Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2555

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 29. mar 2016, 09:56

StripesAddict skrev:
Det er godt at han trods alt forstår det, også selvom du er nødt til at udtrykke det på en anden måde, end hvad der falder dig naturligt. Jeg kan forstå jer begge ift. Måden at kommunikere på, og jeg kan også godt forstå det din kæreste udtrykker ift. Intolerans over for rod, men derfor nytter det jo stadig ikke noget, at du ikke kan være der.

Ift. Det du nævner omkring, at han har svært ved at du er der, fordi det minder ham om at han ikke kan være noget/særlig meget for dig pt., så kommer jeg til at tænke på om I er sikre på at han har en depression? Den dårlige samvittighed minder enormt meget omkring den måde jeg havde det, da jeg var ved at ryge ud over kanten med stress. Jeg havde dårlig samvittighed over alt og alle, og specielt min kæreste, og da det var værst havde jeg lyst til at tage på en meget lang ferie alene væk fra det hele - også ham. Da jeg havde en depression kunne jeg til gengæld ikke overskue at være alene. Jeg ved ikke om det kan have noget på sig, det var blot en tanke - jeg tænker det kan være afgørende ift. Hvordan I skal handle på det.


Jeg tror, at min kæreste er både stresset og deprimeret og at de ting følges ad. Alle de tanker om ikke at være god nok, som jeg skriver om i startindlægget, handler meget ofte også om ikke at have tid og ikke at kunne overskue. Fx bebrejder han sig selv at han ikke er mere sammen med sin nevø. Nevøen bor 2 etager under os i samme opgang. Han kunne gå derned når som helst og sige godnat eller snakke om dagen, men det gør han ikke. Han ser ikke løsninger, han spørger ikke sig selv hvad han kan gøre ved tingene, han ser bare et bjerg af ting han burde gøre men han kan ikke overskue at gøre noget af det og det ender i endeløse selvbebrejdelser. Sådan har det været længe, også før han brød rigtigt sammen.

Og han er ikke modtagelig overfor de løsningsforslag jeg kommer med. Jeg er meget ligetil indrettet i forhold til sådan noget. Er der noget, der går mig på, finder jeg ud af hvad eller om jeg kan gøre noget ved det. Hvis jeg kan, gør jeg det. Hvis jeg ikke kan så accepterer jeg dét. Jeg ser ingen grund til at bebrejde mig selv ting jeg ikke kan gøre noget ved. Og hvis jeg fx erkender, at jeg godt kunne gøre noget, men at jeg ikke orker det lige nu af de og de grunde, så kan jeg også leve med det, fordi det jo så bare er sådan det er. Så må jeg tage mig af det når jeg får overskud og så må jeg leve med de konsekvenser det eventuelt har at jeg ikke har taget mig af det. Det er eddermanemer et godt redskab, som virkelig holder mig balanceret og fritager mig for mange frustrationer. Men i min kærestes øjne er det nærmest et tegn på at jeg er et dårligt menneske. At jeg er kold. Det er som om han bare vil have det dårligt og jeg aner ikke hvordan jeg skal hjælpe ham igennem det. Hvis jeg overhovedet kan.
0
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2555

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 29. mar 2016, 10:39

Det er sindssygt svært lige nu. Jeg overvejer, om det er godt for mig at blive sammen med ham. På nogle områder minder hans tilgang til mig om min mors - vel og mærke den hun havde da jeg var barn. Han er kritisk, han lytter ikke, han tilskriver mig motiver jeg ikke har og det virker som om han bare synes jeg er et dårligt menneske. Han påstår fx at jeg ikke har nogen selvindsigt og at jeg ikke er empatisk. Aldrig har jeg hørt noget lignende og jeg forstår simpelthen ikke hvad det er for en verden han lever i.

Og så er han så hård.

Efter den situation jeg skrev om sidst, hvor jeg spurgte om han ikke kunne finde et andet sted at være, har han fortalt nærmest alle der gad at lytte, at jeg smed ham ud af hans eget hjem. Vel og mærke mens han har grædt som pisket og fortalt om hvor dårligt han har det. Han har intet forstået af hvordan jeg havde det og hvis jeg prøver at forklare det er det i øvrigt ligegyldigt, for han er deprimeret og det er ham det er synd for. Han har fortalt sine venner at jeg aldrig rydder op og at jeg smed ham ud fordi jeg syntes han ikke lavede nok. Han har genfortalt at han viste dem vores udveksling og at de alle syntes jeg var streng. Han har fortalt det til sin familie, som efterfølgende blev vrede på mig over at jeg kunne være så ond. Det var lidt svært da vi skulle hjem til hans forældre til Påske, fordi det sidste de vidste jo var at jeg havde gjort noget forfærdeligt mod deres søn.

Det fik han så repareret, sådan nogenlunde, inden vi tog afsted og der var ingen der brændte mig på bålet mens jeg var der, men hvad de har tænkt indeni har sikkert ikke været rart. Når han fortæller om hvad han har fortalt, så lyder det som et forhold jeg ikke ville anbefale min ven eller veninde at blive i. Og øjensynligt har vennerne også sået tvivl om det var rigtigt at vi var sammen.

En af min kærestes venner har han været venner med siden gymnasiet. Han er også min ven og vi blev rigtig gode venner længe inden jeg fandt sammen med min kæreste. Vi har tit snakket om det med, at vi to er venner og at vi er det uafhængigt af deres relation (det er mest min ven der har bragt det op, for mig havde det aldrig ændret karakter - altså, selvfølgelig gik jeg ikke fra at være Scrooge til at være Min Kærestes Kæreste lige pludselig). Denne ven ringede jeg til på et tidspunkt for at høre, om jeg eventuelt kunne sove hos ham en nat eller to, fordi min kæreste og jeg var rigtig meget på kant og havde godt at lidt tid fra hinanden. Da jeg kommer derhen spørger han hvordan jeg har det og jeg siger, at jeg ikke har det godt, at jeg føler mig meget alene og at det er rigtigt svært, at min kæreste har det så dårligt - og at jeg ikke rigtig føler at der er nogen, der interesserer sig for hvordan jeg har det - alle er fokuserede på min kæreste, som jo er helt nede. Det kan han godt forstå, siger han, og siger, at vi skal mødes og snakke om det hele. Og at jeg ikke skal frygte at han vælger side. Det tror jeg heller ikke at han gør - det er ret langt fra hvordan jeg selv tænker og agerer, så det antager jeg bare og det bekræfter han så. Jeg tænker jo, at vi har vores egen relation. Derefter hører jeg intet som helst fra ham. I mange uger. Han kontakter derimod min kæreste flere gange og de ses og snakker mange gange, også med andre venner til stede. Det bliver jeg såret over og føler mig svigtet, for hvad fanden er et venskab værd, hvis man ikke er der for hinanden når man har det svært? Hvis man ingen interesse viser overhovedet? Jeg regnede os for at have et meget tæt venskab, vi har snakket om mange ting som er meget fortrolige og sårbare. Jeg siger det på et tidspunkt til min kæreste, som bare svarer at det gider han ikke høre på, for vores ven har været der for ham og han har ikke brug for at tænke dårligt om ham.

I fredags mødtes jeg så med min ven for nogenlunde første gang siden da og da sagde han, at han ikke kunne overskue at være der for os begge to. Set var for svært for ham at mødes med mig efter at have siddet med min kæreste der bare krængede sit hjerte ud og fx fortalte hvor meget jeg rodede og hvor svært jeg gjorde det for ham altid. Det mindede ham for meget om at være skilsmissebarn og at skulle snakke med den ene og den anden og finde rundt i alle historierne osv. Det kan jeg sagtens forstå, virkelig. Men for mig bliver det samtidig meget klart, at det er mig der bliver underprioriteret, mig, der er mindst vigtig. Det føles ærlig talt meget forfærdeligt, fordi jeg fucking troede at vi var venner. Og nu føles min situation sådan her: Min kæerste fortæller vidt og bredt sin side af historien, der meget handler om hvor galt det går med os og at jeg fx smider ham ud fordi han ikke tager sig nok af det praktiske. Det er det alle hører, samtidig med, at han er opløst i gråd og ved at falde fra hinanden. Ingen aner hvordan jeg har det og ingen giver en fuck for det anyways. Så jeg må jo bare erkende, at når det kommer til stykket er jeg alene, fordi dem jeg troede var mine venner har besluttet sig for at det er nødvendigt at vælge side. Det føles ensomt og det føles som noget, jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge nogen til at høre på min side af historien, hvis de ikke er interesserede, men bare vælger at tro, at jeg da sagtens kunne finde på at smide min nedbrudte kæreste ud af hans eget hjem, fordi jeg ikke syntes han tog sig nok af det praktiske...

Da vi var hjemme hos hans forældre så vi billeder fra dengang min kæreste fik sin studenterhue på. Det mindede mig om dengang jeg blev færdig, hvor min mor meldte afbud 30 minutter inden, fordi hunden var blevet syg og mine søskende på hhv 15, 15 og 12 ikke kunne lide at være alene hjemme. Det var ingen der lykønskede mig, ingen der gav mig et kram, ingen, der klappede af mig da jeg fik min hue på. Story of min barndom og opvækst. Underprioriteret, ikke vigtig, ikke elsket nok, ikke sørget for, ikke passet på. Og den situation er jeg bare i igen nu. Jeg har ikke været ked af det i mange år, for sådan var det jo bare og jeg er voksen nu og kan selv bestemme. Troede jeg. Alligevel føler jeg mig lige nu mere alene end jeg har gjort i 15 år. Mere ringeagtet, mere foragtet, mere forladt. Jeg er simpelthen så ked af det.
I går aftes spurgte min kæreste så hvorfor jeg havde været trist og jeg fortalte ham om min dimission (eller er det translokationen? whatever) og at jeg blev mindet om det og at det gjorde mig ked af det, fordi jeg føler det samme nu. Hans reaktion var at sige, at jeg skulle lade være med at føle mig som et offer, for det kunne han ikke have. Og at jeg burde have forudset at min ven - min ven - selvfølgelig ville vælge ham, min kæreste, fordi de havde kendt hinanden siden gymnasiet. Altså, det burde jeg jo have set komme.

Jeg var bare sådan :nerve: - og det var enden på det. Jeg skal ikke regne med mine venskaber, åbenbart, for det er da indlysende at de vælger ham, ikke? Og hvorfor har jeg i øvrigt ikke flere venner? Hvorfor har jeg ingen venner der går lige så lang tid tilbage som han har? Hvad er der galt med mig?-agtigt.

Han er fandeme langt ude og jeg kan for engang skyld ikke sætte ord på hvor forkert det føles og hvorfor. Det er bare den totalt mangel på indføling, empati, omsorg, opbakning.

Det hele er så sindssygt uholdbart og jeg overvejer meget stærkt om jeg skal flytte til en anden by og sige fuck til det hele og alle de fucking idioter der ikke er klogere eller finere. Og skride fra min kæreste, som er så exceptionelt selvoptaget og siger sådan nogle grimme ting til mig. Lige nu kan jeg bare ikke, for jeg har ikke noget arbejde og ingen sikkerhed og det er alligevel også et meget dramatisk skridt at tage. det der med at brænde broer er en dårlig idé. Det føles bare så ydmygende og jeg ved ikke om jeg overreagerer, men for fanden, hvad kan jeg gøre? Det hele er jo på hans nåde som det ser ud.
0
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5698
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 770
Likede indlæg: 10176

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf DetSorteCirkus » 29. mar 2016, 10:45

Af forskellige årsager kan jeg ikke gå i detaljer her, men jeg har engang stået i en situation, der desværre mindede om din, og jeg kan kun sige, at du skal skynde dig væk. Skrevet helt uden forbehold. Det er en sort/hvid-situation, som kræver en ditto handling for, at du igen kan komme på rette køl.
Jeg ventede (alt) for længe i sin tid, og det tog mange år, før jeg havde det rigtig godt igen.
18
Je suis un tableau noir.
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 1035
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 213
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 1972

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 29. mar 2016, 10:47

Manden er jo syg. Og pisse egoistisk og direkte modbydelig i at gå og svine dig til.
Og han træder endda på dine behov.

Red dig selv. men uden penge og nogen at crashe hos er det svært. Kan du ikke lægge en plan?
Du skal ikke lade hans totalt uden for rimelighed handlemåde køre dig helt i sænk. Selv om han er godt i gang.

Han ændrer sig IKKE! Og du kan ikke blive ved med at lade ham suge din glæde og energi.

Kram og god karma herfra. DU fortjener det.
4
Registreret Gammel Gris :genert:
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2555

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 29. mar 2016, 10:57

Jeg fatter det bare ikke. Jeg syntes jeg havde bygget et godt liv op for mig selv, at jeg vidste hvem jeg var og hvad jeg syntes var rigtigt og hvorfor, - solide værdier smedet i fucking helvede - men nu synes verden forvredet og forkvaklet. Som om mine værdier og den person jeg er, er forkert. Jeg ved godt at det ikke er sandt, jeg ved godt, at jeg er et godt menneske, at jeg er empatisk, rar og retfærdig, men kan det virkelig være verden der er syg? Det er sindssygt. Og hvad er min egen rolle i det? Jeg må vel selv have været med til at skabe situationen, men jeg kan ikke rigtig komme på andet, end at min kæreste og jeg tænker og føler meget forskelligt og at i det udsnit af verden jeg befinder mig nu, er det ham der har definitionsretten - eller opbakningen, måske snarere.
0
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 1035
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 213
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 1972

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 29. mar 2016, 11:00

Tag dit liv tilbage! Den spades definition af et rigtigt liv er da forkvaklet om noget. Ja han er syg. Men det kræver uddannet plejepersonale og læger at rette op på.
3
Registreret Gammel Gris :genert:
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 584
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1123

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Neenah » 29. mar 2016, 11:06

Definitionsret og opbakning er desværre ret magtfulde begreber. Det betyder ikke at du er forkert på den - at du er forkert, usympatisk eller uretfærdig. Det betyder bare at din omgangskreds lytter til en anden fortælling end den du kan berette om. Det er en form for tunnelsyn, og det er sindssygt svært at komme ud over.

Jeg har været udsat for det samme - dog fra en veninde. Hun vendte alle imod mig, og på tre måneder var hele min vennegruppe som forduftet. Jeg skulle have vendt dem ryggen med det samme, for det havde klart været det bedste for min egen mentale sundhed at være den, der tog beslutningen om at de ikke var gode nok til mig, når de behandlede mig på den måde. Det er et giftigt miljø at være involveret med en som fører rænkespil og ikke giver plads til dine følelser. Jeg tror virkelig du skal se at komme ud af det forhold før det ødelægger dig helt.
5
LaScrooge
Indlæg: 1247
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2555

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 29. mar 2016, 11:07

Han mener, at jeg altid placerer skylden for alt hos alle andre. Når min kollega råber af mig, er det hendes skyld. Når min chef er sindssygt, er det hendes skyld. Når min anden kollega taler dårligt om mig er det hende der er en backstabbing bitch og så er det hendes skyld. Når jeg har det som jeg har det nu ifht at føle mig forladt, er det min vens skyld. Jeg tager ikke ansvar for noget og det er altid alle andres skyld, mener min kæreste. Jeg har en offertilgang til tingene.

Det er rigtigt så vidt jeg jeg godt kan føle mig dårligt behandlet og mene, at andre handler på måder der ikke er i orden eller som jeg ikke selv ville handle på. Og føle mig forurettet og fortørnet over det. Men er det at placere skyld hos dem? Hvis mit arbejdsliv er besværet fordi jeg har en kollega der overfuser mig, sviner mig til, bagtaler mig og en chef der råber af mig og alle de andre ting jeg har skrevet i min Fucked up ledelse-tråd - er det så at placere ansvaret for mit besværede arbejdsliv borte fra mig selv? Jeg kan ikke forstå hvad han mener og I må meget gerne være helt ærlige hvis I kan forstå det, jeg kan godt tage at få perspektiver på det.
0
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5698
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 770
Likede indlæg: 10176

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf DetSorteCirkus » 29. mar 2016, 11:35

LaScrooge skrev:Han mener, at jeg altid placerer skylden for alt hos alle andre. Når min kollega råber af mig, er det hendes skyld. Når min chef er sindssygt, er det hendes skyld. Når min anden kollega taler dårligt om mig er det hende der er en backstabbing bitch og så er det hendes skyld. Når jeg har det som jeg har det nu ifht at føle mig forladt, er det min vens skyld. Jeg tager ikke ansvar for noget og det er altid alle andres skyld, mener min kæreste. Jeg har en offertilgang til tingene.

Det er rigtigt så vidt jeg jeg godt kan føle mig dårligt behandlet og mene, at andre handler på måder der ikke er i orden eller som jeg ikke selv ville handle på. Og føle mig forurettet og fortørnet over det. Men er det at placere skyld hos dem? Hvis mit arbejdsliv er besværet fordi jeg har en kollega der overfuser mig, sviner mig til, bagtaler mig og en chef der råber af mig og alle de andre ting jeg har skrevet i min Fucked up ledelse-tråd - er det så at placere ansvaret for mit besværede arbejdsliv borte fra mig selv? Jeg kan ikke forstå hvad han mener og I må meget gerne være helt ærlige hvis I kan forstå det, jeg kan godt tage at få perspektiver på det.


Øh...nej. Såvidt jeg husker, var du tværtimod ikke den eneste, der havde et dårligt indtryk af din chef.
Selvom det er lettere sagt end gjort, skal du ikke tage din kærestes vinkel på tingene så alvorligt. For det første har han pga. sin sygdom sandsynligvis en forvrænget virkelighedsopfattelse, og for det andet er det klart i hans interesse at fremstille dig som en, der LAVER problemer, da han så er den eneste af jer, som har lov til at være sårbar og uden overskud.
7
Je suis un tableau noir.
Brugeravatar
Mulan
Indlæg: 724
Tilmeldt: 12. aug 2015, 23:15
Kort karma: 287
Likede indlæg: 2169

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Mulan » 29. mar 2016, 11:38

Scrooge? Fuck. Erm. Du skal væk. NU. Eller tag kontakt med en professionel. Din kæreste er i gang med at vende dit verdensbillede på hovedet. Han manipulerer dig som en i helvede - muligvis uden at vide det - jeg ved at man kan blive til et egotrippende røvhul pga. dep, men du betvivler din egen dømmekraft nu - det er så fucking skadeligt og du skal væk væk væk !
17
Rosa Espinosa skrev:Ville slet ikke magte en diller, når jeg bare kom efter en dagmartærte.

"thats typical bad male judgment not a cognitive disorder "
Brugeravatar
Charly
Indlæg: 391
Tilmeldt: 24. sep 2015, 19:14
Kort karma: 51
Likede indlæg: 708

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Charly » 29. mar 2016, 11:51

Din kæreste syg, meget syg. Og selvfølgelig skal han passes på og tages hensyn til. Men verden stopper ikke der. Han er ikke den eneste, der skal passes på! Jeg kender dig ikke, men ud fra dine tråde herinde og på den anden debat har du virket som et sympatisk og sødt menneske. Så det billede han er ved at male af dig som en hensynsløs, egoistisk kælling, der kun tænker på sig selv, kan jeg på ingen måde genkende. Og jeg synes faktisk det er skræmmende, at jeres omgangskreds ikke engang kontakter dig for at få din udlægning?! De kender dig jo – hvis jeg fik sådan en udmelding om en af mine venners kæreste/min veninde, så ville jeg sgu da kontakte hende for at høre hvad i al verden der foregik.

Du skal passe rigtig godt på dig selv i det her, du skal ikke blive for enhver pris. Du begynder at tvivle på dig selv, på om du er noget værd eller om du virkelig et sådan et forfærdeligt menneske, som han gør dig til. Og det har du ikke fortjent. Prisen du betaler for at blive, kan ende med at blive forfærdelig høj.

Kram – pas godt på dig selv.
5
Kan man ringe til en voksen?
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 990
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 182
Likede indlæg: 2188

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Moxy-lady » 29. mar 2016, 13:54

Jeg er enig med Mulan. Det er et kæmpestort advarselstegn at du er begyndt at tvivle på din egen virkelighedsopfattelse. Så er jeg sådan set ligeglad med hvorfor han gør det, men det er manipulation og det er hvad dårlige forhold er fuld af. Han er i gang med at gøre dig afhængig af ham og fjerne alle andre relationer og det betyder at du finder dig i ting du ellers ikke ville finde dig i - præcis som i et fysisk eller psykisk voldeligt forhold.

Fuck dine "venner", det er ikke det vigtigste at holde styr på lige nu. Nu skal du væk. Jeg var en af dem der tidligere har skrevet at du skulle give det en chance og at han skulle have hjælp. Nu er jeg sikker på at det må han selv ligge og rode med. Når man er i et dårligt forhold så sker skredet oftest stille og roligt og et halvt år inde i forholdet accepterer man ting man aldrig ville have accepteret tidligere. Både pga misforstået hensyn men også for at undgå udbrud. Når man så selv bliver beskyldt for ting som ens partner besidder i høj grad og man begynder at sætte spørgsmålstegn ved om man selv indeholder de her ting så er man blevet for længe.

Du skal væk. Hvor bor du henne? Det kan være at nogen herinde kan hjælpe med at finde et billigt værelse for en periode? Du skylder ikke din kæreste noget. Han er i gang med at gøre dig i tvivl om hvem du er og hvad du kan. Du skal væk før du mister al initiativ og fremdrift.

Nej du er ikke uden empati og du fralægger dig ikke ansvar. Det er ham der er sådan.
7
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 990
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 182
Likede indlæg: 2188

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Moxy-lady » 29. mar 2016, 13:56

Moreover, så kan det sagtens være at dine venner kommer tilbage når der kommer ro på og du kommer væk. Han lyder til at være en dygtig manipulator og det er klart at når du selv bliver i tvivl om dine egne intentioner og følelser så kan andre også blive det. Det har intet med dig at gøre, det er ham. Og det er også ham der tvinger dem til at vælge side ved at male dig som uempatisk, manipulerende og kold.
3
Brugeravatar
Panton
Indlæg: 1018
Tilmeldt: 15. aug 2015, 06:50
Kort karma: 151
Likede indlæg: 855

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Panton » 29. mar 2016, 14:22

Som jeg har skrevet før i denne tråd, så tag dit grej og gå. Gå langt væk fra ham. Han opfører sig små psykopatisk og som andre skriver forsøger han at ændre dit selvbillede og køre dig ned.

Det er vildt synd for dig, har du et sted du kan tage hen? Det er ikke dit ansvar at han er syg men det er dit ansvar at han ikke taget på dig og din psyke. Tag ansvar og gør dig selv en tjeneste, det kan være det er det der skal til før manden vågner op og får noget seriøst hjælp

trøstekram herfra P
2
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4101
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 422
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 5962

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LadyFox » 29. mar 2016, 14:24

Jeg synes også du burde tænke på dig selv og gå.
Det lyder helt vildt ubehageligt det du går igennem, og hvor er han urimelig, og hvor er dine venner urimelige. Selvfølgelig er du ikke som han forsøger at fremstille dig, udfra hvad du skriver her i tråden synes jeg det lyder som om du er lige omvendt. Og jeg synes det er virkelig dårligt at dem du anser som dine venner ikke lader tvivlen komme dig til gode, i stedet for blindt at stole på en syg mands ord.
Uanset om han er syg eller ej, så er hans behandling af dig ikke i orden - han kan ikke være bekendt at tale sådan til dig, eller hænge dig ud som skurken overfor jeres fælles venner, eller prøve at bilde dig ind at du er et helt forfærdeligt menneske.
Du har det også svært i jeres situation, og det skal der også være plads til - uden at han prøver at hive dig med ned og på samme tid isolerer dig og nægter at anerkende dine følelser eller din indsats.

Pas nu på at du ikke mister dig selv i det her. :ae:
3
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.

Tilbage til "Forhold og sex"