Hvordan var din barndom?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 545
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 42
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 332

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Hurrze » 7. apr 2016, 02:14

Jeg er vokset om i en lille forstad, i et rækkehus. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 3,5. Min far har jeg næsten altid haft et godt forhold til. Altså vi har og kan stadig godt komme op og skændes, men vi har stadig et godt forhold og ender altid med at blive gode venner igen. Han har da jeg var barn været weekendfar, hvor jeg så ham hver anden weekend og ferier. Min mor derimod har jeg aldrig haft et godt forhold til. Hun tæskede mig da jeg var barn, og kom med mange trusler og udøvede psykisk terror på mig. Har den dag i dag heller ingen kontant til hende. Jeg blev mobbet i folkeskolen fra 0. - 8. klasse og til mine fritidaktiviteter. Min hverdag var i mange år et helvede, pga vold, trusler, mobning osv. Havde i mange år svært ved at få venner, og have venner. Holdt mig meget for mig selv, og ville ikke rigtig snakke med nogen. Var meget bange for min mor også, derfor jeg ikke fortalte til nogen hvad hun gjorde ved mig. Hun var desuden meget kontrolfreak og skulle kontrollere hvor jeg var og hvem jeg var sammen med hele tiden. Hun gjorde det for at redde hendes egen røv, fordi hun var bange for at jeg ville sladre eller melde hende osv. Også derfor jeg fik alverdens grimme trusler, og hver jeg gjorde bare små ting som hun havde noget imod, fik jeg straf i form af vold og restraktioner (f.eks. at jeg ikke måtte se mine venner). Havde rigtig mange år følelsen af ikke at være god nok. Da jeg var teenager, sagde jeg hende dog meget imod og der kom mange skænderier, hvilket kun resultede i højere straffe. Hun efterlod mig også en del gange alene derhjemme sent om aftenen, hvor hun ikke kom tilbage før om morgenen. Hun havde bildt mig ind at der kom nogen og gjorde mig ondt, mens hun var væk. Det hun gjorde stod på fra jeg var 5/6 år til jeg var 18 da hun smed mig ud hjemmefra. Jeg har aldrig kendt til andet end at at være uelsket af min mor. Hendes handlinger har også resulteret i angst, søvnløshed og andre psykiske problemer... Og må ærligt indrømme jeg ikke hader en person mere end jeg hader hende...

Jeg har ingen søskende, hverken hel eller halve...
Alt i alt kan man sige jeg har haft en lorte barndom... Det betegner jeg det hvert fald selv som. Mine lyspunkter var mest mine ferier med min far, og min bedste veninde som også er min barndomsveninde. Ellers var der ikke så mange posivite ting i min barndom... :trist: :trist:
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 1207
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 299
Likede indlæg: 3031

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf vibbsen » 7. apr 2016, 12:17

Jeg havde en god barndom. Min forældre var lønmodtagere og havde ikke så mange penge fordi de prioriterede at have hus og at min mor arbejdede på deltid.. Men jeg husker det ikke som at vi deciderede manglende noget. Men blot at der ikke var så meget af tingene.

Jeg er vokset op i en mindre by som ligger lidt uden for en større by der ligger 20 kilometer fra Århus. Det var godt og trygt og selvom jeg ikke var en del af "in-gruppen" fordi jeg ikke sang i kor og/eller spillede håndbold, så betragter jeg ikke min barn/ungdom som spor traumatisk. Tværtom. Jeg havde bare andre interesser og en del venner udefra. Vi havde masser af grønne områder, skoven, søen og markerne. Jeg havde måske ikke så meget til fælles med mine skolekammerater og havde en del venner udenfor byen. Men jeg var medlem af ungdomsklubbe, deltog i halballerne og var med når vi havde lørdagsbål ved søen....

Min barndomsby gemmer imidlertid på en noget mørk hemmelighed......Byens feterede og beundrede korleder som udover at være leder af det særdeles populære og dygtige skolekor, også var leder af den lokale musikskole og omdrejningspunkt for meget af musikkulturen i byen, ja han viste sig at være en klam pædo-type som gennem mange år forgreb sig på pigerne. Dette var der flere som forsøgte at fortælle til deres forældre. Men fik at vide at den slags måtte man ikke lyve om.....Og først da disse piger er blevet voksne er sandheden kommet frem. Noget som har givet nogen grimme grimmer ridser i lakken i visse kredse.....Og som skabte kø ved håndvasken. For forældre, lærere, skoleinspektører og sågar borgmesteren selv havde været med på ture hvis disse overgreb foregik....Men alle som en påstår de ikke at have vidst noget.....Nogen af de mere hårdnakkede forældre forsøgte sågar, at få forældrene til de piger som i den sidste ende stod frem, til at ændre forklaring.....
0
JEG TÆLLER TIL 3...OG JEG TÆLLER ENNNNN...OG JEG TÆLLER TOOOOO
Brugeravatar
Nutellaen
Indlæg: 24
Tilmeldt: 28. mar 2016, 10:21
Kort karma: 0
Likede indlæg: 15

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Nutellaen » 8. apr 2016, 09:23

Jeg er vokset op i udkants-Danmark, i en lille, tryg by. Mine forældre er begge lavtuddannede og vi boede småt, men vi manglede aldrig noget. Vi havde have og boede på en villavej fyldt med børn omkring samme alder, så husker det i store træk, som idyllisk barndom. Min mor har altid arbejdet halv tid/aftenvagt og min far 8-16, så min far fik os 3 børn op hver morgen, smurte madpakker og i skole og når vi kom hjem, var min mor der. Vi kunne selv gå til skole fra en tidlig alder, cykle til sport og spejder. Havde 2 sæt bedsteforældre og oldeforældre i samme by, så der var vi forbi flere gange i ugen. Derudover en stor familie, som er meget tæt.

Jeg var bogligt stærk og en drengepige og har aldrig været udsat for mobning. Mine teenageår var sværrere, min mor fik en depression og det var pludselig knapt så sjovt, at være barn i vores meget lille hus. Men mine yngre søskende havde det klart sværest, da jeg er ældst og som 19-årig flyttede ud. Men alt i alt, kan jeg vidst ikke klage, selvom jeg har et meget andet verdensbillede end mine forældre.
0
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Grissebassen » 9. apr 2016, 11:59

Jeg husker ikke meget af min barndom. Mine forældre forholdt sig meget passivt til mig og lod mig passe mig selv. Dette skyldtes blandt andet diverse tragedier, som fx at min søster døde og min mor kæmpede med kræft i mange år. Så der var ikke overskud til mig, og jeg havde ikke andre søskende.
Mine forældre var af middelklassen og havde et pænt hus med have. Men min klasse var meget præget af ressourcesvage elever, så også i skolen fik jeg lov at passe mig selv.
Jeg blev mobbet i en overgang, men ikke noget værre en de fleste har oplevet. Jeg er overbevist om, at både skolen og mine forældre var klar over, hvad der foregik, men de lod stå til.
I mine teenageår færdedes jeg i et dårligt miljø. Jeg røg meget hash og var småkriminel. Igen var der ingen der greb ind, eller stillede spørgsmål ved det. Faktisk gik jeg stort set ikke i skole i 2 år. Når jeg endelig kom i skole, lagde lærerne ikke skjul på, at de ikke var begejstret for at se mig. Jeg gik i en lille klasse, og vi var nogle hårde rødder. Jeg tror simpelthen ikke, de kunne stille noget op over for os.
Jeg besluttede, at jeg ville tage mig sammen og starte i gymnasiet. Der var ikke meget støtte at hente til den beslutning. Jeg fik af vide, jeg var for dum. Gymnasiet viste sig dog at være rigtig godt for mig, og selvom det sociale miljø var hårdt, endte jeg med et flot snit og skyndte mig at flytte væk. Det har givet mig en enorm viljestyrke at skulle kæmpe mig væk fra det dårlige miljø uden hjælp og støtte. Og jeg er ret stolt af, at jeg bibeholdt motivationen i alle de år.
Nogle gange undres jeg stadig over, om mine forældre og lærere lod mig passe mig selv, fordi de havde tiltro til, at jeg, modsat mine gamle klassekammerater, nok skulle klare mig, eller om de virkelig bare var ligeglade med mig.
1
Brugeravatar
Sophaya
Indlæg: 2240
Tilmeldt: 22. aug 2015, 11:26
Kort karma: 395
Likede indlæg: 3777

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf Sophaya » 9. apr 2016, 12:52

Lidt blandet, synes jeg.
Jeg var meget sensitiv som helt lille. Mine forældre blev skilt da jeg var 6, og min mor var fra jeg var 7-8 år til jeg var 18 sammen med en mand, der var psykisk voldelig overfor os og fysisk overfor hans egne børn. Vi boede hos hende. Jeg ville egentlig gerne bo hos min far. Da jeg var 12 fik jeg nok af ikke at have et fristed - min papfar var jo voldelig og jeg blev mobbet i skolen, så der var bare ingen steder, der var trygge. Da jeg så var på en weekend hos min far nægtede jeg at tage hjem, og sådan flyttede jeg hjem til ham. Der havde jeg nogle rigtig gode år på en skole, hvor jeg var - af mangel på bedre ord - populær. Vellidt. Behandlet rigtig pænt af alle. Min far gav mig helt frie tøjler, der var ingen grænser, men jeg elskede det og har aldrig dummet mig. Jeg var den type teenager, man kan gøre den slags med. Min far er dog temmelig emotionelt utilgængelig, så det kæmpede jeg lidt med, men alt i alt husker jeg de år som nogle af de bedste inden jeg blev "voksen".
Jeg er heldigvis blevet tykhudet med alderen. Det skal da ikke være en hemmelighed at jeg har nogle issues, både fra min mors forhold til den mand, som hun forøvrigt giftede sig med året efter jeg var flyttet, men også fra min fars utilgængelighed. Jeg spurgte ham engang, da jeg var på efterskole, om han ikke savnede mig? Han svarede at nej, det gjorde han ikke, for når jeg ikke var der så tænkte han jo ikke på mig.
Jeg har heldigvis haft en fremragende psykolog og føler at jeg har styr på det meste nu. Det eneste jeg stadig har problemer med er forhold, og helt ærligt - dont we all? :lol:
2
x
getitright
Indlæg: 90
Tilmeldt: 24. sep 2015, 19:59
Kort karma: 17
Likede indlæg: 181

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf getitright » 9. apr 2016, 15:02

Min barndom har været meget... blandet, men var trods alt mest til den gode side.
Til jeg var omkring syv-otte år gammel boede vi i et lejlighedsområde, hvor der var en del udsatte, men jeg kan ikke rigtigt huske noget fra det. Derefter flyttede vi i hus i et pænere villakvarter i en ok stor jysk by. Min mor arbejdede på et døgninstitution for udviklingshæmmede, min far havde en ret høj stilling i en fagforening, men gik efter nogle år ned med stress. Derefter vendte han også tilbage til pædagogarbejdet. Vi har aldrig rigtigt manglet noget, mad eller materielt, men det var ikke fordi, min lillebror og jeg fik kæmpe store gaver.

Mine forældre drak rigtigt meget, da jeg var yngre, og det var først for en tre års tid siden, at min far søgte hjælp. Min mor stoppede selv. Jeg var ret gammel, før det gik op for mig, at det ikke var normalt, at ens forældre drak en-to kasser øl i løbet af en weekend og blev fuld foran deres børn, så jeg har altid bare troet, at det var sådan, det var og lærte at leve med det. Min far har flere gange faldt ned af trapperne i deres hus, fordi han var for fuld til at have kontrol over det.
Det er også derfor, jeg har så tæt et forhold til min lillebror. Vi har altid passet på hinanden, og min lillebror var den modige, der endelig satte fødderne i jorden og bad dem om at gøre noget ved deres alkoholproblem.

Jeg har altid været dygtig i skolen, men også meget indadvendt. Det er blevet værre med årene, hvor min selvtillid og mit selvværd er krympet gevaldigt. Jeg blev opfattet som "den søde, stille pige", men da jeg blev teenager, begyndte jeg at hænge ud med nogle mere alternative typer. De hang ud ved en park i min by. De havde sort/blåt/grønt/intet hår, havde masser af piercinger, gik i Converse og Vans, havde huller i bukserne, sort og pink eyeliner under øjnene osv. De fleste var søde og rare mennesker, men jeg havde det alligevel svært. Begyndte at lyve mere og mere for mine forældre, fordi jeg var bange for, at de ville tage fællesskabet fra mig, hvis jeg fortalte, hvad vi virkelig lavede (og samtidig turde jeg ikke sige fra over, hvad vi lavede, selvom jeg ikke brød mig om det): der blev røget hash og taget stærkere stoffer (jeg har kun prøvet det første), vi bz'ede et nedlagt hus, og i det hele taget var vi oftere på den forkerte side af loven end den rigtige. Jeg ville ønske, de havde sat større spørgsmålstegn ved de her mennesker, for jeg turde ikke selv sige fra, og mine minder fra den tid er så bittersøde, for dengang tænkte jeg ikke meget over det - det vigtigste var, at jeg var en del af et fællesskab. Samtidig blev jeg holdt mere og mere udenfor i min folkeskole, fordi jeg også begyndte at gå med sort tøj, så det var svært.
Begyndte derfor at få det endnu dårligere med mig selv, fik en spiseforstyrrelse og eksperimenterede med selvskade, hvilket jeg til dels stadig døjer med. Kom på efterskole og selvom det også var en blandet fornøjelse tror jeg, at det var det, der "reddede" mig. Min interesse for det miljø faldt og jeg blev bedre til at sige fra.

Nu, når jeg skriver tingene ned, kan jeg godt se, at det måske lyder overdrevent at skrive, at det var til den gode side. Men netop på grund af mit stærke bånd til min lillebror føler jeg ikke, at det var slemt. Jo, selvfølgelig ville jeg hellere have undværet, men jeg følte mig heldigvis aldrig alene og ensom, og det er jeg så taknemmelig for.
0
I took a deep breath and listened to the old brag of my heart. I am, I am, I am.
computermus
Indlæg: 757
Tilmeldt: 25. aug 2015, 18:32
Kort karma: 44
Geografisk sted: Skørping,Nordjylland
Likede indlæg: 913

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf computermus » 9. apr 2016, 15:25

Min barndom husker jeg som rigtig god. En vidunderlig mor, der aldrig har lagt skjul på sin kærlighed til mig. De første 10 år boede vi på min mors arbejdsplads, så der var altid nogle børn at lege med.
Med hensyn til skolen så gik det godt fra 0.-4.klasse, men så virkede det som om mine klassekammerater begyndte at negligere mig,var der for eks. en dag hvor en af pigerne i klassen ikke havde den sædvanlige veninde at lege med så kunne jeg godt bruges.Når veninden så var tilbage så blev jeg ignoreret igen. Men altså deres snak om drenge og makeup, og hvem der var lun på hvem, det sagde mig absolut ingen ting.
Så jeg begyndte at holde mig til mine bøger, og mit musik. Næsten hvert eneste frikvarter foregik på skolebiblioteket, hvor der var alletiders søde og rare bibliotekar.
Det ændrede sig meget efter en form for samarbejdskursus for hele klassen. Så de sidste år i skolen var ret gode også på den front.
0
Brugeravatar
sigge
Indlæg: 1703
Tilmeldt: 19. aug 2015, 09:38
Kort karma: 117
Likede indlæg: 2147

Re: Hvordan var din barndom?

Indlægaf sigge » 9. apr 2016, 15:41

Jeg havde en ganske almindelig, tryg barndom med far, mor og en 4 år yngre lillesøster. Mine forældre har begge en erhvervsuddannelse og havde begge fuldtidsjob, så jeg blev først passet af en (sort) dagplejemor, siden børnehave og derefter fritidshjem udenfor skoletiden. Jeg var (og er) meget genert, men jeg var ikke ensom og blev aldrig mobbet. Jeg har dog altid kun haft en tæt veninde ad gangen, selvom der har været flere, jeg legede med.
Vi boede i Gellerupparken de første 12 år af mit liv. Det var slet ikke så belastet et område dengang, som det er nu. Og faktisk var det et ret perfekt sted at være barn, fordi der var lukkede stisystemer, som førte til daginstitutioner, skole, indkøb og fritidsaktiviteter. Så man kunne selv cykle rundt uden nogensinde at komme ud på en befærdet vej. Så selv i betonghettoen har jeg været meget udendørs og cyklet, løbet på rulleskøjter og løbehjul, hinket osv.
Mine forældre havde en campingvogn, som lå fast på en campingplads ca. 45 km væk, så der tilbragte vi mange weekender og ferier. Og vi har også været på campingferier i Norge, Sverige og Tyskland nogle gange, ligesom vi var på en årligt skiferie i Norge sammen med bedsteforældre osv., hvor vi løb langrend. Jeg havde nogenlunde jævnaldrende fætre og kusiner, og jeg havde rigtigt meget med dem at gøre i hele min barndom, vi var bl.a. alle 5 på sommerferie ved min mormor og morfar hvert år.
Jeg var bogligt stærk og klarede mig fint i skolen, hvor jeg havde det fint med de fleste klassekammerater og aldrig oplevede mobberi. I min klasse var der stadig lang overvægt af etnisk danske elever. Men i min søsters klasse, var de faktisk kun 2. Vi var da også begge skrevet op til privatskole, fordi den lokale folkeskole allerede dengang havde et lidt dårligt ry. Men mine forældre valgte at lade os starte der.

Da jeg skulle begynde i 6. klasse, flyttede vi til Grønland, fordi min mor fik job der. Jeg tudede og ville ikke med, da jeg fik det at vide, fordi jeg ikke ville skilles fra min bedste veninde, Ulla. Men jeg blev selvfølgelig overtalt (Ulla og hendes familie skulle alligevel også flytte på samme tidspunkt, så vi ville ikke gå i klasse sammen mere under nogen omstændigheder).
Grønland var virkelig en stor oplevelse. Jeg kom i en rent dansk klasse og faldt godt til. Vi var ikke så mange, og man var vant til udskiftning, da de fleste danske familier kun blev der i 2 år. Derfor dannede jeg heller ikke nogen tætte venskaber i de 3 år, vi boede der, men jeg havde det fint med de andre piger (det sidste år i 8. klasse var vi kun 2 piger i klassen).

9. klasse var for mig kun en mellemstation, fordi jeg vidste, at jeg ville i gymnasiet. Så selvom det var lidt svært at begynde i en helt ny klasse i Danmark der i 9., gjorde det mig ikke så meget, hvis jeg ikke fik nye venner der, da jeg alligevel skulle videre. Det gik nu ganske fint, og jeg kom godt ud af det med 2 af pigerne fra klassen, som jeg også af og til så i fritiden. Jeg fik dog igen ikke nogle tætte veninder.
De fleste fra klassen ville gå i 10. klasse, så jeg kom ikke til at følges med nogen over i gymnasiet.
Gymnasietiden var også god for mig. Vi havde et rigtigt godt sammenhold i min klasse og kunne finde ud at lave noget i større grupper i fritiden også. De 2 piger, jeg klikkede mest med, stoppede dog begge efter 1. g for at tage et år på highschool i USA, og så stod jeg igen uden nære veninder, fordi der ligesom var dannet faste grupper af 2-3 stykker i pigegruppen. Jeg blev ikke holdt udenfor, og jeg er heller aldrig blevet mobbet, og jeg husker det ikke som, at jeg følte mig ensom. Jeg fik i de år et mere tæt forhold til min søster, så hun var nok blevet min tætte veninde i stedet for.

Det er først her i de senere år, jeg er begyndt at tænke over det med, at jeg ikke har nogen barndomsvenner, som jeg stadig omgås i dag. Jeg er facebookven med en del klassekammerater fra både folkeskole og gymnasium, men jeg ser dem ikke. Og jeg har ikke den der barndomsveninde, som bare ved alt om mig. Og jeg tænker på, om flytningen til Grønland mon har noget med det at gøre, eller det ville være gået sådan under alle omstændigheder. Det finder jeg jo aldrig ud af, og jeg ville heller ikke have undværet den oplevelse. Men nogle gange kunne jeg bare godt tænke mig at have nogle flere tætte venner.
0

Tilbage til "Livets forhold"