Selvom jeg ikke ønsker at andre har det som mig, så er det lidt rart at vide at mine følelser ikke er helt håbløse. Har lige snakket i telefon med kæresten og han har følt jeg har sagt at jeg ikke så en fremtid med ham fordi jeg har sagt jeg følte jeg tog drømmen om børn fra ham og at jeg ikke ville kunne leve med det. Jeg kan godt se at det kunne lyde som jeg ikke ville vores forhold, men det har jo ikke været det jeg har ment, men forstår bedre hvorfor han blev så ked af det og sur, og han forstår omvendt mig bedre nu, jeg er allerede lidt mere positiv, i hvert fald på den front, ved stadig ikke om jeg tror på vi får børn.
Jeg tror det også har været meget svært at føle det hele er min skyld. Kæresten har jo åbenbart præmisæd (genialt ord) og det eneste der egentlig fertilitetsmæssigt er galt med os er at jeg er overvægtig. Så jeg skal tabe mig, det er det eneste jeg kan se vi kan gøre bedre. Vi kunne tage æl-test, men vi har sex i hvert fald 3 gange om ugen normalt, og de sidste måneder har vi haft stort set hver dag i de midterste uger af min cyklus, så jeg er bange for at æl-test vil medfører pligtsex fremfor lyst-sex, og når vi har så emget så rammer vi jo uanset.
Til oktober er det et år siden vi mistede og vi vil kunne komme i behandling i det offentlige, men tror jeg skal tabe mig inden, er der ikke ngoet med at de ikke vil give behandling til overvægtige før de har tabt sig? Synes jeg at have læst et sted, men måske tager jeg fejl.
Så min plan er egentlig meget basic, jeg må få motioneret mere (er faktisk kommet ind i en god rytme de sidste par uger som jeg bare skal køre videre), og så skal jeg blive bedre til at få spsit om dagen, vi spiser egentlig ganske sundt, men jeg får ikke spist nok i løbet af dagen med resultat at jeg spiser for meget om aftenen. Og så snacker jeg en del usundt. Jeg har egentlig ikke et mål om at tabe mig, men derimod at blive sundere.
For at se positivt på det, ender vi i følge min kæreste med et forår/sommer barn som altid har været min drøm, desværre tror jeg aldrig det lykkes lige nu.
De dage har alle os der har prøvet i lang tid - lad os håbe det "bare" var en dum dag pga. skænderi med kæresten oveni. Jeg er i hvert fald helt sikker på at du nok skal blive gravid. Det er jo lykkes jer før og oven i købet uden hjælp, og alt ser fint ud hos jer, og su har alderen med dig 
Nu ved jeg ikke hvor meget overvægtig du er, men jeg har hørt at de i det offentlige helst ser man har et bmi under 30, hvorimod i det private der har man ingen restriktioner. Så det burde det i hvert fald være en mulighed - måske kan i ikke finde pengene lige nu, men så om nogle år. Ej men jeg tror altså det nok skal lykkes, selvom det er helt forståeligt at du er træt af at det skal tage så lang tid! Godt at høre at dig og kæresten har fået snakket ud trods alt 
Det er bare virkelig træls, når alt føles som røv og nøgler. Og når der så er kuk med kæresten oveni kan jeg godt forstå, det føles som om det hele vælter lidt. Kom egentlig ind for at skrive og spørge, om du ikke skulle få dig en snak med kæresten, men dejligt det så allerede er sket.. Alt er bare nemmere, når man står på samme side i stedet for hver sin 
Han er nu meget god den mand!
Hvis han skal gøre det, skal han bedes om det og så bliver han altid irriteret. Nogle gange overvejer bare at lade være, at gå i gang med noget, men vores søn skal jo have mad og skal ikke fanges i vores stridigheder.
Man har vel forberedt sig lidt på at modtage svaret 