"En af drengene"

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 501

"En af drengene"

Indlægaf Grissebassen » 4. apr 2016, 10:52

Jeg har, siden jeg gik ud af gymnasiet for snart 10 år siden, primært haft mandlige venner - det har i hvert fald været dem, jeg har været tættere med, mens mine veninder mest har været defineret som overfladiske bekendtskaber. Jeg har aldrig tænkt nærmere over det, da køn i min verden ikke behøver betyde andet, end hvad man har mellem benene. Jeg har altid hørt, at kvinder ikke kan være "en af drengene", selvom de gerne vil, og selvom de selv tror de er det. Men det har virkelig ikke været noget, jeg har tænkt over, før jeg for nylig af flere mandlige venner uafhængigt af hinanden, fik af vide at de så mig som en af drengene. Faktisk kommer de nogle gange til, at omtale mig som om jeg var en mand. Jeg har ganske vel humor og hobbyer, som typisk kategoriseres som maskulin. Men jeg føler mig nu ganske kvindelig. Jeg ser feminin ud, og opfatter mig selv som et følsomt væsen (det kan mænd selvfølgelig også være). Det generer mig heller ikke som sådan at være "en af drengene", selvom jeg måske ikke altid lige er i humør til at høre om, hvem af vores bekendte der har de bedste bryster og de godt ku', og selvom jeg nogle gange god kan savne at mine mandlige venner er lidt mere hensynsfulde i forhold til mine følelser. Men sådan kan det vel være i alle typer af venskaber, uafhængigt af køn.
Det har også sat nogle refleksioner i gang over min singletilværelse, som jeg egentlig trives ganske godt i for tiden. Men jeg kan nu godt frygte, at jeg har svært ved at finde en kæreste på sigt, hvis mænd (ja, det er en generalisering - men her hentydes til de mænd jeg kommer godt ud af det med) ser mig som "en af drengene", eller en man bare er venner med.

Jeg ved egentlig ikke, hvad mit formål er med denne tråd. Måske har jeg bare brug for at lufte tankerne lidt, og høre, hvad i tænker om det at være "en af drengene". Det er jo ikke en mærkat jeg selv har bedt om at få på mig, selvom jeg heller ikke rigtigt føler det nytter noget at prøve at ryste den af mig.
0
Brugeravatar
Torn
Indlæg: 1160
Tilmeldt: 29. dec 2015, 10:21
Kort karma: 64
Likede indlæg: 1127

Re: "En af drengene"

Indlægaf Torn » 5. apr 2016, 09:13

Som du selv er inde på, betyder køn jo ikke andet end hvad vi tillægger det. Køn er nemt ubetydeligt og hvis de ser dig som "en af drengene" er det vel kun positivt i form af at du er en "del af gruppen".
2
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 1726
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 132
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 3338

Re: "En af drengene"

Indlægaf Hunkat » 5. apr 2016, 09:17

I forhold til din statut som single så tænker jeg at det vel ikke er meget anderledes end hvis du havde tætte veninder som lesbisk. Med mindre der er en speciel af vennerne du gerne ville være mere end venner med selvfølgelig, så er det måske lidt problematisk hvis han ser dig mere som en søster eller en kammerat.
Man bliver jo ikke bare sådan lige tætte venner henover en eftermiddag, så mon ikke der er tid til at finde ud af om der var følelser til mere før du ender i 'drengene' kategorien hos ny bekendtskaber?

Som jeg læser dit indlæg så har du egentlig bare fået bekræftet den fornemmelse du allerede havde, at du har en håndfuld tætte venner af det modsatte køn som også betragter dig som en tæt ven.
0
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: "En af drengene"

Indlægaf LaScrooge » 5. apr 2016, 09:25

Du behøver ikke at bekymre dig. Det, at du er en del af en vennegruppe der primært består af hankønsvæsener og så dig betyder ikke, at alle mænd i fremtiden kun vil se dig som ven og ikke som potentiel kæreste. Jeg synes i stedet du skal være glad for, at du selv formår at være venner med personer af hankøn uden at relationen besværes af forestillinger om, at der altid er "noget", når en mand og en kvinde er venner.

Jeg har selv langt flere venner af hankøn end jeg har veninder og sådan har det været stort set altid. Jeg synes de er fuldt ud lige så nemme at være tætte på som mine kvindelige venner. Jeg mangler ikke noget i den henseende.

Hvis du synes, at de skal tage mere hensyn til dine følelser, så skal du sige til når du oplever at de ikke gør det. Det handler ikke om mandlighed eller kvindelighed, men om at være tydelig om hvem man er, så andre mennesker kan navigere i forhold til det.
3
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 501

Re: "En af drengene"

Indlægaf Grissebassen » 5. apr 2016, 11:33

Tak for jeres kommentarer!

Jeg har ikke nogen romantisk interesse i nogle af mine venner, og jeg siger som oftest ofte til, når jeg oplever at der bliver udvist manglende forståelse for mine følelser.

Jeg er i øvrigt glad for at høre, at det at være "en af drengene" ikke nødvendigvis betyder, at mænd i fremtiden også vil se mig sådan.

Jeg er bestemt glad for mine venner. Men nogle gange kan det også være svært ikke at tænke, at det at være "en af drengene" også betyder at jeg ikke er en attraktiv kvinde, som mænd har andet end venskabelig interesse i.
0
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 1504
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 611
Likede indlæg: 5033

Re: "En af drengene"

Indlægaf Aima » 5. apr 2016, 11:48

Er dit indtryk, at du generelt bliver opfattet som 'en af drengene', eller er det kun i din konkrete kreds af venner? Hvis det er sidstnævnte, kan jeg slet ikke se problemet, tværtimod, og jeg tænker, du, for din egen skyld, skal prøve at undgå at bilde dig selv ind, dine venner er repræsentative for resten af landets mandemennesker. Det er de jo ikke, de er derimod i en relation med dig, hvor præmissen netop er, at de forholder sig til dig uden indflydelse af hvilket køn, du har. Det er positivt, synes jeg, det er vel meningen med venner :)
0
I'll stick with hell no's and headphones...
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 501

Re: "En af drengene"

Indlægaf Grissebassen » 5. apr 2016, 12:11

Aima skrev:Er dit indtryk, at du generelt bliver opfattet som 'en af drengene', eller er det kun i din konkrete kreds af venner? Hvis det er sidstnævnte, kan jeg slet ikke se problemet, tværtimod, og jeg tænker, du, for din egen skyld, skal prøve at undgå at bilde dig selv ind, dine venner er repræsentative for resten af landets mandemennesker. Det er de jo ikke, de er derimod i en relation med dig, hvor præmissen netop er, at de forholder sig til dig uden indflydelse af hvilket køn, du har. Det er positivt, synes jeg, det er vel meningen med venner :)

Jeg er helt enig i, at det er positivt og meningen med venner. Jeg ved ikke, om det er generelt, for det er jo svært at generalisere. Jeg har to forskellige "grupper" af mandlige venner, der ikke kender hinanden. Og det gør sig gældende i begge grupper, at de ser mig på den måde.
Selvfølgelig er det ikke repræsentativt for resten af landets hankønsvæsener. Men at to grupper, på i alt 10 mænd alle ser mig som "en af drengene", får nu alligevel mine alarmklokker til at ringe lidt. Selvom de stadig ikke er repræsentative, er det jo stadig nogle af de mennesker, der kender mig aller bedst i hele verden. Så det er svært at tænke, at selvom en fremtidig mand måske ikke ser mig som "en af drengene" og dermed friendzoned, kommer han til det, så snart han lærer mig at kende på samme måde, som mine øvrige venner kender mig.
0
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 3206
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 188
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 4155

Re: "En af drengene"

Indlægaf decibell » 5. apr 2016, 17:42

Men har det så ikke mindre at gøre med dit udseende og femininitet, og den måde de ser dig på, end det har med den måde, du ser og behandler dem på? Hvis du er over for dem, som du er over for dine øvrige venner, så er du jo netop bare på venskabelig basis med dem, og det kan vel mærkes? Du ser ikke først og fremmest på dem som det modsatte køn, fordi du er så vant til det mandlige selskab, så der bliver ikke skabt de spændinger mellem jeres to køn, som måske er nødvendige for at komme videre.

Det er mit indtryk, at forelskelse allermest har at gøre med, hvordan den anden får en til at se sig selv (fordi man ser sig selv gennem den andens øjne), så dit syn på manden er mindst lige så vigtig, hvis ikke det vigtigste. Det, jeg mener, er, at jeg ikke tror, at de bliver friendzoned af at lære dig bedre at kende, fordi din person skulle gøre, at de ikke kan se dig som en kvinde. Jeg tror, at de bliver friendzoned af dig, fordi du ikke rigtig får set dem som mænd, du kunne være andet end venner med. Og når du så behandler dem som venner, ser de heller ikke sig selv som andet gennem dine øjne.

Jeg er selv vokset op som dig og kom først væk fra det, da jeg fik min datter (der nu er 21). På nær de faste 1-2 nære veninder, som jeg altid var sammen med i selskab med alle de mandlige venner, havde jeg selv en tendens til at se på mænd på en anden måde, end mine veninder gjorde. Jeg så dem først som mulige venner, og bagefter som mulige kærester - ikke omvendt. Fordi jeg var så vant til mænds opførsel og måde at tænke på, fik de jo bare igen af samme mønt, hvor jeg kunne se, at der var et større skel mellem mine veninder og mændene. Til gengæld opdagede jeg også, at noget af mystikken desværre gik af det, hvis vi blev for tætte, og så søgte de mere mine veninder som kærestemateriale, end de gjorde mig. Jeg savnede ikke kærestemateriale selv som sådan, men fandt det yderst sjældent i omgangskredsen. Det var altid mænd, jeg ikke kendte i forvejen, jeg blev kærester med.

Jeg har derfor tænkt, at de måske har brug for, at der er (lidt) forskel? At hvis vi bliver for ens og forstår hinanden for godt, så ryger det spændende og ukendte og dermed basis for tiltrækningen? Lige som når naboens flotte søn bare ikke er tiltrækkende, fordi man har kendt ham, siden begge havde ble på. Det er i hvert fald de tanker, jeg har gjort mig gennem årene.

Mht. femininitet, så har jeg ofte diskuteret det, og det er svært at blive enige om, hvad femininitet er - eller rettere, hvornår man IKKE er feminin. For igen kommer det vel også an på mændene, der ser, og hvordan disse mænd har det med deres egen maskulinitet? Jeg var bartender i mine unge dage, og både via det, jeg så, og egne erfaringer, har jeg fået indtrykket, at jo større maskulin usikkerhed hos manden, jo større trang har manden ofte til at booste sig med kvinder med den klichéagtige fremhævede femininitet, der kan ligge i meget kvindeligt tøj, lange negle, høje hæle, kunstfærdig makeup og hårstil osv. gerne (men ikke nødvendigvis) sammen med den der lidt hjælpeløse, kvindelige facon a la "uh, du stærk mand hjælpe mig svag kvinde". DISCLAIMER: Dermed IKKE sagt, at alle mænd, der kan lide den slags kvinder, er maskulint usikre, eller at der er noget galt med kvinder, der er sådan. Drengepiger er bare ikke sådan. De kan sagtens være feminine, men de er sjældent dem med meget makeup, høje hæle og kjoler osv.

Min erfaring er også, at hvis en "drengepige" får en kæreste, er det oftest en, der hviler så meget i sig selv og sin maskulinitet, at han ikke har behov for den fremhævede femininitet for at fungere som mand. Altså manden, der godt kan tåle, at kvinden kan selv og ikke har brug for ham til "mandlige opgaver". Problemet er så, hvis man selv, som drengepige, går efter eller falder for den førstnævnte overmaskuline type, der har maskuliniteten på som overtøj, og derfor ofte også virker mere maskulin (men faktisk er det mindre imo). For han vil jo aldrig finde det, han søger, i en drengepige, for hun kan ikke bekræfte ham nok, og så ender hun nok som netop bare en god ven.

Jeg ved ikke, om det giver mening noget af det, jeg skrev det bare ned, som jeg tænkte det, så det kan godt være lidt rodet. Men jeg ville bare give mine tanker med, fordi din tråd førte mig lidt tilbage i tiden.
2
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

"Don't cry about it, girl, learn from it."
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 501

Re: "En af drengene"

Indlægaf Grissebassen » 6. apr 2016, 13:43

decibell skrev:Men har det så ikke mindre at gøre med dit udseende og femininitet, og den måde de ser dig på, end det har med den måde, du ser og behandler dem på? Hvis du er over for dem, som du er over for dine øvrige venner, så er du jo netop bare på venskabelig basis med dem, og det kan vel mærkes? Du ser ikke først og fremmest på dem som det modsatte køn, fordi du er så vant til det mandlige selskab, så der bliver ikke skabt de spændinger mellem jeres to køn, som måske er nødvendige for at komme videre.

Det er mit indtryk, at forelskelse allermest har at gøre med, hvordan den anden får en til at se sig selv (fordi man ser sig selv gennem den andens øjne), så dit syn på manden er mindst lige så vigtig, hvis ikke det vigtigste. Det, jeg mener, er, at jeg ikke tror, at de bliver friendzoned af at lære dig bedre at kende, fordi din person skulle gøre, at de ikke kan se dig som en kvinde. Jeg tror, at de bliver friendzoned af dig, fordi du ikke rigtig får set dem som mænd, du kunne være andet end venner med. Og når du så behandler dem som venner, ser de heller ikke sig selv som andet gennem dine øjne.

Jeg er selv vokset op som dig og kom først væk fra det, da jeg fik min datter (der nu er 21). På nær de faste 1-2 nære veninder, som jeg altid var sammen med i selskab med alle de mandlige venner, havde jeg selv en tendens til at se på mænd på en anden måde, end mine veninder gjorde. Jeg så dem først som mulige venner, og bagefter som mulige kærester - ikke omvendt. Fordi jeg var så vant til mænds opførsel og måde at tænke på, fik de jo bare igen af samme mønt, hvor jeg kunne se, at der var et større skel mellem mine veninder og mændene. Til gengæld opdagede jeg også, at noget af mystikken desværre gik af det, hvis vi blev for tætte, og så søgte de mere mine veninder som kærestemateriale, end de gjorde mig. Jeg savnede ikke kærestemateriale selv som sådan, men fandt det yderst sjældent i omgangskredsen. Det var altid mænd, jeg ikke kendte i forvejen, jeg blev kærester med.

Jeg har derfor tænkt, at de måske har brug for, at der er (lidt) forskel? At hvis vi bliver for ens og forstår hinanden for godt, så ryger det spændende og ukendte og dermed basis for tiltrækningen? Lige som når naboens flotte søn bare ikke er tiltrækkende, fordi man har kendt ham, siden begge havde ble på. Det er i hvert fald de tanker, jeg har gjort mig gennem årene.

Mht. femininitet, så har jeg ofte diskuteret det, og det er svært at blive enige om, hvad femininitet er - eller rettere, hvornår man IKKE er feminin. For igen kommer det vel også an på mændene, der ser, og hvordan disse mænd har det med deres egen maskulinitet? Jeg var bartender i mine unge dage, og både via det, jeg så, og egne erfaringer, har jeg fået indtrykket, at jo større maskulin usikkerhed hos manden, jo større trang har manden ofte til at booste sig med kvinder med den klichéagtige fremhævede femininitet, der kan ligge i meget kvindeligt tøj, lange negle, høje hæle, kunstfærdig makeup og hårstil osv. gerne (men ikke nødvendigvis) sammen med den der lidt hjælpeløse, kvindelige facon a la "uh, du stærk mand hjælpe mig svag kvinde". DISCLAIMER: Dermed IKKE sagt, at alle mænd, der kan lide den slags kvinder, er maskulint usikre, eller at der er noget galt med kvinder, der er sådan. Drengepiger er bare ikke sådan. De kan sagtens være feminine, men de er sjældent dem med meget makeup, høje hæle og kjoler osv.

Min erfaring er også, at hvis en "drengepige" får en kæreste, er det oftest en, der hviler så meget i sig selv og sin maskulinitet, at han ikke har behov for den fremhævede femininitet for at fungere som mand. Altså manden, der godt kan tåle, at kvinden kan selv og ikke har brug for ham til "mandlige opgaver". Problemet er så, hvis man selv, som drengepige, går efter eller falder for den førstnævnte overmaskuline type, der har maskuliniteten på som overtøj, og derfor ofte også virker mere maskulin (men faktisk er det mindre imo). For han vil jo aldrig finde det, han søger, i en drengepige, for hun kan ikke bekræfte ham nok, og så ender hun nok som netop bare en god ven.

Jeg ved ikke, om det giver mening noget af det, jeg skrev det bare ned, som jeg tænkte det, så det kan godt være lidt rodet. Men jeg ville bare give mine tanker med, fordi din tråd førte mig lidt tilbage i tiden.

Det giver super meget mening, og jeg har aldrig før set problemstillingen fra den vinkel før :gogo:
Alle mine mandlige venner, har jeg lært at kende, mens jeg var i et forhold. Så dengang var det meget naturligt for mig, kun at se dem sådan. Nu er jeg som sagt heller ikke interesseret i nogle af dem. Men jeg kan sagtens se pointen i, at nye mænd måske kan mangle at jeg ser dem som andet end en ven. Jeg ser bestemt nye mænd som kærestemateriale - jeg er bare typen, der skal lære folk lidt at kende, før jeg kan blive tiltrukket af dem. Så min tilgang er deraf den samme til nye venner, som den er til potentielle kærester - målet er bare forskelligt. Men det er vel ikke rigtigt noget jeg kan ændre på :gruble:
1

Tilbage til "Livets forhold"