Min mand gør mig udmattet

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 11:35

Modesty Blame skrev:Jeg tror ikke, at jeg forstår. Går din mand i selvsving, og lader ting som spildt vand og forkerte sokker ødelægge sin dag? Altså sådan helt seriøst? Det er ikke sådan nogle fiktive, overdrevne eksempler? Altså - jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det går for sig. Hvis vi nu sætter, at det er sådan noget vand på gulvet, som kan tørres op med en klud, hvordan er hans reaktion så? Hvordan bruger han vand på gulvet, der kan tørres op med en klud, som undskyldning for at være muggen en hel dag/aften?

Og hvorfor i helvede finder du dig i den opførsel, den er jo absurd.


Ganske seriøst.
Hvis vi tager udgangspunkt i vandet på gulvet, så raser han og råber og skriger, når det sker. Ikke ad mig, med ad situationen. Jeg må ikke tale til ham og gå i vejen, for der hersker kaos indvendigt i ham, men han bliver også sur og skuffet, hvis jeg ikke ordner det med eller for ham, for så føler han sig "alene" og ikke taget hensyn til. Han føler, at han altid er der for mig, men at det ikke går den anden vej.
0
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 11:37

Jeg tror lidt, humlen er, at han jo er der for mig, når jeg ikke har det godt. Dengang jeg gik ned med stress og da min far døde var han ret fantastisk fx. Så jeg vil jo også gerne være der for ham. Men jeg har svært ved at holde til det, når det er de her småting hele tiden, som (i mine øjne) ikke betyder noget som helst i det store billede.
0
Brugeravatar
Angelina
Indlæg: 1870
Tilmeldt: 11. aug 2015, 05:42
Kort karma: 302
Likede indlæg: 3965

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Angelina » 18. feb 2016, 11:41

Mibber skrev:
Zombie skrev:Jeg har tænkt over en ting siden i går.

Jeg tror, uanset hvad, at du skal stoppe med at glatte ud og please, på den måde du gør det i forbindelse med hans udbrud, evt. for at undgå dem.
Hvis du vil have, at han sådan rigtig forstår, hvor meget du kæmper med det her, så tror jeg at du skal lade ham det mærke inden I tager en snak om det generelt.

Brug det som et udgangspunkt for samtalen, at alle de ting han oplever nu, og som han oplever mere af lige pludseligt, er fordi du simpelthen ikke kan, ikke magter eller overskuer, at rende og glatte ud. Og på baggrund af den manglende energi til det, må han da kunne forstå hvad det gør ved dig at skulle rumme og hjælpe ham hele tiden.

Men uanset hvad, så synes jeg du skal bruge dit sidste overskud, på simpelthen at lade være med de ting. Det er ikke dit ansvar at hans tilværelse er gnidningsfri, så giv slip på ansvaret.
Det må briste eller bære derfra, men det er ikke din opgave at bære ham gennem livet.


Jeg læste dette indlæg i går, og tænkte; ved du hvad, jeg prøver sgu. At lade være med at trøste ham, når han flipper over de små ting. Lade være med at gøre noget for at undgå, at han kommer i de her situationer.

Og jeg vil sige, det ikke var en udpræget succes, men jeg kunne vel heller ikke forvente andet, end at der kom en negativ reaktion.
Han var faktisk rigtig slem i går, og hver gang han flippede, sagde jeg bare "nå, det var da ikke så godt", lod som ingenting eller foreslog ham nøgternt, hvordan han kunne løse situationen. Med det resultat, at han gik rundt og lignede en 5-årig, der ikke må få en is, resten af dagen.
Vi var ude at spise i går aftes (Dining week) og han sagde stort set ikke et pip til mig hele aftenen, heller ikke i bilen på vej hjem. Så det var superhyggeligt...


Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...
19
~indsæt smart signatur her~
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 11:53

Purple Haze skrev:TS er der plads til dig i jeres forhold overhoved?

Hvad hvis du kom hjem fra job og et eller andet går galt og du så sætter dig på gulvet og tuder, begynder at råbe og skrige eller opfører dig som et forvokset pattebarn resten af dagen - er der plads til det? Har du prøvet? Ikke at jeg anbefaler det, men kunne ikke forestille mig at din mand, ud fra din beskrivelse, ville være rummelig og passe på dig - på samme måde som han forventer du gør.

Du tager alle mulige hensyn då han kan have det bedst muligt (du spiser fx ikke gulerødder) men han kan ikke tage så meget hensyn, at du kan holde ud at være i dit eget hjem - fordi hvis han skal det så er du ikke rummelig?
Den er helt skæv!

For mig lyder det som om at du har gjort de rigtige ting man gør i et forhold, hvor man gør alt hvad man kan for at den man elsker skal have det så godt som muligt. Nogen gange gør man også nogle ting der på andre kan virke uretfærdige, men det er OK så længe der kommer noget positivt ud af det.
Problemet er bare at det kun fungere når det er gensidigt. For hvis begge parter kun er fokuseret på at den ene skal have det godt, så bliver det på bekostning af den anden. Det kan gå i en periode, men et forhold bør i det store hele være velbalanceret og ligeværdigt.
Og det lyder det ikke til at jeres er. Det lyder til at det handler om ham!

Jeg kan forestille mig at når du tager det op, at DU ikke har det godt - så vender han den om, så det kommer til at handle om at det er synd for ham, at du mener at han ikke gør nok for dig, at du mener han ikke er en ordentlig ægtemand, at det er nærmest ondskabsfuldt at du tænker sådan om ham, at det faktisk er rigtig rigtig synd for HAM at du ikke har det godt.
(Meget muligt jeg læser lidt for meget af et tidligere forhold ind i det du skriver).

Er problemet egentlig ikke, at du ikke føler dig elsket?
At han ikke gør noget (eller i hvert fald ikke nok) for at DU skal have det godt.
At jeres forhold ikke er ligeværdigt?

For hvis man føler sig elsket, at man føler der er plads til en og at ens elskede vil gøre alt hvad han/hun kan for at passe på en.
Så gør man med glæde det samme for den anden.



Jeg tror som sådan, han ville passe på mig, hvis jeg en dag kom hjem og smed mig på gulvet og var urimelig og tudende. Men om han ville klare det på daglig basis, det ved jeg ikke. Jeg har ikke prøvet aktivt, andet end nogle gange, hvor jeg har været helt ude at skide pga stress, dødsfald i familien eller en virkelig ubehagelig oplevelse på arbejdet. Og der har han da været der. I en periode. Da min far døde, var han super i starten, og så nåede han til et punkt, hvor han ikke kunne rumme min sorg længere.

Jeg vil mægtig gerne være der for ham, og kan sagtens forstå, at der heller ikke ser for festligt ud indeni ham, men det er hårdt, når man føler, at det er forkert, uanset hvordan man griber det an. At det ikke er nok. Og at han i virkeligheden føler, jeg ikke er der for ham. At han altid er der for mig, men jeg kan ikke gøre ham tilfreds. Og hvis jeg brokker mig, så har han altid lige et eksempel klar på, hvordan jeg er mindst ligeså urimelig selv.

Så føler jeg mig ikke særligt elsket, nej... Selvom han på gode tidspunkter er kærlig, og fortæller mig, at han elsker mig. Det er jeg sådan set ikke i tvivl om, at han gør.

I morges havde jeg den bedste zen-oplevelse. Der var sne udenfor, og jeg løb mig en lang tur. Min mand var i fint nok humør, da jeg tog afsted. Så ringer han, fordi han har låst sig ude på vej på arbejde for at høre, hvor jeg er henne. Jeg er 1/2 time væk (hvis jeg løber tilbage), og så bliver han frustreret og kører den lange svada om, hvordan hele hans dag nu er ødelagt (på trods af at vi bor lige ved en metrostation, og det faktisk er hurtigere for ham end at cykle på arbejde. Cykelnøglen har han låst sig ude fra. Jeg er hjemme når han kommer fra arbejde, så da er der ingen problemer med at komme ind). Jeg foreslår ham at tage metroen, og så grynter han et eller andet og siger hej-hej. Farvel, zen... Jeg forstår, at det er surt at låse sig ude fra sin nøgle, men følte lidt det blev mig, der blev ramt af frustrationen, fordi jeg ikke havde mulighed for at komme og redde ham...
2
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 1566
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 249
Likede indlæg: 1285

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Thestral » 18. feb 2016, 11:59

Mibber skrev:Jeg tror lidt, humlen er, at han jo er der for mig, når jeg ikke har det godt. Dengang jeg gik ned med stress og da min far døde var han ret fantastisk fx. Så jeg vil jo også gerne være der for ham. Men jeg har svært ved at holde til det, når det er de her småting hele tiden, som (i mine øjne) ikke betyder noget som helst i det store billede.
Der er en væsentlig forskel på at gå ned med stress eller at opleve et dødsfald i nær familie og så til at flejne skråt over spildt vand eller what ever hver dag, flere gange om dagen.
18
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 11:59

Angelina skrev:
Mibber skrev:
Zombie skrev:Jeg har tænkt over en ting siden i går.

Jeg tror, uanset hvad, at du skal stoppe med at glatte ud og please, på den måde du gør det i forbindelse med hans udbrud, evt. for at undgå dem.
Hvis du vil have, at han sådan rigtig forstår, hvor meget du kæmper med det her, så tror jeg at du skal lade ham det mærke inden I tager en snak om det generelt.

Brug det som et udgangspunkt for samtalen, at alle de ting han oplever nu, og som han oplever mere af lige pludseligt, er fordi du simpelthen ikke kan, ikke magter eller overskuer, at rende og glatte ud. Og på baggrund af den manglende energi til det, må han da kunne forstå hvad det gør ved dig at skulle rumme og hjælpe ham hele tiden.

Men uanset hvad, så synes jeg du skal bruge dit sidste overskud, på simpelthen at lade være med de ting. Det er ikke dit ansvar at hans tilværelse er gnidningsfri, så giv slip på ansvaret.
Det må briste eller bære derfra, men det er ikke din opgave at bære ham gennem livet.


Jeg læste dette indlæg i går, og tænkte; ved du hvad, jeg prøver sgu. At lade være med at trøste ham, når han flipper over de små ting. Lade være med at gøre noget for at undgå, at han kommer i de her situationer.

Og jeg vil sige, det ikke var en udpræget succes, men jeg kunne vel heller ikke forvente andet, end at der kom en negativ reaktion.
Han var faktisk rigtig slem i går, og hver gang han flippede, sagde jeg bare "nå, det var da ikke så godt", lod som ingenting eller foreslog ham nøgternt, hvordan han kunne løse situationen. Med det resultat, at han gik rundt og lignede en 5-årig, der ikke må få en is, resten af dagen.
Vi var ude at spise i går aftes (Dining week) og han sagde stort set ikke et pip til mig hele aftenen, heller ikke i bilen på vej hjem. Så det var superhyggeligt...


Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...


Altså, så direkte og effektivt er jeg ikke god til at fremlægge sagen, må jeg indrømme.
Jeg prøvede at få samtalen til at glide på restauranten. Det lykkedes ikke rigtig. I bilen på vej hjem, spurgte jeg ham om han var ok? Han sagde bare, at han var træt og havde spist for meget. Så talte vi ikke mere sammen før han gik i seng... Jeg magtede simpelthen ikke konfrontationen i går.
0
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:02

Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...
25
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 1728
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 132
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 3345

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 12:07

Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.
7
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 599
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 104
Likede indlæg: 1198

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 12:12

Angelina skrev:
Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...


Jeg kan virkelig heller ikke forestille mig en situation hvor min partner og jeg sidder på en restaurant sammen og han nægter at tale med mig. Enten opfører man sig normalt og civiliseret i selskab med andre mennesker, eller også må man nøjes med at være i selskab med sig selv.

Jeg havde sagt at jeg ikke havde lyst til at være i situationen, men at han måtte sige til hvis han havde lyst til at tale om det og prøve igen, og så havde jeg ellers rejst mig og var gået et andet sted hen. Så måtte det være op til ham at beslutte om han ville gøre en indsats for at have en hyggelig aften eller om han ville surmule alene.

Man sidder ikke på en restaurant sammen med mig og ignorerer mig og kører sololøb på den måde - så kan jeg finde x antal andre personer som ville nyde mit selskab mere OG behandle mig med respekt. Den opførsel er dog helt urimelig og virkelig barnlig.
12
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:34

Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.
0
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 599
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 104
Likede indlæg: 1198

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 12:35

Mibber, hvordan har din mand haft det derhjemme i barndommen? Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har lært nogle af de her helt grundlæggende sociale kompetencer. Den slags burde ligge rimelig fast ved 10-12-årsalderen, selvfølgelig med højde for at der er forskel på udviklingsstadier og at der også er noget personlighed inde over - men i det hele taget lyder det som at han mangler nogle værktøjer som han burde have fået med hjemmefra.

Det dér med at du skal til at ignorere hans hysteriske anfald og være vedholdende og holde op med at pylre - det er sådan noget man gør med treårige børn. Din mand er et voksent menneske. Du er ikke hans mor og det er ikke dit job at lære ham at fungere i verden. Hvis du får børn med ham, så ender du som mor til baby og fuldvoksen treårig mand.
10
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 1728
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 132
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 3345

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 12:40

Mibber skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.



Jamen jeg synes faktisk ikke der er noget at forklare. Det her handler om dine følelser og dine mavefornemmelser osv. Det er ikke naturvidenskab eller matematik hvor man kan opstille et bevis og så er det sådan. Det er som du siger det er, punktum. Så må han forholde sig til det og ikke andet. Det kan godt være du også er hårdt at være sammen med, men det er ikke det I taler om lige nu, I taler om dine følelser.
Anerkend at han også har nogle følelser men lad ham ikke hijacke samtalen, for det handler ikke om ham.

"Ja, det forstår jeg godt, men det ændre ikke på at jeg har det skidt lige nu og hvis du ikke forholder dig til det uden at det skal handle om dig, så snakker vi videre når du er i stand til at lægge det fra dig"
(Ja det er så nemt sagt, I know)
7
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:42

Kattefjæs skrev:Mibber, hvordan har din mand haft det derhjemme i barndommen? Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har lært nogle af de her helt grundlæggende sociale kompetencer. Den slags burde ligge rimelig fast ved 10-12-årsalderen, selvfølgelig med højde for at der er forskel på udviklingsstadier og at der også er noget personlighed inde over - men i det hele taget lyder det som at han mangler nogle værktøjer som han burde have fået med hjemmefra.

Det dér med at du skal til at ignorere hans hysteriske anfald og være vedholdende og holde op med at pylre - det er sådan noget man gør med treårige børn. Din mand er et voksent menneske. Du er ikke hans mor og det er ikke dit job at lære ham at fungere i verden. Hvis du får børn med ham, så ender du som mor til baby og fuldvoksen treårig mand.


Altså, hans forældre er jeg overhovedet ikke i tvivl om har gjort rigtig meget ud af at give deres børn de bedst mulige værktøjer til at håndtere verden. De er meget strukturerede, og tænker meget over, hvordan det er bedst at gøre tingene (hans far udfra et praktisk synspunkt og hans mor udfra et mere følelsesmæssigt). Hvis man skal sige noget, så er det måske, at hans forældre ikke selv er helt så socialt kompetente som så mange andre, men det kommer lidt til udtryk på andre måder, synes jeg. Hans mor er førtidspensionist af psykiske årsager (stress), så hun kører mentalt i et ret højt gear, og hans far er vist bare mand med stort M, som ikke vil tale om følelser, selvom vi alle ved, han inderst inde er blød som smør...
0
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:54

Hunkat skrev:
Mibber skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.



Jamen jeg synes faktisk ikke der er noget at forklare. Det her handler om dine følelser og dine mavefornemmelser osv. Det er ikke naturvidenskab eller matematik hvor man kan opstille et bevis og så er det sådan. Det er som du siger det er, punktum. Så må han forholde sig til det og ikke andet. Det kan godt være du også er hårdt at være sammen med, men det er ikke det I taler om lige nu, I taler om dine følelser.
Anerkend at han også har nogle følelser men lad ham ikke hijacke samtalen, for det handler ikke om ham.

"Ja, det forstår jeg godt, men det ændre ikke på at jeg har det skidt lige nu og hvis du ikke forholder dig til det uden at det skal handle om dig, så snakker vi videre når du er i stand til at lægge det fra dig"
(Ja det er så nemt sagt, I know)


Helt klart en rigtig god idé at forsøge at holde det adskilt. Jeg tror bare jeg synes, det er svært, når jeg måske selv kan være svær med alle mine følelser...
0
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 1205
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 299
Likede indlæg: 3029

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 13:01

Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.
16
JEG TÆLLER TIL 3...OG JEG TÆLLER ENNNNN...OG JEG TÆLLER TOOOOO

Tilbage til "Forhold og sex"