Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 334
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 75
Likede indlæg: 1018

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JessicaD » 12. aug 2016, 11:19

Jeg ville nok forberede mig på, at ja, jeg bliver ked af det, men sorg/tristhed er en følelse, og følelser er okay at have, og de går væk igen efter noget tid. Sådan helt rationelt. Det er altid trist at have mistet noget, men med tiden bliver man ligeglad. Lige nu er du ikke ligeglad, men det bliver du en dag. Det er bare en følelse. Det går over. Det ville jeg prøve at fokusere på. :)
4
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 12. aug 2016, 11:23

JessicaD skrev:Jeg ville nok forberede mig på, at ja, jeg bliver ked af det, men sorg/tristhed er en følelse, og følelser er okay at have, og de går væk igen efter noget tid. Sådan helt rationelt. Det er altid trist at have mistet noget, men med tiden bliver man ligeglad. Lige nu er du ikke ligeglad, men det bliver du en dag. Det er bare en følelse. Det går over. Det ville jeg prøve at fokusere på. :)


Okay, ja. Bare tænke, at det er noget, jeg skal igennem og så prøve at rumme, at jeg har det sådan? Ligesom et hvilket som helst andet sår der gør ondt indtil det er helet?
1
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 334
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 75
Likede indlæg: 1018

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JessicaD » 12. aug 2016, 11:31

LaScrooge skrev:Okay, ja. Bare tænke, at det er noget, jeg skal igennem og så prøve at rumme, at jeg har det sådan? Ligesom et hvilket som helst andet sår der gør ondt indtil det er helet?


Præcis :) Eller for at gøre det endnu mere nede på jorden, så tænker jeg også nogen gange på, da jeg var lille og fx mistede en bamse. Man tror, det er verdens undergang, for man var MEGET glad for den bamse, men nu er den væk. Hvad ville man sige til et barn? Ja, den var meget flot, og du var glad for den, men ja, livet går videre, og en dag går vi i Fætter BR og køber en ny bamse til dig! :P Er barnet ked af det for evigt? Nej.. der går lidt tid, så er de glade igen - og finder noget nyt at lege med. :D Ikke for at negligere ens følelser, men for at huske på, at det er en helt normal og sund reaktion, når man mister noget, man var glad for.

Det kan også hjælpe at se på de 5 sorgreaktioner/faser. Det er helt fast skabelon, der viser, hvordan mennesket normalt reagerer på sorg/krise. Selvom du virkelig prøvede på at være ked af det for evigt, så VIL du komme videre før eller senere. Man kan ikke holde fast i noget for evigt - hverken det gode eller det dårlige. ;) Jeg synes også, at det kan være rart at læse om nogen andre i samme situation - enten via bøger eller via nogen af alle de der "inspirational quotes" man kan læse på nettet om forskellige emner. Det giver lige et lille boost/spark i røven.

Og hvis det går helt galt, så skriver du bare herinde på debatten igen, når du kommer hjem! :afro:

God festival :banan:
5
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 14:57

Lige nu er det lidt et smertehelvede. Festivalen gik egentlig fint, vi snakkede okay sammen, dansede lidt og hang ud i gruppen. Alt var okay. Næste dag, lørdag, havde han sin nye bedste veninde med og gad slet ikke mig. De dansede og grinede og er med på alle videoer (næsten) og en masse billeder fra festivalen og jeg hader det. Jeg er pisse jaloux. Og han fortalte mig at de havde haft en lang samtale om hvorvidt de var forelskede i hinanden og det var de ikke, ikke på dén måde i hvert fald. Så de er nok platonisk forelskede, ligesom man nemt kan blive i nye venner man svinger rigtig godt med. Hun gloede på mig med udtryksløse øjne når jeg så hende og har nok hørt alt fra hans perspektiv. Hvilket inkluderer, har han fortalt mig, at jeg har udsat ham for psykisk vold og manipuleret ham igennem hele vores forhold. To psykologer har uafhængigt at hinanden konstateret, at det var dét han havde været udsat for. Hver gang han har set mig har han brug for akuttid hos psykologen, sagde han.

Jeg ved godt at der ingen chance er for at han og jeg nogensinde bliver enige om hvad der skete mellem os. Problemet er, at vi spejler hinanden totalt forkert. Det går begge veje. De ting han har sagt og gjort og udsat mig for har nedbrudt mig. Mine gamle traumer er aktiveret igen. Det er en kamp for overlevelse og retten til at definere sin egen identitet, det bliver en eksistentiel kamp når han fortæller mig hvordan han oplever mig og hvordan jeg er og jeg på ingen måde kan genkende det, eller kan medgive at jeg har de motiver eller onde intentioner han mener at jeg har. Han vil aldrig kunne se sig selv i det og jeg vil aldrig kunne medgive, at jeg har været voldelig overfor ham. "Volden" ligger i den forkerte spejling. Men han ved det ikke. Han ved ikke, at det er dét der er på spil mellem os. Han har brug for at jeg anerkender hvad jeg har gjort mod ham, ellers kan vi ikke komme videre, siger han.

Og jeg siger ingenting. Jeg ved, at jeg ikke kommer nogen vegne med at beskrive overfor ham hvordan det har været at være mig i vores forhold. Han vil blive rasende, forstå det som endnu en manipulation, endnu noget bevidst ondt mod ham. Jeg må bære det selv, leve med den mangel på katarsis der ligger i at vide, at den der har gjort een ondt aldrig vil indrømme det. Og det bliver sikkert det svære for ham også.

Han sagde også at han var bange for mig og altid havde været det. Reelt bange. Bange for hvad jeg kunne finde på at gøre mod ham.

Jeg forstår det ikke. Jeg ved at han ikke er ond. Han er bare uerfaren og følelsesmæssigt umoden og vant til noget helt andet end mig. En anden type kvinde, og et andet liv end det jeg har haft. Et skærmet og trygt liv. Men han tror alvorligt at jeg er det. At der er noget ondt og ondskabsfuldt og med intention om at skade inde i mig. Jeg ved at det ikke er tilfældet, men for pokker hvor er det bizart at opleve, hvor skaber det en kæmpestor uoverstigelig kløft mellem os, og hvor gør det ondt. Hvis han tror at alt jeg siger til ham er falsk og manipulerende, så kan jeg aldrig nogensinde sige noget til ham igen, andet end almindeligheder.

Jeg savner ham, det er så åndssvagt. Jeg kan ikke forstå at noget der startede som det gjorde bare er blevet så forkrøblet og mørkt og forkert. Jeg har haft 3 kærester før ham og jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så svært, noget så dramatisk, så hårdt og så smertefuldt.

De seneste uger har det været næsten fysisk smertefuldt at køre rundt i byen. Overalt er der minder. Pt flest gode minder, på grund af årstiden. For to år siden, om 6 dage, var vi sammen første gang og i perioden der fulgte indtog vi byen sammen for vi havde ikke noget sted at være; barer, restauranter, biografer, pladser, bænke, søer, plæner, kroge... Vejret bringer minderne tilbage og det gør så vanvittigt ondt. Jeg ville ønske jeg bare kunne absorbere ham i min krop, smelte sammen med ham som vi gjorde dengang. Drukne i hans duft og smag og følelsen af ham. Jeg ville ønske, at han ikke fandtes mere.
0
Akehurst2
Indlæg: 2515
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 274
Likede indlæg: 4567

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Akehurst2 » 16. aug 2016, 15:10

Åh, Scrooge, det lyder så forbandet hårdt!

Jeg kan ikke huske om du har skrevet det tidligere, men er det en mulighed, at du slet ikke ser ham i en periode (altså uden at det betyder du skal afskære hele din øvrige omgangskreds)? Jeg tror virkelig, det kunne være godt med en reel pause fra ham, hvor du slet ikke skal forholde dig til ham og hans liv og følelser.
3
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 15:23

Akehurst2 skrev:Åh, Scrooge, det lyder så forbandet hårdt!

Jeg kan ikke huske om du har skrevet det tidligere, men er det en mulighed, at du slet ikke ser ham i en periode (altså uden at det betyder du skal afskære hele din øvrige omgangskreds)? Jeg tror virkelig, det kunne være godt med en reel pause fra ham, hvor du slet ikke skal forholde dig til ham og hans liv og følelser.


Det er der ikke rigtig, nej. De hænger allesammen sammen og hvis jeg vil se mine venner og lave de ting jeg plejer, så er der en chance for at han også er der. I det omfang jeg nogensinde hører om det, altså. Men jeg ville virkelig ønske at jeg helt kunne slippe for ham. Jeg bliver bare ensom hvis jeg ikke skal holde fast i at se dem når jeg kan. I forvejen føler jeg mig mere ensom end før, fordi hans eks er kommet tilbage og danner det sociale midtpunkt, hvor han befinder sig med hende og jeg ikke er inviteret.
0
Brugeravatar
Mulan
Indlæg: 745
Tilmeldt: 12. aug 2015, 23:15
Kort karma: 292
Likede indlæg: 2222

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Mulan » 16. aug 2016, 18:04

Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.
1
Rosa Espinosa skrev:Ville slet ikke magte en diller, når jeg bare kom efter en dagmartærte.

"thats typical bad male judgment not a cognitive disorder "
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 18:08

Mulan skrev:Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.


Jeg går til psykolog, det har jeg gjort siden han endte det.
2
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 1601
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 200
Likede indlæg: 1344

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Sophies-mor » 16. aug 2016, 18:21

LaScrooge skrev:
Mulan skrev:Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.


Jeg går til psykolog, det har jeg gjort siden han endte det.

Uden at skulle kloge mig, for der er allerede sagt så mange kloge ting i tråden, så sagde min psykolog, at man godt kunne forvente en forværring undervejs i sorgbearbejdelsen.
Kan det være det, der sker nu?
At du allerede er godt på vej, men får de her dyk, fordi der bliver arbejdet intenst med dem?
:gruble:

Jeg tænker, at du er stærkere - en hel del stærkere - end du føler dig lige nu.
Der er altid to sider af en sag, nogle gange flere, men det lader virkelig til, at han er en R*v med ører, som ikke tager ansvar for egne handlinger. Overhovedet.
Men godt, at du får hjælp til at komme videre.
2
Billede SÅ kom bananen!

:sur: Hævnrødbede :-D
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 16. aug 2016, 18:50

Sophies-mor skrev:
LaScrooge skrev:
Mulan skrev:Har du mulighed for at kontakte en psykolog omkring dette her? Det er så forbandet usundt og det smerter mig helt ind i sjælen, at se din beskrivelse af forløbet.


Jeg går til psykolog, det har jeg gjort siden han endte det.

Uden at skulle kloge mig, for der er allerede sagt så mange kloge ting i tråden, så sagde min psykolog, at man godt kunne forvente en forværring undervejs i sorgbearbejdelsen.
Kan det være det, der sker nu?
At du allerede er godt på vej, men får de her dyk, fordi der bliver arbejdet intenst med dem?
:gruble:

Jeg tænker, at du er stærkere - en hel del stærkere - end du føler dig lige nu.
Der er altid to sider af en sag, nogle gange flere, men det lader virkelig til, at han er en R*v med ører, som ikke tager ansvar for egne handlinger. Overhovedet.
Men godt, at du får hjælp til at komme videre.


Det er nok bare fordi jeg har set ham her i weekenden og vi omgikkes hinanden på en hyggelig måde. Og på grund af jalousien. Jeg var forberedt på at det ville gøre ondt, og det gør det. Det er jo et tab, noget jeg har mistet og de forbandede minder kan jeg ikke gardere mig imod. De trænger sig ind på mig helt uden at jeg gør noget ved det, som lyn fra en klar himmel. Det har altid været sådan for mig, at jeg mindes ting nogenlunde samtidig med, at det er et eller to (eller tre) år siden at de hændte. De er afhængige af lys og temperatur og farver og sådan noget. For 1 uge siden gik jeg i flere dage rundt og tænkte på en film der hedder Tom at the Farm, som jeg så for nøjagtig 2 år siden i Cinemateket. Indtrykkene fra den dukkede bare op og så sad den i mig i dagevis. Det er det samme her. Og det han og jeg oplevede sammen var så voldsomt, romantisk og storslået, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var så forelsket.

Det kræver bare tid, men for fanden altså, hvor gør det bare ondt.
0
Brugeravatar
achillaxedprune
Indlæg: 1069
Tilmeldt: 4. jan 2016, 18:38
Kort karma: 348
Likede indlæg: 2373

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf achillaxedprune » 16. aug 2016, 18:54

Min eks., der også var stærkt depressiv, og som jeg har nævnt tidligere i denne tråd - faktisk dengang du stadig være kæreste med din eks. - minder mig så meget om din eks. Du går igennem lige præcis det, som jeg frygtede. At han får dig til at stille spørgsmålstegn ved, hvem du egentlig er og om du reelt ER et godt menneske. Det giver skår dybt inde, når man har været igennem sådan et forhold.
...for mig tog det mig 5 år, at få en ny kæreste efter ham. Men jeg var også kun omkring de 20, da jeg stødte ind i ham.. Forhåbentlig er du noget stærkere end jeg var dengang og skaderne derfor ikke så store. :)

Nå, men, min eks. fik en anden kæreste efter mig... De var sammen nogle år, og på et tidspunkt sender min eks. så en e-mail ud til hele hans adresseliste: venner, familie, kollegaer, alle!, om at han var blevet indlagt på psykiatisk skadestue akut. Begrundelsen var, at hans nye kæreste havde hjernevasket ham og han derfor havde stukket en kniv i maven på ham selv(!). I denne e-mail pålægger han alt skylden for hans dårligdom på hans kæreste, og skriver at psykologen har givet ham ret i, at intet var hans egen skyld, men denne her kæreste.

Da man læste mailen, var det jo tydeligt, at min eks. havde en helt forkert virkelighedsopfattelse... Hvilket også blev understøttet af, at han sendte den e-mail rundt til alle. Men for ham, der var det virkeligheden. Han mente virkelig, at han var blevet hjernevasket til at stikke sig selv i maven med en kniv, og derfor skulle fortælle alle, hvorfor han var indlagt. Det var syg læsning.

Din eks. kunne sagtens have noget af den samme forskruede virkelighedsopfattelse som min eks.

Min pointe er: Lad være med at tro på hans virkelighed. Og lad være med at hav kontakt til ham... Hold da helt væk fra ham. Jeg tror virkelig ikke, at du på nuværende tidspunkt får noget som helst godt ud af at blive ved med at tale og omgås ham. Og jeg tror ikke på, at du kan få ham til at skifte mening om dig eller jeres forhold. I hvert fald ikke nu.

Til orientering fik jeg selv fra min eks., et par år efter den der crazy e-mail, en invitation til et møde, hvor han ville undskylde hans opførsel overfor mig og tale ud om tingene... Jeg afslog, da det var flere år siden vi havde slået op, men jeg antager, at han langt om længe havde indset at han havde været en stor del af problemet og det ikke bare var mig, der var den onde og forkerte.
...så de kan måske forstå det. Men det tager tid... I hvert fald hvis din eks., er lige så syg som min var.
20
Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt.
Citat: Ukendt morfar.
Brugeravatar
Spasserinde
Indlæg: 199
Tilmeldt: 30. jan 2016, 10:01
Kort karma: 65
Likede indlæg: 825

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Spasserinde » 16. aug 2016, 19:04

LaScrooge skrev:
Akehurst2 skrev:Åh, Scrooge, det lyder så forbandet hårdt!

Jeg kan ikke huske om du har skrevet det tidligere, men er det en mulighed, at du slet ikke ser ham i en periode (altså uden at det betyder du skal afskære hele din øvrige omgangskreds)? Jeg tror virkelig, det kunne være godt med en reel pause fra ham, hvor du slet ikke skal forholde dig til ham og hans liv og følelser.


Det er der ikke rigtig, nej. De hænger allesammen sammen og hvis jeg vil se mine venner og lave de ting jeg plejer, så er der en chance for at han også er der. I det omfang jeg nogensinde hører om det, altså. Men jeg ville virkelig ønske at jeg helt kunne slippe for ham. Jeg bliver bare ensom hvis jeg ikke skal holde fast i at se dem når jeg kan. I forvejen føler jeg mig mere ensom end før, fordi hans eks er kommet tilbage og danner det sociale midtpunkt, hvor han befinder sig med hende og jeg ikke er inviteret.


Er alle dine venner fra én og samme gruppe?

Jeg ved godt du skriver, at du gerne vil være sammen med dine venner og kunne gøre "som før". Jeg synes bare stadig du skal overveje om sådan noget som fx at tage på festival, vidende at han vil være der, gør mere skidt end godt p.t. Jeg har svært ved at se at din festivaloplevelse skulle være SÅ god at den fx kompenserer for de trælse ting, han har sagt, og nu igen fået dig til at føle.

Så ja. Jeg synes du skal overveje at lade være med at tage med til ting, hvor du VED han skal med - måske bare for en 3 måneders periode, om ikke andet. Se folk på tomandshånd - flere øl, flere kaffe, flere biografture one-on-one, flere hyggeaftener med slik og Disneyfilm bare dig og en-to andre. Og, hvis muligt, prøve at se de venner mere, der ikke har så meget med ham at gøre, så du får så meget socialt som muligt - også selv om det er nogle lidt mindre tætte venner. Hvis du har venner uden for den gruppe, at trække mere på dem. Eventuelt hvis der er nogen fra din familie, du svinger med, så at se dem mere.

Det er naturligvis slet ikke sådan at man skal trække sig socialt fordi man er gået fra hinanden, og jeg råder på ingen måde til på langt sigt at lade ham dominere jeres fælles venner. Jeg synes bare situationen, du beskriver, virke til at ende i et betydeligt minus når man sammenholder hvad du får ud af det med hvad du må udholde, derfor prøver jeg at tænke på alternativer for en lille periode.
24
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 1570
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 192
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3445

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf HappyPaww » 16. aug 2016, 19:11

Helt enig med Spasserinde.. Det nytter jo ikke noget konstant at rippe op i det hele, med de følelsesmæssige rutcheture det giver. Du må nok indstille dog på ikke at deltage så meget i de store gruppearrangementer hvor han kommer - men du kan jo stadig godt se venner fra gruppen på tomandshånd ellers mindre grupper, uden det er de store kliketing...
1
Brugeravatar
Velvet-Goldmine
Indlæg: 426
Tilmeldt: 17. jan 2016, 21:33
Kort karma: 95
Likede indlæg: 1529

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Velvet-Goldmine » 16. aug 2016, 19:34

Jeg fik lige et flashback og akut kvalme og knugen i maven - jeg har været helt samme sted.

Det er helt surrealistisk at opleve et menneske være så fjernt fra den virkelighed man selv synes man har ok styr på - og opleve at ethvert forsøg på forklaring bliver misforstået og -tolket.
Det er den ultimative hjælpeløshed!
Det er kun så hårdt fordi man stadig er følelsesmæssigt tilknyttet for ellers kunne man jo være ligeglad, men jeg genkender fuldstændigt den følelse af "det kan jo ikke være rigtigt det her - jeg må prøve at forklare mig bedre, SÅ vil han forstå" man sidder med, og intet hjælper alligevel.
Det får en til at tvivle på egen persona og intention og det er det mest brutale - det er det ultimative svigt i grunden, og derfor det rammer så hårdt!
Man bliver (uretmæssigt) tvunget i en situation hvor man bliver usikker på egen mentale tilstand og verdensopfattelse og det er faktisk dybt traumatisk.

Jeg vil ikke råde dig til at gøre det ene eller det andet, for du er ikke mig - men uanset hvad så skal du komme overens med at du ikke kan styre hvad andre folk tænker om situationen lige nu og her! Der kan gå en rum tid men folk vil finde ud af hvad han er, når deres tid oprinder (oftest vil folk med en sådan virkelighedsbrist ikke kun fejle i kæresteforhold, men også i venneforhold, det tager bare lidt længere tid). Man bliver nødt til at lade folk få deres egne erfaringer, hvilket jeg også tror at du gør - men du kan desværre ikke regne med støtte fra folk der endnu ikke har oplevet hans brist.
Det er så uendeligt hård og ensomt, men hold fast i at du ved hvad der er rigtigt og forkert og lad for Guds skyld ikke hans ageren influere på din opfattelse af dig selv - hold fast i din selvfølelse hele tiden og igen.
5
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1330
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 334
Likede indlæg: 3767

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Novella » 17. aug 2016, 05:08

Det er fuldstændig normalt, at man bliver ramt af en nedtur et par måneder efter et brud eller en anden stor sorg. Det er faktisk så normalt, at der er skrevet bøger om det - eksempelvis denne, som et skrevet af to koordinatorer af sorggrupper på Rigshospitalet. De har hjulpet folk igennem voldsom sorg over mistede børn, pårørendes selvmord, alvorlig sygdom, skilsmisser osv.

En af deres vigtigste pointer er, at smerten er nødvendig for at komme videre. Man er nødt til at opgive håbet og acceptere, at man aldrig kommer tilbage til den situation som var før eller som man forestillede sig, var der. Det er slut. Det er dødt. Det bliver aldrig. Den smerte er så forfærdelig hård, så vi prøver at undgå den, men så kommer vi ikke videre.

Han bliver aldrig din ven. Måske en tålelig bekendt i omgangskredsen en dag, men du er nødt til at sige helt farvel til relationen med ham.

Find denne bog, lav en kande te, køb en pakke kleenex og sluk telefonen. Det kommer til at gøre ondt, men det hjælper.

https://www.saxo.com/dk/den-noedvendige ... 8741203362
10

Tilbage til "Forhold og sex"