Svær relation til forældre.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 30. dec 2015, 20:57

Okay, jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt, omend det er svært, for der er rigtig meget forhistorie. I må meget gerne undlade at quote, da jeg måske vil slette indlægget igen, fordi det er så personligt.

Jeg er 29 år, nygift og nygravid. Jeg har haft problemer med mine forældre siden.. tjaa siden jeg var teenager egentlig. Jeg ved ikke helt, hvordan eller hvor det startede, men vi har haft SINDSSYGT mange konflikter. Jeg havde det som teenager rigtig svært -bl.a. med selvskadende adfærd og et selvmordsforsøg, som dog var en form for råb og hjælp. I den forbindelse kom jeg til psykolog, og der talte vi naturligvis meget om mit forhold til mie forældre. Jeg har været hos to forskellige psykologer af to omgange, og min seneste psykolog mente, at min mor er narcissist. Jeg er naturligvis klar over, at den slags ikke kan diagnosticeres uden at man møder folk, men det er mere for at sige, at det vist ikke kun er mig/min mand, der "digter" at der er noget galt.

Min/vores relation til dem bærer præg af, at der er RIGTIG mange ting, som vi undlader at sige eller vælger at sige, for at undgå konflikter og få samværet til at køre så godt som muligt. Omvend, så oplever vi egentlig at vi skal lægge ryg til ret meget fra mine forældre. Tit er det i det små, f.eks. har min far fået en vane med indimellem ikke at ville hilse på mig, når vi besøger dem eller de besøger os. Han mener vist selv, at det er sjovt. Nu hvor vi har købt hus, går han gerne rundt og "inspicerer", hvis vi har lavet gør det selv arbejde og påpeger ALT det, der (efter hans mening) er gjort forkert.

Mine forældre inviterer os ekstremt sjældent hjem til dem - de forventer, at vi indfinder os med passende intervaller og gør vi det ikke, bliver det påtalt på en passiv-agressiv måde af min far.

Konflikter med min mor er af en noget anderledes karakter: Hun sparer gerne op (evt. over flere år) og så eksploderer hun. En konflikt kan starte med A og ende ved Å som blev gjort eller sagt for flere år siden. Hun er ekstremt ubehagelig, når vi har konflikter - hun går virkelig efter at levere nogle nyrehug. Jeg er igennem tiden blevet kaldt egoistisk, højrøvet og beskyldt for alt muligt mærkeligt.

I 2008 endte en af vores konflikter med, at mine forældre bad om en pause. Jeg frygtede, at det betød at de slog hånden af mig - ligesom de har gjort med deres forældre og søskende. Jeg endte med at sige fra, skælde dem ud og fortælle dem, at skete det igen, så blev det permanent.

Der har været konflikter siden, omend de ikke har været helt så store.

Den seneste konflikt dukkede op i midten af december: Jeg er som sagt gravid, men kun i 13 uge nu, og vi havde på daværende tidspunkt derfor hverken været til nakkefolds- eller misdannelsesscanning. Som førstegangsforældre er vi måske lidt pylrede, men vi har valgt at vente med at købe babyting til efter misdannelsesscanningen, så vi er sikre på, at alt er som det skal være. Det havde jeg nævnt for mine forældre, da vi netop IKKE ønskede os en masse babyting i julegave - også fordi vi gerne lige vil kigge på, hvad vi ønsker os, inden vi får en masse.

I midten af december er vi til julemarked og min mor køber et par ting til babyen. Jeg siger ikke noget til det, men da vi taler om det om aftenen tænker min mand, at han hellere må minde min mor om, at vi ikke vil have en masse - netop så de ikke får shop-amok i julegaver. Han skriver hende en meget pæn og sober besked på facebook. Kort efter ringer hun ham op, stortudende og råbende. Han kan ikke få et eneste ord ind, så han prøver først at råbe hende op. Hun vil vide, hvad vi skjuler for dem, hvad de ikke må vide og så kører hun ellers så meget derud af, at min mand faktisk ikke rigtigt får fat i, hvad hun siger. Han ender med at sige/råbe, at hun skal holde sin kæft. Det får hende til at lægge på.

Derefter ringer min far, og de taler sammen. Han vil have min mand til at undskylde, men kan dog godt se, at min mors opførsel er urimelig. Det ender med, at de aftaler at min mand skal ringe til min mor igen. Da han gør det, fortsætter hun dog med diverse beskyldninger og samtalen stopper ret hurtigt fordi der ikke kommer noget godt ud af det. Min mand taler igen med min far, og han får sagt, at de selv må bestemme om de vil være en del af vores liv, men at vores ønsker skal respekteres. Det tager min far ikke helt pænt og ja, tingene er dybest set kørt op i en spidt.

Senere samme aften sender vi mine forældre en mail, hvor vi siger, at vi meget gerne vil have dem i vores liv. Men at vores ønsker skal respekteres - især dem der vedrører vores kommende barn. Vi skriver, at vi ser frem til at høre fra dem. De svarer ikke på mailen, hverken den aften eller den følgende dag.

På anden dagen efter konflikten, bliver vi enige om at række hånden ud, eftersom vi også er bekymrede for, hvordan mine forældre har det. Jeg skriver min mor en sms og en facebookbesked om at jeg vil ringe til hende nogle timer senere om eftermiddagen. Jeg ringer op og siger, at vi gerne vil tale om det og finde en løsning. Den mener hun, at vi allerede har fundet, da vi jo ikke vil have dem i vores liv og iøvrigt har truet med det flere gange. Og så kører den ellers derudad: Det er ikke hyggeligt at besøge os, vi anerkender ikke det de har opbygget, vi ser ned på dem, jeg kan ikke lide hendes hunde, min mand sidder og stikker i maden for at få opmærksomhed, vi kan ikke lide mørbrad og jeg har forsøgt at få hende til at trykke på en knap på vores emhætte, så jeg kunne sige at hun havde ødelagt den, vi håner hende og hun er kørt grædende hjem.

Nogle af tingene er rigtige nok: Vi havde drillet hende lidt den dag de var på besøg - og min far havde været en del af det. Den kan jeg sådan set godt se, var over stregen. Nej, jeg kan ikke lide hendes hunde, for hun har aldrig opdraget dem, så de hopper op af en og slikker på ens hænder, når man sidder ved bordet. Og nej, det er ikke specielt hyggeligt at være sammen med dem, på grund af de mange konflikter.

Men jeg prøvede ikke at få hende til at ødelægge emhætten, jeg ville have hende til at tænde den, og vidste ikke, at den var i stykker. Vi ser altid pligtskyldigt på de ting, som de får lavet på huset og roser det (overdrevent) og vi sætter eddermame også tand for tunge, for ikke at få en konflikt ud af det. Og jeg siger faktisk IKKE til min mor, hvor nederen jeg synes hun er.

Nogle timer senere ringer min mor pludselig - nu tudende igen - og fortæller, hvor KEDE af det de er og siger at "vi slår en streg over det hele". Det er jeg bare ikke heeelt tilbøjelig til at give hende ret i at vi kan, eftersom hun har sagt en hel masse ret hårde ting. Jeg siger derfor, at jeg ikke kan tale nu.

Enden på det hele bliver, at jeg dagen efter sender dem en mail, hvor jeg skriver at vi ikke kommer til jul i år og at vi har brug for tid for at komme os, men at vi kan ses i det nye år, hvilket mine forældre acceptere.

Jeg har igennem det her været SUPER påvirket. Jeg hader konflikter og min graviditet og den nakkefoldsscanning, som vi skulle til i den samme uge, gled ret meget i baggrunden for mig, hvilket hverken min mand eller jeg synes er fair.

Da min mor sagde, at vi skulle droppe kontakten, var jeg ærligt talt lettet. Jeg kan se SÅ mange konflikter, når vores baby kommer til verden: Hvornår må baby få kage/slik? Hvorfor må baby ikke lege med hundene eller i deres have, som er fyldt med hundelort? Og sikkert endnu flere ting, som jeg end ikke har tænkt på.

Samtidig har jeg altid sagt, at jeg ikke vil slå hånden af mine forældre, for mit barn skla ikke vokse op og tro, at det er noget vi gør i vores familie.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det skal forløbe, når vi mødes i det nye år: På den ene side vil jeg jo bare gerne VIDERE uden konflikten, på den anden side, vil vi gerne finde en ny måde at være sammen på, så vi undgår alle de her konflikter. Men samtidig tror jeg på ingen måde på, at det kan lade sig gøre: Jeg tror, at mine forældre (min mor i særdeleshed) vil blive ved med at finde nye grunde til konflikter - rigtige eller opdigtede.

Hvis du har læst helt herned, fortjener du en fucking medalje! Eller grønt.

Anyway, hvad fa'en gør en klog her? Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med mine forældre.
0
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 1417
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 194
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 2287

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Studsgaard » 30. dec 2015, 21:38

Hvor lyder det bare vildt hårdt, og på ingen måde holdbart.

Jeg forstår godt at du ikke ønsker dit barn skal vokse op og opleve samvær med familien med så mange konflikter.
Jeg tænker at i ikke kan gøre meget andet end at sætte klare grænser for hvad i vil finde jer i - ligesom i forsøgte at gøre med babytingene.
Tænker det bedste er at blive ved med at sige hvad i vil have/ikke vil have, og så holde den der, på jeres banehalvdel uden at komme med anklager imod dem.

Jeg selv vil også æde mange kameler for at blive ved med at have kontakt med familien. Men hvis det begynder at gå ud over mine børn, det vil for mig være grund til at bryde kontakten.
Senest rettet af Studsgaard 30. dec 2015, 21:54, rettet i alt 1 gang.
1
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 1196
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 298
Likede indlæg: 2997

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf vibbsen » 30. dec 2015, 21:50

Jeg gik hos en klog dame som engang sagde til mig : Forældre har meget mere brug for deres børn, end deres børn har for dem. Det synes jeg var pænt klogt sagt, og det bruger jeg som sutteklud når min egen mor bliver alt for meget......

For ikke alene kan det bruges til at dæmpe min egen angst for at mine forældre vender mig ryggen. Nej, jeg har med tiden også lært at se det fra den vinkel, at når min mor skaber disse "konflikter" så handler det om at hun er bange for at jeg vender hende ryggen......For når jeg kigger på hvad disse "konflikter" handler om, så er det altid noget med mangel på anerkendelse af hende.

Så sent som 1.juledag (hvor mine forældre skulle hjem efter at have holdt jul her) spurgte min datter hende om ikke de blev lidt længere "Nej, det gør vi ikke, lille skat. Det vil din far vist heller ikke bryde sig om".....Mens min mand stod ved siden af. Det samme gælder når hun siger "Ja, jeg har jo lært at der kun er visse steder jeg må rydde op" når hun går igang med at rengøre min køkkenskuffer (Som iøvrigt ikke er et af de steder, men det har hun vist ikke lige fanget).
Det handler da bare SÅ meget om at min mor higer efter anerkendelse og accept af at vi rent faktisk gider dem.....

Jeg har netop været ned og vende med stress, og har i den forbindelse gået hos en psykolog som arbejder med noget der hedder ATC... Acceptance and Commitment Therapy...Det er noget indenfor kognitiv terapi...Og handler om at accepterer tingene som de er og lære at navigerer omkring dem på en måde så man kan "Bibeholde" sig selv....Og damn you, Alexis....Det virker satme......

Jeg ville ønske at jeg havde en helt fantastisk løsning på dit problem. Men det har jeg ikke. Det eneste jeg kan sige er at du måske skal prøve at accepterer at den konflikt nu engang bare er der. Og så forsøge at bide det i dig. Når din mor køber babytøj, på trods af at du har bedt om at hun ikke gør det, så lad som ingenting. Tæl til 4 millioner...Når de kritiserer jeres gør-det-selv projekter...Smil. Tæl til 7 millioner. Indse at der finde 2 verdener "Burde" og "Virkeligheden".....I "burde" køber ens forældre ikke babyting når man har bedt dem om at lade være (eller de gør det ihvertfald ikke åbentlyst) og de holder deres kæft med deres gode råd om gør-det-selv projekter.....Men nede i Virkeligheden....altså her hvor vi befinder os...der er tingene bare ikke altid sådan....og det er DET man er nødt til at forholde sig til....Og ved at accepterer tingene som de rent faktisk er, så bliver det også nemmere at få øje på sine egen værdier. Og navigerer i den retning selvom man så må navigerer udenom nogen forhindringer på vejen...

Hvis du tænker "Hvad snakker hun om" så prøv at kigge på http://psykologlonefelby.dk/side/index.html ....Lone er ret god til at forklare hvad hun mener.... ellers smid en PB....
8
JEG TÆLLER TIL 3...OG JEG TÆLLER ENNNNN...OG JEG TÆLLER TOOOOO
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 6091
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 553
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 10257

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf icelady » 30. dec 2015, 22:01

Du/I er nødt til at sætte tydelige grænser.

Jeg tror at I er nødt til at sige til dine forældre, at I ikke vil acceptere, at de opfører sig på den måde. For det første er der en lang forhistorie du og dine forældre imellem,og nu har du en mand og et kommende barn at tage hensyn til.

Måske du skulle prøve at spørge, om din mor ikke burde gå til en læge og finde ud af, om hun har en sygdom. For hun lyder virkelig ikke til at kunne håndtere modgang (det hun opfatter som modgang) på en naturlig måde. Slet ikke, når de har skåret div familie ud af deres liv.

Hvis I ikke sætter grænser, så tror jeg desværre bare det eskalerer.
Nu ved jeg af gode grunde ikke hvordan dine forældre er,men hvis de er som bedsteforældre er flest, så vil de sikkert forkæle jeres kommende barn. Og spørgsmålet er, hvordan de vil forkæle. Vil de til den tid overskride de grænser I sætter?

Jeg kan sagtens forstå det er svært at skulle sætte grænser overfor sine forældre, og evt true med at droppe kontakten. Men måske det er dét,der skal til, før de indser, der skal ske en ændring.
2
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 30. dec 2015, 22:35

polavyk skrev:Når jeg læser dit indlæg, er det, jeg tænker mest, at ingen af jer er i stand til at omgås hinanden på en god måde. I opfører jer allesammen umodent og urimeligt over for hinanden.

I har brug for meget klare rammer omkring, hvordan i omgås hinanden. Måske kunne i overveje at få professionel hjælp til det? Hvis vi forudsætter, at i alle er enige om, at i gerne vil blive ved med at have kontakt.

Jeg synes egentlig, det er en sølle holdning, hvis du kun vil holde kontakt med dine forældre, fordi dit barn ikke skal vokse op og tro, at det er noget i gør i jeres familie. Barnet vil til gengæld se, at i mobber hinanden, råber og siger hold kæft til hinanden, ikke respekterer hinanden osv.

Jeg skal ikke kunne sige, om din mor har psykiske problemer, men jeg synes ærlig talt ikke, det er en mindre detalje, at i har drillet hende, så hun er gået grædende fra jer. Har du overvejet, om din tilgang til hende er helt rimelig? Om du ikke luller dig ind i psykologens udtalelser, som forøvrigt er dybt uprofessionelle (efter min mening).

Kunne det tænkes, at hun var bange for, om der var noget galt, da hun talte med din mand omkring din graviditet (i tlf)?

Forløbet du beskriver, viser et ping pong spil mellem dine forældre og jer, hvor i skiftes til at være uforsonlige/spille kostbare, hvor i ikke har noget at lade hinanden høre.

Du er 29. Du er ikke et barn. Det kan godt være, at du har haft en hård ungdom, og at din mor ikke var der for dig, men enten må du tilgive hende og begynde at behandle hende med respekt, eller også må du erkende, at du ikke kan glemme det og så stoppe med at se hende. Det i har gang i nu, er sejpineri for alle parter.

Hvis du vælger at ville bevare kontakten, og i ikke søger professionel hjælp, må du sætte dig ned og tænke over, hvordan i kan undgå konflikt.

F.eks. kan du sige til dig selv, at du ikke hopper på din fars joke om ikke at hilse på, fordi det bare er en gammelmandsvits, som han skal have lov at have i fred, - eller du kan sige til ham, at for fremtiden forventer du, at han hilser på dig, fordi du mener, det er almindelig høflighed.

I forbindelse med babyting kunne du have stoppet din mor, da hun købte de første ting, og sagt til hende stille og roligt, at i gerne ville være helt sikre på, at alt var i orden, inden i begyndte at få babyting inden for dørene. Du vidste godt, det var lidt fjollet/overtro, men sådan havde i det nu altså. Var din mor så dukket op med noget. Kunne du have sagt pænt tak men bedt hende om at tage det med hjem ind til videre.

Ringer din mor og er ophidset, kan din mand sige til hende "svigermor, jeg kan høre, du er helt ude af den. Hvis du lige falder lidt ned, så får jeg din datter til at ringe om ti minutter". Ringer du så op, mens hun stadig er ude af den, kan du sige "mor, jeg kan høre, du stadig er ophidset, ring, når du er faldet til ro".

Ang, hundene. I hendes hjem gælder hendes regler. Du må så gøre din mor opmærksom på - stille og roligt - at du synes, det er uhygiejnisk, at hundene er så tæt på bordet og jer, når i spiser, - derfor kan du ikke spise hos dem, men de er velkomne hos jer. Samtidig kan du fortælle hende, at du allerede nu er bekymret for, om i kan komme der, når i får barn, når hundene får lov at fylde så meget, som de gør. Spørg din mor, om hun vil tænke over, om der er en løsning, eller jeres samvær skal foregå i dit hjem. Men gør det på en stille og positiv måde; det betyder alverden, hvordan man får tingene sagt.

Det blev langt, men det vigtigste er, at du skal mærke efter, om du virkelig VIL have kontakt med dine forældre.


Jeg kan virkelig godt se dine pointer, og jeg har også tidligere været dårlig til at hoppe med på mine forældres konflikter. Ang. Det med at gå grædende hjem, så kom det først bagefter da vi talte med hende. Hun virkede i 100% fint humør, da de tog afsted. Det var med kram og vink osv. Hun har også tidligere sagt, at vores hjem var meget hjertevarmt.

Grundlæggende, så har jeg det meget svært med hendes stemningsskift, som jeg oplever som meget pludselige. Og min afvisning handler derfor Heller ikke om at ville spille kostbar, men mere om, at jeg ikke kunne følge med.

Men jo, vi skal være bedre til ikke at drille og bruge ironi. Det er bare svært, fordi de selv gør det meget, både overfor hinanden og os. Men det er helt klart et sted, hvor der er plads til forbedring.
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 30. dec 2015, 22:45

vibbsen skrev:Jeg gik hos en klog dame som engang sagde til mig : Forældre har meget mere brug for deres børn, end deres børn har for dem. Det synes jeg var pænt klogt sagt, og det bruger jeg som sutteklud når min egen mor bliver alt for meget......

For ikke alene kan det bruges til at dæmpe min egen angst for at mine forældre vender mig ryggen. Nej, jeg har med tiden også lært at se det fra den vinkel, at når min mor skaber disse "konflikter" så handler det om at hun er bange for at jeg vender hende ryggen......For når jeg kigger på hvad disse "konflikter" handler om, så er det altid noget med mangel på anerkendelse af hende.

Så sent som 1.juledag (hvor mine forældre skulle hjem efter at have holdt jul her) spurgte min datter hende om ikke de blev lidt længere "Nej, det gør vi ikke, lille skat. Det vil din far vist heller ikke bryde sig om".....Mens min mand stod ved siden af. Det samme gælder når hun siger "Ja, jeg har jo lært at der kun er visse steder jeg må rydde op" når hun går igang med at rengøre min køkkenskuffer (Som iøvrigt ikke er et af de steder, men det har hun vist ikke lige fanget).
Det handler da bare SÅ meget om at min mor higer efter anerkendelse og accept af at vi rent faktisk gider dem.....

Jeg har netop været ned og vende med stress, og har i den forbindelse gået hos en psykolog som arbejder med noget der hedder ATC... Acceptance and Commitment Therapy...Det er noget indenfor kognitiv terapi...Og handler om at accepterer tingene som de er og lære at navigerer omkring dem på en måde så man kan "Bibeholde" sig selv....Og damn you, Alexis....Det virker satme......

Jeg ville ønske at jeg havde en helt fantastisk løsning på dit problem. Men det har jeg ikke. Det eneste jeg kan sige er at du måske skal prøve at accepterer at den konflikt nu engang bare er der. Og så forsøge at bide det i dig. Når din mor køber babytøj, på trods af at du har bedt om at hun ikke gør det, så lad som ingenting. Tæl til 4 millioner...Når de kritiserer jeres gør-det-selv projekter...Smil. Tæl til 7 millioner. Indse at der finde 2 verdener "Burde" og "Virkeligheden".....I "burde" køber ens forældre ikke babyting når man har bedt dem om at lade være (eller de gør det ihvertfald ikke åbentlyst) og de holder deres kæft med deres gode råd om gør-det-selv projekter.....Men nede i Virkeligheden....altså her hvor vi befinder os...der er tingene bare ikke altid sådan....og det er DET man er nødt til at forholde sig til....Og ved at accepterer tingene som de rent faktisk er, så bliver det også nemmere at få øje på sine egen værdier. Og navigerer i den retning selvom man så må navigerer udenom nogen forhindringer på vejen...

Hvis du tænker "Hvad snakker hun om" så prøv at kigge på http://psykologlonefelby.dk/side/index.html ....Lone er ret god til at forklare hvad hun mener.... ellers smid en PB....


Den løsning har vi langt hen af vejen egentlig forsøgt at praktisere - med forskellig grad af succes. Der hvor den bliver svær er, når min mor begynder at anklage os for alt muligt og tillægger os motiver, som vi reelt ikke har. Men ja, vi har talt om at vi skal lægge på, hvis hun kører guilt trip.

Egentlig var jeg også virkelig zen, da vi talte i telefon, ligesom jeg i min mail beklagede at hun følte sig hånet. Men når hun er på den måde, ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal trænge igennem til hende.
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 30. dec 2015, 22:51

icelady skrev:Du/I er nødt til at sætte tydelige grænser.

Jeg tror at I er nødt til at sige til dine forældre, at I ikke vil acceptere, at de opfører sig på den måde. For det første er der en lang forhistorie du og dine forældre imellem,og nu har du en mand og et kommende barn at tage hensyn til.

Måske du skulle prøve at spørge, om din mor ikke burde gå til en læge og finde ud af, om hun har en sygdom. For hun lyder virkelig ikke til at kunne håndtere modgang (det hun opfatter som modgang) på en naturlig måde. Slet ikke, når de har skåret div familie ud af deres liv.

Hvis I ikke sætter grænser, så tror jeg desværre bare det eskalerer.
Nu ved jeg af gode grunde ikke hvordan dine forældre er,men hvis de er som bedsteforældre er flest, så vil de sikkert forkæle jeres kommende barn. Og spørgsmålet er, hvordan de vil forkæle. Vil de til den tid overskride de grænser I sætter?

Jeg kan sagtens forstå det er svært at skulle sætte grænser overfor sine forældre, og evt true med at droppe kontakten. Men måske det er dét,der skal til, før de indser, der skal ske en ændring.


Min mor har haft en RIGTIG grim barndom og var for nogle år siden til psykolog. Det blev kun til nogle få gange, da psykologen konkluderede, at hun havde helbredt sig selv. Hvis jeg foreslog at hun gik til lægen, tror jeg bare at det vil genstarte konflikten. Da jeg var teenager, kom jeg - i forbindelse med en eller anden anklage imod mig - til at sige, at hun/de måske havde dårligt selvværd, og det udløste endnu en konflikt.
0
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4558
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1145
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9626

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf kidkomb » 30. dec 2015, 22:52

Min mor var sådan lidt i den dur, da jeg var ung.
Og hun "skulle nok hellere begå selvmord, fordi bla bla bla" når tingene ikke gik efter hendes hovede.
Det stoppede gradvist da jeg en dag fik nok og sagde (ok jeg råbte nok lidt :fløjt: ) at hun skulle stoppe med det pis, for det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle forholde mig til hendes trusler om selvmord. Og så gik jeg. Og smækkede med døren.

Nu ved jeg ikke hvor gammel din mor er, men en del personlighedsforstyrrelser bliver mildere med alderen, og min mor er blevet "fucked up" med tiden, til forskel fra "ubegribeligt lunefuld, ondskabsfuld og narcissistisk" før i tiden. Hun er nogle-og-tres nu.

Jeg håber for jer, at det samme gør sig gældende i jeres situation :kys:
2
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 30. dec 2015, 23:00

polavyk skrev:Når jeg læser dit indlæg, er det, jeg tænker mest, at ingen af jer er i stand til at omgås hinanden på en god måde. I opfører jer allesammen umodent og urimeligt over for hinanden.

I har brug for meget klare rammer omkring, hvordan i omgås hinanden. Måske kunne i overveje at få professionel hjælp til det? Hvis vi forudsætter, at i alle er enige om, at i gerne vil blive ved med at have kontakt.

Jeg synes egentlig, det er en sølle holdning, hvis du kun vil holde kontakt med dine forældre, fordi dit barn ikke skal vokse op og tro, at det er noget i gør i jeres familie. Barnet vil til gengæld se, at i mobber hinanden, råber og siger hold kæft til hinanden, ikke respekterer hinanden osv.

Jeg skal ikke kunne sige, om din mor har psykiske problemer, men jeg synes ærlig talt ikke, det er en mindre detalje, at i har drillet hende, så hun er gået grædende fra jer. Har du overvejet, om din tilgang til hende er helt rimelig? Om du ikke luller dig ind i psykologens udtalelser, som forøvrigt er dybt uprofessionelle (efter min mening).

Kunne det tænkes, at hun var bange for, om der var noget galt, da hun talte med din mand omkring din graviditet (i tlf)?

Forløbet du beskriver, viser et ping pong spil mellem dine forældre og jer, hvor i skiftes til at være uforsonlige/spille kostbare, hvor i ikke har noget at lade hinanden høre.

Du er 29. Du er ikke et barn. Det kan godt være, at du har haft en hård ungdom, og at din mor ikke var der for dig, men enten må du tilgive hende og begynde at behandle hende med respekt, eller også må du erkende, at du ikke kan glemme det og så stoppe med at se hende. Det i har gang i nu, er sejpineri for alle parter.

Hvis du vælger at ville bevare kontakten, og i ikke søger professionel hjælp, må du sætte dig ned og tænke over, hvordan i kan undgå konflikt.

F.eks. kan du sige til dig selv, at du ikke hopper på din fars joke om ikke at hilse på, fordi det bare er en gammelmandsvits, som han skal have lov at have i fred, - eller du kan sige til ham, at for fremtiden forventer du, at han hilser på dig, fordi du mener, det er almindelig høflighed.

I forbindelse med babyting kunne du have stoppet din mor, da hun købte de første ting, og sagt til hende stille og roligt, at i gerne ville være helt sikre på, at alt var i orden, inden i begyndte at få babyting inden for dørene. Du vidste godt, det var lidt fjollet/overtro, men sådan havde i det nu altså. Var din mor så dukket op med noget. Kunne du have sagt pænt tak men bedt hende om at tage det med hjem ind til videre.

Ringer din mor og er ophidset, kan din mand sige til hende "svigermor, jeg kan høre, du er helt ude af den. Hvis du lige falder lidt ned, så får jeg din datter til at ringe om ti minutter". Ringer du så op, mens hun stadig er ude af den, kan du sige "mor, jeg kan høre, du stadig er ophidset, ring, når du er faldet til ro".

Ang, hundene. I hendes hjem gælder hendes regler. Du må så gøre din mor opmærksom på - stille og roligt - at du synes, det er uhygiejnisk, at hundene er så tæt på bordet og jer, når i spiser, - derfor kan du ikke spise hos dem, men de er velkomne hos jer. Samtidig kan du fortælle hende, at du allerede nu er bekymret for, om i kan komme der, når i får barn, når hundene får lov at fylde så meget, som de gør. Spørg din mor, om hun vil tænke over, om der er en løsning, eller jeres samvær skal foregå i dit hjem. Men gør det på en stille og positiv måde; det betyder alverden, hvordan man får tingene sagt.

Det blev langt, men det vigtigste er, at du skal mærke efter, om du virkelig VIL have kontakt med dine forældre.


Vi har forresten også gjort meget ud af at sige - både i den første besked og efterfølgende - at vi var rigtig glade for de ting de havde givet, men at vi gerne ville have, at de ventede med at købe flere.

Jeg sendte også mine forældre en besked den 24.og ønskede dem god jul og jeg har flere gange - helt eksplicit - sagt at vi gerne ville have dem i vores liv.

Så ja, noget af vores kommunikation kan helt sikkert forbedres, men jeg har flere gange oplevet, at mine forældre - helt I provokeret - har smidt en spand verbalt lort i hovedet på mig, og det synes jeg er svært. Eller rettere: jeg synes det er drøn uretfærdigt. Der er ingen tvivl om, at sagde jeg bare en brøkdel af det til mine forældre, som de siger til mig, så ville de have været rasende.
1
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 30. dec 2015, 23:07

kidkomb skrev:Min mor var sådan lidt i den dur, da jeg var ung.
Og hun "skulle nok hellere begå selvmord, fordi bla bla bla" når tingene ikke gik efter hendes hovede.
Det stoppede gradvist da jeg en dag fik nok og sagde (ok jeg råbte nok lidt :fløjt: ) at hun skulle stoppe med det pis, for det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle forholde mig til hendes trusler om selvmord. Og så gik jeg. Og smækkede med døren.

Nu ved jeg ikke hvor gammel din mor er, men en del personlighedsforstyrrelser bliver mildere med alderen, og min mor er blevet "fucked up" med tiden, til forskel fra "ubegribeligt lunefuld, ondskabsfuld og narcissistisk" før i tiden. Hun er nogle-og-tres nu.

Jeg håber for jer, at det samme gør sig gældende i jeres situation :kys:


Det er svært at sige, om det er blevet bedre eller værre. Altså denne konflikt er den værste til dato, men som barn gjorde jeg jo også, som der blev sagt, og jeg begyndte først at sige fra og undlade at undskylde (altså for HELE konflikten) i 2008. Som barn/ung brugte min mor mig som veninde, og jeg har nogle gange været involveret (som konfliktmægler) i mine forældres konflikter ved min mors trussel om skilsmisse. Hun har også beklaget sig til mig over deres sexliv f.eks. men det stoppede da jeg sagde fra som teenager.
0
Rakel
Indlæg: 2976
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 418
Likede indlæg: 3084

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Rakel » 31. dec 2015, 11:45

Jeg er blevet så gammel, at min bedste råd er - sig fra. Ikke koste, hvad det vil - men meget tæt på. Og få det formidlet til dine forældre, at nu sadler I hesten og lægger stilen om. At enten så omgås I på en måde, hvor alle kan være tilstede og respekt for hinanden er tilstede og ellers så omgås i ikke. Jeg hælder nok til sort/hvid her og bestemt ikke til at 'bare at tage imod og smile'.

Og så gør det op i dit forhold til dine forældre og hvordan, du ønsker, at det skal være. Ikke dit barns. Det får en god og lykkelig barndom uanset antallet af bedsteforældre. Men en konstant konflikt gavner ingen, hverken dig/jer eller det kommende barns liv.

Og tillykke med at være nygift og nygravid - du har masser at glæde dig over og til :)
10
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 2. jan 2016, 11:35

polavyk skrev:Når jeg læser dit indlæg, er det, jeg tænker mest, at ingen af jer er i stand til at omgås hinanden på en god måde. I opfører jer allesammen umodent og urimeligt over for hinanden.

I har brug for meget klare rammer omkring, hvordan i omgås hinanden. Måske kunne i overveje at få professionel hjælp til det? Hvis vi forudsætter, at i alle er enige om, at i gerne vil blive ved med at have kontakt.

Jeg synes egentlig, det er en sølle holdning, hvis du kun vil holde kontakt med dine forældre, fordi dit barn ikke skal vokse op og tro, at det er noget i gør i jeres familie. Barnet vil til gengæld se, at i mobber hinanden, råber og siger hold kæft til hinanden, ikke respekterer hinanden osv.

Jeg skal ikke kunne sige, om din mor har psykiske problemer, men jeg synes ærlig talt ikke, det er en mindre detalje, at i har drillet hende, så hun er gået grædende fra jer. Har du overvejet, om din tilgang til hende er helt rimelig? Om du ikke luller dig ind i psykologens udtalelser, som forøvrigt er dybt uprofessionelle (efter min mening).

Kunne det tænkes, at hun var bange for, om der var noget galt, da hun talte med din mand omkring din graviditet (i tlf)?

Forløbet du beskriver, viser et ping pong spil mellem dine forældre og jer, hvor i skiftes til at være uforsonlige/spille kostbare, hvor i ikke har noget at lade hinanden høre.

Du er 29. Du er ikke et barn. Det kan godt være, at du har haft en hård ungdom, og at din mor ikke var der for dig, men enten må du tilgive hende og begynde at behandle hende med respekt, eller også må du erkende, at du ikke kan glemme det og så stoppe med at se hende. Det i har gang i nu, er sejpineri for alle parter.

Hvis du vælger at ville bevare kontakten, og i ikke søger professionel hjælp, må du sætte dig ned og tænke over, hvordan i kan undgå konflikt.

F.eks. kan du sige til dig selv, at du ikke hopper på din fars joke om ikke at hilse på, fordi det bare er en gammelmandsvits, som han skal have lov at have i fred, - eller du kan sige til ham, at for fremtiden forventer du, at han hilser på dig, fordi du mener, det er almindelig høflighed.

I forbindelse med babyting kunne du have stoppet din mor, da hun købte de første ting, og sagt til hende stille og roligt, at i gerne ville være helt sikre på, at alt var i orden, inden i begyndte at få babyting inden for dørene. Du vidste godt, det var lidt fjollet/overtro, men sådan havde i det nu altså. Var din mor så dukket op med noget. Kunne du have sagt pænt tak men bedt hende om at tage det med hjem ind til videre.

Ringer din mor og er ophidset, kan din mand sige til hende "svigermor, jeg kan høre, du er helt ude af den. Hvis du lige falder lidt ned, så får jeg din datter til at ringe om ti minutter". Ringer du så op, mens hun stadig er ude af den, kan du sige "mor, jeg kan høre, du stadig er ophidset, ring, når du er faldet til ro".

Ang, hundene. I hendes hjem gælder hendes regler. Du må så gøre din mor opmærksom på - stille og roligt - at du synes, det er uhygiejnisk, at hundene er så tæt på bordet og jer, når i spiser, - derfor kan du ikke spise hos dem, men de er velkomne hos jer. Samtidig kan du fortælle hende, at du allerede nu er bekymret for, om i kan komme der, når i får barn, når hundene får lov at fylde så meget, som de gør. Spørg din mor, om hun vil tænke over, om der er en løsning, eller jeres samvær skal foregå i dit hjem. Men gør det på en stille og positiv måde; det betyder alverden, hvordan man får tingene sagt.

Det blev langt, men det vigtigste er, at du skal mærke efter, om du virkelig VIL have kontakt med dine forældre.


Dit indlæg er rigtig godt, for det har fået mig til at tænke en del :)

Ang. det med, om jeg kun bevarer kontakten til mine forældre af hensyn til mit barn, så har jeg tænkt en del over det:

Der er selvfølgelig gode stunder med mine forældre, og grundlæggende så betyder de trods alt så meget for mig, at jeg i hele det her, stadig bekymrer mig en hel del om dem. Udfra den kommunikation jeg har haft med dem og det jeg kan se på facebook, ser det ud til, at de har haft en god jul/god ferie, og det er jeg oprigtigt glad for. Og jo, de har absolut også nogle gode sider.

Ift. tilgivelse og respekt så har jeg det nok sådan, at... hmm.. min respekt for min mor kan ligge på et meget lille sted: Jeg oplever ikke at hun udviser respekt overfor mine ønsker (ikke kun i denne henseende) og hun har efterhånden kaldt mig så mange negative ting, så mange gange, at... tja, at jeg vel ikke rigtigt forventer bedre fra hende længere.
Jeg prøver virkelig på at behandle hende med respekt, men jeg kan da nemt forestille mig, at min grundlæggende holdning skinner igennem, alle mine gode intentioner til trods.

Kan jeg så tilgive hende? Ja, det kan jeg egentlig godt - men det ville godt nok være nemmere, hvis jeg vidste, at de her ting ikke ville gentage sig.

Pt. er det egentlig sådan, at jeg for så vidt muligt undgår at være sammen med mine forældre alene, da det især er når jeg er alene med dem, at de beslutter sig for at forælle mig alt det jeg gør forkert (hvilket ikke er så lidt).

Så bum bum... vil jeg relationen? Ja, det vil jeg, fordi de er mine forældre. Men havde de været nogen som helst andre personer, så havde de været ude af mit liv for flere år siden.
2
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 2. jan 2016, 11:41

Rakel skrev:Jeg er blevet så gammel, at min bedste råd er - sig fra. Ikke koste, hvad det vil - men meget tæt på. Og få det formidlet til dine forældre, at nu sadler I hesten og lægger stilen om. At enten så omgås I på en måde, hvor alle kan være tilstede og respekt for hinanden er tilstede og ellers så omgås i ikke. Jeg hælder nok til sort/hvid her og bestemt ikke til at 'bare at tage imod og smile'.

Og så gør det op i dit forhold til dine forældre og hvordan, du ønsker, at det skal være. Ikke dit barns. Det får en god og lykkelig barndom uanset antallet af bedsteforældre. Men en konstant konflikt gavner ingen, hverken dig/jer eller det kommende barns liv.

Og tillykke med at være nygift og nygravid - du har masser at glæde dig over og til :)


Mange tak for dit indlæg! Det gav virkelig et godt perspektiv, for ja, selvfølgelig får mit barn en god barndom uanset hvad. Det er nok bare "sporene der skræmmer" ift. min egen barndom, hvor jeg netop oplevede at mine forældre slog hånden af mine bedsteforældre. Det vil jeg meget gerne undgå - men det gør man selvf. også, hvis relationen allerede nu brydes.

Jeg må indrømme, at jeg nok hælder til din løsning, nemlig at sige tydeligt fra. Jeg sidder nok lidt tilbage med den der følelse af, at når min mor hiver meget gamle ting ind i diskussionen og desuden opfinder lidt til lejligheden, jamen så vil der nok altid være noget, der kan give konflikt uanset hvad vi gør. For vi har EDDERMAME gjort os umage for at rose deres gør-det-selv-projekter, min mors madlavning og hvad der nu ellers har været under vejs.

Jeg har iøvrigt bestilt tid ved en psykolog, som jeg tidligere har brugt. Jeg håber på, at han kan give mig nogle gode forslag til, hvordan jeg kan gribe vores næste møde an. Jeg vil nemlig gerne have, at det foregår på en konstruktiv måde, så jeg kan se mig selv i øjnene og holde hovedet højt, hvis det skulle gå helt galt.
2
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 16. jan 2016, 16:18

Nå, så er det blevet tid til en update.

Jeg var jo hos shrinken i mandags, og han rådede mig IKKE at tage en snak med mine forældre. Han mente ikke, at de ville være istand til at lytte, og at det ikke ville føre noget godt med sig. Han rådede mig istedet til at skabe en smule afstand til mine forældre, så vi ser dem lidt mindre, og så iøvrigt afholde sig fra at hoppe med på deres drama. Man kan vel nærmest kalde det en "pyt-metode".

Jeg inviterede mine forældre på besøg til kaffe i dag. Det var ikke fordi hverken min mand eller jeg så specielt meget frem til det, men jeg havde det også skidt med at holde mine forældre i "limbo" så længe. Besøget var mildest talt akavet: De lod egentlig som om ingenting var sker, men man kunne godt mærke det på stemningen.

Da de kom, startede min far med nærmest at se helt påtaget forskrækket ud, fordi jeg - siden vi sås sidst - havde fået briller. Jeg blev irriteret og påtalte, at han nærmest så forskrækket ud, og så sagde han, at det var han også. Vi satte os ved køkkenbordet og viste dem de seneste scanningsbilleder af vores lille baby - som faktisk er en pige. Den del var hurtigt overstået, men så gik det over i smalltalk om vejret og deres køreture.

Da de skulle til og afsted ville jeg lige hente nogle duge, som vi havde lånt af dem i forbindelse med vores bryllup i sommers. Jeg spurge dem, om de ikke også ville have det fotoalbum med, som vi havde gået lavet til dem med billederne fra brylluppet. Min far svarede, at nej, det ville de ikke have. Min mor modsagde ham, og jeg var egentlig på vej op for at hente det. Men så gik jeg tilbage for at sige, at de selv måtte bestemme - de SKAL jo ikke tage imod de billeder, hvis de ikke vil have det. Men jeg fik egentlig ikke sagt så meget - istedet besluttede jeg mig for ikke at tage billederne med. Jeg ved godt, at det måske også er at "køre med" på konflikten, men det er simpelthen SÅ typisk min far at komme med sådan nogle udfald - og for min mor at sige noget andet og lade som ingenting. Hvorefter jeg står tilbage og tænker på, hvad fanden der skete.

Så ja, alt i alt et yderst akavet besøg, som dog var præget af lidt okay smalltalk. Jeg må indrømme, at jeg dog i et eller andet omfang forventer, at min far skriver en utilfreds besked til mig på facebook her en af dagene.
2
Brugeravatar
girl_beat
Indlæg: 1146
Tilmeldt: 21. sep 2015, 19:24
Kort karma: 111
Likede indlæg: 1085

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf girl_beat » 16. jan 2016, 16:33

Jeg har lige læst din tråd og vil bare sige, at det var sødt af dig at invitere dine forældre og at du virkede til at lade deres opførsel glide fint af :gogo:

Det er sgu noget mærkelig noget, når man som voksen er nødt til at distancere sig fra sine forældres opførsel...
3
I don't mind living in a man's world as long as I can be a woman in it! :-D

Tilbage til "Livets forhold"