Min mand gør mig udmattet

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 2311
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 601
Likede indlæg: 7957

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 14:14

Angelina skrev:
Det virker som om du er ret konfliktsky - og hellere lader ham behandle dig dårligt, forsøge at glatte ud og lade som ingenting, selvom han opfører sig som et urimeligt barn?


Det kunne jeg såmænd også sagtens have fundet på. Jeg er sådan et menneske som har ret stort behov at have kontrol over mig selv. Og at skride fra en middag fordi min mand opførte sig som en 5-årig. Det ville i mine øjne være et ret stort tab af kontrol. Jeg skændes ikke foran fremmede og jeg skændes ikke foran vores datter.

Men jeg er så også ret god til at deale med silent treatment når det handler om det jeg kalder "1st world problems". Altså når jeg ikke har taget det seriøst at katten terrorisere ham, at de gode sokker er taget osv. osv. Det preller fuldstændig af på mig....
0
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1074
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 159
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 2305

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 14:27

Mibber skrev:Altså, hans forældre er jeg overhovedet ikke i tvivl om har gjort rigtig meget ud af at give deres børn de bedst mulige værktøjer til at håndtere verden. De er meget strukturerede, og tænker meget over, hvordan det er bedst at gøre tingene (hans far udfra et praktisk synspunkt og hans mor udfra et mere følelsesmæssigt). Hvis man skal sige noget, så er det måske, at hans forældre ikke selv er helt så socialt kompetente som så mange andre, men det kommer lidt til udtryk på andre måder, synes jeg. Hans mor er førtidspensionist af psykiske årsager (stress), så hun kører mentalt i et ret højt gear, og hans far er vist bare mand med stort M, som ikke vil tale om følelser, selvom vi alle ved, han inderst inde er blød som smør...


Hvis der ikke er grund til at tro at han ikke er blevet klædt godt nok på hjemmefra, så ville jeg være bekymret for om det her er noget du kan 'opdrage' dig ud af. Dybest set synes jeg at det er forkert at du skal opdrage din mand i det hele taget - slibe kanter af skal man jo alle, men du skal pådrage dig opgaven at tage dig af hvad man normalt forventer af en 3-årig er lidt noget andet. Men sagen er at hvis det her skyldes en personlighedsbrist eller andet i den dur, er det så overhovedet noget du kan ændre på? Kan han opdrages ud af det?

Der er masser af voksne mennesker som ikke er klædt godt nok på hjemmefra, også socialt. Det er svært at være et voksent menneske som skal forsøge at navigere i en verden hvis sociale spilleregler man ikke forstår fordi man aldrig har fået dem forklaret. Men man kan lære det. Man kommer til at træde på nogle tæer og gøre sig uvenner med folk hen ad vejen, men man lærer af det og man kan sagtens blive både tålelig og behagelig at være sammen med.

Mine egne forældre 'glemte' at lære mig bestemte ting, og jeg fik virkelig mange knubs som stor teenager og i starten af 20'erne fordi jeg simpelthen ikke fattede mange af de sociale regler som andre tager for givet som en selvfølgelighed. Jeg var ikke ligesom din mand, men jeg blev bestemt ikke inkluderet i fællesskabet fordi jeg blev ved med at gå galt i byen med andre, og den slags gider man jo ikke være i selskab med. Jeg fattede det bare ikke selv.

Fordi jeg først lærte spillereglerne som voksen, mistede jeg altså også en del venner på den konto, hvis altså jeg overhovedet formåede at få nogen venner til at starte med. Det betyder at jeg ikke kender nogen som jeg har gået i folkeskole med og kun har en lille håndfuld venner fra gymnasiet. Især i første halvdel af universitetsstudiet var jeg heller ikke alt for god til det. Sidste halvdel var bedre og nu fungerer jeg normalt socialt, men jeg bliver tit i tvivl om jeg nu har sagt eller gjort noget dumt.

Jeg kunne lære det som voksen fordi jeg som sådan ikke fejler noget. Jeg var oprigtigt overrasket over at få at vide at der var nogle ting jeg sagde og gjorde som bare ikke var okay. Jeg ANEDE det ikke. Det chokerede mig og så tog jeg det til mig. Mest af alt chokerede det mig nok at ingen havde sagt noget før, men det er nok fordi det er grænseoverskridende for en voksen at opdrage på en anden voksen, og så har de nok bare tænkt deres og holdt kæft. Men i virkeligheden havde de jo nok hjulpet mig mere hvis de bare havde sagt det noget før så jeg kunne gøre noget for at ændre det.

Hvis jeg havde fejlet noget som havde gjort at jeg måske godt forstod de sociale spilleregler hvis jeg fik dem forklaret, men alligevel ikke var i stand til at følge dem, så havde det straks været en helt anden sag.

Er du helt sikker på at der ikke er ét eller andet som stikker under her? Det er jo ikke normal opførsel, så det er svært at forestille sig at det bare er et personlighedstræk på linje med generthed eller nysgerrighed.
5
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 2311
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 601
Likede indlæg: 7957

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 15:22

Angelina skrev:
Ditto her - jeg er også temperamentsfuld - og uden tvivl, når jeg taber småkagerne ind i mellem, så går det ud over min mand ... men:

1. Han finder sig ikke i det.
2. Jeg undskylder min dårlige opførsel.
3. Jeg forsøger alt hvad jeg kan at undgå at tabe småkagerne og erkender det ikke er en i orden opførsel.

Og ja, der skal være plads til at tabe småkagerne og være lidt urimelig - også i et parforhold.


Præcis. Jeg er sgu heller ikke altid lige Prinsesse Charming....Jeg kan være både kolerisk, umulig og åndssvag.

Men forskellen er at det ikke er en permanent tilstand. Jeg betragter ikke pr. automatik ting der går galt som de højere magters forsøg på at få mig ned med nakken.

Min mand derimod skal engang imellem lige huskes på at det er sådan det forholder sig.....
3
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Modesty Blame
Indlæg: 937
Tilmeldt: 11. aug 2015, 08:21
Kort karma: 125
Likede indlæg: 1786

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Modesty Blame » 18. feb 2016, 15:41

Mibber skrev:
Modesty Blame skrev:Jeg tror ikke, at jeg forstår. Går din mand i selvsving, og lader ting som spildt vand og forkerte sokker ødelægge sin dag? Altså sådan helt seriøst? Det er ikke sådan nogle fiktive, overdrevne eksempler? Altså - jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det går for sig. Hvis vi nu sætter, at det er sådan noget vand på gulvet, som kan tørres op med en klud, hvordan er hans reaktion så? Hvordan bruger han vand på gulvet, der kan tørres op med en klud, som undskyldning for at være muggen en hel dag/aften?

Og hvorfor i helvede finder du dig i den opførsel, den er jo absurd.


Ganske seriøst.
Hvis vi tager udgangspunkt i vandet på gulvet, så raser han og råber og skriger, når det sker. Ikke ad mig, med ad situationen. Jeg må ikke tale til ham og gå i vejen, for der hersker kaos indvendigt i ham, men han bliver også sur og skuffet, hvis jeg ikke ordner det med eller for ham, for så føler han sig "alene" og ikke taget hensyn til. Han føler, at han altid er der for mig, men at det ikke går den anden vej.

Jamen - nej.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forestille mig, at han kunne overbevise nogen anden om, at han er et offer over de der latterlige ting, han hidser sig op over. Bortset fra, at Vibbsens mand åbenbart også kan have det sådan.

Hvis han føler sig så skide alene, så skulle han måske prøve at være reelt alene med sine enorme problemer engang. Mibber, kære ven, meget har jeg fundet mig i, men det der, det er fanme for langt ude. Nu må du hanke op i dig selv, og tage dig alvorligt.
6
Brugeravatar
achillaxedprune
Indlæg: 1472
Tilmeldt: 4. jan 2016, 18:38
Kort karma: 505
Likede indlæg: 3621

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf achillaxedprune » 18. feb 2016, 15:45

Mibber skrev:Jeg tror lidt, humlen er, at han jo er der for mig, når jeg ikke har det godt. Dengang jeg gik ned med stress og da min far døde var han ret fantastisk fx. Så jeg vil jo også gerne være der for ham. Men jeg har svært ved at holde til det, når det er de her småting hele tiden, som (i mine øjne) ikke betyder noget som helst i det store billede.


Selvfølgelig skal ens ægtefælle være der for en, hvis man går ned med stres eller en forældre dør. Det giver ikke ekstra plus'er i bogen, det er hel normal og forventelig opførsel... Modsat hans, der er totalt røvhuls-attitude og -opførsel. Ud fra hvad du skriver er han enormt uretfærdig og strid.

Fortjener du virkelig dét liv?
9
Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt.
Citat: Ukendt morfar.
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 2033
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 231
Geografisk sted: Kbh. Østerport
Likede indlæg: 3920

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Purple Haze » 18. feb 2016, 16:31

Kommer sådan til at tænke på et sex and the City afsnit, hvor Sam siger at Jerred jo var der for hende da hun havde kræft, og en af se andre kikker på hende og siger: Du sammenligner simpelthen dit forhold med kræft?

Same same, but different.
2
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 2311
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 601
Likede indlæg: 7957

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 16:37

achillaxedprune skrev:Selvfølgelig skal ens ægtefælle være der for en, hvis man går ned med stres eller en forældre dør. Det giver ikke ekstra plus'er i bogen, det er hel normal og forventelig opførsel... Modsat hans, der er totalt røvhuls-attitude og -opførsel. Ud fra hvad du skriver er han enormt uretfærdig og strid.

Fortjener du virkelig dét liv?


BINGO !!!

Jeg betragter det som noget helt naturligt og selvfølgeligt at man har sin partners ryg, og er der for vedkommende når livet vender vrangen ud af.

Jeg har en veninde hvis mand er sådan et "pragteksemplar" som altid er rimelig, hjælper til, tager ansvar osv. osv. osv. Men han har ikke hendes ryg. Og hun stoler ikke på at han kan tage vare på hende hvis hun virkelig kommer på skideren. For hun har prøvet at han frøs i en situation hvor hun for alvor var på røven. En anden veninde "skilte" sig ganske enkelt af med faren til sine 2 børn. Den beslutning traf hun den dag, hun gik ned med stress i sådan en grad, at hun røg afsted til MR Scanning fordi de troede hun havde fået en blodprop i hjernen....Han reaktion var at foreslå at hun ringede til hans mor og fik hende til at hjælpe med det derhjemme.

Min mand er måske nogen gange lidt et offer, hænger sig i de små ting og opfører sig som en 5 årig....Men han har min ryg. 100 %. Altid. Og det helt uden at stille spørgsmål. Han er hamrende god i "rigtige" kriser. Så er der sgu ikke noget fis. Og der er ingen der fucker med hans kone.....
Senest rettet af vibbsen 18. feb 2016, 18:24, rettet i alt 1 gang.
6
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 1808
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 790
Likede indlæg: 7307

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Aima » 18. feb 2016, 16:48

Puh, jeg får altså nærmest helt ondt i maven af at læse dine indlæg, faktisk er din egen ro og den der stemning af, at du nærmest bare har accepteret hans opførsel lang henad vejen lidt skræmmende.

Er du tryg i dit forhold? Din umiddelbare indskydelse vil sikkert være, at det er du, for din mand er sikkert både loyal og kærlig, og det er ofte de der helt åbenlyse forudsætninger, man allerførst associerer til tryghed, men helt ærligt, når du tænker videre, ER du så ægte tryg? For jeg tænker bare at den der konsekvente ustabilitet i din mands sindstilstand og det faktum at du aldrig fucking har nogensomhelst idé om, hvornår du får den der zenfølelse, eller alternativt bare dit grundhumør ødelagt, lyder som noget der i min verden ville føles helt vildt utrygt. Du render ubevidst rundt og er sådan lidt semi-traumatiseret, når du konstant har sådan en latent forbeholdenhed for, hvad der nu venter dig. Du slukker brande før de overhovedet er antændt, og det er sgu ikke engang dine egne. Udover at være udmattet, er du så ikke også pissestresset hele tiden? Det ville jeg være.

Nogle af de andre er inde på psykisk vold, og jeg synes faktisk ikke, den betegnelse lyder som en overdrivelse. Jeg kender ikke kriterierne, jeg ved ikke, om man kan udsætte andre for psykisk vold, hvis man ikke selv er bevidst om det, men jeg er fuldstændigt overbevist om, at resultatet på kalkuleret, psykisk vold og dét, du står model til, i værste fald kan være det samme. Den der listen rundt på æggeskaller-mentalitet du dagligt tillægger dig og din konstante, ubevidste stillingstagen til, hvordan du coper næste gang ender simpelthen med at æde din selvrespekt og din livskvalitet. Det er altså ikke meningen, man skal leve sådan der bare fordi man deler liv med et menneske der ikke evner at tage ansvar for egne fucking issues.
12
I'll stick with hell no's and headphones...
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2252
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 563
Likede indlæg: 7096

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Zombie » 19. feb 2016, 07:57

Det kan sagtens være, at det her ikke er psykisk vold i klassisk forstand, men effekten er jo den samme.
TS har det ikke rart i sit eget hjem, hun undgår sin mand, går på æggeskaller og forsøger at glatte ud, for at forhindre hans "udbrud". Når et udbrud så sker, forventes hun at gå helhjertet ind i sagen, uanset hvor stort eller småt en "sag" der er tale om, uanset om hun er i gang med noget andet, uanset om hun selv har haft en dårlig dag eller en god dag hun bare ikke vil have ødelagt - faktisk uanset hvad som helst faktisk.
Hvis hun ikke smider alt for at være der for ham og nurse ham, bliver hun straffet: Han er sur og negativ hele dagen på en så demonstrativ måde, at hun tydeligt kan mærke det. Hun udsættes for silent treatment. Hun udsættes for lange snakke, hvor han pådutter hende dårlig samvittighed - det er ren "gas lighting" i den forstand at det er HENDE som ikke er rummelig og HENDE som er urimelig, ikke han. I en grad, så hun må herind og lave en tråd, for at få bekræftet at det altså ikke er hende, der er noget i vejen med, "og jeg er jo også selv lidt følelsesladet nogle gange"...

Det er jo følelsesmæssig afpresning, at hun SKAL deltage i hans "anfald" og ellers fryses ude, mødes af en mur af negativitet og dårlig stemning, og kan se frem til at resten af dagen/aftenen er ødelagt pga. et eller andet ligegyldigt.
Som der med husnøglen, hvor han er nødt til at tage metroen til/fra arbejde, og det er så skyld i at deres middag ude på fin restaurant i forb. med Dining Week, så skal være en nederen og ubehagelig oplevelse.
Det er måske ikke en bevidst taktik fra mandens side, men det fungerer jo som en måde at få TS til at rette ind - og igen: Det kan da godt være, at det ikke er tiltænkt denne funktion, men det ændrer jo ikke på, at det er sådan det fungerer/kommer til udtryk i praksis.


Min eks-kæreste brugte samme argument, når jeg forsøgte at italesætte ting i forholdet som gjorde, at jeg faktisk decideret mistrivedes: Jeg var ikke rummelig over for ham.
Se, jeg ved godt at jeg ikke er den nemmeste kvinde at være kæreste med, men jeg har været sammen med en mand (Gnuen, faktisk) som lærte mig, at jeg ikke er hverken værre eller bedre end alle andre. Derfor købte jeg ikke min seneste eks' præmis om, at han nærmest skulle have lov til "hvad som helst", fordi han jo var så god af sig, at "leve med" alle mine skavanker og følelsesudbrud.
- Jeg kunne jo ikke sige andet til ham, end at hvis han også mistrivedes med noget JEG gjorde, burde han være mere end velkommen til at bringe det op i en separat samtale senere. Det var da vigtigt at få på bordet, men det fungerede IKKE som argument for, at jeg skulle finde mig i en masse urimeligt pis - der altså lå UD OVER alle de der almindelige ting, man er nødt til at leve med i et forhold, fordi man er to forskellige mennesker og ikke kan være helt ens på alle områder.

Og selvfølgelig skulle jeg ikke leve med at mistrives, bare fordi HAN (heller) ikke syntes det var nemt, at være i et forhold med MIG. Det er da ikke et argument for andet end at man bør gå fra hinanden, så. Fremfor at begge er fanget i et eller andet dødsygt limbo, hvor begge har det ad helvede til og bruger hinandens armod som argument for at blive - but why?

Da jeg ironisk nok brugte ovenstående argument i forbindelse med bruddet, så lod min eks mig forstå, at sådan havde han jo heller ikke ment det. Men da var det for sent - jeg havde fået nok af ikke at blive hørt, set eller anerkendt, og at alle mine følelser og oplevelser skulle fejes af bordet med beskyldninger om manglende rummelighed samt med henvisning til mine egne begrænsninger.

Det er sjovt, for min nuværende kæreste synes som min eks-eks (Gnuen) at jeg ikke er hverken værre eller bedre at være kæreste med, end alle mulige andre. Så min eks er altså helt alene om at mene, at jeg er SÅ vanskelig et menneske, at jeg burde finde mig i pis og papir fra ham, fordi jeg jo heller ikke selv er nem. :stoned:
8
Smiling_Goat
Indlæg: 3144
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 670
Likede indlæg: 10687

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Smiling_Goat » 19. feb 2016, 08:38

Jeg tænker også lidt, at din mand er som et urimeligt barn, og den bedste håndtering af sådan et er konsekvenspædagogik (synes jeg.)

Et barn der opfører sig grimt på en restaurant ville man måske sige: "Du er vist ikke gammel nok til at være med ude at spise, så nu tager vi hjem igen" til og tage barnet med hjem - uanset hvor meget det brokker sig. Det handler om at sætte en soleklar konsekvens op for den uacceptable adfærd, så der drages tydelige paralleler.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at du, når din mand får et meltdown over et spildt glas vand, skal sige: "Du er vist ikke gammel nok til at drikke af et glas, her er en sutteflaske," men forsøg stadig at skabe en tydelig parallel mellem det han gør og din reaktion.

Hvis han angriber dig uretfærdigt så sig: "Jeg kan godt høre, du er ked af det, men jeg vil ikke acceptere at blive behandlet sådan, så nu går jeg. Du kan finde mig, når du er faldet ned."

Og så skal du i øvrigt nok forvente, at det bliver værre før det bliver bedre. Typisk, når man indfører konsekvenser, optrappes konfliktniveauet fordi "barnet" (jeg er altså virkelig ked af, at jeg kontinuerligt sammenligner din mand med et barn) forsøger at finde "stresspunktet." Det punkt, hvor den voksne (konsekvenssætteren) opgiver sit forehavende. Problemet er så, at hvis de har held med det, har man fået optrappet konflikten for fremtiden, for så er det den reaktion konsekvensmodtageren benytter fremover - og ikke udgangspunktet. Jeg ved ikke, om jeg giver mening..

Men det siger jeg så også, fordi jeg ikke rigtigt tror på, at voksne mennesker kan ændre sig. Man kan sige det samme til dem en million gange, og de kan have enhver intention i minuttet om at ændre sig, men det er bare så svært at ændre mønstre, man måske ikke helt selv ser som problematiske eller bare er dybt indgroede.
En ændring skal komme fra dem selv, fordi de selv kan se en fordel ved den, og det mener jeg bedst kan øjensynliggøres ved at lade deres adfærd have konsekvenser. Jeg er ked af at citere dr. Phil, men lige det her sagde han ret godt: "Hvorfor skulle han ændre sig? Det virker jo for ham."
11
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1074
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 159
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 2305

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 19. feb 2016, 08:48

Grunden til at jeg spørger om TS er helt sikker på at der ikke stikker noget andet og mere under her, er at min egen kæreste har nogle af de samme træk som TS' mand og ind i mellem også kan blive meget dramatisk og "hele verden går under"-agtig. Han kan godt komme til at lade sine frustrationer gå ud over andre, ikke i lige så høj grad som TS' mand, men det kan være svært for ham at slappe af og bevare overblikket hvis noget frustrerer ham. Så bliver han bare helt kørt op, og så kortslutter det lidt for ham.

Han kan ikke overskue flere ting på én gang, så man skal fx passe på med at tale til ham hvis han står med to gryder og en pande på komfuret. Det er ikke fordi man som sådan skal gå på æggeskaller omkring ham, men man skal kunne rumme at hans overblik er begrænset og at han mentalt ikke kan rumme for mange input på én gang.

Men min kæreste er altså autist, og det ved han - og han bruger det ikke som undskyldning.

Han er også blind på det ene øje og har dårligt perifert syn på det andet, så hvis han står og har travlt med et eller andet, og man så pludselig står bagved ham eller skråt ved siden af ham og siger et eller andet, så ER det lidt som et sneak attack for ham. Kombineret med hans manglende evne til at sortere i input pga. autismen, betyder det at han godt kan blive lidt for opkørt over almindelige hverdagsting.

Og så er det jo klart at der skal slibes kanter af og at man skal tale om tingene, og nogle gange går det også lidt for stærkt. Han er en enkelt gang blevet sur på mig fordi vi skulle ud af døren og nå et tog, og han blev så optaget af et eller andet total urelateret (igen autisme...) at han glemte tiden, hvorfor han styrtede rundt de sidste 2 minutter med en sko i den ene hånd. Resultatet blev at han glemte sin telefon. Og så blev han rigtig irriteret fordi han ikke kan lide at være i store menneskemængder, men hvis han sætter øredutter i og kigger på sin telefon, så er det okay. Men det var ikke min skyld at han glemte sin telefon, så det kan han ikke tørre af på mig, og det vidste han jo også godt når først frustrationen havde lagt sig.

Han er autist, men han er velfungerende og på ingen måde dum. Han er i krævende fuldtidsarbejde og har været det samme sted i 15 år. Hans kolleger er vilde med ham og alt i alt har han et rigtig dejligt liv hvor tingene kører. Og vi har et virkelig kærligt forhold hvor han ved at jeg godt ved at hans vanskeligheder ikke er noget han har valgt og at det ikke som sådan er hans personlighed som kommer til udtryk. Og når han er lidt urimelig - ikke at det sker så tit vil jeg sige - så bliver han selv ret ked af det fordi han ville ønske at han kunne styre det lidt bedre. Men han styrer det faktisk rigtig godt, synes jeg. Det er dog ret typisk for velfungerende voksne mennesker med autisme at de er flove over det fordi de ved hvad de gør galt og kan forstå det på et intellektuelt plan, men alligevel ikke kan styre det 100%.

Han 'glemmer' nogle gange sin objektivitet hvis han er blevet opkørt, for så er hans hjerne fyldt til bristepunktet og kan ikke tales mere til, og så er det nemmere at lade det gå ud over noget andet/en anden person. Men han kunne aldrig drømme om at stå ved at han havde ret til det når først han er faldet ned igen.
10
Brugeravatar
JackieO
Indlæg: 133
Tilmeldt: 8. nov 2015, 22:08
Kort karma: 19
Likede indlæg: 422

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf JackieO » 19. feb 2016, 09:12

I dit første indlæg skriver du:

Mibber skrev:
Jeg kan mærke, at jeg har mistet lysten til at tilbringe tid med ham. Jeg har det bedst på de tidspunkter, hvor han ikke er hjemme, og jeg bliver spontant træt, når han træder ind ad døren. Jeg er også begyndt at trække mig og lukker mig inde med en bog, telefonen eller lignende for at "slippe for" kontakt.


Selv om det meste af tråden har handlet om HAM og HANS opførsel, HANS tanker, HANS følelser, HANS barndom, HANS altoverskyggende behov for at du tilsidesætter dig selv fuldstændigt for hans skyld, så er du jo et eller andet sted klar over, at du ønsker et liv, hvor der er plads til dig og dine behov.

Der er ikke meget, der tyder på at det vil kunne lade sig gøre, så længe du er sammen med ham, og selv om det kan være svært at bryde med en person man har været sammen med længe, siger du jo indirekte i dit startindlæg, at han er blevet til en person, som du overhovedet ikke HAR LYST til at være sammen med, og som du prøver at undgå i dit eget hjem. Det lyder virkelig som en ubehagelig situation - ikke mindst når han ikke accepterer at du trækker dig fra ham, men bliver ved med at tvinge dig til at deltage i hans umodne frustrationer.
4
Brugeravatar
Panton
Indlæg: 1368
Tilmeldt: 15. aug 2015, 06:50
Kort karma: 213
Likede indlæg: 1246

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Panton » 19. feb 2016, 09:19

Jeg har læst hele tråden og har det allerede efter TS' første indlæg den holdning at det gad jeg ikke bruge mit liv på. Det lyder urimeligt og vanvittigt og jeg havde ladet ham vide at han kunne skabe sig på egen hånd.

Jeg vil ikke bruge tid på at sonderer terræn i mit eget hus og konstant feje ting bort så manden evt. ikke får et anfald lige der men senere over noget andet.

Ts, pak dit grej og skrid, så du kan være dig selv og ikke skal gå på listetæer
2
Winners never quit
Quitters never win
LaScrooge
Indlæg: 2232
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 634
Likede indlæg: 5863

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf LaScrooge » 19. feb 2016, 09:21

Mibber skrev:
Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.


Det kan også være at han har ret i det - set indefra ham selv, altså. At han synes det er hårdt for ham, fordi du reagerer på ham som du gør. Han bliver begrænset i at udfolde sig som han foretrækker, fordi du ikke bare rummer det og elsker det, men faktisk føler dig belastet af det.
Så måske er pointen, at I ikke passer sammen? Jeg ved ikke om der findes en kvinde der kunne trives med en mand der havde så mange kritiske øjeblikke i sit liv på daglig basis, men det ser ud til at det er sådan en, han ville være gladest for at være sammen med. En han IKKE skulle tage hensyn til, en han IKKE skulle moderere sin opførsel i forhold til.

Hvis I begge føler at I giver rigtig meget plads til den andens personlighed, men ingen af jer føler jer gladere af den grund - men tvært imod føler at det koster jer på energikontoen dagligt - så er det måske et virkeligt tegn på, at I er for forskellige?

I forhold til det med at være der for hinanden, så ja, man skal være der for hinanden når man er i krise. Når der sker noget som er ualmindeligt for en at håndtere. Fx død, stress på arbejdet, bekymring over sygdom, en hård beslutning osv. Men det lyder skævt, at man skal være der i forbindelse med, at man spilder vand på gulvet eller ikke har de rigtige sokker i skuffen. Og at det at "være der" betyder, at man rummer og hjælper og ikke viser sine egne følelser eller siger hvad man tænker, fordi den anden så føler sig forhindret i at skabe sig. Faktisk er DU der jo ikke i de tilfælde - du udsletter dig selv for hans skyld. Du undertrykker din egen følelse af at det er for åndssvagt at flippe ud over noget så småt. Selvom du er der fysisk, er der ikke plads til dig som menneske.

Som voksent menneske skal man kunne håndtere sin dagligdag, kunne acceptere livets terningspil og fokusere sin energi på at handle konstruktivt på de ting man rent faktisk kan handle på.
6
Brugeravatar
Luffegås
Indlæg: 1166
Tilmeldt: 18. dec 2015, 09:17
Kort karma: 101
Geografisk sted: Fyn
Likede indlæg: 1836

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Luffegås » 19. feb 2016, 09:22

Jeg blev som din kæreste i slutningen af mit forholdt il min eks. Jeg fandt ud af det var fordi jeg var så drænet over at han ingen interesse mere havde for at fortælle mig ting, dele ting med mig. Lavede aftaler hen over hovedet på mig. Løj indimellem for mig. Forsøgte ikke at forstå mig. Var i mod mig i alt i stedet for med mig. Var voldelig når han var beruset. Trøstede mig aldrig fordi han ikke ville virke som en tøffelhelt. Hver gang vi havde det mindste skænderi sagde jeg næsten "indrøm nu du ikke elsker mig" og for ham kunne det virke voldsomt. Omvendt kunne han også miste humøret over et freaking playstation spil så han kunne sidde og slå sofaen og råbe "uuh FOR HELVEDE", og bare det mindste var i vejen blev han ked af det. Da jeg så slog op, opdagede jeg at jeg ikke havde kunnet trække vejret ordentligt længe. Jeg var så udmattet også. Udmattet af at være så pisse sur, udmattet over at tænke for to hele tiden, og over at være som en "mor". Jeg havde nærmest post-forhold-stress-syndrom hvis man kan kalde det det. Og jeg kunne i flere måneder få åndenød ved tanken om at få en kæreste igen eller bare at overveje at arbejde på vores forhold måske kunne blive godt igen. Jeg havde kvalme når jeg tænkte på kærlighed, men på andre områder blomstrede jeg, og fandt ud af, livet er bare ikke det værd. Og eksen indrømmede han i den sidste tid faktisk bare havde haft sig mig som et fjendebillede fordi han er opdraget af en besiderisk, manipulerende ko af en mor, og hans indre billede har så indimellem det med at gøre at alle kvinder er som hans mor.
Nu skriver du så at du tror ikke det er i hjemmet den har været gal. Måske I bare er forskellige. Jeg sammenligner heller ikke, og siger det på nogen måde er din skyld, for det er det virkelig ikke. Du har lyttet, og du har forsøgt, og nu skal det vise sig om han lytter. Et eller andet sted tror jeg I skal udsættes for et eller andet der ryster op i ham der gør at han ikke brokker sig over sådan nogle sygt små ting, som er så evigt ligegyldige. Har i prøvet parterapi? Eller har han prøvet terapi generelt? Enten er det enden, eller også kan det blive starten på noget, men der skal handles nu.
1

Tilbage til "Forhold og sex"