Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Wunder8
Indlæg: 240
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 63
Likede indlæg: 674

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Wunder8 » 4. aug 2016, 09:35

Spasserinde skrev:
Wunder8 skrev:Jeg vil blot stemme i koret: Du skal simpelthen stoppe al kontakt med den mand. Lav en forklarende, empatisk og venlig besked, hvor du forklarer, hvorfor du er nødt til at trække dig og tage en "pause" fra ham, send den og ignorerer herefter al kontakt. Please, og gør det hellere nu end om en time.

Jeg har selv været i en lignende situation for mange år siden med en ekskæreste, der opførte sig ret psykotisk efter vores break-up (dog slet ikke så slemt som det, du beskriver). Først var han virkeligt ked af det, ville tage sit eget liv og delagtiggjorde mig meget i, hvor dårligt han havde det ("jeg er begyndt at ryge hash", "hele min familie er påvirket af det her", "det sker altid for mig" etc.), hvilket i sig selv var mega ubehageligt, fordi han jo vitterligt var langt nede, og jeg 1) blev enormt bekymret, og 2) havde vildt dårlig samvittighed, fordi jeg jo var skyld i alt det her...

Da det gik op for ham, at dét at han havde det dårligt ikke fik mig til at komme tilbage, begyndte han at blive meget vred og meget insisterende. Ringede og skrev hele tiden, "truede" med at fortælle alle, hvilken falsk og egoistisk person jeg var (som i: jeg ødelægger dit navn i den her by - det var i provinsen). Jeg prøvede og prøvede med empati, forståelse og flere af de soleklare argumenter, der var for, hvorfor vi ikke skulle være kærester, og hvorfor han faktisk havde en stor andel i at have fucket forholdet op. Det hjalp ikke. Intet trængte igennem. Det blev kun værre.

Det var først da jeg brugte ovenstående approach - en venlig men kontant afvisning - og ignorerede hans henvendelser 100%, at det stoppede. På et tidspunkt.

Og set i bakspejlet tog det mig lang tid at komme videre ovenpå det brud, fordi han placerede så meget skyld og skam på mine i forvejen tyngede ungdomsskuldre. For det er tingen med den her type mennesker - uanset at deres handlinger og ord måske kommer fra et kærligt sted - de er giftige. Det lyder hårdt, for det er jo også synd for dem, at de har deres issues at deale med. Men de er gift, gift, gift for ens mentale sundhed, fordi de suger al kraft ud af én, manipulerer én til at få det dårligt med sig selv, bruger én til at lappe deres dårlige selvværd og whatnot. Når jeg ser de ting, din eks skriver og gør, så kan jeg genkende flere af mønstrene i den adfærd, og jeg får det fysisk skidt. For det ødelægger én, og man kan IKKE tale dem til fornuft, selvom det er svært at acceptere. Jeg håber virkeligt, du passer på dig selv og trækker dig fra ham hurtigst muligt, så du kan fokusere på a genopbygge dit eget selvværd og komme videre.


Det er desværre også min erfaring, at de der mandetyper, som har enormt ondt af sig selv og fisker efter empati og opmærksomhed, lynhurtigt kan vende til at blive nogle rigtigt aggressive stoddere, hvis de ikke får, hvad de vil have. Det kan virkeligt være uhyggeligt. Og det er nemlig rigtigt svært at komme ud af, fordi de på den ene side kan være meget ondskabsfulde og tydeligvis ønsker en det værste, samtidig med de kører et parallelt spor, hvor de beskylder en for at være et dårligt menneske, hvis man ikke finder sig i det eller ikke elsker dem. Det er en frygtelig form for indbildsk berettigelse til at kontrollere andre menneskers liv, der ligger bag, som jeg kun kan tilskrive et dybt selvværdsproblem.

Selvmedlidenhed er virkeligt blevet en rødglædende alarm for mig når det kommer til mænd.


Jeg kunne (overraskende nok) ikke være mere enig. Det er et sygt blame game, hvor ens rolle udelukkende er at agere boksebold for den andens aggressioner og/eller stødpude for et latterligt lavt selvværd. Det er selvfølgelig træls for den person, at h*n skal have det dårligt, men det er sgu da endnu mere træls, hvis det går ud over ens eget mentale helbred. Her tror jeg også, det er enormt vigtigt at erkende, at man ikke kan eller skal redde pågældende person. Det kan og skal kun en professionel.

I forhold til min egen oplevelse, så opfattede min eks mig i høj grad som hans redningsplanke - hende, der fik ham ud af sumpen og gjorde ham glad. Det lød umiddelbart meget romantisk i begyndelsen, indtil slagsiden af den rolle gik op for mig: nemlig, at man aldrig kan gøre det godt nok, fordi uanset hvad, så kan man ikke redde nogen fra sig selv. Derfor er man dømt til at fejle som kæreste før eller siden, og når det sker, så er man selv totalt svækket og desillusioneret, fordi man ubevidst i al den tid har givet sin iltmaske til en anden end én selv.
4
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 4. aug 2016, 10:25

Wunder8 skrev:Jeg vil blot stemme i koret: Du skal simpelthen stoppe al kontakt med den mand. Lav en forklarende, empatisk og venlig besked, hvor du forklarer, hvorfor du er nødt til at trække dig og tage en "pause" fra ham, send den og ignorerer herefter al kontakt. Please, og gør det hellere nu end om en time.

Jeg har selv været i en lignende situation for mange år siden med en ekskæreste, der opførte sig ret psykotisk efter vores break-up (dog slet ikke så slemt som det, du beskriver). Først var han virkeligt ked af det, ville tage sit eget liv og delagtiggjorde mig meget i, hvor dårligt han havde det ("jeg er begyndt at ryge hash", "hele min familie er påvirket af det her", "det sker altid for mig" etc.), hvilket i sig selv var mega ubehageligt, fordi han jo vitterligt var langt nede, og jeg 1) blev enormt bekymret, og 2) havde vildt dårlig samvittighed, fordi jeg jo var skyld i alt det her...

Da det gik op for ham, at dét at han havde det dårligt ikke fik mig til at komme tilbage, begyndte han at blive meget vred og meget insisterende. Ringede og skrev hele tiden, "truede" med at fortælle alle, hvilken falsk og egoistisk person jeg var (som i: jeg ødelægger dit navn i den her by - det var i provinsen). Jeg prøvede og prøvede med empati, forståelse og flere af de soleklare argumenter, der var for, hvorfor vi ikke skulle være kærester, og hvorfor han faktisk havde en stor andel i at have fucket forholdet op. Det hjalp ikke. Intet trængte igennem. Det blev kun værre.

Det var først da jeg brugte ovenstående approach - en venlig men kontant afvisning - og ignorerede hans henvendelser 100%, at det stoppede. På et tidspunkt.

Og set i bakspejlet tog det mig lang tid at komme videre ovenpå det brud, fordi han placerede så meget skyld og skam på mine i forvejen tyngede ungdomsskuldre. For det er tingen med den her type mennesker - uanset at deres handlinger og ord måske kommer fra et kærligt sted - de er giftige. Det lyder hårdt, for det er jo også synd for dem, at de har deres issues at deale med. Men de er gift, gift, gift for ens mentale sundhed, fordi de suger al kraft ud af én, manipulerer én til at få det dårligt med sig selv, bruger én til at lappe deres dårlige selvværd og whatnot. Når jeg ser de ting, din eks skriver og gør, så kan jeg genkende flere af mønstrene i den adfærd, og jeg får det fysisk skidt. For det ødelægger én, og man kan IKKE tale dem til fornuft, selvom det er svært at acceptere. Jeg håber virkeligt, du passer på dig selv og trækker dig fra ham hurtigst muligt, så du kan fokusere på a genopbygge dit eget selvværd og komme videre.


Shit, det lyder som en hård omgang. Og på mange måder meget lig det jeg er igennem (og var igennem, mens min eks havde det dårligt). Manipulation og dobbeltkommunikation.

Jeg har ikke tænkt mig at kontakte min eks mere af mig selv. Nu skal vi (jeg) have den fred vi (jeg) har brug for, for at genetablere en afbalanceret dagligdag med flere gode end dårlige ting. Jeg vil gerne tilbage til sådan som jeg havde det, da jeg skrev sidst.
1
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 4. aug 2016, 10:41

Wunder8 skrev:
Jeg kunne (overraskende nok) ikke være mere enig. Det er et sygt blame game, hvor ens rolle udelukkende er at agere boksebold for den andens aggressioner og/eller stødpude for et latterligt lavt selvværd. Det er selvfølgelig træls for den person, at h*n skal have det dårligt, men det er sgu da endnu mere træls, hvis det går ud over ens eget mentale helbred. Her tror jeg også, det er enormt vigtigt at erkende, at man ikke kan eller skal redde pågældende person. Det kan og skal kun en professionel.

I forhold til min egen oplevelse, så opfattede min eks mig i høj grad som hans redningsplanke - hende, der fik ham ud af sumpen og gjorde ham glad. Det lød umiddelbart meget romantisk i begyndelsen, indtil slagsiden af den rolle gik op for mig: nemlig, at man aldrig kan gøre det godt nok, fordi uanset hvad, så kan man ikke redde nogen fra sig selv. Derfor er man dømt til at fejle som kæreste før eller siden, og når det sker, så er man selv totalt svækket og desillusioneret, fordi man ubevidst i al den tid har givet sin iltmaske til en anden end én selv.


Det her synes jeg virkelig jeg kan genkende. Det var min skyld hele tiden, uanset hvad det var. Var han bekymret over om jeg nu var seksuelt tiltrukket af ham, fordi han selv havde det dårligt og tvivlede på sig selv, lavede han det om til, at han altså ikke tændte på mig når jeg havde de der uldsokker på. Han tvivl på sig selv kom ud som en kritik af mig.

Min eks har nok ikke brugt mig direkte som en redningsplanke, for til at begynde med var han ikke ude at skide. Men da det hele begyndte at indhente ham blev jeg både årsag og løsning på alting, hvor løsningen så enten var at jeg gjorde anderledes eller mere, lod være med at være den jeg er, lod være med at have problemer eller blive ked af det over ting, groede mere tyk hud så jeg ikke tog mig af kritik eller svigt, og så videre. Han tager ikke et gran af ansvar for sig selv, sine egne følelser, beslutninger eller handlinger, han er helt ovre i mig, jeg har ødelagt hans liv, mere eller mindre. Så 1-0 til blamegame, 1-0 til at fejle som kæreste, fordi man ikke kan redde nogen der ikke kan se sig selv.
1
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 12. aug 2016, 10:51

Jeg er sgu lidt nervøs. Jeg skal til festival her i weekenden og min eks kommer også. Vi har hver vores gruppe venner med, så det er ikke planen at vi skal hænge ud i samme gruppe, men det er så lille en festival at vi nok kommer til at mødes alligevel.

Min plan er at være venlig men ikke engagere ud over det, holde mig til min egen flok og gøre hvad jeg selv har lyst til. Men jeg frygter alligevel at se ham, fx hvis jeg ser ham flirte eller kysse. Det vil gøre mega ondt og jeg tænker lidt over om jeg kan lægge en plan for at komme ovenpå hvis det får mig ned. Jeg havde en ret alvorlig nedtur lørdag, søndag og tirsdag (mandag gik fint, men så kom det dårlige humør tilbage tirsdag), hvor jeg bare følte mig trist, bekymret og alene og ikke rigtig kunne komme ud af det igen. Så hvad gør jeg, hvis det at se ham får mig ned med nakken? Hvilke gode ting kan jeg gøre for mig selv, hvilken strategi skal jeg have? Har I nogle tips?
0
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 442
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 81
Likede indlæg: 1293

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JessicaD » 12. aug 2016, 11:19

Jeg ville nok forberede mig på, at ja, jeg bliver ked af det, men sorg/tristhed er en følelse, og følelser er okay at have, og de går væk igen efter noget tid. Sådan helt rationelt. Det er altid trist at have mistet noget, men med tiden bliver man ligeglad. Lige nu er du ikke ligeglad, men det bliver du en dag. Det er bare en følelse. Det går over. Det ville jeg prøve at fokusere på. :)
4
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 12. aug 2016, 11:23

JessicaD skrev:Jeg ville nok forberede mig på, at ja, jeg bliver ked af det, men sorg/tristhed er en følelse, og følelser er okay at have, og de går væk igen efter noget tid. Sådan helt rationelt. Det er altid trist at have mistet noget, men med tiden bliver man ligeglad. Lige nu er du ikke ligeglad, men det bliver du en dag. Det er bare en følelse. Det går over. Det ville jeg prøve at fokusere på. :)


Okay, ja. Bare tænke, at det er noget, jeg skal igennem og så prøve at rumme, at jeg har det sådan? Ligesom et hvilket som helst andet sår der gør ondt indtil det er helet?
1
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 442
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 81
Likede indlæg: 1293

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JessicaD » 12. aug 2016, 11:31

LaScrooge skrev:Okay, ja. Bare tænke, at det er noget, jeg skal igennem og så prøve at rumme, at jeg har det sådan? Ligesom et hvilket som helst andet sår der gør ondt indtil det er helet?


Præcis :) Eller for at gøre det endnu mere nede på jorden, så tænker jeg også nogen gange på, da jeg var lille og fx mistede en bamse. Man tror, det er verdens undergang, for man var MEGET glad for den bamse, men nu er den væk. Hvad ville man sige til et barn? Ja, den var meget flot, og du var glad for den, men ja, livet går videre, og en dag går vi i Fætter BR og køber en ny bamse til dig! :P Er barnet ked af det for evigt? Nej.. der går lidt tid, så er de glade igen - og finder noget nyt at lege med. :D Ikke for at negligere ens følelser, men for at huske på, at det er en helt normal og sund reaktion, når man mister noget, man var glad for.

Det kan også hjælpe at se på de 5 sorgreaktioner/faser. Det er helt fast skabelon, der viser, hvordan mennesket normalt reagerer på sorg/krise. Selvom du virkelig prøvede på at være ked af det for evigt, så VIL du komme videre før eller senere. Man kan ikke holde fast i noget for evigt - hverken det gode eller det dårlige. ;) Jeg synes også, at det kan være rart at læse om nogen andre i samme situation - enten via bøger eller via nogen af alle de der "inspirational quotes" man kan læse på nettet om forskellige emner. Det giver lige et lille boost/spark i røven.

Og hvis det går helt galt, så skriver du bare herinde på debatten igen, når du kommer hjem! :afro:

God festival :banan:
5
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 14:57

Lige nu er det lidt et smertehelvede. Festivalen gik egentlig fint, vi snakkede okay sammen, dansede lidt og hang ud i gruppen. Alt var okay. Næste dag, lørdag, havde han sin nye bedste veninde med og gad slet ikke mig. De dansede og grinede og er med på alle videoer (næsten) og en masse billeder fra festivalen og jeg hader det. Jeg er pisse jaloux. Og han fortalte mig at de havde haft en lang samtale om hvorvidt de var forelskede i hinanden og det var de ikke, ikke på dén måde i hvert fald. Så de er nok platonisk forelskede, ligesom man nemt kan blive i nye venner man svinger rigtig godt med. Hun gloede på mig med udtryksløse øjne når jeg så hende og har nok hørt alt fra hans perspektiv. Hvilket inkluderer, har han fortalt mig, at jeg har udsat ham for psykisk vold og manipuleret ham igennem hele vores forhold. To psykologer har uafhængigt at hinanden konstateret, at det var dét han havde været udsat for. Hver gang han har set mig har han brug for akuttid hos psykologen, sagde han.

Jeg ved godt at der ingen chance er for at han og jeg nogensinde bliver enige om hvad der skete mellem os. Problemet er, at vi spejler hinanden totalt forkert. Det går begge veje. De ting han har sagt og gjort og udsat mig for har nedbrudt mig. Mine gamle traumer er aktiveret igen. Det er en kamp for overlevelse og retten til at definere sin egen identitet, det bliver en eksistentiel kamp når han fortæller mig hvordan han oplever mig og hvordan jeg er og jeg på ingen måde kan genkende det, eller kan medgive at jeg har de motiver eller onde intentioner han mener at jeg har. Han vil aldrig kunne se sig selv i det og jeg vil aldrig kunne medgive, at jeg har været voldelig overfor ham. "Volden" ligger i den forkerte spejling. Men han ved det ikke. Han ved ikke, at det er dét der er på spil mellem os. Han har brug for at jeg anerkender hvad jeg har gjort mod ham, ellers kan vi ikke komme videre, siger han.

Og jeg siger ingenting. Jeg ved, at jeg ikke kommer nogen vegne med at beskrive overfor ham hvordan det har været at være mig i vores forhold. Han vil blive rasende, forstå det som endnu en manipulation, endnu noget bevidst ondt mod ham. Jeg må bære det selv, leve med den mangel på katarsis der ligger i at vide, at den der har gjort een ondt aldrig vil indrømme det. Og det bliver sikkert det svære for ham også.

Han sagde også at han var bange for mig og altid havde været det. Reelt bange. Bange for hvad jeg kunne finde på at gøre mod ham.

Jeg forstår det ikke. Jeg ved at han ikke er ond. Han er bare uerfaren og følelsesmæssigt umoden og vant til noget helt andet end mig. En anden type kvinde, og et andet liv end det jeg har haft. Et skærmet og trygt liv. Men han tror alvorligt at jeg er det. At der er noget ondt og ondskabsfuldt og med intention om at skade inde i mig. Jeg ved at det ikke er tilfældet, men for pokker hvor er det bizart at opleve, hvor skaber det en kæmpestor uoverstigelig kløft mellem os, og hvor gør det ondt. Hvis han tror at alt jeg siger til ham er falsk og manipulerende, så kan jeg aldrig nogensinde sige noget til ham igen, andet end almindeligheder.

Jeg savner ham, det er så åndssvagt. Jeg kan ikke forstå at noget der startede som det gjorde bare er blevet så forkrøblet og mørkt og forkert. Jeg har haft 3 kærester før ham og jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så svært, noget så dramatisk, så hårdt og så smertefuldt.

De seneste uger har det været næsten fysisk smertefuldt at køre rundt i byen. Overalt er der minder. Pt flest gode minder, på grund af årstiden. For to år siden, om 6 dage, var vi sammen første gang og i perioden der fulgte indtog vi byen sammen for vi havde ikke noget sted at være; barer, restauranter, biografer, pladser, bænke, søer, plæner, kroge... Vejret bringer minderne tilbage og det gør så vanvittigt ondt. Jeg ville ønske jeg bare kunne absorbere ham i min krop, smelte sammen med ham som vi gjorde dengang. Drukne i hans duft og smag og følelsen af ham. Jeg ville ønske, at han ikke fandtes mere.
0
Akehurst2
Indlæg: 4278
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 442
Likede indlæg: 8604

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Akehurst2 » 16. aug 2016, 15:10

Åh, Scrooge, det lyder så forbandet hårdt!

Jeg kan ikke huske om du har skrevet det tidligere, men er det en mulighed, at du slet ikke ser ham i en periode (altså uden at det betyder du skal afskære hele din øvrige omgangskreds)? Jeg tror virkelig, det kunne være godt med en reel pause fra ham, hvor du slet ikke skal forholde dig til ham og hans liv og følelser.
3
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 15:23

Akehurst2 skrev:Åh, Scrooge, det lyder så forbandet hårdt!

Jeg kan ikke huske om du har skrevet det tidligere, men er det en mulighed, at du slet ikke ser ham i en periode (altså uden at det betyder du skal afskære hele din øvrige omgangskreds)? Jeg tror virkelig, det kunne være godt med en reel pause fra ham, hvor du slet ikke skal forholde dig til ham og hans liv og følelser.


Det er der ikke rigtig, nej. De hænger allesammen sammen og hvis jeg vil se mine venner og lave de ting jeg plejer, så er der en chance for at han også er der. I det omfang jeg nogensinde hører om det, altså. Men jeg ville virkelig ønske at jeg helt kunne slippe for ham. Jeg bliver bare ensom hvis jeg ikke skal holde fast i at se dem når jeg kan. I forvejen føler jeg mig mere ensom end før, fordi hans eks er kommet tilbage og danner det sociale midtpunkt, hvor han befinder sig med hende og jeg ikke er inviteret.
0
Brugeravatar
Mulan
Indlæg: 962
Tilmeldt: 12. aug 2015, 23:15
Kort karma: 365
Likede indlæg: 3020

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Mulan » 16. aug 2016, 18:04

Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.
1
Rosa Espinosa skrev:Ville slet ikke magte en diller, når jeg bare kom efter en dagmartærte.

"thats typical bad male judgment not a cognitive disorder "
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 18:08

Mulan skrev:Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.


Jeg går til psykolog, det har jeg gjort siden han endte det.
2
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 2569
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 325
Likede indlæg: 2302

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Sophies-mor » 16. aug 2016, 18:21

LaScrooge skrev:
Mulan skrev:Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.


Jeg går til psykolog, det har jeg gjort siden han endte det.

Uden at skulle kloge mig, for der er allerede sagt så mange kloge ting i tråden, så sagde min psykolog, at man godt kunne forvente en forværring undervejs i sorgbearbejdelsen.
Kan det være det, der sker nu?
At du allerede er godt på vej, men får de her dyk, fordi der bliver arbejdet intenst med dem?
:gruble:

Jeg tænker, at du er stærkere - en hel del stærkere - end du føler dig lige nu.
Der er altid to sider af en sag, nogle gange flere, men det lader virkelig til, at han er en R*v med ører, som ikke tager ansvar for egne handlinger. Overhovedet.
Men godt, at du får hjælp til at komme videre.
2
Hæklerier på hjernen :cool:
LaScrooge
Indlæg: 1607
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 415
Likede indlæg: 3575

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 18:50

Sophies-mor skrev:
LaScrooge skrev:
Mulan skrev:Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.


Jeg går til psykolog, det har jeg gjort siden han endte det.

Uden at skulle kloge mig, for der er allerede sagt så mange kloge ting i tråden, så sagde min psykolog, at man godt kunne forvente en forværring undervejs i sorgbearbejdelsen.
Kan det være det, der sker nu?
At du allerede er godt på vej, men får de her dyk, fordi der bliver arbejdet intenst med dem?
:gruble:

Jeg tænker, at du er stærkere - en hel del stærkere - end du føler dig lige nu.
Der er altid to sider af en sag, nogle gange flere, men det lader virkelig til, at han er en R*v med ører, som ikke tager ansvar for egne handlinger. Overhovedet.
Men godt, at du får hjælp til at komme videre.


Det er nok bare fordi jeg har set ham her i weekenden og vi omgikkes hinanden på en hyggelig måde. Og på grund af jalousien. Jeg var forberedt på at det ville gøre ondt, og det gør det. Det er jo et tab, noget jeg har mistet og de forbandede minder kan jeg ikke gardere mig imod. De trænger sig ind på mig helt uden at jeg gør noget ved det, som lyn fra en klar himmel. Det har altid været sådan for mig, at jeg mindes ting nogenlunde samtidig med, at det er et eller to (eller tre) år siden at de hændte. De er afhængige af lys og temperatur og farver og sådan noget. For 1 uge siden gik jeg i flere dage rundt og tænkte på en film der hedder Tom at the Farm, som jeg så for nøjagtig 2 år siden i Cinemateket. Indtrykkene fra den dukkede bare op og så sad den i mig i dagevis. Det er det samme her. Og det han og jeg oplevede sammen var så voldsomt, romantisk og storslået, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var så forelsket.

Det kræver bare tid, men for fanden altså, hvor gør det bare ondt.
0
Brugeravatar
achillaxedprune
Indlæg: 1339
Tilmeldt: 4. jan 2016, 18:38
Kort karma: 457
Likede indlæg: 3191

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf achillaxedprune » 16. aug 2016, 18:54

Min eks., der også var stærkt depressiv, og som jeg har nævnt tidligere i denne tråd - faktisk dengang du stadig være kæreste med din eks. - minder mig så meget om din eks. Du går igennem lige præcis det, som jeg frygtede. At han får dig til at stille spørgsmålstegn ved, hvem du egentlig er og om du reelt ER et godt menneske. Det giver skår dybt inde, når man har været igennem sådan et forhold.
...for mig tog det mig 5 år, at få en ny kæreste efter ham. Men jeg var også kun omkring de 20, da jeg stødte ind i ham.. Forhåbentlig er du noget stærkere end jeg var dengang og skaderne derfor ikke så store. :)

Nå, men, min eks. fik en anden kæreste efter mig... De var sammen nogle år, og på et tidspunkt sender min eks. så en e-mail ud til hele hans adresseliste: venner, familie, kollegaer, alle!, om at han var blevet indlagt på psykiatisk skadestue akut. Begrundelsen var, at hans nye kæreste havde hjernevasket ham og han derfor havde stukket en kniv i maven på ham selv(!). I denne e-mail pålægger han alt skylden for hans dårligdom på hans kæreste, og skriver at psykologen har givet ham ret i, at intet var hans egen skyld, men denne her kæreste.

Da man læste mailen, var det jo tydeligt, at min eks. havde en helt forkert virkelighedsopfattelse... Hvilket også blev understøttet af, at han sendte den e-mail rundt til alle. Men for ham, der var det virkeligheden. Han mente virkelig, at han var blevet hjernevasket til at stikke sig selv i maven med en kniv, og derfor skulle fortælle alle, hvorfor han var indlagt. Det var syg læsning.

Din eks. kunne sagtens have noget af den samme forskruede virkelighedsopfattelse som min eks.

Min pointe er: Lad være med at tro på hans virkelighed. Og lad være med at hav kontakt til ham... Hold da helt væk fra ham. Jeg tror virkelig ikke, at du på nuværende tidspunkt får noget som helst godt ud af at blive ved med at tale og omgås ham. Og jeg tror ikke på, at du kan få ham til at skifte mening om dig eller jeres forhold. I hvert fald ikke nu.

Til orientering fik jeg selv fra min eks., et par år efter den der crazy e-mail, en invitation til et møde, hvor han ville undskylde hans opførsel overfor mig og tale ud om tingene... Jeg afslog, da det var flere år siden vi havde slået op, men jeg antager, at han langt om længe havde indset at han havde været en stor del af problemet og det ikke bare var mig, der var den onde og forkerte.
...så de kan måske forstå det. Men det tager tid... I hvert fald hvis din eks., er lige så syg som min var.
19
Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt.
Citat: Ukendt morfar.

Tilbage til "Forhold og sex"