Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 1245
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 189
Likede indlæg: 1302

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Æble » 3. aug 2016, 20:13

Synes du skal bruge din rationelle side mere i denne sag. Du virker ret rationel og nu er du kommet i en situation hvor dine følelser kammer over og det har du svært ved at håndtere på samme rolig måde som jeg forestiller mig du ellers håndterer problemer eller konflikter. Men du kan godt bruge din rationelle side her. Det ændrer ikke dine følelser, men det er bedre for sig i længngden. En mand som var dejlig, har samtidig med at han var dejlig, manipuleret med dit selvværd. Derudover er han uforudsigelig og direkte led og sårer dig. Du skal væk fra ham, relationen giver sig intet positivt der ikke kommer med en alt for dyr pris.

Du lader simpelthen være at kontakte ham og du svarer ikke på hans henvendelser. Hvis han går amok over du ikke svarer, kan du skrive en enkelt besked om at du har brug for afstand. Luk ned!

Du skal fokusere på din egen heling, at få sørget over det du har mistet. Ligenu får såret ikke liv at hele.
1
Brugeravatar
Spasserinde
Indlæg: 199
Tilmeldt: 30. jan 2016, 10:01
Kort karma: 65
Likede indlæg: 825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Spasserinde » 4. aug 2016, 07:08

Æble skrev:Synes du skal bruge din rationelle side mere i denne sag. Du virker ret rationel og nu er du kommet i en situation hvor dine følelser kammer over og det har du svært ved at håndtere på samme rolig måde som jeg forestiller mig du ellers håndterer problemer eller konflikter. Men du kan godt bruge din rationelle side her. Det ændrer ikke dine følelser, men det er bedre for sig i længngden. En mand som var dejlig, har samtidig med at han var dejlig, manipuleret med dit selvværd. Derudover er han uforudsigelig og direkte led og sårer dig. Du skal væk fra ham, relationen giver sig intet positivt der ikke kommer med en alt for dyr pris.

Du lader simpelthen være at kontakte ham og du svarer ikke på hans henvendelser. Hvis han går amok over du ikke svarer, kan du skrive en enkelt besked om at du har brug for afstand. Luk ned!

Du skal fokusere på din egen heling, at få sørget over det du har mistet. Ligenu får såret ikke liv at hele.


Jeg vil lige tilføje, at jeg synes det er totalt underligt og også respektløst at ignorere et andet menneske, som man har været involveret med, fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Jeg kan kun se at det skaber unødig vrede hos den anden part, som kan komme tilbage og ramme en i røven. Jeg ved det ofte gives som råd, og jeg bliver lige forbavset hver gang over at nogen kan tro det er en god idé for hverken dem selv eller modparten.

Jeg vil altid anbefale at man, uanset at man er træt af den anden, opfører sig anstændigt og fortæller den anden på en pæn måde at man ønsker fred. Så har man sit på det rene og undgår at give den anden åbenlys grund til at være forurettet, hvilket kan medføre øgede kontaktforsøg eller at vedkommende føler sig berettiget til at være en led skid for at give igen på den dårlige behandling. Der er ingen grund til at servere en undskyldning for at hade en på et sølvfad i en allerede konfliktfyldt situation.
9
LaScrooge
Indlæg: 1357
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 4. aug 2016, 07:24

Spasserinde skrev:
Jeg vil lige tilføje, at jeg synes det er totalt underligt og også respektløst at ignorere et andet menneske, som man har været involveret med, fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Jeg kan kun se at det skaber unødig vrede hos den anden part, som kan komme tilbage og ramme en i røven. Jeg ved det ofte gives som råd, og jeg bliver lige forbavset hver gang over at nogen kan tro det er en god idé for hverken dem selv eller modparten.

Jeg vil altid anbefale at man, uanset at man er træt af den anden, opfører sig anstændigt og fortæller den anden på en pæn måde at man ønsker fred. Så har man sit på det rene og undgår at give den anden åbenlys grund til at være forurettet, hvilket kan medføre øgede kontaktforsøg eller at vedkommende føler sig berettiget til at være en led skid for at give igen på den dårlige behandling. Der er ingen grund til at servere en undskyldning for at hade en på et sølvfad i en allerede konfliktfyldt situation.


Jeg er helt enig. Jeg ville også altid, som et minimum, afvise med en begrundelse og i det hele taget være tydelig. Så kan det godt være, at jeg derefter, hvis vedkommende ikke respekterede min tydelige og begrundede udmelding, ville ignorere ham efter måske én enkelt gentagelse, men det synes jeg også er i orden.

Nu er det ikke situationen her og som jeg læser Æbles indlæg, så er det ikke et principielt indlæg, men et konkret henvendt til mig, og det handler om, at jeg skal undgå at falde i følelsesfælden. Det er en reel fælde, fordi jeg føler for ham som jeg gør, og fordi jeg kan have svært ved at holde fast i hvad der er bedst for mig selv, især i forhold til ham.
3
Brugeravatar
Spasserinde
Indlæg: 199
Tilmeldt: 30. jan 2016, 10:01
Kort karma: 65
Likede indlæg: 825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Spasserinde » 4. aug 2016, 07:56

LaScrooge skrev:
Spasserinde skrev:
Jeg vil lige tilføje, at jeg synes det er totalt underligt og også respektløst at ignorere et andet menneske, som man har været involveret med, fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Jeg kan kun se at det skaber unødig vrede hos den anden part, som kan komme tilbage og ramme en i røven. Jeg ved det ofte gives som råd, og jeg bliver lige forbavset hver gang over at nogen kan tro det er en god idé for hverken dem selv eller modparten.

Jeg vil altid anbefale at man, uanset at man er træt af den anden, opfører sig anstændigt og fortæller den anden på en pæn måde at man ønsker fred. Så har man sit på det rene og undgår at give den anden åbenlys grund til at være forurettet, hvilket kan medføre øgede kontaktforsøg eller at vedkommende føler sig berettiget til at være en led skid for at give igen på den dårlige behandling. Der er ingen grund til at servere en undskyldning for at hade en på et sølvfad i en allerede konfliktfyldt situation.


Jeg er helt enig. Jeg ville også altid, som et minimum, afvise med en begrundelse og i det hele taget være tydelig. Så kan det godt være, at jeg derefter, hvis vedkommende ikke respekterede min tydelige og begrundede udmelding, ville ignorere ham efter måske én enkelt gentagelse, men det synes jeg også er i orden.

Nu er det ikke situationen her og som jeg læser Æbles indlæg, så er det ikke et principielt indlæg, men et konkret henvendt til mig, og det handler om, at jeg skal undgå at falde i følelsesfælden. Det er en reel fælde, fordi jeg føler for ham som jeg gør, og fordi jeg kan have svært ved at holde fast i hvad der er bedst for mig selv, især i forhold til ham.

Jamen alt det andet, Æble skriver, har jeg såmænd ingenting at indvende imod. :) Men selv hvis rådet er tilpasset din situation specifikt, ville jeg da klart synes, du skulle give ham en forklaring først - jeg ville anse sandsynligheden for at du falder i og svarer ham som LANGT større, hvis du sidder med en masse "hallo" "hvorfor skriver du ikke" "hvordan kan du gøre det"-sms'er fra ham, fordi du pludselig bliver tavs fra den ene dag til den anden. Så min kommentar var rettet imod en meget specifik del af det indlæg, som jeg simpelthen ikke synes er en god idé hverken generelt eller i din specifikke situation.
Senest rettet af Spasserinde 4. aug 2016, 08:14, rettet i alt 1 gang.
2
Brugeravatar
Ballademager
Indlæg: 3292
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:17
Kort karma: 436
Likede indlæg: 4471

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Ballademager » 4. aug 2016, 07:59

LaScrooge skrev:
Spasserinde skrev:
Jeg vil lige tilføje, at jeg synes det er totalt underligt og også respektløst at ignorere et andet menneske, som man har været involveret med, fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Jeg kan kun se at det skaber unødig vrede hos den anden part, som kan komme tilbage og ramme en i røven. Jeg ved det ofte gives som råd, og jeg bliver lige forbavset hver gang over at nogen kan tro det er en god idé for hverken dem selv eller modparten.

Jeg vil altid anbefale at man, uanset at man er træt af den anden, opfører sig anstændigt og fortæller den anden på en pæn måde at man ønsker fred. Så har man sit på det rene og undgår at give den anden åbenlys grund til at være forurettet, hvilket kan medføre øgede kontaktforsøg eller at vedkommende føler sig berettiget til at være en led skid for at give igen på den dårlige behandling. Der er ingen grund til at servere en undskyldning for at hade en på et sølvfad i en allerede konfliktfyldt situation.


Jeg er helt enig. Jeg ville også altid, som et minimum, afvise med en begrundelse og i det hele taget være tydelig. Så kan det godt være, at jeg derefter, hvis vedkommende ikke respekterede min tydelige og begrundede udmelding, ville ignorere ham efter måske én enkelt gentagelse, men det synes jeg også er i orden.

Nu er det ikke situationen her og som jeg læser Æbles indlæg, så er det ikke et principielt indlæg, men et konkret henvendt til mig, og det handler om, at jeg skal undgå at falde i følelsesfælden. Det er en reel fælde, fordi jeg føler for ham som jeg gør, og fordi jeg kan have svært ved at holde fast i hvad der er bedst for mig selv, især i forhold til ham.


Det er fuldt forståeligt. De færreste, som har elsket et andet menneske højt og delt liv i årevis, kan sige sig fri for at have haft det sådan her på et eller andet tidspunkt i forbindelse med et brud.
0
Forstadskedelig :love:

I'll never know what I'm capable of, if I don't go where I'm scared to be lost...
Wunder8
Indlæg: 194
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 51
Likede indlæg: 448

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Wunder8 » 4. aug 2016, 08:40

Jeg vil blot stemme i koret: Du skal simpelthen stoppe al kontakt med den mand. Lav en forklarende, empatisk og venlig besked, hvor du forklarer, hvorfor du er nødt til at trække dig og tage en "pause" fra ham, send den og ignorerer herefter al kontakt. Please, og gør det hellere nu end om en time.

Jeg har selv været i en lignende situation for mange år siden med en ekskæreste, der opførte sig ret psykotisk efter vores break-up (dog slet ikke så slemt som det, du beskriver). Først var han virkeligt ked af det, ville tage sit eget liv og delagtiggjorde mig meget i, hvor dårligt han havde det ("jeg er begyndt at ryge hash", "hele min familie er påvirket af det her", "det sker altid for mig" etc.), hvilket i sig selv var mega ubehageligt, fordi han jo vitterligt var langt nede, og jeg 1) blev enormt bekymret, og 2) havde vildt dårlig samvittighed, fordi jeg jo var skyld i alt det her...

Da det gik op for ham, at dét at han havde det dårligt ikke fik mig til at komme tilbage, begyndte han at blive meget vred og meget insisterende. Ringede og skrev hele tiden, "truede" med at fortælle alle, hvilken falsk og egoistisk person jeg var (som i: jeg ødelægger dit navn i den her by - det var i provinsen). Jeg prøvede og prøvede med empati, forståelse og flere af de soleklare argumenter, der var for, hvorfor vi ikke skulle være kærester, og hvorfor han faktisk havde en stor andel i at have fucket forholdet op. Det hjalp ikke. Intet trængte igennem. Det blev kun værre.

Det var først da jeg brugte ovenstående approach - en venlig men kontant afvisning - og ignorerede hans henvendelser 100%, at det stoppede. På et tidspunkt.

Og set i bakspejlet tog det mig lang tid at komme videre ovenpå det brud, fordi han placerede så meget skyld og skam på mine i forvejen tyngede ungdomsskuldre. For det er tingen med den her type mennesker - uanset at deres handlinger og ord måske kommer fra et kærligt sted - de er giftige. Det lyder hårdt, for det er jo også synd for dem, at de har deres issues at deale med. Men de er gift, gift, gift for ens mentale sundhed, fordi de suger al kraft ud af én, manipulerer én til at få det dårligt med sig selv, bruger én til at lappe deres dårlige selvværd og whatnot. Når jeg ser de ting, din eks skriver og gør, så kan jeg genkende flere af mønstrene i den adfærd, og jeg får det fysisk skidt. For det ødelægger én, og man kan IKKE tale dem til fornuft, selvom det er svært at acceptere. Jeg håber virkeligt, du passer på dig selv og trækker dig fra ham hurtigst muligt, så du kan fokusere på a genopbygge dit eget selvværd og komme videre.
16
Brugeravatar
Spasserinde
Indlæg: 199
Tilmeldt: 30. jan 2016, 10:01
Kort karma: 65
Likede indlæg: 825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Spasserinde » 4. aug 2016, 09:13

Wunder8 skrev:Jeg vil blot stemme i koret: Du skal simpelthen stoppe al kontakt med den mand. Lav en forklarende, empatisk og venlig besked, hvor du forklarer, hvorfor du er nødt til at trække dig og tage en "pause" fra ham, send den og ignorerer herefter al kontakt. Please, og gør det hellere nu end om en time.

Jeg har selv været i en lignende situation for mange år siden med en ekskæreste, der opførte sig ret psykotisk efter vores break-up (dog slet ikke så slemt som det, du beskriver). Først var han virkeligt ked af det, ville tage sit eget liv og delagtiggjorde mig meget i, hvor dårligt han havde det ("jeg er begyndt at ryge hash", "hele min familie er påvirket af det her", "det sker altid for mig" etc.), hvilket i sig selv var mega ubehageligt, fordi han jo vitterligt var langt nede, og jeg 1) blev enormt bekymret, og 2) havde vildt dårlig samvittighed, fordi jeg jo var skyld i alt det her...

Da det gik op for ham, at dét at han havde det dårligt ikke fik mig til at komme tilbage, begyndte han at blive meget vred og meget insisterende. Ringede og skrev hele tiden, "truede" med at fortælle alle, hvilken falsk og egoistisk person jeg var (som i: jeg ødelægger dit navn i den her by - det var i provinsen). Jeg prøvede og prøvede med empati, forståelse og flere af de soleklare argumenter, der var for, hvorfor vi ikke skulle være kærester, og hvorfor han faktisk havde en stor andel i at have fucket forholdet op. Det hjalp ikke. Intet trængte igennem. Det blev kun værre.

Det var først da jeg brugte ovenstående approach - en venlig men kontant afvisning - og ignorerede hans henvendelser 100%, at det stoppede. På et tidspunkt.

Og set i bakspejlet tog det mig lang tid at komme videre ovenpå det brud, fordi han placerede så meget skyld og skam på mine i forvejen tyngede ungdomsskuldre. For det er tingen med den her type mennesker - uanset at deres handlinger og ord måske kommer fra et kærligt sted - de er giftige. Det lyder hårdt, for det er jo også synd for dem, at de har deres issues at deale med. Men de er gift, gift, gift for ens mentale sundhed, fordi de suger al kraft ud af én, manipulerer én til at få det dårligt med sig selv, bruger én til at lappe deres dårlige selvværd og whatnot. Når jeg ser de ting, din eks skriver og gør, så kan jeg genkende flere af mønstrene i den adfærd, og jeg får det fysisk skidt. For det ødelægger én, og man kan IKKE tale dem til fornuft, selvom det er svært at acceptere. Jeg håber virkeligt, du passer på dig selv og trækker dig fra ham hurtigst muligt, så du kan fokusere på a genopbygge dit eget selvværd og komme videre.


Det er desværre også min erfaring, at de der mandetyper, som har enormt ondt af sig selv og fisker efter empati og opmærksomhed, lynhurtigt kan vende til at blive nogle rigtigt aggressive stoddere, hvis de ikke får, hvad de vil have. Det kan virkeligt være uhyggeligt. Og det er nemlig rigtigt svært at komme ud af, fordi de på den ene side kan være meget ondskabsfulde og tydeligvis ønsker en det værste, samtidig med de kører et parallelt spor, hvor de beskylder en for at være et dårligt menneske, hvis man ikke finder sig i det eller ikke elsker dem. Det er en frygtelig form for indbildsk berettigelse til at kontrollere andre menneskers liv, der ligger bag, som jeg kun kan tilskrive et dybt selvværdsproblem.

Selvmedlidenhed er virkeligt blevet en rødglædende alarm for mig når det kommer til mænd.
3
Wunder8
Indlæg: 194
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 51
Likede indlæg: 448

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Wunder8 » 4. aug 2016, 09:35

Spasserinde skrev:
Wunder8 skrev:Jeg vil blot stemme i koret: Du skal simpelthen stoppe al kontakt med den mand. Lav en forklarende, empatisk og venlig besked, hvor du forklarer, hvorfor du er nødt til at trække dig og tage en "pause" fra ham, send den og ignorerer herefter al kontakt. Please, og gør det hellere nu end om en time.

Jeg har selv været i en lignende situation for mange år siden med en ekskæreste, der opførte sig ret psykotisk efter vores break-up (dog slet ikke så slemt som det, du beskriver). Først var han virkeligt ked af det, ville tage sit eget liv og delagtiggjorde mig meget i, hvor dårligt han havde det ("jeg er begyndt at ryge hash", "hele min familie er påvirket af det her", "det sker altid for mig" etc.), hvilket i sig selv var mega ubehageligt, fordi han jo vitterligt var langt nede, og jeg 1) blev enormt bekymret, og 2) havde vildt dårlig samvittighed, fordi jeg jo var skyld i alt det her...

Da det gik op for ham, at dét at han havde det dårligt ikke fik mig til at komme tilbage, begyndte han at blive meget vred og meget insisterende. Ringede og skrev hele tiden, "truede" med at fortælle alle, hvilken falsk og egoistisk person jeg var (som i: jeg ødelægger dit navn i den her by - det var i provinsen). Jeg prøvede og prøvede med empati, forståelse og flere af de soleklare argumenter, der var for, hvorfor vi ikke skulle være kærester, og hvorfor han faktisk havde en stor andel i at have fucket forholdet op. Det hjalp ikke. Intet trængte igennem. Det blev kun værre.

Det var først da jeg brugte ovenstående approach - en venlig men kontant afvisning - og ignorerede hans henvendelser 100%, at det stoppede. På et tidspunkt.

Og set i bakspejlet tog det mig lang tid at komme videre ovenpå det brud, fordi han placerede så meget skyld og skam på mine i forvejen tyngede ungdomsskuldre. For det er tingen med den her type mennesker - uanset at deres handlinger og ord måske kommer fra et kærligt sted - de er giftige. Det lyder hårdt, for det er jo også synd for dem, at de har deres issues at deale med. Men de er gift, gift, gift for ens mentale sundhed, fordi de suger al kraft ud af én, manipulerer én til at få det dårligt med sig selv, bruger én til at lappe deres dårlige selvværd og whatnot. Når jeg ser de ting, din eks skriver og gør, så kan jeg genkende flere af mønstrene i den adfærd, og jeg får det fysisk skidt. For det ødelægger én, og man kan IKKE tale dem til fornuft, selvom det er svært at acceptere. Jeg håber virkeligt, du passer på dig selv og trækker dig fra ham hurtigst muligt, så du kan fokusere på a genopbygge dit eget selvværd og komme videre.


Det er desværre også min erfaring, at de der mandetyper, som har enormt ondt af sig selv og fisker efter empati og opmærksomhed, lynhurtigt kan vende til at blive nogle rigtigt aggressive stoddere, hvis de ikke får, hvad de vil have. Det kan virkeligt være uhyggeligt. Og det er nemlig rigtigt svært at komme ud af, fordi de på den ene side kan være meget ondskabsfulde og tydeligvis ønsker en det værste, samtidig med de kører et parallelt spor, hvor de beskylder en for at være et dårligt menneske, hvis man ikke finder sig i det eller ikke elsker dem. Det er en frygtelig form for indbildsk berettigelse til at kontrollere andre menneskers liv, der ligger bag, som jeg kun kan tilskrive et dybt selvværdsproblem.

Selvmedlidenhed er virkeligt blevet en rødglædende alarm for mig når det kommer til mænd.


Jeg kunne (overraskende nok) ikke være mere enig. Det er et sygt blame game, hvor ens rolle udelukkende er at agere boksebold for den andens aggressioner og/eller stødpude for et latterligt lavt selvværd. Det er selvfølgelig træls for den person, at h*n skal have det dårligt, men det er sgu da endnu mere træls, hvis det går ud over ens eget mentale helbred. Her tror jeg også, det er enormt vigtigt at erkende, at man ikke kan eller skal redde pågældende person. Det kan og skal kun en professionel.

I forhold til min egen oplevelse, så opfattede min eks mig i høj grad som hans redningsplanke - hende, der fik ham ud af sumpen og gjorde ham glad. Det lød umiddelbart meget romantisk i begyndelsen, indtil slagsiden af den rolle gik op for mig: nemlig, at man aldrig kan gøre det godt nok, fordi uanset hvad, så kan man ikke redde nogen fra sig selv. Derfor er man dømt til at fejle som kæreste før eller siden, og når det sker, så er man selv totalt svækket og desillusioneret, fordi man ubevidst i al den tid har givet sin iltmaske til en anden end én selv.
4
LaScrooge
Indlæg: 1357
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 4. aug 2016, 10:25

Wunder8 skrev:Jeg vil blot stemme i koret: Du skal simpelthen stoppe al kontakt med den mand. Lav en forklarende, empatisk og venlig besked, hvor du forklarer, hvorfor du er nødt til at trække dig og tage en "pause" fra ham, send den og ignorerer herefter al kontakt. Please, og gør det hellere nu end om en time.

Jeg har selv været i en lignende situation for mange år siden med en ekskæreste, der opførte sig ret psykotisk efter vores break-up (dog slet ikke så slemt som det, du beskriver). Først var han virkeligt ked af det, ville tage sit eget liv og delagtiggjorde mig meget i, hvor dårligt han havde det ("jeg er begyndt at ryge hash", "hele min familie er påvirket af det her", "det sker altid for mig" etc.), hvilket i sig selv var mega ubehageligt, fordi han jo vitterligt var langt nede, og jeg 1) blev enormt bekymret, og 2) havde vildt dårlig samvittighed, fordi jeg jo var skyld i alt det her...

Da det gik op for ham, at dét at han havde det dårligt ikke fik mig til at komme tilbage, begyndte han at blive meget vred og meget insisterende. Ringede og skrev hele tiden, "truede" med at fortælle alle, hvilken falsk og egoistisk person jeg var (som i: jeg ødelægger dit navn i den her by - det var i provinsen). Jeg prøvede og prøvede med empati, forståelse og flere af de soleklare argumenter, der var for, hvorfor vi ikke skulle være kærester, og hvorfor han faktisk havde en stor andel i at have fucket forholdet op. Det hjalp ikke. Intet trængte igennem. Det blev kun værre.

Det var først da jeg brugte ovenstående approach - en venlig men kontant afvisning - og ignorerede hans henvendelser 100%, at det stoppede. På et tidspunkt.

Og set i bakspejlet tog det mig lang tid at komme videre ovenpå det brud, fordi han placerede så meget skyld og skam på mine i forvejen tyngede ungdomsskuldre. For det er tingen med den her type mennesker - uanset at deres handlinger og ord måske kommer fra et kærligt sted - de er giftige. Det lyder hårdt, for det er jo også synd for dem, at de har deres issues at deale med. Men de er gift, gift, gift for ens mentale sundhed, fordi de suger al kraft ud af én, manipulerer én til at få det dårligt med sig selv, bruger én til at lappe deres dårlige selvværd og whatnot. Når jeg ser de ting, din eks skriver og gør, så kan jeg genkende flere af mønstrene i den adfærd, og jeg får det fysisk skidt. For det ødelægger én, og man kan IKKE tale dem til fornuft, selvom det er svært at acceptere. Jeg håber virkeligt, du passer på dig selv og trækker dig fra ham hurtigst muligt, så du kan fokusere på a genopbygge dit eget selvværd og komme videre.


Shit, det lyder som en hård omgang. Og på mange måder meget lig det jeg er igennem (og var igennem, mens min eks havde det dårligt). Manipulation og dobbeltkommunikation.

Jeg har ikke tænkt mig at kontakte min eks mere af mig selv. Nu skal vi (jeg) have den fred vi (jeg) har brug for, for at genetablere en afbalanceret dagligdag med flere gode end dårlige ting. Jeg vil gerne tilbage til sådan som jeg havde det, da jeg skrev sidst.
1
LaScrooge
Indlæg: 1357
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 4. aug 2016, 10:41

Wunder8 skrev:
Jeg kunne (overraskende nok) ikke være mere enig. Det er et sygt blame game, hvor ens rolle udelukkende er at agere boksebold for den andens aggressioner og/eller stødpude for et latterligt lavt selvværd. Det er selvfølgelig træls for den person, at h*n skal have det dårligt, men det er sgu da endnu mere træls, hvis det går ud over ens eget mentale helbred. Her tror jeg også, det er enormt vigtigt at erkende, at man ikke kan eller skal redde pågældende person. Det kan og skal kun en professionel.

I forhold til min egen oplevelse, så opfattede min eks mig i høj grad som hans redningsplanke - hende, der fik ham ud af sumpen og gjorde ham glad. Det lød umiddelbart meget romantisk i begyndelsen, indtil slagsiden af den rolle gik op for mig: nemlig, at man aldrig kan gøre det godt nok, fordi uanset hvad, så kan man ikke redde nogen fra sig selv. Derfor er man dømt til at fejle som kæreste før eller siden, og når det sker, så er man selv totalt svækket og desillusioneret, fordi man ubevidst i al den tid har givet sin iltmaske til en anden end én selv.


Det her synes jeg virkelig jeg kan genkende. Det var min skyld hele tiden, uanset hvad det var. Var han bekymret over om jeg nu var seksuelt tiltrukket af ham, fordi han selv havde det dårligt og tvivlede på sig selv, lavede han det om til, at han altså ikke tændte på mig når jeg havde de der uldsokker på. Han tvivl på sig selv kom ud som en kritik af mig.

Min eks har nok ikke brugt mig direkte som en redningsplanke, for til at begynde med var han ikke ude at skide. Men da det hele begyndte at indhente ham blev jeg både årsag og løsning på alting, hvor løsningen så enten var at jeg gjorde anderledes eller mere, lod være med at være den jeg er, lod være med at have problemer eller blive ked af det over ting, groede mere tyk hud så jeg ikke tog mig af kritik eller svigt, og så videre. Han tager ikke et gran af ansvar for sig selv, sine egne følelser, beslutninger eller handlinger, han er helt ovre i mig, jeg har ødelagt hans liv, mere eller mindre. Så 1-0 til blamegame, 1-0 til at fejle som kæreste, fordi man ikke kan redde nogen der ikke kan se sig selv.
1
LaScrooge
Indlæg: 1357
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 12. aug 2016, 10:51

Jeg er sgu lidt nervøs. Jeg skal til festival her i weekenden og min eks kommer også. Vi har hver vores gruppe venner med, så det er ikke planen at vi skal hænge ud i samme gruppe, men det er så lille en festival at vi nok kommer til at mødes alligevel.

Min plan er at være venlig men ikke engagere ud over det, holde mig til min egen flok og gøre hvad jeg selv har lyst til. Men jeg frygter alligevel at se ham, fx hvis jeg ser ham flirte eller kysse. Det vil gøre mega ondt og jeg tænker lidt over om jeg kan lægge en plan for at komme ovenpå hvis det får mig ned. Jeg havde en ret alvorlig nedtur lørdag, søndag og tirsdag (mandag gik fint, men så kom det dårlige humør tilbage tirsdag), hvor jeg bare følte mig trist, bekymret og alene og ikke rigtig kunne komme ud af det igen. Så hvad gør jeg, hvis det at se ham får mig ned med nakken? Hvilke gode ting kan jeg gøre for mig selv, hvilken strategi skal jeg have? Har I nogle tips?
0
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 365
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 75
Likede indlæg: 1102

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JessicaD » 12. aug 2016, 11:19

Jeg ville nok forberede mig på, at ja, jeg bliver ked af det, men sorg/tristhed er en følelse, og følelser er okay at have, og de går væk igen efter noget tid. Sådan helt rationelt. Det er altid trist at have mistet noget, men med tiden bliver man ligeglad. Lige nu er du ikke ligeglad, men det bliver du en dag. Det er bare en følelse. Det går over. Det ville jeg prøve at fokusere på. :)
4
LaScrooge
Indlæg: 1357
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 12. aug 2016, 11:23

JessicaD skrev:Jeg ville nok forberede mig på, at ja, jeg bliver ked af det, men sorg/tristhed er en følelse, og følelser er okay at have, og de går væk igen efter noget tid. Sådan helt rationelt. Det er altid trist at have mistet noget, men med tiden bliver man ligeglad. Lige nu er du ikke ligeglad, men det bliver du en dag. Det er bare en følelse. Det går over. Det ville jeg prøve at fokusere på. :)


Okay, ja. Bare tænke, at det er noget, jeg skal igennem og så prøve at rumme, at jeg har det sådan? Ligesom et hvilket som helst andet sår der gør ondt indtil det er helet?
1
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 365
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 75
Likede indlæg: 1102

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JessicaD » 12. aug 2016, 11:31

LaScrooge skrev:Okay, ja. Bare tænke, at det er noget, jeg skal igennem og så prøve at rumme, at jeg har det sådan? Ligesom et hvilket som helst andet sår der gør ondt indtil det er helet?


Præcis :) Eller for at gøre det endnu mere nede på jorden, så tænker jeg også nogen gange på, da jeg var lille og fx mistede en bamse. Man tror, det er verdens undergang, for man var MEGET glad for den bamse, men nu er den væk. Hvad ville man sige til et barn? Ja, den var meget flot, og du var glad for den, men ja, livet går videre, og en dag går vi i Fætter BR og køber en ny bamse til dig! :P Er barnet ked af det for evigt? Nej.. der går lidt tid, så er de glade igen - og finder noget nyt at lege med. :D Ikke for at negligere ens følelser, men for at huske på, at det er en helt normal og sund reaktion, når man mister noget, man var glad for.

Det kan også hjælpe at se på de 5 sorgreaktioner/faser. Det er helt fast skabelon, der viser, hvordan mennesket normalt reagerer på sorg/krise. Selvom du virkelig prøvede på at være ked af det for evigt, så VIL du komme videre før eller senere. Man kan ikke holde fast i noget for evigt - hverken det gode eller det dårlige. ;) Jeg synes også, at det kan være rart at læse om nogen andre i samme situation - enten via bøger eller via nogen af alle de der "inspirational quotes" man kan læse på nettet om forskellige emner. Det giver lige et lille boost/spark i røven.

Og hvis det går helt galt, så skriver du bare herinde på debatten igen, når du kommer hjem! :afro:

God festival :banan:
5
LaScrooge
Indlæg: 1357
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 14:57

Lige nu er det lidt et smertehelvede. Festivalen gik egentlig fint, vi snakkede okay sammen, dansede lidt og hang ud i gruppen. Alt var okay. Næste dag, lørdag, havde han sin nye bedste veninde med og gad slet ikke mig. De dansede og grinede og er med på alle videoer (næsten) og en masse billeder fra festivalen og jeg hader det. Jeg er pisse jaloux. Og han fortalte mig at de havde haft en lang samtale om hvorvidt de var forelskede i hinanden og det var de ikke, ikke på dén måde i hvert fald. Så de er nok platonisk forelskede, ligesom man nemt kan blive i nye venner man svinger rigtig godt med. Hun gloede på mig med udtryksløse øjne når jeg så hende og har nok hørt alt fra hans perspektiv. Hvilket inkluderer, har han fortalt mig, at jeg har udsat ham for psykisk vold og manipuleret ham igennem hele vores forhold. To psykologer har uafhængigt at hinanden konstateret, at det var dét han havde været udsat for. Hver gang han har set mig har han brug for akuttid hos psykologen, sagde han.

Jeg ved godt at der ingen chance er for at han og jeg nogensinde bliver enige om hvad der skete mellem os. Problemet er, at vi spejler hinanden totalt forkert. Det går begge veje. De ting han har sagt og gjort og udsat mig for har nedbrudt mig. Mine gamle traumer er aktiveret igen. Det er en kamp for overlevelse og retten til at definere sin egen identitet, det bliver en eksistentiel kamp når han fortæller mig hvordan han oplever mig og hvordan jeg er og jeg på ingen måde kan genkende det, eller kan medgive at jeg har de motiver eller onde intentioner han mener at jeg har. Han vil aldrig kunne se sig selv i det og jeg vil aldrig kunne medgive, at jeg har været voldelig overfor ham. "Volden" ligger i den forkerte spejling. Men han ved det ikke. Han ved ikke, at det er dét der er på spil mellem os. Han har brug for at jeg anerkender hvad jeg har gjort mod ham, ellers kan vi ikke komme videre, siger han.

Og jeg siger ingenting. Jeg ved, at jeg ikke kommer nogen vegne med at beskrive overfor ham hvordan det har været at være mig i vores forhold. Han vil blive rasende, forstå det som endnu en manipulation, endnu noget bevidst ondt mod ham. Jeg må bære det selv, leve med den mangel på katarsis der ligger i at vide, at den der har gjort een ondt aldrig vil indrømme det. Og det bliver sikkert det svære for ham også.

Han sagde også at han var bange for mig og altid havde været det. Reelt bange. Bange for hvad jeg kunne finde på at gøre mod ham.

Jeg forstår det ikke. Jeg ved at han ikke er ond. Han er bare uerfaren og følelsesmæssigt umoden og vant til noget helt andet end mig. En anden type kvinde, og et andet liv end det jeg har haft. Et skærmet og trygt liv. Men han tror alvorligt at jeg er det. At der er noget ondt og ondskabsfuldt og med intention om at skade inde i mig. Jeg ved at det ikke er tilfældet, men for pokker hvor er det bizart at opleve, hvor skaber det en kæmpestor uoverstigelig kløft mellem os, og hvor gør det ondt. Hvis han tror at alt jeg siger til ham er falsk og manipulerende, så kan jeg aldrig nogensinde sige noget til ham igen, andet end almindeligheder.

Jeg savner ham, det er så åndssvagt. Jeg kan ikke forstå at noget der startede som det gjorde bare er blevet så forkrøblet og mørkt og forkert. Jeg har haft 3 kærester før ham og jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så svært, noget så dramatisk, så hårdt og så smertefuldt.

De seneste uger har det været næsten fysisk smertefuldt at køre rundt i byen. Overalt er der minder. Pt flest gode minder, på grund af årstiden. For to år siden, om 6 dage, var vi sammen første gang og i perioden der fulgte indtog vi byen sammen for vi havde ikke noget sted at være; barer, restauranter, biografer, pladser, bænke, søer, plæner, kroge... Vejret bringer minderne tilbage og det gør så vanvittigt ondt. Jeg ville ønske jeg bare kunne absorbere ham i min krop, smelte sammen med ham som vi gjorde dengang. Drukne i hans duft og smag og følelsen af ham. Jeg ville ønske, at han ikke fandtes mere.
0

Tilbage til "Forhold og sex"