Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 10:40

KinderBueno skrev:Jeg bliver irriteret over nedladende jyde-jokes. Jeg har ikke selv hundrede fordomme den anden vej, og jeg gider ærlig talt ikke blive smidt i den bås, som der står "prol, snævertsynet, kikset og nærrig" på. Jeg synes, det er snævertsynet i sig selv at have den opfattelse, at alle jyder er én homogen masse.

Det er så stenet. Jeg oplever den desværre begge veje, fordi jeg er fra Sydsjælland oprindeligt, og bor i Jylland nu, og påregner at blive ved med det.

Og bliver enormt provokeret af mange indfødte århusianeres "du er fra København". Nej, jeg er fra Sydsjælland. "Det er det samme". Når samme personer bliver dødeligt fornærmede over, at jeg tillader mig at sige, at jeg bor i Århus(området), fordi jeg bor lidt udenfor Skejby. Jesus. Altså det er sgu lige ignorant nok at København og Næstved er det samme, men alt udenfor Ringgaden er Randers.
Det er dog heldigvis ikke alle :D

Men du har ret, der sker virkelig meget stigmatisering, og det er dumt.
Senest rettet af Karkluden 21. sep 2015, 10:41, rettet i alt 1 gang.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
hotlips
Indlæg: 802
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:01
Kort karma: 115
Likede indlæg: 1302

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf hotlips » 21. sep 2015, 10:41

Skumfidusen skrev:Som ateist er det her ikke specielt velanset at skrive, men jeg forstår virkelig godt at folk har en tro. Jeg synes ikke det er dumt eller latterligt eller en sutteklud som mange af mine meningsfæller i øvrigt åbenbart synes. Jeg kan godt forstå glæden ved en tro på at der en stor og tilgivende og stærk kraft derude. Jeg kan godt forstå glæden ved at tilhøre et verdensomspændende fællesskab af rige traditioner og stolte historier. Om at være defineret ved en hengivenhed, om at mødes over noget og en nærhed i en tro. Jeg forstår godt at man ikke gider købe den pakke JEG har købt og erstatte alle de ting med ikke rigtigt noget. Jeg forstår det virkelig.



Men hvornår har man ikke måttet sige det?

Hvis bare folk hyler op om tro så har de pr definition ret til hvad det end måtte være,for ret og respekt for tro det har vi allesammen bare at ha,men at man vil slippe for tro og for at få trukket ting ned over hovedet tæller jo ikke.
0
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 10:42

hotlips skrev:
Skumfidusen skrev:Som ateist er det her ikke specielt velanset at skrive, men jeg forstår virkelig godt at folk har en tro. Jeg synes ikke det er dumt eller latterligt eller en sutteklud som mange af mine meningsfæller i øvrigt åbenbart synes. Jeg kan godt forstå glæden ved en tro på at der en stor og tilgivende og stærk kraft derude. Jeg kan godt forstå glæden ved at tilhøre et verdensomspændende fællesskab af rige traditioner og stolte historier. Om at være defineret ved en hengivenhed, om at mødes over noget og en nærhed i en tro. Jeg forstår godt at man ikke gider købe den pakke JEG har købt og erstatte alle de ting med ikke rigtigt noget. Jeg forstår det virkelig.



Men hvornår har man ikke måttet sige det?

Hvis bare folk hyler op om tro så har de pr definition ret til hvad det end måtte være,for ret og respekt for tro det har vi allesammen bare at ha,men at man vil slippe for tro og for at få trukket ting ned over hovedet tæller jo ikke.

Jeg hører da ofte, at jeg jo umuligt kan have en høj intelligens eller være særligt kløgtig, når jeg nu anser mig selv som troende. I de fleste kredse jeg kommer i, er det meget lidt velanset at være den mindste smule religiøs, også selvom det ikke er noget, man på nogen måde taler om eller presser over hovedet på folk.
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
KinderBueno
Indlæg: 512
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 124
Likede indlæg: 1065

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf KinderBueno » 21. sep 2015, 11:03

Karkluden skrev:
KinderBueno skrev:Jeg bliver irriteret over nedladende jyde-jokes. Jeg har ikke selv hundrede fordomme den anden vej, og jeg gider ærlig talt ikke blive smidt i den bås, som der står "prol, snævertsynet, kikset og nærrig" på. Jeg synes, det er snævertsynet i sig selv at have den opfattelse, at alle jyder er én homogen masse.

Det er så stenet. Jeg oplever den desværre begge veje, fordi jeg er fra Sydsjælland oprindeligt, og bor i Jylland nu, og påregner at blive ved med det.

Og bliver enormt provokeret af mange indfødte århusianeres "du er fra København". Nej, jeg er fra Sydsjælland. "Det er det samme". Når samme personer bliver dødeligt fornærmede over, at jeg tillader mig at sige, at jeg bor i Århus(området), fordi jeg bor lidt udenfor Skejby. Jesus. Altså det er sgu lige ignorant nok at København og Næstved er det samme, men alt udenfor Ringgaden er Randers.
Det er dog heldigvis ikke alle :D

Men du har ret, der sker virkelig meget stigmatisering, og det er dumt.


Det lyder da også vildt dumt, at du bliver rettet for at bo i Skejby. Det er da også en del af Aarhus, synes jeg.
Men du har også ret i, at mange jyder kender ikke forskel på København og Sjælland. Det er også for dårligt, og jeg forstår godt, at det må skabe irritation den anden vej. Men altså. Ja.
0
hej hest, hestehest
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 11:18

KinderBueno skrev:
Karkluden skrev:
KinderBueno skrev:Jeg bliver irriteret over nedladende jyde-jokes. Jeg har ikke selv hundrede fordomme den anden vej, og jeg gider ærlig talt ikke blive smidt i den bås, som der står "prol, snævertsynet, kikset og nærrig" på. Jeg synes, det er snævertsynet i sig selv at have den opfattelse, at alle jyder er én homogen masse.

Det er så stenet. Jeg oplever den desværre begge veje, fordi jeg er fra Sydsjælland oprindeligt, og bor i Jylland nu, og påregner at blive ved med det.

Og bliver enormt provokeret af mange indfødte århusianeres "du er fra København". Nej, jeg er fra Sydsjælland. "Det er det samme". Når samme personer bliver dødeligt fornærmede over, at jeg tillader mig at sige, at jeg bor i Århus(området), fordi jeg bor lidt udenfor Skejby. Jesus. Altså det er sgu lige ignorant nok at København og Næstved er det samme, men alt udenfor Ringgaden er Randers.
Det er dog heldigvis ikke alle :D

Men du har ret, der sker virkelig meget stigmatisering, og det er dumt.


Det lyder da også vildt dumt, at du bliver rettet for at bo i Skejby. Det er da også en del af Aarhus, synes jeg.
Men du har også ret i, at mange jyder kender ikke forskel på København og Sjælland. Det er også for dårligt, og jeg forstår godt, at det må skabe irritation den anden vej. Men altså. Ja.

Jeg bor lige udenfor Skejby, i Lisbjerg. Men apparantly ville det ikke gøre forskel, om jeg boede i Skejby eller ved den der Netto-McD nede ved Stjernepladsen. Det er ikke Århus. Synes mange. Men altså hvis min kærestes ven fra Brønderslev, spørger hvor jeg bor, siger jeg sgu da "Århus". Han aner da ikke hvor Lisbjerg er eller at det er 10 km fra Århus banegård :lol: Hvis en fra Århus spørger mig, siger jeg Lisbjerg.
Det er mere den der med, at Århus udelukkende er det indenfor ringgaden og alt andet er sådan lidt ufint og hører ikke med til Århusområdet :stoned:

Men ja, det er så irriterende og et udtryk for at være ignorant. Det synes jeg så også, at den jydestigmatisering, du beskriver er. Altså ignorant.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
KinderBueno
Indlæg: 512
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 124
Likede indlæg: 1065

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf KinderBueno » 21. sep 2015, 11:31

Nå, okay, Lisbjerg! Det vil jeg bestemt kalde Aarhus-området, men jeg ved faktisk ikke, om jeg ville kalde det Aarhus. Men uanset hvad, så ville det i hvert fald aldrig falde mig ind at rette, for det er jo mest et spørgsmål om opfattelse.

Det andet, du beskriver, oplever jeg til gengæld ikke. I mine kredse kalder man det også Aarhus, selvom det er udenfor ringgaden men indenfor ringvejen. Man kalder det nok ved områdets navn, f.eks. Hasle eller Skejby men det er da stadigvæk Aarhus. Og da især hvis man snakker med folk fra andre byer.
1
hej hest, hestehest
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf ShuruQ » 21. sep 2015, 11:42

hotlips skrev:
Skumfidusen skrev:Som ateist er det her ikke specielt velanset at skrive, men jeg forstår virkelig godt at folk har en tro. Jeg synes ikke det er dumt eller latterligt eller en sutteklud som mange af mine meningsfæller i øvrigt åbenbart synes. Jeg kan godt forstå glæden ved en tro på at der en stor og tilgivende og stærk kraft derude. Jeg kan godt forstå glæden ved at tilhøre et verdensomspændende fællesskab af rige traditioner og stolte historier. Om at være defineret ved en hengivenhed, om at mødes over noget og en nærhed i en tro. Jeg forstår godt at man ikke gider købe den pakke JEG har købt og erstatte alle de ting med ikke rigtigt noget. Jeg forstår det virkelig.



Men hvornår har man ikke måttet sige det?

Hvis bare folk hyler op om tro så har de pr definition ret til hvad det end måtte være,for ret og respekt for tro det har vi allesammen bare at ha,men at man vil slippe for tro og for at få trukket ting ned over hovedet tæller jo ikke.


Jeg er troende, ja jeg "skilter" med det i form af mit tørklæde, de færreste vil være i tvivl om hvad jeg tror på, jeg er selv hvis jeg ikke gik med tørklæde på ingen måde interesseret i at lægge skjul på mit ståsted. Men jeg prøver ikke at trække hverken mit tro eller tørklæde ned over andre folk, jeg fortæller gerne om det, hvis folk selv spørger opsøgende, ellers ikke.

Og nej, jeg møder mindst lige så meget manglende respekt som respekt for mit valg. Jeg er både dansker og muslim, det gør for mange ekstra dumt, for jeg må jo være virkelig dum, at jeg kan ryge på islam og det er helt klart kun pga af en mand. Jeg begyndte at undersøge islam da jeg ventede min ældste søn, for at have kendskab til troen, jeg blev stille og roligt forelsket i islam, jo mere jeg læste, jo mere rigtigt føltes alt indeni mig, der gik dog ca. 3 år fra jeg begyndte at lære mig islam, til jeg tog skridtet. Jeg blev skilt fra min daværende mand, men at blive skilt fra ham er ikke ensbetydende med jeg blev skilt fra min tro, da de to ting ikke havde med hinanden at gøre. Men de færreste tror mig, når jeg siger, jeg ikke valgte islam, fordi det føltes rigtig for mig, det er da også manglende respekt for mit frie valg samt og blot tanken om at nogen gør det frivilligt, det er disrespekt ikke at tro på min evne til at tænke selv samt tro mig når jeg siger det var af lyst.

Men jeg møder heldigvis ligeså meget forståelse og accept.
0
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 432
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 116
Likede indlæg: 1139

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 11:49

Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.
2
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 12:01

englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 432
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 116
Likede indlæg: 1139

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 12:13

Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor alting (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.
Senest rettet af englishchannel 21. sep 2015, 12:19, rettet i alt 1 gang.
2
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 12:19

englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4640
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5910

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 12:24

Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Men som sådan en, der er 36 og fik barn som 24-årig, har det andre kalder en karriere, god løn, stort hus... Ja alt det fra begge fløje. Så giver det da god mening. Skulle jeg vælge noget af det fra, så blev det da uddannelse og karriere. Når jeg ser folk fremvise kærligt, børn og familie, så bliver jeg da langt mere glad på deres vegne, end når de har bestået en uddannelse.

Om end jeg faktisk værdsætter uddannelse voldsomt højt og også snildt er i stand til at glæde mig over det, når folk får sådan en i hus.
1
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4640
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5910

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 12:24

Dikus skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Men som sådan en, der er 36 og fik barn som 23-årig, har det andre kalder en karriere, god løn, stort hus... Ja alt det fra begge fløje. Så giver det da god mening. Skulle jeg vælge noget af det fra, så blev det da uddannelse og karriere. Når jeg ser folk fremvise kærligt, børn og familie, så bliver jeg da langt mere glad på deres vegne, end når de har bestået en uddannelse.

Om end jeg faktisk værdsætter uddannelse voldsomt højt og også snildt er i stand til at glæde mig over det, når folk får sådan en i hus.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4640
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5910

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 12:25

Dikus skrev:
Dikus skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Men som sådan en, der er 36 og fik barn som 23-årig, har det andre kalder en karriere, god løn, stort hus... Ja alt det fra begge fløje. Så giver det da god mening. Skulle jeg vælge noget af det fra, så blev det da uddannelse og karriere. Når jeg ser folk fremvise kærligt, børn og familie, så bliver jeg da langt mere glad på deres vegne, end når de har bestået en uddannelse.

Om end jeg faktisk værdsætter uddannelse voldsomt højt og også snildt er i stand til at glæde mig over det, når folk får sådan en i hus,
0
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 12:28

Dikus skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Men som sådan en, der er 36 og fik barn som 24-årig, har det andre kalder en karriere, god løn, stort hus... Ja alt det fra begge fløje. Så giver det da god mening. Skulle jeg vælge noget af det fra, så blev det da uddannelse og karriere. Når jeg ser folk fremvise kærligt, børn og familie, så bliver jeg da langt mere glad på deres vegne, end når de har bestået en uddannelse.

Om end jeg faktisk værdsætter uddannelse voldsomt højt og også snildt er i stand til at glæde mig over det, når folk får sådan en i hus.

Børn og bryllup forstår jeg også, at der bliver überliket. Altså jeg forstår godt, at min venindes nyfødte baby får 10000000 likes, det er jo kæmpestort.
Men jeg forstår ved gud ikke, at min anden venindes status om, at hun flyttede sammen med kæreste (gennem i øvrigt flere år, så det havde man set komme) fik 250 likes, mens statussen om, at hun var færdiguddannet læge fik 15 likes. Det synes jeg er lidt.. tankevækkende.
Selvom jeg også ville vælge familie og kærlighed fremfor uddannelse.

Og nu kørte det også lidt af sporet. I princippet forstår jeg bare ikke det der med de kæmpebryllupper med grimme (for 99% vedkommende) kjoler, pinlige og kedelige taler og røvkedelige fester. Selv når andre har syntes det har været awesome, synes jeg altid, det har været virkelig kedeligt eller decideret pinligt, så det er nok mig, den er gal med :lol: Jeg elsker til gengæld ceremonien i kirken eller på rådhuset og hele idéen i at fejre kærligheden. Det er kun festdelen jeg finder rædsom.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.

Tilbage til "Generelt"