Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Smiling_Goat
Indlæg: 2049
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 467
Likede indlæg: 5894

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Smiling_Goat » 6. mar 2016, 20:06

Åh altså, hvor gør det mig trist, at du bebrejder dig selv, at han blev sur, fordi du (for en gangs skyld virker det til) udtrykte dine følelser. Lavt blodsukker eller ej, urimelig eller ej, den slags sker, og det skal der også være plads til - og så synes jeg i øvrigt heller ikke, det var urimeligt. Det handlede, som jeg hører det, ikke om maden. Det var jo for dig et udtryk for, at han også prøvede, og at han gav noget igen, og det giver da helt sikkert mening, når du så får bekræftet, at det ikke var tilfældet. Selvom den manglende handling i lige dette eksempel selvfølgelig ikke behøver betyde, at han ikke prøver eller giver noget igen, var det det du følte lige der, og det er dæleme da i orden, at du så bliver ked af det.

Hvad der stinker er, at han ikke er lyttende og måske går i forsvarsposition. Jeg kan godt forstå, du føler, at du skal tie stille med dine følelser og dine behov, når den reaktion, du modtager, er, at han skælder dig ud og går i seng. Ingen vil skældes ud, så selvfølgelig stopper man den adfærd, der fører til skæld-ud. Men det betyder jo så bare, at frustrationerne og "ked-af-det-heden" vokser og kommer ud på en uhensigtsmæssig måde - som jeg er sikker på, du ved.
Hvordan slutter konflikten så? Altså han bliver sur og går. På et tidspunkt skal I jo på talefod igen, kommer han så ud af soveværelset og lader som igenting? Siger han undskyld? Siger du undskyld?

Det virker til, i dit indlæg ang. seneste konflikt med maden, at I bare ligesom ignorerer elefanten i lokalet. Hvorfor er der ikke nogen af jer, der siger: "Det var noget lort." Når I er rolige? Bare stille og roligt går hen til den anden og siger: "Jeg vil egentligt godt snakke færdig om, hvad der lige skete, nu vi begge er faldet ned" uden bebrejdelser og anklager. "Når du gør sådan, føler jeg sådan og derfor gør jeg sådan" så I måske kan lære af situationen. Det synes jeg helt ærligt godt, du kan forvente af ham. Jeg har selv haft en moderat/svær depression, og jeg var en strid kælling, fordi jeg havde så pokkers ondt, men jeg var modtagelig over for dialog, når jeg først var faldet ned.

Snakker I om det bagefter?
6
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 841
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 214
Likede indlæg: 2255

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Zombie » 6. mar 2016, 22:16

Jeg føler et behov for lige at pippe om, at vores erfaringer med depression måske ikke betyder det store. Udover de individuelle forskelle i udtryk, så er der markant forskel på, hvordan depression oftest kommer til udtryk hos hhv. kvinder og mænd. Opfarenhed og øget temperament er bl.a. meget kendetegnende hos nogle mænd, hvor man ser det enten mindre eller på en anden måde hos kvinder.

Det betyder ikke, at man skal finde sig i alt muligt. Men der kan sagtens være en forskel og derfor skal vi være varsomme med, at trække på vores egne erfaringer som målestok.

Disclaimer: Jeg vil ikke skyde nogen dette i skoene, jeg vil bare sige det som en sidebemærkning.
10
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 11:02

Zombie skrev:Jeg føler et behov for lige at pippe om, at vores erfaringer med depression måske ikke betyder det store. Udover de individuelle forskelle i udtryk, så er der markant forskel på, hvordan depression oftest kommer til udtryk hos hhv. kvinder og mænd. Opfarenhed og øget temperament er bl.a. meget kendetegnende hos nogle mænd, hvor man ser det enten mindre eller på en anden måde hos kvinder.

Det betyder ikke, at man skal finde sig i alt muligt. Men der kan sagtens være en forskel og derfor skal vi være varsomme med, at trække på vores egne erfaringer som målestok.

Disclaimer: Jeg vil ikke skyde nogen dette i skoene, jeg vil bare sige det som en sidebemærkning.


Det er rigtig nok, at det føles forskelligt for folk. Jeg har også selv haft en depression, som jeg skriver i startindlægget, men har ikke helt fornemmelsen af, at min kæreste reagerer på samme måde eller har de samme behov, som jeg havde. Jeg havde fx ikke brug for at blive ladt alene når jeg var helt nede i det sorte hul. Jeg syntes det var dejligt, at der var en anden til stede, som omfavnede mig og fik mig til at føle, at jeg var god nok og at man gerne ville have mig alligevel, selvom jeg med tomme øjne stirrede ind i det store mørke Intet. Min kæreste virker derimod til at pines over at jeg ser ham sådan og har derfor brug for at være alene når han har det værst. At han ikke er stærk og ikke kan være noget for mig og os, går ham rigtig meget på, som i rigtig meget. Det føles som et meget stort nederlag og som en god grund til at han ikke har fortjent kærlighed. Han har et par gange snakket om at det ville være nemmere hvis jeg ikke var der, fordi han så ikke hele tiden blev konfronteret med følelsen af ikke at slå til.

Jeg ser en stor værdi i at få de forskellige erfaringer beskrevet, fordi der kan være et match, noget jeg kan relatere til noget min kæreste gør og det hjælper mig. Jeg ved hvor kompleks depression er og hvor individuel og personlig en oplevelse det er og når jeg ikke kan opleve den inde fra ham, kan jeg få universet udvidet med andres erfaringer og derigennem muligvis større forståelse for hans reaktioner.
2
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 11:07

Tanten skrev:
Jeg synes ikke umiddelbart, det lyder som om, jeres forhold har så meget tid?

Og kan han have fået det værre, siden lægen så ham - og har han været ærlig overfor hende om, hvor dårligt han reelt fungerer?


Nej, der er ikke meget tid og det er meget skrøbeligt. Vi snakkede i går og det udviklede sig til at vi lyttede til hinanden og forstod hinanden og derfor nærmede os hinanden igen, men det han føler at han har været igennem i denne weekend har sat sig spor. Lige nu er det svært at bygge op, der rives kun ned hver gang der er en negativ oplevelse, så ruinen bliver større for hver ikke-positive, ikke-neutrale oplevelse. Jeg tror bestemt at han var ærlig, han har ikke svært ved at vise eller snakke om sine følelser og det skulle ikke undre mig om han har grædt foran lægen, fx, men jo, det kan sagtens være blevet værre siden.
0
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 11:23

StripesAddict skrev:Åh Scrooge, hvor må det altså være en svær situation.

Jeg synes det er al ære værdi at du ikke bare forlader ham og lader ham sejle i sin egen sø, og jeg forstår godt, hvordan det er at være syg. Og hvordan det føles ikke at kunne overskue noget så basalt som at gå ud og børste sine tænder f.eks. At indsats i hjemmet og initiativ generelt i en periode var ikke-eksisterende eller på meget lav blus, ville jeg således have forståelse for. Men jeg synes IKKE det er i orden at han er efter dig, som hjælper ham så meget, og jeg synes ikke det er i orden at han bliver ubehagelig (og sådan lyder det lidt, i mine ører).

Jeg kan godt udefra se hvorfor aftensmadssituationen kunne gå i kage, når I begge to er kørt ned til sokkeholderne - manglende overskud og lavt blodsukker gør heller ikke noget godt for vores omgang med hinanden herhjemme. Jeg tænker at det er nemmere at forventningsafstemme når man ikke står i situationen, da det så ikke lige så let kører op en spids. F.eks. at spørge om morgenen om han vil lave aftensmad, fordi du kommer sent hjem. Men det ved du sikkert godt, du virker meget velovervejet.

Ift. det der med at han ikke mener du laver noget, tror du så det kan handle om forskellige standarder for rod og ryddelighed? Min kæreste havde en periode hvor han efter eget udsagn mistede motivationen til at gøre rent, fordi han syntes her rodede (jeg rodede). Og det gør jeg også, og ind i mellem også mere ind jeg selv synes er fedt, men ikke så meget som han syntes). Han er nok mere pernitten med ryddelighed, og jeg er mere pernitten med rengøring, og det må man så finde en løsning på og en fælles standard til.


Det handler helt sikkert om det, altså forskellige standarder for ord og ryddelighed, men også hvornår man rydder op efter sig. Jeg tager fx ikke min kop til vasken i samme øjeblik jeg har tømt den, og det gør han. Så føler han at jeg roder, også selvom jeg ville have taget den en time senere.

Han sagde i går, at hans evne til at kapere rod og uorden er direkte proportional med mængden af rod i hans indre. Og når han samtidig ikke har overskud til selv at rydde op, så finder han sig i en situation, hvor han føler at der er mega rodet omkring ham og at det gør det sværere for ham at have det indre rod også, samtidig med, at han ikke orker at rydde op. Fanget i rod og direkte konfronteret med sin egen mangel på selv at gøre det der skal til.

Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det med det han sagde om mig i forhold til rod og husholdning. At jeg følte, at han syntes jeg var klam og nederen, fordi jeg åbenbart kunne trives i rod og skrald. Det vakte noget i ham, en forståelse af hvad mit problem med hans bebrejdelser handler om. Og jeg tror det gjorde en forskel, på den måde, at han ved hvad der sårer og at jeg bliver såret. Normalt snakker vi forskellige sprog på den måde, at han snakker følelsessprog og jeg er analytisk, så når jeg beskriver en følelse jeg får af noget han siger, så kan han relatere til det og det bliver vedkommende på en anden måde, end når jeg nedbryder påstanden og anskueliggør at jeg altså står for rigtig meget og det har han bare at anerkende. Det er fucked, fordi jeg selv er så rationelt tænkende og jeg justerer min virkelighedsopfattelse efter de informationer jeg får. Hans modus er mere i retning af at føle noget og så er dët virkeligheden, også selvom det måske ikke har så meget at gøre med hvad der rent faktisk gør sig gældende udenfor ham. Det er fremmet for mig, og vi clasher enormt meget, helt instinktivt, på den forskel.
1
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 11:39

Smiling_Goat skrev:Åh altså, hvor gør det mig trist, at du bebrejder dig selv, at han blev sur, fordi du (for en gangs skyld virker det til) udtrykte dine følelser. Lavt blodsukker eller ej, urimelig eller ej, den slags sker, og det skal der også være plads til - og så synes jeg i øvrigt heller ikke, det var urimeligt. Det handlede, som jeg hører det, ikke om maden. Det var jo for dig et udtryk for, at han også prøvede, og at han gav noget igen, og det giver da helt sikkert mening, når du så får bekræftet, at det ikke var tilfældet. Selvom den manglende handling i lige dette eksempel selvfølgelig ikke behøver betyde, at han ikke prøver eller giver noget igen, var det det du følte lige der, og det er dæleme da i orden, at du så bliver ked af det.

Hvad der stinker er, at han ikke er lyttende og måske går i forsvarsposition. Jeg kan godt forstå, du føler, at du skal tie stille med dine følelser og dine behov, når den reaktion, du modtager, er, at han skælder dig ud og går i seng. Ingen vil skældes ud, så selvfølgelig stopper man den adfærd, der fører til skæld-ud. Men det betyder jo så bare, at frustrationerne og "ked-af-det-heden" vokser og kommer ud på en uhensigtsmæssig måde - som jeg er sikker på, du ved.
Hvordan slutter konflikten så? Altså han bliver sur og går. På et tidspunkt skal I jo på talefod igen, kommer han så ud af soveværelset og lader som igenting? Siger han undskyld? Siger du undskyld?

Det virker til, i dit indlæg ang. seneste konflikt med maden, at I bare ligesom ignorerer elefanten i lokalet. Hvorfor er der ikke nogen af jer, der siger: "Det var noget lort." Når I er rolige? Bare stille og roligt går hen til den anden og siger: "Jeg vil egentligt godt snakke færdig om, hvad der lige skete, nu vi begge er faldet ned" uden bebrejdelser og anklager. "Når du gør sådan, føler jeg sådan og derfor gør jeg sådan" så I måske kan lære af situationen. Det synes jeg helt ærligt godt, du kan forvente af ham. Jeg har selv haft en moderat/svær depression, og jeg var en strid kælling, fordi jeg havde så pokkers ondt, men jeg var modtagelig over for dialog, når jeg først var faldet ned.

Snakker I om det bagefter?


Du har helt ret i din opfattelse af hvad der sker, som du beskriver den i de to første afsnit. Problemet er at han pt ikke er i stand til at rumme urimeligheden, min urimelighed. Han har kun plads til sig selv. Det har han sagt og det har jeg mærket og det anerkender jeg. Det er et vilkår som det ikke nytter noget at stritte imod overfor. Virkeligheden for mig er, at jeg ikke kan kræve eller forvente at der er plads til at jeg kan skabe mig, hvis skaberi indebærer vrede eller bebrejdelser rettet mod ham. Sådan var han ikke før han blev deprimeret og det er blandt andet en af grundene til, at jeg ikke har lyst til at gå fra ham. Han er på ingen måde normalt så tarvelig og selvcentreret.

Hvordan jeg håndterer det, er jeg ikke helt klar over. For jeg skal have plads til mig selv.

Vi har en masse elefanter som vi går uden om. De har dannet sig gennem noget tid og bunder blandt andet i, at vi har svært ved at kommunikere, jf. det jeg skriver ovenfor om at han er følelsesorienteret og jeg er rationel og analytisk. Han kan sige nogle ting som lyder helt forfærdelige i mine ører og som jeg bliver voldsomt vred eller såret over, og jeg gør det samme i hans øjne. Vi kan ikke høre hvad hinanden siger og vi ved ikke hvordan det vi selv siger påvirker den anden. Det er en af de ting vi pinedød skal tage fat på med en dygtig mediator, altså en parterapeut.
Situationen, når vi skændes, udvikler sig ofte sådan, at vi står i hvert vort ringhjørne og hvæser af hinanden. Det føles så forkert og som om det er ganske umuligt at mødes. Derfor føles det også meget grundlæggende og et "Undskyld" virker derfor meningsløst. For hvad undskylder man for, når man synes at det er den anden der har været den megastride? Vi kan godt undskylde, men det er hvis vi har brugt ord den anden reagerede kraftigt på. Fx går han helt i baglås hvis jeg kalder ham en idiot eller siger, at han skal holde kæft. Det er bare det værste og selvom det ikke er det for mig, så kan jeg godt anerkende, at det er slemt for ham - også selvom jeg slet ikke lægger det i de ord og udtryk, som han gør.
Tit ender det med, at vi bliver enige om at lægge det bag os, fordi vi ikke kommer nogle vegne i dialogen. Så på den måde har vi en masse gamle uoverensstemmelser liggende, hvilket ikke er godt. Dem tænker jeg at vi også kan arbejde med i parterapien, når vi når dertil.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2049
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 467
Likede indlæg: 5894

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Smiling_Goat » 7. mar 2016, 11:50

LaScrooge skrev:
Smiling_Goat skrev:Åh altså, hvor gør det mig trist, at du bebrejder dig selv, at han blev sur, fordi du (for en gangs skyld virker det til) udtrykte dine følelser. Lavt blodsukker eller ej, urimelig eller ej, den slags sker, og det skal der også være plads til - og så synes jeg i øvrigt heller ikke, det var urimeligt. Det handlede, som jeg hører det, ikke om maden. Det var jo for dig et udtryk for, at han også prøvede, og at han gav noget igen, og det giver da helt sikkert mening, når du så får bekræftet, at det ikke var tilfældet. Selvom den manglende handling i lige dette eksempel selvfølgelig ikke behøver betyde, at han ikke prøver eller giver noget igen, var det det du følte lige der, og det er dæleme da i orden, at du så bliver ked af det.

Hvad der stinker er, at han ikke er lyttende og måske går i forsvarsposition. Jeg kan godt forstå, du føler, at du skal tie stille med dine følelser og dine behov, når den reaktion, du modtager, er, at han skælder dig ud og går i seng. Ingen vil skældes ud, så selvfølgelig stopper man den adfærd, der fører til skæld-ud. Men det betyder jo så bare, at frustrationerne og "ked-af-det-heden" vokser og kommer ud på en uhensigtsmæssig måde - som jeg er sikker på, du ved.
Hvordan slutter konflikten så? Altså han bliver sur og går. På et tidspunkt skal I jo på talefod igen, kommer han så ud af soveværelset og lader som igenting? Siger han undskyld? Siger du undskyld?

Det virker til, i dit indlæg ang. seneste konflikt med maden, at I bare ligesom ignorerer elefanten i lokalet. Hvorfor er der ikke nogen af jer, der siger: "Det var noget lort." Når I er rolige? Bare stille og roligt går hen til den anden og siger: "Jeg vil egentligt godt snakke færdig om, hvad der lige skete, nu vi begge er faldet ned" uden bebrejdelser og anklager. "Når du gør sådan, føler jeg sådan og derfor gør jeg sådan" så I måske kan lære af situationen. Det synes jeg helt ærligt godt, du kan forvente af ham. Jeg har selv haft en moderat/svær depression, og jeg var en strid kælling, fordi jeg havde så pokkers ondt, men jeg var modtagelig over for dialog, når jeg først var faldet ned.

Snakker I om det bagefter?


Du har helt ret i din opfattelse af hvad der sker, som du beskriver den i de to første afsnit. Problemet er at han pt ikke er i stand til at rumme urimeligheden, min urimelighed. Han har kun plads til sig selv. Det har han sagt og det har jeg mærket og det anerkender jeg. Det er et vilkår som det ikke nytter noget at stritte imod overfor. Virkeligheden for mig er, at jeg ikke kan kræve eller forvente at der er plads til at jeg kan skabe mig, hvis skaberi indebærer vrede eller bebrejdelser rettet mod ham. Sådan var han ikke før han blev deprimeret og det er blandt andet en af grundene til, at jeg ikke har lyst til at gå fra ham. Han er på ingen måde normalt så tarvelig og selvcentreret.

Hvordan jeg håndterer det, er jeg ikke helt klar over. For jeg skal have plads til mig selv.

Vi har en masse elefanter som vi går uden om. De har dannet sig gennem noget tid og bunder blandt andet i, at vi har svært ved at kommunikere, jf. det jeg skriver ovenfor om at han er følelsesorienteret og jeg er rationel og analytisk. Han kan sige nogle ting som lyder helt forfærdelige i mine ører og som jeg bliver voldsomt vred eller såret over, og jeg gør det samme i hans øjne. Vi kan ikke høre hvad hinanden siger og vi ved ikke hvordan det vi selv siger påvirker den anden. Det er en af de ting vi pinedød skal tage fat på med en dygtig mediator, altså en parterapeut.
Situationen, når vi skændes, udvikler sig ofte sådan, at vi står i hvert vort ringhjørne og hvæser af hinanden. Det føles så forkert og som om det er ganske umuligt at mødes. Derfor føles det også meget grundlæggende og et "Undskyld" virker derfor meningsløst. For hvad undskylder man for, når man synes at det er den anden der har været den megastride? Vi kan godt undskylde, men det er hvis vi har brugt ord den anden reagerede kraftigt på. Fx går han helt i baglås hvis jeg kalder ham en idiot eller siger, at han skal holde kæft. Det er bare det værste og selvom det ikke er det for mig, så kan jeg godt anerkende, at det er slemt for ham - også selvom jeg slet ikke lægger det i de ord og udtryk, som han gør.
Tit ender det med, at vi bliver enige om at lægge det bag os, fordi vi ikke kommer nogle vegne i dialogen. Så på den måde har vi en masse gamle uoverensstemmelser liggende, hvilket ikke er godt. Dem tænker jeg at vi også kan arbejde med i parterapien, når vi når dertil.


Ja, det lyder rigtig fornuftigt. Jeg vil bare lige igen pippe, at jeg synes, du skal overveje, hvad der er rimeligt og urimeligt. Hvorfor er det ikke rimeligt, at du bliver ked af det, når han udviser en adfærd, der for dig indikerer, at han ikke engang prøver?
0
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 11:58

Smiling_Goat skrev:
Ja, det lyder rigtig fornuftigt. Jeg vil bare lige igen pippe, at jeg synes, du skal overveje, hvad der er rimeligt og urimeligt. Hvorfor er det ikke rimeligt, at du bliver ked af det, når han udviser en adfærd, der for dig indikerer, at han ikke engang prøver?


Det er totalt rimeligt, det er der ingen tvivl om. Han er bare et sted hvor han ikke magter mine udslag. Og jeg skal finde ud af, hvad jeg så gør, for det her er svært og jeg kan ikke være i perfekt balance hele tiden. Jeg er rigtig glad for at I skriver, at jeg ikke skal bebrejde mig selv, for det gør jeg jo, når jeg bliver konfronteret med prisen for at give slip på kontrollen og formerne, - også selvom jeg ikke giver slip for at nyde at se verden brænde, men fordi jeg har nået et punkt.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2049
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 467
Likede indlæg: 5894

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Smiling_Goat » 7. mar 2016, 12:24

LaScrooge skrev:
Smiling_Goat skrev:
Ja, det lyder rigtig fornuftigt. Jeg vil bare lige igen pippe, at jeg synes, du skal overveje, hvad der er rimeligt og urimeligt. Hvorfor er det ikke rimeligt, at du bliver ked af det, når han udviser en adfærd, der for dig indikerer, at han ikke engang prøver?


Det er totalt rimeligt, det er der ingen tvivl om. Han er bare et sted hvor han ikke magter mine udslag. Og jeg skal finde ud af, hvad jeg så gør, for det her er svært og jeg kan ikke være i perfekt balance hele tiden. Jeg er rigtig glad for at I skriver, at jeg ikke skal bebrejde mig selv, for det gør jeg jo, når jeg bliver konfronteret med prisen for at give slip på kontrollen og formerne, - også selvom jeg ikke giver slip for at nyde at se verden brænde, men fordi jeg har nået et punkt.


Ja, jeg kan godt følge dig. Det bliver godt med noget professionelt hjælp.
1
Brugeravatar
123million
Indlæg: 48
Tilmeldt: 11. jan 2016, 15:24
Kort karma: 5
Likede indlæg: 45

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf 123million » 7. mar 2016, 15:14

:ae: Tanker herfra, LaScrooge, håber, at alt ender godt på den ene eller den anden måde.
1
Brugeravatar
achillaxedprune
Indlæg: 1066
Tilmeldt: 4. jan 2016, 18:38
Kort karma: 346
Likede indlæg: 2370

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf achillaxedprune » 7. mar 2016, 15:51

LaScrooge skrev:
Smiling_Goat skrev:
Ja, det lyder rigtig fornuftigt. Jeg vil bare lige igen pippe, at jeg synes, du skal overveje, hvad der er rimeligt og urimeligt. Hvorfor er det ikke rimeligt, at du bliver ked af det, når han udviser en adfærd, der for dig indikerer, at han ikke engang prøver?


Det er totalt rimeligt, det er der ingen tvivl om. Han er bare et sted hvor han ikke magter mine udslag. Og jeg skal finde ud af, hvad jeg så gør, for det her er svært og jeg kan ikke være i perfekt balance hele tiden. Jeg er rigtig glad for at I skriver, at jeg ikke skal bebrejde mig selv, for det gør jeg jo, når jeg bliver konfronteret med prisen for at give slip på kontrollen og formerne, - også selvom jeg ikke giver slip for at nyde at se verden brænde, men fordi jeg har nået et punkt.


Men du magter jo heller ikke hans udslag... Hvorfor er det kun dig, der skal finde sig i ham? Hvorfor har han carte blanche til at være en douche "bare" fordi han er syg?

Jeg får umiddelbart tanken, at du er RIGTIG god til at (bort)forklare og rumme ham... Og du egentlig kan argumentere dig frem til, at det er i orden... Og du derfor skal indordne dig hans luner. Pas nu på du ikke argumenterer og rationaliserer dig selv følelsesmæssigt skakmat.
9
Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt.
Citat: Ukendt morfar.
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4575
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1150
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9669

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf kidkomb » 7. mar 2016, 15:59

Bare sådan en strø-tanke:
Ville det mon være en idé med en rejse med en god ven/veninde/din mor eller lignende en uges tid, bare for at mærke efter indeni uden at mærke efter indeni, forstår du?
Altså ikke tage væk med intentionen om at mærke efter, men bare tage væk og så efterfølgende tænke over, hvordan du havde det indeni mens du var væk.
Nogle gange er man (man som i jeg i hvert fald :blush:) nødt til, at fjerne sig helt, for at se klarere.
4
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 16:03

kidkomb skrev:Bare sådan en strø-tanke:
Ville det mon være en idé med en rejse med en god ven/veninde/din mor eller lignende en uges tid, bare for at mærke efter indeni uden at mærke efter indeni, forstår du?
Altså ikke tage væk med intentionen om at mærke efter, men bare tage væk og så efterfølgende tænke over, hvordan du havde det indeni mens du var væk.
Nogle gange er man (man som i jeg i hvert fald :blush:) nødt til, at fjerne sig helt, for at se klarere.


Det er en god idé og jeg har allerede aftalt med en veninde, at jeg besøger hende i Jylland. Eneste problem er at jeg stadig venter på at få besked om hvornår jeg skal til jobsamtale, så det er svært at planlægge helt frit.
1
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2563

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 7. mar 2016, 16:13

achillaxedprune skrev:
Men du magter jo heller ikke hans udslag... Hvorfor er det kun dig, der skal finde sig i ham? Hvorfor har han carte blanche til at være en douche "bare" fordi han er syg?

Jeg får umiddelbart tanken, at du er RIGTIG god til at (bort)forklare og rumme ham... Og du egentlig kan argumentere dig frem til, at det er i orden... Og du derfor skal indordne dig hans luner. Pas nu på du ikke argumenterer og rationaliserer dig selv følelsesmæssigt skakmat.


Han har ikke fuld carte blanche, men han har line, netop fordi han er syg. Han er ikke sig selv og det nytter ikke at kræve at han skal være det, at han skal være afbalanceret, rationel, stabil, have overskud, ikke lade sig slå ud af alt muligt ubetydeligt, ikke blive ked af en sandwich i en køledisk, (som jeg fx blev det da jeg var deprimeret) osv.

Men du har alligevel en pointe. Det er en fin, fin balance at give plads til hysteri og ustabilitet for en periode, uden at lade ham blive en tyran, der kan opføre sig forfærdeligt og alligevel få et knus, fordi han jo er syg og det er synd for ham.
4
StripesAddict
Indlæg: 606
Tilmeldt: 2. sep 2015, 15:58
Kort karma: 66
Likede indlæg: 564

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf StripesAddict » 7. mar 2016, 19:33

LaScrooge skrev:
StripesAddict skrev:Åh Scrooge, hvor må det altså være en svær situation.

Jeg synes det er al ære værdi at du ikke bare forlader ham og lader ham sejle i sin egen sø, og jeg forstår godt, hvordan det er at være syg. Og hvordan det føles ikke at kunne overskue noget så basalt som at gå ud og børste sine tænder f.eks. At indsats i hjemmet og initiativ generelt i en periode var ikke-eksisterende eller på meget lav blus, ville jeg således have forståelse for. Men jeg synes IKKE det er i orden at han er efter dig, som hjælper ham så meget, og jeg synes ikke det er i orden at han bliver ubehagelig (og sådan lyder det lidt, i mine ører).

Jeg kan godt udefra se hvorfor aftensmadssituationen kunne gå i kage, når I begge to er kørt ned til sokkeholderne - manglende overskud og lavt blodsukker gør heller ikke noget godt for vores omgang med hinanden herhjemme. Jeg tænker at det er nemmere at forventningsafstemme når man ikke står i situationen, da det så ikke lige så let kører op en spids. F.eks. at spørge om morgenen om han vil lave aftensmad, fordi du kommer sent hjem. Men det ved du sikkert godt, du virker meget velovervejet.

Ift. det der med at han ikke mener du laver noget, tror du så det kan handle om forskellige standarder for rod og ryddelighed? Min kæreste havde en periode hvor han efter eget udsagn mistede motivationen til at gøre rent, fordi han syntes her rodede (jeg rodede). Og det gør jeg også, og ind i mellem også mere ind jeg selv synes er fedt, men ikke så meget som han syntes). Han er nok mere pernitten med ryddelighed, og jeg er mere pernitten med rengøring, og det må man så finde en løsning på og en fælles standard til.


Det handler helt sikkert om det, altså forskellige standarder for ord og ryddelighed, men også hvornår man rydder op efter sig. Jeg tager fx ikke min kop til vasken i samme øjeblik jeg har tømt den, og det gør han. Så føler han at jeg roder, også selvom jeg ville have taget den en time senere.

Han sagde i går, at hans evne til at kapere rod og uorden er direkte proportional med mængden af rod i hans indre. Og når han samtidig ikke har overskud til selv at rydde op, så finder han sig i en situation, hvor han føler at der er mega rodet omkring ham og at det gør det sværere for ham at have det indre rod også, samtidig med, at han ikke orker at rydde op. Fanget i rod og direkte konfronteret med sin egen mangel på selv at gøre det der skal til.

Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det med det han sagde om mig i forhold til rod og husholdning. At jeg følte, at han syntes jeg var klam og nederen, fordi jeg åbenbart kunne trives i rod og skrald. Det vakte noget i ham, en forståelse af hvad mit problem med hans bebrejdelser handler om. Og jeg tror det gjorde en forskel, på den måde, at han ved hvad der sårer og at jeg bliver såret. Normalt snakker vi forskellige sprog på den måde, at han snakker følelsessprog og jeg er analytisk, så når jeg beskriver en følelse jeg får af noget han siger, så kan han relatere til det og det bliver vedkommende på en anden måde, end når jeg nedbryder påstanden og anskueliggør at jeg altså står for rigtig meget og det har han bare at anerkende. Det er fucked, fordi jeg selv er så rationelt tænkende og jeg justerer min virkelighedsopfattelse efter de informationer jeg får. Hans modus er mere i retning af at føle noget og så er dët virkeligheden, også selvom det måske ikke har så meget at gøre med hvad der rent faktisk gør sig gældende udenfor ham. Det er fremmet for mig, og vi clasher enormt meget, helt instinktivt, på den forskel.


Det er godt at han trods alt forstår det, også selvom du er nødt til at udtrykke det på en anden måde, end hvad der falder dig naturligt. Jeg kan forstå jer begge ift. Måden at kommunikere på, og jeg kan også godt forstå det din kæreste udtrykker ift. Intolerans over for rod, men derfor nytter det jo stadig ikke noget, at du ikke kan være der.

Ift. Det du nævner omkring, at han har svært ved at du er der, fordi det minder ham om at han ikke kan være noget/særlig meget for dig pt., så kommer jeg til at tænke på om I er sikre på at han har en depression? Den dårlige samvittighed minder enormt meget omkring den måde jeg havde det, da jeg var ved at ryge ud over kanten med stress. Jeg havde dårlig samvittighed over alt og alle, og specielt min kæreste, og da det var værst havde jeg lyst til at tage på en meget lang ferie alene væk fra det hele - også ham. Da jeg havde en depression kunne jeg til gengæld ikke overskue at være alene. Jeg ved ikke om det kan have noget på sig, det var blot en tanke - jeg tænker det kan være afgørende ift. Hvordan I skal handle på det.
2

Tilbage til "Forhold og sex"