Min mand gør mig udmattet

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2083
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 341
Likede indlæg: 2041

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Thestral » 18. feb 2016, 11:59

Mibber skrev:Jeg tror lidt, humlen er, at han jo er der for mig, når jeg ikke har det godt. Dengang jeg gik ned med stress og da min far døde var han ret fantastisk fx. Så jeg vil jo også gerne være der for ham. Men jeg har svært ved at holde til det, når det er de her småting hele tiden, som (i mine øjne) ikke betyder noget som helst i det store billede.
Der er en væsentlig forskel på at gå ned med stress eller at opleve et dødsfald i nær familie og så til at flejne skråt over spildt vand eller what ever hver dag, flere gange om dagen.
17
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 11:59

Angelina skrev:
Mibber skrev:
Zombie skrev:Jeg har tænkt over en ting siden i går.

Jeg tror, uanset hvad, at du skal stoppe med at glatte ud og please, på den måde du gør det i forbindelse med hans udbrud, evt. for at undgå dem.
Hvis du vil have, at han sådan rigtig forstår, hvor meget du kæmper med det her, så tror jeg at du skal lade ham det mærke inden I tager en snak om det generelt.

Brug det som et udgangspunkt for samtalen, at alle de ting han oplever nu, og som han oplever mere af lige pludseligt, er fordi du simpelthen ikke kan, ikke magter eller overskuer, at rende og glatte ud. Og på baggrund af den manglende energi til det, må han da kunne forstå hvad det gør ved dig at skulle rumme og hjælpe ham hele tiden.

Men uanset hvad, så synes jeg du skal bruge dit sidste overskud, på simpelthen at lade være med de ting. Det er ikke dit ansvar at hans tilværelse er gnidningsfri, så giv slip på ansvaret.
Det må briste eller bære derfra, men det er ikke din opgave at bære ham gennem livet.


Jeg læste dette indlæg i går, og tænkte; ved du hvad, jeg prøver sgu. At lade være med at trøste ham, når han flipper over de små ting. Lade være med at gøre noget for at undgå, at han kommer i de her situationer.

Og jeg vil sige, det ikke var en udpræget succes, men jeg kunne vel heller ikke forvente andet, end at der kom en negativ reaktion.
Han var faktisk rigtig slem i går, og hver gang han flippede, sagde jeg bare "nå, det var da ikke så godt", lod som ingenting eller foreslog ham nøgternt, hvordan han kunne løse situationen. Med det resultat, at han gik rundt og lignede en 5-årig, der ikke må få en is, resten af dagen.
Vi var ude at spise i går aftes (Dining week) og han sagde stort set ikke et pip til mig hele aftenen, heller ikke i bilen på vej hjem. Så det var superhyggeligt...


Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...


Altså, så direkte og effektivt er jeg ikke god til at fremlægge sagen, må jeg indrømme.
Jeg prøvede at få samtalen til at glide på restauranten. Det lykkedes ikke rigtig. I bilen på vej hjem, spurgte jeg ham om han var ok? Han sagde bare, at han var træt og havde spist for meget. Så talte vi ikke mere sammen før han gik i seng... Jeg magtede simpelthen ikke konfrontationen i går.
0
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:02

Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...
24
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 3717
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 271
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 8397

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 12:07

Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.
7
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 993
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 154
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 2115

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 12:12

Angelina skrev:
Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...


Jeg kan virkelig heller ikke forestille mig en situation hvor min partner og jeg sidder på en restaurant sammen og han nægter at tale med mig. Enten opfører man sig normalt og civiliseret i selskab med andre mennesker, eller også må man nøjes med at være i selskab med sig selv.

Jeg havde sagt at jeg ikke havde lyst til at være i situationen, men at han måtte sige til hvis han havde lyst til at tale om det og prøve igen, og så havde jeg ellers rejst mig og var gået et andet sted hen. Så måtte det være op til ham at beslutte om han ville gøre en indsats for at have en hyggelig aften eller om han ville surmule alene.

Man sidder ikke på en restaurant sammen med mig og ignorerer mig og kører sololøb på den måde - så kan jeg finde x antal andre personer som ville nyde mit selskab mere OG behandle mig med respekt. Den opførsel er dog helt urimelig og virkelig barnlig.
11
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:34

Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.
0
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 993
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 154
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 2115

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 12:35

Mibber, hvordan har din mand haft det derhjemme i barndommen? Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har lært nogle af de her helt grundlæggende sociale kompetencer. Den slags burde ligge rimelig fast ved 10-12-årsalderen, selvfølgelig med højde for at der er forskel på udviklingsstadier og at der også er noget personlighed inde over - men i det hele taget lyder det som at han mangler nogle værktøjer som han burde have fået med hjemmefra.

Det dér med at du skal til at ignorere hans hysteriske anfald og være vedholdende og holde op med at pylre - det er sådan noget man gør med treårige børn. Din mand er et voksent menneske. Du er ikke hans mor og det er ikke dit job at lære ham at fungere i verden. Hvis du får børn med ham, så ender du som mor til baby og fuldvoksen treårig mand.
9
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 3717
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 271
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 8397

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 12:40

Mibber skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.



Jamen jeg synes faktisk ikke der er noget at forklare. Det her handler om dine følelser og dine mavefornemmelser osv. Det er ikke naturvidenskab eller matematik hvor man kan opstille et bevis og så er det sådan. Det er som du siger det er, punktum. Så må han forholde sig til det og ikke andet. Det kan godt være du også er hårdt at være sammen med, men det er ikke det I taler om lige nu, I taler om dine følelser.
Anerkend at han også har nogle følelser men lad ham ikke hijacke samtalen, for det handler ikke om ham.

"Ja, det forstår jeg godt, men det ændre ikke på at jeg har det skidt lige nu og hvis du ikke forholder dig til det uden at det skal handle om dig, så snakker vi videre når du er i stand til at lægge det fra dig"
(Ja det er så nemt sagt, I know)
7
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:42

Kattefjæs skrev:Mibber, hvordan har din mand haft det derhjemme i barndommen? Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har lært nogle af de her helt grundlæggende sociale kompetencer. Den slags burde ligge rimelig fast ved 10-12-årsalderen, selvfølgelig med højde for at der er forskel på udviklingsstadier og at der også er noget personlighed inde over - men i det hele taget lyder det som at han mangler nogle værktøjer som han burde have fået med hjemmefra.

Det dér med at du skal til at ignorere hans hysteriske anfald og være vedholdende og holde op med at pylre - det er sådan noget man gør med treårige børn. Din mand er et voksent menneske. Du er ikke hans mor og det er ikke dit job at lære ham at fungere i verden. Hvis du får børn med ham, så ender du som mor til baby og fuldvoksen treårig mand.


Altså, hans forældre er jeg overhovedet ikke i tvivl om har gjort rigtig meget ud af at give deres børn de bedst mulige værktøjer til at håndtere verden. De er meget strukturerede, og tænker meget over, hvordan det er bedst at gøre tingene (hans far udfra et praktisk synspunkt og hans mor udfra et mere følelsesmæssigt). Hvis man skal sige noget, så er det måske, at hans forældre ikke selv er helt så socialt kompetente som så mange andre, men det kommer lidt til udtryk på andre måder, synes jeg. Hans mor er førtidspensionist af psykiske årsager (stress), så hun kører mentalt i et ret højt gear, og hans far er vist bare mand med stort M, som ikke vil tale om følelser, selvom vi alle ved, han inderst inde er blød som smør...
0
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:54

Hunkat skrev:
Mibber skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.



Jamen jeg synes faktisk ikke der er noget at forklare. Det her handler om dine følelser og dine mavefornemmelser osv. Det er ikke naturvidenskab eller matematik hvor man kan opstille et bevis og så er det sådan. Det er som du siger det er, punktum. Så må han forholde sig til det og ikke andet. Det kan godt være du også er hårdt at være sammen med, men det er ikke det I taler om lige nu, I taler om dine følelser.
Anerkend at han også har nogle følelser men lad ham ikke hijacke samtalen, for det handler ikke om ham.

"Ja, det forstår jeg godt, men det ændre ikke på at jeg har det skidt lige nu og hvis du ikke forholder dig til det uden at det skal handle om dig, så snakker vi videre når du er i stand til at lægge det fra dig"
(Ja det er så nemt sagt, I know)


Helt klart en rigtig god idé at forsøge at holde det adskilt. Jeg tror bare jeg synes, det er svært, når jeg måske selv kan være svær med alle mine følelser...
0
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 2199
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 559
Likede indlæg: 7272

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 13:01

Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.
15
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 13:13

vibbsen skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.


Shit, hvor er du sej!


Det er helt utroligt rart at mærke, er der er bred enighed om, at det er i orden, jeg ikke har lyst til at fortsætte på den måde, det har kørt indtil videre. Det betyder meget. Den eneste, der ellers ved, hvad der foregår, er jo min mand, som ikke synes, det er uretfærdigt...
3
Brugeravatar
girl_beat
Indlæg: 1954
Tilmeldt: 21. sep 2015, 19:24
Kort karma: 174
Likede indlæg: 1982

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf girl_beat » 18. feb 2016, 13:49

Jeg kan egentlig godt sætte mig i din mands sted, hvor verden bare nogen gange er møgtræls og man bliver sur på situationen. Mit eget temperament bobler nogle gange over, og det går uretmæssigt ud over min kæreste, hvilket jeg naturligt nok bliver ked af bagefter :(

Men det skal der også være plads til i et parforhold - bare ikke i et omfang, hvor du går på æggeskaller og dagligt prøver at dæmme op for en masse potentielle farer. Jeg synes, at Vibbsens forslag og metode lyder effektfuld. Måske det også kan hjælpe til at finde et fælles niveau for, hvornår der er tale om bagateller, og hvornår det er reelle problemer din mand gerne vil have din hjælp til :)
0
I don't mind living in a man's world as long as I can be a woman in it! :-D
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 3717
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 271
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 8397

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 14:02

vibbsen skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.



Det er heller ikke ment som at det skulle være en konkurrence, men meget i samme stil med som du selv siger at den skal lukkes ned så snart han prøvet at bemægtige sig samtale og dreje den over på sig selv. "Ja, jeg hører hvad du siger og selvfølgelig er det synd for dig men det er ikke det vi snakker om lige nu."
Altså, ikke lade ham køre ud af sit offer-spor men stoppe ham og holde tingene adskilt. Hvis han har det svært med TS så må han tage intiativ til en samtale om det, han skal ikke brae vente til der kommer en mulighed han kan stjæle så den ikke behøver handle om hans fejl.

Bare kort og klart, ikke undskylde, ikke forklarer. Konstatere at TS har det af helvede til og hvis han ikke vil hjælpe med at rette på det (ved at arbejde med sig selv) så er der ikke rigtig mere at snakke om.
3
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2102
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 516
Likede indlæg: 6567

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Zombie » 18. feb 2016, 14:11

Ej, så prøv dog lige at høre på dig selv.
Du lyder som en kvinde der får tæsk af sin mand, med dine selvbebrejdelser og venden-det-indad. Så fordi du er et menneske med følelser og en far som dør, så skal han kunne bruge dig som din emotionelle gulvmoppe igen og igen, fordi - hvad? Fordi han spilder vand og skal tage metroen på arbejde?
Det kan du da ikke seriøst godtage som en forklaring eller undskyldning?!

Det værste af det hele er, at du har accepteret din plads i det her. Du nægter at hidse sig op over, at han skal tage metroen på arbejde, og du straffes med silent treatment. Og det finder du dig bare i? Du sidder simpelthen bare der, en biltur ud og hjem, og 3 retters menu og finder dig i, at slagene hagler ned over dig i overført betydning.


Wake up and smell the coffee. Du er i et psykisk voldeligt forhold. Jeg synes ærlig talt, at hvis du ikke selv kan sige fra, så bør du få noget professionel hjælp fra en psykolog, så du kan hanke op i dig selv.
Det her er nødt til at stoppe - og selvfølgelig skal du ikke bringe børn ind i det her, det giver da sig selv at et barn ikke skal udsættes for hans udbrud eller straffes med silent treatment og dårlig stemning, når han ikke får sin vilje.

Nej, du behøver ikke at gå fra ham, men så er du nødt til at sige fra. Ellers maler du dig selv op i et hjørne hvor du enten kan knække, give op og følge hans luner - eller skride.
Så hvis det ikke er et sted, du ønsker at være, så synes jeg at du skal have nok selvrespekt til at få noget støtte i det her. Det er virkelig forfærdeligt at læse om.
7

Tilbage til "Forhold og sex"