Svær relation til forældre.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 22. apr 2016, 07:55

Og TUSIND tak for at du giver dig tid til at svare! Det betyder rigtig meget, for jeg er stadig pisse vred og faktisk også en smule ked af det.
1
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2649
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 608
Likede indlæg: 3380

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf FruDulle » 22. apr 2016, 10:49

Det er vanvittigt svært at fravælge sine forældre. Det ved jeg alt om. Jeg har hverken min mor eller nu min far i mit liv.

Men tror du reelt at det er muligt at bibeholde kontakt med din far og ikke din mor? Vil din far komme og være morfar og knytte sig til sit barneben, alt imens at mor og mormor og hans hustru, sidder derhjemme og er forment adgang til sit barn og barnebarn? Er det realistisk?

Når du skriver om dine forældre er det ofte din mor som er dit og dat, men samtidig skriver du også ofte at DE mener so and so og gør det og det.
1
Whatever
Smiling_Goat
Indlæg: 2038
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 460
Likede indlæg: 5864

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Smiling_Goat » 22. apr 2016, 12:16

Jeg har også en problematisk mor. Jeg har også været igennem vreden. Jeg har også overvejet at bare droppe hende, skære hende fra og komme videre. For mig kunne jeg først lægge vreden fra mig, da jeg begyndte at arbejde med tanken om, at hun virkelig ikke kan gøre for det.

Vi havde en absurd jul sammen, hvor hun opførte sig værre, end hun nogensinde har gjort før. Jeg var så ufatteligt tæt på at bare kaste håndklædet i ringen da. Jeg følte mig åndssvag over, at hun hele tiden kunne skuffe mig. Jeg følte mig dum, fordi jeg blev ved med at sætte hende i en position, hvor hun kunne gøre mig ked af det.
Jeg sendte hende et langt brev med mine tanker, og uddybelse af hvordan hendes "opdragelse" havde påvirket mig. Jeg lagde ikke fingre imellem. Da det var gjort, tænkte jeg videre. Med tiden gik det op for mig, at hun virkelig ER syg. Hun kan lige så lidt gøre for sin adfærd, som en lam person kan gøre for, at de ikke kan gå.

Jeg tror især, det var det, at jeg kunne se, hun var virkelig frustreret, der ændrede mine følelser. Hun ville så gerne indfrie mine forhåbninger, men hun kunne bare ikke. Når hun så alligevel kom til kort, var hun knust og frustreret og konflikten opstod. Jeg kom så frem til, at min konstante påtale af problemet i virkeligheden var med til at øge til problemet. Jeg var nødt til at anerkende, at indfrielsen af mine forhåbninger til en mor var urealistiske ift. hende, og så forsvandt vreden.

Min mor har nogle problemer. Problemer, jeg ikke kan hjælpe hende med, og som vil være med til at definere vores forhold, men hun kan ikke gøre for dem.

Når du beskriver episoden med din mor, hvor hun har købt tøj til din datter, men ikke tør give dig det, fordi hun er bange for at få skæld ud, minder det mig så meget om min mor. Mens jeg var vred på hende, ville en kommentar som den, have øget til vreden, for sikke noget fis. Selvfølgelig får hun ikke skæld ud for det. Men faktisk havde du jo sagt til hende, at I ikke ville have ting til jeres barn, før et bestemt tidspunkt. Kan det tænkes, at din mor rent faktisk er bange for at få skæld ud? Måske forsøger hun virkelig at gøre, som hun tror, du ønsker, men forstår det bare ikke. Derfor tør hun måske ikke give dig gaven, for hendes erfaring er, at du bliver sur, selv når hun forsøger at være sød.

Kan du, tror du, se forbi din vrede? For, og her taler jeg af erfaring, den farver meget. Da jeg var vred på min mor, tillagde jeg hende motiver og ræsonnementer, som jeg i dag, hvor jeg ikke længere er vred, ikke oplever mere.

Det er bare en tanke :)
12
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 23. apr 2016, 09:52

Jeg har tænkt rigtig meget over dit indlæg, Goat - og jeg husker også din tråd om din mildest talt dårlige juleaften.

Der har hele tiden været et eller andet ved forklaringen om, at hun reelt ER bange, der virkede off og jeg har virkelig tænkt over, hvad det kunne være.

Jeg er nok kommet frem til, at mit forhold til min mor grundlæggende er anderledes end dit: Jeg føler en masse vrede, men jeg viser viiirkelig ikke ret meget af den. Jeg har - vist nok - fået sagt til mine forældre indimellem, at jeg ikke synes at de handler helt optimalt, men slet ikke i det omfang, hvor det kan kaldes at "lægge kortene på bordet" og jeg tror faktisk at min mor selv synes, at hun er en rigtig god mor. Og det var hun da i teorien også.

Anyway, når jeg tænker at det med at være bange ikke helt harmonere, så er det nok ift. hendes "fremfærd": Vi skrev hende en meget pæn besked hvor vi iøvrigt takkede for det hun allerede havde købt. Det blev mødt med hendes opkald hvor hun råbte, græd og beskydlte os for at skjule ting. Hun eskalerede konflikten HELT vildt og selv da vi - samme aften - ringede til hende igen, fortsætter hun med at køre konflikten op i en spids.
Den opførsel kan jeg simpelthen ikke få til at harmonere med, at hun i virkeligheden gør sit bedste og "bare" er bange.

Jeg ser det egentlig mere som et udtryk for, at hun nu har lavet sin egen version af begivenhederne, hvor hun er den stakkels kommende mormor, som ingenting må, mens vi bare er "efter hende". Det gjorde hun jo faktisk allerede efter nogle få dage, hvor hun påstod at hun havde ringet til min mand og spurgt ham, hvad det gik ud på, men at hun slet ikke kunne få et ord indførrt. Det var så lige omvendt.

Jeg har også svært ved at tænke, at hun ikke kan gøre for det, får når der HAR været konflikter, så kan hende og min far pludselig godt gøre sig umage for at det skal være hyggeligt, når vi ses og de kan godt invitere os på besøg - noget som de ellers kategorisk nægter.

Endelig så er der alle de gange, hvor hun egentlig godt ved, hvad jeg foretrækker/ikke bryder mig om, men alligevel gør det stik modsatte. Det mest grelle eksempel var engang, hvor jeg besøgte dem og havde taget aftensmad med om til dem. De havde arbejdet hele lørdagen og jeg havde selv et større projekt på uni, som stressede mig helt vildt. Jeg kunne derfor ikke overskue at få dem på besøg (rengøring af lejlighed osv) men da jeg var alene hjemme, og de netop havde haft en lang dag, tænkte jeg at de ville blive glade for at jeg kom med aftensmad. Det blev de så ikke. Eller rettere: Min far syntes at det var for galt at jeg ikke havde inviteret dem om og derfor benyttede han lejligheden til at fortælle mig ALLE de ting, som han ikke brød sig om at jeg gjorde (og som han aldrig tidligere havde nævnt) og kaldte mig iævrigt egoistisk og diverse andre ting.

Da vi har spist og min far er kommet af med al sin galde spørger min mor om jeg vil have te eller kaffe. Jeg drikker altid te, men lige den dag bad jeg om kaffe, hvilket fik min mor til at konkludere, at jeg havde brug for noget at styrke mig på. Hun har altså været fuldstændig klar over, HVOR ubehageligt jeg syntes det var, men hun var åbenbart bare ligeglad.

Der er også diverse andre små-eksempler, hvor hun har inviteret os på mad, kun for at servere noget som hun VED at jeg ikke er specielt glad for (min mand kan godt lide det og hun ville åbenbart glæde ham?). Min svigermor strikker bomuldssokker til mig, og min mor besluttede at hun OGSÅ ville strikke sokker, hvilket igen jo er skide sødt. Men hun strikker dem i uld, selvom jeg ikke kan tåle uld - hun mener så, at jeg bare skal have almindelige sokker indenunder.

Jeg kan ikke sy på symaskine og jeg syr lidt ubehjælpeligt i hånden, når jeg laver udklædning til halloween og den slags. Et år fik jeg så en symaskine i fødselsdagsgave, fordi min mor mente at jeg skulle sy gardiner til kælderen. Jeg havde skrevet en ønskeliste til min fødselsdag og der stod hverken symaskine eller kældergardiner på, så hvordan hun har fået den ide, ANER jeg ikke. Og altså, det er jo også pisse ligegyldigt at min mor serverer mad jeg ikke er særligt vild med, strikker uldsokker og køber en symaskine. Men jeg synes alligevel at det siger lidt, når hun VED at det er ting jeg normalt decideret aktivt fravælger og så alligevel mener at det skal jeg da have.
2
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 23. apr 2016, 09:53

Hun ved iøvrigt også udemærket godt at jeg faktisk hader konflikter - det er ifølge hende fordi jeg er født i vægtens tegn :rulle: - men det afholder hende så på heller ingen måde fra at eskalere konflikter helt vildt.
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 23. apr 2016, 10:07

FruDulle skrev:Det er vanvittigt svært at fravælge sine forældre. Det ved jeg alt om. Jeg har hverken min mor eller nu min far i mit liv.

Men tror du reelt at det er muligt at bibeholde kontakt med din far og ikke din mor? Vil din far komme og være morfar og knytte sig til sit barneben, alt imens at mor og mormor og hans hustru, sidder derhjemme og er forment adgang til sit barn og barnebarn? Er det realistisk?

Når du skriver om dine forældre er det ofte din mor som er dit og dat, men samtidig skriver du også ofte at DE mener so and so og gør det og det.


Ja, jeg kan godt se hvad du mener. Om det er realistisk er svært at sige - min far har tidligere fungeret som konfliktmægler, han gør mere ud af at skabe god stemning end min mor gør og han ER trods alt i stand til at undskylde, når han har opført sig mindre heldigt. Men ja, det er tit dem begge der gør mærkelige ting, men min mor er lige graden værre og jeg er langt mere knyttet til min far, trods alt.
0
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5691
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 769
Likede indlæg: 10150

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf DetSorteCirkus » 23. apr 2016, 10:20

Kisser, jeg kan godt forstå, at du er vred og såret. Samtidig sidder jeg igen med fornemmelsen af, at du forventer noget umuligt at især din mor.
Det virker, som om hun i konflikter enten kommunikerer ved at genere modparten (servere mad, du ikke kan lide, købe tøj, du har frabedt dig, stille spørgsmål, hvor svaret burde være indlysende) i håbet om at fremprovokere en reaktion eller simpelthen venter, til det hele eksploderer inden i hende og kommer ud i form af hysteri og overdrivelse.
Jeg tror desværre ikke, at hun kan finde ud af andet, og hvad værre er; hun er heller ikke interesseret i at lære noget nyt.

Det er du til gengæld og det har du også gjort, og nu er, du, tror jeg, oveni i den aktuelle situation, rasende frustreret over at være vokset op i et hjem uden basalae samtalefærdigheder. At have været underlagt dine forældres passivt-aggressive væremåde, mens du var lille og ikke kunne gøre andet end at samtykke. At være blevet opdraget til, at det er sådan, at man løser problemerne.

Jeg er fortsat af den overbevisning, at du er nødt til at nedskalere dit forhold til dine forældre. Omskabe det til noget, der er tilpas overfladisk til, at det ikke hele tiden kan ramme dig.
8
Je suis un tableau noir.
Smiling_Goat
Indlæg: 2038
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 460
Likede indlæg: 5864

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Smiling_Goat » 24. apr 2016, 09:39

Kisser skrev:Jeg har tænkt rigtig meget over dit indlæg, Goat - og jeg husker også din tråd om din mildest talt dårlige juleaften.

Der har hele tiden været et eller andet ved forklaringen om, at hun reelt ER bange, der virkede off og jeg har virkelig tænkt over, hvad det kunne være.

Jeg er nok kommet frem til, at mit forhold til min mor grundlæggende er anderledes end dit: Jeg føler en masse vrede, men jeg viser viiirkelig ikke ret meget af den. Jeg har - vist nok - fået sagt til mine forældre indimellem, at jeg ikke synes at de handler helt optimalt, men slet ikke i det omfang, hvor det kan kaldes at "lægge kortene på bordet" og jeg tror faktisk at min mor selv synes, at hun er en rigtig god mor. Og det var hun da i teorien også.

Anyway, når jeg tænker at det med at være bange ikke helt harmonere, så er det nok ift. hendes "fremfærd": Vi skrev hende en meget pæn besked hvor vi iøvrigt takkede for det hun allerede havde købt. Det blev mødt med hendes opkald hvor hun råbte, græd og beskydlte os for at skjule ting. Hun eskalerede konflikten HELT vildt og selv da vi - samme aften - ringede til hende igen, fortsætter hun med at køre konflikten op i en spids.
Den opførsel kan jeg simpelthen ikke få til at harmonere med, at hun i virkeligheden gør sit bedste og "bare" er bange.

Jeg ser det egentlig mere som et udtryk for, at hun nu har lavet sin egen version af begivenhederne, hvor hun er den stakkels kommende mormor, som ingenting må, mens vi bare er "efter hende". Det gjorde hun jo faktisk allerede efter nogle få dage, hvor hun påstod at hun havde ringet til min mand og spurgt ham, hvad det gik ud på, men at hun slet ikke kunne få et ord indførrt. Det var så lige omvendt.

Jeg har også svært ved at tænke, at hun ikke kan gøre for det, får når der HAR været konflikter, så kan hende og min far pludselig godt gøre sig umage for at det skal være hyggeligt, når vi ses og de kan godt invitere os på besøg - noget som de ellers kategorisk nægter.

Endelig så er der alle de gange, hvor hun egentlig godt ved, hvad jeg foretrækker/ikke bryder mig om, men alligevel gør det stik modsatte. Det mest grelle eksempel var engang, hvor jeg besøgte dem og havde taget aftensmad med om til dem. De havde arbejdet hele lørdagen og jeg havde selv et større projekt på uni, som stressede mig helt vildt. Jeg kunne derfor ikke overskue at få dem på besøg (rengøring af lejlighed osv) men da jeg var alene hjemme, og de netop havde haft en lang dag, tænkte jeg at de ville blive glade for at jeg kom med aftensmad. Det blev de så ikke. Eller rettere: Min far syntes at det var for galt at jeg ikke havde inviteret dem om og derfor benyttede han lejligheden til at fortælle mig ALLE de ting, som han ikke brød sig om at jeg gjorde (og som han aldrig tidligere havde nævnt) og kaldte mig iævrigt egoistisk og diverse andre ting.

Da vi har spist og min far er kommet af med al sin galde spørger min mor om jeg vil have te eller kaffe. Jeg drikker altid te, men lige den dag bad jeg om kaffe, hvilket fik min mor til at konkludere, at jeg havde brug for noget at styrke mig på. Hun har altså været fuldstændig klar over, HVOR ubehageligt jeg syntes det var, men hun var åbenbart bare ligeglad.

Der er også diverse andre små-eksempler, hvor hun har inviteret os på mad, kun for at servere noget som hun VED at jeg ikke er specielt glad for (min mand kan godt lide det og hun ville åbenbart glæde ham?). Min svigermor strikker bomuldssokker til mig, og min mor besluttede at hun OGSÅ ville strikke sokker, hvilket igen jo er skide sødt. Men hun strikker dem i uld, selvom jeg ikke kan tåle uld - hun mener så, at jeg bare skal have almindelige sokker indenunder.

Jeg kan ikke sy på symaskine og jeg syr lidt ubehjælpeligt i hånden, når jeg laver udklædning til halloween og den slags. Et år fik jeg så en symaskine i fødselsdagsgave, fordi min mor mente at jeg skulle sy gardiner til kælderen. Jeg havde skrevet en ønskeliste til min fødselsdag og der stod hverken symaskine eller kældergardiner på, så hvordan hun har fået den ide, ANER jeg ikke. Og altså, det er jo også pisse ligegyldigt at min mor serverer mad jeg ikke er særligt vild med, strikker uldsokker og køber en symaskine. Men jeg synes alligevel at det siger lidt, når hun VED at det er ting jeg normalt decideret aktivt fravælger og så alligevel mener at det skal jeg da have.


Jeg kan sagtens følge dine overvejelser, som jo faktisk gør hele situationen langt værre. For er din mor bevidst om sin adfærd, kan du vist godt opgive at gøre noget ved den.

I virkeligheden kan vi ikke bestemme, hvordan andre er og hvad de gør. Vi kan kun bestemme, hvordan vi forholder os til det, så jeg synes, du skal lytte til DetSorteCirkus.

Du får formentligt aldrig den mor, du ønsker dig. Det tror jeg altså, du er nødt til at indse. Du kan sige fra, du kan skælde hende lidt ud, men jeg tror simpelthen ikke, det vil ændre noget - så var det vel allerede sket?
Jeg tror i stedet, du er nødt til at gå lidt i tænkeboks, og finde ud af, om du kan leve med tilstanden, som den er lige nu, for den virker ret fastlåst. Hvilket slags forhold kan du have med dem? Til sammenligning kan jeg sige, at mit forhold til min mor er baseret på, hvor meget jeg orker at give, og ikke hvor meget, hun føler, hun har brug for. Så jeg opsøger hende, når jeg orker at handle for hende og servicere hende, for det er bare præmisset for vores forhold - desværre. Jeg kan simpelthen ikke ændre på det, så jeg må tilpasse mig (så længe jeg nu gider det.)

Og så vil jeg anbefale dig at holde lidt afstand til dine forældre, mens du finder ud af det, så du ikke bliver unødigt forvirret imens. Måske finder du ud af, at det der med at undvære dem, slet ikke er så slemt. Måske bliver du ligefrem lettet af fraværet af drama.
1
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. apr 2016, 10:41

Jeg tænker, at I begge to har ret langt hen af vejen. Jeg er igang med at finde et passende leje - tidligere ville jeg f.eks. have inviteret på aftensmad og hveder, hvor jeg denne gang nøjedes med hveder, netop for at holde besøget kort.

Jeg er egentlig fuldstændigt afklaret med, at min mor bl.a. ALDRIG bliver den jeg ringer til, hvis jeg er ked af det eller alle de der andre mor-ting, som jeg kan se at andre har med deres mødre. Det er helt ok, for jeg har andre mennesker i mit liv, som kan opfylde de funktioner. Jeg er EGENTLIG også ok med at en præmis for vores samvær er, at alt mine forældre laver skal roses til skyerne for at de er tilfredse og jeg tror også at jeg kunne lade fortiden fare, hvis ikke det var fordi der jævnligt kommer de der konflikter, hvor min mor lige skal remse op hvor FORFÆRDELIGE vi er.

Jeg synes virkelig at det er svært, for jeg kan ikke forhindre de konflikter i at komme. For enten så er det noget jeg har sagt, eller også så er det måden jeg kigger på hende på(!!!) eller også så er det fordi jeg ikke besøger dem nok og hellere vil mine venner, end jeg vil dem. Jeg ville virkelig gerne nå til et punkt, hvor de ikke kan ramme mig med de konflikter, men det tror jeg umiddelbart altid at de ville kunne, netop fordi det er SÅ ubehageligt.
Men måske er løsningen bare, at jeg siger fra, når de konflikter kommer? Ala "jeg bryder mig ikke om at blive talt til på den måde" eller "det du siger der, er jeg ikke enig i" eller - som jeg gjorde sidst "nej, du bliver ikke X,Y,Z". Tror I, at det er en løsning? Jeg er som sagt ikke klar til at skære dem helt ud af mit liv.

Noget helt andet er, at jeg har det også lidt svært med, når der går lang tid imellem vi ses, fordi jeg så ikke ved, om de nu er nået at blive pisse sure på mig i mellemtiden. Så den vej rundt er deres "skældenud" næsten lettere at håndtere end tavsheden, fordi jeg så i det mindste ved hvor jeg har dem.

Og shit hvor ER det bare dysfunktionelt!
Senest rettet af Kisser 24. apr 2016, 13:23, rettet i alt 1 gang.
0
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2649
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 608
Likede indlæg: 3380

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf FruDulle » 24. apr 2016, 10:46

Jeg bliver helt mat når jeg læser det du skriver. Altså ikke for måden du skriver på, men hvordan de er, dine forældre. For det er jo som at slås under vand. Uanset hvad og hvordan, så er der ikke noget der er godt nok, rigtigt nok, eller bare nok.

Det må være virkelig virkelig udmattende.
1
Whatever
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. apr 2016, 10:54

Det er det også. Men heldigvis kører det i cyklusser. Når vi lige har haft en konflikt, så er alle (også vi) meget obs på at tingene skal køre godt. Min mand og jeg er ret forsigtige med, hvad vi siger og vi joker ikke. Så "gror der mos på" og man slapper lidt mere af og vi begynder måske igen at joke og besøgene kan fakitsk opleves som decideret hyggelige og jeg tænker "det burde vi gøre noget oftere". Når der så er gået noget tid med det, så kommer der en ny konflikt og så bliver alle de ting, som vi har gjort forkert siden den sidste konflikt + ting fra endnu tidligere, hevet frem.

Var der HELE tiden så meget konflikt, så ville jeg nok ikke se mine forældre den dag i dag. Hvad der kan udløse konflikterne er iøvrigt meget forskelligt. Det kan være noget, som er sagt i sjov, det kan være at mine forældre mener at jeg prioriterer mine svigerforældre eller venner over dem - eller som denne gang: At min mand og jeg stiller krav om, hvornår vi ønsker at modtage børnetøj fra dem.

En af de sidste konflikter, som vi havde før denne, var vist i forbindelse med at jeg blev kandidat. Jeg udskød min fødselsdagsfejring til efter forsvaret af mit speciale (dvs. cirka en månedstid). Det blev min far ved med at komme med stikpiller til, så jeg tilbød at de kunne komme til kage. Da min mor spurgte, hvad vi så gjorde med mine svigerforældre og jeg sagde at vi nok inviterede på dem på aftensmad, så blev hun skide sur. For aftensmad er "mere" eller "bedre" end kage. Og så var hun iøvrigt skide sur over, at de ikke måtte komme på selve dagen og at min mand og jeg havde været ude at spise frokost, uden at invitere dem med. Det er simpelthen så fucked up. Men ja, det fandt så sted tilbage i 13. Så der går lige et par år imellem de store konflikter.
0
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1308
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 328
Likede indlæg: 3685

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Novella » 24. apr 2016, 12:07

*træder mig over tæerne*... Det her er lidt svært at skrive, fordi emnet er følsomt, men prøv at læse det i den konstruktive ånd, det er tænkt. Eller spørg mig, hvis det pisser dig helt af, om jeg mente noget af det på ondskabsfuld måde (det gjorde jeg ikke, men spørg).

Du lyder som en medmisbruger. Jeg har en vis personlig erfaring med emnet, så jeg forstår dig godt. Men du er nødt til at stoppe dem. Hvis dine forældre med jævne mellemrum drak sig helt fra sans og samling og slog dig og din mand voldsomt, ville du ikke tøve et sekund med at trække dig. I stedet slår de dig psykisk - de er komplet uberegnelige, og de skader dig gang på gang, men du bliver ved med at glatte ud og sige til dig selv, at det nok skal blive bedre.

Det bliver ikke bedre. Det holder aldrig op. Det er kun dig, der kan stoppe det. Enten ved at blive benhård og konsekvent i situationen eller ved at trække dig fra relationen.

Ville du acceptere, at en kassedame talte sådan der til dig? Eller en arbejdsgiver? En kollega? En af dine børns lærere? Næppe - og dine forældre har heller ikke ret til det. De gør det bare, fordi de kan. Det er fuldstændig utilstedeligt, men vi børn vænner os bare til at dukke nakken og acceptere det, fordi vi håber, at det bliver bedre.

Det bliver ikke bedre. De skal vænnes hårdt og brutalt af med det. Jeg har været helt ude af kontakt med mine forældre i længere perioder, fordi jeg ikke ville finde mig i den tilsvining. Og frem for alt ville jeg ikke finde mig i, at de begyndte at køre samme nedsættende og passivt-aggressive mønster af på mine børn.

Det kræver et brud med håbet om, at det bliver bedre. Derefter må man prøve at se på, om relationen kan tages op på en acceptabel måde.
10
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. apr 2016, 13:20

Årh Novella, jeg bliver sgu helt rørt! For jeg bliver bestemt ikke sur og jeg ved præcis hvor du kommer fra!

Jeg har også indimellem tænkt på, at noget af det de gør faktisk lidt tangerer psykisk vold og jeg kan faktisk stadig - mere end 10 år efter jeg flyttede hjemmefra - være helt glad for, at jeg aldrig mere skal bo i sådan et miljø, som jeg er vokset op i. Så jo, det giver 100% mening. Men det er også svært for mig, at sige at det de gør er SÅ alvorligt, fordi.. well det føles måske lidt overdrevet at kalde det en form for vold, hvis det giver mening? Også fordi de ting, som især min mor siger, altid kommer i forbindelse med HENDES sårede følelser og man skal jo anerkende andres følelser og hun ER ikke veluddannet, så måske er det også for meget at forlange at hun kan bruge girafsprog og og og...

Jeg har faktisk lige snakket med min mand om det, og jeg er kommet frem til, at når hun begynder på sit pis, så gider jeg ikke at glide af eller trække mig. Jeg vil sige fra. Og nej, det er ikke særligt tydeligt her i starten, men det ER også fordi jeg skal vænne mig til. Men jeg har det i hvert fald sådan, at jeg vil sige fra og hvis hun beslutter sig for, at hun så ikke vil se mig, jamen so be it.
6
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2649
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 608
Likede indlæg: 3380

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf FruDulle » 24. maj 2016, 07:35

Hvordan går det med det hele?
1
Whatever
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. maj 2016, 18:07

Årh hvor sødt af dig at skrive Dulle! Jeg har faktisk tænkt på at opdatere tråden. Jeg er stadig pisse vred. Måske endda endnu mere nu, end da det lige var sket.

Mors dag var lidt svær - jeg købte hende nogle blomster og besøgte hende, men vi blev ikke længe og jeg sagde bare "det er til dig" og IKKE "glædelig mors dag". Det sjove er i øvrigt, at vi kun blev kort fordi min mand skulle ud og spille golf. Min mor foreslog så, at jeg da bare kunne blive hos dem og så kunne han hente mig bagefter - og jeg var bare sådan lidt "but why?!?" men det sagde jeg selvfølgelig ikke. I det hele taget er hun ret sukkersød for tiden og jeg kan sleeeet ikke have det, Jeg mistænker, at det er fordi hun kan mærke at jeg ikke heeelt er... hmm.. så meget "på" som jeg plejer at være, eller hvordan man nu skal forklare det.

Jeg lader der med vilje også gå længere imellem vi ses. Ikke at det ER ret længe for tiden, fordi der jo er mors dag og fars dag + min mors fødselsdag indimellem. Men jeg tager ikke initiativ til at ses indimellem og det er lykkedes mig at få stoppet kommunikationen via facebook, hvilket OGSÅ er et rigtig godt skridt i den rigtige retning.
3

Tilbage til "Livets forhold"