skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2011
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 326
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3245

skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf DD_81 » 21. mar 2016, 19:58

I lørdags skete der det for os, som kun sker for andre mennesker.
Vi var impliceret i en trafikulykke, en forholdsvis alvorlig en af slagsen, heldigvis slap alle uden skrammer og vi er ok.

Vi var på vej på skiferie. En skiferie min mand, fuld af abstinenser, bestilte allerede i juli måned sidste år.
Vi valgte påsken, så sent har vi aldrig været afsted før, og påsken lå jo tidligt. Vi glædede os til længere og lysere dage på løjperne, og måske en kong frost der ikke var helt så agressiv som vi har oplevet det i januar-februar tidligere.
Destinationen var som altid Idre Fjäll i Sverige, et fedt og alsidigt skisportsted, og lækre hytter/lejligheder at bo i.

Bilerne var klappet og klar fredag aften, jeg havde byttet bil med min mor, så vi havde 2 store biler at køre i, 4 i hver, med fuld oppakning. Min søster og niece skulle også med, og vi så frem til deres selskab en hel uge.
Kl 4.20 kørte vi hjemmefra, GAB. Den første del af turen var godt tåget, men så kom solen og brændte det hele væk. Turen op gennem Sverige gik som smurt, et stop for at få noget morgenmad og få tisset af, og endnu et stop inden den norske grænse, for at tanke benzin, og tømme godisfabrikken. Nu skulle vi det første gode stykke op igennem Norge, bare forbi Oslo, og videre op, til vores sædvanlige pausested.

Det var mig der var chauffør i min mors bil, de 2 små sad og sov bagi, og min søster blundede også, foran os var min mand og vores 3 ældste sønner.
Min mors bil er uvant for mig at køre i, men med de første små 800 km tilbagelagt, så var den ligesom afkodet. Jeg syntes den er tung at bremse, hvorfor jeg også jævnligt lavede en gammel tælleøvelse, for at sikre mig jeg havde rigelig bremselængde op til min mands bil, eller andre der kørte foran os.
Vejret var fantastisk, blå himmel og sol, gode tørre veje, og trafikken bar præg af Lørdag, der var nogen men ikke meget og ikke tæt.
Min mand havde lige talt til mig over walkie-talkierne vi havde med, kommenteret at elven vi kørte ved siden af var helt åben og fri af Is, den plejer at være helt frosset til, med lastbil spor hen over.
Jeg havde bemærket at trafikken var tætnet lidt til, havde sikret mig at fartpiloten stod på de tilladte 100km/t og samtidig sikret mig at jeg havde bremseafstanden igen igen.


Pludselig ændrer trafikken sig, til et fuldt stop. Min mand bremser med det samme, hårdt, og tænder også samtidig katastrofeblinket.
Jeg bremser også med det samme, om jeg ser, bemærker, fornemmer bilen bagved, det ved jeg ikke, men jeg tror det.
Jeg ved ihvertfald at jeg tænker "åhåh, det her kan gå galt" - og at jeg rent instinktivt vælger at trække ud i nødsporet imens jeg bremser.
Jeg har trykket bremsen helt i bund, ABS'en tager over, og jeg kommer hurtig til et fuldt stop, stort set oppe ved min mands bil.

Og i det vi holder der, - så sker det værste jeg nogensiden har set og oplevet, jeg ser en stor sort bil banke op i min mands bil, i den bil hvor han og 3 af vores børn sidder. Jeg skriger, - og jeg oplever alt som i slowmotion, min mands bil skubbes frem, så han lander 40-50 meter længere fremme, skråt over nødspor, og ind i rabatten.
Bilen der rammer ham, jeg husker lyden af metal mod metal, hvinende dæk, og bilen der slår to kolbøtter, BANG BANG ned i asfalten, han rammer bagsmækken på en anden bil, og rutcher ind i en anden der også skubbes frem.
Og så er alt stille - og der kommer en sort hund løbende ud i det her kaos af biler.

Min søster nåede at vågne så hun så det hele, hun beordrer mig til at blive i bilen, imens hun løber over til min mands bil, for at tjekke om de er ok. Da hun når derhen er min mand kommet ud af bilen og råber at de alle er ok.
Jeg er stået ud af bilen, vi er de første der ser manden i bilen, der trillede rundt, han er fastklemt, sidder helt stille. Jeg styrter hen til nærmeste bil, ring 112 nu. En anden spørger om jeg kan førstehjælp, "ja, ja... men nej, ikke nu"
Jeg skulle bare hen til mine drenge. Jeg er i chok, jeg skal bare op og se, mærke, kramme, kysse, høre, føle at de er i live, og at de er ok.
Den ældste er også kommet ud af bilen, vi hjælper nr. 3 ud af hans side, og nr. 2 må vi hjælpe ud på tværs over bagsædet.
Nr. 2 og min mand sidder i den side hvor kollisionen sker, og de har fået de største tryk og ryk i kroppen. Min krop rystede, jeg græd, med ikke rigtig, min hjerne kørte på overload, og den gennemgik igen og igen hvad der var sket.

Vi fik samlet ungerne sammen i bil nr. 2, men vi holdt med udsyn til manden der er fastklemt, og som de folk der er på stedet besluttede at få løftet ud, så de kan udøve førstehjælp, så vi vælger at flytte bilen, så børnene er skærmet, de har set, hørt og oplevet rigeligt nu.
Jeg selv var stadig dybt rystet og chokeret, så jeg trækker mig lidt fra ungerne, jeg ved de er ok, og så skal de ikke forholde sig til mig og min reaktion. Andre mennesker har været omsorgsfuldt henne og tilbyde mig deres hjælp, har beordret mig i overtøj, givet mig noget sukker, forsikret mig om at redning er på vej.

Det tog lang tid, der gik over en halv time inden brandvæsen, ambulancer og politi kom til stedet.
Politiet var længe om at forstå og finde ud af hvordan det hang sammen, at vi andre var kommet til fuld stop, inden den store sorte bil kom og bankede op i dem. Den ene politimand konkluderer at det nok var usansynligt heldigt at jeg havde reageret som jeg gjorde, ved at trække ud i nødsporet, for ellers havde han taget os først, og banket os op i de andre, men fordi jeg trak ud havde han fået mere plads, og nået at bremse formodentligt lidt, samt forsøgt at undvige imellem bilerne, så han kun ramte hjørnet på min mands bil, og bagsmækken på den anden.
Men de havde også fået nogle ordentlige bank, de biler.

Det var kun ham der havde ramt andre biler, og alle andre der kom bagfra nåede at bremse i tide.
Vi havde alle et indtryk af at han overhoved ikke nåede at bremse, at han måtte ha været uopmærksom på ændringen i trafikken, hvem ved.

Jeg har de sidste 2½ døgn gennemgået et kaos af følelser, lettelsen er den største af dem, men angsten, frygten, chokket, det sidder stadig tungt i maven, knuger i mit bryst og om mit hjerte. Det er det værste jeg nogensinde har set sket, og det mest surrealistiske, at ting der sker på så få sekunder opleves så uendeligt langsomt.
At de små 2 timer vi var der, på motorvejen, inden vi kom videre, både gik vildt hurtigt, og sindsygt langsomt.
Vi blev afhørt flere gange af forskellige politibetjente, ambulancepersonale tjekkede drengene efter for smerter og skader, og min mand blev også tjekket fra top til tå.

Mand og 2 af børnene blev kørt af brandbil, indtil nærmeste større by, 30 km væk, hvor manden og nr. 3 skulle tjekkes ved lægevagten.
Det tog lang tid der, flere timer måtte vi vente. Samtidig skulle vi have fat i sos-forsikringen, og vi blev lovet lejebil, og hotelværelse til overnatning. Vi fik også lov til at komme forbi vores bil, og tømme den for bagagen.
Inden vi kørte, og blev kørt i taxa, til hotel, ved Gardemoen lufthavn.

Vores skiferie stoppede der, rationelt - det ved jeg sgu ikke, men lysten til, og glæden over at skulle på skiferie, den forsvandt lige der, med det samme. Vores ældste søn var også meget opsat på bare at ville hjem, og vi alle var rystede og chokerede.
Min mand havde og har ondt i nakken og ryggen, og skiferien var næppe blevet for ham som han ønskede det. Nr. 2 er også godt øm, og forskrækket. Mit overskud er blevet til underskud, jeg er træt, bare træt, følelsesmæssigt fladmast.
Så det var ikke blevet en god ferie tror jeg, slet ikke når man samtidig også skal have fokus på alt det praktiske der skal tages hånd om ifht. forsikringer, skadeanmeldelse osv.

vi skal en tur forbi krisepsykolog, snart - for lige at få hjælp til at lægge det her puslespil rigtig, for brikkerne rumsterer.
For mig eget vedkommende er det "hvad nu hvis" tankerne.
- hvad nu hvis jeg ikke havde trukket ud i nødsporet
- hvad nu hvis det var sket 300 meter før, så var min mands bil blevet banket lige ind i fjeldvæggen
- hvad nu hvis føreren havde været opmærksom og bremset i tide
- hvad nu hvis min mands bil var ramt hårdere eller anderledes
- hvad nu hvis vi havde haft et barn siddende i bagagerummet, vi bruger altid den side til sædet, og modsatte side til bagage.
- overlever manden.

Samtidig har jeg været vred på ham over at han var uopmærksom, eller hvad han nu var så vi, så mine børn, så 11 børn i alt var involveret i et trafikuheld.
Synet af ham, i hans bil, det er brændt fast på nethinden, den sorte hund der kom løbende ud, og da jeg kiggede ind i bilen var der et bur, med yderligt 2 hunde i.
Uvisheden, det korte - men sindsygt lange, øjelblik, hvor jeg ikke vidste om børn og mand var okay.

Det er den slags der altid sker for andre, men i går skete det for os.
Pas på jer selv, og hinanden i trafikken, vær opmærksomme, hold bremseafstanden.

Vi var heldige, nogen eller noget holdt hånden under os i går, og vi slap virkelig virkelig heldigt.
Det kunne være endt så grueligt galt, jeg kunne sidde på et hospital nu, ved siden af senge med hårdt kvæstede børn og mand.
Eller vi kunne ha ligget der alle sammen.
I stedet sidder vi herhjemme, i vores sofa, i vores varme hus.
Jeg skulle bare hjem, hjem til det der er normalt, hjem til plejer.
1
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)
Brugeravatar
Rikke
Indlæg: 862
Tilmeldt: 10. sep 2015, 11:55
Kort karma: 307
Geografisk sted: Amager
Likede indlæg: 2547

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Rikke » 21. mar 2016, 20:04

Jeg har tænkt på dig - på jer - hele dagen. For pokker, hvor er jeg glad for at I allesammen er hele hjemme. Hovederne tvivler jeg ikke på, at I nok skal få styr på med god hjælp :kys:
0
:whip:
Sorenspige
Indlæg: 1456
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 215
Likede indlæg: 1015

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Sorenspige » 21. mar 2016, 20:09

Sikke en oplevelse, DD :ae:.

Jeg kan godt forstå, du er chokeret og overrumplet, og at tankerne kører rundt. Det lyder som en god ide at få talt med en krisepsykolog, så nogle af tanker på en eller anden måde kan falde lidt på plads.

Hvor er jeg glad for at høre, at I alle er hjemme og uskadte. Bare tanken om, hvordan det må være at se mand og børn udsat for det, gav mig tårer i øjnene.
0
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 328
Likede indlæg: 3720

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Novella » 21. mar 2016, 20:10

For fanden altså *krammekrammekramme*

Hvor er det godt, at I allesammen kom hjem. Og godt at I ikke spiller helte, men får noget krisehjælp.
0
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 991
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 182
Likede indlæg: 2216

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Moxy-lady » 21. mar 2016, 20:11

Årh for fanden, sikke dog en møgoplevelse, dirty! Kan godt forstå at du er rystet, og at katastrofetankerne er svære at slippe, og jeg tror at en krisepsykolog er en god idé. Håber at I alle slipper uden store men, fysisk og psykisk.

Masser af tanker til jer.
1
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7824
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1016
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9198

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Fru Sunshine » 21. mar 2016, 20:14

Der findes ingen ord, der slår til.
Alle verdens varme og lettede tanker fra os.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 2755
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 530
Likede indlæg: 4281

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Rapfisk » 21. mar 2016, 20:17

Hvor er jeg glad for, at I alle sammen er uskadte rent fysisk, men selvfølgelig er det en voldsom oplevelse for jer alle sammen.

Jeg har i forbindelse med et førstehjælpskursus for et par måneder siden fået at vide, at man i dag gerne venter ca 14 dage med at tilbyde psykologisk "førstehjælp". Det gør man, fordi de professionelle bedst kan hjælpe dér, hvor man selv har udført den umiddelbare (i ordets oprindelige forstand) bearbejdning ved at tale med andre implicerede og ved at tænke episoden igennem 1000 gange - ligesom I er i gang med nu. Jeg skriver det, for at I ikke skal blive bekymrede, hvis I ikke kommer i gang med samtaleterapien med det samme.
7
Søger job inden for projektledelse, sekretariat, politik eller andet, man kan bruge et skarpt hoved til. Skriv PB :blomst:
Brugeravatar
Mani
Indlæg: 1400
Tilmeldt: 27. dec 2015, 21:06
Kort karma: 183
Likede indlæg: 1963

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Mani » 21. mar 2016, 20:24

Shit - altså!
Det er voldsomt det der! Jeg er glad for, at I alle er hjemme! Kram herfra.
0
'At some point you just have to let go of what you thought should happen and live in what is happening'
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2011
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 326
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3245

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf DD_81 » 21. mar 2016, 20:25

Rapfisk skrev:Hvor er jeg glad for, at I alle sammen er uskadte rent fysisk, men selvfølgelig er det en voldsom oplevelse for jer alle sammen.

Jeg har i forbindelse med et førstehjælpskursus for et par måneder siden fået at vide, at man i dag gerne venter ca 14 dage med at tilbyde psykologisk "førstehjælp". Det gør man, fordi de professionelle bedst kan hjælpe dér, hvor man selv har udført den umiddelbare (i ordets oprindelige forstand) bearbejdning ved at tale med andre implicerede og ved at tænke episoden igennem 1000 gange - ligesom I er i gang med nu. Jeg skriver det, for at I ikke skal blive bekymrede, hvis I ikke kommer i gang med samtaleterapien med det samme.


Forsikringen har givet os grønt lys, og vi kan bare finde en selv, og komme i gang når denne har tid, eller vi selv synes.
- men tak, det er god info.
Jeg ved at jeg har en god og stærk psyke, der skal meget til at vippe mig af pinden. Normalt er jeg et handlende og objektivt menneske, der absolut ikke går i panik og bliver handlingslammet.
Men det blev jeg i lørdags, for det var alt alt alt for tæt på, det var en milliard gang værre end et vovemodigt barn der var kommet for højt op i træet, eller i iver skvattede ned fra noget.

Måske kunne jeg også godt få brikkerne på plads selv, rationelt ved jeg jo at det er normalt at reagere, med chok. Og jeg ved at ungerne er okay, at min mand er okay. At ting indimellem bare tager tid.
Men når nu vi har muligheden for at komme afsted, så benytter vi os af den, blot for en sikkerheds skyld. Og fordi sådan en "hjenevrider" netop er pisse dygtig til at hjælpe til så man får lagt puslespillet rigtig.
2
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)
Brugeravatar
Tibbler
Indlæg: 1510
Tilmeldt: 19. aug 2015, 18:57
Kort karma: 86
Likede indlæg: 2067

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Tibbler » 21. mar 2016, 20:28

Puha, sikke en mareridtsoplevelse. Gudskelov, at ingen af jer, kom alvorligt til skade.

Lige det splitsekund, hvor bilen rammer - Det må være den totale hvad-nu-hvis-situation; ren rædsel. Så der er ikke noget at sige til, at hvad-nu-hvis-oplevelserne fylder for dig lige nu. Godt at bruge en psykolog, til at få bearbejdet oplevelsen; til at få fornemmelsen af frygt gemt væk igen, så den ikke dukker op som et spøgelse, hver gang du tænker; hvad-nu-hvis.

Hvor er det fantastisk, at du reagerede, som du gjorde. :kram:
2
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2654
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 608
Likede indlæg: 3394

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf FruDulle » 21. mar 2016, 20:35

Jeg har ikke skrevet på din fb. Jeg er lidt Tom for ord. Det er så modbydeligt og forfærdeligt og jeg har billeder kørende på nethinden. Det gør mig virkelig ondt at i skulle opleve det.

Jeg håber at fysikken hurtig er på toppen og at i får god hjælp fra psykologen til at komme videre fra det her.
1
Whatever
Brugeravatar
girl_beat
Indlæg: 1147
Tilmeldt: 21. sep 2015, 19:24
Kort karma: 111
Likede indlæg: 1085

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf girl_beat » 21. mar 2016, 20:37

Puha - sikke en forskrækkelse... Godt at I alle er sluppet heldigt fra det :ae:
0
I don't mind living in a man's world as long as I can be a woman in it! :-D
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 2413
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 521
Likede indlæg: 2422

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Bøtte » 21. mar 2016, 21:04

Pyha sikke en oplevelse. :ae:
Jeg tudede lidt da jeg læste dit indlæg, da jeg lige kunne forestille mig (og så alligevel ikke) din frygt da du ser bilen ramme din mands bil. Er glad for at alle mand, store som små, er ok.

Sådan helt praktisk, så husk at holde jeres/deres forsikringssag åben mindst et år. Og længere hvis de oplever den mindste smule gener i nakke, ryg eller hoved.
Jeg.mener der er nogle særlige forhold der gør sig gældende omkring børn og piskesmæld, men kan desværre ikke huske dem. Men det er vigtigt I ikke lukker sagen for tidligt. I øvrigt burde din mand og drengene kunne få en henvisning til fys. Det kunne måske være meget godt.

:kys:
1
S :lun:
V :lun:
Brugeravatar
Ballademager
Indlæg: 2710
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:17
Kort karma: 350
Likede indlæg: 3473

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf Ballademager » 21. mar 2016, 21:05

Uha, sikken en omgang :ae: :ae:

Er glad for at høre, at I fysisk er okay, og jeg håber, ar krisepsykologen kan få jer på ret kurs med det mentale.
0
Forstadskedelig :love:

I'll never know what I'm capable of, if I don't go where I'm scared to be lost...
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2011
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 326
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3245

Re: skiferien, der aldrig blev til skiferie.

Indlægaf DD_81 » 21. mar 2016, 21:07

Bøtte skrev:Pyha sikke en oplevelse. :ae:
Jeg tudede lidt da jeg læste dit indlæg, da jeg lige kunne forestille mig (og så alligevel ikke) din frygt da du ser bilen ramme din mands bil. Er glad for at alle mand, store som små, er ok.

Sådan helt praktisk, så husk at holde jeres/deres forsikringssag åben mindst et år. Og længere hvis de oplever den mindste smule gener i nakke, ryg eller hoved.
Jeg.mener der er nogle særlige forhold der gør sig gældende omkring børn og piskesmæld, men kan desværre ikke huske dem. Men det er vigtigt I ikke lukker sagen for tidligt. I øvrigt burde din mand og drengene kunne få en henvisning til fys. Det kunne måske være meget godt.

:kys:


tak.

Min mand skal forbi lægen i morgen, for at få en henvisning til fysioterapi.
1
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)

Tilbage til "Livets forhold"