens liv.

I dag bebrejder jeg ham ikke, at det skete - mennesker er mennesker. Det var nok, desværre, det der skulle til, før vi begge indså og var i stand til acceptere, at vores forhold var udlevet og ikke havde en fremtid.
0
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf ShuruQ » 30. dec 2015, 20:12

Tanten skrev:Det håber jeg ikke. Altså, at jeg ville kunne tilgive det. For hvis jeg kunne, så ville det betyde, at jeg gav så meget køb på mig selv og min selvrespekt, at det kun ville gå galt for mig i sidste ende.

Jeg vil ellers gå langt for at tilgive, og jeg synes ikke nødvendigvis, utroskab skal have lov at ødelægge et forhold. Men det faktum, at der er tale om kvindens søster, og at denne blev gravid, gør det så kompliceret og vanskeligt at lægge bag sig, og involverer så mange i familien på flere ledder og kanter, at jeg håber, jeg ville kunne stå fast og sige, at det er slut.

Jeg opfatter det ikke som hørende til et bestemt miljø, at sådan noget kan ske - jeg tror, vi ville blive overraskede over, hvad der foregår bag de lukkede døre rundt omkring i de små familier.


Jeg er lidt nysgerrig. Jeg er med på at det er dig selv du taler om i det markerede, men er det udelukkende i forhold til dig selv du tænker sådan eller er det generelt set du mener det bunder i lav selvrespekt, hvis man er i stand til at tilgive i en situation som i artiklen :)?
0
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Tanten » 1. jan 2016, 11:03

ShuruQ skrev:
Tanten skrev:Det håber jeg ikke. Altså, at jeg ville kunne tilgive det. For hvis jeg kunne, så ville det betyde, at jeg gav så meget køb på mig selv og min selvrespekt, at det kun ville gå galt for mig i sidste ende.

Jeg vil ellers gå langt for at tilgive, og jeg synes ikke nødvendigvis, utroskab skal have lov at ødelægge et forhold. Men det faktum, at der er tale om kvindens søster, og at denne blev gravid, gør det så kompliceret og vanskeligt at lægge bag sig, og involverer så mange i familien på flere ledder og kanter, at jeg håber, jeg ville kunne stå fast og sige, at det er slut.

Jeg opfatter det ikke som hørende til et bestemt miljø, at sådan noget kan ske - jeg tror, vi ville blive overraskede over, hvad der foregår bag de lukkede døre rundt omkring i de små familier.


Jeg er lidt nysgerrig. Jeg er med på at det er dig selv du taler om i det markerede, men er det udelukkende i forhold til dig selv du tænker sådan eller er det generelt set du mener det bunder i lav selvrespekt, hvis man er i stand til at tilgive i en situation som i artiklen :)?


Det vil jo altid være nuancer i andres relationer, man ikke kender til, så jeg kan ikke udtale mig generelt. Jeg mener dog, man ikke altid kan eller skal stræbe efter at tilgive, hvis tilgivelse betyder at fortsætte en relation.

Jeg tror, der kan være svigt, der er så gennemgribende, at man ikke kan komme videre i den relation som et helt menneske.
0
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Tanten » 1. jan 2016, 11:06

Tibbler skrev:
GnueN skrev:
Fru Sunshine skrev:Jeg tænker da helt klart ud fra min egen situation, og det er da helt 100, at hvis min mand knaldede min søster, var de ude af mit liv begge to.

Jeg har jo ikke andet at gå ud fra, når der bliver spurgt om JEG ville tilgive.


Det tænker jeg umiddelbart også. Jeg tror, at min første reaktion ville være at flytte til et andet kontinent. Men er det ikke bare endnu et dilemma, hvor man simpelt hen bare ikke kan svare "Jo, det kunne jeg sagtens rumme!"? Altså, hvem ville nogensinde sige det? Og alligevel så finder folk en måde at deale med den slags på. Jeg synes det er ret vildt, egentlig!



Det er jo også altid nemmere at forholde sig til noget, når man ikke som sådan har nogle følelser i klemme; En hypotetisk situation, som vi vel oftest ikke har nogen som helst forventning om, ville kunne ske i virkeligheden. Altså det sker for alle andre, men ikke for mig; Men hvis det skulle ske, så sådan og sådan.

Ofte er det så noget helt andet, hvis man står i situationen og står over for det samme valg - Selvom man med fornuften måske ved, hvad der er det "rigtige" at gøre, så kan følelser gøre det oplagte valg meget svært.


Helt bestemt. Det er let at udtale sig kategorisk om noget, når man ikke selv har stået i situationen. Det er også derfor, jeg skriver, at jeg håber, jeg ikke ville forsøge at tilgive. Før i tiden kunne min kærlighed til en anden person nemlig have været større end min omsorg for mig selv.
1
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf ShuruQ » 1. jan 2016, 15:14

Det handler vel også rigtig meget om hvordan man ser på det med hvad det betyder at være i et forhold?
0
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf Tanten » 1. jan 2016, 16:07

ShuruQ skrev:Det handler vel også rigtig meget om hvordan man ser på det med hvad det betyder at være i et forhold?


Jeg har svært ved at forestille sig, at nogen ville have let ved at komme over et så voldsomt svigt som det i casen her.

For de allerfleste tror jeg, det at være i et forhold handler om loyalitet, og den er brudt på så mange måder i det konkrete tilfælde. Én ting er sex med en anden - det kan være svært nok for mange at komme igennem som par. Noget helt andet er, når det er ens egen søster, der er "den anden kvinde", og man derfor er nødt til at bevare en eller anden relation til hende, hvis hele familiekonstellationen ikke skal ramle sammen. Derfor kan manden heller ikke sige, at han aldrig vil se denne kvinde igen. Derudover blev søsteren gravid, og det er åbenbart noget, som er almindelig kendt i omgangskredsen og familien - ligesom at det ikke kun var én enkelt gang, de var sammen. Uanset hvor rummelig, man er, tænker jeg, at langt de fleste vil have meget svært ved at komme forbi det her - dels pga. omfanget af svigtet, dels fordi der er umuligt at skære aktørerne ud af sit liv.
2
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Kunne I tilgive?

Indlægaf ShuruQ » 1. jan 2016, 16:17

Tanten skrev:
ShuruQ skrev:Det handler vel også rigtig meget om hvordan man ser på det med hvad det betyder at være i et forhold?


Jeg har svært ved at forestille sig, at nogen ville have let ved at komme over et så voldsomt svigt som det i casen her.

For de allerfleste tror jeg, det at være i et forhold handler om loyalitet, og den er brudt på så mange måder i det konkrete tilfælde. Én ting er sex med en anden - det kan være svært nok for mange at komme igennem som par. Noget helt andet er, når det er ens egen søster, der er "den anden kvinde", og man derfor er nødt til at bevare en eller anden relation til hende, hvis hele familiekonstellationen ikke skal ramle sammen. Derfor kan manden heller ikke sige, at han aldrig vil se denne kvinde igen. Derudover blev søsteren gravid, og det er åbenbart noget, som er almindelig kendt i omgangskredsen og familien - ligesom at det ikke kun var én enkelt gang, de var sammen. Uanset hvor rummelig, man er, tænker jeg, at langt de fleste vil have meget svært ved at komme forbi det her - dels pga. omfanget af svigtet, dels fordi der er umuligt at skære aktørerne ud af sit liv.


Jeg tror godt man uden at mangle selvrespekt, kan komme igennem det hvis der er noget at kæmpe for.

Det er altsammen en masse hvis'er. Jeg mener egentligt bare at selv om det ved et hurtigt overblik er meget sort/hvidt, er der altid noget i et tilfælde som det her, ikke kan sætte sig ind som ikke impliceret.

Jeg er dog slet slet ikke uenig i at det selvfølelig for de allerfleste er et utilgiveligt svigt. Jeg forholder mig rent hypotetisk, og måske derfor jeg umiddelbart tænker jeg godt kunne tilgive under de rigtige forudsætninger. Jeg har kun brødre og vil derfor ikke kunne stå i situationen.
0
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.

Tilbage til "Forhold og sex"