Svær relation til forældre.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 6. jun 2016, 20:12

Nå, jeg vil lige komme med en lille update.

Vi besøgte dem til fars dag og det var egentlig fint nok. De var on their best behavior og alt det der. Men det var jeg faktisk ikke selv.

Min mor fortalte at hun har fået konstateret celleforandringer og derfor skal have et keglesnit. Det var i sig selv lidt specielt, for hun fortalte det ikke, som det første, men først lidt inde i besøget. Og hun fortalte det først til mig, da min mand ikke var der for så at gentage det, da ham og min far var færdige med havevandringen. Og jeg var ikke empatisk. OVERHOVEDET. Faktisk fik jeg sagt noget som jeg fortrød, nemlig at "men i det mindste har du først fået det nu, og skal ikke tænke på fertilitet" - og den VAR under bæltestedet og skal jeg være helt ærlig, så var den nok også lidt en "pay back" for hendes kommentar da jeg skulle have briller (hun mente at jeg skulle være glad for først at skulle have det i min "voksenalder", for hun fik dem da hun var otte og det var MEGET hårdere). Og det er faktisk slet ikke i orden! Det er en nederen måde at være på, og det er ikke sådan jeg gerne vil være som person.

Når dét så er sagt, så KAN jeg simpelthen ikke få mig selv til at gå i empatisk og anerkendende-mode, som jeg normalt ville gøre. For jeg magter faktisk ikke at høre om alle hendes sygdomme og følelser og jeg skal komme efter dig. Dels så ønsker jeg ikke at "feed the troll" ved at give hende opmærksomhed på det, dels så føler jeg, at jeg allerede HAR lyttet nok til hende, for en hel livstid.

PT er hun jo så sygemeldt fra sit arbejde og hun var blevet stillet i udsigt, at hun måske kunne få en førtidspension, uden at skulle igennem arbejdsprøvning osv. Det kan hun ikke få, og det er jeg ærligt talt lettet over, for hun gør altså sig selv mere syg end hun er: Hun kan bestemt ikke tåle fysisk krævende arbejde, men hun kan sagtens gå 12 km i kuperet terræn, når bare det er i det naturområde, hvor hende og min far elsker at komme. Forstå mig ret, det er da fint at de får noget motion, men det skurre sgu lidt i ørerne, at hun det ene øjeblik døjer med sine ben og har ekstremt ondt i dem, for det næste at fortælle om sine lange gåture.

Vi snakkede også lidt om graviditet osv. Når jeg fortæller, at jeg har meget vand i fødderne og at de er hævede fortæller hun straks, at det er på PRÆCIS den måde hendes og min fars ben hæver op, hvis de spiser ét stykke lakrids. For hun har det selvf. værre end alle andre. Nå, men det jeg egentlig ville sige var, at hun overraskede mig ved at fortælle, at hun havde gået til babymassage med mig, hvor hun havde lært at massere mig og at jeg nød det SÅ meget. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så har hun egentlig været kærlig nok, nusset mig i håret osv. Der hvor det for alvor begyndte at gå galt, var da jeg var teenager. Og så selvf. da hun besluttede sig for at fortælle mig om hendes og min fars sexliv og den incest hun siger hun har været udsat for - de ting begyndte hun nok at fortælle, da jeg var omkring 11 år.

Jeg har bare svært ved at forene den mor jeg havde som barn med den mor, der er så ondskabsfuld overfor mig i dag. Men okay, den gang var hun OGSÅ ustabil og truede med at forlade min far. Måske lod hun bare sine ondskabsfuldheder gå ud over ham den gang og nu er fokus så skiftet?

Jeg var på biblioteket i dag og lånte bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok - Hjælp til døtre af narcissistiske mødre" - der er nogle ting i den jeg kan genkende og en masse jeg ikke kan. Jeg håber lidt på, at jeg kan finde lidt "fred" ved at læse den, for jeg må indrømme at pt der gider jeg hende dybest set ikke og skulle hun igen bringe et brud på banen, så ville jeg ikke alene modtage det med åbne arme, jeg ville også overveje at fastholde det.
1
Rosen
Indlæg: 26
Tilmeldt: 23. maj 2016, 11:41
Kort karma: 1
Likede indlæg: 11

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Rosen » 8. jun 2016, 07:20

Kender det godt med narcissistiske/besværlige forældre.

Mit eneste råd er: Flyt langt væk fra dem.

Lige nu har jeg 2500 km til mine forældre (de bor i et andet land) og det har absolut sine fordele.

1. De styrer ingenting i vores dagligdag/liv pga. afstanden.
2. Vores børn oplever aldrig disse anfald (som dit kommende barn kommer til at gøre medmindre du passer på det ikke sker) og ser ikke denne dysfunktionalitet som forgifter hele og halve familier.
3. Når vi mødes er det sjovt, fordi vi ikke ses så meget; vi når ligesom ikke at komme til punktet hvor man begynder at tude over en emhætte.
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 8. jun 2016, 18:16

Vi bor allerede i en anden by, som mine svigerforældre også bor i. Vi har begge arbejde og netværk i mine forældres by, så vi kommer ikke til at flytte længere væk.

Jeg tror dog, at min mor er ved at finde sig en ny identitet som syg, og at deres interesse for vores datter bliver midlertidig, ligesom det var tilfældet med vores hus.
Indtil videre går det i hvert fald godt med den begrænsede kontakt :-)
1
Brugeravatar
Minjamus
Indlæg: 14
Tilmeldt: 29. sep 2015, 07:06
Kort karma: 2
Likede indlæg: 43

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Minjamus » 13. jun 2016, 13:10

Jeg kan virkelig relatere til det du skriver. Jeg har selv en mor, der lyder meget som din, og fordi hele min barndom har handlet om hende og hendes sygdom, har jeg også meget, meget svært ved at mønstre den mindste smule ægte empati, når hun fortæller om endnu en dårligdom. Jeg føler, at hun er lidt en hypokonder, og selvom min far mener, at vi alle skal tage hensyn, fordi hun jo er syg, så synes jeg inderst inde, at det udelukkende handler om opmærksomhed.

Jeg tror, det er naturligt, at man bliver fyldt op på et tidspunkt. Man kan ikke hele tiden gå og forholde sig til den slags, når det ligesom ingen ende tager. Især ikke hvis man også føler, at der ikke kommer så meget empati/opmærksomhed den anden vej.
1
“But I don't give up; I forget why not.”
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 14. jun 2016, 20:20

Minjamus skrev:Jeg kan virkelig relatere til det du skriver. Jeg har selv en mor, der lyder meget som din, og fordi hele min barndom har handlet om hende og hendes sygdom, har jeg også meget, meget svært ved at mønstre den mindste smule ægte empati, når hun fortæller om endnu en dårligdom. Jeg føler, at hun er lidt en hypokonder, og selvom min far mener, at vi alle skal tage hensyn, fordi hun jo er syg, så synes jeg inderst inde, at det udelukkende handler om opmærksomhed.

Jeg tror, det er naturligt, at man bliver fyldt op på et tidspunkt. Man kan ikke hele tiden gå og forholde sig til den slags, når det ligesom ingen ende tager. Især ikke hvis man også føler, at der ikke kommer så meget empati/opmærksomhed den anden vej.


Åh du har bare SÅ meget ret! Der er lidt "Peter og Ulven" over det, for jeg har faktisk INGEN problemer med at være empatisk overfor alle mulige andre, når de er syge eller bekymrede eller what not. Men når det er min mor, kommer der et helt naturligt "forsvar" op i mig, der siger "hvad nu?" - dels fordi jeg aldrig helt ved hvad hun NU græder over, når hun først går igang, dels fordi det tit bliver fulgt op af beskyldninger imod Gud og hver mand: Enten så er det mig, min mand eller min far der har gjort hende noget eller også er det en inkompetent læge der er skyld i at hun nu er syg og ladiladiladi. Det ER nemlig trættende.
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 14. jun 2016, 20:25

seabear skrev:Er det ikke ofte sådan, at de narcicistiske forældre er pokkers gode til at bevare den gode facade ud af til, mens børnene bliver tabere i større eller mindre grad? Man er ikke det lille søde barn, der kan kontrolleres længere og så kommer den giftige væremåde...


Du rammer faktisk ret meget hovedet på sømmet her: Da jeg var barn havde vi et fantastisk forhold til hinanden og min mor talte altid meget om, hvordan de altid ville være der for mig og deres dør altid stod åben og de skulle BESTEMT ikke være som deres egne forældre. Da jeg så blev teenager begyndte det at gå knap så godt - især da jeg mødte min mand kom der en masse konflikter. Måske er det fordi, at jeg som barn købte den evige sang om, at jeg skulle være glad for at de stadig var sammen og ikke var skilt og at min mor var hjemmegående osv. Samtidig var mine forældre - især min mor - altid svært overbeskyttende.

Da jeg så blev teenager mødte jeg min mand og fik nye venner og kom helt naturligt til at være mindre hjemme og dermed mindre sammen med dem, plus at jeg fik mine egne meninger osv. Det har min mor måske haft svært ved, fordi jeg var SÅ knyttet til hende indtil da.
0
Brugeravatar
Minjamus
Indlæg: 14
Tilmeldt: 29. sep 2015, 07:06
Kort karma: 2
Likede indlæg: 43

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Minjamus » 15. jun 2016, 07:45

Kisser skrev:
seabear skrev:Er det ikke ofte sådan, at de narcicistiske forældre er pokkers gode til at bevare den gode facade ud af til, mens børnene bliver tabere i større eller mindre grad? Man er ikke det lille søde barn, der kan kontrolleres længere og så kommer den giftige væremåde...


Du rammer faktisk ret meget hovedet på sømmet her: Da jeg var barn havde vi et fantastisk forhold til hinanden og min mor talte altid meget om, hvordan de altid ville være der for mig og deres dør altid stod åben og de skulle BESTEMT ikke være som deres egne forældre. Da jeg så blev teenager begyndte det at gå knap så godt - især da jeg mødte min mand kom der en masse konflikter. Måske er det fordi, at jeg som barn købte den evige sang om, at jeg skulle være glad for at de stadig var sammen og ikke var skilt og at min mor var hjemmegående osv. Samtidig var mine forældre - især min mor - altid svært overbeskyttende.

Da jeg så blev teenager mødte jeg min mand og fik nye venner og kom helt naturligt til at være mindre hjemme og dermed mindre sammen med dem, plus at jeg fik mine egne meninger osv. Det har min mor måske haft svært ved, fordi jeg var SÅ knyttet til hende indtil da.


Også dette kan jeg nikke genkendende til. I det mindste virker det til at fungere for dig at lægge lidt afstand til dine forældre p.t. Det kan jeg desværre slet ikke med mine. Det er enten rigtigt meget kontakt (hvor det selvfølgelig er mig, der skal være initiativtageren hver gang), eller slet ingen kontakt. De kan åbenbart ikke være i et forhold, hvor man har lidt mere distance til hinanden, for jeg tror de ser det som en afvisning. Jeg tror ellers netop, det er vigtigt, så man ikke bliver fuldstændig skør og stadigvæk kan bevare forholdet sådan nogenlunde.

Og den der med, at min mor i hvert fald slet ikke skulle være som sin egen mor, har jeg også hørt temmelig mange gange. Men guess what? Det er desværre i høj grad, hvad hun har gjort alligevel. Og det tror jeg sker helt automatisk, hvis man ikke sørger for at få bearbejdet sin barndoms traumer. Man har jo ikke andre referencepunkter og ved ikke, hvad man skal sætte i stedet, så det bliver nemmest at falde tilbage i de mønstre man kender.
2
“But I don't give up; I forget why not.”
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 19. jun 2016, 13:43

Minjamus skrev:
Kisser skrev:
seabear skrev:Er det ikke ofte sådan, at de narcicistiske forældre er pokkers gode til at bevare den gode facade ud af til, mens børnene bliver tabere i større eller mindre grad? Man er ikke det lille søde barn, der kan kontrolleres længere og så kommer den giftige væremåde...


Du rammer faktisk ret meget hovedet på sømmet her: Da jeg var barn havde vi et fantastisk forhold til hinanden og min mor talte altid meget om, hvordan de altid ville være der for mig og deres dør altid stod åben og de skulle BESTEMT ikke være som deres egne forældre. Da jeg så blev teenager begyndte det at gå knap så godt - især da jeg mødte min mand kom der en masse konflikter. Måske er det fordi, at jeg som barn købte den evige sang om, at jeg skulle være glad for at de stadig var sammen og ikke var skilt og at min mor var hjemmegående osv. Samtidig var mine forældre - især min mor - altid svært overbeskyttende.

Da jeg så blev teenager mødte jeg min mand og fik nye venner og kom helt naturligt til at være mindre hjemme og dermed mindre sammen med dem, plus at jeg fik mine egne meninger osv. Det har min mor måske haft svært ved, fordi jeg var SÅ knyttet til hende indtil da.


Også dette kan jeg nikke genkendende til. I det mindste virker det til at fungere for dig at lægge lidt afstand til dine forældre p.t. Det kan jeg desværre slet ikke med mine. Det er enten rigtigt meget kontakt (hvor det selvfølgelig er mig, der skal være initiativtageren hver gang), eller slet ingen kontakt. De kan åbenbart ikke være i et forhold, hvor man har lidt mere distance til hinanden, for jeg tror de ser det som en afvisning. Jeg tror ellers netop, det er vigtigt, så man ikke bliver fuldstændig skør og stadigvæk kan bevare forholdet sådan nogenlunde.

Og den der med, at min mor i hvert fald slet ikke skulle være som sin egen mor, har jeg også hørt temmelig mange gange. Men guess what? Det er desværre i høj grad, hvad hun har gjort alligevel. Og det tror jeg sker helt automatisk, hvis man ikke sørger for at få bearbejdet sin barndoms traumer. Man har jo ikke andre referencepunkter og ved ikke, hvad man skal sætte i stedet, så det bliver nemmest at falde tilbage i de mønstre man kender.


Urhg det er bare SÅ trælst, når de på den ene side stiller SÅ store krav om kontakt samtidig med at de i hvert fald ikke SELV vil sørge for at skabe den og iøvirgt heller ikke kan opføre sig på en måde, hvor det så i det mindste er hyggeligt.

Hvis du ligger lidt afstand til dem og besøger dem knap så ofte, hvad sker der så? Jeg har også haft taget nogle ture med mine forældre under vejs og jeg tror egentlig at det i en eller anden grad har hjulpet på at de nu acceptere, at der er lidt mere distance. Men jeg ved ikke, om dine forældre er af den type, der så "bare" ville slå hånden af dig?
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 19. jun 2016, 14:01

Endnu en lille update

Nå, men faktisk fandt jeg herind, fordi jeg ville give en lille update, hvis der stadig er nogle der læser med. Om ikke andet, så vil det hjælpe mig at skrive den, for jeg tror også snart at min mand er lidt fed up med min skumlen over mine forældre, eller rettere sagt min mor.

Jeg er jo pt højgravid og vi havde planlagt hjemmefødsel. Desværre ligger vores datter med numsen nedad og vi har derfor været til to vendingsforsøg på hospitalet. De mislykkedes desværre og derfor står vi nu og skal træffe valg om kejsersnit eller at forsøge en sædefødsel.

Jeg taler med min mor om det efter det første vendingsforsøg og der siger hun, at hun har googlet det og hun vidste godt, hvad hun ville vælge (kejsersnit). Jeg har på forhånd sørget for at sige, at jeg er lidt mørbanket ovenpå vendingsforsøget, fordi jeg så har et kort på hånden, som kan give mig en hurtig "flugt" hvis samtalen bliver træls. Jeg kan egentlig ikke huske præcis hvad vi taler om, andet end at min konsultatonsjordemoder havde været meget positiv omkring sædefødslen.

Nogle dage senere skal vi afsted igen, også denne gang mislykkes det og vi taler her både med en jordemoder og en fødselslæge. De er igen - begge to - positive overfor sædefødslen. Jeg skriver min mor en sms om det mislykkede forsøg og at vi nu skal overveje hvad vi vil - netop fordi hun har givet udtryk for sin skepsis og fordi jeg egentlig ikke ønsker at skulle diskutere beslutningen med hende. Hendes svar var, at det "gjorde hende ked af det" - en lidt sjov formulering fordi den KUN fokuserer på hende. Hun skrev igen, at hun "vidste hvad hun ville vælge" men at hun ikke ville forstyrre vores samtale og beslutning og så sluttede hun af med "varme tanker".

Min mand og jeg får talt om det og vi beslutter os for sædefødslen, da alt sundhedspersonalet netop er så positive omkring det og da et kejsersnit jo heller ikke er uden ricisi. Jeg sender min mor en sms med vores beslutning, for jeg synes det er underligt, hvis hun ikke ved det, men jeg GIDER ikek at tale med hende om det.

Igen kommer det tilbage, at hun "glæder sig til at det er overstået", håber at alt går godt, elsker os og "er ked af det". Og ja, hun skriver at hun håber det går godt og at hun elsker mig. Men hun spørger ikke én eneste gang indtil, hvorfor vi har valgt som vi har og hun nævner FLERE gange at HUN er ked af det. Undskyld, men jeg troede at fødslen handlede om mig, min mand og vores baby?

Der går nogle dage og så skriver jeg til hende, for at ønske hende held og lykke med en mindre operation, som hun skal igennem og jeg spørger, hvordan hun har det. Hun nævner så hendes bekymring for fødslen og jeg skriver igen, at det hele nok skal gå og at vi er trygge ved vores beslutning. Der følger lidt sms-dialog hvor hun (som den store fødselsekspert hun er) advarer mig om at det gør ondt, hvis jeg ska flyttes midt i det hele og at vi jo også skal tænke på Minis sikkerhed - igen, tak for påmindelsen, det havde jeg SLET ikke overvejet!

Det viser sig så, at min mor i sin googlesøgning åbenbart ikke har læst ret meget, for hun tror at jeg vil lave en sædefødsel hjemme. Jeg skriver at nej, den skal foregå på et større hospital, hvor de netop har børnelæger og fødselslæger som kan holde øje med udviklingen og så tuder hun igen, denne gang af glæde.

--------

Det blev så ret lang baggrundsinfo, men det jeg egentlig ville frem til var, at hvis jeg var i tvivl om, hvorvidt min mor er selvoptaget, så er jeg det da godt nok ikke længere. Jeg ved godt, at jeg ikke aktivt opsøger at fortælle min mor om mine følelser, men det skyldes at jeg ikke har de bedste erfaringer: Fortæller jeg min mor, at jeg er ked af noget, er det ikke usædvanligt at hun fortæller mig, hvorfor jeg IKKE skal være ked af det, istedet for bare at lytte.

Og ja, hun siger at hun elsker mig og siger tingene "udad kærlighed til os", men ærligt talt, så er det ikke fordi min mor er typen der rutter med "jeg elsker dig" og ja, det ER blevet sagt ved store begivenheder eller hvis jeg har haft det svært, men det er OGSÅ blevet brugt som en legalisering af urimelig opførsel. Når min mor siger at hun elsker mig, minder det mig mest om den klamme onkel, der tager en på røven til familiefesterne - ikek at jeg HAR sådan en, men det er sådan jeg forestiller mig at det vil føles.

I går skrev jeg lidt med min far, og han spurgte så om der stadig skulle gå 10 dage, inden de måtte se Mini. Vi har ALDRIG sat dage på. Da vi nævnte, at vi skulle se, hvornår vi var klar til besøg sagde min far, at de kunne vente 14 dage og så svarede vi, at så lang tid behøvede der nu ikke gå. Men hey, hvorfor forholde sig til, hvad folk siger, når man selv kan digte noget nyt?

Bortset fra det, så var min far sød nok og han SPURGTE rent faktisk, hvordan jeg havde det - og sjovt nok fik han meget mere info end google-oraklet.
1
Brugeravatar
Minjamus
Indlæg: 14
Tilmeldt: 29. sep 2015, 07:06
Kort karma: 2
Likede indlæg: 43

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Minjamus » 20. jun 2016, 13:28

[/quote] Urhg det er bare SÅ trælst, når de på den ene side stiller SÅ store krav om kontakt samtidig med at de i hvert fald ikke SELV vil sørge for at skabe den og iøvirgt heller ikke kan opføre sig på en måde, hvor det så i det mindste er hyggeligt.

Hvis du ligger lidt afstand til dem og besøger dem knap så ofte, hvad sker der så? Jeg har også haft taget nogle ture med mine forældre under vejs og jeg tror egentlig at det i en eller anden grad har hjulpet på at de nu acceptere, at der er lidt mere distance. Men jeg ved ikke, om dine forældre er af den type, der så "bare" ville slå hånden af dig?[/quote]

Ja, det er faktisk prøvet af flere gange, og som regel får jeg en opringning fra min far, som så beder mig om at ringe hjem til min mor, men hun må endelig ikke vide, at han har ringet. Det skal jo se ud som om, at jeg gør det af mig selv, for han ville seriøst få en skideballe, hvis hun fandt ud af det. Hvis jeg så ringer, er hun altid ret mut og sur til at starte med, indtil man får hende gjort "god igen". Det er så anstrengende. Hvis jeg ikke ringer, så ringer de heller ikke, og så slår de hånden af mig, som du skriver. Derfor har der igennem tiden også været mange lange perioder uden kontakt, hvilket så også skal ses i lyset af en temmelig kedelig barndom. Ingen af mine to andre søskende har set vores forældre i årevis. Jeg er den eneste, der indtil for nylig har holdt ved.
0
“But I don't give up; I forget why not.”
Brugeravatar
Minjamus
Indlæg: 14
Tilmeldt: 29. sep 2015, 07:06
Kort karma: 2
Likede indlæg: 43

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Minjamus » 20. jun 2016, 13:32

I øvrigt held og lykke med fødslen - det skal nok gå. De er jo eksperter på hospitalerne, og selvom din mor synes hun ved det hele, så er tingene jo noget anderledes end da hun selv fødte. Det kunne være du skulle minde hende om det, næste gang hun fortæller om sin "bekymring". ;)
0
“But I don't give up; I forget why not.”
Undtagelsen
Indlæg: 190
Tilmeldt: 17. aug 2015, 17:05
Kort karma: 26
Likede indlæg: 257

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Undtagelsen » 20. jun 2016, 13:45

Det er så svært som udestående at læse din mors reaktion, for jeg forstår den som "jeg er ked af på dine vegne at du skal igennem dette."

Hvertfald; rigtig held og lykke med fødslen! :lun:
3
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 20. jun 2016, 16:14

Undtagelsen skrev:Det er så svært som udestående at læse din mors reaktion, for jeg forstår den som "jeg er ked af på dine vegne at du skal igennem dette."

Hvertfald; rigtig held og lykke med fødslen! :lun:


Det kan jeg sagtens forstå :) Jeg kan selvf. ikke lægge hovedet på blokken for det, for jeg talte jo ikke med hende, men kender jeg hende ret, så betyder det "JEG er ked af det og JEG sidder her og græder" - og så med en tilføjelse af, at vi bør vælge den fødsel som HUN mener er den rigtige: Der kom et par sms'er, der argumenterede for, at det ikke var sikker at mit "underliv kunne holde til det" og at det ville være svært for min mand at se mig i smerter - og så den bedste, nemlig at vi skulle tænke på vores datters sikkerhed.

Plus at hun jo så tidligere - i ramme alvor - har sagt, at hun mente at HUN var den, der var mest ked af, at min svoger og svigerinde skulle skilles - altså min mands bror, som hun kun har mødt nogle få gange og ikke har en tæt relation til. Ifølge min mor, så ER hun bare en SÆRLIGT følsom person, som føler andres smerte MINDST lige så dybt som den selv. Og i de tilfælde, hvor det er MIG der føler smerten, så føler hun den naturligvis ENDNU mere intenst.

Samtidig så har hun ikke på ét eneste tidspunkt, spurgt hvordan jeg har det med det, nu hvor jeg virkelig ønskede den hjemmefødsel. Jeg tor slet ikke, at hun har overvejet, at jeg kunne være ked af det.

Jeg har svært ved at se hendes "jeg elsker jer" som værende specielt oprigtige. Eller, det kan godt være at hun elsker mig, men hun bryder sig ikke specielt meget om mig. Og de ting, der er "sagt i kærlighed" er som regel bare en måde at søge rygdækning, når hun blander sig i noget, der ikke rager hende. Og ja, jeg ved godt, at jeg lyder pisse ond og hård nu, men jeg har set det mønster SÅ mange gange. Ting handler bare som regel ikke om, hvordan jeg har det eller ønsker noget, det handler om hvordan det påvirker hende.
0
Undtagelsen
Indlæg: 190
Tilmeldt: 17. aug 2015, 17:05
Kort karma: 26
Likede indlæg: 257

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Undtagelsen » 20. jun 2016, 16:54

Kisser skrev:
Undtagelsen skrev:Det er så svært som udestående at læse din mors reaktion, for jeg forstår den som "jeg er ked af på dine vegne at du skal igennem dette."

Hvertfald; rigtig held og lykke med fødslen! :lun:


Det kan jeg sagtens forstå :) Jeg kan selvf. ikke lægge hovedet på blokken for det, for jeg talte jo ikke med hende, men kender jeg hende ret, så betyder det "JEG er ked af det og JEG sidder her og græder" - og så med en tilføjelse af, at vi bør vælge den fødsel som HUN mener er den rigtige: Der kom et par sms'er, der argumenterede for, at det ikke var sikker at mit "underliv kunne holde til det" og at det ville være svært for min mand at se mig i smerter - og så den bedste, nemlig at vi skulle tænke på vores datters sikkerhed.

Plus at hun jo så tidligere - i ramme alvor - har sagt, at hun mente at HUN var den, der var mest ked af, at min svoger og svigerinde skulle skilles - altså min mands bror, som hun kun har mødt nogle få gange og ikke har en tæt relation til. Ifølge min mor, så ER hun bare en SÆRLIGT følsom person, som føler andres smerte MINDST lige så dybt som den selv. Og i de tilfælde, hvor det er MIG der føler smerten, så føler hun den naturligvis ENDNU mere intenst.

Samtidig så har hun ikke på ét eneste tidspunkt, spurgt hvordan jeg har det med det, nu hvor jeg virkelig ønskede den hjemmefødsel. Jeg tor slet ikke, at hun har overvejet, at jeg kunne være ked af det.

Jeg har svært ved at se hendes "jeg elsker jer" som værende specielt oprigtige. Eller, det kan godt være at hun elsker mig, men hun bryder sig ikke specielt meget om mig. Og de ting, der er "sagt i kærlighed" er som regel bare en måde at søge rygdækning, når hun blander sig i noget, der ikke rager hende. Og ja, jeg ved godt, at jeg lyder pisse ond og hård nu, men jeg har set det mønster SÅ mange gange. Ting handler bare som regel ikke om, hvordan jeg har det eller ønsker noget, det handler om hvordan det påvirker hende.


Du skal ikke forsvare dig og jeg synes slet ikke du lyder ond eller hård :kys:
Du lyder bare som en, der har hørt den samme sang alt for mange gange og det er jo netop det du har.
Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være, for det er svært at tage en konfrontation, når hun netop skriver/siger ting, der læst og hørt alenestående (er det overhovedet et ord?) kan opfattes på en positiv måde, men som modtages ganske anderledes af dig, som kender hendes måde at kommunikere på.
1
peculiar_countess
Indlæg: 2
Tilmeldt: 18. maj 2016, 15:28
Kort karma: 0
Likede indlæg: 1

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf peculiar_countess » 22. jun 2016, 08:34

Jeg vil anbefale at læse bogen: Bli´r jeg nogensinde god nok - af Karyl Mcbride.
0

Tilbage til "Livets forhold"