Når det hele føles... ligegyldigt

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 3311
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 261
Likede indlæg: 3918

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Juki » 5. apr 2016, 18:24

thomassneum skrev:Sorry! Grow up!
(Skammer mig)
Alle dine valg i livet har konsekvenser (det ved du allrede), sjovt at det aldrig blev sagt til os. Det var vel fordi at det var forventeligt, eller selskrevet?--Eller nowed.. Følelser er "bare" det. Men at tolke dem, det kræver et fuldt liv. Nothings new.. og du må gerne dåne. Jeg gjorde faktisk, tæt på; det samme, da jeg skulle undervise i diamanten første gang. (dont kill me... har ikke læst hele tråden)

Brugbart og sympatisk, eller.. :gruble:
0
I like big beards and I cannot lie
Billede
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 8403
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1114
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 10254

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Fru Sunshine » 5. apr 2016, 18:30

Du kan roligt tage din kæreste med.
Og jeg forstår godt din reaktion på det logo.

Jeg kan ikke passere bygrænsen for min tidligere arbejdsplads, og jeg får kvalme og rysteture, når jeg er nødt til at køre på vejen mod den by.
Og nu er det snart et år siden, jeg blev fyret.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1534
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 321
Likede indlæg: 2534

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 6. apr 2016, 07:16

Fru Sunshine skrev:Du kan roligt tage din kæreste med.
Og jeg forstår godt din reaktion på det logo.

Jeg kan ikke passere bygrænsen for min tidligere arbejdsplads, og jeg får kvalme og rysteture, når jeg er nødt til at køre på vejen mod den by.
Og nu er det snart et år siden, jeg blev fyret.


Det føles helt afsindigt, at kroppen kan reagere så stærkt - men det er et kraftfuldt signal den sender.

Jeg prøver at tænke positivt om det møde. Tror det er vigtigt, jeg får lukket det så godt jeg kan lige nu, så jeg forhåbentligt kan vende tilbage efter min barsel og få afsluttet uddannelsen uden den slags panikfølelser i kroppen.


Tak for alle jeres søde hilsner. :kys:
1
Buller
Indlæg: 627
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 42
Likede indlæg: 860

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Buller » 6. apr 2016, 07:25

Og jeg vil lige nævne at der oftest kun lige kort bliver spurgt til hvem jeg er, nu jeg sådan helt naturligt bare går med ind til diverse møder/samtaler/operationer.

Men derfra bliver intet nævnt, nogle gange tales der nærmest kun til min kæreste andre gange er jeg en del af samtalen, det afhænger af hvad emnet er.

Jeg kan så sagtens finde på at afbryde og stille spørgsmål, hvis min kæreste ikke selv får det gjort. Fordi vi som regel har talt om det tidligere og jeg også ved hvad han gerne vil vide. Jeg er jo engageret på en anden måde og tager det ikke så personligt.

Bagefter er det en klar fordel under alle omstændigheder, da jeg husker andre ting end min kæreste... især de gange han har brugt mest energi på ikke at gå i panik og nærmest ikke har hørt noget.

Så gør det endelig.
2
Brugeravatar
Skralde
Indlæg: 1647
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:13
Kort karma: 328
Likede indlæg: 3929

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Skralde » 6. apr 2016, 07:41

Du kan sagtens tage din kæreste med :gogo: Det glæder mig at du trods alt har fået det bedre og ikke mindst at du fortsætter med at lytte til din krops signaler :kys:
2
L, mit livs lys - 3.10.2010
@denkreativerappenskralde
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 2471
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 475
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 5075

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Madam Pomfrey » 6. apr 2016, 07:41

Dejligt at læse du har det bedre og at det går den rette vej.
Det var også det indtryk jeg havde ifht. de indlæg du har postet rundt omkring, at glæde og overskud kunne fornemmes.
Og hvor er jeg glad for at læse om et positivt læge-skifte, det har været den helt rette beslutning.

Selvfølgelig er det helt ok at du tager din kæreste med på mødet, jeg tror faktisk det er en rigtig god ide at det er ham, for han har kendt dig så længe, og før stress, han kan være en god formidler af dit psykiske helbred og velvære, og også fastholde dig i ikke at pakke ting ind og gøre dem mindre alvorlige end de faktisk er, formidle fakta, virkelighed.
Og så er det en person du elsker, og stoler på - det tror jeg er en klar fordel.

Min veninde der kæmpede en sej kamp med depressioner, hun havde sin søster med til div. kommunale møder, det var en stor tryghed.
3
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1534
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 321
Likede indlæg: 2534

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 6. apr 2016, 07:48

Buller skrev:Og jeg vil lige nævne at der oftest kun lige kort bliver spurgt til hvem jeg er, nu jeg sådan helt naturligt bare går med ind til diverse møder/samtaler/operationer.

Men derfra bliver intet nævnt, nogle gange tales der nærmest kun til min kæreste andre gange er jeg en del af samtalen, det afhænger af hvad emnet er.

Jeg kan så sagtens finde på at afbryde og stille spørgsmål, hvis min kæreste ikke selv får det gjort. Fordi vi som regel har talt om det tidligere og jeg også ved hvad han gerne vil vide. Jeg er jo engageret på en anden måde og tager det ikke så personligt.

Bagefter er det en klar fordel under alle omstændigheder, da jeg husker andre ting end min kæreste... især de gange han har brugt mest energi på ikke at gå i panik og nærmest ikke har hørt noget.

Så gør det endelig.


I mit indkaldelsesbrev foreslår de evt. at tage tillidsrepræsentanten med. Det er ret sigende, at jeg aldrig er blevet præsenteret for vores tillidsrepræsentant og ikke aner, hvad vedkommende hedder.

Min kæreste har siddet på den anden side af bordet i rigtig mange af den slags samtaler, han har haft mange elever og kender procedurerne og reglerne. Det er en stor tryghed for mig, fordi jeg ved, han kan håndtere det på en professionel måde, hvor jeg jo virkelig bare er i mine følelsers vold lige nu. Den tryghed ville jeg have svært ved at finde hos et menneske, jeg aldrig har mødt før.

Jeg tror bare jeg tænkte, at det virker lidt "jeg har taget min far med"-agtigt. Men jeg kan egentlig mærke, at efter den måde jeg blev behandlet på i forbindelse med det sidste møde, der skulle afholdes, så er jeg faktisk ligeglad med, hvad de tænker.
3
Buller
Indlæg: 627
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 42
Likede indlæg: 860

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Buller » 6. apr 2016, 07:53

Danseprinsesse skrev:Jeg tror bare jeg tænkte, at det virker lidt "jeg har taget min far med"-agtigt. Men jeg kan egentlig mærke, at efter den måde jeg blev behandlet på i forbindelse med det sidste møde, der skulle afholdes, så er jeg faktisk ligeglad med, hvad de tænker.


Det har man måske også... men hvorfor tager man sin far med? Fordi man vil være sikker på at de andre opfører sig ordentligt. Ikke fordi man tror at man selv er en ogginok der skal have hjælp til at sidde ordentligt på stolen.

Det er et udsagn om at man forventer at dette møde skal forløbe ordentlig og efter bogen, det burde alle jo være interesserede i.


Og så har man måske også sin far med for at hjælpe med detaljer man ikke selv kan huske i kampens hede, eller som man ikke har set fordi man står midt i det hele og far står udenfor og kigger på en mens det sker. Det ved de også godt.
1
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1534
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 321
Likede indlæg: 2534

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 6. apr 2016, 07:58

DD_81 skrev:Dejligt at læse du har det bedre og at det går den rette vej.
Det var også det indtryk jeg havde ifht. de indlæg du har postet rundt omkring, at glæde og overskud kunne fornemmes.
Og hvor er jeg glad for at læse om et positivt læge-skifte, det har været den helt rette beslutning.

Selvfølgelig er det helt ok at du tager din kæreste med på mødet, jeg tror faktisk det er en rigtig god ide at det er ham, for han har kendt dig så længe, og før stress, han kan være en god formidler af dit psykiske helbred og velvære, og også fastholde dig i ikke at pakke ting ind og gøre dem mindre alvorlige end de faktisk er, formidle fakta, virkelighed.
Og så er det en person du elsker, og stoler på - det tror jeg er en klar fordel.

Min veninde der kæmpede en sej kamp med depressioner, hun havde sin søster med til div. kommunale møder, det var en stor tryghed.


Tak. :kys:

Ja, det har været en stor lettelse at få en læge, som jeg føler bakker mig 100 % op. I går talte jeg med hende, fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre i forhold til den mulighedserklæring, de har sendt med.
Hun sagde, at jeg roligt kunne tage til det møde og fortælle, at jeg på ingen måde vil blive rask inden min barsel starter - og at hun i øvrigt ikke synes, jeg skal lade dem presse mig til at køre det over på graviditetsbetinget sygdom, jeg er sygemeldt pga. psykisk belastning på min arbejdsplads, det skulle jeg bare holde fast i.
2
ajnaM
Indlæg: 1018
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 118
Likede indlæg: 2138

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf ajnaM » 6. apr 2016, 07:59

thomassneum skrev:Sorry! Grow up!
(Skammer mig)
Alle dine valg i livet har konsekvenser (det ved du allrede), sjovt at det aldrig blev sagt til os. Det var vel fordi at det var forventeligt, eller selskrevet?--Eller nowed.. Følelser er "bare" det. Men at tolke dem, det kræver et fuldt liv. Nothings new.. og du må gerne dåne. Jeg gjorde faktisk, tæt på; det samme, da jeg skulle undervise i diamanten første gang. (dont kill me... har ikke læst hele tråden)


Ej, ej, ej - man læser altså lige tråden, når det handler om sådan noget her. Din kommentar er totalt malplaceret. :tie:
4
Buller
Indlæg: 627
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 42
Likede indlæg: 860

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Buller » 6. apr 2016, 08:31

Danseprinsesse skrev:Hun sagde, at jeg roligt kunne tage til det møde og fortælle, at jeg på ingen måde vil blive rask inden min barsel starter - og at hun i øvrigt ikke synes, jeg skal lade dem presse mig til at køre det over på graviditetsbetinget sygdom, jeg er sygemeldt pga. psykisk belastning på min arbejdsplads, det skulle jeg bare holde fast i.


100% enig, du skal ikke lade dem tørre deres dårlige arbejdsmiljø af på noget fysisk.

Så bliver det problem de har på deres arbejdsplads jo aldrig adresseret og den elendige chef kan uforstyrret blive ved med at hærge løs.
1
Blonderella
Indlæg: 131
Tilmeldt: 20. mar 2016, 20:19
Kort karma: 21
Likede indlæg: 290

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Blonderella » 6. apr 2016, 08:38

Jeg har været der hvor du er. Ihvertfald i forhold til din graviditet. Jeg blev (uplanlagt) gravid sidste vinter. Jeg var lige startet på nyt arbejde. Jeg havde en depression i bagagen. Jeg kunne mærke at den var på vej igen. Jeg kunne slet ikke rumme at folk sagde tillykke med graviditeten eller spurgte til maven. Jeg nævnte det ikke for nogen med mindre de selv spurgte. Jeg var frustreret over ikke at føle noget- og ked af det. Rigtig ked af det.

Min læge mente ikke at jeg passede ind i en henvisning. Jeg sad - grædende - og fortalte at jeg ikke kunne overskue mit arbejde, mine 2 børn, at stå op, at gå i bad - og at jeg ingen følelser havde for den her baby. Han mente at jeg jo skulle tænke på at alle mødre har det hårdt med 2 børn og 37 timers arbejde.

Men jeg kunne jo altså selv betale for en psykolog.

Tak.. min jm bad mig skifte læge. Hun har simpelthen været den største støtte i alt det her . Ny læge = henvisning med det samme. Og jeg blev samtidig en del af et program for sårbare mødre. Så jeg gik fra ingen hjælp til psykolog, samtalegruppe og så min fantastiske jm. Bare følelsen af at BLIVE HØRT var halvdelen af healingen. Jeg fik det bedre og jeg nåede at glæde mig de sidste måneder af graviditeten.

Så.. bare for at sige at det godt kan nå at vende nu, hvor der er hjælp forude :kram:
6
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1534
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 321
Likede indlæg: 2534

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 6. apr 2016, 14:36

Blonderella skrev:Jeg har været der hvor du er. Ihvertfald i forhold til din graviditet. Jeg blev (uplanlagt) gravid sidste vinter. Jeg var lige startet på nyt arbejde. Jeg havde en depression i bagagen. Jeg kunne mærke at den var på vej igen. Jeg kunne slet ikke rumme at folk sagde tillykke med graviditeten eller spurgte til maven. Jeg nævnte det ikke for nogen med mindre de selv spurgte. Jeg var frustreret over ikke at føle noget- og ked af det. Rigtig ked af det.

Min læge mente ikke at jeg passede ind i en henvisning. Jeg sad - grædende - og fortalte at jeg ikke kunne overskue mit arbejde, mine 2 børn, at stå op, at gå i bad - og at jeg ingen følelser havde for den her baby. Han mente at jeg jo skulle tænke på at alle mødre har det hårdt med 2 børn og 37 timers arbejde.

Men jeg kunne jo altså selv betale for en psykolog.

Tak.. min jm bad mig skifte læge. Hun har simpelthen været den største støtte i alt det her . Ny læge = henvisning med det samme. Og jeg blev samtidig en del af et program for sårbare mødre. Så jeg gik fra ingen hjælp til psykolog, samtalegruppe og så min fantastiske jm. Bare følelsen af at BLIVE HØRT var halvdelen af healingen. Jeg fik det bedre og jeg nåede at glæde mig de sidste måneder af graviditeten.

Så.. bare for at sige at det godt kan nå at vende nu, hvor der er hjælp forude :kram:


Det er rigtig godt at høre - altså ikke at du havde det svært vel, men at du fik en god læge også, og at det kan vende. :kys:

Jeg kan helt klart bedre forholde mig til graviditeten nu end tidligere og lukker ikke længere af for det på samme måde. Men jeg har også efterhånden affundet mig med, at der nok bare ikke kommer de store tilknytningsfølelser til det i maven, og at det er ok. Jeg glæder mig til at få mit barn nu, dét kan jeg mærke - og det prøver jeg at fokusere på.
Jeg har det også sådan, at graviditeten ikke er noget jeg har lyst til at tale ret meget om - de praktiske ting er ok efterhånden, men hvis det går tættere på end det, så synes jeg det er ubehageligt. For jeg kan jo som regel ikke mærke de der ting, som folk forventer, når de spørger - og så bliver det bare en samtale, jeg virkelig gerne vil hurtigt ud af.
Det er også kun de nærmeste, jeg overhovedet har fortalt til, at jeg er gravid.
Jeg skal mødes med to veninder på fredag, som jeg ikke har set længe. De ved ikke, at jeg er gravid - det bliver sådan lidt sært at tage jakken af, og så har jeg ligesom fortalt, hvad der sker i mit liv. :genert:
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1534
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 321
Likede indlæg: 2534

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 12. apr 2016, 17:30

Jeg var til samtale i dag, og det gik fint.
Da jeg kom, syntes jeg helt sikkert, at jeg så lederen af min praktikafdeling - hjertet fløj op i halsen på mig, og jeg var virkelig glad for at min kæreste var med.

Men der var altså ingen fra min afdeling, der deltog i mødet - det var kun uddannelseslederen.
Vi havde en god snak. Hun var helt indforstået med lægens og min egen vurdering af, at jeg ikke bliver rask, inden min barsel starter.
Så aftalen er, at vi tales ved, når jeg nærmer mig slutningen af min barsel, så kan vi tage udgangspunkt i, hvordan jeg har det der - om vi skal lave nogle særlige aftaler; jeg skal ikke tilbage til samme afdeling igen.
De forlænger min aftale i forhold til de måneder jeg misser pga. sygdom og barsel (det skal de, men det var godt at få det bekræftet).
Hun virkede meget opsat på at gøre, hvad hun kunne, for at give mig lysten til faget tilbage, så jeg kan afslutte uddannelsen på en god måde.

Alt i alt en lettelse at få lukket det kapital - nu har jeg ro i forhold til det i rigtig lang tid.
14
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1534
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 321
Likede indlæg: 2534

Re: Når det hele føles... ligegyldigt

Indlægaf Danseprinsesse » 2. aug 2017, 21:22

Jeg kom til at tænke på denne tråd i dag, da jeg troede, jeg så min tidligere elevansvarlige på sygehuset, da jeg var på vej hjem.
Min krop reagerede med det samme med en ubehagelig panikfølelse.

Jeg blev ærgerlig over, at det blev håndteret så dårligt fra afdelingens side og sluttede på en måde, så det stadig gibber i mig ved tanken om at støde ind i mine gamle kollegaer - eller når jeg ser deres navne på et notat.

Men det gav mig også lyst til at give jer en opdatering, nu hvor jeg halvandet år efter er tilbage på arbejde igen.
For det betød så meget for mig i situationen at kunne læsse af herinde, og jeg sætter stor pris på den støtte I gav mig.

Det var virkelig ubehageligt at mærke, hvor voldsomt man kan blive påvirket på relativt kort tid. Det er noget, jeg vil prøve at tage ved lære af.
Da jeg sidste år officielt gik på barsel og ikke længere var sygemeldt, begyndte jeg stille og roligt at få det bedre, og det endte heldigvis ikke med at udvikle sig til en efterfødselsreaktion, som jeg var bange for dengang.
Men jeg har ikke glædet mig til at skulle tilbage på arbejde overhovedet. Jeg har prøvet at gennemtænke mange muligheder for, hvordan jeg kunne undgå det. Tanken om at skulle være i det fag igen gjorde mig træt og opgivende. Det føltes præcist som titlen på tråden; ligegyldigt.

Men min barsel fik jo en ende, og jeg forsøgte at tro på det bedste.
Nu er jeg i gang med 3. uge på min nye afdeling og det er gået så godt!
Jeg er landet på en afdeling, hvor det føles som om, der er et helt andet menneskeligt overskud.
Mine kollegaer viser interesse både for mig som menneske og for at lære mig, hvordan de forskellige opgaver skal løses.
Når jeg møder om morgenen, ved jeg, hvad jeg skal lave. Og jeg bliver sat ordentligt ind i tingene, så jeg rent faktisk forstår, hvad jeg laver og selvstændigt bliver i stand til at afslutte, det.
Den følelse jeg havde mit første praktiksted af at bidrage med noget væsentligt og af at være i et fag med mange muligheder og spændende opgaver, kan jeg allerede mærke igen.
Hver dag er jeg glad for at tage på arbejde. Det er simpelthen så dejligt.
30

Tilbage til "Livets forhold"