KIM K skrev:Falstria skrev:KIM K skrev:Jeg er positivt overrasket.
Især er jeg tilfreds med at arveafgiften for familieejede virksomheder rulles tilbage til samme skattesats som er gældende for andre mennesker og som var tilfældet indtil for få år siden.
Egentlig mener jeg arveafgiften helt bør sløjfes men er imod udvalgte grupper gives en skatterabat, det har jeg meget svært ved at se rimeligheden i.
Der er forskel på at arve kontanter eller noget som omsættes til kontanter, -og så at arve en forpligtelse, der måske erstatter det job man havde og giver ansvar for andres jobs også.
For min skyld kunne al arv beskattes fuldt ud som indkomst, hvis der altså er tale om indkomst.
Bum, så ville der ikke gøres forskel på nogen.
Men hvis det man arver er den potentielle værdi af det arbejde som nogle ansatte er i stand til at udføre, så er det jo pløk åndsvagt at skulle beskattes af det, og dermed fyre de ansatte for at have noget at betale skatten med.
Produktionsmidler der beskattes, er pr. definition en klods om benet på erhvervet/den erhvervsdrivende.
Der er ét erhverv hvor produktionsmidlerne allerede beskattes årligt, og oven i det kommer så også arveskatten, det landbrug.
Der dobbeltbeskattes produktionsmidlerne ved et generationsskifte, såfremt efterfølgeren er et familiemedlem.
Sælges virksomheden til andre end familien, vil de andre opnå højere fradrag, man straffer familien og begunstiger de andre.
Derfor kommer vismænd også frem til at familie virksomheder kører dårligere efter et generationskifte.
De kobler det så ikke sammen med at det kan skyldes skat, men det gør jeg og alle de erhvervsdrivende. Så meget for de højt profilerede vismænd.
Konsekvensen bliver selskabsdannelser, smarte selskabskonstruktioner, så man har lige vilkår med andre og herunder udenlandske virksomheder.
Det giver ikke flere penge i statskassen i sidste ende, tværtimod.
En virksomhed udgør også en værdi og kan ligeledes omsættes til kontanter.
Jeg kan ikke se det forholder sig anderledes end når mine børn engang skal arve deres barndomshjem er det heller ikke sikkert de får råd til at beholde huset (eller teoretisk malerierne på væggene, møntsamlingen etc.) qua arveafgiften på 15 %.
Har arvingerne ikke råd til at beholde huset eller virksomheden pga. en skat på 15 % (der for sidstnævntes vedkommende endog kan afdrages over 15 år, og som der lægges op til skal forlænges til 30 år) så må de sælge fra som alle andre der arver.
Som nævnt mener jeg arveafgiften helt bør droppes, men den bør sløjfes eller nedsættes for alle eller slet ikke.
I princippet så burde dine børn jo KUN beskattes, HVIS de sælger malerierne eller boligen.
For hvis de vælger at bo i boligen, beskattes de istedet af lejeværdien af boligen (ejendomsværdiskat), hvis de lejer den ud beskattes de af indkomsten (lejeindtægten).
Forestil dig så at det ikke er en bolig, men bare en mark af samme værdi.
Den skal de betale skat af hvert år, uanset om den slet ikke bruges til noget, selvom de ikke selv benytter den og selvom den ikke lejes ud, skal der betales skat af den årligt.
Eller forestil dig at værdien af en virksomhed skyldes de 20 ansatte der har været i virksomheden i 40 år, men skal pensioneres året efter.
Hvad er virksomheden så værd året efter man blev beskattet, når de ansatte er væk?
Beskatning bør altid kun forekomme, hvor der er noget at betale skatten med.
Alt andet er misundelsesskat.
Altså når der er en indkomst, så beskat den som indkomst (ikke kun 15%, men de ca. 50% man beskatter indkomst med).
Indtil da, så hold fingrene for jer selv, pas jeres egne indkomster og betal jeres skatter af den (fuldt og helt).
Ingen skæven til om indkomsten kommer fra værdipapirer eller hårdt arbejde, ingen skæven til om den benyttes til at afdrage på huset eller går ind på en pensionsopsparing.
Det simpleste er altid det bedste, og det mest retfærdig, og det mest givtige på sigt.