Svær relation til forældre.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. jun 2016, 13:34

Minjamus skrev:
Urhg det er bare SÅ trælst, når de på den ene side stiller SÅ store krav om kontakt samtidig med at de i hvert fald ikke SELV vil sørge for at skabe den og iøvirgt heller ikke kan opføre sig på en måde, hvor det så i det mindste er hyggeligt.

Hvis du ligger lidt afstand til dem og besøger dem knap så ofte, hvad sker der så? Jeg har også haft taget nogle ture med mine forældre under vejs og jeg tror egentlig at det i en eller anden grad har hjulpet på at de nu acceptere, at der er lidt mere distance. Men jeg ved ikke, om dine forældre er af den type, der så "bare" ville slå hånden af dig?[/quote]

Ja, det er faktisk prøvet af flere gange, og som regel får jeg en opringning fra min far, som så beder mig om at ringe hjem til min mor, men hun må endelig ikke vide, at han har ringet. Det skal jo se ud som om, at jeg gør det af mig selv, for han ville seriøst få en skideballe, hvis hun fandt ud af det. Hvis jeg så ringer, er hun altid ret mut og sur til at starte med, indtil man får hende gjort "god igen". Det er så anstrengende. Hvis jeg ikke ringer, så ringer de heller ikke, og så slår de hånden af mig, som du skriver. Derfor har der igennem tiden også været mange lange perioder uden kontakt, hvilket så også skal ses i lyset af en temmelig kedelig barndom. Ingen af mine to andre søskende har set vores forældre i årevis. Jeg er den eneste, der indtil for nylig har holdt ved.[/quote]

Puha, den med at "skulle gøre god igen" kender jeg godt: Smil, vær overdrevet venlig og vent på at hun tør op, for så ved man, at man er "på god fod" igen - og ALDRIG, ALDRIG tal om det underliggende problem! Og hvis man formaster sig til at tale om problemet alligevel, skal man være klar på at få at vide, at det hele er "DIN skyld" fordi x, y eller z.

Det lyder til at du ikke længere holder ved at ses med dem? Hvordan har du det med det? Jeg kunne forestille mig, at det er lidt svært, men samtidig en lettelse?
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. jun 2016, 14:07

Undtagelsen skrev:
Kisser skrev:
Undtagelsen skrev:Det er så svært som udestående at læse din mors reaktion, for jeg forstår den som "jeg er ked af på dine vegne at du skal igennem dette."

Hvertfald; rigtig held og lykke med fødslen! :lun:


Det kan jeg sagtens forstå :) Jeg kan selvf. ikke lægge hovedet på blokken for det, for jeg talte jo ikke med hende, men kender jeg hende ret, så betyder det "JEG er ked af det og JEG sidder her og græder" - og så med en tilføjelse af, at vi bør vælge den fødsel som HUN mener er den rigtige: Der kom et par sms'er, der argumenterede for, at det ikke var sikker at mit "underliv kunne holde til det" og at det ville være svært for min mand at se mig i smerter - og så den bedste, nemlig at vi skulle tænke på vores datters sikkerhed.

Plus at hun jo så tidligere - i ramme alvor - har sagt, at hun mente at HUN var den, der var mest ked af, at min svoger og svigerinde skulle skilles - altså min mands bror, som hun kun har mødt nogle få gange og ikke har en tæt relation til. Ifølge min mor, så ER hun bare en SÆRLIGT følsom person, som føler andres smerte MINDST lige så dybt som den selv. Og i de tilfælde, hvor det er MIG der føler smerten, så føler hun den naturligvis ENDNU mere intenst.

Samtidig så har hun ikke på ét eneste tidspunkt, spurgt hvordan jeg har det med det, nu hvor jeg virkelig ønskede den hjemmefødsel. Jeg tor slet ikke, at hun har overvejet, at jeg kunne være ked af det.

Jeg har svært ved at se hendes "jeg elsker jer" som værende specielt oprigtige. Eller, det kan godt være at hun elsker mig, men hun bryder sig ikke specielt meget om mig. Og de ting, der er "sagt i kærlighed" er som regel bare en måde at søge rygdækning, når hun blander sig i noget, der ikke rager hende. Og ja, jeg ved godt, at jeg lyder pisse ond og hård nu, men jeg har set det mønster SÅ mange gange. Ting handler bare som regel ikke om, hvordan jeg har det eller ønsker noget, det handler om hvordan det påvirker hende.


Du skal ikke forsvare dig og jeg synes slet ikke du lyder ond eller hård :kys:
Du lyder bare som en, der har hørt den samme sang alt for mange gange og det er jo netop det du har.
Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være, for det er svært at tage en konfrontation, når hun netop skriver/siger ting, der læst og hørt alenestående (er det overhovedet et ord?) kan opfattes på en positiv måde, men som modtages ganske anderledes af dig, som kender hendes måde at kommunikere på.


Faktisk var dit indlæg rigtig godt, for det fik mig lige til at overveje "hmm, kan det her handle om, at hun er ked af det på mine vegne?" og jeg kunne ærligt talt afvise tanken lige med det samme! Og egentlig var det rart, for jeg har SÅ tit second guessed det, som jeg opfattede eller følte, for det KUNNE da ikke passe, at hun virkerlig mente det på den måde. Men det kan det faktisk godt, og det er okay at jeg reagerer på det. SÅ ja, dit indlæg bragte mig faktisk et LANGT stykke videre :)

--------------------

Og så lige en lille tilføjelse: Jeg havde dårlig samvittighed over, at min svigermor løbende bliver holdt 100% opdateret om alt der sker, mens mine egne forældre ikke rigtigt har hørt noget. Så jeg ringede til min far og fortalte ham om den seneste samtale med fødselsægen og om, hvordan der virkelig var styr på det hele og vi var i trygge hænder. Han lyttede og sagde søde ting, hvilket var viiirkelig fint, for han har nok liiidt svært ved at forholde sig til det med fødslen.

Desværre sad min mor LIGE ved siden af og så spurgte han om jeg ville tale med hende, og så måtte jeg jo sige ja. Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom ind på det, men hun begyndte at tale om fødslen og ALLE de ting, der kunne gå galt: Lægerne ville måske komme til at brække noget på vores datter, hvis de hev i hende fordi de ikke kunne få hovedet ud, sådan en fødsel er MEGET hårdere end en almindelig fødsel. Og endelig den rigtig gode: En af hendes kollegaers døtre havde haft børn med numsen først. Den første datter havde forsøgt at føde selv, men var endt med et akut kejsersnit og den anden datter havde valgt det planlagte kejsersnit efter råd fra den første. Det korte af det lange er, at selvom min mor ikke vil sige det direkte, så er hun imod, at jeg skal forsøge at føde selv, hun tror at hun ved en masse - det gør hun i og for sig også, det er bare enten forkert eller overdrevet - og hun prøver på sin egen diskrete måde at få mig til at vælge det som HUN synes jeg skal.

Jeg prøvede at forklare vores valg og jeg var egentlig rolig omkring det, men jeg tror ikke, at hun rigtig lyttede. Min umiddelbare tanke er, at det var helt berettiget at holde mine forældre udenfor og at jeg vil gøre det frem til fødslen - uden at komme med opdateringer, fordi jeg føler at jeg "skylder" dem. Men shit jeg kunne også godt tænke mig at høre min mor køre sit bullshit af bare én gang mere, så jeg kan bede hende om at respektere vores valg.
1
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5745
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 772
Likede indlæg: 10289

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf DetSorteCirkus » 24. jun 2016, 14:12

Din mor virker ikke helt rask, Kisser.
2
Je suis un tableau noir.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 24. jun 2016, 14:18

Nej, jeg er også efterhånden kommet frem til, at når min tidligere shrink gættede på, at hun er narcissist, så er det nok ikke HELT ved siden af.
0
Undtagelsen
Indlæg: 192
Tilmeldt: 17. aug 2015, 17:05
Kort karma: 26
Likede indlæg: 258

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Undtagelsen » 24. jun 2016, 15:34

Jeg kan ikke helt huske det, men din mor går hjemme og er syg/i udredning?
Det lyder ærlig talt som om hun prøver at skabe sig noget aktion i sit liv ved at overdramatisere alle mulige ting på den måde.
Ja, det kan ende med kejsersnit og så tager du og din mand den derfra. I behøver ikke alle hendes (sikkert overdramatiserede) historier.

Godt at du kunne bruge det tidligere indlæg til noget og at du har fået nogle ting på plads inde i dit hoved.
Den næste tid skal du fokusere på og hygge dig med lille ny baby! Ikke spekulere på hvad din mor mon mener med hendes beskeder.
0
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Tanten » 25. jun 2016, 13:49

Kisser, du sidder lidt fast i det her, synes jeg.

Ingen tvivl om, at din mor er grænseoverskridende, offer-agtig og dominerende, og at dynamikken mellem dine forældre er syg.

Det kan du ikke gøre noget som helst ved. Hun er som hun er, og det vil fortsætte.

På en eller anden måde virker det som om, du - på trods af, at du godt kan se det her - alligevel bliver trukket ind i et spind, hvor du bliver en del af deres drama og underlige, indirekte kommunikationsform. Du fortæller igen og igen stort set identiske historier om, hvordan din mor ikke respekterer dine beslutninger. Du bliver selv små-urimelig over småting, fordi du konstant er helt fyldt op af hendes manglende respekt og grænseoverskridende adfærd. Du bruger alt for meget energi på at irriteres over hende.

Mit råd til dig er at skære kontakten ned til et minimum, som så foregår 100 % på dine præmisser. Tlf. samtaler skal kun omhandle konkrete aftaler om besøg. Besøg skal være sådan, at du kan gå, når du har fået nok. Når hun begynder at drage dine beslutninger i tvivl, så sig roligt og tydeligt, at du er helt tryg ved din beslutning, og at samtalen om det emne slutter her. Hvis hun ikke kan skifte spor, så sig venligt og roligt, at du går nu, men at I kan ses igen en anden gang.
12
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 25. jun 2016, 20:28

Tanten skrev:Kisser, du sidder lidt fast i det her, synes jeg.

Ingen tvivl om, at din mor er grænseoverskridende, offer-agtig og dominerende, og at dynamikken mellem dine forældre er syg.

Det kan du ikke gøre noget som helst ved. Hun er som hun er, og det vil fortsætte.

På en eller anden måde virker det som om, du - på trods af, at du godt kan se det her - alligevel bliver trukket ind i et spind, hvor du bliver en del af deres drama og underlige, indirekte kommunikationsform. Du fortæller igen og igen stort set identiske historier om, hvordan din mor ikke respekterer dine beslutninger. Du bliver selv små-urimelig over småting, fordi du konstant er helt fyldt op af hendes manglende respekt og grænseoverskridende adfærd. Du bruger alt for meget energi på at irriteres over hende.

Mit råd til dig er at skære kontakten ned til et minimum, som så foregår 100 % på dine præmisser. Tlf. samtaler skal kun omhandle konkrete aftaler om besøg. Besøg skal være sådan, at du kan gå, når du har fået nok. Når hun begynder at drage dine beslutninger i tvivl, så sig roligt og tydeligt, at du er helt tryg ved din beslutning, og at samtalen om det emne slutter her. Hvis hun ikke kan skifte spor, så sig venligt og roligt, at du går nu, men at I kan ses igen en anden gang.


Du rammer virkelig hovedet på sømmet her!! Jeg har selv tænkt de samme tanker. Jeg tror, at noget af det handler om, at jeg har haft brug for at kunne sige, at jeg ligesom har gjort alt jeg kunne, f.eks. ved at inddrage dem, forklare fakta og være rummelig. Men ja, jeg er også kommet frem til, at det ikke virker og at jeg ikke skylder nogen forklaringer.

Den med at gå, hvis hun bliver ved, vil helt klart være eeeeenormt grænseoverskridende, fordi det så vil blive gjort til "jeg vil jer jo kun det bedste" eller "jeg må heller aldrig sige noget til dig". Men så skal jeg jo nok bare holde fast i, at "jeg har hørt, hvad du har at sige, men min beslutning står ved magt".

-------

Edit:

Jeg kunne forresten godt bruge nogle råd til, hvordan pokker jeg kommer videre. Jeg læser den der "Bli'r jeg nogensinde god nok" og hun taler meget om at acceptere at ens mor er som hun er. Men det synes jeg GODT nok er svært! Jeg er ofte pisse vred og jeg er på vagt overfor alt hun gør, så jeg er endda nok MERE tilbøjelig til at blive vred - også over mindre ting.

Jeg lurer lidt på, om det at begynde at sige mere fra vil kunne gøre mig mindre vred? Har I nogen erfaringer med noget lignende?

Derudover kan jeg med min logik godt forstå, at hun har en brist ét eller andet sted, som hun ikke kan gøre for - ala alzheimer. Men jeg har svært ved at tænke det i situationerne, netop fordi jeg oplever, at hun godt kan vælge at opføre sig anderledes, hvis vi lige har haft en konflikt eller hvis der er folk til stede, som hun ikke kender. Jeg må indrømme, at jeg tænker at hun er manipulerende og ikke, at det ikke er hendes skyld.
0
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 25. jun 2016, 20:37

Undtagelsen skrev:Jeg kan ikke helt huske det, men din mor går hjemme og er syg/i udredning?
Det lyder ærlig talt som om hun prøver at skabe sig noget aktion i sit liv ved at overdramatisere alle mulige ting på den måde.
Ja, det kan ende med kejsersnit og så tager du og din mand den derfra. I behøver ikke alle hendes (sikkert overdramatiserede) historier.

Godt at du kunne bruge det tidligere indlæg til noget og at du har fået nogle ting på plads inde i dit hoved.
Den næste tid skal du fokusere på og hygge dig med lille ny baby! Ikke spekulere på hvad din mor mon mener med hendes beskeder.


Der er hun nu, ja. Tidligere har hun haft et deltidsjob, men dengang havde hun også en vis hang til dramaer. Hun har f.eks. haft kollegaer hun ikke kunne med - men aldrig mere end en enkelt af gangen, mens hendes andre kollegaer vældigt godt kunne lide hende. Og så er hun "facebook-kriger-typen", der kaster sig over den ene "værdige sag" efter den anden på facebook, men aldrig involverer sig udover at lave en facebookgruppe om sagen.
0
Guldfisk
Indlæg: 467
Tilmeldt: 18. aug 2015, 18:40
Kort karma: 49
Likede indlæg: 1049

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Guldfisk » 26. jun 2016, 06:02

Men du ER jo nødt til at acceptere det.
Du må gerne være vred samtidig, men du kan ikke ændre hende. Hun bliver ikke anderledes.
Du bliver skuffet over den samme type opførsel igen og igen.

Du skriver meget om, at så havde du holdt afstand, og det gik rigtigt fint, men så følte du lige, at du burde kontakte dem. Og så gør din mor noget, der stemmer fuldstændigt overens med alt, hvad du ellers har fortalt om hende - og så er du sur og skuffet igen.

Du nævner også flere gange, at du har brug for at kunne sige, at du har strækt dig langt for relationen. Men hvorfor er det vigtigt? Hvem skal du bevise det overfor? Din mor kommer alligevel ikke til at anerkende dit arbejde for jeres relation.
4
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 1602
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 200
Likede indlæg: 1345

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Sophies-mor » 26. jun 2016, 08:49

Kisser skrev:Jeg lurer lidt på, om det at begynde at sige mere fra vil kunne gøre mig mindre vred? Har I nogen erfaringer med noget lignende?

Ja.
Tænker at jo skarpere dine grænser er defineret og jo mindre du selv overskrider dem, jo mindre vred vil du blive.

Sådan er mine erfaringer. Fagligt og personligt.
3
Billede SÅ kom bananen!

:sur: Hævnrødbede :-D
Seance
Indlæg: 39
Tilmeldt: 5. jan 2016, 09:45
Kort karma: 6
Likede indlæg: 112

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Seance » 26. jun 2016, 09:42

Kisser skrev:
Undtagelsen skrev:Det er så svært som udestående at læse din mors reaktion, for jeg forstår den som "jeg er ked af på dine vegne at du skal igennem dette."

Hvertfald; rigtig held og lykke med fødslen! :lun:


Det kan jeg sagtens forstå :) Jeg kan selvf. ikke lægge hovedet på blokken for det, for jeg talte jo ikke med hende, men kender jeg hende ret, så betyder det "JEG er ked af det og JEG sidder her og græder" - og så med en tilføjelse af, at vi bør vælge den fødsel som HUN mener er den rigtige: Der kom et par sms'er, der argumenterede for, at det ikke var sikker at mit "underliv kunne holde til det" og at det ville være svært for min mand at se mig i smerter - og så den bedste, nemlig at vi skulle tænke på vores datters sikkerhed.

Plus at hun jo så tidligere - i ramme alvor - har sagt, at hun mente at HUN var den, der var mest ked af, at min svoger og svigerinde skulle skilles - altså min mands bror, som hun kun har mødt nogle få gange og ikke har en tæt relation til. Ifølge min mor, så ER hun bare en SÆRLIGT følsom person, som føler andres smerte MINDST lige så dybt som den selv. Og i de tilfælde, hvor det er MIG der føler smerten, så føler hun den naturligvis ENDNU mere intenst.

Samtidig så har hun ikke på ét eneste tidspunkt, spurgt hvordan jeg har det med det, nu hvor jeg virkelig ønskede den hjemmefødsel. Jeg tor slet ikke, at hun har overvejet, at jeg kunne være ked af det.

Jeg har svært ved at se hendes "jeg elsker jer" som værende specielt oprigtige. Eller, det kan godt være at hun elsker mig, men hun bryder sig ikke specielt meget om mig. Og de ting, der er "sagt i kærlighed" er som regel bare en måde at søge rygdækning, når hun blander sig i noget, der ikke rager hende. Og ja, jeg ved godt, at jeg lyder pisse ond og hård nu, men jeg har set det mønster SÅ mange gange. Ting handler bare som regel ikke om, hvordan jeg har det eller ønsker noget, det handler om hvordan det påvirker hende.


Ej Kisser din mor er jo syg i hendes opfattelse af tingene, hendes manglende evne til at mærke hvor grænsen mellem hende selv og andre er, hendes konstante forsøg på at sætte sig selv i centrum, selv når det er dig som skal føde, -og så hendes evindelige martyr rolle.
Jeg har læst at i ikke vil flytte og det kan jeg sagtes forstå, men i så fald så skal du vitterlig til at lægge en slagplan for hvordan jeres forhold i så fald kan ændres.
Prøv at forestille dig hvor mange "kampe" du skal igennem med din mor i fremtiden i forhold til dit barn, amning, hvilken slags bleer, søvnrytme, påklædning i sommervarmen/vintertøj, overgang til grød osv
Det er ting som de fleste snakker med deres mor eller veninder om, hvor man måske lige får den andens erfaring eller et godt råd med på vejen. Men med din mor vil det jo blive en kamp hvor hun vil have gennemtrumfet det som hun mener er det rigtige.
Hver eneste gang lillemusen græder i hendes nærhed, så vil hun jo gå ud af sit gode skind, fordi hun åbenbart et så empatisk at hun at hun får kolik smerter når barnet har en bøvs i klemme.
Jeg er helt med på at det i din mors verden vitterlig er sådan hun oplever tingene, men det nytter ikke noget hvis det skal køre dig helt ned at være sammen med hende.
Mit bedste forslag er at du giver hende mindst mulig information om ting som hun tror hun skal tage stilling til. Med andre ord, så kan du informere hende om ting som er afgjort så at sige, og korte hende af med sætninger så som; det har x og jeg allerede besluttet så det står ikke til diskussion, det har jeg helt styr på så det skal du ikke bekymre dig om osv.
At få en baby er simpelthen så overvældende, man har brug for ro og opbakning, og de mennesker man får stress af at være sammen med (sådan helt bogstaveligt) de mennesker er man nød til at holde sig væk fra.
Kisser din mor kan ikke forandre sig, ikke uden intensiv hjælp fra en psykolog eller psykiater.
Men du kan forandre hendes evne til at påvirke dig og dit liv, men det kræver at du ændre på tilgangen til hende og jeres relation.

Og så lige til sidst et stort tillykke med graviditeten, pøj pøj, og husk du er i gode hænder på hospitalet :kys:
1
Brugeravatar
Spasserinde
Indlæg: 199
Tilmeldt: 30. jan 2016, 10:01
Kort karma: 65
Likede indlæg: 825

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Spasserinde » 26. jun 2016, 11:08

Kisser skrev:
Du rammer virkelig hovedet på sømmet her!! Jeg har selv tænkt de samme tanker. Jeg tror, at noget af det handler om, at jeg har haft brug for at kunne sige, at jeg ligesom har gjort alt jeg kunne, f.eks. ved at inddrage dem, forklare fakta og være rummelig. Men ja, jeg er også kommet frem til, at det ikke virker og at jeg ikke skylder nogen forklaringer.

Den med at gå, hvis hun bliver ved, vil helt klart være eeeeenormt grænseoverskridende, fordi det så vil blive gjort til "jeg vil jer jo kun det bedste" eller "jeg må heller aldrig sige noget til dig". Men så skal jeg jo nok bare holde fast i, at "jeg har hørt, hvad du har at sige, men min beslutning står ved magt".

-------

Edit:

Jeg kunne forresten godt bruge nogle råd til, hvordan pokker jeg kommer videre. Jeg læser den der "Bli'r jeg nogensinde god nok" og hun taler meget om at acceptere at ens mor er som hun er. Men det synes jeg GODT nok er svært! Jeg er ofte pisse vred og jeg er på vagt overfor alt hun gør, så jeg er endda nok MERE tilbøjelig til at blive vred - også over mindre ting.

Jeg lurer lidt på, om det at begynde at sige mere fra vil kunne gøre mig mindre vred? Har I nogen erfaringer med noget lignende?

Derudover kan jeg med min logik godt forstå, at hun har en brist ét eller andet sted, som hun ikke kan gøre for - ala alzheimer. Men jeg har svært ved at tænke det i situationerne, netop fordi jeg oplever, at hun godt kan vælge at opføre sig anderledes, hvis vi lige har haft en konflikt eller hvis der er folk til stede, som hun ikke kender. Jeg må indrømme, at jeg tænker at hun er manipulerende og ikke, at det ikke er hendes skyld.

Okay, der er sagt mange kloge ting, og jeg har ikke nogen løsning at byde ind med.

Men det du skriver her - det er da også farligt ukonkret at skrive at man skal "acceptere sin mor som hun er", for hvad BETYDER det reelt i form af hvilken opførsel det indebærer fra dig? Forventes det, at du finder dig i alt det, hun siger, selv om det er dybt ubehageligt for dig? Forventes det, at du kan udvikle en zen der gør dig ligeglad? Problemet er jo netop, at du befinder dig i en konstant kamp om hvis følelser og grænser der skal respekteres. Forventes det, at du opgiver håbet om at ændre hendes grænseoverskridende opførsel, men samtidig inkorporerer en klar grænse for hvad du gider finde dig i? For det kunne jo hurtigt lede til yderligere drama, ud fra hvad du fortæller om hende.

For mig at se er det et af de slags råd, som er så ukonkrete, at det NÆSTEN kan være lige meget. Vi taler jo ikke om uskøn potteplante der står i hjørnet og hvis tilstedeværelse man bare kan "acceptere", forstået som at man opgiver håbet om at fjerne den. Vi taler om en person, du interagerer med, hvilket vil sige at det indebærer en masse handling, grænser og følelser fra din side også, og dem er rådet så helt tavse om eller hvad?
4
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Tanten » 26. jun 2016, 14:09

Kisser skrev:
Tanten skrev:Kisser, du sidder lidt fast i det her, synes jeg.

Ingen tvivl om, at din mor er grænseoverskridende, offer-agtig og dominerende, og at dynamikken mellem dine forældre er syg.

Det kan du ikke gøre noget som helst ved. Hun er som hun er, og det vil fortsætte.

På en eller anden måde virker det som om, du - på trods af, at du godt kan se det her - alligevel bliver trukket ind i et spind, hvor du bliver en del af deres drama og underlige, indirekte kommunikationsform. Du fortæller igen og igen stort set identiske historier om, hvordan din mor ikke respekterer dine beslutninger. Du bliver selv små-urimelig over småting, fordi du konstant er helt fyldt op af hendes manglende respekt og grænseoverskridende adfærd. Du bruger alt for meget energi på at irriteres over hende.

Mit råd til dig er at skære kontakten ned til et minimum, som så foregår 100 % på dine præmisser. Tlf. samtaler skal kun omhandle konkrete aftaler om besøg. Besøg skal være sådan, at du kan gå, når du har fået nok. Når hun begynder at drage dine beslutninger i tvivl, så sig roligt og tydeligt, at du er helt tryg ved din beslutning, og at samtalen om det emne slutter her. Hvis hun ikke kan skifte spor, så sig venligt og roligt, at du går nu, men at I kan ses igen en anden gang.


Du rammer virkelig hovedet på sømmet her!! Jeg har selv tænkt de samme tanker. Jeg tror, at noget af det handler om, at jeg har haft brug for at kunne sige, at jeg ligesom har gjort alt jeg kunne, f.eks. ved at inddrage dem, forklare fakta og være rummelig. Men ja, jeg er også kommet frem til, at det ikke virker og at jeg ikke skylder nogen forklaringer.

Den med at gå, hvis hun bliver ved, vil helt klart være eeeeenormt grænseoverskridende, fordi det så vil blive gjort til "jeg vil jer jo kun det bedste" eller "jeg må heller aldrig sige noget til dig". Men så skal jeg jo nok bare holde fast i, at "jeg har hørt, hvad du har at sige, men min beslutning står ved magt".

-------

Edit:

Jeg kunne forresten godt bruge nogle råd til, hvordan pokker jeg kommer videre. Jeg læser den der "Bli'r jeg nogensinde god nok" og hun taler meget om at acceptere at ens mor er som hun er. Men det synes jeg GODT nok er svært! Jeg er ofte pisse vred og jeg er på vagt overfor alt hun gør, så jeg er endda nok MERE tilbøjelig til at blive vred - også over mindre ting.

Jeg lurer lidt på, om det at begynde at sige mere fra vil kunne gøre mig mindre vred? Har I nogen erfaringer med noget lignende?

Derudover kan jeg med min logik godt forstå, at hun har en brist ét eller andet sted, som hun ikke kan gøre for - ala alzheimer. Men jeg har svært ved at tænke det i situationerne, netop fordi jeg oplever, at hun godt kan vælge at opføre sig anderledes, hvis vi lige har haft en konflikt eller hvis der er folk til stede, som hun ikke kender. Jeg må indrømme, at jeg tænker at hun er manipulerende og ikke, at det ikke er hendes skyld.


Til det markerede - ja, det har jeg erfaring med; jeg er klart blevet mindre irritabel og irriteret, efter jeg har sat grænser og selv overholdt dem ganske uden drama.
1
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 26. jun 2016, 15:08

Årh hvor er I gode! Jeg svarer lige samlet :)

Jeg har læst lidt mere i den der bog, og jeg tror at det hun mener er lidt ala sindsro-bønnen: Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, styrken til at ændre det jeg kan og visdommen til at kende forskellen. Så ja, det er nok det med at kunne komme i zen-mode. Hun skriver meget om at sørge over den mor man ikke har haft, men det føler jeg egentlig langt hen af vejen at jeg HAR gjort. Selvom det da er klart, at jeg bliver lidt rørstrømsk, når min svigermor lytter til mig, kommer på besøg og siger, at jeg bare skal sige til, hvis jeg bliver utryg eller der er noget jeg har brug for. Hun står nok for mig som en RIGTIG mor, om jeg så må sige.

Men altså, jeg er sgu rimeligt afklaret med at sådan er det og jeg føler egentlig ikke at jeg på den måde mangler noget. Jeg har min mand, som giver mig rigtig meget, vi har min svigermor som bliver en FANTASTISK farmor og jeg har en veninde, som kan opfylde det der "ring til en mor og tud"-behov.

Men jeg er STADIG pisse vred over at hun kommer rendende med alle sine behov og forventer at jeg skal opfylde dem. Men det lyder godt, at I mener at det at sige fra vil hjælpe!! Guldfisk, du spørger hvorfor jeg har brug for at kunne sige, at jeg har gjort alt: Det handler nok om, at jeg dels vil bryde familiemønstret med at slå hånden af hinanden. Det er nemmere, hvis hun trækker stikket end hvis jeg gør. Og jeg VED at jeg vil blive gjort til skurken og derfor er det vigtigt for mig, at jeg ved at jeg har gjort alt jeg kunne. Men ja, jeg kan jo godt se, at det har jeg faktisk efterhånden gjort. Og hun VIL jo ikke lytte.

Seance, du har HELT ret i, at jeg skal passe på, at min mor ikke kommer til at fylde for meget med sine ideer om, hvordan tingene skal være. Jeg har ikke spurgt hende om råd i flere år - medmindre vi taler "hvordan laver jeg det her mormormad" og den slags. Jeg vil HELT klart ikke spørge om råd ang. barnepleje, for hun har INGEN kritisk sans og hun tror bestemt ikke på, hvad Sundhedsstyrelsen og læger siger, hvis ikke hun selv mener at det lyder rigtigt.

Faktisk, så tænker jeg, at jeg vil inddrage hende så lidt som overhovedet muligt - også ift. informationer. Jeg er i hvert fald færdig med at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke fortæller hende om planerne for fødslen.

Vi har fået en dato for, hvornår jeg får kejsersnit, hvis jeg går over tid. Mine svigerforældre kender den, men mine forældre får den ikke at vide.

Da vi købte huset, var det i starten VILDT interessant og de ville komme forbi - nogle gange uanmeldt eller også ringede de fem minutter før - det gør de heldigvis ikke mere. Jeg forventer at det samme vil ske med vores datter og så har min mor jo - heldigvis - fået sit nye sygdomsfokus, så det vil sikkert være begrænset, hvad hun føler at hun kan overkomme. Jeg tror på ingen måde, at hun kommer til at efterspørge at få lov til at passe f.eks.

Men ja, jeg forventer også en del nye konflikter, når vores datter kommer til verden. Jeg har heldigvis fået lidt mere hår på brystet, efter jeg er blevet gravid og jeg føler mig noget mere på "krigsstien" og det er sgu nok meget godt. Det hjælper, at I fortæller mig at det er ok, at jeg bliver mere kontant i min grænsesætning!
0
Brugeravatar
Minjamus
Indlæg: 14
Tilmeldt: 29. sep 2015, 07:06
Kort karma: 2
Likede indlæg: 43

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Minjamus » 27. jun 2016, 08:08

Kisser skrev:Puha, den med at "skulle gøre god igen" kender jeg godt: Smil, vær overdrevet venlig og vent på at hun tør op, for så ved man, at man er "på god fod" igen - og ALDRIG, ALDRIG tal om det underliggende problem! Og hvis man formaster sig til at tale om problemet alligevel, skal man være klar på at få at vide, at det hele er "DIN skyld" fordi x, y eller z.

Det lyder til at du ikke længere holder ved at ses med dem? Hvordan har du det med det? Jeg kunne forestille mig, at det er lidt svært, men samtidig en lettelse?


Jeg er fornylig stoppet med at se dem, da min mor igen begyndte at stille urimelige krav og blev væk fra min søns fødselsdag uden at give besked. Og så blev hun oven i købet sur på mig, for jeg skulle jo i virkeligheden slet ikke have inviteret, når nu vi har kat, og hun lider af allergi. Jeg var en frygtelig, frygtelig datter, at jeg ikke havde sat mig ind i alt omkring allergi o.s.v., o.s.v. Så hun lagde røret på, mens jeg prøvede at forklare, at jeg ikke ville acceptere, at hun bare blev væk, når nu hun havde sagt ja, for min søn kunne jo slet ikke forstå det. For en gangs skyld fik jeg mandet mig op, men det endte selvfølgelig, som det plejer, når man siger fra overfor hende. Derefter slettede hun mig på Facebook, og så har jeg ikke hørt andet fra dem, end at min far har forsøgt at overtale mig til at ringe og sige undskyld, hvilket jeg har nægtet, da jeg ikke mener at have gjort noget galt. Så nu holder vi pause igen :stoned: .

Du har ret i, at det er lidt tomt uden kontakt, men det er samtidig en lettelse. Og jeg ved godt, at det er rigtigt svært at afbryde kontakten til sine forældre, men faktisk vil jeg foreslå dig at gøre det alligevel, for jeg tror din mor får meget svært ved at acceptere dine grænser, lige meget hvor pænt du prøver at pakke dem ind eller hvor skarp du er. Jeg tænker, at hun hele tiden vil forsøge at få noget bitterhed og bebrejdelser ud mellem sidebenene, og hvor fedt er det lige for dit barn at høre på. Og hvis de alligevel hurtigt mister interessen for deres nye barnebarn - hvad er det så lige, du kan bruge dem til andet end en masse irritation og dårlig samvittighed? Jeg tror ikke, jeg ville føle, at det var det værd, men det er jo kun en beslutning, du selv kan tage, for du skal også føle fred med det. :ae:
0
“But I don't give up; I forget why not.”

Tilbage til "Livets forhold"