Overanalysering? Gå eller på vej til accept?

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Overanalysering? Gå eller på vej til accept?

Indlægaf TryToBeHappy » 14. apr 2016, 02:04

Jeg får helt ondt i maven af at læse om jer der gik trods i elskedes jeres mand.
Kæmper nemlig meget selv!!! Se evt mine tidligere indlæg.

Jeg føler også, at det er rigtigt at gå. Men når jeg tænker dette, får jeg ondt i maven og i hjertet! Og jeg begynder at græde.
For jeg kan vitterligt ikke undvære min kæreste.
At se ham med en anden eller bare undvære ham i mit liv. Det kan jeg slet ikke.
Men jeg har en indre stemme der hele tiden, hvisker at det nok ikke holder.

Jeg har fået af vide, af min psykolog, at det kan føles rigtigt at gå pga ting i min barndom og også fordi, jeg oplever et forhold, hvor jeg faktisk kan stole på et andet menneske. Det er skræmmende!
+ Jeg lever nok i film verden. For jeg savner spænding og passion og grande gnister.
Men igen disse har jeg kun fået lidt af, i det første stykke tid aka nyforelskelse.
Så jeg har UFATTELIG svært ved, at slappe af!!!
Jeg ville mange gange ønskede, at han slog op. Så jeg kunne slappe af og ikke arbejde så meget, med mig selv og lære hvordan "virkelighedens forhold" er.
Men går jeg. Mister jeg det bedste, jeg har haft i mit liv.
Men slår vi op. Vil jeg selvfølgelig blive MONSTER ked af det og højest sandsynligt æde masser af kage. Men jeg ville også være okay med det, pga det skrevet længere oppe. Men også fordi, han fortjener virkelig en sød og stabil pige, der ved hvordan det vil sige, at være i et forhold.

Jeg har også meget svært ved, at tænde på min kæreste og efter en episode, hvor jeg slet ikke kunne blive tændt, er min hjerne kørt fuldstændig på over analysering. For endelig tager han initiativ til sex, men jeg kan ikke tændes den aften.
Men generelt set, har jeg svært ved at tænde på ham, da vi fra dag 1, har haft et HAV af seksuelle problemer.
Han kommer ekstremt hurtigt og han bliver ikke ordentlig stiv. (dette kan have MEGET at gøre med hans diabetes) Jeg var også AL for ærlig omkring det i de første måneder (uden jeg egentlig selv lagde mærke til det) så det sidder nok også psykisk. Han laver øvelser og jeg roser ham, efter sex. Selvom det er ringe.
Håber bare snart det bliver bedre.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2042
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 460
Likede indlæg: 5866

Re: Overanalysering? Gå eller på vej til accept?

Indlægaf Smiling_Goat » 14. apr 2016, 04:46

Livet er simpelthen for kort til det der.

Nu har du lavet flere tråde om det samme over et stykke tid. Tag en beslutning. Vær sammen med din kæreste eller gå fra ham. Det virker ikke til, at du laver andet end at overveje at gå fra ham, så måske skulle du, for at slippe for de tanker og den stress de giver, rent faktisk gå.

Måske bliver du ked af det ved tanken, fordi du trods alt godt kan lide ham, fordi det er ubehageligt at droppe nogen og fordi du virkelig godt kan lide den tryghed det faste forhold giver dig. Det har du vel heller ikke haft i din barndom, tænker jeg, baseret på det du har sagt med, at du aldrig har følt eller fået kærlighed.

Måske kan du sætte en deadline. Hvis du stadig føler sådan her om en måned, går du. Føler du ikke selv, du spilder livet med det, du har gang i nu?

Du har selv sagt i tidligere tråde, at du var lykkelig, da du var single. Jamen hvorfor så ikke være single? Hvis du virkelig føler sådan, når du har en kæreste, vil jeg godt vove den påstand, at du er sammen med den forkerte. Hvor mange forhold har du reelt at sammenligne med?

Jeg kunne i øvrigt heller ikke være sammen med én, jeg følte, jeg havde dårlig sex med, og hvor den del af forholdet var en kamp.
2
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Overanalysering? Gå eller på vej til accept?

Indlægaf TryToBeHappy » 14. apr 2016, 07:18

Jeg har sat en deadline til efterår/vinter perioden. Men jeg er begyndt, at slappe lidt mere af. Men jeg bliver alligevel "bange" for mine tanker.

Nej, har aldrig før haft tryghed i et forhold. Og, som skrevet har jeg intet imod, at være alene. Så trygheden holder mig ikke tilbage.
Det der holder mig tilbage, er at jeg faktisk elsker ham mere end noget andet.

Før i tiden var jeg også skredet, men fordi jeg elsker ham, har jeg valgt at arbejde med det.
Han kan jo godt sit forspil (når han slapper af) det er det andet der halter.
Men nu ser jeg på, om det ikke bliver bedre.
1
Brugeravatar
Contrast
Indlæg: 29
Tilmeldt: 21. jan 2016, 18:24
Kort karma: 2
Likede indlæg: 60

Re: Overanalysering? Gå eller på vej til accept?

Indlægaf Contrast » 15. apr 2016, 08:03

Fremover tror jeg ikke det hjælper at lave en tråd om det samme igen.

Kan du ikke begynde at se tvivlen som at du faktisk mangler nogle ting i jeres forhold, og så reagere på den konstruktivt? Det er jo ikke forbudt at kommunikere ud hvad man savner, såsom fx bedre sex eller en større accept af at du står senere op end ham.

Jeg synes dog, at med din baggrund og hvor tit du går i panik over dine følelser, at jeg vil råde dig til at tage en pause med forhold. Det må være virkelig hårdt at føle de følelser af panik osv så hårdt, så tit, og hvis du ved at du nok skal komme videre og vil have det fint som single, jamen så tror jeg at du gør dig selv en tjeneste ved at gå. Det er ikke meningen at man skal glemme sig selv i processen og kæmpe for et forhold for enhver pris.

Jeg kender godt til tvivlen. Det gør jeg. Jeg er selv en der efter et par forhold der ikke har været vellykkede, overanalyserer mit nuværende, nok som en måde at beskytte mig selv på underbevidst.
Tvivl er i sig selv ikke en skidt ting. Men hvis den bliver så overvældende at man ikke kan rumme den og konstant er anspændt, så vil jeg mene at man er bedre tjent uden. Et forhold skal jo være noget, man vælger til, ikke noget som man ikke kan vælge fra.
0
TryToBeHappy
Indlæg: 54
Tilmeldt: 9. mar 2016, 10:56
Kort karma: 2
Likede indlæg: 7

Re: Overanalysering? Gå eller på vej til accept?

Indlægaf TryToBeHappy » 15. apr 2016, 10:53

Jamen, jeg har jo ikke lyst til at være uden ham?

Ja jeg har det fint, som Singel. Men ikke alle er kede af, at være Singel. Hvis jeg var Singel, ville det være rart, fordi jeg så kunne skubbe folk længere væk. Han er jo kommet under huden på mig. Og jeg får jo ikke arbejdet med mine følelser, hvis jeg går fra den person der betyder mest for mig.
Ja han fortjener bedre end mig og er han lykkelig er det nok for mig. Men ville stadig blive ked af det, MEGET hvis han kastede den kærlighed han giver mig over på en anden.

Jeg har taget beslutningen om at blive, jeg kan bare ikke slappe af, på nogen måde.

Jeg har i denne process haft meget identitetskrise, men på samme tid er det fordi jeg ikke gør, som jeg plejer ved at flygte fra tingene. Og det har jeg altid gjort.
Og jo mere, jeg er blevet jo mere er min store stærke mur krakeleret og lige pludselig er jeg mere blottet. Jeg græder lettere og før i tiden, så man mig ALDRIG græde. Jeg er elite til at skubbe folk væk og jeg syntes det er skræmmende, at der er en der elsker mig SÅ meget!

Og ja måske skal jeg gå. Men de der klassiske "hvad nu hvis" tanker er jo i mig. For selvom, mange skriver i en anden debat i den anden tråd om hvornår man skal gå.
Så kan de jo altså hænde, at man vinder. For de eneste mænd, jeg drømmer om er lækre skuespillere og det ser jeg IKKE, som et faresignal, for det måtte min kæreste da også gerne tænke. :)
Og jeg vil ikke røres af andre, altså intimt. Ja lysten er blevet mindre pga vores ringe sexliv og det er ikke nemt, at få til at fungere, da han har en kronisk sygdom, der efter så mange år kan ødelægge potensen.
Men tilfredsstiller jeg mig selv, så er det Per automatik ham der dukker op.
Hører jeg romantiske sange, er det ham jeg tænker på.

Det kan bare ikke være rigtigt, at man skal gå fra en, når man har de sådan med personen.
For måske kan det reddes.
Vi har ændret vores kysse mønster (han tante kyssede ALTID og følte lidt det blev for venskabeligt og familie agtigt) så det prøver vi et stykke tid. Vi har en ferie sammen i Juli, vi tager på. (Vi gør også ting inden) og jeg har så tænkt. Har jeg det så stadig sådan her til efteråret/vinteren, så går jeg.

Men indtil da, har jeg valgt kærligheden og håb om, at jeg ikke bliver skræmt længere. (Jeg får psykolog hjælp)
Men det er SÅ belastende, at kroppen og tankerne ikke kan slappe af. For jeg har stædigt valgt, at se tiden an. Men den vil ikke slappe af.

(Min kæreste ved al dette)
0

Tilbage til "Forhold og sex"