Hvordan var din barndom?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
FruDulle
Indlæg: 2696
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:48
Kort karma: 617
Likede indlæg: 3464

Hvordan var din barndom?

Indlægaf FruDulle » 3. apr 2016, 19:10

Tryg, fuld af kærlighed, fuld af tæsk, uegnede forældre, sjov og ballade, kollektiv med 3 mødre og 4 fædre, enlig mor på 8. sal i Gellerupparken?

Mulighederne er mange og man hører som oftes om de dårlige barndomshistorier.

Jeg har de sidste uger brugt en del tid på at reflektere over min egen barndom og gjort op med ting der skete og truffet nogle valg ift mine forældre. Forleden så jeg så også programmet De brændte børn og det var jo intet mindre en forfærdeligt at se. Stakkels pige.

Tænkte at det kunne være interesant at høre om jer andres barndom. Hvordan voksede i op og hvilken slags forældre havde i?
0
Whatever
Brugeravatar
Torn
Indlæg: 1161
Tilmeldt: 29. dec 2015, 10:21
Kort karma: 65
Likede indlæg: 1130

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Torn » 3. apr 2016, 19:20

Jeg voksede op i en ressourcestærk familie i en større provinsby. Akademikerforældre med egne virksomheder. Søskende som jeg trivedes med. Jeg var vellidt i skolen og fagligt stærk. Mødte ikke rigtig nogen modstand i nogen form som barn. Derfor har det nok været en større udfordring for mig end for andre at møde modstanden som ung voksen.
1
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 1570
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 192
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3445

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf HappyPaww » 3. apr 2016, 19:26

Havde en rar tryg barndom i typisk kernefamilie. Vi boede i en hyggelig lille by i hus og med have - og havde først kat og senere hund.

Jeg var ikke en af de populære i skolen og blev også drillet/mobbet en del i de mindre klasser, men omkring 6-7 klasse blev jeg venner med "de rigtige", som jeg havde nogle gode venskaber og oplevelser med.
Jeg klarede mig godt i skolen og kom i gymnasiet efter 9. Klasse. Fik en god kæreste da jeg var 16 og jeg havde en tryg og god overgang til voksenlivet.

Min far døde pludseligt da jeg var 17, og set var selvfølgelig en helt forfærdelig tid - men ellers har jeg haft en god barn- og ungdom.
0
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4140
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 426
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 6055

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf LadyFox » 3. apr 2016, 19:40

Min mor og far gik fra hinanden da jeg var baby, og der mistede jeg kontakten til ham. De første par år boede min mor og jeg lidt rundt omkring, på lejede værelser, på venners sofaaer og alt det jazz, indtil min mor fandt noget vi kunne bo i lidt mere fast. Jeg var et let barn at have med rundt omkring, så jeg kom med alle mulige steder på festivaller, til arrangementer osv. Jeg var alle i familiens yndling, og der var altid kamp om hvem der skulle passe mig - jeg var virkelig populær som barn. Min mor fik en ny kæreste da jeg var ca. 3 år gammel, og han har altid behandlet mig som var jeg hans egen - han havde en datter fra et tidligere forhold der var 4 år ældre end mig, og som bestemt ikke drømte om en bonus-lillesøster.

Jeg ved ikke om jeg vil kalde min mor ressourcestærk, men det er heller ikke fordi hun har været svag, min mor er en meget sej kvinde med ben i næsen - hun kom lidt sent i gang med sin uddannelse osv. Men hun er en mønsterbryder og har haft en skrækkelig barndom i Grønland og har brudt med den sociale arv. JEG havde ikke overlevet min mors barndom i hvert fald.

Jeg synes jeg har haft et tryg barndom, før jeg blev teenager.
2
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.
Brugeravatar
Anilara
Indlæg: 1347
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:43
Kort karma: 162
Likede indlæg: 1836

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Anilara » 3. apr 2016, 19:53

Jeg voksede de første 10 år op på en gård og gik i skole i en lille landsby. Det var ret trygt - jeg elskede pladsen og at lege på markerne, i laderne, med hundene, klatre i træer osv..
Jeg har både gået til spejder, klaver, håndbold, fodbold, badminton, ridning, dans osv., og havde en del venner - kunne dog lige så godt lege alene.
Min far var landmand, så han var altid hjemme. Derfor gik jeg kun i legestue og ikke i børnehave. Min mor var bankassistent. Mine forældre er vist ret gennemsnitlige. De har opdraget mig fint og givet mig gode værdier videre, været støttende med lektier når jeg bad om det og var gode til at hjælpe mig til at holde lidt fast i barndommen da jeg blev 11 (har set, at flere børn her enten er børn lidt længere, eller begynder et tidligt teenageliv).
Da jeg blev 10 flyttede vi i stedet ud i en skov. Min far blev plejefar til udsatte børn, og det var lidt af en omvæltning for mig - jeg syntes ikke jeg blev hørt nok og inddraget nok i de processer det var, at få nye ind i familien. Men jeg blev samlet set kun stærkere af at være plejesøster - min tålmodighed og tolerance blev væsentlig forøget.
Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig i øvrigt, at jeg er blevet opdraget på en måde med lidt flere regler end de fleste. Min mor var/er lidt skrap i det...

Samlet, så tror jeg min barndom har været ret normal og gennemsnitlig for et barn opvokset i Dk. Jeg har også udviklet mig ret normalt og gennemsnitligt, så det passer ret godt sammen :-p
0
Brugeravatar
Fru Sunshine
Moderator
Indlæg: 7845
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1019
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 9236

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Fru Sunshine » 4. apr 2016, 04:35

Jeg er vokset op i en lille by. Inden skolestart havde jeg det trygt og godt. Mine forældre var nok meget typiske for tiden, men min far var noget ældre end min mor. Det kunne godt mærkes. Hans værdier var nogle andre. Jeg er i øvrigt den yngste af tre og med det største temperament.
Da jeg kom i 2. klasse begyndte den mobning, der senere har sat sit præg så voldsomt på resten af min opvækst og min tid som ung voksen. Jeg kan ikke huske så meget. Kun at det var et helvede og det fulgte med til stort set alle de fritidsinteresser, jeg måtte forsøge mig med.
Det forstod jeg heller ikke. Jeg var ikke så smart, at jeg kunne gennemskue, at det nok hang en del sammen med den klasse"kammerat", som også gik til de ting.
Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle mobbes. Kun at jeg ikke var god nok, og derfor var jeg senere ved at slå knuder på mig selv for at være som andre vist nok syntes, jeg skulle være. Jeg forstod så ikke sandheden i, at hvis man ikke kan holde bare en lille smule af sig selv, er det også ret svært for andre, så gymnasiet var heller ikke specielt sjovt - eller seminariet for den sags skyld.
Mobningen stoppede og jeg fik da venner igen, men skaden var sket: jeg var blevet sneglen, der opførte sig enormt mærkeligt. Og hvis jeg mødte nye mennesker, var de straks mine bedste venner uanset hvem de var.

Men hjemme var der trygt og rart. Hjemme kunne jeg mure mig inde på mit værelse med mine elskede bøger og mit musik. Hjemme havde jeg min mor, der for mig repræsenterede alt, hvad der var godt og som hele tiden var der, når jeg havde det skidt. Hjemme havde jeg lysthuset og klatretræet og den store have - og jeg havde det godt der.
4
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Mi55y
Indlæg: 1407
Tilmeldt: 14. aug 2015, 07:16
Kort karma: 165
Geografisk sted: Århus med bolleÅ
Likede indlæg: 2560

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Mi55y » 4. apr 2016, 07:31

God... Vi manglede aldrig noget og har da været på en håndfuld ferierejser uden for landets grænser. Vi boede en del år på landet, hvilket jeg elskede. Jeg kunne bruge alle døgnets timer ude i naturen og boede det meste af sommeren i telt eller i træhulen.

Jeg var dog et stille barn, som var langt foran i skolen (fungerede meget af min skoletid som hjælpelærer :rulle:) og ikke så gerne ville være til besvær, hvorimod de to søskende, jeg er vokset op med, er ordblinde og havde diverse udfordringer gennem skoletiden. Jeg var et frygteligt genert barn! I Børnehaven led jeg faktisk af selektiv mutisme på trods af, at jeg plabrede løs derhjemme, men det gjorde man åbenbart ikke noget ved dengang. Min frygt for at være til besvær og min evne til altid at passe mig selv og klare mig godt gjorde, at jeg måske blev lidt glemt i søskendeflokken.

Da jeg blev ældre og vores forældre gik fra hinanden, blev jeg deres fortrolige hver især, hvilket ikke var så rart som 15-årig. Gennem gymnasietiden var jeg som en mor for min bror, da vores mor havde natarbejde og sov om dagen. Da jeg flyttede hjemmefra blev jeg mine søskendes redningsplanke, når de igen-igen blev smidt ud hjemmefra eller af anden grund havde brug for et sted at være. I dag er jeg stadig den, der skal fikse alting for alle. Ofte forventes det også, at jeg planlægger og arrangerer alting - og sørger for at invitere folk til andres arrangementer :stoned:

Jeg mener, at jeg har haft en god barndom fordi, at jeg havde tøj på kroppen, mad på bordet, en familie omkring mig, et aktivt udeliv, gik til sportsgrene og havde veninder. Jeg kan dog godt se, at de der uudtalte forventninger, jeg altid har levet under, og tanken om, at mine problemer ikke var vigtige i forhold til andres, nok stadig sidder i mig. Jeg var en pleaser som barn, og det er jeg stadig. Men jeg øver mig at sige fra og har for nylig ofret forholdet til min halvsøster på den konto, fordi jeg ikke længere vil være hende, der bare lægger sig fladt ned for andres tantrums for at bevare den gode stemning.
2
Frisk på brætspil i Midtjylland? viewtopic.php?f=5&t=5802

Frisk på at prøve en sjov og anderledes holdsport i Århus? Tjek Kin-Ball ud - gratis 4 første træninger :)
Brugeravatar
Angelina
Indlæg: 1857
Tilmeldt: 11. aug 2015, 05:42
Kort karma: 302
Likede indlæg: 3952

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Angelina » 4. apr 2016, 07:40

Blandet.

Min søster døde da jeg var 2½ år - hvilket gjorde det lidt svært for mine forældre at passe på mig midt i sorgen (dengang fik man ikke hjælp), selvom de gjorde deres bedste.

Da jeg var 5 år skred min far, han fik en ny familie han synes var vigtigere end de to børn fra første ægteskab, det gav mange års svigt, som jeg stadig som voksen arbejder med.

Min mor og min stedfar gjorde en ihærdig indsats for at give mig et godt liv - men jeg havde det svært, "ondt i livet" og blev mobbet - det var ikke deres skyld, de gjorde alt i deres magt for at hjælpe mig. Jeg havde i sidste ende en god og stabil opvækst med gode forældre, men stadig en meget svær barndom og opvækst, men nok mere grundet et vanskeligt sind end forældrene.
0
~indsæt smart signatur her~
Brugeravatar
girl_beat
Indlæg: 1159
Tilmeldt: 21. sep 2015, 19:24
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1104

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf girl_beat » 4. apr 2016, 08:41

Jeg er vokset op som enebarn i en typisk middelklassefamilie; parcelhus, arbejdende forældre, husdyr, fritidsaktiviteter, overskud til ferierejser m.m. Der har aldrig manglet noget i min barndom, men mine forældre levede - og lever stadig - ret besindigt, så jeg har aldrig været vant til dyre gaver eller impulsive 'nu-tager-vi-på-restaurant-i-stedet-for-at-lave-aftensmad'.

I mangel af søskende havde jeg to tætte veninder, som jeg hang sammen med som ærtehalm. Vi var med til hinandens fødselsdage, familiearrangementer, ferier og løb ind og ud hos hinanden med den største selvfølge, så jeg mindes ikke at have været ensom nogensinde :)
0
I don't mind living in a man's world as long as I can be a woman in it! :-D
Brugeravatar
DD_81
Indlæg: 2016
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 328
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 3263

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf DD_81 » 4. apr 2016, 08:59

Jeg har haft det som blommen i et æg.

Jeg er første barn af mine forældre, og var enebarn indtil jeg var knap 5 år gammel, og vi er ialt 3 søstre fordel på 8,5 år.
Vi har altid boet i det samme hus, et hus min far selv har bygget, beliggende på et lille vænge, hvor der var en del jævnaldrende børn.
Og 4-500 meter hen til min farforældres hus, deres hjem var jeg meget i, og min farmor passede mig som lille, fremfor jeg skulle i dagpleje.

Jeg har altid været vant til at blive inddraget i tingene, fået lov til at være med, det er noget af det jeg husker bedst. At jeg har puslet i værkstedet med min far, været med ham hos hans kammerat og min faster for at lave praktisk arbejde, køre halm og hø til loftet, skruet på biler, været med ham på arbejde på større byggepladser.
Min farmor og farfar var jeg også altid med, - med i haven, med på ture ud i det blå, på familiebesøg, med til at bage, lave mad, handle.
Min mor var jeg også med, med til at lave mad, med på job, jeg var med i bilen da hun tog kørekort :D

Jeg har fået lov til det meste, hvis det syntes okay og rimeligt, er vokset op med frihed under ansvar.
Jeg har haft forældre der stolede på mig og min dømmekraft, og der var stor tillid, og jeg kunne tale åbent om mange problemer.

Selvom jeg var klassens tykke pige, har altid været overvægtig, så husker jeg aldrig nogensinde at have været udsat for mobning.
De voksne omkring mig har gjort et godt stykke arbejde ifht at jeg har troet på mig selv, aldrig tvivlet på at jeg var god nok, lige som jeg var.
og jeg har nok altid haft sådan lidt en pippi langstrømpe tilgang til tingene "det har jeg aldrig prøvet før - så det er jeg sikkert skide god til"
Jeg er generelt optimistisk og positiv indstillet.
Jeg har dog tendenser til at være pleaseren, hende der tager sig af tingene, hende der nok skal få styr på det. Men sådan er mine forældre også, især min far er et utroligt hjælpsomt menneske der gerne investerer sin tid i andre, uden at spekulere i om han får noget som helst igen.
Så selvom det kan være hårdt, så betragter jeg det også som en menneskelig kvalitet, - bare man husker at sige fra.

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg er elsket, jeg er blevet forkælet - meningsfyldt, fyldt op af alt godt der var at byde på, uden at blive forvent og utaknemmelig. Kærlighed har jeg mærket i handling og gerning, - vi er ikke, og har aldrig været, en familie af de store ord, men det betyder heller ikke så meget, når bare man mærker det.

Vores forældre er stadig sammen, - skilsmisser eksisterer ikke i vores familie :D - og det har været en stående joke, at min ene søster, der er enlig mor, er familiens sorte får på det punkt ;)
Vores forældre har opfostret 3 stærke selvstændige og livsglade kvinder.
8
- tid til nyt debatnavn, - tidligere Dirtydancing, voksede fra det for læææænge siden ;)
Brugeravatar
Sevii
Indlæg: 317
Tilmeldt: 19. nov 2015, 08:30
Kort karma: 61
Likede indlæg: 627

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Sevii » 4. apr 2016, 10:00

:kram:
Senest rettet af Sevii 21. maj 2016, 09:52, rettet i alt 2 gange.
0
:banan: :banan:
Brugeravatar
Panton
Indlæg: 1018
Tilmeldt: 15. aug 2015, 06:50
Kort karma: 151
Likede indlæg: 855

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Panton » 4. apr 2016, 10:16

Kaos og druk, omsorgssvigt og vold. Kort sagt.

Jeg er vokset op med alkoholisk mor og voldelige far. jeg kan ikke huske at jeg ikke fik tæv. Hver dag, grunden fandt han altid.

Jeg kan ikke huske nogensinde at have fået morgenmad af en voksen, en madpakke med i skole eller en kammerat med hjem. Jeg havde aldrig en ven på besøg, for i mit hjem vidste man aldrig hvad man kom hjem til. Der var heller ikke nogen der ville, jeg blev mobbet. Jeg lugtede, gik i for småt tøj, hullet og beskidt tøj og var en meget stille pige. Jeg havde altid voldsomme blå mærker fra tæv, men ingen gjorde noget dengang.

Jeg elskede skole, selvom jeg blev mobbet, for det var bedre end hjemme. Jeg klarede alt selv men fik aldrig nok mad at spise. Så jeg var et langt tyndt rad, som var indlagt 2 uger da jeg var fyldt 14 fordi jeg var undervægtig. Jeg vejede sølle 37 kg og var 176 cm, så det var slemt. Derefter stak jeg af, boede hos en venindes familie (jeg havde lært at kende gennem hestene, og her blev jeg ikke mobbet) og kørte retssag mod forældrene. 10 mdr senere fik jeg frataget forældremyndigheden og fik en værge, kom på efterskole på hemmelig adresse og har klaret mig selv fra der af.


Det var min kaotiske og voldspræget historie som jeg desværre aldrig glemmer.
0
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 4590
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 1152
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 9715

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf kidkomb » 4. apr 2016, 10:35

Jeg er vokset op hos mådeholdne forældre fra beskedne kår, med værdierne i orden og en helt fin, men billig villa i en ellers meget velhavende by.
Min opdragelse har været rigtig fin synes jeg, der blev gjort meget ud af, at være empatisk, at kunne se situationer fra flere sider, holde sit ord, være hjælpsom, ikke stjæle, ikke lyve, sige tak/tak for mad/be' om osv. Både min søster og jeg var nogle dejlige børn at have med ude eller at få passet. Høflige og søde. Dog meget generte!
Desværre passede mine forældres værdier ikke lige godt med deres egen opførsel overfor hinanden. Så længe jeg kan huske har de ikke kunne lide hinanden. Det blev mere og mere sjældent med årene, at der var rart at være derhjemme. Min mor var så perfid i perioder at jeg overhovedet ikke forstår, hvorfor de ikke fattede, at det ville være bedre for alle, hvis de gik fra hinanden. (Retrospektivt kan jeg godt se, at min mor, ligesom min søster, er personlighedsforstyrret. Hendes blev muligvis udløst af en fødselsdepression, som også ville forklare, hvorfor der i min "barnets bog" kun lige er udfyldt mål og vægt og i min søsters er der tætskrevne sider, hvor der blandt andet står, at "hun er så sød og feks god til at hjælpe med at rydde op. -modsat hendes søster.")
Jeg kan huske at min søster og jeg, til deres kobberbryllup (da har vi været 12 og 10 år) kiggede med overraskelse og afsky, da de kyssede hinanden mens de dansede til festen. For ingen af os var i tvivl om, at det bare var for syns skyld. Jeg kan huske at jeg tænkte at det virkelig var ulækkert at gøre sådan, kun for at få det til at se ud som om de kunne lide hinanden.
Den uoverensstemmelse mellem virkeligheden derhjemme og det vi viste udadtil gjorde mange ting meget forvirrende og det blev mere og mere frygteligt at være i.

Jeg følte mig tiltagende misforstået, nedprioriteret, uelsket og mindre værd end min "søde, pæne, omgængelige søster."
-selvom hun er psykisk syg og det burde være relativ tydeligt for enhver der har tilbragt mere end nogle timer med hende, at der er et eller andet galt, så er det stadig sådan. Hun er den smukke, søde, venlige, overskudsagtige engel, der aldrig gør noget forkert og jeg er den tvære, besværlige, negative søster. Ingen kommer tæt nok på, til at opdage det monster hun kan være, når ingen andre kigger. Dét sammen med mine forældres dysfunktionelle forhold kørte mig fuldstændig ned.
Da jeg var 13 havde jeg selvmordstanker, som jeg aldrig er sluppet af med. Mit selvhad slipper jeg nok heller aldrig 100%.

Den dobbeltsidede virkelighed jeg levede i gjorde dog, at jeg faktisk, trods selvværdsproblemer, kunne hygge mig og have et liv uden for hjemmet. Det var jo sådan "man gjorde". Det var sådan mine forældre gjorde. Det var altid så rart at være ude, for så skændtes de ikke og det hele var bedre.
Jeg gik i en meget harmonisk klasse, uden mobning eller nævneværdige problemer og vi havde dygtige lærere.
Så min barndom var bestemt ikke kun dårlig.
0
Walk tall and cry with dignity.
Jeg gider ikke engang.
Give free love.
Brugeravatar
Pixie88
Indlæg: 618
Tilmeldt: 26. aug 2015, 10:39
Kort karma: 132
Geografisk sted: Nordpolen
Likede indlæg: 1269

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Pixie88 » 4. apr 2016, 11:43

Min far voksede op på Vesterbro i 50'erne og senere Christiania. Min mor er vokset op på midtsjælland i et parcelhus min morfar selv byggede. Min mor var/er dog ret flippet, hun gik på Tvind, byggede en vindmølle, kørte landet tyndt i Energibussen og jeg ved snart ikke hvad.

Jeg er vokset op i en almindelig arbejderfamilie i en lejlighed i Århus C . Min far dyrkede hash i gården og bildte de andre ind, at det var fuglefrø til vores larmende kanariefugl der fucking hed Mao.
Min far var alkoholiker og det har været kaotisk, men jeg husker det ikke. De gik fra hinanden da jeg var ca 5.
Jeg havde en del venner i børnehaven og folkeskolen, var dygtig faglig men enormt genert og indadvendt.
Kom i plejefamilie som 13 årig pga et selvmordsforsøg i fanilien, som min mor måtte tage sig af.
En rigtig god plejefamilie i en kæmpe villa, i en lille bondeby. Havde mange gode venner, boede nærmest hos en af dem, fordi vi bare SKULLE være sammen. Vi sov tit på hendes mors tag eller på garagen. Andre gange sov vi nede i deres kælder. Ved ikke helt hvorfor..

Min mor var økofreak før det blev normalen, min far har aldrig troet på autoritet, så det gør jeg selvfølgelig heller ikke. Jeg har ikke pr automatik respekt for en politimand eller en dommer (har godt nok aldrig mødt en) eller dronningen, bare pga deres erhverv og "magt". De kan få min respekt, når de har fortjent den.
Jeg er også kritisk mht medier, kæmpe firmaer og politik, tror ikke på ret meget af det jeg læser.

Men ellers synes jeg egentlig jeg har haft en ok fin barndom. Der har da været op og nedture, men det har ikke ændret på at mine forældre, trods alt, var gode forældre.
2
I'm headin' out to South Park, gonna see if I can't unwind. Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, livin' a lie TIMMY!
Blonderella
Indlæg: 134
Tilmeldt: 20. mar 2016, 20:19
Kort karma: 21
Likede indlæg: 293

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Blonderella » 4. apr 2016, 18:26

Hvor er det vildt så forskellige baggrunde der er!

Jeg er ældst af 4 søskende. Min far var selvstændig og min mor skiftede lidt imellem at være hjemmegående og at arbejde deltid med det der lige var.

Min far deltog meget lidt i dagligdagen. Jeg kan faktisk ikke huske ret mange ting, han var med til, før vi alle 4 var teenagere. Det jeg husker ham for, var et sindssygt temperament. Var han presset, fik min lillebror tæv. Sådan rigtigt. Uanset om han så havde gjort/sagt noget eller ej. Jeg får stadig ondt i maven ved tanken. Da jeg blev stor nok evnede jeg endelig at sige fra. Jeg råbte og skreg af ham - så meget at han kom helt fra at ville tæve min bror. Jeg græd. Min bror græd. Min mor græd. Og jeg skrev et langt brev til ham hvor jeg fortalte ham hvad det gjorde ved mig og mine søskende når han var i det humør.
En anden ting jeg husker ham for, er at han skred fra min mor et par gange. Og min mor håndterede det ikke ret godt. Det har helt sikkert været overvældende for hende at stå alene med 4 børn- men at få os til at stå og vinke til ham for at han kunne se at vi var kede af det når han endnu engang kørte op til hans elskerinde - det sidder også stadig i mig. Og har givet mig en hel række issues i mit voksenliv.

Bortset fra det - så var jeg super populær i skolen, dygtig i alle fag, og god til fodbold. Så det var som det skulle være

Så - altså i forhold til min mand har jeg haft en ret god barndom. Jeg føler mig helt vildt pylret når jeg nogle gange får flash Backs til episoder hvor min far tævede min lille lillebror. Kan tude over det nu. Men når jeg så hører noget af det min mand har oplevet, er det ingenting.
0

Tilbage til "Livets forhold"