Gør det aldrig mere.

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 9. mar 2016, 11:08

Før jeg fortæller meningen med indlægget, så fortæller jeg lige hurtigt om min situation: Jeg har aldrig oplevet kærlighed og kender ikke følelsen. + Jeg er angst for intimitet og selve kærlighedsfølelsen.
Jeg kender kun det med at blive nyforelsket også droppet. Så min kæreste og jeg har en svær periode. For jeg har haft stor lyst til at slå op og gå fra ham på trods af at jeg ikke kunne leve uden ham (eller det kan jeg. Men det føler jeg ikke, at jeg vil)
Jeg har fået hjælp og selvom jeg ikke vidste mine følelser og ikke kunne mærke min rygrad og vilje. Så skulle jeg blive i det! For det er klart at jeg bliver forvirret og ikke kender det jeg er i. For jeg kender ikke følelsen af kærlighed. Som min far sagde: har du overvejet at den forvirring du har, er fordi du føler kærligheden, men du er bare bange for den og skubber den væk?
og det tror jeg at han har ret i! I mellemtiden (i min kamp) havde jeg udviklet et crush på en kammerat på min skole. Men jeg vidste at det var fordi min krop og sind ville flygte for det bedste jeg havde i mit liv (jeg er vant til at give op) så jeg accepterede bare crushet og gjorde ingenting og det fik det til at stilne lidt væk igen.
Jeg får det så godt med min kæreste og jeg griner og er lykkelig igen.
Jeg invitere så min skolekammerat + 2 andre fra skolen også. (Så vi er 2 piger og 2 drenge) og min veninde er forelsket i ham. Men invitere dem hjem til mig.
Alkoholen ryger ind og mig og X (fyren) flirter ret heftigt, selvom han sidder og nusser og krammer min veninde. Og han fortæller at var jeg single var mine trusser røget af, hvilket er rigtigt. Og vi aftaler at gifte os, som 40årig hvis vi var single til den tid. Han ender så med at kysse min veninde og tror de har startet lidt flirt op. Og selvom jeg vil være ligeglad så stikker det lidt.
Min kæreste henter mig da byen lukker og jeg er FULDSTÆNDIG FORVIRRET. Jeg var lidt ligeglad med min kæreste (jeg var æske stiv) og jeg får ikke rigtig sovet for jeg har mega dårlig samvittighed og føler mig, som en kæmpe kælling.
Nu er jeg igen forvirret over mine følelser. Selvom jeg havde det super godt om Torsdagen og virkelig elskede ham og har den sidste uges tid drømt at han var utro og puha det gjorde NAS!!! Jeg kunne godt mærke, der om fredagen at der ville komme til at ske et eller andet. (Mavefornemmelse)
Jeg har det virkelig forfærdeligt!!!!!! Da vi var i byen havde jeg det, som om jeg stadig var single og bare fes rundt og skulle ende i lejligheden alene. (Der var kun flirt mellem mig og X. Ingen berøring eller noget!!!)
Har overvejet at stoppe med at drikke (selvom sidste gang var for 1år siden) men i hvert fald kun med veninder.
Skal jeg bare lade tiden gå lidt også går det i sig selv igen? Jeg kæmper jo stadig med angst for kærlighed og intimitet og spørg man mig, hvordan kærlighed føles, så ved jeg det ikke. Jeg er først begyndt, at kæmpe for 1-2 måneder siden og det er hele mit liv der skal vendes om (er 25) og har levet i mørke og negativitet. Min kæreste har vist mig en anden side af livet og det skræmmer mig sindsygt!!! Selvom den er positiv. Han er vitterligt det bedste der er sket for mig og tro mig. Jeg VED at vil jeg have et godt liv er det med ham.
Men jeg er fuldstændig nede efter igår (selvom det er min egen skyld)

Jeg fik et lille crush på X, i den sværeste periode af min "kamp" imod angsten for kærlighed og intimitet. Jeg valgte at snakke med en om det og efter den samtale blev jeg mere rolig og efter nogle dage glemte jeg det og fik det bedre efter nogle dage. Jeg blev mere glad i forholdet og begyndte, at kunne mærke en dejlig følelse indeni mig. Jeg var lykkelig! Jeg vælger min kæreste og jeg vil lære følelsen af kærlighed med ham. For jeg ved at det skal være mig og ham og at jeg elsker ham. Men jeg kan ikke "mærke" det. Men jeg ved det bare. Som skrevet, så har jeg aldrig oplevet ægte kærlighed. Kun nyforelskelse og at blive forladt.
0
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 9. mar 2016, 11:40

Men som skrevet så tænkte jeg ikke mere over mit crush og alt fungere godt. Så invitere jeg X og min veninde og kammerat fra skolen til fest og jo mere der kommer indenbords. Jo mere "glemmer" jeg min kæreste og bare flirter igennem (stadig ingen berøring eller visning af intime dele) X og min veninde ender så sammen og starter lidt flirt. Men X siger "hvis du var single, havde jeg hevet trusserne af dig" og jeg hopper med på den og hans udsagn er rigtigt nok. For var jeg single var det nok sket. Det skal lige siges, at X og mig ville ALDRIG passe sammen i et forhold. Jeg vil have en fyr som min kæreste. Min kæreste er ALT hvad jeg har ledt efter og har altid drømt om en som ham. X er en umoden fyr, som syntes det er rart hvis piger vil have ham. Han vil germe have en kæreste, men vælger altid de forkerte piger. Jeg kunne blive ved. Men X og mig passer ikke sammen og jeg har min drømmefyr også bliver jeg fuld, flirter heftigt og går 30 skridt tilbage i min udvikling (angsten for kærlighed og intimitet)
Jeg har forfærdelig dårlig samvittighed og tager det meget hårdt. Min kæreste ved alt dette og har det rigtig svært. Men han vil ikke gå og jeg vil ikke slå op.
Selvom jeg har det sådan, at jeg burde bare skubbe folk fra mig. For så gør jeg ingen kede af det, med min forvirrende og mærkelige adfærd. Og bare andre har det godt og ikke bliver såret af mig. Så er jeg tilfreds. Selvom jeg gerne vil være lykkelig med min kæreste. Men ligeså snart jeg er lykkelig, så ødelægger jeg alt for mig selv.

Altså angsten for intimitet og kærlighed er jo ikke, at jeg tror der ingen der elsker mig. Men fordi jeg er bange for, at få folk tæt på. Og prøver de får jeg dem skubbet væk.
Jeg har gjort det i 25år og kun 1 person, har skidt højt og helligt på at jeg ville skubbe ham væk. Og det er min kæreste.
Jeg vil lade helt være med at drikke. Imens min kamp for, ændre mig og modtage kærligheden. Så er det ikke nu, mit gamle jeg skal dukke frem. :/

Har det virkelig forfærdeligt.
Vågnede flere gange og havde virkelig lyst til at slå op, fordi jeg følte mig, som et dårligt menneske og jeg burde skubbe alle fra mig. For så længe de har det godt og ikke bliver såret af mig. Så er jeg glad. Jeg er ligeglad med min lykke, når jeg skal såre mennesker. Og især den person der betyder mest for mig.
Men hvordan kan man elske sig selv, når man sårer den der betyder mest for en?
havde så meget hjertebanken og angst imorges. Ville bare flygte fordi jeg har været sådan.
Min opførsel i beruset tilstand skræmte mig. Jeg var vitterligt single og bare var kold og ligeglad med ham. :'( det var SÅ frygteligt, at have det sådan. :(
Men kan man blive den person, der vil binde sig og være i kærligheden? Eller er jeg bare håbløs? Jeg skal måske fodre "kærligheds ulven" men fortjener jeg det??? Jeg har jo såret min kæreste meget. Han ved stadig alt, men vil ikke gå fra mig.

Jeg er bare et stort rod. Da jeg "tog hul på angsten" ville jeg slå op hver dag. Men det gav bare ikke mening, for hvis man slår op så syntes jeg, at der burde være et eller andet tegn på, at jeg ikke gad ham mere. Lige i de første 3-4 uger overanalyserede jeg ALT! Hver berøring, hver hjertebanken, hver knugen i maven. Fik af vide af både psykologer og 1 clairvoyant, at mig og min kæreste kunne godt være sammen i meget lang tid. Men jeg skulle ville det. Men det lød til med min barndom og liv, at det var angst. For kunne/kan ikke sætte 1 finger på noget! Han tænder mig stadig, han irretere mig ikke, jeg vil giftes med ham. Jeg var SÅ lykkelig, inden den dumme fest! For jeg plejer at blive meget følsesladet i beruset tilstand. Men ikke denne gang.
Jeg syntes det er så hammer hårdt og svært, at arbejde med sig selv og ikke flygte fra tingene. Jeg har det som om jeg er trådt tilbage til næsten start i min udvikling. Bare, at nu kan jeg svare prompte, at jeg elsker min kæreste. Det kunne jeg ikke til at starte med. Men som du siger, så er jeg 2 personer. Men jeg vil være hende, som gjorde fremskridt i Torsdags og ikke hende der har vågnet ved psyko hjertebanken fordi jeg har ville slå op. Det er, som om hele min krop leder efter grunde til at slå op, selvom der ingen er og at den ikke vil tage beslutningen. Jeg vil ikke se ham med en anden, han skal være far til mine børn og jeg vil ikke engang have nogen! Det er ham jeg skal blive gammel med. Også opføre jeg mig sådan her?!

jeg har altid været den pæne pige. Gjort og levet efter hvad andre syntes. Selv havde jeg svært ved at slette min eks kæreste fra Facebook, da jeg var bange for, at han ville blive ked af det. Han var mig mega utro og løj hele tiden, men det var mange år siden, så det tænkte jeg ikke på. Men ham har jeg først slettet i Februar. Fordi jeg ikke kunne give slip, selvom jeg ville.
Jeg aner faktisk meget lidt om mig selv. Jeg ved alder, navn, adresse og at jeg er lykkelig på hesteryg og vil slå op med min kæreste, selvom jeg VED at jeg elsker ham. Jeg læste at kærlighed er et valg (fik det af vide) så havde man noget så godt, som jeg har. Så var det om, at beholde og kæmpe for det. Men som du selv siger, så fokusere jeg MEGET på følelserne.
Jeg har haft min kæreste i mit liv siden den 6. September 2014 (første date) og hver eneste dag med ham har været, som at blive slået med en virkeligheds avis, som om jeg har lagt i hi.
Jeg har jo også været afhængig af "dumme fyre" før jeg mødte kæresten. Så mit mønster sådan her ud: Skrive med en ny --> date --> nyforelsket --> blive forladt
og da jeg møder min kæreste besluttede jeg mig for, at give fyre en chance. For jeg har altid været sådan: ingen stor kemi på 1. Date. Så ingenting. Men da jeg mødte kæresten, så var der ikke den vilde kemi, men det var hyggeligt. Men havde jeg ikke forslået date nr. 2 var vi ikke kærester den dag idag. For han vidste faktisk ikke om han var klar til en kæreste. Men jo mere vi sås, jo mere tittede kemien frem og selvom jeg var nyforelsket på en jordnær måde. Så følte jeg mig hjemme. En følelse, jeg aldrig rigtig har følt ikke engang ved min egen familie, selvom vi er tætte!
Det skal lige siges, at vi på ingen måde er afhængige af hinanden. Vi elsker begge at være alene og single livet skræmmer ingen af os. (Ved mig fordi, så skal jeg ikke tænke på nogen og jeg kan flygte fra tingene og især de positive)

Jeg har det virkelig forfærdeligt.
Jeg er begyndt, at blive slået i hovedet med en virkeligheds avis både pga kæresten og ny start på skole.
Lige pludselig, kan jeg ikke fortsætte mit destruktive men trygge mønster, hvor jeg holder folk på afstand og skifter mænd. Og hvor jeg går hjem i seng, når jeg ikke lige gider. F.eks er jeg træt, når jeg vågnede op, så aflyste jeg skole for at sove længere.
Jeg ved godt hvilken person, jeg selv vil være, men PUHA! Det er så hårdt, at ændre sig. Det er som om jeg har tabt mig selv, fordi jeg kæmper imod mit gamle jeg og trygge rammer.
I forhold til mænd, har jeg aldrig haft nogen tæt på og da jeg var ved, at slå op med min kæreste søgte jeg professionel hjælp, hvor de fortalte at jeg nu var rendt ind i en mur, hvor jeg ikke længere kunne flygte (den hældte også udover forhold) og ville jeg have den kærlighed, jeg længe har ledt efter, var det nu jeg skulle kæmpe. For nu havde jeg en, der faktisk var "immun" overfor mine MANGE MANGE forsøg på at skubbe ham væk. Jeg syntes det er SÅ svært! Jeg har så meget lyst, til at slå op. Men jeg elsker ham jo. Jeg er ikke afhængig af kærlighed og var helst fri, så jeg igen ikke skulle kæmpe for noget, men bare gå og ingen ansvar tage (den gælder også skole)
Jeg er startet på noget super godt, som er mit springbræt i livet og ligesom min kæreste, er det en chance der skal tages NU, for ellers kommer jeg ikke videre. For jeg har altid gjort hvad der passet mig og selvom der er en bette stemme i mig, der vil have en uddannelse er der en kæmpe del af mig, der siger "pjat! Du skal bare gå og hygge dig og passe dig selv. Uddannelse kan vente"
Før jeg mødte kæresten, (der gik jeg ikke i skole) vidste jeg godt, hvorfor jeg prøvede at være sammen med alle de mænd.
Jeg søgte urealistiske forhold (Hollywood kærlighed) men jeg søgte også en, der ville acceptere mig præcis, som jeg er!
Nu har jeg den mand, jeg har ledt efter i mit liv (ved godt der er flere fisk i havet) men ham her er noget specielt!
Endelig har jeg et forhold, hvor der ikke er utroskab, psykopati eller løgne eller chancen for, at blive forladt også står jeg her og har lyst til at slå op, selvom jeg elsker ham på en måde, jeg ikke har elsket før.
I alt det her, er det, som om jeg har tabt mig selv. Men på den anden side, mon jeg føler, at jeg har tabt mig selv, fordi jeg rent faktisk for første gang i mit liv kæmper for noget. Både kærligheden og min fremtid (skole etc)
Læste et citat, hvor der stod at kunne man ikke lide sit indre, måtte man ændre det.
Men hold op hvor er det hårdt, når man virkelig er i tvivl om hvem man selv er!
En psykolog sagde, at jeg stod imellem den gamle Mig og den nye (hende, som jeg vil være)
For kan jeg forme mig selv, som jeg vil være, så vil jeg: tænke mindre og nyde nuet, være sammen med min kæreste, tage en uddannelse, lade være med at "føle" efter alting, være glad og nyde at jeg er skør.
Men hold k*** den kamp, føles så umuligt, for den gamle Mig. Hende der ikke vil have folk tæt på og bare kæmper for INTET, hiver SÅ hårdt i mig og siger "her er trygt"

Jeg er lige nødt til at spørge. Hvad gør jeg ved tankerne?
er begyndt, at tænke "Når jeg bliver single" og sådan vil jeg da ikke tænke. Selvom singlelivet tiltaler mit gamle og dominerende jeg. Så kan jeg ikke undvære min kæreste. :/

Sorry for det MEEEEEEGET lange indlæg.
0
Brugeravatar
Willow
Indlæg: 37
Tilmeldt: 3. sep 2015, 11:43
Kort karma: 2
Likede indlæg: 77

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf Willow » 10. mar 2016, 06:43

Tænker du måske blander en masse ting sammen, jeg bliver nysgerrig på hvor gammel du er?

Undskyld hvis jeg er lidt hård men for at være helt ærlig tror jeg måske det er tid til at løfte hovedet lidt.

Når jeg læser alt hvad du skriver er min første tanke at du nok ikke er så vild med din kæreste og så konflikter du vildt over at gerne ville være et ordentligt voksent menneske og slå op på den rigtige måde og så at "ødelægge" det ved at skylde det hele på dine andre/tidligere issues eller være sammen med en anden. Dine issues er ikke en undskyldning for at være din fyr utro og samtidigt have ondt af dig selv. Du må tage ansvar for din egen opførsel. Det er netop at opføre sig kærligt og respektfuldt både over for andre og dig selv. Det er en del af det at blive voksen og en del af det din psykolog taler om tænker jeg. Tror ikke man kan være i et lykkeligt forhold uden at ville lære det.

Det kan være virkelig svært at tage fuldt ansvar for sine følelser når det kommer til forhold fordi det betyder også at man vil såre andre ind imellem. Men hvis man ikke gør det vil man såre dem mange gange hårdere samt have det skidt med sig selv.

Der er en vis tarvelig egoisme i ikke at tage ansvar og ikke at tvinge sig selv til at sætte sig selv ud over at man f.eks. ikke ønsker en partner mere men samtidigt slet ikke vil se h*m med en anden.
4
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 992
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 183
Likede indlæg: 2240

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf Moxy-lady » 10. mar 2016, 09:15

Jeg tænker også at du måske bare ikke er forelsket i din kæreste? Du snakker meget om hvorfor han ""burde" være den rigtige, og at han, på papiret er perfekt. Men at du bare ikke er der. Man kan godt blive begejstret/afhængig (især når man, som dig har vaskeligheder med intimitet) af at en anden person bliver sammen med en, på trods af at man forsøger at skubbe dem fra sig. Han giver dig jo et kæmpe selvtillidsboost ved at blive på trods af at du ikke altid er helt afklaret med at være sammen med ham. Og det kan være svært at opgive, uanset om man egentlig burde være ærlig og sige at man bare ikke vil kunne give den anden det han/hun har behov for. Og som en forklaring/undskyldning har du så at du er bange for intimitet, og kan så klappe dig selv på skulderen og samtidig også slå knuder på dig selv for ikke at gå.

Dermed ikke sagt at jeg synes at du skal finde sammen med dit crush, for han lyder egentlig ret usympatisk.

Jeg prøvede lidt det samme som dig, da jeg var yngre. Jeg var virkelig tiltrukket af bad boys, især dem som var charmerende og populære hos andre piger (sådan som dit crush.) Men fordi jeg altid endte med at blive såret, og var træt af at mine kærester var mig utro, så endte jeg sammen med en meget meget sød fyr fra mit arbejde. Han var, på papiret, helt perfekt og et fornuftigt valg. Og det var helt helt forkert. For jeg var aldrig nogensinde tiltrukket af ham. Matchet var helt forkert, og ligeså snart jeg havde scoret ham var han mig inderligt ligegyldig. i hvert fald i rollen som kæreste. Og jeg var stadig ligeså tiltrukket af de forkerte typer. Det var faktisk først efter et terapiforløb hvor jeg (cliché, I know) fik bearbejdet mit forhold til min far at jeg kunne blive tiltrukket af de søde mænd.
Jeg er stadig tiltrukket af de charmerende fyre som er populære hos andre, men det er dem der behandler mig ordentligt, fordi jeg selv tror på at jeg er mere værd end som et hak i sengestolpen.

Du siger at du får hjælp? Hvilken slags og hvor længe har det stået på?
1
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 10:57

Men jeg er jo tiltrukket af ham og jeg elsker ham?

Jeg er ikke afhængig af ham på nogen måde, for jeg er meget "alene mod verden" agtig.
0
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 10:59

Og jeg vil jo netop gerne lære at være lykkelig. Ellers havde jeg ikke gjort alt det her og betalt ja over 5000,- til at få hjælp.
0
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 11:02

Jeg er 25år.
Det har stået på siden efter nytår.
Jeg har fået psykolog hjælp, clairvoyance og hypnose (dog virkede hypnosen ikke, da hun ikke kunne "komme ind")

Hun mente at jeg var dybt skræmt af den kærlighed jeg kunne modtage lige nu.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2051
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 467
Likede indlæg: 5904

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf Smiling_Goat » 10. mar 2016, 12:27

TryToBeHappy skrev:Jeg er 25år.
Det har stået på siden efter nytår.
Jeg har fået psykolog hjælp, clairvoyance og hypnose (dog virkede hypnosen ikke, da hun ikke kunne "komme ind")

Hun mente at jeg var dybt skræmt af den kærlighed jeg kunne modtage lige nu.


Jeg er utroligt ked af det, men jeg forstår ikke rigtigt, hvad du siger.

Jeg forstår sagtens, at man kan vænne sig til at have det dårligt, og det bliver en normal, så man går i panik, når man får det godt, og nærmest kommer til at modarbejde lykken. Det er jeg helt med på, men det lyder som om, at du har fundet en masse mennesker, der alle har kunne bekræfte dig i, at du er bange for kærlighed, og det lyder altså lidt.. Sært.

Har din psykolog rent faktisk fortalt dig, at du har mulighed for at være sammen med din kæreste længe, og det er det, der skræmmer dig, eller er det noget du ræsonnerer dig frem til? Din psykolog kan jo ikke spå om kærligheden eller udtale sig om, hvad du føler. Det lyder lidt som om, at alle de her mennesker, fortæller dig at du elsker din kæreste, og det skræmmer dig, hvor du faktisk i startindlægget giver udtryk for tvivl om dine følelser. Du kan ikke mærke kærligheden, du ved bare, den er der (hvordan det så end fungerer.)

Jeg ved ikke, om du har været udsat for massivt omsorgssvigt som barn, for så kan det måske forklare noget, men så synes jeg egentligt måske, at du skal søge hjælp mhp. at løse de problematikker, der er i sammenhæng med det, og lade dit kærlighedsliv få 2. prioritet.

Det kan sagtens tænkes, at jeg bare har misforstået det hele, og så beklager jeg. Jeg kan nok bare ikke forstå, hvad du egentligt mener og siger.
3
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 13:08

Altså som barn, er jeg bare aldrig blevet forstået. Jeg er blevet mobbet indtil en alder af 21-22 år. Og jeg har skiftet så mange skoler, at jeg ikke har styr på det længere.
Jeg ved, at jeg er elsket af min familie. Men igen er bare aldrig blevet forstået. (jeg er sensitiv og har fået diagnosen Asperger, som er en mild form for autisme. Fik den først i sommers)

Men da alt det her startede efter nytår, var jeg i tvivl om jeg elskede ham o.s.v
Men i de 3-4 uger, hvor jeg ikke gav slå op tankerne meget "næring" så var jeg SÅ lykkelig. Jeg var der hvor jeg ville være. Jeg var virkelig lykkelig.
Men så skete den fest, hvor jeg røg tilbage. Og selvom jeg har de sygeste slå op tanker, så ved jeg denne gang, at jeg elsker ham.

Nej ingen kan spå om sådan noget.
Jeg tror dog på clairvoyance til en hvis grad. Men hun sagde: Ja, dig og din kæreste kan være sammen længe. Men du skal ville det!
0
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 13:10

Og jeg starter med min første rigtige psykolog samtale på Tirsdag. Har fået henvisning og kommunen betaler. :)
2
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 992
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 183
Likede indlæg: 2240

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf Moxy-lady » 10. mar 2016, 13:52

Jeg tror at du skal prøve at glemme alt det med kærlighed lige nu, og så få bearbejdet din barndom og de ting du ellers går og har problemer med. Jeg tror at der ligger nogle helt andre ting bag alle de her tanker, som du skal have hjælp til før du kan finde ud af hvad der er op og ned i dit kærlighedsliv. Du er meget fokuseret på nogle ting (at være bange for kærlighed/at du ikke kan mærke dine følelser osv) som blænder for at blive klogere på dig selv.

Jeg fristes faktisk til at mene at du bør være alene mens du gennemgår denne process....
2
Smiling_Goat
Indlæg: 2051
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 467
Likede indlæg: 5904

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf Smiling_Goat » 10. mar 2016, 14:10

TryToBeHappy skrev:Og jeg starter med min første rigtige psykolog samtale på Tirsdag. Har fået henvisning og kommunen betaler. :)


Det tror jeg bliver rigtig godt, og så synes jeg, du skal prøve at lade alle dine tanker falde lidt i baggrunden og lade hende være tovholder. Du bruger, lyder det som, en masse ressourcer på at overveje, hvad du føler, og det er helt unødvendigt. Bare lev. Hvis du gerne vil være sammen med din kæreste. Så vær sammen med din kæreste. Lad være med at snakke med ham den anden - ikke engang som venner. Tag en beslutning og hold dig til den.

Så må du sammen med psykologen finde ud af, hvad der skal ske på den lange bane, men lige nu spilder du bare en masse kræfter på at spekulere og mærke.
2
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 14:15

Du har ret. Jeg går hele tiden og mærker konstant. Lidt Ala sådan her "Jeg har lyst til at slå op" også begynder hjertet at hamre afsted og få ondt i maven og hjertet.

Jeg har ikke lyst, til at give slip på ham.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2051
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 467
Likede indlæg: 5904

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf Smiling_Goat » 10. mar 2016, 15:12

TryToBeHappy skrev:Du har ret. Jeg går hele tiden og mærker konstant. Lidt Ala sådan her "Jeg har lyst til at slå op" også begynder hjertet at hamre afsted og få ondt i maven og hjertet.

Jeg har ikke lyst, til at give slip på ham.


Jamen så lad dog være :P

Du bestemmer jo selv, om du afslutter forholdet. Så hvis du nu holder din sti ren, lader være med at komme i "farlige" situationer og lader være med at droppe ham selv, skal det nok gå. Så har psykologen sikkert noget fornuftigt at byde ind med, og du kan få styr på det, der er svært.

Kan du evt. lave en aftale med dig selv om, at du i hvert fald ikke slår op med ham før et stykke tid efter du er begyndt ved psykologen? Det kan måske give lidt ro, for så er det ikke noget, du skal forholde dig til nu, og så er der håb om, at psykologen kan hjælpe dig med dine overvejelser.
1
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Gør det aldrig mere.

Indlægaf TryToBeHappy » 10. mar 2016, 15:26

Jeg læste lige debatten "hvornår skal man slå op?" Eller hvad den nu hed. (sorry dårlig hukommelse) :D

Og de fleste er sådan, at de voksede fra hinanden eller mistede lysten til partneren og det er slet ikke der jeg er.
Vi er da forskellige på mange punkter. Men rent fundamentalt er vi rimelig ens og jeg har MEGET lyst til ham. Både bare kram og de mere intoner stunder.
Jeg føler mig bare SÅ latterlig! For der er vitterligt ingen grund til at slå op. Det er kun pga mine åndssvage tanker, at jeg vil give slip.

Jeg er simpelthen blevet opslugt i et stort "Jeg slår op + FLYGT!!" hul.

Det med at sige, at jeg venter med at tage en beslutning, har jeg rykket MANGE gange.
Har haft: 1. Marts, efter vores 2års dag (18 oktober), til han slår op, til han har holdt fødselsdag (20 marts)

Det skal lige siges, at jeg ALTID har været mere eller mindre følelsesforvirret i mit liv.
Men jeg har heller aldrig haft så stille et forhold, hvor det eneste problem har været mine tanker.

Mit 1. Forhold havde jeg i 5år, men vi gik så tit til og fra hinanden, at vi altid var forelsket i hinanden. For så var han utro eller løj.
Der blev jeg kun fordi jeg ikke havde andre og var bange for at være alene. Fordi jeg heller ikke havde bare 1 veninde.
Men da jeg endelig sagde fra, blev jeg glad for at være alene og jeg elsker det stadig.
0

Tilbage til "Forhold og sex"