Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
Charly
Indlæg: 394
Tilmeldt: 24. sep 2015, 19:14
Kort karma: 51
Likede indlæg: 708

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Charly » 5. aug 2016, 08:31

Wow, den unge mand har haft travlt :-D Jeg blev helt træt bare af at læse dit indlæg.

Håber I får en dejlig tur, mens han brænder krudt af på SFOen - og synes da det er fint at I tager en tur med ham alene. Så er det også nemmere at tage tingene i opløbet - og at ekskvere konsekvens, når det kun rammer ham.
1
Kan man ringe til en voksen?
Smiling_Goat
Indlæg: 2048
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 466
Likede indlæg: 5888

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Smiling_Goat » 5. aug 2016, 08:55

Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis flere forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.
11
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4633
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5876

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 5. aug 2016, 09:01

Smiling_Goat skrev:Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis flere forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.


Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at ignorere et barn, der græder.

Det er ikke konsekvenspædagogik i min bog. Bare dårligt forældreskab.
7
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf ShuruQ » 5. aug 2016, 09:08

Smiling_Goat skrev:Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.


Jeg tror også bare langt hen af vejen det handler om at kende sit barn. For et par år siden hvor jeg havde børnene nogle timer gik vi rundt i Fields, Malik var sur og tvær ret hurtigt og det endte med både han og jeg sad på gulvet inde i Fields, altså sådan vi ikke sad i vejen, men han satte sig, jeg kunne være gået videre og tænkt at han nok fulgte med, men jeg kunne mærke han egentligt bare havde brug for at nusse lidt, så jeg satte mig resolut ned på gulvet sammen med ham og bare krammede og nussede ham mens hans hulkede. Jeg tror aldrig i mit liv jeg har været så ligeglad med omgivelsernes tanker om mig og jeg har ej hellere før eller siden høstet så mange anerkendende blikke som jeg gjorde den dag.

Vi har siden haft vores ture, Malik og jeg, indtil for sidste gang jeg så dem skulle han konsekvent prøve mig af på det groveste,men det preller af, fordi jeg kan skelne mellem om han har brug for nærvær eller han bare vil være på tværs. Forrige gang jeg havde dem (start juli) havde han en aften hvor han virkelig var både konfliktsøgende og konfliktoptrappende, jeg har lært at trække på skulderen. Han fik lov at være sur, på et tidspunkt sad han ude på gangen og var tvær, satte mig ud på en stol og krammede ham, det gad han ikke, men han blev alligevel stående en rum tid før han gik. Så surmulede han lidt mere, resten af ferien var han så sød og nærmest som forandret og de har lige været her igen, der var intet, udover at ham og Yakup syntes de hver især var irriterende og derfor generede hinanden lidt, sådan typisk søskende-opførsel og jeg var nok også træls et par gange i følge dem, men jeg har fornemmelsen af at han faktisk nu har lært han ikke kan løbe om hjørner med mig, men også godt ved at jeg giver ham al den kærlighed han kan suge til sig når han har brug for det og mindst ligeså meget, hvis ikke mere, når han ikke mener at have brug for det.

(så er jeg færdig med at rose mig selv) :genert:.
10
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.
Smiling_Goat
Indlæg: 2048
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 466
Likede indlæg: 5888

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Smiling_Goat » 5. aug 2016, 10:57

Dikus skrev:
Smiling_Goat skrev:Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis flere forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.


Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at ignorere et barn, der græder.

Det er ikke konsekvenspædagogik i min bog. Bare dårligt forældreskab.


Nåja, nu vil jeg ikke udtale mig om hendes forældreskab baseret på de få sekunder det tog mig at overhale hende på vejen til Fakta. Jeg håber, at der er sket det, at barnet oplever konsekvensen for upassende adfærd. Han har forhåbentligt fået at vide, hvorfor adfærden er upassende, og at konsekvensen er, at de vist er nødt til at tage hjem, så han kan sove el.lign. I det tilfælde formoder jeg, at han vil brokke sig hele vejen hjem, og eftersom han er et barn, har han måske heller ikke den fornøde retoriske evne til at udtrykke sin frustration på anden vis end via gråd. Jeg synes egentligt det er fair nok, at man ikke taler med barnet hele vejen hjem om dennes følelser, hvis man, som den der kender barnet bedst, ved, at det handler om frustration og ikke egentlig ked-af-det-hed.

Så kan man måske tage den dybere samtale, når man kommer hjem i trygge rammer. Jeg ser bare virkelig ikke nogen grund til at stoppe op midt på gaden og tage den alvorlige samtale, hvilket udsætter hjemkomsten, når det er hele turen hjem, der er årsag til gråden - for så kan man dæleme gøre mange stop, tror jeg. Det betyder ikke, at man ignorerer barnets gråd som sådan, man udsætter bare håndteringen af den. Jeg ved ikke, om hun jævnligt har ytret forståelse med barnets følelser på gåturen, det ville jeg måske selv, men altså.. Det er jo hele humlen med konsekvenspædagogik, som jeg ser det. Den er træls at opleve. Det er jo ikke sjovt at opleve konsekvensen for ens upassende adfærd. Det er jo pointen - og derfor pædagogikken virker, som jeg ser det.
5
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 802
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 289
Likede indlæg: 2038

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Marichen12 » 5. aug 2016, 11:03

Smiling_Goat skrev:
Dikus skrev:
Smiling_Goat skrev:Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis flere forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.


Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at ignorere et barn, der græder.

Det er ikke konsekvenspædagogik i min bog. Bare dårligt forældreskab.


Nåja, nu vil jeg ikke udtale mig om hendes forældreskab baseret på de få sekunder det tog mig at overhale hende på vejen til Fakta. Jeg håber, at der er sket det, at barnet oplever konsekvensen for upassende adfærd. Han har forhåbentligt fået at vide, hvorfor adfærden er upassende, og at konsekvensen er, at de vist er nødt til at tage hjem, så han kan sove el.lign. I det tilfælde formoder jeg, at han vil brokke sig hele vejen hjem, og eftersom han er et barn, har han måske heller ikke den fornøde retoriske evne til at udtrykke sin frustration på anden vis end via gråd. Jeg synes egentligt det er fair nok, at man ikke taler med barnet hele vejen hjem om dennes følelser, hvis man, som den der kender barnet bedst, ved, at det handler om frustration og ikke egentlig ked-af-det-hed.

Så kan man måske tage den dybere samtale, når man kommer hjem i trygge rammer. Jeg ser bare virkelig ikke nogen grund til at stoppe op midt på gaden og tage den alvorlige samtale, hvilket udsætter hjemkomsten, når det er hele turen hjem, der er årsag til gråden - for så kan man dæleme gøre mange stop, tror jeg. Det betyder ikke, at man ignorerer barnets gråd som sådan, man udsætter bare håndteringen af den. Jeg ved ikke, om hun jævnligt har ytret forståelse med barnets følelser på gåturen, det ville jeg måske selv, men altså.. Det er jo hele humlen med konsekvenspædagogik, som jeg ser det. Den er træls at opleve. Det er jo ikke sjovt at opleve konsekvensen for ens upassende adfærd. Det er jo pointen - og derfor pædagogikken virker, som jeg ser det.


Nogen gange er det i hvertfald også mere hensigtsmæssigt for alle parter at udsætte snakken. Der er dage hvor især vores 3'er sætter alles tålmodighed på prøve. Og hvis vi skulle stoppe op og snakke om whatever der stikker hende HVER gang, så har jeg tre andre børn der i den grad ville blive tilsidesat. Og så må jeg erkende, at for mig er det nødvendigt at "tælle til 10" ind i mellem og vente med snakken, fordi jeg på ingen måde ville kunne tale pædagogisk og i øjenhøjde :genert:
6
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf ShuruQ » 5. aug 2016, 11:13

Smiling_Goat skrev:
Dikus skrev:
Smiling_Goat skrev:Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis flere forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.


Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at ignorere et barn, der græder.

Det er ikke konsekvenspædagogik i min bog. Bare dårligt forældreskab.


Nåja, nu vil jeg ikke udtale mig om hendes forældreskab baseret på de få sekunder det tog mig at overhale hende på vejen til Fakta. Jeg håber, at der er sket det, at barnet oplever konsekvensen for upassende adfærd. Han har forhåbentligt fået at vide, hvorfor adfærden er upassende, og at konsekvensen er, at de vist er nødt til at tage hjem, så han kan sove el.lign. I det tilfælde formoder jeg, at han vil brokke sig hele vejen hjem, og eftersom han er et barn, har han måske heller ikke den fornøde retoriske evne til at udtrykke sin frustration på anden vis end via gråd. Jeg synes egentligt det er fair nok, at man ikke taler med barnet hele vejen hjem om dennes følelser, hvis man, som den der kender barnet bedst, ved, at det handler om frustration og ikke egentlig ked-af-det-hed.

Så kan man måske tage den dybere samtale, når man kommer hjem i trygge rammer. Jeg ser bare virkelig ikke nogen grund til at stoppe op midt på gaden og tage den alvorlige samtale, hvilket udsætter hjemkomsten, når det er hele turen hjem, der er årsag til gråden - for så kan man dæleme gøre mange stop, tror jeg. Det betyder ikke, at man ignorerer barnets gråd som sådan, man udsætter bare håndteringen af den. Jeg ved ikke, om hun jævnligt har ytret forståelse med barnets følelser på gåturen, det ville jeg måske selv, men altså.. Det er jo hele humlen med konsekvenspædagogik, som jeg ser det. Den er træls at opleve. Det er jo ikke sjovt at opleve konsekvensen for ens upassende adfærd. Det er jo pointen - og derfor pædagogikken virker, som jeg ser det.


Det minder mig om engang min mor og jeg var ude og handle i det daværende OBS. Aldrig er jeg blevet så forarget over en forælder (ting jeg direkte har været vidne til). Der stod en far foran os i køen, hans søn der vel har været mellem 2 og 3 år, han græd som en pisket, faderen skældte og smældte "at han var ikke nogen stor dreng, når han sådan blev væk. Det var pinligt, far er meget sur på dig" og i den dur og drengen hulkede et undskyld og eneste respons var samme remse fra faderen engang til. Drengen havde været blevet væk og selvom han ikke var ret gammel havde han åbenbart fundet ud af at få hjælp og det var så det faderen syntes var pinligt at hans søn blev væk og han ovenikøbet blev kaldt over højtaleren.

Det var tåkrummende, og selvom det ikke undskylder så håber jeg at faderens opførsel egentligt kom sig af at han havde været forskrækket og flov over ikke at kunne holde ordentligt øje med sønnen. Jeg var ikke så gammel, nok før jeg blev konfirmeret så stod bare og sagde intet, i dag havde jeg nok spurgt hvad han bildte sig ind, selvom det på sin vis ikke rager mig hvordan andre opdrager på deres børn, så tror jeg bestemt ikke jeg kunne have holdt min mund hvis det var i dag jeg havde observeret det optrin.
0
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.
Brugeravatar
Animi
Indlæg: 2633
Tilmeldt: 24. okt 2015, 14:47
Kort karma: 307
Likede indlæg: 5704

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Animi » 5. aug 2016, 11:15

Jeg synes egentlig heller ikke at man kan sige at det nødvendigvis er dårligt forældreskab, at ignorere et barn der græder. Jeg synes det kommer an på hvorfor barnet græder. Er barnet reelt set ked af det, så nej, så bør man ikke ignorere det. Men jeg ved at min niece fx, nogen gange har godt af at blive ignoreret når hun råber, skriger og græder helt hysterisk, fordi hun ikke har fået sin vilje. Hun har nemmere ved at falde til ro af sig selv, hvis man lader hende være, end hvis man prøver på at løse det, for når hun er i dét humør, er der intet der hjælper (udover at hun får sin vilje, men det skal hun selvfølgelig ikke have :P )
10
You know what the issue is with this world? Everyone wants a magical solution to their problem, and everyone refuses to believe in magic.
Smiling_Goat
Indlæg: 2048
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 466
Likede indlæg: 5888

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Smiling_Goat » 5. aug 2016, 11:19

Marichen12 skrev:
Smiling_Goat skrev:
Dikus skrev:
Smiling_Goat skrev:Konsekvenspædagogik FTW.

Det får mig til at tænke på noget, man måske ikke må sige:

Man ved, man måske er lidt for begejstret for konsekvenspædagogik, når man går forbi en kvinde og et storgrædende barn, der hikster: "Jeg vil ikke hjem" mens kvinden virker aldeles upåvirket med sin smartphone, og man tænker: "Way to go mom!"

Jeg bliver så glad over at se ikke alle er bange for konsekvenspædagogik. For mig at se, ville der være væsentligt færre irriterende børn, hvis flere forældre ville være mindre bange for dén tilgang til opdragelse.


Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at ignorere et barn, der græder.

Det er ikke konsekvenspædagogik i min bog. Bare dårligt forældreskab.


Nåja, nu vil jeg ikke udtale mig om hendes forældreskab baseret på de få sekunder det tog mig at overhale hende på vejen til Fakta. Jeg håber, at der er sket det, at barnet oplever konsekvensen for upassende adfærd. Han har forhåbentligt fået at vide, hvorfor adfærden er upassende, og at konsekvensen er, at de vist er nødt til at tage hjem, så han kan sove el.lign. I det tilfælde formoder jeg, at han vil brokke sig hele vejen hjem, og eftersom han er et barn, har han måske heller ikke den fornøde retoriske evne til at udtrykke sin frustration på anden vis end via gråd. Jeg synes egentligt det er fair nok, at man ikke taler med barnet hele vejen hjem om dennes følelser, hvis man, som den der kender barnet bedst, ved, at det handler om frustration og ikke egentlig ked-af-det-hed.

Så kan man måske tage den dybere samtale, når man kommer hjem i trygge rammer. Jeg ser bare virkelig ikke nogen grund til at stoppe op midt på gaden og tage den alvorlige samtale, hvilket udsætter hjemkomsten, når det er hele turen hjem, der er årsag til gråden - for så kan man dæleme gøre mange stop, tror jeg. Det betyder ikke, at man ignorerer barnets gråd som sådan, man udsætter bare håndteringen af den. Jeg ved ikke, om hun jævnligt har ytret forståelse med barnets følelser på gåturen, det ville jeg måske selv, men altså.. Det er jo hele humlen med konsekvenspædagogik, som jeg ser det. Den er træls at opleve. Det er jo ikke sjovt at opleve konsekvensen for ens upassende adfærd. Det er jo pointen - og derfor pædagogikken virker, som jeg ser det.


Nogen gange er det i hvertfald også mere hensigtsmæssigt for alle parter at udsætte snakken. Der er dage hvor især vores 3'er sætter alles tålmodighed på prøve. Og hvis vi skulle stoppe op og snakke om whatever der stikker hende HVER gang, så har jeg tre andre børn der i den grad ville blive tilsidesat. Og så må jeg erkende, at for mig er det nødvendigt at "tælle til 10" ind i mellem og vente med snakken, fordi jeg på ingen måde ville kunne tale pædagogisk og i øjenhøjde :genert:


Det er jo det. Forældre er jo også en slags mennesker (:D) med de begrænsninger der medfølger.

Og nogle gange er børn altså også bare sure og frustrerede. Ligesom jeg ikke har behov for at tale om alle de følelser, der går igennem mig, tror jeg heller ikke, det er nødvendigt at tale med børn om alle de følelser, de oplever. Deres følelser skal selvfølgelig tages alvorligt, men kan man mærke, at det handler om frustration over at ikke få sin vilje, tror jeg virkelig man kan gøre en bjørnetjeneste ved at tale og tale og tale, for så tror jeg måske, man har for høje forventninger til ens barns evne til at forstå - og det kan gøre dem utrygge, så vidt jeg forstår.
5
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2654
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 608
Likede indlæg: 3394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf FruDulle » 5. aug 2016, 11:26

Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har et barn som yderst sjældent får hysterianfald, græder eller lignende. Men de gange det sker, så kunne jeg ikke finde på vare trække afsted med ham eller spænde ham fast autostolen eller hvad der måtte være. Jeg er ret kold overfor hvor jeg er, mit barn reagerer som han gør af en årsag og uanset om det er berettiget eller ej, tager jeg hånd om det i situationen.

Jeg er ikke naiv, jeg ved andre har børn som reagerer noget anderledes end min og oplever mange tantrums, men jeg taler også kun for mig selv.
5
Whatever
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 802
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 289
Likede indlæg: 2038

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Marichen12 » 5. aug 2016, 11:30

FruDulle skrev:Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har et barn som yderst sjældent får hysterianfald, græder eller lignende. Men de gange det sker, så kunne jeg ikke finde på vare trække afsted med ham eller spænde ham fast autostolen eller hvad der måtte være. Jeg er ret kold overfor hvor jeg er, mit barn reagerer som han gør af en årsag og uanset om det er berettiget eller ej, tager jeg hånd om det i situationen.

Jeg er ikke naiv, jeg ved andre har børn som reagerer noget anderledes end min og oplever mange tantrums, men jeg taler også kun for mig selv.


Sådan havde jeg det også med de første to, som ALDRIG har lavet "scener" ude. Så kom nummer 3 :genert: Vi bruger utroligt meget energi på at tale om alle mulige (og umulige) konflikter med hende. Og mange gange tager vi dem "på stedet". Men altså, jeg er også bare et menneske og ikke fejlfri, så måske håndterer jeg situationen uhensigtsmæssigt i andres øjne af og til, men so far har vi fire ret gode og harmoniske unger :)
4
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2654
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 608
Likede indlæg: 3394

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf FruDulle » 5. aug 2016, 11:35

Marichen12 skrev:
FruDulle skrev:Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har et barn som yderst sjældent får hysterianfald, græder eller lignende. Men de gange det sker, så kunne jeg ikke finde på vare trække afsted med ham eller spænde ham fast autostolen eller hvad der måtte være. Jeg er ret kold overfor hvor jeg er, mit barn reagerer som han gør af en årsag og uanset om det er berettiget eller ej, tager jeg hånd om det i situationen.

Jeg er ikke naiv, jeg ved andre har børn som reagerer noget anderledes end min og oplever mange tantrums, men jeg taler også kun for mig selv.


Sådan havde jeg det også med de første to, som ALDRIG har lavet "scener" ude. Så kom nummer 3 :genert: Vi bruger utroligt meget energi på at tale om alle mulige (og umulige) konflikter med hende. Og mange gange tager vi dem "på stedet". Men altså, jeg er også bare et menneske og ikke fejlfri, så måske håndterer jeg situationen uhensigtsmæssigt i andres øjne af og til, men so far har vi fire ret gode og harmoniske unger :)


As said- jeg taler kun for mig.

Det handler ikke om at være fejlfri, perfekt eller at ens børn skal have lov til alt. Jeg gør blot mit bedste for at møde mit barn i øjenhøjde og forstå hans reaktioner uanset om de er berettiget eller ej. Jeg er vokset op med det modsatte, det er ikke lykken. Men balance er jo nok kodeordet
0
Whatever
Brugeravatar
ShuruQ
Indlæg: 7573
Tilmeldt: 24. aug 2015, 00:54
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 7794

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf ShuruQ » 5. aug 2016, 12:27

Et facebookminde der poppede op, den holdning var ikke lige populær alle steder, men jeg synes stadig det samme:

ShuruQ skrev:Noget af det mest kiksede i Facebookverden må helt seriøs være parprofiler. Og sjovt nok er kvindens navn altid først, tænkt eksempel Jeanette og Rasmus Riisgaard. Det lugter lidt af kvinder der ikke kan få deres mænd med på facebookbølgen og derfor vælger denne løsning. Lad dog mændene vælge selv, som det individ de er. Det gælder naturligvis også hvis det er den anden vej rundt, lad være med at afindividualisere hinanden.

Det er den ene ting ved det, den anden ting er at fordi man er et par er man altså stadig to individer, det virker mildest talt som et usikkerhedstegn at man føler et behov for denne totale symbiose.
9
I have a dream called Palestine, Israel called a nightmare. Alas, the reality is a nightmare for those who dream.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4633
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5876

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dikus » 5. aug 2016, 12:55

FruDulle skrev:
Marichen12 skrev:
FruDulle skrev:Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har et barn som yderst sjældent får hysterianfald, græder eller lignende. Men de gange det sker, så kunne jeg ikke finde på vare trække afsted med ham eller spænde ham fast autostolen eller hvad der måtte være. Jeg er ret kold overfor hvor jeg er, mit barn reagerer som han gør af en årsag og uanset om det er berettiget eller ej, tager jeg hånd om det i situationen.

Jeg er ikke naiv, jeg ved andre har børn som reagerer noget anderledes end min og oplever mange tantrums, men jeg taler også kun for mig selv.


Sådan havde jeg det også med de første to, som ALDRIG har lavet "scener" ude. Så kom nummer 3 :genert: Vi bruger utroligt meget energi på at tale om alle mulige (og umulige) konflikter med hende. Og mange gange tager vi dem "på stedet". Men altså, jeg er også bare et menneske og ikke fejlfri, så måske håndterer jeg situationen uhensigtsmæssigt i andres øjne af og til, men so far har vi fire ret gode og harmoniske unger :)


As said- jeg taler kun for mig.

Det handler ikke om at være fejlfri, perfekt eller at ens børn skal have lov til alt. Jeg gør blot mit bedste for at møde mit barn i øjenhøjde og forstå hans reaktioner uanset om de er berettiget eller ej. Jeg er vokset op med det modsatte, det er ikke lykken. Men balance er jo nok kodeordet


Jeg har haft en hystade.

For mig er der bare SÅ mange nuancer mellem at "tale med barnet om dets følelser" og "lade barnet gå og græde bagved sig".

Og ja. Så kan man som forælder godt undskylde det med, at man ikke har overskud. Det er i min bog det samme som dårligt forælderskab.

Og det præsterer jeg bestemt også selv fra tid til anden. Periodevist ofte.
1
POCKETKITTEN
Indlæg: 1128
Tilmeldt: 28. dec 2015, 18:47
Kort karma: 205
Likede indlæg: 2613

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf POCKETKITTEN » 5. aug 2016, 13:10

Forældre, der sender deres børn af sted på sommerlejr med 60 børn og 25 uskyldige voksne uden at tjekke dem for lus hjemmefra, skulle have et vældig koldt bad.
12
my sexuality is James McAvoy angrily sitting in the desert in that lilac v neck shirt

Tilbage til "Generelt"