Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Alfred
Indlæg: 48
Tilmeldt: 29. jan 2016, 19:54
Kort karma: 12
Likede indlæg: 73

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Alfred » 30. mar 2016, 07:09

Jeg har også været i sådan et forhold, men er kommet ud af det.

Det der var mit wake up Call, var min terapeuts spørgsmål om hvad jeg gerne ville have fra min daværende kæreste.
Mit svar var, omsorg, anerkendelse og forståelse for mig. Og lige der gik det op for mig at jeg aldrig ville få det fra ham.

Det tog mig lang tid og mange tårer at tage det endelige skridt, for jeg havde enormt dårlig samvittighed over at forlade ham når han havde det så dårligt. Men i sidste ende var mit helbred vigtigere end mit hensyn til ham.

Det er ikke sikkert du går fra ham nu, men jeg håber du passer på dig selv indtil du er helt klar til at gå.
5
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 1141
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 445
Likede indlæg: 3495

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Krølle » 30. mar 2016, 10:19

Jeg har tænkt over, hvorfor jeg pludselig havde det sådan virkelig "HELL NO", da jeg læste dine updates. D er mange ting i det, men for mig ville noget virkelig væsentligt være: manglende tillid.

Jeg ville vær SÅ skuffet over den måde, hvorpå han dels har talt med gud og hvermand og dels har klynket, pevet og manipuleret på en måde, der både (fejlagtigt) udstiller mig som den onde og samtidig (korrkt eller ej) udleverer vores private forhold uden at der er kæmpe krise i gang. Herregud, du bad ham give dig lidt space i en periode, hvor hans sygdom fylder vrikelig meget, du har ikke knaldet halvdelen af byen, spillet jeres opsparing op og bedt ham skride men efterlade dankort og kode...

At han ikke er i stand til at krisehåndtere bedre er hvad et er, men det at han i krisesituationer ikke "rykker vognene sammen" og kæper med dig som et team, men derimod trækker fronter op og gør det til en krig, hvor I er modparter og samler hver jeres tropper i vennekredsen - DET er en fucking dealbreaker for mig. Hvad pokker vil der ske den dag, I har en "rigtig" krise med børn, død, alvorlig sygdom (hvilket depression kan være, selvfølgelig, han virker bare temmelig udfarende og intrigant af en med en dyyyyb depression) eller anden form for tab indeover?

I sådanne situationer vil jeg fandeme ikke være på hold med andet end en holdspiller, som har min ryg lige så meget, som jeg har hans - uanset hvor idiotisk jeg i situationen finder ham (og omvendt). Man kan tale meget om dit og dat, hvad nu hvis og om hvorvidt folk kan ændre sig og/eller have gode undskyldninger for deres nederen opførsel, men lige præcis de her karaktertræk; dem, er jeg overbevist om, er konstante. Rykker du sammen, eller splitter du ad, når det bliver svært?

You either got it or you dont.

Klynkerøv.

Edit: Lyder jeg grov og nederen, er det fordi, jeg nok er det. Det gør mig voldsomt arrig at se dig blive behandlet sådan her af en klynkende, intrigant barnerøv.
27
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 30. mar 2016, 10:25

Jeg ved hvor min svaghed ligger: jeg er bange for at blive forladt. Ikke af hvem som helst, men af de mennesker, jeg har knyttet mig til. Jeg føler ikke, at jeg har et sikkert og trygt greb om min egen tilværelse. Jeg er bange for at ende som min mor, som i en alder af... 56 ikke lever et liv jeg føler mig tryg ved. Hun er halvvejs udenfor arbejdsmarkedet, har ingen sikkerhed for alderdommen, mangler totalt vedholdenhed og har mange forspildte chancer bag sig. Det ligger som en evig frygt i min kerne at jeg kan ende som hende, at hendes skæbne på en måde kan klæbe til mig, at jeg kan regredere fra hvad jeg er til hvad hun er. Rationelt ved jeg godt at jeg er et andet menneske og at jeg har mange andre ressourcer, men det ligger som en trussel i mit liv, at jeg, med de forkerte beslutninger, kan ende som hende. Især fordi min frygt for at blive forladt kan styre mig til at træffe beslutninger, som måske ikke er helt i min egen bedste interesse, men kun delvist.

Den sårbarhed skal jeg arbejde på. Jeg skal skabe kontinuitet, stabilitet og tryghed for mig selv, så jeg ikke kan ende sådan. Det indebærer fx at have et sted der er mit, så jeg ikke er et blad i vinden der er sårbar overfor livsændringer og som gør mig delvist afhængig af andre mennesker - og vækker min frygt for at blive forladt. Jeg skal føle mig sikker på, at jeg ikke mister alting, hvis jeg forlader noget der er uholdbart.

Derfor er det et nødvendigt skridt for mig at få min egen lejlighed. Det her er fundamentalt, ikke kun knyttet til min nuværende situation. Jeg skal have en base, noget der er mit, et blivende udgangspunkt jeg kan møde livet fra.

Min plan er som følger: blive fastansat i en stilling jeg er glad for. Investere i en lejlighed. Altid have min økonomiske sikkerhedsbuffer. Prioritere min egen tryghed og sikkerhed. Med den baggrund jeg har, må jeg nok acceptere, at det er noget, jeg ikke kan være lemfældig med, eller tillidsfuld omkring (for ikke at kalde mig selv naiv - for det er jeg ikke).
På et tidspunkt starte i terapi hvor jeg kan arbejde med den to essentielle ting: frygten for at blive forladt, angsten for at ende som min mor.

Jeg har ikke tænkt mig at søge ind på et krisecenter. Jeg kan, bl.a. takket være muligheden for at vende tingene herinde, sagtens mærke min egen kerne og styrke. Jeg ved godt hvad virkeligheden er - jeg frygter mere for min kærestes virkelighedsopfattelse. Jeg tror han har gang i det store projection game og at han grundlæggende mangler den sikre kerne jeg har. Men whatever, det må han arbejde med hos sin psykolog. Jeg stoler på mig selv. Jeg har alligevel så mange år bag mig, at der skal mere til fundamentalt at rokke ved min tillid til mig selv.

Jeg ved at jeg har et problem med at føle mig forurettet og at det opstod i løbet af min depression, hvor jeg blev så vred over at blive svigtet af min familie at jeg begyndte at afvise dem på et fundamentalt moralsk plan. Jeg kunne ikke forstå, at de ikke så ting klarere og at det ikke ledte dem til at være mere for mig. Det burde de kunne, de burde kunne det samme som jeg. Jeg bevægede mig fra accept af menneskers forskellighed til afvisning, når mennesker ikke var som de burde være. Nu kan jeg have følelsen af "Hvordan kan du dog tænke/handle sådan?! Kan du ikke selv se hvor forkert det er, når du tager disse ting in mente" - og så en opremsning af faktorer og omstændigheder, som "man" burde tage med i de overvejelser der ultimativt leder til handling. Og en følelse af at stå magtesløs overfor dårlige menneskers dårlige beslutninger. Men det er bare ikke alle der deler mine værdier og det er ikke alle, der er lige så reflekterede som jeg, eller har en lige så stærk selvjustits som jeg - altså de samme normative standarder. Min kæreste har slet ikke, og den hastighed hvormed jeg kan overveje en situation eller et spørgsmål virker helt robotagtigt på ham - som om jeg ikke er i følelsesmæssig kontakt, men udelukkende har et akademisk tjek-skema jeg kører ting igennem, hvorefter jeg når til det "rigtige" svar. Men sandheden er snarere den, at jeg har trænet lige præcis dét siden jeg var barn. Det gør mig analytisk stærk, det baserer sig i empati, det kobler en stærk retfærdighedssans med virkelig velbegrundede værdier. Det giver mig en stærk integritet. Det kan godt være, at han aldrig har mødt en der fungerer som jeg gør før og at han ikke har fantasi til at forestille sig hvordan min opvækst og den vej, jeg er gået i mit voksenliv, og de ting, jeg har prioriteret i min egen udvikling kan forme et menneske til at blive som jeg, men det er hans problem. Hvis han tør, kan han lære at sætte pris på det og have tillid til det og måske kan han også lade være med at føle sig tromlet af det.

Denne ting jeg kan, gør også, at jeg kan handle rationelt i forhold til følelser, at jeg kan justere min reaktion efter de informationer jeg får. Fx i forhold til min ven, dér. Når han fortæller, at situationen trigger skilsmissebarnet i ham og at han derfor trækker sig fra mig, så kan jeg forstå det på et rationelt plan og acceptere, at det er sådan det er for ham. Det ændrer ikke ved min virkelighed - at jeg er minus en ven, lige i forhold til dette med min kæreste og jeg - men det gør at jeg ikke bebrejder ham, for vi har alle vores begrænsninger og hans leder ham til ikke at kunne være en ven for mig på dette område. Sådan er dét bare. Så nytter det ikke at slå sig i tøjret og græde over at han ikke kan og føle, at det er uretfærdigt. Det fortæller mig noget brugbart om min egen virkelighed og nu hvor jeg er færdig med at sørge over det, kan jeg begynde at arbejde på løsningen.

Den proces virker robotagtig på min kæreste, men for mig er den et virksomt redskab. Der er meget "svigtet barn lærer at acceptere sine vilkår" over det, men så længe jeg ikke resignerer, er jeg okay. Og dér ligger en fare for mig, tror jeg. Resignation kan være et trin på vejen i at bearbejde noget: følelsen af, at tingene aldrig vil ændre sig og at jeg for evigt er dømt til, osv, fordi jeg har oplevet megen magtesløshed i mine tidlige år. Og jeg kan føle det stadig i forbindelse med, at jeg føler at jeg har kæmpet og kæmpet for at skabe en verden jeg selv kunne være glad i og så sker X alligevel - igen. Jeg føjer lige resignation til ting jeg skal snakke med en psykolog om på et tidspunkt. Og jeg ser også klart nu, hvordan det er noget jeg kan bekæmpe ved at indføre sikkerhed for mig selv, jf. min plan.

Jeg har det bedre i dag. Jeg kommer hurtigt op at stå igen, må man sige. Men jeg har også megen træning. Og jeg ved hvad jeg skal gøre, også fortløbende i forhold til min kæreste. Jeg forlader ham ikke nu, jeg er nødt til selv at være lidt egoistisk og det indebærer, at jeg ikke skaber kaos i mit liv ved at rode rundt på lejede værelser og med opmagasinerede ting og på andres nåde, men at jeg bliver, holder fast i mig selv, og køber en lejlighed når jeg kan komme til det, uanset hvordan det ellers kommer til at gå mellem os.
1
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 30. mar 2016, 10:28

Nå ja: det der gør, at jeg kan komme så langt ud som jeg var da jeg skrev i går, er min frygt for at blive forladt og alt hvad der sig dertil knytter. Den sidder virkelig, virkelig dybt i mig.
0
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 30. mar 2016, 10:47

Krølle skrev:Jeg har tænkt over, hvorfor jeg pludselig havde det sådan virkelig "HELL NO", da jeg læste dine updates. D er mange ting i det, men for mig ville noget virkelig væsentligt være: manglende tillid.

Jeg ville vær SÅ skuffet over den måde, hvorpå han dels har talt med gud og hvermand og dels har klynket, pevet og manipuleret på en måde, der både (fejlagtigt) udstiller mig som den onde og samtidig (korrkt eller ej) udleverer vores private forhold uden at der er kæmpe krise i gang. Herregud, du bad ham give dig lidt space i en periode, hvor hans sygdom fylder vrikelig meget, du har ikke knaldet halvdelen af byen, spillet jeres opsparing op og bedt ham skride men efterlade dankort og kode...

At han ikke er i stand til at krisehåndtere bedre er hvad et er, men det at han i krisesituationer ikke "rykker vognene sammen" og kæper med dig som et team, men derimod trækker fronter op og gør det til en krig, hvor I er modparter og samler hver jeres tropper i vennekredsen - DET er en fucking dealbreaker for mig. Hvad pokker vil der ske den dag, I har en "rigtig" krise med børn, død, alvorlig sygdom (hvilket depression kan være, selvfølgelig, han virker bare temmelig udfarende og intrigant af en med en dyyyyb depression) eller anden form for tab indeover?

I sådanne situationer vil jeg fandeme ikke være på hold med andet end en holdspiller, som har min ryg lige så meget, som jeg har hans - uanset hvor idiotisk jeg i situationen finder ham (og omvendt). Man kan tale meget om dit og dat, hvad nu hvis og om hvorvidt folk kan ændre sig og/eller have gode undskyldninger for deres nederen opførsel, men lige præcis de her karaktertræk; dem, er jeg overbevist om, er konstante. Rykker du sammen, eller splitter du ad, når det bliver svært?

You either got it or you dont.

Klynkerøv.

Edit: Lyder jeg grov og nederen, er det fordi, jeg nok er det. Det gør mig voldsomt arrig at se dig blive behandlet sådan her af en klynkende, intrigant barnerøv.


Du har helt ret i de ting du skriver. Jeg synes også det er fucked op. Men det er ham det ender med at reflektere dårligt tilbage på, ikke mig. Jeg ved godt hvorfor jeg handlede som jeg gjorde, så jeg har min egen ryg og jeg kan stå ved mig selv. Det er ham, der har måttet back-pedal på sin udstilling af grusomme mig.

Han er syg og han har en masse andre problemer, som gør hans liv svært. Men det er hans problemer. Han kan vælge at holde spejlet op for sig selv, eller han kan vælge at have det dårligt. Forhåbentlig finder han ud af på et tidspunkt at han rent faktisk har et valg. Men det må han selv finde ud af.

Når han manipulerer, hvilket han gør, er det fordi hans egne overbevisninger bliver sat i relief til mine og dermed truet. Og de måder jeg handler, føler og ræsonnerer på åbner op for konflikter med fx hans familie, som han ikke kan magte eller overskue. Som han har fundet strategier til at håndtere, som sikrede en form for fred, men som samtidig giver plads til at en masse mønstre kan fortsætte uantastet. Pludselig åbner der sig et rum af konflikt, som han ikke kan magte. Så er det bedre eller nemmere at angribe den der "angriber" status qou - nemlig mig. For så behøver hans stabile (men utilstrækkelige, usunde og ineffektive) strategier ikke at blive taget op til revision.

Jeg er sådan lidt ligeglad med ham lige nu. Hans shit er hans shit, ikke mit. Han må tage klovnedansen helt alene inde i midten af manegen. Og så må han mærke sig selv, forholde sig til det han mærker og arbejde med det, hvis han har lyst. Det er én måde at udvikle sig på som menneske og den er helt gratis.
2
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 30. mar 2016, 10:52

Vlad Kalashnikov skrev:
Rikke skrev:
Vlad Kalashnikov skrev:Der er noget han kan prøve der har hjuplet mange andre med depression:

* Motion. Ikke bare løb, mere med vægte i gym.
* Regelmæssig søvn.
* God kost.
* Multivitamin + Omega 3 fiskeolie, D3 vitamin, magnesium (vil hjælpe på søvnen), zinc.

Ville det også have været dit svar i en tråd, hvor det var fysisk vold, der eskalerede?
Hvad snakker du om? Det er et generelt råd til folk der lider af depression - der er ting man aktivt kan gøre.

Efterfølgende svar i denne tråd gør det ogsp rimeligt klart at hun bør forlade ham og flytte et andet sted hen.


Det er helt fint, begge to, og tak for omsorgen Rikke :kys: Jeg tager ikke Valds indlæg som en negligering af mine problemer, og jeg tror ikke han mener, at depression alene kan kureres med motion og kosttilskud. Jeg vil helst at tråden bevarer sit fokus, så hvis det er OK med jer, lader vi den bare ligge her.
1
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1331
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 334
Likede indlæg: 3768

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Novella » 30. mar 2016, 11:24

Men Scrooge?

Ved du, at du megasej? Er du klar over, at vi er mange, der beundrer dig voldsomt? Du kan stå helt selv, kvinde. Det er ikke for at feje dine issues af bordet - hell, jeg kender alt til at kæmpe for længe for forhold - men prøv lige at dig selv udefra.

Du er sådan en, der går til samtaler på lederjobs. Du er sådan en, der tager lange uddannelser og kommer med knivskarpe betragtninger. No way in hell er det dig der kommer til at ryge ensom og forladt i rendestenen. Du bliver KUN styrket af at træde ud af den der dræbende relation. Og hvis du ikke har et sted at være, tror jeg at du bare skal råve op herinde :kys:
27
avdotja
Indlæg: 565
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 64
Likede indlæg: 1060

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf avdotja » 30. mar 2016, 17:46

Jeg synes det lyder rigtig fint det hele, men er en anelse bekymret for tidsperspektivet. Jeg mener bestemt ikke du skal flytte ud i morgen inden kl 12; men finde fast job -> være sikker på at du trives i det -> få sparet op til at købe lejlighed -> købe lejlighed (i København?) -> flytte: i bedste fald snakker vi et år.
12
Smiling_Goat
Indlæg: 2052
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 468
Likede indlæg: 5917

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Smiling_Goat » 30. mar 2016, 20:05

Jeg vil også lige sige, at det er meget fint og godt, at du lige nu siger, at han ikke får dig til at tvivle på dig selv.. Men det gjorde han jo. Vi har lige snakket om din tvivl omkring din empati. Din tvivl omkring din evne til at se nuanceret på dig selv, og om du var tilbøjelig til at give andre skylden for dine problemer.
Det var jo ham, der gav dig den tvivl. At du har glemt den nu, er rigtig godt, men hvis du bliver i det miljø, virker det altså virkelig sandsynligt, at det kommer til at ske igen.

Det er jo sådan voldelige forhold fungerer. Det er en gradvis ændring. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, og de voldsofrer, jeg har hørt fortælle om deres oplevelser, siger alle, at de ved slutningen af forholdet var endt et sted, de aldrig havde forestillet sig, de ville ende i begyndelsen af forholdet. Her er altså tale om helt normale kvinder med helt normale jobs og helt normale liv, der møder en vanvittig person, der langsomt får dem til at tvivle på sig selv, deres værdier og deres evner. Det virker utroligt, hvis det samme ikke skulle kunne ske for dig (eller mig for den sags skyld.)
6
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4646
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5919

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Dikus » 30. mar 2016, 21:04

Dikus skrev:Jeg gentager lige mit indlæg :) For at supplere med, at vi her taler om en mand, jeg elsker lige så højt som min øvrige familie. Det gør jeg stadig.

Vi havde været sammen i 18 ud af mine 36 år, da jeg trak stikket og måtte konstatere, at "elske" ikke er nok, når man er alene i forholdet med en, der ikke deltager, men blot forsvarer sine egne handlinger og fralægger sig ansvar.

Min eks kunne også få det til at se ud som om, jeg intet lavede - og han lavede alt. Da han stod for det praktiske i huset, troede jeg ham faktisk :blush: Men altså... da jeg stod med det selv, gik det op for mig, at det ikke just var de to timers rengøring om ugen og lidt madlavning, der væltede læsset oven i alt det, jeg også bruger tid på i familien og dagligdagen. Og slet ikke, når jeg fjernede presset fra at gå på listefødder om ham fra ligningen.

...

Mit indlæg er noget værre vrøvl, men initieret af din følelse af, det var fint, han ikke var i lejligheden, for så matchede virkeligheden i det mindste følelsen af at være alene i forholdet.

Du er altså nødt til at holde fast i, du ikke skal være alene i forholdet. Uanset, hvad du gør på alle andre områder - så er det der, du er nødt til at holde fast, hvis I skal overleve i et sundt og givende forhold.

Og du skal ikke gøre som mig og være alene i forholdet i flere år. Bare lad være. Jeg har efterfølgende talt med en anden, der har stået i samme person... og det er altså vildt, hvordan det roder med ens hjerne.

Jeg fatter slet ikke, hvor meget drama, jeg har lavet i mit nye forhold, fordi mine følelser er gået helt amok. BAGEFTER kan jeg se, hvor det stammer fra. Og det er SÅ usundt. Det er helt vildt. Jeg forstår slet ikke, at ham jeg har fundet sammen med, står stormen af og har tillid til, det bare er mig, der er seriøst brændt følelsesmæssigt - men at jeg godt kan være anderledes. Bør være anderledes, når jeg er mig selv.

Og det er jo det. Jeg har mistet en virkelig stærk kerne af mig selv over de tre år. Pas på, du ikke også gør det. Det er den ene ting, et forhold til en, man elsker, ikke er værd. (Altså, når der ikke er børn involveret :fløjt: og ja, ja... jeg kan sikkert finde på flere i et andet indlæg).


Og så gentager jeg igen igen. For at skrige det, jeg denne gang har markeret med fed.

Du skal virkeligt passe på dig selv. Det kan sagtens føles som noget, man kan magte, fordi du er rationel omkring det. Jeg har det som dig... og jeg håndterede det som dig. (Og vi har i øvrigt også relativ ens opvækst... og frygt for at blive som vores mødre...)

Jeg kunne sige alt det rigtige. Og jeg overlevede. Men hold nu op, hvor det er tiltet for mig, da jeg forsøgte at komme ud på den anden side. For FØLELSERNE. De kom pludselig. Og de er virkeligt stærkere end hovedet, når de får lov at være der.
3
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 31. mar 2016, 08:01

avdotja skrev:Jeg synes det lyder rigtig fint det hele, men er en anelse bekymret for tidsperspektivet. Jeg mener bestemt ikke du skal flytte ud i morgen inden kl 12; men finde fast job -> være sikker på at du trives i det -> få sparet op til at købe lejlighed -> købe lejlighed (i København?) -> flytte: i bedste fald snakker vi et år.


Ja, det er jeg bevidst om. Sagen er bare den, at jeg ønsker en permanent løsning. Det koster kassen at flytte og de penge skal tages fra min opsparing og kan derfor ikke bruges til udbetaling på en lejlighed. At bo et år her og der, på et værelse i en andens lejlighed, til en tårnhøj husleje forbedrer ikke mine vilkår eller chancer for at nå derhen jeg vil. Lige nu betaler jeg ca 3000 kr i husleje inkl. forbrug. Det levner plads til både at betale mere af på mit studielån end jeg skal (studielånets størrelse indvirker på hvilket beløb jeg kan låne til en lejlighed) og spare penge op ved siden af til udbetaling. Der er ikke mange andre situationer, der giver mig lige så gode vilkår. Et værelse i provinsen er måske billigere end dem der kan fås i København, men koster til gengæld det sparede i transport til arbejde. Og så videre. At flytte til en anden by, fx Næstved, hvor det sikkert alt andet lige er nemmere at få noget billigere at bo i, vil til gengæld isolere mig fra mine venner og min familie.

Så længe boligmarkedet er som det er - og her mener jeg både leje- andel- og ejer-, og så længe jeg har en stor studiegæld, er der bare ikke skide mange muligheder. Det er den sørgelige virkelighed, som jeg sikkert ikke er ene om at opleve.

Jeg har i øvrigt tænkt mig at gå til min bank så snart jeg er i en ny ansættelse. Og jeg har ikke store krav til min kommende lejlighed. Den må gerne være lille, den behøver ikke ligge centralt, den skal bare fungere.
1
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2016
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 328
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3264

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf DD_81 » 31. mar 2016, 08:13

LaScrooge skrev:
avdotja skrev:Jeg synes det lyder rigtig fint det hele, men er en anelse bekymret for tidsperspektivet. Jeg mener bestemt ikke du skal flytte ud i morgen inden kl 12; men finde fast job -> være sikker på at du trives i det -> få sparet op til at købe lejlighed -> købe lejlighed (i København?) -> flytte: i bedste fald snakker vi et år.


Ja, det er jeg bevidst om. Sagen er bare den, at jeg ønsker en permanent løsning. Det koster kassen at flytte og de penge skal tages fra min opsparing og kan derfor ikke bruges til udbetaling på en lejlighed. At bo et år her og der, på et værelse i en andens lejlighed, til en tårnhøj husleje forbedrer ikke mine vilkår eller chancer for at nå derhen jeg vil. Lige nu betaler jeg ca 3000 kr i husleje inkl. forbrug. Det levner plads til både at betale mere af på mit studielån end jeg skal (studielånets størrelse indvirker på hvilket beløb jeg kan låne til en lejlighed) og spare penge op ved siden af til udbetaling. Der er ikke mange andre situationer, der giver mig lige så gode vilkår. Et værelse i provinsen er måske billigere end dem der kan fås i København, men koster til gengæld det sparede i transport til arbejde. Og så videre. At flytte til en anden by, fx Næstved, hvor det sikkert alt andet lige er nemmere at få noget billigere at bo i, vil til gengæld isolere mig fra mine venner og min familie.

Så længe boligmarkedet er som det er - og her mener jeg både leje- andel- og ejer-, og så længe jeg har en stor studiegæld, er der bare ikke skide mange muligheder. Det er den sørgelige virkelighed, som jeg sikkert ikke er ene om at opleve.

Jeg har i øvrigt tænkt mig at gå til min bank så snart jeg er i en ny ansættelse. Og jeg har ikke store krav til min kommende lejlighed. Den må gerne være lille, den behøver ikke ligge centralt, den skal bare fungere.



Jeg er tildels enige med de andre, men jeg kan bestemt også se dine argumenter, og dit store rationale i det her! Og et kæmpe skulderklap for det!
Jeg læser at du er enormt bevidst om de ting der sker i dit parforhold p.t. og hvad det har og kan have af personlige konsekvenser for dig psykisk, og det synes jeg er en kæmpe fordel, for det gør dig pro-aktiv, giver dig mulighed for at parere. Og ikke mindst har jeg et indtryk af at du overordnet sidder med styringen på det, du bestemmer (delvist)

Ja han fik spændt ben for dig, og gjorde at du for et øjeblik kom i tvivl, - det sker! Men jeg sidder ikke med et indtryk af at du er pillet ned, men derimod at du er oppe på begge ben igen, og nu endnu mere bevidst om de snubletråde der kan ligge foran dig.
Men det er også en anstrengende situation at befinde sig i, på daglig basis. Jeg håber derfor at du har noget at fylde din tid ud med, på en positiv måde, noget der giver dig gode grunde til at tage hjemmefra, til noget der fylder dig op med positive energier og overskud.
Og at du også befinder dig så godt i jeres fælles hjem, kan slappe af, sove trygt og ordentligt. Det er et væsentligt grundvilkår!
Og selvom du ikke ønsker at flytte rundt, bo til leje osv. så kan du måske godt tænke i en "sleepover" hos en veninde i ny og næ, bare for at give dig selv en friaften. Eller tilbyde at være kattesitter, whatever, for folk der er ude og rejse.

Men jeg kan se, og forstå, din plan - og for mig giver det mening. Og vigtigst af alt vil jeg gerne gentage, fornemmelsen af at DU har styringen med det her. Men pas på dig selv alligevel :kys:
2
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 31. mar 2016, 09:42

Smiling_Goat skrev:Jeg vil også lige sige, at det er meget fint og godt, at du lige nu siger, at han ikke får dig til at tvivle på dig selv.. Men det gjorde han jo. Vi har lige snakket om din tvivl omkring din empati. Din tvivl omkring din evne til at se nuanceret på dig selv, og om du var tilbøjelig til at give andre skylden for dine problemer.
Det var jo ham, der gav dig den tvivl. At du har glemt den nu, er rigtig godt, men hvis du bliver i det miljø, virker det altså virkelig sandsynligt, at det kommer til at ske igen.

Det er jo sådan voldelige forhold fungerer. Det er en gradvis ændring. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, og de voldsofrer, jeg har hørt fortælle om deres oplevelser, siger alle, at de ved slutningen af forholdet var endt et sted, de aldrig havde forestillet sig, de ville ende i begyndelsen af forholdet. Her er altså tale om helt normale kvinder med helt normale jobs og helt normale liv, der møder en vanvittig person, der langsomt får dem til at tvivle på sig selv, deres værdier og deres evner. Det virker utroligt, hvis det samme ikke skulle kunne ske for dig (eller mig for den sags skyld.)


Jeg kan godt følge dig og jeg sætter meget stor pris på den omsorg det ligger i at holde mig fast på at alt ikke er godt, bare fordi det ikke er galoperende krise længere. Jeg er glad for ikke at blive talt efter munden.

Jeg har ikke glemt min tvivl. Jeg kan sagtens huske det og jeg kan sagtens genkalde mig både situationen og de følelser de vækker i mig. Min sårethed, min forvirring, frygt og fortvivlelse. Det der er mest fortvivlende er, at en person der skulle elske mig, tænker og siger sådan om mig. Det er ubegribeligt og meget fremmet for mig. Jeg læste om gaslighting og så, at en af de ting der sker, er når offeret ønsker at forklare hvorfor det ikke forholder sig sådan, som gaslighteren antyder eller påstår, og dermed på en måde ender med at acceptere at være til diskussion. Det var en øjenåbner i forhold til dynamikken. Han er den første person der har antastet de ting i mig jeg selv betragter som nogle af mine helt klare dyder. Og da jeg kom i tanker om, at han var den eneste - den eneste person jeg har mødt i hele mit voksenliv - som tænkte sådan om mig, bragte mig durk tilbage i hvad jeg ved er sandt: det er ikke sådan det forholder sig. Jeg har empirisk belæg for at jeg er en sej dame og et godt menneske, så fuck ham alle the way to Hell.

Når jeg skriver herinde er det en del af min bearbejdelsesproces, en metode til at tænke, opleve og mærke mig selv på. Som jeg skrev i et kort til en dejlig debattør, så er det som at være i gang med at drukne, men det at skrive om det, få jeres perspektiver, snakke om det med min veninde, gør, at jeg bevæger mig igennem det og får fat i mig selv igen. Jeg kommer oven vande og kan mærke, hvad jeg har brug for, hvor jeg er, hvem jeg er og hvad der er op og ned. Jeg kan se land og jeg kan se retning. Jeg forstår nogle nye sammenhænge. Og mest af alt får jeg fat i min egen kerne igen og med det også en anden beslutsomhed.

Jeg ved, at mit mit allersvageste punkt er følelsen af at blive forladt. Den katapulterer mig direkte ud i dyb fortvivlelse og den vil sikkert også få skovlen under mig igen. Den sletter hele min harddisk mens den er der. Den eneste kur er at jeg sikrer mig selv, så jeg ikke kan miste alt. Lige nu rebooter jeg på min kerne og min vished om hvad jeg kan gøre for at ændre det, fx at sikre mig en fast base. Med tiden vil den forhåbentlig reboote fra et mere stabilt og mindre krævende sted, nemlig fra den faste base og det jeg ved at jeg har og som er mit alene.

Jeg tænker strategisk lige nu, mest af alt. Hvad er den mest fordelagtige vej for mig at gå, så jeg når derhen jeg vil. Der er intet rosenrødt skær, eller alt er glemt og tilgivet, fordi han ikke sidder og siger ubegribelige ting til mig lige nu.
9
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2016
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 328
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3264

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf DD_81 » 31. mar 2016, 10:42

LaScrooge skrev:
Jeg ved, at mit mit allersvageste punkt er følelsen af at blive forladt. Den katapulterer mig direkte ud i dyb fortvivlelse og den vil sikkert også få skovlen under mig igen. Den sletter hele min harddisk mens den er der. Den eneste kur er at jeg sikrer mig selv, så jeg ikke kan miste alt. Lige nu rebooter jeg på min kerne og min vished om hvad jeg kan gøre for at ændre det, fx at sikre mig en fast base. Med tiden vil den forhåbentlig reboote fra et mere stabilt og mindre krævende sted, nemlig fra den faste base og det jeg ved at jeg har og som er mit alene.

Jeg tænker strategisk lige nu, mest af alt. Hvad er den mest fordelagtige vej for mig at gå, så jeg når derhen jeg vil. Der er intet rosenrødt skær, eller alt er glemt og tilgivet, fordi han ikke sidder og siger ubegribelige ting til mig lige nu.


Du ER en rocker sej dame, og sikke en selvindsigt, og bevidsthed!

Men jeg sidder og tænker på nu, ER din beslutning om at gå, så snart vilkårene på plads, truffet helt og aldeles? Det er DET du gør når du kan?
Og hvad så hvis han, inden du når dertil, vælger at sige SLUT til dig, og giver dig en ret kort deadline for dette, for hvornår du skal forlade jeres fælles hjem - i hans lejlighed? Er du klar til hvis det sker, eller kommer det til, som du beskriver det, at slette harddisken?
0
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)
Smiling_Goat
Indlæg: 2052
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 468
Likede indlæg: 5917

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Smiling_Goat » 31. mar 2016, 10:43

LaScrooge skrev:
Smiling_Goat skrev:Jeg vil også lige sige, at det er meget fint og godt, at du lige nu siger, at han ikke får dig til at tvivle på dig selv.. Men det gjorde han jo. Vi har lige snakket om din tvivl omkring din empati. Din tvivl omkring din evne til at se nuanceret på dig selv, og om du var tilbøjelig til at give andre skylden for dine problemer.
Det var jo ham, der gav dig den tvivl. At du har glemt den nu, er rigtig godt, men hvis du bliver i det miljø, virker det altså virkelig sandsynligt, at det kommer til at ske igen.

Det er jo sådan voldelige forhold fungerer. Det er en gradvis ændring. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, og de voldsofrer, jeg har hørt fortælle om deres oplevelser, siger alle, at de ved slutningen af forholdet var endt et sted, de aldrig havde forestillet sig, de ville ende i begyndelsen af forholdet. Her er altså tale om helt normale kvinder med helt normale jobs og helt normale liv, der møder en vanvittig person, der langsomt får dem til at tvivle på sig selv, deres værdier og deres evner. Det virker utroligt, hvis det samme ikke skulle kunne ske for dig (eller mig for den sags skyld.)


Jeg kan godt følge dig og jeg sætter meget stor pris på den omsorg det ligger i at holde mig fast på at alt ikke er godt, bare fordi det ikke er galoperende krise længere. Jeg er glad for ikke at blive talt efter munden.

Jeg har ikke glemt min tvivl. Jeg kan sagtens huske det og jeg kan sagtens genkalde mig både situationen og de følelser de vækker i mig. Min sårethed, min forvirring, frygt og fortvivlelse. Det der er mest fortvivlende er, at en person der skulle elske mig, tænker og siger sådan om mig. Det er ubegribeligt og meget fremmet for mig. Jeg læste om gaslighting og så, at en af de ting der sker, er når offeret ønsker at forklare hvorfor det ikke forholder sig sådan, som gaslighteren antyder eller påstår, og dermed på en måde ender med at acceptere at være til diskussion. Det var en øjenåbner i forhold til dynamikken. Han er den første person der har antastet de ting i mig jeg selv betragter som nogle af mine helt klare dyder. Og da jeg kom i tanker om, at han var den eneste - den eneste person jeg har mødt i hele mit voksenliv - som tænkte sådan om mig, bragte mig durk tilbage i hvad jeg ved er sandt: det er ikke sådan det forholder sig. Jeg har empirisk belæg for at jeg er en sej dame og et godt menneske, så fuck ham alle the way to Hell.

Når jeg skriver herinde er det en del af min bearbejdelsesproces, en metode til at tænke, opleve og mærke mig selv på. Som jeg skrev i et kort til en dejlig debattør, så er det som at være i gang med at drukne, men det at skrive om det, få jeres perspektiver, snakke om det med min veninde, gør, at jeg bevæger mig igennem det og får fat i mig selv igen. Jeg kommer oven vande og kan mærke, hvad jeg har brug for, hvor jeg er, hvem jeg er og hvad der er op og ned. Jeg kan se land og jeg kan se retning. Jeg forstår nogle nye sammenhænge. Og mest af alt får jeg fat i min egen kerne igen og med det også en anden beslutsomhed.

Jeg ved, at mit mit allersvageste punkt er følelsen af at blive forladt. Den katapulterer mig direkte ud i dyb fortvivlelse og den vil sikkert også få skovlen under mig igen. Den sletter hele min harddisk mens den er der. Den eneste kur er at jeg sikrer mig selv, så jeg ikke kan miste alt. Lige nu rebooter jeg på min kerne og min vished om hvad jeg kan gøre for at ændre det, fx at sikre mig en fast base. Med tiden vil den forhåbentlig reboote fra et mere stabilt og mindre krævende sted, nemlig fra den faste base og det jeg ved at jeg har og som er mit alene.

Jeg tænker strategisk lige nu, mest af alt. Hvad er den mest fordelagtige vej for mig at gå, så jeg når derhen jeg vil. Der er intet rosenrødt skær, eller alt er glemt og tilgivet, fordi han ikke sidder og siger ubegribelige ting til mig lige nu.


Puh.. Jeg synes godt nok, at du går på en tynd line lige nu. Jeg kan sagtens følge dine argumenter. De er meget logiske og koncise lige nu, men vi er jo ude i noget med at føle, og der har logik det bare med at komme til kort.

For mig lyder det som de løvetæmmere, der går ind til løverne uden beskyttelse, fordi de er sikre på, at de nok skal klare sig. Det, trods det høje dødstal blandt løvetæmmere.

Jeg håber virkelig, at du har ret i dine formodninger, og du ikke pludselig en dag har mistet troen på dig selv, og affinder dig med situationen - som erfaring blandt voldsofre jo desværre giver anledning til at frygte.
1

Tilbage til "Forhold og sex"