Når det hele føles... ligegyldigt

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 19. jan 2016, 22:29

Dikus skrev:Godt med afbud på fredag.

Og lad være med at føle for at tage på arbejde. Tag dig selv alvorligt! (Fortsat)


Det var også, hvad vi blev enige om herhjemme, at "det føler jeg ikke for".

Jeg har intet hørt fra koordinatoren og har ikke magtet at kontakte hende. Kan slet ikke overskue noget som helst i forhold til den elevplads lige nu. Jeg har sygemeldt mig efter gældende regler (til min elevvejleder) og lige nu ligger den der.
1
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5716
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 770
Likede indlæg: 10208

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf DetSorteCirkus » 19. jan 2016, 22:54

Jeg kan godt forstå, at lægens svar undrede dig.
Man tager ikke på arbejde med svær despression, og det er det, han mener, at du fejler.
Jeg kunne måske forstå det, hvis du trivedes på din arbejdsplads og derfor ikke brød dig om at stoppe fra den ene dag til den anden. At han så ikke ville modsætte sig, at du smuttede forbi og sagde på gensyn, pakkede nogle ting sammen, eller hvad der nu var vigtigt for dig. Under de nuværende omstændigheder er det derimod et vagt svar.

Hvorom alting er, du er blevet taget alvorligt og ser også ud til at blive det hos jordemoderen, og de to ting er det vigtigste.
Hvis det med elevpladsen kører rundt i hovedet på dig eller på et tidspunkt begynder at gøre det, synes jeg, at du skal bede din kæreste sende en formel mail på dine vegne til rette vedkommende om, at der skal klarhed på tingene fra deres side. Du har kommunikeret dine behov og ønsker ud, så den ligger hos dem nu.
0
Je suis un tableau noir.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 20. jan 2016, 10:41

DetSorteCirkus skrev:Jeg kan godt forstå, at lægens svar undrede dig.
Man tager ikke på arbejde med svær despression, og det er det, han mener, at du fejler.
Jeg kunne måske forstå det, hvis du trivedes på din arbejdsplads og derfor ikke brød dig om at stoppe fra den ene dag til den anden. At han så ikke ville modsætte sig, at du smuttede forbi og sagde på gensyn, pakkede nogle ting sammen, eller hvad der nu var vigtigt for dig. Under de nuværende omstændigheder er det derimod et vagt svar.

Hvorom alting er, du er blevet taget alvorligt og ser også ud til at blive det hos jordemoderen, og de to ting er det vigtigste.
Hvis det med elevpladsen kører rundt i hovedet på dig eller på et tidspunkt begynder at gøre det, synes jeg, at du skal bede din kæreste sende en formel mail på dine vegne til rette vedkommende om, at der skal klarhed på tingene fra deres side. Du har kommunikeret dine behov og ønsker ud, så den ligger hos dem nu.


Jeg har meget svært ved at stole på min egen dømmekraft lige nu, så det er rart at læse, at andre også synes, det var et mærkeligt svar.

Jeg har helt sikkert brug for, at der kommer ro på med den elevplads lige nu.
Jeg fik min kæreste til at hjælpe mig med at skrive en mail til hende, der har det overordnede ansvar for min uddannelse. Har fået fortalt, hvad lægen mener, jeg fejler og har også fået fortalt, at jeg er gravid.
Fik en rigtig rar mail tilbage, hvor hun beder mig stoppe helt op og kun tænke på mig selv - og ønsker mig varmt tillykke med graviditeten. Hun tilbyder også at give beskeden videre til min afdeling, og det har jeg takket ja til.

Det føles rigtig godt at få det ud af verden, men hvor er det hårdt. Jeg får så stærke fysiske reaktioner bare af at åbne min arbejdsmail, at jeg er helt udmattet nu.
8
d.d84
Indlæg: 57
Tilmeldt: 14. aug 2015, 06:06
Kort karma: 7
Likede indlæg: 62

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf d.d84 » 24. jan 2016, 07:06

Hvordan går det?
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 25. jan 2016, 21:40

d.d84 skrev:Hvordan går det?


Det er ret meget det samme. Lige nu har jeg fået halsbetændelse, så føler mig overall sølle, det gør det lidt svært at mærke noget som helst.

Jeg havde en rigtig god snak med en meget sød jordemoder i fredags. Hun mener, at jeg skal starte i noget samtaleterapi med det samme, og at det bør komme før evt. medicin (det er også klart min egen overbevisning). Så hun syntes jeg skulle få en ny tid denne uge hos min læge, for at se om han vil give mig en henvisning til det - hun syntes ikke jeg skulle vente til min næste tid der, som er mandag om en uge.
Hun virkede optimistisk på mine vegne, hvis man kan sige det sådan - og jeg føler, at de i hvert fald ikke bare lader mig hænge. Det virker som et sted, hvor der er plads til mine tanker og følelser, og hvor de vil tage det alvorligt. Det har gjort mig lidt mere tryg.

Hun bad mig tale til maven/babyen. Det føles angstprovokerende og voldsomt grænseoverskridende, men jeg bliver nødt til at prøve på et tidspunkt. Lige nu lader jeg min kæreste tale til den, det føles som sådan en middelvej, der er svær, men til at klare.
7
Sorenspige
Indlæg: 1457
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 215
Likede indlæg: 1016

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Sorenspige » 26. jan 2016, 19:01

Det lyder godt med jordmoderbesøget. Håber, din læge vil sende en henvisning.

Mht at tale til maven så gør jeg det heller ikke endnu. Det gjorde jeg heller ikke med mit første barn, før jeg var noget længere henne. Eller jeg taler lidt med det inde i hovedet, men det sker ikke særligt tit.

Bare for at sige, at du ikke er alene om ikke at tale løs med maven.
0
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7831
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1016
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9216

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Fru Sunshine » 26. jan 2016, 19:35

Jeg følte mig altså pænt dum, de første gange jeg snakkede med min mave.
Men det blev lige så stille nemmere, og pludselig kon det af sig selv.
Det håber jeg også, det gør for dig.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4635
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5886

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Dikus » 26. jan 2016, 19:46

Jeg talte aldrig med min mave. Derinde boede en blyb, som indtil blyb blev ekstern var en snylter. En lille mars-bo-skræk-film-snylter, der levede inden i mig.
2
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 26. jan 2016, 20:02

Jeg tror hendes tanke er, at det måske kan skabe en følelse af tilknytning på sigt. Egentlig kan jeg også godt lide tanken om at tale lidt til sin baby. Lige nu føles det bare meget svært, fordi jeg jo så er nødt til at anerkende dets eksistens og hvad deraf medfølger af følelser, det føles meget rarere og nemmere at lukke af.
Tror også det er derfor jeg ikke kan holde ud at kigge på skanningsbilledet. Det er måske noget jeg skal prøve med en evt. psykolog, at kigge på det billede, mens der er en, der kan hjælpe mig med at rumme de reaktioner, det giver.

Jeg har det rigtig hårdt med min lægetid i morgen. Er så bange for ikke at blive bakket op. Eller jeg ved faktisk ikke, hvad jeg er bange for. Kan bare mærke et voldsomt ubehag og en lyst til at slippe væk fra det.
2
Undtagelsen
Indlæg: 192
Tilmeldt: 17. aug 2015, 17:05
Kort karma: 26
Likede indlæg: 258

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Undtagelsen » 26. jan 2016, 20:15

Danseprinsesse skrev:Jeg tror hendes tanke er, at det måske kan skabe en følelse af tilknytning på sigt. Egentlig kan jeg også godt lide tanken om at tale lidt til sin baby. Lige nu føles det bare meget svært, fordi jeg jo så er nødt til at anerkende dets eksistens og hvad deraf medfølger af følelser, det føles meget rarere og nemmere at lukke af.
Tror også det er derfor jeg ikke kan holde ud at kigge på skanningsbilledet. Det er måske noget jeg skal prøve med en evt. psykolog, at kigge på det billede, mens der er en, der kan hjælpe mig med at rumme de reaktioner, det giver.

Jeg har det rigtig hårdt med min lægetid i morgen. Er så bange for ikke at blive bakket op. Eller jeg ved faktisk ikke, hvad jeg er bange for. Kan bare mærke et voldsomt ubehag og en lyst til at slippe væk fra det.


Måske kan du starte med at spille lidt musik for maven? Det vil nok virke knap så "bombastisk" som at snakke til den og alligevel kan du have følelsen af at gøre noget.

Tag nogle noter fra dine sidste par indlæg i denne tråd, så du har dem at støtte dig til, hvis du går kold ved lægen imorgen.
Tager din kæreste med? Aftal med ham på forhånd at hvis lægen endnu engang prøver at bagatellisere dine tanker, så er det hans opgave at slå i bordet på dine vegne.

Håber du finder frem til en god behandler, som kan hjælpe dig tilbage til dig selv igen.
0
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5716
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 770
Likede indlæg: 10208

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf DetSorteCirkus » 26. jan 2016, 20:53

Jeg tvivler ikke på, at det kan være en god ide at tale med maven og på anden måde prøve at skabe kontakt til babyen derinde, men samtidig tror jeg også, at det er vigtigt at se det som et eksperiment, der måske vil være muligt og givende for dig, måske noget, du ikke magter eller som simpelthen føles for abstrakt.

Jeg aner ikke, om du vil kunne bruge det her til noget, men nu skriver jeg det i hvert fald. Jeg aner ikke, om min biologiske mor snakkede med mig, da jeg lå i hendes mave. Alt, hvad jeg har kunne udlede af mine adoptionspapirer, har været, at min tilstedeværelse sandsynligvis primært har været forbundet med sorg og frygt og måske decideret skam for hende fra den dag, hun blev klar over, at hun var gravid. Jeg var ikke et ønskebarn og næppe heller planlagt, men fordi abort var og er strengt forbudt i mit fødeland, måtte hun gennemføre graviditeten. Noget tid før fødslen henvendte hun sig til et børnehjem for at få hjælp til at få mig bortadopteret som spæd, så jeg ved, at hun aldrig gjorde et forsøg på et beholde mig. Sikkert med god grund.

Og altså - hverken det at have ligget inde i en ulykkelig kvinde i ni måneder, øjensynlig endda uden på noget tidspunkt at være blevet tilset af læge og jordemoder, eller bevidstheden om, at jeg ikke var ønsket, har skadet mig. Hverken udviklings, intelligens- eller følelsesmæssigt.
Din baby ligger inde i en mor, som for tiden har det skidt og mangler energi og overskud og som i værste fald forholder sig neutralt til sit barn. Det er, set fra barnets vinkel, mildere vilkår end mine dengang, så det skal nok gå.
Selvfølgelig er det optimalt, at en mor, der har et ønskebarn på vej, har en dejlig graviditet og venter sit barn med spænding, men du må ikke stresse på dit ufødte barns vegne over ikke at kunne knytte kontakt lige nu.
9
Je suis un tableau noir.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jan 2016, 11:29

Undtagelsen skrev:
Danseprinsesse skrev:Jeg tror hendes tanke er, at det måske kan skabe en følelse af tilknytning på sigt. Egentlig kan jeg også godt lide tanken om at tale lidt til sin baby. Lige nu føles det bare meget svært, fordi jeg jo så er nødt til at anerkende dets eksistens og hvad deraf medfølger af følelser, det føles meget rarere og nemmere at lukke af.
Tror også det er derfor jeg ikke kan holde ud at kigge på skanningsbilledet. Det er måske noget jeg skal prøve med en evt. psykolog, at kigge på det billede, mens der er en, der kan hjælpe mig med at rumme de reaktioner, det giver.

Jeg har det rigtig hårdt med min lægetid i morgen. Er så bange for ikke at blive bakket op. Eller jeg ved faktisk ikke, hvad jeg er bange for. Kan bare mærke et voldsomt ubehag og en lyst til at slippe væk fra det.


Måske kan du starte med at spille lidt musik for maven? Det vil nok virke knap så "bombastisk" som at snakke til den og alligevel kan du have følelsen af at gøre noget.

Tag nogle noter fra dine sidste par indlæg i denne tråd, så du har dem at støtte dig til, hvis du går kold ved lægen imorgen.
Tager din kæreste med? Aftal med ham på forhånd at hvis lægen endnu engang prøver at bagatellisere dine tanker, så er det hans opgave at slå i bordet på dine vegne.

Håber du finder frem til en god behandler, som kan hjælpe dig tilbage til dig selv igen.


Min kæreste kan desværre ikke være med i dag, han er til møde i København.

Det er samme læge som sidst, og han tog mig jo heldigvis alvorligt. Jeg tror mere, det er noget med, at nu laver jeg om på vores aftale fra sidst og kommer før tid og beder om mere (er til "besvær"!).
Og jeg ved, hvor rigidt de der henvisningsregler til psykolog kan tolkes. Er nok bare på et stadie, hvor jeg slet ikke kan overskue den mindste modgang eller noget der ligner afvisning.
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jan 2016, 11:40

DetSorteCirkus skrev:Jeg tvivler ikke på, at det kan være en god ide at tale med maven og på anden måde prøve at skabe kontakt til babyen derinde, men samtidig tror jeg også, at det er vigtigt at se det som et eksperiment, der måske vil være muligt og givende for dig, måske noget, du ikke magter eller som simpelthen føles for abstrakt.

Jeg aner ikke, om du vil kunne bruge det her til noget, men nu skriver jeg det i hvert fald. Jeg aner ikke, om min biologiske mor snakkede med mig, da jeg lå i hendes mave. Alt, hvad jeg har kunne udlede af mine adoptionspapirer, har været, at min tilstedeværelse sandsynligvis primært har været forbundet med sorg og frygt og måske decideret skam for hende fra den dag, hun blev klar over, at hun var gravid. Jeg var ikke et ønskebarn og næppe heller planlagt, men fordi abort var og er strengt forbudt i mit fødeland, måtte hun gennemføre graviditeten. Noget tid før fødslen henvendte hun sig til et børnehjem for at få hjælp til at få mig bortadopteret som spæd, så jeg ved, at hun aldrig gjorde et forsøg på et beholde mig. Sikkert med god grund.

Og altså - hverken det at have ligget inde i en ulykkelig kvinde i ni måneder, øjensynlig endda uden på noget tidspunkt at være blevet tilset af læge og jordemoder, eller bevidstheden om, at jeg ikke var ønsket, har skadet mig. Hverken udviklings, intelligens- eller følelsesmæssigt.
Din baby ligger inde i en mor, som for tiden har det skidt og mangler energi og overskud og som i værste fald forholder sig neutralt til sit barn. Det er, set fra barnets vinkel, mildere vilkår end mine dengang, så det skal nok gå.
Selvfølgelig er det optimalt, at en mor, der har et ønskebarn på vej, har en dejlig graviditet og venter sit barn med spænding, men du må ikke stresse på dit ufødte barns vegne over ikke at kunne knytte kontakt lige nu.


Jeg forstår, hvad du mener.

Det bliver lige lidt kort, for jeg skal af sted om lidt.
Det svære er, at jeg jo egentlig ikke bekymrer mig for barnet, fordi jeg ikke rigtig orker at forholde mig til, at det er der. Og med min logik ved jeg godt, at det ikke er sådan det "bør" være.
Den bekymring forestiller jeg mig komme på et tidspunkt, når jeg kommer i gang med at arbejde med det her - sikkert sammen med dårlig samvittighed og alt muligt andet. Der vil jeg have godt af at læse dit indlæg igen. :)

Jeg tror det med maven egentlig mest handler om, at det skal give mig følelsen af en form for tilknytning. Den "ægte" tilknytning følte jeg, jordemoderen var overbevist om nok skulle komme af sig selv, når jeg får det bedre. Hvis det giver mening?
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1262
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2108

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jan 2016, 22:01

Der var ingen problemer hos lægen, jeg fik en henvisning. Nu skal jeg bare finde en psykolog, der forhåbentligt kan tage mig snart. Har fået anbefalet en i byen og har skrevet en mail til hende.

Efter lægen var jeg til frisør og her til aften har jeg netshoppet lidt ventetøj. Har for første gang i en måned følt mig en smule lettere i dag, det er virkelig rart!
19
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7831
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1016
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9216

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Fru Sunshine » 27. jan 2016, 22:02

Det var godt at høre.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.

Tilbage til "Livets forhold"