Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2554

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 5. mar 2016, 23:06

Og nu til grunden til at jeg om tilbage til tråden.

Vi er midt i en megakriseting og jeg ved ikke om det er enden på det hele.

Det startede i torsdags, hvor jeg på vej hjem fra rygestopkursus (min 5. røgfri dag, det har været en hård uge, hvor han har været meget large, sød og omsorgsfuld, selvom jeg har været irritabel) tog i Føtex for at købe enkelte dagligvarer ind. Klokken var 19.30 og jeg var sulten og begyndende lavt blodsukker (altid en farlig situation). Jeg ringede til ham for at høre om han havde taget sig af maden. Jeg vidste da jeg ringede at jeg håbede at han havde, fordi det er enormt anstrengende for mig at skulle tage mig af madsituationen hele tiden. Jeg elsker at lave mad, men jeg elsker ikke at gøre det hver dag og jeg orker ikke altid al den planlægning der hører med. Jeg håbede at han ville svare ja, at han ville have tænkt på at jeg kom sent hjem og ville være sulten og at han ville have ønsket at glæde mig ved at sørge for mad. Det er for mig så omsorgsfuldt og betænksomt og jeg trængte i dén grad til at han var omsorgsfuld og betænksom helt af sig selv. Så da jeg ringede var jeg fuld af forhåbninger jeg godt vidste ikke ville blive indfriet. Og da jeg spurgte ham, svarede han selvfølgelig at det havde han ikke tænkt på (mad) men at vi kunne finde ud af det sammen når jeg kom hjem. Og lige den dag ville det være den største og kærligste ting i verden, hvis han fritog mig fra at tage stilling til det. Så jeg blev megaskuffet og følte mig svigtet og det hele væltede ind over mig. Og jeg vidste samtidig, at han kunne høre det på min stemme og at det ville koste mig dyrt. HVilket det gjorde.

Da jeg kom hjem mødte han mig i en omfavnelse og spurgte hvad der var galt. Og så sagde jeg, at det havde været så rart hvis jeg ikke havde skullet tage stilling til maden i aften. Og så blev han så vred, på et splitsekund. Vi skændtes og alle mulige ting kom op, herinblandt vores uevne til at snakke om ting der er vigtige for os på en ordentlig måde. Det endte med at han holdt en enetale og jeg derefter gik ind i stuen, fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. Så talte vi ikke et ord til hinanden, før han kom ind og kyssede mig på panden og sagde godnat. I løbet af natten havde han flere søvnparalyser, som jeg vækkede ham af. Det har han i højere grad når han er stresset og har det dårligt. Om morgenen var jeg stadig trist-agtig og han kom hen og kyssede mig på kinden og sagde, at vi måske ikke sås før i morgen, fordi han havde aftaler. Han lød mild, men det vidste jeg at han ikke var - han var i ligegyldighedsmode.

Det meste af dagen havde jeg det helt forfærdeligt. Jeg græd og græd mens jeg tænkte på, hvor forelskede vi var i hinanden og hvor smukt og rigtigt det hele havde været - men også hvor tidligt vores problemer og konflikter begyndte. Vi har haft mange og mange vi ikke har mestret at løse. Jeg læste vores mailkorrespondencer og tænkte på, hvor stor en negativ ballast vi efterhånden har. Jeg er ved at miste modet på det. Jeg har flere gange introduceret at vi har brug for hjælp til at lære at snakke ordentligt sammen (blandt andet), men det er snart kommet så vidt at jeg ikke ved, om der er nogen vej tilbage. Vi har gode stunder, rigtig gode, hvor han er alt det jeg elsker, beundrer og tænder på og når det er godt kan jeg slet ikke forestille mig, at det nogensinde kan være dårligt. Og alligevel skal der så lidt til, så er vi i totterne på hinanden og ude af stand til at kommunikere konstruktivt. Og jeg har ellers altid betragtet mig selv som meget empatisk og meget dygtig kommunikator.

Så jeg skrev en lang besked til ham hvor jeg forklarede hvad min nedsmeltning handlede om og at jeg var ked af, at vi så let blev uvenner. At jeg følte mig alene, at jeg følte at han havde trukket sig fra mig og ikke ville snakke med mig om noget. Og om han gjorde det, fordi han var på vej væk? Og jeg skrev, at jeg hellere ville skrive kærlighedsdigte, men igen igen endte med at skrive triste beskeder.
Jeg kunne slet ikke håndtere at føle mig så forladt - slet ikke at skulle se ham, ikke kunne snakke med ham. Den besked var måske ikke smart, men jeg var så ude af mig selv og så sorgfuld over, at det går så dårligt med en mand jeg elsker så højt, som jeg elsker ham. Jeg ville fremprovokere en reaktion, kontakt, et eller andet.

Han svarede bare, at han ikke kunne være i det triste univers lige nu og at han havde brug for at fokusere på noget der var godt for ham. Og jeg er ikke god for ham lige nu. Han beklagede at han var så egocentreret og han beklagede alle de andre ting, jeg syntes han skulle beklage.

Så svarede jeg, om han så ikke kunne finde et andet sted at være i weekenden, for så var der i det mindste overensstemmelse mellem den indre tilstand og den ydre - at jeg var alene. Og at det var så nemt bare at skride, men at det ikke var gratis. Skrevet i afmagt og slet ikke klogt, men jeg var vred over at han bare forlod mig på den måde.

Så sendte jeg ham en besked om natten, hvor jeg var fuld og glad og tænkte på ham. En kærlighedsbesked. Han svarede halvkøligt tilbage at vi måske kunne mødes og snakke i dag eller i morgen.

I eftermiddags skrev jeg så og spurgte hvad han lavede og hvordan han havde det. Han svarede at han gik rundt og prøvede at finde et sted at være. Han var ude af sig selv, skrev han. Jeg spurgte om han havde lyst til at komme hjem og at jeg gerne ville have ham hjem. Det gik en time før han svarede og svaret var, at han havde mærket grundigt efter og han havde ikke lyst til at komme hjem. Han havde brug for mere tid. han skulle tænke. Jeg skrev at jeg elskede ham og at jeg ønskede det bedste for os. Og om han ville skrive hvor han sov. Efter en time skrev han hvor han ville sove, men intet andet.

Jeg er rigtigt bange. Jeg ved at vi tærer på hinanden og på vores forhold. Jeg ved at situationen er ekstra belastet, fordi han er syg. Jeg ved at jeg selv er en klovn, der trods mine ellers så gode evner gang på gang ikke formår at være konstruktiv sammen med ham. Jeg ved, at der ikke er plads til at træde ved siden af og være urimelig, fordi jeg er træt, sulten og udmattet. Jeg tror at det hele hænger i en tynd, tynd tråd og jeg ved ikke, om han kommer hjem i morgen og siger, at det er forbi, at han har brug for at være alene, at det ikke er godt for ham at være sammen med mig.

Det er simpelthen så forfærdeligt, jeg kan næsten ikke rumme det.
Senest rettet af LaScrooge 5. mar 2016, 23:12, rettet i alt 3 gange.
0
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2554

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 5. mar 2016, 23:07

Verdens længste indlæg. Verdens længste, meget detaljerede, indlæg. Og jeg har røget hele dagen i dag, selvom jeg holdt op i mandags. Jeg kunne simpelthen ikke tåle den stress og sorg jeg følte og samtidig bekæmpe rygetrangen.
0
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 1141
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 445
Likede indlæg: 3495

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Krølle » 5. mar 2016, 23:18

Søde Srooge: jeg er ved at trimle omkuld af træthed og er på vej i seng, men jeg kan ikke lade det her stå uden at sige en ting:

Du lyder ikke urimelig, og du virker ikke som om, du er ude af stand til at være konstruktiv. Du prøver faktisk ret hårdt. HAN lyder derimod som om, han har hovedet helt umanerligt langt oppe i sin egen røv. Sorry to say.

Når du står tilbage og i så høj grad undrer dig over, hvorfor ting, der normalt fungerer for dig, går i fisk, er det næppe på tide at ligge indad men snarere udad. Derudover synes jeg hans manglende evne/vilje til at tale om tingene eller i det mindste svare på henvendelser er umoden af helvede til. Hvis man bor sammen og er seriøse, går man altså ikke i Primadonna-mode bare fordi det er svært. Jesus.
17
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 1141
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 445
Likede indlæg: 3495

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Krølle » 5. mar 2016, 23:27

"Jeg ved, at der ikke er plads til at træde ved siden af og være urimelig, fordi jeg er træt, sulten og udmattet."

Det er netop i et godt forhold, der skal være plads til det, hvilket han, så vidt jeg forstår, også har benyttet sig af i rigelig grad. Det gør det så meget mere trist, at der tilsyneladende ikke er plads til små afvigelser hos dig - navnlig når man tænker på, at du de seneste måneder har tæsket rundt for at gøre hans hverdag så nem som mulig. Så slap dog af med den oprydning et øjeblik (eller sig til hvis det handler om noget helt andet)!

Uh, jeg bliver helt harm i min lille krop.
11
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2554

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 5. mar 2016, 23:29

Viskelæder skrev:Sådan af nysgerrighed bliver han så også mega selvbebrejdende, når han er grov overfor dig? Du indleder tråden med at skrive, at han er mega negativ overfor sig selv, og han føler, han er skyld i, hvis alle andre har det dårligt. Men det lyder ikke så depressivt at være så vred og egentligt udadreagerende på dig over små ting. Jeg ved godt, at frustration, ingen tålmodighed og den slags kan være en del af depression, men ud fra min erfaring vil der oftest ikke være vrede på den måde, som du beskriver, hvis man er meget depressiv. De fleste oplever modsat, at de komplet mister gejsten og bliver utroligt nedtrykte, og det nærmest er umuligt at handle på selv de mindste ting, hvorimod der er mere power i vrede.
Jeg tænker bare, hvordan det mon hænger sammen?


Nej, ikke rigtigt. Han har en enkelt gang kaldt mig noget grimt, og det undskyldte han. Men ellers virker det ikke rigtig som om han selv synes han er grov. Og det er ikke fordi han taler grimt til mig, råber eller på anden vis er intimiderende eller ubehagelig. Det er mere det, at han engang imellem synes nogle ting, der ikke rigtig rummer mig. Og at han har nogle usammenhængende ideer, som fx det med oprydning og rengøring.

Apati er der meget af, men han er god til at skjule det. Han prøver at modarbejde den og aktivere sig selv. Han er god til det, faktisk.

Når han bliver vred, er det afmagt, på samme måde som når jeg gør det. Og i går blev han vred, fordi han sikkert havde ventet på, at hans dag ville blive ædelagt, fordi de fleste dage er ødelagte og glæden på den måde er så sjælden og skrøbelig en ting. Hans vrede var nok fodret af selvmedlidenhed. "Det er typisk! Selvfølgelig går det galt, netop som jeg ellers har haft en god dag."-agtigt. Det kan jeg huske fra da jeg selv var deprimeret - hvor forfærdeligt det kan føles, når den ene gode dag man måske har haft i halvanden uge, én enkelt dag, hvor man ikke er vågnet med ønsket om at dø forrest i bevidstheden, og den bliver ødelagt af et eller andet.

Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!
0
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 1035
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 213
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 1971

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 5. mar 2016, 23:30

Lyt til den kloge Krølle, som formulerer sig langt pænere end jeg kan lige nu.
2
Registreret Gammel Gris :genert:
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 1035
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 213
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 1971

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 5. mar 2016, 23:32

Og lad være med at bebrejde dig selv. Du har ydet alt for meget alt for længe.
7
Registreret Gammel Gris :genert:
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 1141
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 445
Likede indlæg: 3495

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Krølle » 5. mar 2016, 23:32

...eller du kan bebrejde am at han kørte ud af en selvmedlidenhedstangent i stedet for bare at sige "...men hey (sultne urimelige) baby, jeg sad faktisk lige kiggede på spisesteder. Der er styr på det!".

Det. Her. Er. Ikke. Din. Skyld.

I. Hvert. Fald. Ikke. Alene. :kys:
13
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2554

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 6. mar 2016, 00:02

Tak, hvor er I søde, alle sammen. I indlæg og kort. Nu går jeg ned og køber en pakke cigaretter og indånder natteluften.

Hvor er det her sted bare en nødvendighed engang imellem. :)
3
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4623
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 674
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5864

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Dikus » 6. mar 2016, 00:05

Krølle er klog v
Hvor ville jeg ønske, jeg kunne give dig et stort kram lige nu.
Har du nogen,vedr kan være der for dig tæt på?
1
Brugeravatar
JackieO
Indlæg: 111
Tilmeldt: 8. nov 2015, 22:08
Kort karma: 18
Likede indlæg: 344

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JackieO » 6. mar 2016, 00:13

LaScrooge skrev:
Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!


Lad heeelt være med at bebrejde dig selv for den situation. Han prøver jo for vildt at manipulere dig til at påtage dig skylden for hans urimelige opførsel. Hvis han oprigtigt taget havde tænkt sig at invitere dig ud, kunne han så let som ingenting have gjort det, da du ringede klokken 19.30 og naturligt nok var sulten og træt ved tanken om at skulle hjem og stå for madlavningen. Så den historie ville jeg virkelig ikke købe, hvis jeg var dig.

Din historie giver mig næsten kuldegysninger, fordi jeg kommer til at tænke på historier om en voldelig ægtemand, der får sin kone overbevist om, at han har alle de bedste hensigter, men fordi hun gør en lille ting forkert, er det jo klart, at han bliver nødt til at reagere, som han gør. "Se nu, hvad du fik mig til, fordi du var svag og havde lavt blodsukker og sagde tingene i et forkert tonefald. Det er din egen skyld, at jeg bliver nødt til at hidse mig op".

Jeg påstår ikke at din kæreste er voldelig, men lige den situation du beskriver, fik mig altså til at tænke psykisk vold og manipulation.
16
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 975
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 181
Likede indlæg: 2174

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Moxy-lady » 6. mar 2016, 00:43

JackieO skrev:
LaScrooge skrev:
Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!


Lad heeelt være med at bebrejde dig selv for den situation. Han prøver jo for vildt at manipulere dig til at påtage dig skylden for hans urimelige opførsel. Hvis han oprigtigt taget havde tænkt sig at invitere dig ud, kunne han så let som ingenting have gjort det, da du ringede klokken 19.30 og naturligt nok var sulten og træt ved tanken om at skulle hjem og stå for madlavningen. Så den historie ville jeg virkelig ikke købe, hvis jeg var dig.


Helt enig med denne her del af Jackies indlæg. Jeg ville heller ikke stole på hans udtalelser over en dørtærskel, men det er en nem måde at overføre skyld på. Jeg tror faktisk ikke at han er strid med vilje, men at han bare har det rigtig svært - men det ændrer altså ikke på at han i meget af det du skriver lader til at påtage sig ansvaret for ting som han alligevel ikke rigtigt tager ansvaret for... Hvis det giver mening? For det er som om han siger en ting (at det hele er hans skyld/han er også bare et dårligt/frygteligt menneske) og så kommunikerer og agerer fuldstændigt modsat. Så du bruger en masse energi på at fortælle ham at tingene ikke er hans skyld (som reaktion på hans udtalelser) og ender med et føle et ansvar for at gøre hans dag/liv nemmere og bedre - eller simpelthen føle at du er skyld i de konflikter der opstår (som følge af hans handlinger og ageren og selvfølgelig hans kommunikation når han f.eks. påstår at han ville have inviteret dig ud)

Du er så frustreret og har stået på hovedet for ham i flere måneder. Nu, når du har brug for at han stepper up og støtter dig lidt, så går han i diva-mode og sætter spørgsmålstegn ved forholdet. Det er som om at han er den eneste der styrer tøjlerne i jeres forhold pt, og det er usundt, uanset hvordan han har det. Jeg er med på at man skal tage ekstra hensyn når ens partner er syg, men lige nu synes jeg at han udnytter det - og dig, ved at manipulere dig.

Hvis jeg var i dine sko, så ville jeg kræve (ja, så nederen er jeg) at 1. han går i terapi (det kan jeg ikke huske om han gør?) og 2. at I går til parterapeut sammen så i får løst jeres kommunikationsproblemer som par. Jeg tror at begge dele er nødvendige, desværre for hans depression og adfærd skal have individuel hjælp.

Men Krølle har ret, kommunikationen strander ikke hos dig.

(Du må endelig ikke tro at det her er et "skrid fra idioten"-indlæg og jeg er heller ikke ude i at han er et dårligt menneske, overhovedet. Jeg tror bare at han, grundet sin sygdom pt. er meget låst fast i en offerrolle som han med hjælp fra dig (fordi du har været måske for tålmodig) ikke rigtig evner at tage ansvar for. Jeg tror ikke på at han er en idiot normalt, men det er han altså lige nu, og det bliver nødt til at stoppe! Du har fortjent bedre, og det tror jeg også at han synes når han har fået hovedet ud af røven.

Og så lige en kæmpe krammer! :ae: Det er en lortesituation at sidde i.
9
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 830
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 213
Likede indlæg: 2197

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Zombie » 6. mar 2016, 08:03

LaScrooge skrev:
Viskelæder skrev:Sådan af nysgerrighed bliver han så også mega selvbebrejdende, når han er grov overfor dig? Du indleder tråden med at skrive, at han er mega negativ overfor sig selv, og han føler, han er skyld i, hvis alle andre har det dårligt. Men det lyder ikke så depressivt at være så vred og egentligt udadreagerende på dig over små ting. Jeg ved godt, at frustration, ingen tålmodighed og den slags kan være en del af depression, men ud fra min erfaring vil der oftest ikke være vrede på den måde, som du beskriver, hvis man er meget depressiv. De fleste oplever modsat, at de komplet mister gejsten og bliver utroligt nedtrykte, og det nærmest er umuligt at handle på selv de mindste ting, hvorimod der er mere power i vrede.
Jeg tænker bare, hvordan det mon hænger sammen?


Nej, ikke rigtigt. Han har en enkelt gang kaldt mig noget grimt, og det undskyldte han. Men ellers virker det ikke rigtig som om han selv synes han er grov. Og det er ikke fordi han taler grimt til mig, råber eller på anden vis er intimiderende eller ubehagelig. Det er mere det, at han engang imellem synes nogle ting, der ikke rigtig rummer mig. Og at han har nogle usammenhængende ideer, som fx det med oprydning og rengøring.

Apati er der meget af, men han er god til at skjule det. Han prøver at modarbejde den og aktivere sig selv. Han er god til det, faktisk.

Når han bliver vred, er det afmagt, på samme måde som når jeg gør det. Og i går blev han vred, fordi han sikkert havde ventet på, at hans dag ville blive ædelagt, fordi de fleste dage er ødelagte og glæden på den måde er så sjælden og skrøbelig en ting. Hans vrede var nok fodret af selvmedlidenhed. "Det er typisk! Selvfølgelig går det galt, netop som jeg ellers har haft en god dag."-agtigt. Det kan jeg huske fra da jeg selv var deprimeret - hvor forfærdeligt det kan føles, når den ene gode dag man måske har haft i halvanden uge, én enkelt dag, hvor man ikke er vågnet med ønsket om at dø forrest i bevidstheden, og den bliver ødelagt af et eller andet.

Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!


Jeg gik fra min eks, fordi han kom et kvarter for sent til en vigtig aftale. Det var den sidste dråbe. Skørt? Ikke når man kender historien bag.

Det er ikke meningen, at kun dramatiske ting som vold og utroskab kan sætte et forhold på spil. Man må også gerne tvivle, fordi ens kæreste er lidt for meget en nar lidt for ofte, uanset grunden til at han er det.

Når jeg fjerner al snak om depression , ser jeg et forhold som er på vej ud. Så jeg er enig med Krølle... Terapi og Parterapi.
Lige nu overlever forholdet ved at dræne på dig. Og når der ikke er mere af dig tilbage, hvad så.
6
Dragen
Indlæg: 47
Tilmeldt: 17. aug 2015, 10:38
Kort karma: 5
Likede indlæg: 99

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Dragen » 6. mar 2016, 08:08

Super kliche og fortærsket, men stadig sandt; nogen gange er kærlighed bare ikke nok.

Det er ikke meningen et forhold skal være en kamp.

:ae:
5
Brugeravatar
achillaxedprune
Indlæg: 1063
Tilmeldt: 4. jan 2016, 18:38
Kort karma: 346
Likede indlæg: 2364

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf achillaxedprune » 6. mar 2016, 08:34

Åh, stakkels dig!

Når jeg læser dine indlæg, så bringer det mig tilbage til et forhold, jeg havde for over 10 år siden med en (stærkt) depressiv mand. Det var SÅ freaking hårdt bagefter, og det tog mig faktisk over 5 år før end jeg havde lyst til at indgå i et nyt forhold efter ham. Jeg havde simpelthen mistet mig selv undervejs...fordi man hele tiden skulle tage hensyn, gjorde noget forkert, gjorde ham ked af det, osv. osv.

Jeg er helt sikker på, at min eks. var en syg mand, men jeg ville aldrig igen indgå i et forhold med en stærkt depressiv... Da jeg mødte min mand, og han fortalte han havde haft en depression for nogle år siden, var jeg lige ved, at jeg ikke ville se ham igen. Jeg nægter simpelthen at lade mig selv gå igennem det én gang til. Med min mand lavede vi den aftale, at jeg har fået et carte blanche til at ham skal påbegynde psykolog-behandling... Der har ikke været behov for det, men hvis jeg en dag af en eller anden årsag mener, at det er nødvendigt... Så har han lovet mig at begynde.

Det kan være overraskende hårdt og nærmest selvudslettende at være i et forhold, hvor der kun er plads til én. Og hvis din kæreste ikke tager det seriøst, og ikke tager hensyn til dig, så bliver det virkelig op ad bakke.

Modsat andre, så vil jeg gerne sige, at hvis han ikke formår at gøre plads og rum til dig... Så synes jeg ikke, at du skal blive i det. For det kan tage årevis at komme sig. ... Men jeg var selvfølgelig også kun lige omkring de 20, da jeg var sammen med min eks. Forhåbentlig vil skaden ikke være så stor, når man er i 30'erne, som du er, og man har det mere styr på hvem man er og hvad man står for.

Jeg håber fandme, at han tager sig lidt sammen og stopper med hans bebrejdende adfærd og nedern opførsel. Du fortjener en, der gør dig glad og løfter dig op. Ikke nedgør dig og hiver dig ned.
6
Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt.
Citat: Ukendt morfar.

Tilbage til "Forhold og sex"