Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

[DetSorteCirkus]

Jeg kan sagtens se, at mange har reelt brug for bilen, eller at den gør mange ting meget nemmere (ligesom man kan klare sig uden så mange penge, men det er sjovere med flere penge), men hold da op, hvor er der også mange, der virkelig er sindssyge på bilfronten (ikke at du er - det er en kommentar til jeres snak).
Jeg er vokset op uden bil. Min mor havde bil det år, jeg gik på efterskole, og så fik hun nu her for et år siden. Da jeg var 22. Fordi hun nu arbejder langt fra sin bopæl. Og folk er seriøst dødchokerede. "jamen, hvordan handlede I så?!". Ja, på cykel, gåben eller med bus?
"hvordan kom du i skole?". Jeg cyklede eller gik - jeg har haft 200-800 meter til min folkeskole, og 1,5 km til gymnasiet. Det gik lige.
"Jamen, hvad med når I skulle på tur". Ja, så tog vi sgu toget såmænd, eller tog på tur med nogle med bil, men oftere tog vi toget.
Min kæreste er vokset op på samme måde - en delvis blanding af, at vores forældre ikke havde så mange penge, da vi var små, og at vi boede godt ift. offentlig transport, og så en værdiprioritering.

Det er slet ikke logisk for mig at få en bil. Det er sådan noget, jeg kan se, nok bliver smart, når vi får et par børn, og vores forældre bor hhv 1 time og 2,5 timer væk. Men det er ikke noget, jeg brænder for at få..
Jeg går, og kører i bus til daglig, og tager tog, og bruger gomore til ture, og det opfylder mine behov 99,8% af tiden. Pt bor jeg på toppen af et bjerg nærmest. Når jeg er færdig med det, vil jeg også cykle noget mere.

Som mit liv er nu, er der ikke en eneste grund til, at jeg skulle have bil. Ikke en eneste. Det ville faktisk bare være dyrt og bøvlet, og jeg ser heller ikke kørekort og bil som en af livets rites of passage.
Jeg synes, at det er behageligt at køre på udflugt med min veninde i hendes bil eller en tur i Ikea uden bussjov, men det var jo ikke sådan, at vi ikke tog på ture eller i Ikea før, og jeg tror, at jeg, mens hun har haft kørekort, hvilket vil sige indenfor en tidsramme på 2-3 år, har kørt med hende 4-5 gange.

Hov, nu jeg tænker over det, ville det være smart for mig med bil, når jeg skal på genbrugspladsen med gammelt ragelse, men altså, hvis mit loft på et tidspunkt skal ryddes helt, og min far ikke ville kunne hjælpe mig den ene dag, ville jeg bare ringe efter 3x34, og min ejendom booker i øvrigt én gang om året en container til storskrald, så ikke engang det er et reelt behov.

[Fru Sunshine]

Med hensyn til det med bilejerne, så skriver jeg bevidst "Rigtig mange" og ikke "alle".

Jamen jeg synes faktisk, du har ret, for havde jeg ikke haft mulighed for at have bil, ville jeg jo have været nødt til at finde andre løsninger.

Og lige p.t. er min bil bare luksus og ikke spor andet.

Jeg kan sagtens se, at mange har reelt brug for bilen, eller at den gør mange ting meget nemmere (ligesom man kan klare sig uden så mange penge, men det er sjovere med flere penge), men hold da op, hvor er der også mange, der virkelig er sindssyge på bilfronten (ikke at du er - det er en kommentar til jeres snak).
Jeg er vokset op uden bil. Min mor havde bil det år, jeg gik på efterskole, og så fik hun nu her for et år siden. Da jeg var 22. Fordi hun nu arbejder langt fra sin bopæl. Og folk er seriøst dødchokerede. "jamen, hvordan handlede I så?!". Ja, på cykel, gåben eller med bus?
"hvordan kom du i skole?". Jeg cyklede eller gik - jeg har haft 200-800 meter til min folkeskole, og 1,5 km til gymnasiet. Det gik lige.
"Jamen, hvad med når I skulle på tur". Ja, så tog vi sgu toget såmænd, eller tog på tur med nogle med bil, men oftere tog vi toget.
Min kæreste er vokset op på samme måde - en delvis blanding af, at vores forældre ikke havde så mange penge, da vi var små, og at vi boede godt ift. offentlig transport, og så en værdiprioritering.

Det er slet ikke logisk for mig at få en bil. Det er sådan noget, jeg kan se, nok bliver smart, når vi får et par børn, og vores forældre bor hhv 1 time og 2,5 timer væk. Men det er ikke noget, jeg brænder for at få..
Jeg går, og kører i bus til daglig, og tager tog, og bruger gomore til ture, og det opfylder mine behov 99,8% af tiden. Pt bor jeg på toppen af et bjerg nærmest. Når jeg er færdig med det, vil jeg også cykle noget mere.

Jeg er vokset op med bil, men det betød godt nok ikke, at jeg blev transporteret rundt. Jeg havde min cykel, og den var mit transportmiddel til alt.
Og sådan var det også for alle mine kammerater, bortset fra hende, der boede 10 km. fra byen og derfor tog bussen, vil hun blev gammel nok til at køre knallert. En grøn Puch Maxi.

Da mine unger var små, havde jeg heller ikke bil.
D.v.s. i perioder havde jeg, fordi min far mente, at jeg som enlig mor var nødt til at have en, men de holdt aldrig så længe de der vrag
Så min første bil købt af mig selv og indregistreret til mig, anskaffede jeg mig som 34-årig, fordi jeg havde fået job et sted med dårlige busforbindelser.

[kidkomb]

Jeg bor over 80km fra mit arbejde og jeg elsker min bil. Uden den ville jeg have knap 5 timers transport om dagen.
That said, så savner jeg virkelig at kun have 17km og en rask cykeltur til arbejde. Jeg savner virkelig cykletilværelsen. Så let og fri og uden parkeringshelvede, bilkøer, taxaer efter byture osv.
Jeg er i øvrigt ret allergisk overfor "det kan man da ikke klare sig uden, du må da være helt væk fra vinduet, når du foreslår, at vi skal undvære tvpakken/rejserne/den centrale bolig osv for at få tid/penge til de ting, som vi kontinuerligt brokker os over vi ikke har/kan"

[dgd2007]

Det generer mig heller ikke så meget at det er en rød klud for nogen (omend jeg ikke begriber hvordan nogen kan finde sig krænket af mine frie valg, da det næppe har betydning for deres liv) [...]

Jeg ved ikke, om "krænket" er det rette ord, og jeg er da også enig i, at det er bøvet at blive ved med at sige noget om det, hvis det er nogen, man ser dagligt

Men selve det, at det skaber utryghed, kan jeg sagtens forklare ... Eller "sagtens" er måske så meget sagt, men jeg kom til at tænke på det i forb.m. "Sproglaboratoriet" på DR P1, som for 3-4 uger siden havde et tema om "Fredelig kommunikation". Måske lidt banalt, men alligevel noget rigtigt, blev der sagt noget med, at en væsentlig årsag til konflikt er, at vi ser hinanden som noget forskelligt, "en anden slags". Mens fredskommunikation eller "hjertets sprog" er at sige: "Du er lige som mig. Jeg behøver ikke begrænse dig eller tage noget fra dig." Eller med andre ord en vis tryghed i og med, at man ved, den anden egentlig længes efter det samme - så hvorfor konflikt!

Enhver form for gruppe-uniformering er jo lidt det modsatte af det. En markering af at "Jeg er ikke som dig. Og du ved ikke, hvad jeg kan finde på, for jeg følger nogle helt andre regler!" Jeg tror i bund og grund, det er derfor, hvis du gør folk utrygge med din mundering

[Fru Sunshine]

Det generer mig heller ikke så meget at det er en rød klud for nogen (omend jeg ikke begriber hvordan nogen kan finde sig krænket af mine frie valg, da det næppe har betydning for deres liv) [...]

Jeg ved ikke, om "krænket" er det rette ord, og jeg er da også enig i, at det er bøvet at blive ved med at sige noget om det, hvis det er nogen, man ser dagligt

Men selve det, at det skaber utryghed, kan jeg sagtens forklare ... Eller "sagtens" er måske så meget sagt, men jeg kom til at tænke på det i forb.m. "Sproglaboratoriet" på DR P1, som for 3-4 uger siden havde et tema om "Fredelig kommunikation". Måske lidt banalt, men alligevel noget rigtigt, blev der sagt noget med, at en væsentlig årsag til konflikt er, at vi ser hinanden som noget forskelligt, "en anden slags". Mens fredskommunikation eller "hjertets sprog" er at sige: "Du er lige som mig. Jeg behøver ikke begrænse dig eller tage noget fra dig." Eller med andre ord en vis tryghed i og med, at man ved, den anden egentlig længes efter det samme - så hvorfor konflikt!

Enhver form for gruppe-uniformering er jo lidt det modsatte af det. En markering af at "Jeg er ikke som dig. Og du ved ikke, hvad jeg kan finde på, for jeg følger nogle helt andre regler!" Jeg tror i bund og grund, det er derfor, hvis du gør folk utrygge med din mundering

Jeg forsøger virkelig at finde noget sagligt at skrive til det her, men det eneste der dukker op er mindre pæne udtryk, der stort set siger det samme.
I den milde ende er: Sikke dog en gang ævl!

[Vira]

Jeg synes det er virkelig skidt at Dan Rahclin er begyndt at blogge. Det kan bare ikke være nogen god ting. Og det tror jeg faktisk ikke man må sige.

[DetSorteCirkus]

Jeg forsøger virkelig at finde noget sagligt at skrive til det her, men det eneste der dukker op er mindre pæne udtryk, der stort set siger det samme.
I den milde ende er: Sikke dog en gang ævl!

Jeg er sådan set enig i den mulige mekanik, beskrevet i midten af indlægget, men jeg mener til gengæld, at det er den, som alene pga. et anderledes udseende begynder at blive mistroisk overfor et medmenneske, der har et problem og ikke "den anderledes".
Det er virkelig en af mine kæpheste. Vi bærer alle en tilvalgt uniform, og selvom der er noget, som er mere almindeligt end andet sådan kvantiativt, er det ikke automatisk mere naturligt. Flertallet er ikke nødvendigvis bærere af "det normale" og behøver derfor heller ikke som udgangspunkt at gå rundt og tro, at dem, der ser anderledes ud, kan finde på alverdens dårlige ting eller ikke er i stand til at omgås andre mennesker på en ordentlig måde.
Det er i mine øjne et automatreaktion, man bør arbejde med, hvis man kan mærke, at man ofte føler sådan.

[dykkersild]

Jeg synes det er virkelig skidt at Dan Rahclin er begyndt at blogge. Det kan bare ikke være nogen god ting. Og det tror jeg faktisk ikke man må sige.

Jo det må du helt sikket gerne sige. En af mine venner på FB følger ham, så jeg ser hans indlæg i ny og næ - hold nu kaje en meningsmaskine. Han er jo værre end Knud Romer. Alt skal der kommenteres på - og så i sådan lidt påtaget; jeg er fresh med de unge sprog. Åh nu skal du altså tie stille Dan.

[Dime]

Jeg forsøger virkelig at finde noget sagligt at skrive til det her, men det eneste der dukker op er mindre pæne udtryk, der stort set siger det samme.
I den milde ende er: Sikke dog en gang ævl!

Jeg er sådan set enig i den mulige mekanik, beskrevet i midten af indlægget, men jeg mener til gengæld, at det er den, som alene pga. et anderledes udseende begynder at blive mistroisk overfor et medmenneske, der har et problem og ikke "den anderledes".
Det er virkelig en af mine kæpheste. Vi bærer alle en tilvalgt uniform, og selvom der er noget, som er mere almindeligt end andet sådan kvantiativt, er det ikke automatisk mere naturligt. Flertallet er ikke nødvendigvis bærere af "det normale" og behøver derfor heller ikke som udgangspunkt at gå rundt og tro, at dem, der ser anderledes ud, kan finde på alverdens dårlige ting eller ikke er i stand til at omgås andre mennesker på en ordentlig måde.
Det er i mine øjne et automatreaktion, man bør arbejde med, hvis man kan mærke, at man ofte føler sådan.

Hehe, jeg er meget, meget enig.
Mit udseende er på det seneste blevet beskrevet gentagne gange som bistert, ondt, truende og mere i den dur, og folk der kender mig ved så udemærket godt at det ikke er sådan jeg er... jeg ser nu engang ud som jeg gør, og hvis folk finder anledning til fordomme i mit udseende, så er det sådan set deres problem

[dgd2007]

Jeg er sådan set enig i den mulige mekanik, beskrevet i midten af indlægget, men jeg mener til gengæld, at det er den, som alene pga. et anderledes udseende begynder at blive mistroisk overfor et medmenneske, der har et problem og ikke "den anderledes".
Det er virkelig en af mine kæpheste. Vi bærer alle en tilvalgt uniform, og selvom der er noget, som er mere almindeligt end andet sådan kvantiativt, er det ikke automatisk mere naturligt. Flertallet er ikke nødvendigvis bærere af "det normale" og behøver derfor heller ikke som udgangspunkt at gå rundt og tro, at dem, der ser anderledes ud, kan finde på alverdens dårlige ting eller ikke er i stand til at omgås andre mennesker på en ordentlig måde.
Det er i mine øjne et automatreaktion, man bør arbejde med, hvis man kan mærke, at man ofte føler sådan.

Hæ-hæ ... det minder mig om en gammel Bo Boyesen-tegning, som jeg desværre aldrig har kunnet finde på nettet. Men det var en gruppe punkere, der demonstrerede for "Retten til at være anderledes" ... og så stod de alle sammen med de samme hanekamme, det samme sorte tøj og de samme sikkerhedsnåle i næsen

Nej, men jeg giver dig 100% ret i, at der ikke findes noget universelt "rigtigt" mht. antræk og fremtoning. Jeg ved så ikke, om jeg enig i et projekt om, at mennesker bør omskoles til ikke at have automatreaktioner. Det er vel bedst at tage udgangspunkt i, hvordan mennesker rent faktisk er.

Og ved at uniformere sig, markerer man jo altid, at man er "med i en gruppe" - altså "en anden gruppe" - altså = forskellig fra dig! Så det går da nemt ud over trygheden i at føle, at man egentlig er ens, og bare har de samme ønsker. Især hvis unformen skal signalere et komplet anderledes tankemønster. Så bliver konklusionen let, at "vi er ikke ens, og jeg er usikker på, om vi bare ønsker det samme".

Så jeg syntes faktisk, det var en meget god forklaring

[Dime]

Hehe, jeg er meget, meget enig.
Mit udseende er på det seneste blevet beskrevet gentagne gange som bistert, ondt, truende og mere i den dur, og folk der kender mig ved så udemærket godt at det ikke er sådan jeg er... jeg ser nu engang ud som jeg gør, og hvis folk finder anledning til fordomme i mit udseende, så er det sådan set deres problem

Bister? Ond? Truende? Aaarj, den må du længere ud på savannen med

Jowjow, den er sgu god nok... det er lidt sjovt

[DetSorteCirkus]

Hæ-hæ ... det minder mig om en gammel Bo Boyesen-tegning, som jeg desværre aldrig har kunnet finde på nettet. Men det var en gruppe punkere, der demonstrerede for "Retten til at være anderledes" ... og så stod de alle sammen med de samme hanekamme, det samme sorte tøj og de samme sikkerhedsnåle i næsen

Nej, men jeg giver dig 100% ret i, at der ikke findes noget universelt "rigtigt" mht. antræk og fremtoning. Jeg ved så ikke, om jeg enig i et projekt om, at mennesker bør omskoles til ikke at have automatreaktioner. Det er vel bedst at tage udgangspunkt i, hvordan mennesker rent faktisk er.

Og ved at uniformere sig, markerer man jo altid, at man er "med i en gruppe" - altså "en anden gruppe" - altså = forskellig fra dig! Så det går da nemt ud over trygheden i at føle, at man egentlig er ens, og bare har de samme ønsker. Især hvis unformen skal signalere et komplet anderledes tankemønster. Så bliver konklusionen let, at "vi er ikke ens, og jeg er usikker på, om vi bare ønsker det samme".

Så jeg syntes faktisk, det var en meget god forklaring

Der er heller intet galt med forklaringen. Det er en sociologisk observation, som man selvfølgelig kan redegøre for uden nødvendigvis at være enig i de værdier, den bygger på.
I og med der ret ofte sker det, at den automatiske frygt forsvinder, når bæreren (uden at det skal lyde, som om han/hun er bærere af en sygdom!) får talt med nogen af dem, vedkommende er bange for eller mistroiske overfor, mener jeg dog, at det generelt er en ærgerlig måde at møde sine omgivelser på. Uanset om man tilhører flertallet eller en subkultur.
Jeg taler i den forbindelse ikke for omskoling, men selvvalgt personlig udvikling, fordi jeg tænker, at det ikke må være sjovt at gå rundt og pr. definition frygte det anderledes.

[Fru Sunshine]

Jeg er sådan set enig i den mulige mekanik, beskrevet i midten af indlægget, men jeg mener til gengæld, at det er den, som alene pga. et anderledes udseende begynder at blive mistroisk overfor et medmenneske, der har et problem og ikke "den anderledes".
Det er virkelig en af mine kæpheste. Vi bærer alle en tilvalgt uniform, og selvom der er noget, som er mere almindeligt end andet sådan kvantiativt, er det ikke automatisk mere naturligt. Flertallet er ikke nødvendigvis bærere af "det normale" og behøver derfor heller ikke som udgangspunkt at gå rundt og tro, at dem, der ser anderledes ud, kan finde på alverdens dårlige ting eller ikke er i stand til at omgås andre mennesker på en ordentlig måde.
Det er i mine øjne et automatreaktion, man bør arbejde med, hvis man kan mærke, at man ofte føler sådan.

Hæ-hæ ... det minder mig om en gammel Bo Boyesen-tegning, som jeg desværre aldrig har kunnet finde på nettet. Men det var en gruppe punkere, der demonstrerede for "Retten til at være anderledes" ... og så stod de alle sammen med de samme hanekamme, det samme sorte tøj og de samme sikkerhedsnåle i næsen

Nej, men jeg giver dig 100% ret i, at der ikke findes noget universelt "rigtigt" mht. antræk og fremtoning. Jeg ved så ikke, om jeg enig i et projekt om, at mennesker bør omskoles til ikke at have automatreaktioner. Det er vel bedst at tage udgangspunkt i, hvordan mennesker rent faktisk er.

Og ved at uniformere sig, markerer man jo altid, at man er "med i en gruppe" - altså "en anden gruppe" - altså = forskellig fra dig! Så det går da nemt ud over trygheden i at føle, at man egentlig er ens, og bare har de samme ønsker. Især hvis unformen skal signalere et komplet anderledes tankemønster. Så bliver konklusionen let, at "vi er ikke ens, og jeg er usikker på, om vi bare ønsker det samme".

Så jeg syntes faktisk, det var en meget god forklaring

Jeg synes godt nok, det er trist, hvis vi skal føle usikkerhed overfor folk vi ikke ligner.
Sådan sat på spidsen vil det jo sige, at jeg er utryg ved blonde kvinder med grønne øjne, der ikke går i kjoler eller haremsbukser hele tiden, for de er jo forskellige fra mig, eller hvad?

Et eller andet sted kan jeg pludselig se, hvorfor nogen er så bange for mangfoldighed.

[englishchannel]

Jeg er egentlig lidt bitter på min bror og svigerinde. Da jeg blev kandidat hørte jeg intet fra dem - ingen lykønskning, ingen gave og ikke engang et like på min FB-status, hvor jeg annoncerede det. Det var nok egentlig det vigtigste, der er sket i mit liv siden jeg blev student for 8 år siden, og der kom bare ingenting. Nu har de så lige fået deres tredje barn, og jeg er egentlig lidt træt af, at der naturligvis er en forventning i familien om, at jeg ønsker tillykke, kommer med gave og liker de relevante "Så er vi blevet 5 i familien!"-opslag. Det kan godt være, at børn isoleret set er en større ting end uddannelse, og at jeg skulle lade være med at være så smålig, men for mig er det også bare symbolværdien i, at de ikke anerkender noget, der er virkelig stort for mig, men at jeg forventes at være helt engageret i endnu en familieforøgelse fra deres side.

[kidkomb]

Jeg er sådan set enig i den mulige mekanik, beskrevet i midten af indlægget, men jeg mener til gengæld, at det er den, som alene pga. et anderledes udseende begynder at blive mistroisk overfor et medmenneske, der har et problem og ikke "den anderledes".
Det er virkelig en af mine kæpheste. Vi bærer alle en tilvalgt uniform, og selvom der er noget, som er mere almindeligt end andet sådan kvantiativt, er det ikke automatisk mere naturligt. Flertallet er ikke nødvendigvis bærere af "det normale" og behøver derfor heller ikke som udgangspunkt at gå rundt og tro, at dem, der ser anderledes ud, kan finde på alverdens dårlige ting eller ikke er i stand til at omgås andre mennesker på en ordentlig måde.
Det er i mine øjne et automatreaktion, man bør arbejde med, hvis man kan mærke, at man ofte føler sådan.

Hæ-hæ ... det minder mig om en gammel Bo Boyesen-tegning, som jeg desværre aldrig har kunnet finde på nettet. Men det var en gruppe punkere, der demonstrerede for "Retten til at være anderledes" ... og så stod de alle sammen med de samme hanekamme, det samme sorte tøj og de samme sikkerhedsnåle i næsen

Nej, men jeg giver dig 100% ret i, at der ikke findes noget universelt "rigtigt" mht. antræk og fremtoning. Jeg ved så ikke, om jeg enig i et projekt om, at mennesker bør omskoles til ikke at have automatreaktioner. Det er vel bedst at tage udgangspunkt i, hvordan mennesker rent faktisk er.

Og ved at uniformere sig, markerer man jo altid, at man er "med i en gruppe" - altså "en anden gruppe" - altså = forskellig fra dig! Så det går da nemt ud over trygheden i at føle, at man egentlig er ens, og bare har de samme ønsker. Især hvis unformen skal signalere et komplet anderledes tankemønster. Så bliver konklusionen let, at "vi er ikke ens, og jeg er usikker på, om vi bare ønsker det samme".

Så jeg syntes faktisk, det var en meget god forklaring

Jeg synes godt nok, det er trist, hvis vi skal føle usikkerhed overfor folk vi ikke ligner.
Sådan sat på spidsen vil det jo sige, at jeg er utryg ved blonde kvinder med grønne øjne, der ikke går i kjoler eller haremsbukser hele tiden, for de er jo forskellige fra mig, eller hvad?

Et eller andet sted kan jeg pludselig se, hvorfor nogen er så bange for mangfoldighed.

Og det ER trist, men det er en vigtig observation synes jeg. For ja, hvis du syntes, at der var mange i din by med lyst hår og grønne øjne og du havde et par dårlige oplevelser med et menneske, der så sådan ud, så ville dine instinkter byde dig, at være på vagt. Det er intelligensen, der holder den automatreaktion skak.