Skelsættende begivenheder

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 1260
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 285
Likede indlæg: 2104

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Danseprinsesse » 19. aug 2015, 08:50

Jeg tænker med det samme på én bestemt ting, hvor jeg med ét følte mig voksen, eller det var i hvert fald sådan, at jeg aldrig bagefter kunne vende tilbage til før.

Da jeg var 12 år satte min mor sig en dag sammen med mig og min ældste lillesøster og fortalte os, at hun var syg, at lægerne ville gøre sådan og sådan og så ville hun blive rask. De efterfølgende år så jeg hende gennemgå operationer, indlæggelser og kemokure. Jeg var ked af det og bange, men jeg tror mest, det var fordi, de voksne omkring mig var bange og kede af det. Og fordi det var mærkeligt at se sin mor uden hår og uden bryst.
Jeg var 16, da hun en dag blev indlagt akut og vi fik beskeden om, at nu var det slut, nu havde vi hende snart ikke mere.
Det i sig selv var selvsagt skelsættende i mit liv ud over alle grænser. Dét at min mor kunne dø var aldrig faldet mig ind. Altså jeg vidste jo godt, at man kunne dø af kræft, men at min mor kunne dø, det havde jeg i mit barnehoved ikke forstået.

Et halvt år senere døde hun så. Jeg arbejdede på et dagblad på det tidspunkt og læste der den nekrolog, som en god ven af mine forældre indsendte. Det eneste jeg husker af den er indledningen. Her stod der, at min mor selv havde bedt ham skrive hendes nekrolog for flere år siden. Det gik op for mig, at min mor selv havde vidst, hvor det bar hen - måske har min far og andre også - men ingen havde forberedt os børn på, at det overhovedet var en mulighed. Lige dér følte jeg det som et gigantisk svigt, at min mor havde ladet mig forblive i min barnlige tro på forældres udødelighed. Da jeg læste den nekrolog blev jeg på en eller anden måde voksen.
2
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4509

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Akehurst2 » 19. aug 2015, 09:44

Jeg kan ikke sætte dato på, hvornår jeg tænkte at NU var jeg voksen. Nogen gang føler jeg, at jeg alligevel er meget dårlig til at være voksen, for mit billede af "de voksne" fra da jeg selv var barn var noget med nogen, der havde styr på tingene. Altid vidste, hvad man skulle gøre og sige. Jeg synes selv, jeg famler meget mere rundt i tingene.

Men jeg kan huske, da min far døde på hospitalet (min mor var død året før) og mine brødre og jeg kørte tilbage til mine forældres hus, og der talte vi om, hvor mærkeligt det var, at nu var vi der pludselig uden de voksne. Og fnisede lidt midt i alt det sørgelige, for det var jo som sådan noget vrøvl. Vi var alle sammen 30+ med egne boliger, uddannelser, job, partnere og helt almindelige voksne liv. Alligevel var det lidt som om, vi rykkede et trin op i familien - for nu var vi jo de ældste.

Og da vi stod til begravelsen og var de ansvarlige, der tog imod, og de meget ældre fætre og kusiner kom i selskab med deres stadig levende forældre, der følte jeg pludselig, at livet var helt anderledes fra nu af. At vi var blevet forældreløse, og det gik op for mig, at det var noget helt, helt andet, end at have i det mindste bare en, om end syg forælder tilbage.
1
Brugeravatar
didas
Indlæg: 964
Tilmeldt: 19. aug 2015, 09:28
Kort karma: 223
Geografisk sted: Amager
Likede indlæg: 2269

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf didas » 19. aug 2015, 10:33

Den episode, der først dukker op i mine tanker er en dag for omkring 5 år siden må det efterhånden være. Men jeg husker det så klart.

Jeg står i omklædningsrummet i Frankrigsgade svømmehal med en kollega, da min far ringer. Jeg kan med det samme høre i hans stemme, at noget ikke er som det skal være. Og så siger han noget i stil med "Jeg tror der er noget galt med mor, hun har opført sig mærkeligt de sidste par dage". Og lige der står min verden stille, mine forældre har på det tidspunkt altid været så friske og raske, som man nu kan forvente sig af folk i midten af 60'erne, især min mor, hun var aldrig syg, og nu stod jeg der og kunne bare mærke helt ned i maven, at der var noget helt galt.

Jeg får et lift af kollegaen hjem skynder mig ind i lejligheden og der ligger min mor på sofaen...og er en helt anden person, hun virkede som en blanding mellem en dement og et lille barn. Det viser sig, at hun har været sådan i flere dage, men min far må have været i chok eller ikke ville indse, hvor galt det var.

I det øjeblik måtte jeg være den voksne, den med det kølige overblik og en plan for, hvad vi skulle gøre. "Psykiatrisk skadestue på Bispebjerg, og det er lige nu!!" Var bare det eneste, jeg kunne tænke. Så jeg måtte hanke op i min far og nærmest kommanderende og råbende forklare ham, at NU kørte vi altså, mens han kom med alle mulighed dårlige undskyldninger...som om han prøvede at overbevise sig selv som, at det ville gå over af sig selv, hvis bare vi blev hjemme.

Enden på hele historien blev, at efter vi over flere dage var røget rundt mellem forskellige afdelinger og et hav af undersøgelser fik vi diagnosen. Myelomatose aka knoglemarvskræft. Hendes mærkelige opførsel havde skyldtes kalkforgiftning, fordi knoglerne var ved at blive "spist" af kræften, der hvor den var udsprunget.

Efterfølgende fulgte et langt forløb på ca. 3½ år med gigantiske op- og nedture, indtil min mor kom på hospice i marts sidste år. Efter 14 dage, valgte hun selv at give op, hun fortalte min far, at hun var træt og ikke orkede mere. Få dage efter gik hun i koma, alt behandling og næring blev stoppet og efter 3 dage døde hun fredfyldt.

Under hele forløbet var min far en klippe, selvom han var tæt på sammenbrud en gang i mellem, holdt han altid tøjlerne sammen og var mit faste holdepunkt.

Men den dag, hvor vi første gang kørte af sted til hospitalet, der var han ikke min far, der var han en bange lille dreng og det var mig, der måtte tage mig af dem begge.
1
I was dropped as a baby into a pool of awesomeness and glitter :dance:
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4509

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Akehurst2 » 19. aug 2015, 10:37

Skumfidusen skrev:De voksne dengang har såmænd sikkert også famlet rundt hele tiden. Mine virkede også som om alting var velgennemtænkt og velovervejet, men vi træder jo alle vores sti for første gang. Vil tro at de også var fulde af tvivl mange gange, men hånden så sikker ud på rattet fra bagsædet.


Ja, og det er nok derfor, det er så svært at tænke, at NU er jeg voksen. Fordi det viser sig, at det med at være voksen er ikke så let som det så ud dengang :gruble:
0
Rakel
Indlæg: 2978
Tilmeldt: 13. aug 2015, 20:27
Kort karma: 419
Likede indlæg: 3087

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Rakel » 19. aug 2015, 11:30

Jeg har altid været voksen. Ihvertfald så længe jeg kan huske. Desværre. Det er, hvad det kommer af at ende som plejebarn i en tid, hvor der var få foranstaltninger fra de kommunale myndigheder.
0
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 1301
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 356
Likede indlæg: 2712

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Urtekussen » 19. aug 2015, 15:01

Jeg tænker stadig ikke på mig selv som voksen.

Jeg har venner og kolleger som er samme alder eller yngre end mig, og jeg tænker på dem som voksne.

Men inde i mit hoved er jeg stadig kun 18. Og det går nogle gange op for mig, at for mine børn er jeg den voksne .
0
200 kg i bænkpres?
Prøv med 4,8 kg i kussepres :deer:
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7820
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1015
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9197

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Fru Sunshine » 19. aug 2015, 15:26

Jeg tror ikke, det er indtruffet endnu.
Når det bliver svært, har jeg mest lyst til at lægge mig i fosterstilling og kalde på min mor.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4509

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Akehurst2 » 19. aug 2015, 15:38

Urtekussen skrev:Og det går nogle gange op for mig, at for mine børn er jeg den voksne .


Åh ja, den gang, jeg af min mands niece blev præsenteret for hendes veninde med ordene: "Det her er Akehurst, min onkels kone". Så er man alligevel blevet gammel, når man er nogens onkels kone...
1
Akehurst2
Indlæg: 2485
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 270
Likede indlæg: 4509

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Akehurst2 » 19. aug 2015, 15:40

Men for at følge lidt mere op på Skums indlæg, så er det jo ikke bare det med at blive voksen - det er også hele det med, hvornår en lille ting sætter sig i en og ændrer en. Det ved jeg faktisk slet ikke, om jeg har oplevet. Ikke sådan at jeg kan komme på det - og så er det jo ikke rigtig en skelsættende begivenhed.
0
Brugeravatar
tjald62
Indlæg: 702
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 46
Geografisk sted: Randers NV
Likede indlæg: 492

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf tjald62 » 19. aug 2015, 15:45

Har faktisk 2 og den ene er et par år før årtusindskiftet da min mor og anker i livet gik bort efter langtids sygdom. Gik selv sygmeldt pga. en brækket finger og var lige kommet hjem efter nogen dage sammen med kærsten som boede på det tidspunkt i Grenaa. Var på vej i seng da min far ringede og fortalte mig at falckredderene var i gang med min mor og jeg hellere måtte komme over.

Boede ca. 3 km derfra, men var der over på 5 minutter uden lys på cyklen, havde ikke fået min pung med og en bror der stillede sig i vejen for mig og ikke ville lade mig komme ind, men var glad for at min far kom ud så jeg kunne komme ind til hende for ellers var min bror havnet på en båre ved siden af min mor. Det sidste jeg husker fra den dag er at vi er over på syghuset og derefter husker jeg ikke noget i ca. 3 til 4 timer og ingen aner hvor jeg har været. :(

Den anden er lige efter årtusindskiftet hvor jeg mødte en fantastisk kvinde og som reddede mig fra at gå helt i hundene og lærte mig at åbne op for mig selv igen efter min mors i mine øjne alt for tidlige død. Havde fået opbygget en hård skal om mig selv, men så mødte jeg dejlig kvinde som lærte mig at nyde og elske livet igen og selv om at vi ikke er sammen mere så er jeg hende evigt taknemlig for det hun gjorde for mig og vil aldrig glemme det. :)
Senest rettet af tjald62 7. sep 2015, 17:33, rettet i alt 1 gang.
1
Babsoman :ivrig: :slem:

Dagens ord: "anmeller"
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 837
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 214
Likede indlæg: 2219

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Zombie » 20. aug 2015, 16:14

Jeg havde drukket en halv flaske vodka, og stod på den forkerte side af gelænderet på Dybbølsbro og ventede på et Intercity tog, der skulle gøre en ende på mine lidelser, umiddelbart efter at jeg havde lavet hoppet ned på skinnerne med hovedet først - det var i hvert fald planen.

Jeg vil gerne stå ved, at det for mig var en religiøs oplevelse. Og pludselig slog det mig: Jeg ønsker at leve. Og ikke kun det. Jeg har også lyst til, at have lyst til at leve.

Nogle svenske turister, der havde fungeret som baggrundsstøj i deres forsøg på at overtale mig til ikke at hoppe, hjalp mig tilbage over gelænderet og de gav mig også penge til en taxi. Den tog jeg direkte hen på hospitalet, hvor jeg lod mig indlægge akut, og det blev startskuddet til et års indlæggelse på diverse psykiatriske afdelinger, flere års bøvl med rehabilitering og at finde min plads i livet, ambulant psykiatrisk behandling, indkøring i og udtrapning af endeløse mængder psykofarmaka med diverse bivirkninger, elektrochok, terapi, selvudvikling og tårer nok til at fylde en middelstor havepool.

Den aften tog jeg den beslutning, at jeg ville kæmpe, også selvom situationen var håbløs. Selv hvis det jeg kæmpede for, var urealistisk og urealiserbart, og best case scenario var et mareridt, andre frygter. Det er 11 år siden efterhånden.

Det ændrede hele min tilgang til livet og det at leve, og det præger mig den dag i dag. Jeg havde taget en beslutning om at dø. Jeg havde helt oprigtigt ikke lyst til at leve mere, og jeg var rolig og afklaret omkring denne beslutning.
Det, at ændre mening, ændrede mig fundamentalt som person. Selvfølgelig går jeg op i, om mit liv er godt eller dårligt, om jeg klarer mig godt og er selvhjulpen, eller om tingene hænger i laser på den ene eller anden måde. Men mine helt grundlæggende succeskriterier er at leve, og at have lyst til at leve, og så skider jeg til syvende og sidst hul i resten, hvis jeg er nødt til det.
4
Grissebassen
Indlæg: 583
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 494

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf Grissebassen » 20. aug 2015, 18:44

Jeg blev nok voksen-voksen da jeg som 19-årig var flyttet hjemmefra kort forinden og blev syg og mistede mit job og kæmpede for at betale mine regninger og faktisk måtte gå sulten i seng fra tid til anden. Jeg havde altid haft en naiv barnlig tro på, at altid nok skulle gå, hvis jeg bare kæmpede for det. Men dér gik det op for mig, at virkeligheden er barsk, og retfærdighed ikke er noget man kan kæmpe sig til at opnå, men at tilfældighederne nogle gange bare er en bitch og man kan ikke gøre en skid for at undgå at ulykken rammer.
0
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 3205
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 187
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 4137

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf decibell » 21. aug 2015, 12:23

Jeg troede engang, at jeg blev voksen, da jeg fik min datter, for så fik jeg pludselig incitament til at få styr på mit liv.

Så gik der næsten ti år, og min far døde, hvor jeg måtte klare det hele med begravelsen osv. Så kunne jeg jo godt se, at jeg slet ikke havde været voksen indtil da, for først nu, hvor jeg ikke længere havde ham at ringe til, når noget gik galt (hvilket det vist ofte gjorde?), stod jeg jo på egne ben.

Så blev jeg 40 år og holdt stor fest. Og indså, at jeg vist først nu var ved at kunne kalde mig voksen, nu jeg ikke længere følte trang til at rende ud og fjolle rundt, men egentlig havde det helt fint med at være hjemme og tage mig af mit hjem og min familie.

Så fik jeg i 2010 gang i den karriere, jeg i sin tid havde uddannet mig til, men var kommet væk fra af forskellige årsager. Det førte ad forskellige veje kor efter til mit nuværende job, som jeg virkelig er så fantastisk glad for. Ikke mindst fordi det har udviklet mig helt utroligt, også pga. de gav mig lov til at tage et par nye uddannelser undervejs, uddannelser som taler helt vildt meget til den person, jeg er, og de evner jeg har. Og så følte jeg egentlig, at det først er her, jeg blev voksen, for før det vidste jeg jo stadig ikke, hvad jeg ønskede med mit arbejdsliv.

Så blev min datter 18 år og senere student, og jeg havde ikke længere en teenagedatter, men en VOKSEN datter. Det fik mig til at føle, at jeg vist ikke var blevet voksen før da.

Nu tager hun snart til Jylland i flere måneder som led i en uddannelse , og SÅ vil jeg nok først for alvor føle mig voksen, fordi jeg pludselig skal bo alene igen efter alle de år. Det vil jeg helt sikkert nok også føle den dag, hun for alvor flytter hjemmefra. Eller sammen med en kæreste. Eller får et barn, så jeg bliver mormor. Eller.....

Måske bliver jeg aldrig helt voksen. :danse:
Senest rettet af decibell 21. aug 2015, 19:43, rettet i alt 2 gange.
6
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

"Don't cry about it, girl, learn from it."
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4567
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1150
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9653

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf kidkomb » 21. aug 2015, 12:55

Som 10-årig var jeg på spejderlejr. Vi skulle være der i 10 dage. Allerede første dag fik jeg hjemve. Der var ikke mad nok, det var usle forhold. Jeg frøs. Da vi ankom tog spejderlederne os med ud på en mark og satte ild til et telt og sagde "så hurtigt går det, når der går ild i et telt, så I skal passe på!" -der startede min angst for ild vist. I flere år stod jeg op om natten og tændte lyset i stuen og sov med en masse hovedpuder, så jeg nærmest sad op, fordi jeg var bange for, at der gik ild i huset.

Anyway. Så fik jeg på anden-dagen lov til, at ringe til mine forældre og bede dem om at hente mig. Det var i Jylland og de skulle komme, når lejren var forbi og hente mig, fordi vi skulle besøge nogen derovre alligevel. Jeg ringede hver dag. Men lige meget, hvor meget jeg tryglede, så sagde de nej. Jeg måtte ikke engang tage toget hjem. For det var mange penge.
10 dage, ikke? Det er meget, meget lang tid for en 10-årig.... Jeg købte gaver til min mor og far og søster og dem vi skulle besøge for alle de lommepenge jeg havde med. Da dagen oprandt og de skulle komme og hente mig var de ikke specielt glade for, at se mig. Og ikke spor imponerede over, at jeg havde brugt mine penge på gaver.
De var faktisk ret sure over, at jeg havde ringet så meget og "brokket mig", istedet for bare at hygge mig. Og det var jo en dyr lejr. Det var mange penge. Det vidste jeg godt. -at jeg fra starten ikke rigtig havde haft lyst til den lejr, det er så en anden side af sagen. Det var noget med, at nu havde jeg meldt mig til spejder og de havde købt uniform og den var dyr. Jeg kan ikke helt huske det. Husker min spejdertid og lejrene og turene, som noget, der bare skulle overståes. Hver gang.

I mange år tænkte jeg ikke på dén oplevelse, som specielt skelsættende. Bare endnu een i rækken.
Efter nogle år hos psykolog gik det pludselig op for mig, at det var lige dér, det gik det op for mig (det havde jo været undervejs i mange år på det tidspunkt) at jeg var alene. Alene i verden. Ikke sammen med nogen, ikke nogen jeg kunne stole på eller gå til, når jeg havde brug for det. Ingen der virkelig holdt af mig, sådan som jeg godt vidste at andre børn havde. De havde jo deres mor og far. Og de kunne rent faktisk godt lide deres mor og far. Og moren og faren kunne også godt lide dem. Så jeg vidste godt, at jeg ikke lige havde været så heldig på den front, men jeg måtte jo så klare mig så godt jeg kunne.
Følelsen sidder så dybt i mig, det har den gjort hele mit liv. En tung, tom, dump og kold følelse. Følelsen af resignation.
Sådan bør et barn krafteddeme ikke føle .
0
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4567
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1150
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9653

Re: Skelsættende begivenheder

Indlægaf kidkomb » 21. aug 2015, 13:08

For at det ikke skal være en jammerdal, hver gang jeg deler noget personligt, så var det skelsættende i næsten samme grad den dag det gik op for mig, at min daværende kæreste elskede mig. Sådan rigtigt. Sådan os mod verden og til vores dages ende. Sådan som jeg havde forestillet mig, at kærlighed ville føles. Som en lille pige elsker sin mor tror jeg. (Ja, der var en pige, eneste pigekæreste jeg har haft. Retrospektivt ledte jeg efter en mor og efter en kæreste og fandt en kombi. Win!)
Sådan en sær opløftende følelse af, at være fyldt af noget varmt og godt, solskin, sommeraften, nyfalden sne, fremtidshåb og alt mulig andet. Det var en sær og vild og stor følelse.
Få måneder forinden havde jeg minutiøst planlagt mit selvmord. Det havde jeg set frem til i mange år. Endelig at få fred.
Dét var virkelig skelsættende.
2
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.

Tilbage til "Livets forhold"