Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
JackieO
Indlæg: 118
Tilmeldt: 8. nov 2015, 22:08
Kort karma: 18
Likede indlæg: 381

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JackieO » 1. apr 2016, 07:40

LaScrooge skrev:
JackieO skrev:
Al respekt for at du prøver at tænke rationelt og lægge en plan, men I er jo ikke bare bofæller. Det lyder bare som en risikabel vej at gå ned af, hvis du vil blive ved med at bo sammen med ham, selv om du (måske) allerede har besluttet dig for, at du ikke vil blive ved med at være kærester med ham.

Kan du holde til at bo sammen med en person, som du ikke har kæresteagtige følelser for længere, og måske gå og spille skuespil hele tiden?

Og hvad sker der mon, hvis han opdager, at du følelsesmæssigt er på vej væk? Jeg kunne frygte, at han ikke vil tage særligt godt imod det og sætte ind med det helt store skyts af manipulation og bagtalelse af dig over for jeres venner, hvis han finder ud af at du går med planer om at flytte fra ham.


Jeg elsker min kæreste. Jeg elsker ikke det i ham der får ham til at sige som han gør. Jeg vil gerne være sammen med ham, men ikke betingelsesløst. Jeg skal have mit eget sted, fordi det er min sikkerhed, jf. alle de andre ting jeg har skrevet. Jeg kan ikke spille det skuespil du snakker om og det ville jeg heller ikke synes var reelt af mig, uanset hvor strategisk smart det eventuelt ville være. Jeg kan ikke love nogen her at jeg flytter hu-hej, fordi han har opført sig forfærdeligt. Det er en kompleks situation uden simple løsninger og det håber jeg skinner igennem.

Min opgave er at passe på mig selv og gøre det der er bedst for mig. Hvad der er bedst for mig indebærer en afvejning af muligheder og konsekvenser.

Og det er vigtigt for mig at fastslå, at han ikke er psykopat. Han er ikke et koldt, manipulerende, misbrugende røvhul og selvom jeg har triggerpunkter og vi har nogle forfærdelige situationer sammen, så går jeg ikke rundt med dukket nakke og frygter for mig selv.


Det har heller ikke været mit indtryk gennem tråden, at du frygter for dig selv i fysisk forstand. Derimod har du beskrevet flere situationer, hvor du ikke har fået lov af ham til at udtrykke eller efterleve dine egne behov, fordi hans behov hele tiden fyldte mest. Du har beskrevet en person, der giver dig skyldfølelse, hvis du ikke hele tiden er glad, positiv og lader ham spille på computeren, selv om du selv har glædet dig til at spille, og som bliver vred på dig, når du ikke længere er i stand til at undertrykke følelserne af træthed over situationen.
Du har også beskrevet en person, der forventer at du rydder op og gør rent efter ham hele tiden, mens han bagefter går i gang med at nedgøre din evne til at rydde op og gøre rent. Både over for dig men også over for jeres fælles venner, så vidt jeg husker.

Uanset om han gør det bevidst eller ej, sender han signaler til dig om, at dine behov er mindre værd end hans. Og jeg har også fået indtrykket af, at du er en supersej og stærk person, så derfor forestiller jeg mig, at selv om du lige nu accepterer hans præmis og prøver at undertrykke, hvordan du selv har det, så ved også godt, at det ikke er holdbart i længden.
3
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 1. apr 2016, 08:04

JackieO skrev:
Det har heller ikke været mit indtryk gennem tråden, at du frygter for dig selv i fysisk forstand. Derimod har du beskrevet flere situationer, hvor du ikke har fået lov af ham til at udtrykke eller efterleve dine egne behov, fordi hans behov hele tiden fyldte mest. Du har beskrevet en person, der giver dig skyldfølelse, hvis du ikke hele tiden er glad, positiv og lader ham spille på computeren, selv om du selv har glædet dig til at spille, og som bliver vred på dig, når du ikke længere er i stand til at undertrykke følelserne af træthed over situationen.
Du har også beskrevet en person, der forventer at du rydder op og gør rent efter ham hele tiden, mens han bagefter går i gang med at nedgøre din evne til at rydde op og gøre rent. Både over for dig men også over for jeres fælles venner, så vidt jeg husker.

Uanset om han gør det bevidst eller ej, sender han signaler til dig om, at dine behov er mindre værd end hans. Og jeg har også fået indtrykket af, at du er en supersej og stærk person, så derfor forestiller jeg mig, at selv om du lige nu accepterer hans præmis og prøver at undertrykke, hvordan du selv har det, så ved også godt, at det ikke er holdbart i længden.


Det, du beskriver, er helt i overensstemmelse med hvordan jeg oplever det. Det er fuldstændig rigtigt, at der ikke altid er plads til mig. Det afhænger fuldt ud af hans eget humør og overskud. Han bliver meget let slået ud og han har også den der "det er jo mig, der er deprimeret, så det er mig, der skal passes på/føjes/tages hensyn til" osv. Den kender jeg fra min egen depression, hvor jeg følte mig enormt svigtet og forurettet (som jeg beskriver i et andet indlæg tidligere) når andre ikke udviste nogen form for forståelse eller rummelighed eller gav mig line, for jeg kunne jo ikke være som jeg var før. Og i stedet for at tænke det i konteksten af min depression, var min familie - særligt min søster, som jeg følte jeg havde et rigtig godt forhold til - bare helt sure over at tingene var forandrede og jeg ikke kunne give hvad jeg kunne før. Det var en ændring af rollerne, som hun ikke kunne magte, som jeg ser det.

Det svære er at finde balancen mellem rummelighed og tilgivelse og grænsesætning. Som Sunshine er inde på, så er det virkelig forfærdeligt at sige til folk der elsker en, at man nok bare burde ende det hele, for det nytter jo ikke alligevel. Det har jeg selv sagt virkelig mange gange til min ekskæreste, den stakkel. Trusler om selvmord er forfærdelige, men de er også et udtryk for hvor langt ude man er. På samme måde med rigtig mange af de andre ting man kan udtrykke, når man er i sin depressions vold. At andre er mindre vigtige og at det er ens behov er de eneste der skal tages hensyn til, er jo meget grove ideer, men også et udtryk for en erkendelse af at man er fucked, føler sig magtesløs og hjælpeløs, føler, at verden er ond og imod en, føler, at det hele er uretfærdigt - og at man ved, at man er et ubehageligt røvhul der pt er svært at elske, fordi man ikke rigtig bidrager med noget godt. Man kan kun håbe på at andre bærer over med en og i den forbindelse kan man have en krævende attitude, fordi man føler at man ikke rigtig har andet der begrunder at andre skulle holde en ud. Du SKAL fordi jeg er SYG og jeg kan ikke gøre for det.
4
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 1570
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 192
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3454

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf HappyPaww » 21. apr 2016, 10:02

Hvordan går det? (Har fulgt lidt med på sidelinjen, og kom til at tænke på din tråd...) :ae:
3
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 21. apr 2016, 12:56

HappyPaww skrev:Hvordan går det? (Har fulgt lidt med på sidelinjen, og kom til at tænke på din tråd...) :ae:


Tak fordi du spørger :kys:

Det går godt, faktisk. Det er lykkedes os at have en god hverdag sammen de seneste mange uger. Det er lykkedes os at afmontere kriser ved at snakke om dem og være bevidste om, hvad der var ved at ske. Og vi har også snakket om hvorfor det er gået godt og hvad der har fået det til at lykkes. Hvad vi har gjort rigtigt.

Det er dog ikke det samme som at faren er drevet over, så at sige. Han skal stadig passe sin psykologbehandling, for han er meget sårbar. Der er ikke plads til mine ting og det skal der være. Så vi skal derhen hvor vi kan tåle manglende overskud hos en eller begge parter uden at det potentielt set kan destabilisere det hele.

Men jeg synes, vi klarer den godt. Jeg hentede nogle møbler forleden hos en veninde, så jeg har dem til når jeg skal have mig en lejlighed. Det bemærkede han, for han hjalp mig med at bære dem i kælderen. Han havde en nedsmeltning over det, følte, at jeg stod med et ben ude af forholdet og han spurgte, om jeg søgte lejligheder allerede. Han tog det meget tungt. Jeg forklarede ham, at jeg var nødt til at tænke på mig selv, at jeg var nødt til at sikre mig selv, fordi min situation er alt, alt for sårbar i forhold til hvad jeg har det godt med. Han er tryg for det er hans lejlighed. Han har et job. Han har en familie. Han kan "kun" miste mig, mens jeg kan miste det hele, mere eller mindre. Og så usikkert kan jeg ikke stå i mit eget liv. Den samtale var svær, men vi klarede den. Han endte med at sige, at han syntes at det var en god idé at jeg køber en lejlighed når jeg har et fast, godt job, også selvom vi er sammen og bor sammen. Jeg tror han kan se meningen med det. Men selvom han ikke kan, må han bare acceptere det, mere eller mindre, for slår vi op så kan det godt være, at han kan koncentrere sig om at lade sig opsluge af sorgen (han kan ikke forstå at jeg tænker på det praktiske i forhold til sådan en situation), men jeg ville ikke kunne, for jeg ville skulle finde steder at bo, jeg ville skulle igennem et totalt kaos. Jeg ville ikke bare have en seng jeg kunne lægge mig på i 3 uger mens jeg slikkede mine sår. Så derfor er jeg nødt til at tænke forud.

Så. Det var mere et eksempel på at vi tog en svær snak, han var oprevet og urimelig og anklagende, men vi endte et godt sted, begge to. Og sådan har det været det sidste stykke tid. Der skal nok komme svære perioder igen og især er det stadig svært for mig at jeg ikke har den plads jeg gerne vil have, men jeg tror på, at vi kan komme derhen.
22
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 08:07

Han har endt forholdet. I går aftes. Han er taget til Amsterdam med en ven og kommer hjem søndag. Det var ikke meningen, sagde han, at han ville ende det lige inden han skulle afsted, så jeg skulle være alene. Men sådan blev det.

Lige nu føles det meget uvirkeligt og tomt. Jeg har svært ved at forstå det. Jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan ikke rumme sorgen over at miste ham. Jeg synes han er så smuk og så dejlig og jeg ville sådan ønske, at vi kunne have det godt sammen.

Men det er for svært og det har været for svært for længe. Der er så megen smerte. Og det føles så spildt, for vores udgangspunkt var så godt, føler jeg. Jeg har aldrig været så forelsket i nogen, som jeg var i ham og jeg har aldrig elsket nogen, som jeg elsker og har elsket ham. Jeg troede på det og på os. Jeg havde drømme om og for os. Jeg har holdt fast og kæmpet og håbet, men det har ikke været nok. Jeg ved, at han også har kæmpet.

Men der er jo også noget forkert ved, at et forhold skal være så svært. Men det er bare som om det er blevet svært og at det sagtens kunne have været ikke-svært, hvis vi havde været bedre til det. Jeg må acceptere det, at det ikke bør være så svært, at det bør være dejligt og nemt, men jeg har bare så svært ved det. Svært, svært, svært. Svært ved, at vi ikke kunne få det til at være godt. Svært ved, at vi har ødelagt noget, der var så godt.
2
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 08:11

Jeg ville så gerne have haft ham og hans dejlige familie. Og skønhed og solskin og latter og dans og elskov. Og alt det lå lige dér foran mig. Og nu er det ikke mit længere. Jeg har mistet ham. Den person der har været vigtigst for mig. En der føltes som skabt til mig. Det har været et janus-ansigt: på den ene side så smukt, på den anden side så grimt og mørkt. Og vi er hele tiden endt i det mørke. Og jeg fatter det ikke.
0
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 08:20

Det gør så ondt inden i. Og jeg er ikke engang begyndt at tænke rigtigt over hvad jeg har mistet. Jeg ved, at det er dér jeg for alvor bryder sammen. Det er dét, det vil føles som om, der løber syre gennem min krop. Jeg vil krumme mig sammen i smertenskramper og føle min forladthed som et stort, svulmende, altopslugende mørke. Som en betingelse for min eksistens.

Jeg har altid følt mig alene. Jeg har aldrig følt mig elsket. Jeg har aldrig været nogens førsteprioritet. Det lyder måske som om det ikke kan være sandt, men det er det. Min mor kunne ikke og alle andre har haft deres mødre og fædre og søskende som gav dem det, jeg aldrig har haft, så jeg har aldrig kunnet danne det bånd med nogen. Ensomhed føles som et uundslippeligt vilkår for min eksistens.
0
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 1044
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 217
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 1992

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 19. maj 2016, 08:30

God bedring :ae:
Nu skal du kun kæmpe for dig selv.
Jeg håber at du kommer over ham på bedste vis.
3
Registreret Gammel Gris :genert:
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 6112
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 556
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 10340

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf icelady » 19. maj 2016, 08:33

Gør mig ondt, Scrooge :ae:

Du har dælme kæmpet. Nu skal du sørge for at passe på dig selv.
1
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 08:35

Min bedste veninde er i Rumænien og kommer først hjem på lørdag. Lørdag aften skal jeg til en stor familiefest. Jeg kan ikke magte at se nogen i øjnene og fortælle om endnu et nederlag. Jeg føler mig som verdens største taber. Jeg er 35 år gammel og har brugt mit liv på at prøve at bygge op for derefter at miste igen. Ikke at kunne magte tingene, ikke at kunne gøre det godt for mig selv. Det er uhelbredeligt.

Og jeg ønsker bare min smukke kæreste og at han skal elske mig og ønske mig, som jeg elsker og ønsker ham. Også selvom han har været ond ved mig og jeg har været ond med ham. Måske er det fordi jeg har oplevet så meget af det: at man ar onde ved hinanden, men livet fortsatte alligevel. Jeg har været vant til at ranke ryggen og fortsætte gennem Helvede. Slag gør ikke så ondt på mig som de måske burde gøre. Eller: verden falder ikke sammen på grund af dem. Mit udgangspunkt er skævt. Han har levet i harmoni, kernefamilie, tryghed, omsorg og kærlighed. Jeg har et flået indre som er alt for sårbart og alt for uvant med ro og harmoni. Jeg er vant til, at livet gør ondt. Det er han ikke.
0
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1566
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 249
Likede indlæg: 1285

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 08:43

LaScrooge skrev:Min bedste veninde er i Rumænien og kommer først hjem på lørdag. Lørdag aften skal jeg til en stor familiefest. Jeg kan ikke magte at se nogen i øjnene og fortælle om endnu et nederlag. Jeg føler mig som verdens største taber. Jeg er 35 år gammel og har brugt mit liv på at prøve at bygge op for derefter at miste igen. Ikke at kunne magte tingene, ikke at kunne gøre det godt for mig selv. Det er uhelbredeligt.

Og jeg ønsker bare min smukke kæreste og at han skal elske mig og ønske mig, som jeg elsker og ønsker ham. Også selvom han har været ond ved mig og jeg har været ond med ham. Måske er det fordi jeg har oplevet så meget af det: at man ar onde ved hinanden, men livet fortsatte alligevel. Jeg har været vant til at ranke ryggen og fortsætte gennem Helvede. Slag gør ikke så ondt på mig som de måske burde gøre. Eller: verden falder ikke sammen på grund af dem. Mit udgangspunkt er skævt. Han har levet i harmoni, kernefamilie, tryghed, omsorg og kærlighed. Jeg har et flået indre som er alt for sårbart og alt for uvant med ro og harmoni. Jeg er vant til, at livet gør ondt. Det er han ikke.
Jeg ville melde fra til det familiefest noget med undskyldningen om at jeg var syg, hvis det var mig. Du behøver ikke fortælle noget til nogen, før du er klar til at se verden i øjnene igen. Meld fra og slik dine sår og kom videre derfra inden du står over for nogen du ikke har lyst til at stå over for.

Hvornår kommer din veninde hjem og er der evt. nogen du kan bruge i mellemtiden?
12
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 08:51

Thestral skrev:Jeg ville melde fra til det familiefest noget med undskyldningen om at jeg var syg, hvis det var mig. Du behøver ikke fortælle noget til nogen, før du er klar til at se verden i øjnene igen. Meld fra og slik dine sår og kom videre derfra inden du står over for nogen du ikke har lyst til at stå over for.

Hvornår kommer din veninde hjem og er der evt. nogen du kan bruge i mellemtiden?


Jeg har tænkt på det, men jeg har ikke lyst til at melde fra. Det er min familie og jeg har næsten ingen der er mine. Jeg bliver nødt til at prøve at mødes med nogle mennesker, som måske kan være noget for mig, hvis jeg giver dem lov. Nødt til at prøve at opsøge verden og mennesker og relationer, for ikke at være alene. Og for ikke at blive glemt. Plus det er min onkel og hans kone og jeg elsker dem begge to. Jeg har fundet en rigtig dejlig gave til dem, som jeg glæder mig til at give dem. Jeg vil gerne fejre dem. Det er dejlige mennesker, nogle af mine yndlingsmennesker overhovedet.

Jeg ved det ikke. Jeg tænker. Jeg har lyst til at skrive til min ven, men han er lige blevet fra for 4 dage siden. Jeg tror ikke jeg har lyst til at belaste ham ved at fortælle det. Men jeg ville ønske at jeg kunne.
Der er en anden jeg har overvejet at kontakte og høre om han har lyst til at ses i aften. Han er meget ligetil, tænker meget fornuftigt og meget lig mig. Men jeg kender ham ikke så godt og jeg ved ikke om han har lyst til at mødes kun med mig. Eller om det overhovedet er fair at spørge om han har lyst til at drikke en øl for så at hælde det hele ud over ham.
Jeg har to andre veninder jeg kan kontakte, men de kan ikke gøre så meget for mig. Der er jo ingen der kan tage min smerte fra mig eller hjælpe mig med de ting, der ligger foran mig nu.
0
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1566
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 249
Likede indlæg: 1285

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 08:59

LaScrooge skrev:
Thestral skrev:Jeg ville melde fra til det familiefest noget med undskyldningen om at jeg var syg, hvis det var mig. Du behøver ikke fortælle noget til nogen, før du er klar til at se verden i øjnene igen. Meld fra og slik dine sår og kom videre derfra inden du står over for nogen du ikke har lyst til at stå over for.

Hvornår kommer din veninde hjem og er der evt. nogen du kan bruge i mellemtiden?


Jeg har tænkt på det, men jeg har ikke lyst til at melde fra. Det er min familie og jeg har næsten ingen der er mine. Jeg bliver nødt til at prøve at mødes med nogle mennesker, som måske kan være noget for mig, hvis jeg giver dem lov. Nødt til at prøve at opsøge verden og mennesker og relationer, for ikke at være alene. Og for ikke at blive glemt. Plus det er min onkel og hans kone og jeg elsker dem begge to. Jeg har fundet en rigtig dejlig gave til dem, som jeg glæder mig til at give dem. Jeg vil gerne fejre dem. Det er dejlige mennesker, nogle af mine yndlingsmennesker overhovedet.

Jeg ved det ikke. Jeg tænker. Jeg har lyst til at skrive til min ven, men han er lige blevet fra for 4 dage siden. Jeg tror ikke jeg har lyst til at belaste ham ved at fortælle det. Men jeg ville ønske at jeg kunne.
Der er en anden jeg har overvejet at kontakte og høre om han har lyst til at ses i aften. Han er meget ligetil, tænker meget fornuftigt og meget lig mig. Men jeg kender ham ikke så godt og jeg ved ikke om han har lyst til at mødes kun med mig. Eller om det overhovedet er fair at spørge om han har lyst til at drikke en øl for så at hælde det hele ud over ham.
Jeg har to andre veninder jeg kan kontakte, men de kan ikke gøre så meget for mig. Der er jo ingen der kan tage min smerte fra mig eller hjælpe mig med de ting, der ligger foran mig nu.

Hvorfor skulle de glemme dig? Jeg forstår godt behovet for at være sammen med folk der kan give en noget på positiv-kontoen men hvis du ikke magter festen som sådan og de spørgsmål der kommer i og med at du dukker op alene, ville det så være en mulighed at kontakte din onkel og tante og komme forbi dem om formiddagen, snakke med dem om det hele og give dem deres gave og "fejre" dem lidt der?

Jeg synes du skal ringe til ham du er lidt i tvivl om. Sige at du har det lidt hårdt lige nu men om han ville have modet alligevel at mødes til en kop øl. Det ville jeg gøre. Hvis han er en ven, så kommer han uanset hvor godt i kender hinanden og glem de to der ikke kan give dig noget lige nu, til senere hvor de passer lidt bedre ind. Det skal nok blive deres tur.
2
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 1044
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 217
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 1992

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 19. maj 2016, 09:05

Selv om dine venner ikke konkret forventes at kunne hjælpe dig, er bare det at snakke, råbe, tude, brokke til en ven noget, som kan forbedre dit indre kaos. Luk det ud til nogen, som du stoler på og som kan håndtere det.
4
Registreret Gammel Gris :genert:
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:08

Thestral skrev:Hvorfor skulle de glemme dig? Jeg forstår godt behovet for at være sammen med folk der kan give en noget på positiv-kontoen men hvis du ikke magter festen som sådan og de spørgsmål der kommer i og med at du dukker op alene, ville det så være en mulighed at kontakte din onkel og tante og komme forbi dem om formiddagen, snakke med dem om det hele og give dem deres gave og "fejre" dem lidt der?

Jeg synes du skal ringe til ham du er lidt i tvivl om. Sige at du har det lidt hårdt lige nu men om han ville have modet alligevel at mødes til en kop øl. Det ville jeg gøre. Hvis han er en ven, så kommer han uanset hvor godt i kender hinanden og glem de to der ikke kan give dig noget lige nu, til senere hvor de passer lidt bedre ind. Det skal nok blive deres tur.


Glemme mig, fordi jeg ikke har plejet mine familierelationer i et stykke tid. Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet. Der er ingen af dem der ved hvordan jeg har det og jeg er bange for at møde hårdhed. Min onkel og en anden af mine onkler er dem jeg føler mig tættest på og har størst tillid til. De har aldrig hånet mig eller set ned på mig og det har ikke været nødvendigt for mig at være ovenpå for at vinde deres respekt.

Jeg ved ikke om nogen af dem savner mig nogensinde, men jeg har ikke selv været god til at knytte mig til dem. Jeg har nok aldrig følt at det var noget jeg kunne. Jeg har altid kun knyttet mig til folk jeg selv har valgt. Grundlæggende tillidsproblemer.

Godt råd du skriver der til sidst. Jeg kontakter ham lidt senere og spørger.
1

Tilbage til "Forhold og sex"