Nyt forhold og dårligt selvværd

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 14:53

Det her bliver langt og personligt. Så prøv at være flinke ved mig, selvom en del af det, jeg skriver giver mig selv lyst til at lave en glidende takling på mig, så jeg kan lære at tage mig sammen... :genert:

Jeg kommer fra en rigtig hård barndom med vold, omsorgssvigt og en fraværende far - som jeg følte "dobbeltsvigtede" mig, fordi han kunne have sørget for, min barndom havde været anderledes, hvis han havde elsket mig nok.

FØLTE svigtet fra min far sådan.

Jeg har arbejdet med det og har i dag et fint voksen-forhold til min far. Det var en anden tid, og han gjorde det, han troede var rigtigt/gjorde det så godt, han kunne.

Vold og omsorgssvigt fra min mor har jeg også fint arbejdet med. Og jeg har et relativt godt forhold til min mor i dag. Relativt, fordi hun er lidt speciel. F.eks. kan hun ikke huske noget som helst skidt fra vores barndom. Jeg tror, det er hende en gåde, hvorfor min bror ikke boede hjemme, f.eks. Men det må helt sikkert være noget med, HAN havde det svært af uransagelige årsager :cool: Med andre ord... Hun har haft sine egne årsager til at være sær. Hun er aldrig blevet behandlet for psykisk sygdom og lever fint i sin egen verden nu. Og hun er sød, rar og meget kærlig. Så fred være med det.

Kan I se, hvor lyserødt det hele er? Og det har det været i mange år.

Da jeg mødte min kæreste som 18-årig havde jeg SÅ mange tillidsproblemer. Jeg kunne ikke føle mig elsket, ikke vise tillid til ham eller andre. Og hold nu op, hvor havde vi meget drama. Men alt det har jeg jo glemt. Der er gået 19 år. Jeg har levet fint i et dejligt forhold uden drama og med masser af tillid til en mand, jeg anser for at være min bedste ven.

Ingen drama, stabilitet og generelt et virkeligt fornuftigt menneske, med en tendens til at foretrække stabilitet liiiige vel meget og helgardere sig i hoved og bagdel. Det er mit selvbillede. Og i høj grad også sådan, jeg bliver set på af andre.

Men så går det jo hverken bedre eller værre, end at mit ægteskab går i opløsning. Og jeg møder en ny mand. Som er sød og rar, og som jeg her efter et år nok må erkende, jeg elsker og ønsker en fremtid med. Kan I høre mit "nok"?

Var jeg den mand, var jeg løbet skrigende væk i flere omgange. Med meget præcise formuleringer om, hvilken form for opførsel, jeg simpelthen ikke finder mig i. Jeg havde slet ikke overvejet at blive. For jeg har lavet mere drama under det år, end en teenagepige med boarderline.

Der skal INTET til, før mine følelser går amok og tankerne går i selvsving. Og jeg med usvigelig sikkerhed kan konkludere, at han ikke kan lide mig og bare underholder sig lidt med mig. Og... den tanke har jeg ageret på flere gange. I en grad, så jeg tre gange har afbrudt forholdet. Blot for at tude en uge i streg, mens han forsøger at fortælle mig, han gerne vil mig... så går jeg tilbage og alt er fint og godt. Ind til han igen gør en eller anden latterlig ting, der sender mig i total selvsving.

Det er ufatteligt for mig, at han gider. Han påstår, han ved, det er noget, jeg vil komme over, når jeg får styr på mine følelser, og det nok bare er noget, han må tage med, når han har valgt at snuppe mig lige efter et brud med min eks. Og han kender mig som den, jeg egentlig selv anser mig for. Hvilket jo er heldigt nok for mig. Men for fanden altså!

Og så til pointen. Vi havde en episode igen i går. Denne gang nåede jeg at få alle tankerne og FORTÆLLE, jeg havde dem. Men uden at agere på dem, fordi... selv i mit begyndende selvsving kunne jeg godt fornemme, det var spild af tid, når jeg jo alligevel endte tilbage ved ham :cool:

Men følelserne, de er der stadig. Og jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke kan få dem væk og bare nyde at være hans kæreste.

Ja faktisk kan jeg dårligt nok kalde ham en kæreste. Og jeg har fysisk ubehag ved at vise ham den tillid, at han jo selvfølgelig bare jokkede i spinaten, fordi han ikke tænkte sig om... og fordi... der ikke ville have været en spinat, hvis jeg ikke var så over-følsom. For altså. Det han gjorde er en ikke-sag :genert: Forudsat, jeg stoler på, han kan lide mig :panik:

Og ja. Vi har været sammen et år. Og jeg er stadig ikke sikker på, vi er kærester :stoned: Altså. Selvom, det er vi. Og han synes, jeg er lidt til den fjollede side.

Jeg er ret sikker på, udfordringen er, jeg stadig har vanvittige selvværdsproblemer. Og traumer fra barndommen. Som jeg bare ikke har mærket, fordi jeg har været privilegeret med stor stabilitet og en meget lydhør mand, der ikke har haft problemer med at navigere i mit univers, hvor jeg tillægger alskens ting betydning. Han har været god til at tage nogle bestemte ting og tillægge dem positiv betydning og få dem til at fylde, så jeg har holdt fokus på det. Og så har han slet ikke haft kommunikationsproblemer, som ham den nye har.

Jeg har altså været så heldig at have en mand, der var meget tydelig i sin kommunikation - og som var fuldt ud i stand til at bruge en halv time på at sige det rigtige, så et begyndende selvsving blev stoppet hurtigt og effektivt.

Min nye kæreste er en kommunikativ klovn. Meget. Og slet ikke vant til at skulle kommunikere om den slags. Hans rolle som mand har været "fiks ting og tjen penge". En manderolle, jeg slet ikke har brug for. Det har han så kæmpet lidt med i begyndelsen af forholdet: At finde ud af, hvad han lige skulle være for en størrelse for at være attraktiv for mig, når jeg nu var helt ligeglad med de gestusser, som han havde lært, vi kvinder ville have :rulle:

Og jeg kæmper så videre med at forsøge at have tillid til manden. At lukke ham ind. Men det er faktisk hverken rart eller let. Og det kommer bag på mig.

Til den tålmodige læser... Måske der er nogen, der har nogle guldkorn? For altså. Jeg vil ham jo tydeligvis. Jeg har skiftet arbejde for at være sammen med ham og... altså... Jeg har satset mine penge på forholdet. Jeg prøver virkeligt - for filme om jeg vil lader en skingrende sindssyg teenager inde i mig ødelægge det med sit drama :ticks:

...

Der er ingen garanti for, tråden får lov at blive stående. Det er meget personligt for mig. Og faktisk ret pinligt at indrømme, hvor latterlig jeg er. Også selvom I alle sammen har set mig være en belastning fra tid til anden :D
4
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 14:57

Serviceinfo...

Jeg er 37 og mor til en på 13. Jeg er ret voksen.
0
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 1570
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 192
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3456

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf HappyPaww » 16. mar 2016, 15:07

Har du fået bearbejdet din fortid fx ved en psykolog? Det lyder jo til at du hodler fast i nogle rigtig dumme mønstre, og måske det er værd at overveje, om der ikke skal noget professionel hjælp til..?
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 15:14

HappyPaww skrev:Har du fået bearbejdet din fortid fx ved en psykolog? Det lyder jo til at du hodler fast i nogle rigtig dumme mønstre, og måske det er værd at overveje, om der ikke skal noget professionel hjælp til..?


Jeg sidder vel og overvejer det samme her i min ende...

Da jeg mødte min eks, sendte han mig til psykolog :D Og her nåede jeg netop frem til de her ganske velfungerende voksen-forhold, jeg i dag har til mine forældre. Jeg stoppede med at opføre mig som et omsorgssvigtet barn, der hele tiden higede efter mine forældres kærlighed og accept og blev voksen.

Og sådan har jeg sådan set følt det lige siden.

Men ja. Noget tyder på, det ikke er så forankret, som jeg selv har gået og troet. Eller... Jeg har altid været meget bevidst om, jeg har et ringe selvværd og stiller store krav til mig selv for at være "god nok". Det har bare været på et tåleligt niveau, synes jeg.

Og jeg kan ikke helt finde ud af, om en psykolog kan komme meget længere med mig. Fordi altså... Jeg VED det jo godt.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 15:17

Tricket er jo lidt, at jeg ikke har set det her mønster i 15-16 år. Det kom HELT bag på mig. Og første gang benægtede jeg faktisk, at det var typisk mig... Ind til jeg kom i tanke om min fortid :genert: Og sådan helt generelt kom i tanke om, hvordan mit forhold til mænd havde været, før jeg mødte denne her fantastiske mand, jeg valgte at dele mit liv med.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 15:44

Men altså... Bare for at understrege, hvor sød denne her kæreste faktisk er. så.

Skrev jeg lige til ham og spurgte, om jeg mon skulle finde en psykolog og tage nogle samtaler om, hvordan jeg undgår at gå i selvsving.

Hans svar var: Til mig? Tror du da det hjælper, at jeg taler med en psykolog om det?

:lol: Altså... Man må give manden, at han ikke gerne gør et forsøg på at få mig til at blive fornuftig igen :lol:
4
Brugeravatar
Viskelæder
Indlæg: 2419
Tilmeldt: 26. dec 2015, 21:22
Kort karma: 463
Likede indlæg: 4108

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Viskelæder » 16. mar 2016, 16:07

Hvor er det et godt og ærligt indlæg, Dikus. Hatten af for det. Og jeg kan virkelig genkende mig selv i det! Jeg har ikke været den skøre borderline-agtige pige, som jeg også har gemt et sted i maven, i mange år - men jeg har også været single i 3 år, og ham, jeg var sammen med før det, var ligesom din eks. Rummende, positiv, tilpassede sig. Så derfor ved jeg ikke, om hun kommer frem igen.
Men jeg ved, at så snart jeg bare har kontakt med en ny fyr, bare skriver med en - så titter hun frem en lille smule. Jeg bliver hyperfølsom, og jeg bliver en bitch. Og så kan jeg også bare lukke af for alle mine følelser fra det ene sekund til det andet. Sådan var mit forhold før ham den gode, jeg var sammen med. Er du gal, jeg slog op med ham mange gange. Jeg forsøger at trøste mig med, at jeg var i starten af mine 20ere der og stadig ret teenage-agtig, men jeg tror ikke, den holder :D
Nå, men jeg har en barndom ret lignende din. Min mor var alkoholiker og døde, min far var fraværende hele min opvækst, der var skænderier, psykisk vold osv osv.. Jeg vil sige, jeg, ligesom dig, er et godt, sundt og normalt menneske, og jeg har gået i masser (MASSER) af terapi, og jeg kender, efterhånden, alle mine mønstre.
Jeg ved dog en ting om mig selv, som du måske ikke helt ved om dig selv. Nemlig, at det er lige præcis ved nyopstartede forhold (og især de romantiske, det er meget værre end venskaber), at alle vores brændt-barn tendenser dukker frem. Der er jeg ikke helt sund og normal. Det er LIGE der, især når nyforelskelsen er faldet til ro, og man virkelig skal kende hinanden, at sådan nogle som os brænder sammen i hovedet.
Jeg overanalyserer, jeg laver drama, jeg føler mig såret over det mindste. Og det er kraftedme pinligt. Men det er lige der, hvor den egentlige relation dannes - der, hvor vi er virkeligt sårbare. Og uanset om man er 12 eller 37, så har vores kerne ingen alder. Den er dannet, og når den ser faresignaler (læs; relationsdannelse), så reagerer vi.

Som du selv siger, så kender du alle dine mønstre, og du lyder til, at have arbejdet helt vildt godt med dem. Tænk at en med din opvækst har kunnet være i den stabilitet sådan et langt forhold medfører. Det er da virkelig så flot. Men det er nyt nu, og ham her har endda kommunikationsproblemer. Så kører forsvaret virkelig i gang. Det er timingen, og det er den viden, at det er lige præcis NU, du bliver presset, der er min pointe.
DET tror jeg, du kan arbejde mere med en psykolog med. Det kan jeg selv - og derfor bliver jeg ved :)
20
Firebird
Indlæg: 992
Tilmeldt: 11. nov 2015, 11:19
Kort karma: 160
Geografisk sted: Pladderpaddelandsby
Likede indlæg: 1284

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Firebird » 16. mar 2016, 16:17

Det er et rigtig flot indlæg viske. :gogo:
3
Fod. Enhed der finder bord og stoleben i mørke.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 16:26

Viskelæder skrev:Hvor er det et godt og ærligt indlæg, Dikus. Hatten af for det. Og jeg kan virkelig genkende mig selv i det! Jeg har ikke været den skøre borderline-agtige pige, som jeg også har gemt et sted i maven, i mange år - men jeg har også været single i 3 år, og ham, jeg var sammen med før det, var ligesom din eks. Rummende, positiv, tilpassede sig. Så derfor ved jeg ikke, om hun kommer frem igen.
Men jeg ved, at så snart jeg bare har kontakt med en ny fyr, bare skriver med en - så titter hun frem en lille smule. Jeg bliver hyperfølsom, og jeg bliver en bitch. Og så kan jeg også bare lukke af for alle mine følelser fra det ene sekund til det andet. Sådan var mit forhold før ham den gode, jeg var sammen med. Er du gal, jeg slog op med ham mange gange. Jeg forsøger at trøste mig med, at jeg var i starten af mine 20ere der og stadig ret teenage-agtig, men jeg tror ikke, den holder :D
Nå, men jeg har en barndom ret lignende din. Min mor var alkoholiker og døde, min far var fraværende hele min opvækst, der var skænderier, psykisk vold osv osv.. Jeg vil sige, jeg, ligesom dig, er et godt, sundt og normalt menneske, og jeg har gået i masser (MASSER) af terapi, og jeg kender, efterhånden, alle mine mønstre.
Jeg ved dog en ting om mig selv, som du måske ikke helt ved om dig selv. Nemlig, at det er lige præcis ved nyopstartede forhold (og især de romantiske, det er meget værre end venskaber), at alle vores brændt-barn tendenser dukker frem. Der er jeg ikke helt sund og normal. Det er LIGE der, især når nyforelskelsen er faldet til ro, og man virkelig skal kende hinanden, at sådan nogle som os brænder sammen i hovedet.
Jeg overanalyserer, jeg laver drama, jeg føler mig såret over det mindste. Og det er kraftedme pinligt. Men det er lige der, hvor den egentlige relation dannes - der, hvor vi er virkeligt sårbare. Og uanset om man er 12 eller 37, så har vores kerne ingen alder. Den er dannet, og når den ser faresignaler (læs; relationsdannelse), så reagerer vi.

Som du selv siger, så kender du alle dine mønstre, og du lyder til, at have arbejdet helt vildt godt med dem. Tænk at en med din opvækst har kunnet være i den stabilitet sådan et langt forhold medfører. Det er da virkelig så flot. Men det er nyt nu, og ham her har endda kommunikationsproblemer. Så kører forsvaret virkelig i gang. Det er timingen, og det er den viden, at det er lige præcis NU, du bliver presset, der er min pointe.
DET tror jeg, du kan arbejde mere med en psykolog med. Det kan jeg selv - og derfor bliver jeg ved :)


Jeg har jo også tidligere trøstet mig med, jeg var teenager :blush:

Jeg er slet ikke i tvivl om, det havde været helt slut med min kæreste, hvis det ikke er, fordi jeg er helt sikker på, at forhold er gode, rare og trygge. En sikkerhed, der er det stik-modsatte af hvad jeg tænkte om dem, da jeg mødte min eks.

Men ja. Jeg overanalyser, laver drama og bliver såret. Meget såret. Over ting, han slet ikke har opdaget :genert: Jeg er slet ikke i tvivl om, jeg forsøger at beskytte mig fra hans ondskab... og at det eneste, der gør, jeg ikke holder fast i den tanke er, at jeg trods alt har mange års erfaring om noget andet med mig. Og et STORT ønske om ikke at lade min barndom tegne resten af mit liv. Jeg VED jo godt andet om mennesker, end det jeg føler. Og hver gang min hjerne siger det, så RÅBER teenageren inde i mig, at jeg er dum og naiv...

Det er vist lige som at have fået at vide, ens kæreste er utro, men vælge at tro på ham, når han siger, det bare er et ondsindet rygte. For det KAN det jo være... men har man lyst til at være idioten, der ikke agerede?

Samtidig undrer det mig lidt, jeg har brug for at beskytte mig selv så meget. For altså. Helt ærligt. Hvad er det, jeg skal beskytte mig fra? Viser han sig at være en nar, der bare legede med mine følelser, og jeg troede mere og følte mere... Så er det jo ikke sådan, så min verden bryder sammen og jeg står ene og forladt tilbage og ikke kan betale regningerne eller få en hverdag til at fungere.

Det giver ikke rigtigt mening, jeg er så bange for at lukke ham ind :genert:
0
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 1602
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 200
Likede indlæg: 1345

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Sophies-mor » 16. mar 2016, 16:35

Viskelæder skrev:Som du selv siger, så kender du alle dine mønstre, og du lyder til, at have arbejdet helt vildt godt med dem. Tænk at en med din opvækst har kunnet være i den stabilitet sådan et langt forhold medfører. Det er da virkelig så flot. Men det er nyt nu, og ham her har endda kommunikationsproblemer. Så kører forsvaret virkelig i gang. Det er timingen, og det er den viden, at det er lige præcis NU, du bliver presset, der er min pointe.
DET tror jeg, du kan arbejde mere med en psykolog med. Det kan jeg selv - og derfor bliver jeg ved :)

SUPER indlæg.
Og jeg tænker - sådan helt generelt, at selv om man føler, man har "styr på" at kende sig selv, så kan en psykolog alligevel være en god idé. Ikke for at opfinde problemer, men de kan hjælpe til, at man får bedre og bedre kontakt med sig selv, får nogle værktøjer og kan følge udviklingen til dørs. Giver det mening?

Og Dikus - stærkt gået, at du laver sådan et indlæg.
Min barndom var ikke nær så slem på det punkt, men jeg har også tillidsissues, omend jeg ikke har været borderline-teenager agtig, jeg vender det indad i stedet og reagerer ikke så meget udadtil.
3
Billede SÅ kom bananen!

:sur: Hævnrødbede :-D
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 1207
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 299
Likede indlæg: 3031

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf vibbsen » 16. mar 2016, 17:47

Dikus skrev:
k :genert: lip-klipOg jeg kan ikke helt finde ud af, om en psykolog kan komme meget længere med mig. Fordi altså... Jeg VED det jo godt. Klip-klip



Tillod mig lige at sakse lidt i dit indlæg....For måske er det her hunden ligger begravet.

Du tror at du har styr på dit shit :genert: For du ved jo godt hvad problemet er :fløjt:

Men du har jo ikke styr på dit shit....For på trods af at du godt ved hvad problemet er, så ved du ikke hvordan du skal løse det. Når du stilles overfor bestemte situationer, så overtager din autopilot og du reagerer uhensigtsmæssigt.

Min påstand er at en god psykolog som ved noget om det der med at løse de problemer, man måske godt ved man har, vil elske at få sådan en som dig i sin konsultation. For du er jo pisse-motiveret for IKKE at bare at køre på autopilot. Du mangler bare teknikkerne....Du har ikke brug for en psykolog til at fortælle dig hvad dit problem er. Du har brug for en psykolog som kan fortælle dig hvordan du kan løse det.

Nu ved jeg at du bor langt væk. Ellers ville jeg anbefale dig den erhvervspsykolog jeg gik hos i forbindelse med mit stressforløb....Hun var godt nok effektiv...Og har givet mig nogen redskaber som jeg slet ikke vidste fandtes, så jeg fremadrettet kan håndterer nogen ting som har rod meget langt tilbage. Og som faktisk var den indirekte årsag til at jeg agerede på autopilot i visse situationer. Også selvom jeg godt vidste at det ikke var sundt. Jeg fik iøvrigt rigtig meget ros for at være meget bevidst om mine problemer, og rigtig god til at sætte ord på hvor det var det kørte skævt for mig. Det gjorde det nemmere for hende at give mig nogen gode brugbare værktøjer.
7
JEG TÆLLER TIL 3...OG JEG TÆLLER ENNNNN...OG JEG TÆLLER TOOOOO
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4649
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 680
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5925

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Dikus » 16. mar 2016, 17:55

Hvorfor mon det føles så undfair at finde ud af, man har den slags problemer efter SÅ mange år? Det var da meget bedre, da jeg gik og tænkte, jeg havde lært at styre det i flot, voksen stil :D

Jeg er helt sikkert ikke afvisende overfor at finde en psykolog. Hvis der da findes en heroppe, der er bedre end deres læger :tie:
0
AlmostFamous35
Indlæg: 21
Tilmeldt: 4. jan 2016, 08:41
Kort karma: 1
Likede indlæg: 23

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf AlmostFamous35 » 16. mar 2016, 19:18

Hej Dikus. Hatten af for din ærlighed! Har sendt dig en PB:)
1
bluetof1
Indlæg: 254
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 134
Likede indlæg: 646

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf bluetof1 » 16. mar 2016, 19:49

Dikus skrev:Det her bliver langt og personligt. Så prøv at være flinke ved mig, selvom en del af det, jeg skriver giver mig selv lyst til at lave en glidende takling på mig, så jeg kan lære at tage mig sammen... :genert:

Jeg kommer fra en rigtig hård barndom med vold, omsorgssvigt og en fraværende far - som jeg følte "dobbeltsvigtede" mig, fordi han kunne have sørget for, min barndom havde været anderledes, hvis han havde elsket mig nok.

FØLTE svigtet fra min far sådan.

Jeg har arbejdet med det og har i dag et fint voksen-forhold til min far. Det var en anden tid, og han gjorde det, han troede var rigtigt/gjorde det så godt, han kunne.

Vold og omsorgssvigt fra min mor har jeg også fint arbejdet med. Og jeg har et relativt godt forhold til min mor i dag. Relativt, fordi hun er lidt speciel. F.eks. kan hun ikke huske noget som helst skidt fra vores barndom. Jeg tror, det er hende en gåde, hvorfor min bror ikke boede hjemme, f.eks. Men det må helt sikkert være noget med, HAN havde det svært af uransagelige årsager :cool: Med andre ord... Hun har haft sine egne årsager til at være sær. Hun er aldrig blevet behandlet for psykisk sygdom og lever fint i sin egen verden nu. Og hun er sød, rar og meget kærlig. Så fred være med det.

Kan I se, hvor lyserødt det hele er? Og det har det været i mange år.

Da jeg mødte min kæreste som 18-årig havde jeg SÅ mange tillidsproblemer. Jeg kunne ikke føle mig elsket, ikke vise tillid til ham eller andre. Og hold nu op, hvor havde vi meget drama. Men alt det har jeg jo glemt. Der er gået 19 år. Jeg har levet fint i et dejligt forhold uden drama og med masser af tillid til en mand, jeg anser for at være min bedste ven.

Ingen drama, stabilitet og generelt et virkeligt fornuftigt menneske, med en tendens til at foretrække stabilitet liiiige vel meget og helgardere sig i hoved og bagdel. Det er mit selvbillede. Og i høj grad også sådan, jeg bliver set på af andre.

Men så går det jo hverken bedre eller værre, end at mit ægteskab går i opløsning. Og jeg møder en ny mand. Som er sød og rar, og som jeg her efter et år nok må erkende, jeg elsker og ønsker en fremtid med. Kan I høre mit "nok"?

Var jeg den mand, var jeg løbet skrigende væk i flere omgange. Med meget præcise formuleringer om, hvilken form for opførsel, jeg simpelthen ikke finder mig i. Jeg havde slet ikke overvejet at blive. For jeg har lavet mere drama under det år, end en teenagepige med boarderline.

Der skal INTET til, før mine følelser går amok og tankerne går i selvsving. Og jeg med usvigelig sikkerhed kan konkludere, at han ikke kan lide mig og bare underholder sig lidt med mig. Og... den tanke har jeg ageret på flere gange. I en grad, så jeg tre gange har afbrudt forholdet. Blot for at tude en uge i streg, mens han forsøger at fortælle mig, han gerne vil mig... så går jeg tilbage og alt er fint og godt. Ind til han igen gør en eller anden latterlig ting, der sender mig i total selvsving.

Det er ufatteligt for mig, at han gider. Han påstår, han ved, det er noget, jeg vil komme over, når jeg får styr på mine følelser, og det nok bare er noget, han må tage med, når han har valgt at snuppe mig lige efter et brud med min eks. Og han kender mig som den, jeg egentlig selv anser mig for. Hvilket jo er heldigt nok for mig. Men for fanden altså!

Og så til pointen. Vi havde en episode igen i går. Denne gang nåede jeg at få alle tankerne og FORTÆLLE, jeg havde dem. Men uden at agere på dem, fordi... selv i mit begyndende selvsving kunne jeg godt fornemme, det var spild af tid, når jeg jo alligevel endte tilbage ved ham :cool:

Men følelserne, de er der stadig. Og jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke kan få dem væk og bare nyde at være hans kæreste.

Ja faktisk kan jeg dårligt nok kalde ham en kæreste. Og jeg har fysisk ubehag ved at vise ham den tillid, at han jo selvfølgelig bare jokkede i spinaten, fordi han ikke tænkte sig om... og fordi... der ikke ville have været en spinat, hvis jeg ikke var så over-følsom. For altså. Det han gjorde er en ikke-sag :genert: Forudsat, jeg stoler på, han kan lide mig :panik:

Og ja. Vi har været sammen et år. Og jeg er stadig ikke sikker på, vi er kærester :stoned: Altså. Selvom, det er vi. Og han synes, jeg er lidt til den fjollede side.

Jeg er ret sikker på, udfordringen er, jeg stadig har vanvittige selvværdsproblemer. Og traumer fra barndommen. Som jeg bare ikke har mærket, fordi jeg har været privilegeret med stor stabilitet og en meget lydhør mand, der ikke har haft problemer med at navigere i mit univers, hvor jeg tillægger alskens ting betydning. Han har været god til at tage nogle bestemte ting og tillægge dem positiv betydning og få dem til at fylde, så jeg har holdt fokus på det. Og så har han slet ikke haft kommunikationsproblemer, som ham den nye har.

Jeg har altså været så heldig at have en mand, der var meget tydelig i sin kommunikation - og som var fuldt ud i stand til at bruge en halv time på at sige det rigtige, så et begyndende selvsving blev stoppet hurtigt og effektivt.

Min nye kæreste er en kommunikativ klovn. Meget. Og slet ikke vant til at skulle kommunikere om den slags. Hans rolle som mand har været "fiks ting og tjen penge". En manderolle, jeg slet ikke har brug for. Det har han så kæmpet lidt med i begyndelsen af forholdet: At finde ud af, hvad han lige skulle være for en størrelse for at være attraktiv for mig, når jeg nu var helt ligeglad med de gestusser, som han havde lært, vi kvinder ville have :rulle:

Og jeg kæmper så videre med at forsøge at have tillid til manden. At lukke ham ind. Men det er faktisk hverken rart eller let. Og det kommer bag på mig.

Til den tålmodige læser... Måske der er nogen, der har nogle guldkorn? For altså. Jeg vil ham jo tydeligvis. Jeg har skiftet arbejde for at være sammen med ham og... altså... Jeg har satset mine penge på forholdet. Jeg prøver virkeligt - for filme om jeg vil lader en skingrende sindssyg teenager inde i mig ødelægge det med sit drama :ticks:

...

Der er ingen garanti for, tråden får lov at blive stående. Det er meget personligt for mig. Og faktisk ret pinligt at indrømme, hvor latterlig jeg er. Også selvom I alle sammen har set mig være en belastning fra tid til anden :D


Jeg har intet fornuftigt at bidrage med. Jeg står i nøjagtig det samme (og med mere eller mindre samme forhistorie selvom min far ikke havde noget valg. Han døde.), bare 9 mdr. forskudt.
Så jeg kom egentlig bare for at sige at jeg forstår dig.
0
"Change will not come if we wait for some other person or some other time. We are the ones we've been waiting for. We are the change that we seek."
Sorenspige
Indlæg: 1461
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 215
Likede indlæg: 1017

Re: Nyt forhold og dårligt selvværd

Indlægaf Sorenspige » 16. mar 2016, 19:58

Dikus, jeg har været sammen med min mand i over 14 år, og jeg kan stadig tænke, at nu har han fået nok, så nu skrider han :genert:.

Han har aldrig givet mig anledning til at tro, at han ville gå eller truet med det. Jeg har bare en oplevelse med, at mænd (min far og en ex-kæreste) kan holde op med at elske. Derfor er det i mine øjne bare et spørgsmål om tid, før det sker.
2

Tilbage til "Forhold og sex"