Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5723
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 772
Likede indlæg: 10243

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf DetSorteCirkus » 23. mar 2016, 13:02

Akehurst2 skrev:Nu var det selvfølgelig også fra upopulær holdning-tråden :-D

Det, der fik mig til at tænke, var det med at alderen i forhold til forhold skulle sige noget om personligheden generelt og personens evne i forhold til andre relationer. For det har jeg ikke rigtig hørt før.

Jeg synes det er ret oplagt som det er beskrevet på flere forskellige måder, at hvis man er en charmerende, udadvendt person med stort social behov og lyst til forhold, så er man nok mere tilbøjelig til at være i forhold end hvis man er introvert, genert og interesserer sig mere for andre ting. Ligesom ens barndom selvfølgelig påvirker en, om man så er blevet svigtet eller forgudet af forældrene. Men det er jo også nærmest banalt, og for mig uden sammenhæng til alder. Så det interessante for mig var som sagt det med at der nærmest var en skæringsdato, hvor selve det, at man ikke havde været i et længerevarende forhold sagde noget om ens personlighed.


Det her er jeg (også) enig i. Altså at der generelt kan være en vekselvirkning. Det MÅ der næsten være, for ellers var der jo ingen, der fx. behøvede at gå og være kede af ikke at være i forhold. Så kunne alle få det præcis, som de hver især ønskede det, om det så var et liv med eller uden partner.

Jeg har det bare svært med termen "mærkelig" i denne sammenhæng. Er det ord valgt, fordi det stadig af mange betragtes som mest positivt, at voksne mennesker har få, længerevarende forhold?
0
Je suis un tableau noir.
Akehurst2
Indlæg: 2501
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 273
Likede indlæg: 4532

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Akehurst2 » 23. mar 2016, 13:21

DetSorteCirkus skrev:Jeg har det bare svært med termen "mærkelig" i denne sammenhæng. Er det ord valgt, fordi det stadig af mange betragtes som mest positivt, at voksne mennesker har få, længerevarende forhold?


Det kan godt være, det ikke er verdens mest velvalgte ord.

Men det går altså både på mange og få/ingen forhold, så det er ikke værdiladet i nogen retning.
0
Brugeravatar
Torn
Indlæg: 1160
Tilmeldt: 29. dec 2015, 10:21
Kort karma: 64
Likede indlæg: 1126

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Torn » 23. mar 2016, 14:42

Jeg synes ikke, det er mærkeligt, men det kan sagtens sige noget om personen og pege på nogle dynamikker, der kan være mere eller mindre hensigtsmæssige. Men fx om man har haft en kæreste inden man er fyldt 25 år studser jeg overhovedet ikke over.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4637
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 676
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5899

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Dikus » 23. mar 2016, 23:32

Jeg er genert og introvert. Men er alligevel typisk singel en dag til to uger.

Jeg kan godt lide mænd.
0
Brugeravatar
Anilara
Indlæg: 1344
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:43
Kort karma: 162
Likede indlæg: 1831

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Anilara » 23. mar 2016, 23:53

Dikus skrev:Jeg er genert og introvert. Men er alligevel typisk singel en dag til to uger.

Jeg kan godt lide mænd.

Og jeg er ekstrovert og meget social - Der går oftest år mellem mine forhold, fordi jeg sagtens kan være social og ekstrovert uden en kæreste.
Der er jo altid eksempler på nogen, som ikke falder inde for generaliseringer. Den generalisering vi falder udenfor, tror jeg dog heller ikke nødvendigvis er så valid. Jeg synes hvert fald jeg kender mange der falder udenfor. :)
1
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 24. mar 2016, 02:25

LadyFox skrev:
Hurrze skrev:
Q-beben skrev:Hm... det er et interessant spørgsmål.

Om det er personligheden, der bestemmer antallet af forhold eller omvendt, - begge dele gælder, tror jeg.

Min kæreste og jeg repræsenterer begge dele...

Min kæreste har kysset en masse "frøer", men har kun haft to seriøse forhold, - hans eks-kone, som han var sammen med i 100 år og fik børn med - og så mig. Han ville ikke skilles - det var hans eks-kones valg. Og han har den holdning, at når man har valgt at gå i forhold, så er det for livet. At når man elsker en person, holder man bare ikke op (medmindre den anden bliver psykisk syg eller på anden vis ændrer karakter), så det er værd, at man kæmper for at blive sammen. At de kriser, man overvinder, gør ens forhold stærkt.

Så har vi mig, der både har kysset mange frøer og har været i... rigtig mange forhold. Jeg vil gerne tro på det, som min kæreste tror på, men inderst inde tror jeg nok mest på serial monogami.

Jeg ville da ønske, at min kæreste har ret, for selvom jeg synes, jeg har lært meget af dem, jeg har været sammen med - og vil ikke have været nogen af dem foruden, så er det en hård proces at skulle bryde op hver gang.



Hvorfor skulle psykisk sygdom være grund til at ikke stoppe med at elske sin partner? Kan virkelig ikke se det? Nu er jeg også selv psykisk syg, så forstår det slet ikke. Ved nogle har fordomme overfor psykisk syge, men bare fordi man er det, er det ikke ens betydning med at man ikke kan elske din partner ligeså meget :gruble:


Vel fordi at være sammen med en psykisk syg kan være enormt opslidende?


Kan dog stadig ikke se det. Hvis man allerede er kærester og den ene bliver psykisk syg at man så holder op med at elske sin partner pga det?? Man burde jo være der, støtte sin partner og vise at man sammen om det. Der er jo en grund til at man bliver gift i medgang og modgang, og mener også det samme gælder for kæresteforhold. Man er da ikke værd at være sammen hvis man skrider når det der kommer modgang og ens partner får det svært... Sorry to say, men det er min mening
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 24. mar 2016, 02:34

LaScrooge skrev:
Hurrze skrev:
Jeg kan ikke rigtig se hvorfor man ikke kan kalde et forhold på under 6 måneder et forhold. Selv hvis man er teenager. I mine øjne er det et forhold når man har bestemt sig for at være kærester. Jeg har da også haft andre romantiske "forbindelser", datet nogle over længere tid eller lignende, men hvis jeg ikke har været kærester med dem vil jeg heller ikke kalde det et forhold. Jeg har i alt haft 3 kærester. Den ene da jeg var 17, nr 2 da jeg var 19 og nr 3 fra jeg var 19 til jeg var 21. De første to havde en varighed på henholdsvis 2,5 måned og 1 måned. Men før jeg blev kærester med dem, havde jeg også datet dem. Før jeg blev kærester med dem kaldte jeg det ikke et forhold nej, det gjorde jeg da jeg blev kærester med den. Ved ikke om det nu lyder underligt fordi jeg siger jeg kun havde en kæreste i 1 måned, men det gjorde det ikke mindre seriøst end hvis vi havde været sammen i 6 måneder. Vi var sammen næsten hele tiden og havde allerede begyndt at snakke om at flytte sammen på længere sigt. I mine øjne var det noget af det der gjorde at det var ligeså seriøst og ligeså meget et forhold som hvis vi havde været sammen meget længere. Vi var jo kun kærester i 1 måned, ikke kun havde en romantisk relation i 1 måned... Jeg kalder det et forhold når man er kærester og har bestemt sig for at være det...


For mig handler det om hvad et forhold er og hvad der gør noget til et decideret forhold. Jeg havde masser af korte forhold da jeg var yngre - fx havde jeg minimum 3 kærester i det år jeg gik på efterskole - nogle varede 3 uger, et andet varede 2,5 måned. I gymnasiet var det lidt det samme - 2-4 måneders forhold. Men første gang jeg rigtig kom tæt på en anden og det havde substans og kærlighed, det var med mit første rigtige længerevarende forhold da jeg var 21. Vi lærte hinanden at kende og vi havde stor betydning for hinandens udvikling. Og vi følte ægte kærlighed til hinanden. Det er nogle af de kvaliteter jeg forbinder med et "rigtigt" forhold og som adskiller dem fra de korterevarende forbindelser.

Som teenager er det klart, at de kortere relationer også har stor betydning, sikkert på måder lige så stor betydning som de dybere forhold man har som ældre, men for mig er et forhold på 1 måned ikke et forhold. Mest af alt fordi det jo ikke overlever - det når dårligt at komme i gang inden det slutter. Det peaker vel indenfor 2 uger og derefter begynder den ene at trække sig. Man beslutter sig hurtigt for ikke at være sammen og det står i modsætning til de længerevarende forbindelser, hvor man vælger hinanden i ret lang tid og går igennem mange faser sammen, altså også forholdsfaser. Man overlever fx den første forelskelse, man oplever kriser, man skal finde ud af hvad man skal lave, når det ikke længere er nok at kigge hinanden dybt i øjnene 24-7. Der sker ting i livet udenfor forholdet, man udvikler sig og forholdet udvikler sig med det, i stedet for at slutte. Man begynder at se den anden mere klart og synes stadig hinanden er det hele værd, også selvom man ikke har spændingen og den blændende forelskelse som de vinger, der får en til at sejle hen over barriererne og uenighederne. Der er en forskel i kvalitet og substans, som man bare ikke kan nå at opbygge, når man er sammen i 1 måned, eller 3 måneder.

Men derfor kan det jo sagtens have stor betydning for dig og synes meget vigtigt.


Nu har mine 3 forhold også været kærlighedforhold. Som sagt så var vi kun kærester i 1 måned officielt, men vi havde datet, chattet osv i længere tid før det. Nu holdte det forhold på 1 måned ikke, fordi han slog op med mig pga han havde misforstået noget. Han fortrød også bagefter, men da han allerede havde gjort det 1 gang før, kunne jeg ikke få mig selv til at gå tilbage til ham, fordi jeg var for bange for hvornår jeg mon blev såret og dumpet igen. Selvom jeg ønskede at være sammen med ham og elskede ham, kunne jeg ikke være sammen med ham, fordi tanken ville nage mig for meget, det vidste jeg. Jeg har nu også haft to kærester i de tidlige teenageår, men intet der på noget tidspunkt har været seriøst. Det har nok været da jeg var omkring 12-15 år gammel. Mit første forhold var da jeg var 17 (3 måneder før jeg blev 18) og det var mit første seriøse forhold... :)
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Mumifar
Indlæg: 248
Tilmeldt: 19. mar 2016, 05:41
Kort karma: 12
Likede indlæg: 145

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Mumifar » 24. mar 2016, 02:53

Jeg synes, at den der har fordomme og holdninger om hvad der er rigtigt og forkert i denne sammenhæng er mærkelige.
3
Senest rettet af mumifar 24. dec 2046, 23:59, rettet i alt 1 gang.
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1325
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 331
Likede indlæg: 3744

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Novella » 24. mar 2016, 02:58

Hurrze skrev:
LadyFox skrev:
Hurrze skrev:
Q-beben skrev:Hm... det er et interessant spørgsmål.

Om det er personligheden, der bestemmer antallet af forhold eller omvendt, - begge dele gælder, tror jeg.

Min kæreste og jeg repræsenterer begge dele...

Min kæreste har kysset en masse "frøer", men har kun haft to seriøse forhold, - hans eks-kone, som han var sammen med i 100 år og fik børn med - og så mig. Han ville ikke skilles - det var hans eks-kones valg. Og han har den holdning, at når man har valgt at gå i forhold, så er det for livet. At når man elsker en person, holder man bare ikke op (medmindre den anden bliver psykisk syg eller på anden vis ændrer karakter), så det er værd, at man kæmper for at blive sammen. At de kriser, man overvinder, gør ens forhold stærkt.

Så har vi mig, der både har kysset mange frøer og har været i... rigtig mange forhold. Jeg vil gerne tro på det, som min kæreste tror på, men inderst inde tror jeg nok mest på serial monogami.

Jeg ville da ønske, at min kæreste har ret, for selvom jeg synes, jeg har lært meget af dem, jeg har været sammen med - og vil ikke have været nogen af dem foruden, så er det en hård proces at skulle bryde op hver gang.



Hvorfor skulle psykisk sygdom være grund til at ikke stoppe med at elske sin partner? Kan virkelig ikke se det? Nu er jeg også selv psykisk syg, så forstår det slet ikke. Ved nogle har fordomme overfor psykisk syge, men bare fordi man er det, er det ikke ens betydning med at man ikke kan elske din partner ligeså meget :gruble:


Vel fordi at være sammen med en psykisk syg kan være enormt opslidende?


Kan dog stadig ikke se det. Hvis man allerede er kærester og den ene bliver psykisk syg at man så holder op med at elske sin partner pga det?? Man burde jo være der, støtte sin partner og vise at man sammen om det. Der er jo en grund til at man bliver gift i medgang og modgang, og mener også det samme gælder for kæresteforhold. Man er da ikke værd at være sammen hvis man skrider når det der kommer modgang og ens partner får det svært... Sorry to say, men det er min mening


Det kommer godt nok an på, hvad det er. Man kan godt ende i en situation, hvor kærlighed bare ikke er nok.

Har du prøvet at være i et forhold, hvor din mand sidder på 14. måned og græder og græder og aldrig lader dig være i fred, heller ikke på arbejde, fordi han er så ulykkelig? Sender sms'er, møder op på din arbejdsplads, forlanger svar på hvor du er - altid?

Har du prøvet at være i et forhold med druk og hash, hvor din mand kommer stinkende hjem fra vennerne og kravler på for at få sex, mens du sover, og er ude af stand til at blive talt til fornuft, men er regulært parat til at voldtage dig?

Har du prøvet at være i et forhold, hvor din mand bliver ondskabsfuld og sarkastisk over dine børn og ikke tåler deres glade leg og faktisk hele deres tilstedeværelse? Så de skal gå forsigtigt rundt og helst blive inde på deres værelse og tegne - og helt sikkert ikke rode nogen steder?
4
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 24. mar 2016, 03:11

Novella skrev:
Hurrze skrev:
LadyFox skrev:
Hurrze skrev:
Q-beben skrev:Hm... det er et interessant spørgsmål.

Om det er personligheden, der bestemmer antallet af forhold eller omvendt, - begge dele gælder, tror jeg.

Min kæreste og jeg repræsenterer begge dele...

Min kæreste har kysset en masse "frøer", men har kun haft to seriøse forhold, - hans eks-kone, som han var sammen med i 100 år og fik børn med - og så mig. Han ville ikke skilles - det var hans eks-kones valg. Og han har den holdning, at når man har valgt at gå i forhold, så er det for livet. At når man elsker en person, holder man bare ikke op (medmindre den anden bliver psykisk syg eller på anden vis ændrer karakter), så det er værd, at man kæmper for at blive sammen. At de kriser, man overvinder, gør ens forhold stærkt.

Så har vi mig, der både har kysset mange frøer og har været i... rigtig mange forhold. Jeg vil gerne tro på det, som min kæreste tror på, men inderst inde tror jeg nok mest på serial monogami.

Jeg ville da ønske, at min kæreste har ret, for selvom jeg synes, jeg har lært meget af dem, jeg har været sammen med - og vil ikke have været nogen af dem foruden, så er det en hård proces at skulle bryde op hver gang.



Hvorfor skulle psykisk sygdom være grund til at ikke stoppe med at elske sin partner? Kan virkelig ikke se det? Nu er jeg også selv psykisk syg, så forstår det slet ikke. Ved nogle har fordomme overfor psykisk syge, men bare fordi man er det, er det ikke ens betydning med at man ikke kan elske din partner ligeså meget :gruble:


Vel fordi at være sammen med en psykisk syg kan være enormt opslidende?


Kan dog stadig ikke se det. Hvis man allerede er kærester og den ene bliver psykisk syg at man så holder op med at elske sin partner pga det?? Man burde jo være der, støtte sin partner og vise at man sammen om det. Der er jo en grund til at man bliver gift i medgang og modgang, og mener også det samme gælder for kæresteforhold. Man er da ikke værd at være sammen hvis man skrider når det der kommer modgang og ens partner får det svært... Sorry to say, men det er min mening


Det kommer godt nok an på, hvad det er. Man kan godt ende i en situation, hvor kærlighed bare ikke er nok.

Har du prøvet at være i et forhold, hvor din mand sidder på 14. måned og græder og græder og aldrig lader dig være i fred, heller ikke på arbejde, fordi han er så ulykkelig? Sender sms'er, møder op på din arbejdsplads, forlanger svar på hvor du er - altid?

Har du prøvet at være i et forhold med druk og hash, hvor din mand kommer stinkende hjem fra vennerne og kravler på for at få sex, mens du sover, og er ude af stand til at blive talt til fornuft, men er regulært parat til at voldtage dig?

Har du prøvet at være i et forhold, hvor din mand bliver ondskabsfuld og sarkastisk over dine børn og ikke tåler deres glade leg og faktisk hele deres tilstedeværelse? Så de skal gå forsigtigt rundt og helst blive inde på deres værelse og tegne - og helt sikkert ikke rode nogen steder?


Ja har desværre været i et forhold med druk... Men at have sådan et forhold er ikke det samme som at bare have et forhold til en der er psykisk syg. Ja nogle psykisk syge er sådan og det er pisse ærgeligt for os andre. At være i et forhold med en der er psykisk syg er ikke ens betydning med at man har et dårligt forhold af den grund. Der bliver skrevet hvis personen bliver psykisk syg. Ikke hvis personen er psykisk syg på den måde at det går voldsomt ud over forholdet og personen der er psykisk syg ikke vil løse det. Jeg prøver bare at modbevise folks fordomme om psykisk syge. For der er der desværre alt for mange af. Psykisk syge bliver ikke accepteret i samfundet og valgt fra pga sygdommen inden man overhovedet har lært personen at kende, men bliver afvist på forhånd pga fordommene om det. Dette gælder både som partner, som ven og generelt i sociald sammenhænge... Vi er en udstødt gruppe i samfundet, der ofte bliver valgt fra pga fordomme, og det er noget jeg fordømmer langt væk...
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 24. mar 2016, 03:21

Og ja jeg har også været i forhold med en der er psykisk syg oveni jeg selv er det. Ved det kan være hårdt, men der er også langt fra at droppe kæresten pga sygdommen end at droppe kæresten pga problemer i forholdet der skyldes sygdommen... Og igen bare fordi nogle psykisk syge er svære at være i forhold med og kan være et opslidende forhold er det ikke ens betydning med at alle psykisk syge er sådan. Ja går måske lidt i forsvarsposition, men bryder mig meget lidy om generaliseringer og fordomme når det gælder psykisk syge...
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1325
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 331
Likede indlæg: 3744

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Novella » 24. mar 2016, 03:42

Hurrze skrev:Og ja jeg har også været i forhold med en der er psykisk syg oveni jeg selv er det. Ved det kan være hårdt, men der er også langt fra at droppe kæresten pga sygdommen end at droppe kæresten pga problemer i forholdet der skyldes sygdommen... Og igen bare fordi nogle psykisk syge er svære at være i forhold med og kan være et opslidende forhold er det ikke ens betydning med at alle psykisk syge er sådan. Ja går måske lidt i forsvarsposition, men bryder mig meget lidy om generaliseringer og fordomme når det gælder psykisk syge...

Du tager ikke stilling til andet end det med druk. Vil du anerkende, at psykisk sygdom kan ændre et menneskes personlighed så meget, at de bliver uudholdelige? Det kan godt være, at sandheden er ilde hørt, men du kan da ikke sondre mellem sygdommen og den måde, den kommer til udtryk. Hvis min kæreste udviklede skizofreni og havde psykoser, som han ikke ville erkende og behandles for, ville det betyde enden på forholdet. Hvis han sank hen i uendelig selvmedlidenhed og depression og ikke ville behandles for det, ville det betyde enden på forholdet. Hvis han blev aggressiv og udadreagerende, ville det betyde enden på forholdet.

Som psykisk syg har man guddødeme et ansvar for at opsøge og følge behandling. Man har et ansvar for at indse, at man fungerer dårligt på nogle områder og skal have støtte og forberedelse - og man skal slippe taget i kæresten, som godt kan klare de ting.
9
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 24. mar 2016, 03:56

Novella skrev:
Hurrze skrev:Og ja jeg har også været i forhold med en der er psykisk syg oveni jeg selv er det. Ved det kan være hårdt, men der er også langt fra at droppe kæresten pga sygdommen end at droppe kæresten pga problemer i forholdet der skyldes sygdommen... Og igen bare fordi nogle psykisk syge er svære at være i forhold med og kan være et opslidende forhold er det ikke ens betydning med at alle psykisk syge er sådan. Ja går måske lidt i forsvarsposition, men bryder mig meget lidy om generaliseringer og fordomme når det gælder psykisk syge...

Du tager ikke stilling til andet end det med druk. Vil du anerkende, at psykisk sygdom kan ændre et menneskes personlighed så meget, at de bliver uudholdelige? Det kan godt være, at sandheden er ilde hørt, men du kan da ikke sondre mellem sygdommen og den måde, den kommer til udtryk. Hvis min kæreste udviklede skizofreni og havde psykoser, som han ikke ville erkende og behandles for, ville det betyde enden på forholdet. Hvis han sank hen i uendelig selvmedlidenhed og depression og ikke ville behandles for det, ville det betyde enden på forholdet. Hvis han blev aggressiv og udadreagerende, ville det betyde enden på forholdet.

Som psykisk syg har man guddødeme et ansvar for at opsøge og følge behandling. Man har et ansvar for at indse, at man fungerer dårligt på nogle områder og skal have støtte og forberedelse - og man skal slippe taget i kæresten, som godt kan klare de ting.


Nej har ikke kun taget stilling til det med druk... Du læser jo ikke hvad jeg skriver. Det du lige har skrevet har jeg allerede givet dig ret i og jeg citerer mig selv: " Der bliver skrevet hvis personen bliver psykisk syg. Ikke hvis personen er psykisk syg på den måde at det går voldsomt ud over forholdet og personen der er psykisk syg ikke vil løse det "

Jeg forvsvarer at droppe en kæreste på baggrund af sygdommen alene. Ikke droppe en kæreste på baggrund af ting der sker pga sygdommen. Der bliver skrevet at droppe en person hvis personen bliver psykisk syg, ikke at droppe personen på baggrund af konskvenser heraf... Jeg forsvarer at være kærester med en psykisk syg generelt sagtens kan fungerer. Der er desuden mange flere aspekter i psykisk sygdom end dem du nævner... Som det er skrevet tidligere i tråden, så ville personen droppe en kæreste ved al psykisk sygdom. Også selvom personen kommer i behandling og personens sygdom ikke går ud over forholdet i en stor grad. Altså hvis det kun er få ting og bagateller der påvirker forholdet pga sygdommen. Igen læs hvad jeg skriver. Forsvarer psykisk syge generelt og ikke psykisk syge der nægter at få hjælp osv. Der findes hundrevis af forskellige aspekter af psykisk sygdom og virkningen på de enkelte personer og forhold, synes derfor det er meget forkert at generalisere psykisk syge på den måde, da man ikke kan sammenligne 2 psykisk syge da deres reaktioner og sygdom altid vil være forskellige. Der findes ikke 2 mennesker der er helt ens, derfor heller ikke 2 psykisk syge der er ens. Sygdommen er individuel fra person til person uanset om man har samme sygdom eller ej... Derfor mener jeg generalisering er forkert...
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 24. mar 2016, 04:00

Der er desuden intet af det jeg skriver udover den første sætning der har noget med druk at gøre. Jeg tager skam helt stilling til de andre ting også. Men synes ikke du læser hvad jeg skriver omkring generalisering og fordomme. Ingen mennesker er ens, heller ikke psykisk syge, man kan derfor ikke generalisere psykisk syge på den måde du gør... :)
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1325
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 331
Likede indlæg: 3744

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Novella » 24. mar 2016, 07:10

Hurrze skrev:Der er desuden intet af det jeg skriver udover den første sætning der har noget med druk at gøre. Jeg tager skam helt stilling til de andre ting også. Men synes ikke du læser hvad jeg skriver omkring generalisering og fordomme. Ingen mennesker er ens, heller ikke psykisk syge, man kan derfor ikke generalisere psykisk syge på den måde du gør... :)

Vil du da lige nøjagtig skrue ned for charmen nu? Du skal bare overhovedet ikke begynde at beskylde mig for at generalisere eller have fordomme om psykisk syge.

Du ved sådan set ikke noget om, hvad jeg selv har af diagnose. Hvad min kæreste har af diagnose. Hvad mine ekser har haft af diagnoser. Du ved ingenting om, hvilket erfaringsgrundlag jeg udtaler mig ud fra. Men det er pænt stort, kan jeg fortælle dig. Og man er virkelig ikke fritaget fra at opføre sig ordentligt fordi man er psykisk syg.

Jeg skriver ikke en skid om at forlade nogen, fordi de bliver psykisk syge. DU skriver derimod, at man skal blive hos dem i medgang og modgang, hvilket må være efter man har slæbt dem til læge mod deres vilje, forsikret dem om ens kærlighed tusind gange, selvom de bare ligger og glor ind i en væg, taget al husholdningen i årevis, hjulpet dem med medicin, snakket dem igennem selvmordstanker, forsørget dem fordi de var for syge til at arbejde, hjulpet dem med blanketter, krammet dem, holdt dem - og stadig kun fået at vide, at man ikke gjorde noget ordentligt og ungerne rodede og larmede og man i øvrigt selv burde tage fri for at blive hjemme hos dem, men det ville man jo ikke, vel, snøft...

Du taler om, at det bare er DIN mening at man da bliver hos en kæreste der får en psykisk sygdom. Jeg siger til dig, at jeg skidefistfuckingligeglad med psykisk sygdom hvis ikke den lige udmønter sig i en masse ting, som jeg mener at man ikke kan adskille. Psykisk sygdom hos en pårørende er jo ikke noget, der lige bliver lavet. Det er helt absurd drænende og ødelæggende for den, der skal stå og forholde sig til det.

Jeg har virkelig lyst til at fortælle dig malerisk hvor du kan gøre af dine beskyldninger om mine generaliseringer, men jeg skal nok stoppe mit rant nu.
4

Tilbage til "Forhold og sex"