Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
Sophaya
Indlæg: 2230
Tilmeldt: 22. aug 2015, 11:26
Kort karma: 392
Likede indlæg: 3770

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Sophaya » 21. sep 2015, 16:42

og så til det jeg kom for at sige: Nej, jeg gider faktisk ikke ses med nogen, for jeg vil hellere ligge under min dyne og spise slik. Forstå det dog!
3
x
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4625
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 674
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5867

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 16:42

Sophaya skrev:
Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Du har ikke læst psykologi kan jeg fornemme :stoned:

For mig vil min uddannelse/karriere være min største præsentation - men jeg hverken har eller skal have børn, så jeg skal ikke kunne udtale mig om det der børn :D
Jeg synes dog ikke at de kan sættes op mod hinanden på den måde - for mig at se er det bare to forskellige kampe :lol:


Kun som tilvalg på uni. Men jeg køber ikke rigtigt den der "min uddannelse er ekstra-anderledes end alle andre". Snarere, at det har noget med personen at gøre.

Men det giver jo god mening, når du har fravalgt børn.

For mig kan det sagtens sættes op mod hinanden. Det bliver det hver dag, hvor arbejde og familie balanceres og prioriteres.
1
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 16:47

Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.

Jeg synes ikke, det er en større præstation at tage en uddannelse end at få børn. Vil jeg gerne pointere. Jeg synes børn er større. En præstation ved jeg ikke om det er, men jeg synes BEGIVENHEDEN i at få børn er større end i at få en uddannelse.
Min sammenligning gik i øvrigt på det at flytte sammen eller blive forlovet (ikke gift, forlovet. Som de så var i 5 år, før de gik hver til sit) kontra at tage en lang og svær uddannelse som medicinstudiet fx. Dér synes jeg så altså det er en større bedrift at tage en uddannelse end at flytte sammen, må jeg sige :lol: Selvom begge ting er vigtige.

Og nej, jeg har ikke børn. Jeg synes stadig, det er det største og vigtigste i et menneskeliv. Men jeg synes altså ikke, at sammenflytning er en større bedrift end en uddannelse.
Så jeg tror ikke, du lige kan skære alle os, der har svaret over en kam. Nogle af de andre mener noget andet :)
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 428
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1105

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 16:50

Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.
1
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 16:54

Men jeg kan egentlig godt følge English. Altså PRÆSTATIONEN i at få et barn (altså ikke at opdrage det og sådan, men blot undfange og føde det) er jo isoleret set en mindre præstation end at tage fx en PhD. Følelsesmæssigt er det at få og have et barn jo til gengæld MEGET vildere. Og at opdrage et barn er kæmpe præstation. Men for de fleste er selve præstationen i at få det der barn jo egentlig ok simpelt. Det gør da ikke følelserne mindre, og jeg synes ikke, det gør det mindre værdifuldt.
Vi talte faktisk om det i min bachelorgruppe, hvor den ene har et barn. hun synes, det var easypeasy både at være gravid og føde, og blev også nemt gravid. Altså præstationen for hende i at få det der barn i armene var ikke stor, hvorimod hendes uddannelse virkelig har været en kamp af og til pga. stress osv.
Præstationen i at opdrage det her barn og sådan er selvfølgelig en kæmpe præstation.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:01

... Men fuldstændig ligesom der er ting, vi ikke kan forstå, fordi vi ikke har børn, så ER der altså også ting, folk, og især kvinder, med børn glemmer, når de får de der børn.
Min mor er freaking snart 53, og jeg er 23, og hun tager det stadig dybt personligt, hvis jeg en sjælden gang tillader mig at nævne, at jeg indimellem synes, børn fylder lige rigeligt (fx til familiefesterne, hvor alt kører efter dem, selvom de er to skolebørn og vi er 25 voksne..).
Så er det, fordi jeg ikke "forstår det". Og det er da rigtigt. Det gør jeg ikke, for jeg har ikke børn. Og det er altså ikke hendes børn vil jeg gerne pointere.
Men hun, og mange andre mødre, har til gengæld også glemt, hvor pissepissefrustrerende det er at være uden børn, og altid "tabe". Altså jeg synes sgu ikke min fætter (som er 6 år) er specielt vild, fordi han skider på et toilet. Det er meget muligt, at det isoleret set er flot for ham, og hans forældre er glade, men jeg kan godt blive lidt træt, når jeg er blevet spurgt til fx min uddannelse, og så pludseligt LØBER hele familien ud for at klappe 2 ord inde i en sætning, fordi han har skidt. Og det forstår jeg nok, når jeg får børn. Det ændrer ikke på, at det er frustrerende ofte at føle både ift familie og venner med børn, at ens liv og tid er lige 15% mindre værd, og bare kan rykkes rundt med efter deres forgodtbefindende og behov...
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Flora
Indlæg: 4783
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:21
Kort karma: 254
Likede indlæg: 4232

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Flora » 21. sep 2015, 17:12

Karkluden skrev:... Men fuldstændig ligesom der er ting, vi ikke kan forstå, fordi vi ikke har børn, så ER der altså også ting, folk, og især kvinder, med børn glemmer, når de får de der børn.
Min mor er freaking snart 53, og jeg er 23, og hun tager det stadig dybt personligt, hvis jeg en sjælden gang tillader mig at nævne, at jeg indimellem synes, børn fylder lige rigeligt (fx til familiefesterne, hvor alt kører efter dem, selvom de er to skolebørn og vi er 25 voksne..).
Så er det, fordi jeg ikke "forstår det". Og det er da rigtigt. Det gør jeg ikke, for jeg har ikke børn. Og det er altså ikke hendes børn vil jeg gerne pointere.
Men hun, og mange andre mødre, har til gengæld også glemt, hvor pissepissefrustrerende det er at være uden børn, og altid "tabe". Altså jeg synes sgu ikke min fætter (som er 6 år) er specielt vild, fordi han skider på et toilet. Det er meget muligt, at det isoleret set er flot for ham, og hans forældre er glade, men jeg kan godt blive lidt træt, når jeg er blevet spurgt til fx min uddannelse, og så pludseligt LØBER hele familien ud for at klappe 2 ord inde i en sætning, fordi han har skidt. Og det forstår jeg nok, når jeg får børn. Det ændrer ikke på, at det er frustrerende ofte at føle både ift familie og venner med børn, at ens liv og tid er lige 15% mindre værd, og bare kan rykkes rundt med efter deres forgodtbefindende og behov...


Åh, det kender jeg virkelig godt det der. Der er også 2 børn i min familie som helt tydeligt er omdrejningspunkt for ALT når familien samles. Man kan sidde og fortælle en historie og pludselig siger eller gør ungen et eller andet og straks er HELE familiens opmærksomhed på ungen og alle har glemt at man var midt i at fortælle noget :rulle:.
0
Debattens sødeste :engel:
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:18

Flora skrev:
Karkluden skrev:... Men fuldstændig ligesom der er ting, vi ikke kan forstå, fordi vi ikke har børn, så ER der altså også ting, folk, og især kvinder, med børn glemmer, når de får de der børn.
Min mor er freaking snart 53, og jeg er 23, og hun tager det stadig dybt personligt, hvis jeg en sjælden gang tillader mig at nævne, at jeg indimellem synes, børn fylder lige rigeligt (fx til familiefesterne, hvor alt kører efter dem, selvom de er to skolebørn og vi er 25 voksne..).
Så er det, fordi jeg ikke "forstår det". Og det er da rigtigt. Det gør jeg ikke, for jeg har ikke børn. Og det er altså ikke hendes børn vil jeg gerne pointere.
Men hun, og mange andre mødre, har til gengæld også glemt, hvor pissepissefrustrerende det er at være uden børn, og altid "tabe". Altså jeg synes sgu ikke min fætter (som er 6 år) er specielt vild, fordi han skider på et toilet. Det er meget muligt, at det isoleret set er flot for ham, og hans forældre er glade, men jeg kan godt blive lidt træt, når jeg er blevet spurgt til fx min uddannelse, og så pludseligt LØBER hele familien ud for at klappe 2 ord inde i en sætning, fordi han har skidt. Og det forstår jeg nok, når jeg får børn. Det ændrer ikke på, at det er frustrerende ofte at føle både ift familie og venner med børn, at ens liv og tid er lige 15% mindre værd, og bare kan rykkes rundt med efter deres forgodtbefindende og behov...


Åh, det kender jeg virkelig godt det der. Der er også 2 børn i min familie som helt tydeligt er omdrejningspunkt for ALT når familien samles. Man kan sidde og fortælle en historie og pludselig siger eller gør ungen et eller andet og straks er HELE familiens opmærksomhed på ungen og alle har glemt at man var midt i at fortælle noget :rulle:.

Præcis. Og jeg går meget ind for både at se og høre børn, og jeg gør meget ud af at lave noget alene med familie og venners børn, og jeg elsker dem, og deres finurligheder. Bestemt!
Men jeg synes virkelig, det er svært, at jeg ret ofte oplever, at min tid, mine oplevelser og mine tanker ikke har ligeså meget værdi, fordi jeg ikke er mor endnu eller ikke er et barn.
Også når jeg har været i praktik fx. Medstuderende med børn kunne altid få lov at rykke rundt på studiedage og sådan, mens jeg flere gange har fået nej, fordi jeg jo "bare" skulle noget med min familie eller kæreste, og det var mindre værd end at holde en fridag med sit barn, selvom det var en helt anden dag, og jeg havde tjekket, der var dækning i planen til det (vi er udenfor normering i øvrigt).
Men også fra familie og venner med børn. Det er jo ikke bevidst, det ved jeg godt, men det bider nu af og til lidt alligevel :)
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4625
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 674
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5867

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 17:27

englishchannel skrev:
Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.


Altså. Nu har jeg ikke selv fået udgivet en bog, men min datters far har et par stykker ude. Før hans første bog tænkte han vist som dig. Det bidrog vist en del til hans nedtur at opdage, at det bare var det. Et stykke arbejde.

Jeg har talt med flere, der har siddet tilbage med samme tomme følelse, efter målet var nået. Måske det præger mit svar meget.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4625
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 674
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5867

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 17:31

Karkluden skrev:Men jeg kan egentlig godt følge English. Altså PRÆSTATIONEN i at få et barn (altså ikke at opdrage det og sådan, men blot undfange og føde det) er jo isoleret set en mindre præstation end at tage fx en PhD. Følelsesmæssigt er det at få og have et barn jo til gengæld MEGET vildere. Og at opdrage et barn er kæmpe præstation. Men for de fleste er selve præstationen i at få det der barn jo egentlig ok simpelt. Det gør da ikke følelserne mindre, og jeg synes ikke, det gør det mindre værdifuldt.
Vi talte faktisk om det i min bachelorgruppe, hvor den ene har et barn. hun synes, det var easypeasy både at være gravid og føde, og blev også nemt gravid. Altså præstationen for hende i at få det der barn i armene var ikke stor, hvorimod hendes uddannelse virkelig har været en kamp af og til pga. stress osv.
Præstationen i at opdrage det her barn og sådan er selvfølgelig en kæmpe præstation.


Men så er vi vel også tilbage ved, det er personafhængigt?

For mig har den mest fysiske præstation, jeg nogensinde har begået fødslen af min datter. Så krævende, så det invalliderede mig. De mange kvinder verden over, der er i samme situation - eller dør undervejs - har nok også en anden opfattelse af, hvor fast peasy en fødsel er i forhold til en uddannelse, end din veninde har.
0
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 428
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1105

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 17:35

Dikus skrev:
englishchannel skrev:
Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.


Altså. Nu har jeg ikke selv fået udgivet en bog, men min datters far har et par stykker ude. Før hans første bog tænkte han vist som dig. Det bidrog vist en del til hans nedtur at opdage, at det bare var det. Et stykke arbejde.

Jeg har talt med flere, der har siddet tilbage med samme tomme følelse, efter målet var nået. Måske det præger mit svar meget.


Jamen altså Dikus. Jeg taler jo ikke om hvad der er større, hvis man både er forfatter og har børn - det vil børnene altid være. Det andet er bare arbejde, som du selv siger.

Men det ændrer ikke på, at hvis Karla bliver ph.d. og Karl gør en eller anden gravid - jamen, så bliver jeg mere imponeret over Karlas bedrift, fordi det immervæk kræver noget mere arbejde og ikke er noget, som størstedelen af verdens befolkning kommer til at opleve. Det er jo det, vi taler om: Hvordan jeg som udenforstående ser noget - ikke hvordan det er for dem, som det faktisk sker for.

Jeg har jo hverken udgivet en bog, fået en ph.d. eller været gravid, så jeg udtaler mig kun i min egenskab af passiv tilskuer.
2
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:35

Dikus skrev:
Karkluden skrev:Men jeg kan egentlig godt følge English. Altså PRÆSTATIONEN i at få et barn (altså ikke at opdrage det og sådan, men blot undfange og føde det) er jo isoleret set en mindre præstation end at tage fx en PhD. Følelsesmæssigt er det at få og have et barn jo til gengæld MEGET vildere. Og at opdrage et barn er kæmpe præstation. Men for de fleste er selve præstationen i at få det der barn jo egentlig ok simpelt. Det gør da ikke følelserne mindre, og jeg synes ikke, det gør det mindre værdifuldt.
Vi talte faktisk om det i min bachelorgruppe, hvor den ene har et barn. hun synes, det var easypeasy både at være gravid og føde, og blev også nemt gravid. Altså præstationen for hende i at få det der barn i armene var ikke stor, hvorimod hendes uddannelse virkelig har været en kamp af og til pga. stress osv.
Præstationen i at opdrage det her barn og sådan er selvfølgelig en kæmpe præstation.


Men så er vi vel også tilbage ved, det er personafhængigt?

For mig har den mest fysiske præstation, jeg nogensinde har begået fødslen af min datter. Så krævende, så det invalliderede mig. De mange kvinder verden over, der er i samme situation - eller dør undervejs - har nok også en anden opfattelse af, hvor fast peasy en fødsel er i forhold til en uddannelse, end din veninde har.

Og derfor skrev jeg "de fleste". for i Danmark klarer det fleste altså en fødsel fuldkommen uden mén. Hvilket jeg ikke bare siger ud af den blå luft, men ud af erfaring efter at have arbejdet i obstetrikken og sat mig meget ind i området.
Jeg er i øvrigt efter det arbejde udmærket klar over, at nogle også bliver invalideret fysisk eller psykisk. Men det gør nogle jo af en uddannelse fx. Jeg er i øvrigt meget ked af på dine vegne, at du har måttet igennem det :kys:
Med det sagt - jeg synes det at få et barn, må være den største oplevelse, uden tvivl. Fuldkommen.
Men jeg synes, det er ærgerligt, at jeg oplever en tendens til, at hvis man ikke har børn, så er ens tid, tanker og meninger ikke rigtigt vigtige. Det giver desværre også den modreaktion, at mange kæmper mod børnefamilierne. Mere forståelse begge veje ville være fedt.
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4625
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 674
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5867

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 21. sep 2015, 17:40

englishchannel skrev:
Dikus skrev:
englishchannel skrev:
Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.


Altså. Nu har jeg ikke selv fået udgivet en bog, men min datters far har et par stykker ude. Før hans første bog tænkte han vist som dig. Det bidrog vist en del til hans nedtur at opdage, at det bare var det. Et stykke arbejde.

Jeg har talt med flere, der har siddet tilbage med samme tomme følelse, efter målet var nået. Måske det præger mit svar meget.


Jamen altså Dikus. Jeg taler jo ikke om hvad der er større, hvis man både er forfatter og har børn - det vil børnene altid være. Det andet er bare arbejde, som du selv siger.

Men det ændrer ikke på, at hvis Karla bliver ph.d. og Karl gør en eller anden gravid - jamen, så bliver jeg mere imponeret over Karlas bedrift, fordi det immervæk kræver noget mere arbejde og ikke er noget, som størstedelen af verdens befolkning kommer til at opleve. Det er jo det, vi taler om: Hvordan jeg som udenforstående ser noget - ikke hvordan det er for dem, som det faktisk sker for.

Jeg har jo hverken udgivet en bog, fået en ph.d. eller været gravid, så jeg udtaler mig kun i min egenskab af passiv tilskuer.


Men forskellen der er jo mere i, hvad man glæder sig over: En afsluttet uddannelse/en ny tid på arbejdsmarkedet kontra et nyt liv ig en ny familie.

Jeg finder det virkeligt sært at fokusere på "nåh ja, bien ig blomsten". Det er jo slet ikke det, det handler om. Så også som udenforstående virker et nyt liv altså mere fantastisk, unikt og glædeligt end et stykke papir på en afsluttet uddannelse.
0
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:44

Dikus skrev:
englishchannel skrev:
Dikus skrev:
englishchannel skrev:
Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.


Altså. Nu har jeg ikke selv fået udgivet en bog, men min datters far har et par stykker ude. Før hans første bog tænkte han vist som dig. Det bidrog vist en del til hans nedtur at opdage, at det bare var det. Et stykke arbejde.

Jeg har talt med flere, der har siddet tilbage med samme tomme følelse, efter målet var nået. Måske det præger mit svar meget.


Jamen altså Dikus. Jeg taler jo ikke om hvad der er større, hvis man både er forfatter og har børn - det vil børnene altid være. Det andet er bare arbejde, som du selv siger.

Men det ændrer ikke på, at hvis Karla bliver ph.d. og Karl gør en eller anden gravid - jamen, så bliver jeg mere imponeret over Karlas bedrift, fordi det immervæk kræver noget mere arbejde og ikke er noget, som størstedelen af verdens befolkning kommer til at opleve. Det er jo det, vi taler om: Hvordan jeg som udenforstående ser noget - ikke hvordan det er for dem, som det faktisk sker for.

Jeg har jo hverken udgivet en bog, fået en ph.d. eller været gravid, så jeg udtaler mig kun i min egenskab af passiv tilskuer.


Men forskellen der er jo mere i, hvad man glæder sig over: En afsluttet uddannelse/en ny tid på arbejdsmarkedet kontra et nyt liv ig en ny familie.

Jeg finder det virkeligt sært at fokusere på "nåh ja, bien ig blomsten". Det er jo slet ikke det, det handler om. Så også som udenforstående virker et nyt liv altså mere fantastisk, unikt og glædeligt end et stykke papir på en afsluttet uddannelse.


Men dikus, som jeg læser det english mener (og som egentlig også er min holdning), så er det, at FØLELSEN over at være gravid, få et barn osv anerkender vi 100000% er meget større end en uddannelse/bog/whatever. Men at PRÆSTATIONEN for nogle, ikke alle men nogle, altså er større ved at tage en uddannelse/skrive en bog/whatever end at undfange og føde et barn.
Og at præstationen ved at opdrage det barn er ekstremt meget større end alt det andet tilsammen.

Det er nok lidt "enhver idiot kan blive far, men det kræver en ægte mand at være far"-holdningen, vi har. Forudsat man ikke har fertilitetsproblemer.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 428
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1105

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 17:48

Dikus skrev:
englishchannel skrev:
Dikus skrev:
englishchannel skrev:
Dikus skrev:Ej, men altså :lol: Hvem mener også, at det i sig selv er det største er formere sig? Sådan nogen har jeg godt nok aldrig mødt :lol:

Nåh. Jeg fastholder altså, at det der barn, slår det hele. Jer, der mener, det er en større præstation at få noget så simpelt som en uddannelse... Har I de der børn?

*Og det var vist et spørgsmål, man ikke måtte stille*

Hvis svaret er ja, kan det jo have noget med personlighed at gøre. Uddannelse er for mig noget, man vælger at tage. Et skridt af gangen. Man begynder på dag 1 og slutter med et eksamensbevis. Dejligt og simpelt.

Det er lige knap så simpelt at opdrage et barn.


Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.


Altså. Nu har jeg ikke selv fået udgivet en bog, men min datters far har et par stykker ude. Før hans første bog tænkte han vist som dig. Det bidrog vist en del til hans nedtur at opdage, at det bare var det. Et stykke arbejde.

Jeg har talt med flere, der har siddet tilbage med samme tomme følelse, efter målet var nået. Måske det præger mit svar meget.


Jamen altså Dikus. Jeg taler jo ikke om hvad der er større, hvis man både er forfatter og har børn - det vil børnene altid være. Det andet er bare arbejde, som du selv siger.

Men det ændrer ikke på, at hvis Karla bliver ph.d. og Karl gør en eller anden gravid - jamen, så bliver jeg mere imponeret over Karlas bedrift, fordi det immervæk kræver noget mere arbejde og ikke er noget, som størstedelen af verdens befolkning kommer til at opleve. Det er jo det, vi taler om: Hvordan jeg som udenforstående ser noget - ikke hvordan det er for dem, som det faktisk sker for.

Jeg har jo hverken udgivet en bog, fået en ph.d. eller været gravid, så jeg udtaler mig kun i min egenskab af passiv tilskuer.


Men forskellen der er jo mere i, hvad man glæder sig over: En afsluttet uddannelse/en ny tid på arbejdsmarkedet kontra et nyt liv ig en ny familie.

Jeg finder det virkeligt sært at fokusere på "nåh ja, bien ig blomsten". Det er jo slet ikke det, det handler om. Så også som udenforstående virker et nyt liv altså mere fantastisk, unikt og glædeligt end et stykke papir på en afsluttet uddannelse.


Men igen handler det nok bare om perspektiv. Jeg vil altid glæde mig over (og like, hvis vi er i FB-verdenen) begge ting, men det ene anser jeg som en normal og forventelig del af livet, mens det andet er en ekstraordinær bedrift (her taler jeg igen ikke uddannelse, men at udgive en bog, tage en ph.d. eller åbne en egen virksomhed). Det kan være, at jeg får en mere følelsesmæssig reaktion på det lille nye liv og den nye familie, hvis jeg selv får børn en dag, men lige pt. vækker en gammel folkeskoleklassekammerats graviditet ikke de store følelser i mig.

(Gud, hvor jeg synes jeg egentlig, at det er svært at skrive uden at lyde som et totalt røvhul, men well...)
2

Tilbage til "Generelt"