Parforhold og skizofreni

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 25. apr 2016, 15:59

Efter mange og lange overvejelser har jeg valgt at skrive et indlæg på min kærestes nye side www.skizofren.dk - om hvordan jeg oplever det at være kærester med en skizofren.

Vi har valgt at gøre det her, på trods af at ingen af os generelt er de store tilhængere af at udbasunere vores privatliv på FB, hvilket mine mange FB-venner herindefra kan bevidne. Grunden til, at vi gør det alligevel, er, at vi oplever, at der mangler viden om psykiatri og parforhold og seksualitet, og at der, pga. den manglende viden, ofte hersker nogle stereotype forestillinger om, at det f.eks. er dødsdømt på forhånd, eller i hvert fald særdeles vanskeligt at have et harmonisk parforhold, hvis den ene eller begge parter, har en psykiatrisk diagnose.

Vi er naturligvis godt klar over, at mange med samme diagnoser (ingen hemmelighed, at jeg har borderline), finder det rigtig svært og helt umuligt med kærligheden - men der er altså også mange, der lever godt sammen - og der mangler viden om dette, også blandt de professionelle, der skal hjælpe os.

Og her er det, kære debattører, at I kommer ind. Hvad er jeres egne erfaringer - som psykisk syg eller kæreste med én? Og hvad er jeres forestillinger om parforhold og psykiatri, hvis I ikke er det?

I kan læse mit indspark her og er mere end velkomne til at pippe med inde på siden http://skizofren.dk/skizofreni-og-parfo ... skizofren/
10
Brugeravatar
Pixie88
Indlæg: 618
Tilmeldt: 26. aug 2015, 10:39
Kort karma: 132
Geografisk sted: Nordpolen
Likede indlæg: 1269

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Pixie88 » 25. apr 2016, 16:31

Jeg har ikke tid til at skrive om det lige nu (madlavning) men jeg vender tilbage i aften.

Godt initiativ til en tråd :gogo:
2
I'm headin' out to South Park, gonna see if I can't unwind. Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, livin' a lie TIMMY!
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4160
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 428
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 6108

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf LadyFox » 25. apr 2016, 16:58

Jeg lider af paranoid skizofreni, og min kæreste af PTSD og mild autisme. Og ærlig talt jeg gør det ikke igen. Vi har været igennem så mange kriser, og i perioder har vores forhold været direkte usundt. Det har virkelig været en kamp at nå til hvor vi er nu, og det er bestemt ikke fordi vi ikke har vores at slås med nu.
Vi kan have det rigtig godt sammen, og det har vi hele tiden haft i perioder - men det i perioder hvor det ikke går godt, så er vi ikke hinandens bedste ven i hvert fald. Når det går dårligt for os er det svært for os at komme til et sted hvor vi føler at vi kan rumme hinanden. Og det kan i perioder være svært at være det for hinanden som vi hver især har brug for. Vi kan bare få trykket på nogle knapper hos hinanden.
Jeg ved godt at jeg ikke kan give sygdom skylden for alt dårligdom vi er gået igennem med hinanden - forskellighed er klart en stor del af det, men jeg er sikker på diverse diagnoser har indflydelse på hvordan vi har tacklet den forskellighed vi oplever. Ingen af os er særlig nemme mennesker at leve sammen med, og kombinationen har bare oftere været en ulempe end en fordel for os.
4
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 25. apr 2016, 17:07

For vores vedkommende kan alder (vi er 40 og 47, jeg er ældst), og den deraf følgende laaaaange proces, vi her især har været igennem mht. at lære at leve med vores diagnoser, muligvis også spille ind på, at vi ikke oplever det som en uoverstigelig forhindring for et godt parforhold.

Egentlig er der jo udfordringer, men måske klarer vi dem, fordi vi har fået slebet kanter af, bl.a. i andre forhold.
2
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4160
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 428
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 6108

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf LadyFox » 25. apr 2016, 17:15

Tanten skrev:For vores vedkommende kan alder (vi er 40 og 47, jeg er ældst), og den deraf følgende laaaaange proces, vi her især har været igennem mht. at lære at leve med vores diagnoser, muligvis også spille ind på, at vi ikke oplever det som en uoverstigelig forhindring for et godt parforhold.

Egentlig er der jo udfordringer, men måske klarer vi dem, fordi vi har fået slebet kanter af, bl.a. i andre forhold.

En stor del af det hos os er klart at min kæreste ikke modtager behandling, fordi kommunen er helt umulige. Jeg tror klart det kunne hjælpe hvis han fik nogle værktøjer til at deale med sine problemer. Jeg har været i Systemet siden jeg var helt ung, så jeg har lidt mere at trække på der.

Jeg er forresten 27 og min kæreste er 37 :)
0
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 25. apr 2016, 17:40

LadyFox skrev:
Tanten skrev:For vores vedkommende kan alder (vi er 40 og 47, jeg er ældst), og den deraf følgende laaaaange proces, vi her især har været igennem mht. at lære at leve med vores diagnoser, muligvis også spille ind på, at vi ikke oplever det som en uoverstigelig forhindring for et godt parforhold.

Egentlig er der jo udfordringer, men måske klarer vi dem, fordi vi har fået slebet kanter af, bl.a. i andre forhold.

En stor del af det hos os er klart at min kæreste ikke modtager behandling, fordi kommunen er helt umulige. Jeg tror klart det kunne hjælpe hvis han fik nogle værktøjer til at deale med sine problemer. Jeg har været i Systemet siden jeg var helt ung, så jeg har lidt mere at trække på der.

Jeg er forresten 27 og min kæreste er 37 :)


Jeg tror, at den der vanthed til at opsøge og bede om hjælp, som du også kender fra dit forløb, helt givet styrker ens evner til at indgå i et parforhold.

Og så er er der det med erkendelse, som jo er forudsætningen for, at man søger hjælp. Jeg har været i et ellers dejligt parforhold med en sød mand - der hen ad vejen viste sig, også at være psykisk sårbar, men som ikke erkendte det fulde omfang af sine udfordringer og ikke opsøgte hjælp. Det blev faktisk årsagen til, at jeg i sidste ende valgte at gøre det forbi. Ikke så meget hans problemer, men mere det, at de fik lov at fylde og styre, fordi han ikke tog mod behandling

En anden faktor er, om man kender hinanden, før man finder sammen. Claus og jeg havde jo kendt hinanden i mange år, og det betyder jo også, at der ikke har været nogle "overraskelser", hvor jeg pludselig er blevet præsenteret for en adfærd, jeg ikke havde set før. Når man møder hinanden i byen eller på nettet og sød musik opstår, så lærer man jo hinanden at kende, efter man er blevet forelsket - og det kan jo godt give nogle overraskelser, f.eks. mht. hvordan den anden reagerer under pres eller i konfliktsituationer. Alt det der vidste vi jo godt i forvejen om hinanden, for det havde vi set.
0
Brugeravatar
2SHY
Indlæg: 6855
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:22
Kort karma: 941
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 8526

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf 2SHY » 25. apr 2016, 17:48

Kan man komme med indspark som single og sindslidende? Altså om tanker i forhold til at finde en kæreste?
2
Intet dør langsommere og mere smertefuldt end en drøm

Don't wait for a light to appear at the end of the tunnel, stride down there and light the bloody thing yourself

Tak fordi du trimmer indlæg med mange citater :blomst:
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4160
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 428
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 6108

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf LadyFox » 25. apr 2016, 18:20

Tanten skrev:
LadyFox skrev:
Tanten skrev:For vores vedkommende kan alder (vi er 40 og 47, jeg er ældst), og den deraf følgende laaaaange proces, vi her især har været igennem mht. at lære at leve med vores diagnoser, muligvis også spille ind på, at vi ikke oplever det som en uoverstigelig forhindring for et godt parforhold.

Egentlig er der jo udfordringer, men måske klarer vi dem, fordi vi har fået slebet kanter af, bl.a. i andre forhold.

En stor del af det hos os er klart at min kæreste ikke modtager behandling, fordi kommunen er helt umulige. Jeg tror klart det kunne hjælpe hvis han fik nogle værktøjer til at deale med sine problemer. Jeg har været i Systemet siden jeg var helt ung, så jeg har lidt mere at trække på der.

Jeg er forresten 27 og min kæreste er 37 :)


Jeg tror, at den der vanthed til at opsøge og bede om hjælp, som du også kender fra dit forløb, helt givet styrker ens evner til at indgå i et parforhold.

Og så er er der det med erkendelse, som jo er forudsætningen for, at man søger hjælp. Jeg har været i et ellers dejligt parforhold med en sød mand - der hen ad vejen viste sig, også at være psykisk sårbar, men som ikke erkendte det fulde omfang af sine udfordringer og ikke opsøgte hjælp. Det blev faktisk årsagen til, at jeg i sidste ende valgte at gøre det forbi. Ikke så meget hans problemer, men mere det, at de fik lov at fylde og styre, fordi han ikke tog mod behandling

En anden faktor er, om man kender hinanden, før man finder sammen. Claus og jeg havde jo kendt hinanden i mange år, og det betyder jo også, at der ikke har været nogle "overraskelser", hvor jeg pludselig er blevet præsenteret for en adfærd, jeg ikke havde set før. Når man møder hinanden i byen eller på nettet og sød musik opstår, så lærer man jo hinanden at kende, efter man er blevet forelsket - og det kan jo godt give nogle overraskelser, f.eks. mht. hvordan den anden reagerer under pres eller i konfliktsituationer. Alt det der vidste vi jo godt i forvejen om hinanden, for det havde vi set.

Det er for mig også super vigtigt at erkende de problematikker man nu har, og være villig til at kæmpe og ikke bare lade stå til. Jeg var også gået for længe siden hvis min kæreste ikke selv vidste den var gal, og ikke selv ønskede at få hjælp. For det er ikke rimeligt overfor folk rundt om. Min kæreste har råbt om hjælp længe, det er bare vandvittig svært at få hjælp nogengange åbenbart.

Min kæreste er slet ikke vandt til at få snakke om sin sygdom, og i dybden om hvordan han har det - og hvad det gør ved ham. Hvilket igen er noget jeg er verdensmester i efter diverse behandlere, igen er det jo også til min fordel jeg er blevet sindsygt dygtig til at forklare præcis hvad der sker inden i mig, hvorfor jeg reagere som jeg gør og hvorfor jeg til tider måske opfører mig tosset, sådan at folk kan forstå det. Det mangler min kæreste lidt. Og det gør det nogengange kan være svært at finde sympatien når han reagere uheldigt, når han har det svært.

Og jeg er helt klart overbevist om at det er en fordel at i har været venner først, jeg tror hel bestemt det er en god ting at have valgt hinanden til - inden følelserne. Det er jo super at kunne vælge sin partner på et "oplyst" grundlag, fremfor på en forstilling. Det giver så meget styrke tror jeg, og måske også en hel anden vilje.
1
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 25. apr 2016, 18:39

2SHY skrev:Kan man komme med indspark som single og sindslidende? Altså om tanker i forhold til at finde en kæreste?


Ja, da - alle indspark er velkomne.
1
Brugeravatar
2SHY
Indlæg: 6855
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:22
Kort karma: 941
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 8526

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf 2SHY » 25. apr 2016, 18:44

Tanten skrev:
2SHY skrev:Kan man komme med indspark som single og sindslidende? Altså om tanker i forhold til at finde en kæreste?


Ja, da - alle indspark er velkomne.

Super :) Jeg forsøger at få forfattet noget mere eller mindre klogt en af dagene :)
1
Intet dør langsommere og mere smertefuldt end en drøm

Don't wait for a light to appear at the end of the tunnel, stride down there and light the bloody thing yourself

Tak fordi du trimmer indlæg med mange citater :blomst:
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 845
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 215
Likede indlæg: 2280

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Zombie » 25. apr 2016, 22:21

Jeg oplever det som svært at leve med det stigma som psykisk sygdom er. Jeg er enormt velfungerende og lever ret almindeligt, og har gjort det i årevis. Alligevel er min sygdom en snak jeg skal have med en ny partner, og jeg er meget bevidst om at bare det at den er der, uanset hvor skjult, ligegyldig og velbehandlet den er, i nogles øjne sorterer mig fra som mulig partner.
Ja, man kan vælge at sige "Fuck dem", men det er lettere sagt end gjort om mennesker, man måske lærer at kende som gode, søde mennesker først, inden fortroligheden til at dele sådan noget er der.

Og så savner jeg også mere fokus på seksualitet. Min nuværende psykiater er den første gennem de 12 år jeg har været i behandling, som aktivt og på eget initiativ spørger ind til mit sexliv, både ift. min generelle trivsel, medicinsk påvirkning osv., men også for at vurdere mig psykisk ift. min sygdom. Dette til trods for, at udsving i seksuallyst og -adfærd er enormt sigende for lige præcis den sygdom, jeg har (bipolar type 1, med manier og depression).
2
Brugeravatar
Pixie88
Indlæg: 618
Tilmeldt: 26. aug 2015, 10:39
Kort karma: 132
Geografisk sted: Nordpolen
Likede indlæg: 1269

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Pixie88 » 25. apr 2016, 23:37

Jeg vil ikke have dette indlæg quoted :)

Det her indlæg er så grænseoverskridend for mig, men det er vigtigt at åbne op om disse ting.

Herhjemme er vi begge 28 år, har været sammen i snart fire år og jeg har diagnosen bipolar affektiv sindslidelse type 2. Min lidelse er dog meget mild, og jeg er slet ikke nærheden af at være så syg, som mange med bipolar er.

Jeg mærker mest sygdommen i form af mentalt underskud, angst og tendens til at blive virkelig irriteret.

Det er helt klart min kæreste der har haft sværest ved min sygdom. Jeg har accepteret den og bliver kun sjældent ked af det over de ting jeg nogle gange ikke kan.
Det han har haft sværest ved er:
Han kommer fra en uoplyst familie, hvor ingen rigtig fejler noget og psykisk sygdom er en by i Rusland. De er ikke fordømmende, men forstår ganske enkelt ikke hvad det går ud på.
Da jeg mødte min kæreste var jeg lige blevet sygemeldt og det forstod de ikke rigtig. De havde svært ved at forholde sig til det og det påvirkede min kæreste rigtig meget. Han frygtede altid når folk spurgte "Hvad render Pixie og laver?" fordi jeg jo ikke lavede en skid. Det samme hvis jeg ikke kunne overskue noget familiefest hos hans familie. Han hadede at møde op og fortælle at jeg havde valgt at blive hjemme. Dels fordi han selv var skuffet, men også fordi han havde alle mulige forestillinger om, hvad hans familie tænkte.
Hans venner udtrykte også negative holdninger, som igen bundede i komplet uvidenhed. Men hans familie og venners meninger betyder SÅ meget for ham.

For mig har det været svært at hans familie og venner vidste nada om psykisk sygdom og at de ikke forsøgte at få viden.
De første par år troede hans forældre at jeg nærmest var på selvmordets rand og udtrykte kæmpe bekymring for mig - overfor min kæreste. De har aldrig nogensinde spurgt mig, hvad min sygdom går ud på, selvom min kæreste 100 gange har bedt dem gøre det.
De er så konfliktsky i den familie og det fodrer bare deres forestillinger om mig og psykisk sygdom.
Det har været en kæmpe kamel at sluge, og jeg har nægtet at være den der åbnede ballet, for det er ikke mig der vil vide noget, det er dem. Jeg er mere end villig til at indvie dem i det hele, men det er altså også deres ansvar.

Mellem min kæreste og jeg, har der været mange konflikter, men de er lige så meget kommet af, at han ikke anede hvordan et forhold var og fungerede.
Det største problem har nok været det med, hvad hans familie tænker.
Dernæst at hans familie bor 2 timers kørsel fra os, så man tager ikke bare en smuttur derover. Hvis vi skal besøge dem er det med minimum 1 overnatning, og det kan være ret uoverskueligt for en introvert som mig, og en familie som dem, der har et (for) tæt bånd, så når vi ses er det virkelig intenst, indspist og aaalt for meget for mig.
Hans største ønske er, at jeg kan tage med en hel weekend og det vil jeg også gerne.. Når hans familie gider spørge mig, hvad jeg egentlig er for en snegl og derfor også kan forstå hvorfor jeg ikke gider/kan deltage i alt, de 48 timer vi skal være sammen.
Det er som om de er bange for at tale med mig, fordi de tror jeg er et skrøbelig væsen.. hvilket jeg altså ikke er, ikke i sådan en grad.

Hvis man går ind i et forhold med/som en der har en diagnose, vil jeg helt klart råde til at åbne op om det, overfor dem nærmeste svigerfamilie og venner ASAP. Få fordommene og stigmatisering af vejen fra begyndelsen.
Sådan helt generelt er kommunikation pisse vigtigt. Vi har ikke haft nemt ved det, og det har kunne skabe gigantiske konflikter og vi har et par gange været tæt på at gå fra hinanden.
I dag er vi bedre til at kommunikere og forholdet har det meget bedre.

Mht sex, så er der alt for lidt fokus på psykisk syge og sex - som i slet ingen. Lidt trist, synes jeg, sex er trods alt en væsentlig del af et seksuelt aktivt forhold.
Lige på det område har vi dog ikke haft de store problemer, medmindre jeg har været i en lang depressiv periode.. til gengæld nyder han så godt af mine maniske perioder :slem:
1
I'm headin' out to South Park, gonna see if I can't unwind. Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, livin' a lie TIMMY!
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 322
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 94
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 1055

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 26. apr 2016, 12:17

Pixie, jeg tror også, jeg ville have svært ved at være i et forhold med en person, der ikke havde viden om eller erfaring med psykisk sygdom - ikke fordi det fylder meget i mit liv, men fordi der er nogle få, afgørende punkter, hvor det er nødvendigt med en forståelse, som man ikke kan forvente, en person uden den viden og erfaring besidder.

Uh, jeg er sikker på, Claus udmærket kan relatere til det med at være sammen med familie i flere dage. Han har et tæt forhold til sin egen, som også er virkelig søde og behagelige at være sammen med - men selvom han er glad for min, er det tydeligt, at han ikke magter tæt samvær i særlig lang tid. Det har jeg så heller ikke selv et behov for, og vi er så priviligeret, at han har mulighed for at have en lille bil, der giver den der frihed til at tage hjem, når man ikke magter mere.

Mht. sex, så oplever vi også, at de triste og energiforladte perioder også er nedtonet mht. det seksuelle - hvilket dog er for personligt til artiklen på nettet, synes jeg.

I takt med Claus' langsomme, kontrollerede udtrapning af Abilify synes jeg dog, hans seksuelle energi er blevet mere stabil og konstant. Jeg husker tydeligt fra min egen tid mere højere doser SSRI kombineret med andre præparater, at det gav en nedsat lyst til sex samt evne til orgasme.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2064
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 470
Likede indlæg: 5952

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Smiling_Goat » 26. apr 2016, 12:51

Jeg har også teknisk set skizofreni. Jeg er ikke på nogen form for medicin og er slet ikke i kontakt med behandlingssystemet, men det gjorde stadig dating svært i begyndelsen. Jeg var nødt til at tage "snakken" et sted imellem "komplet fremmed" og "næsten kæreste," for nævnte jeg det for tidligt, ville de måske ikke tro på, hvor symptomfri jeg var, da de ikke kendte mig nok, og nævnte jeg det for sent, ville de måske føle sig ført bag lyset.

Jeg har skulle tage "snakken" med tre forskellige, og de har alle taget det helt cool. Så i virkeligheden er problemet måske slet ikke så stort, men det føles virkelig ubehageligt at skulle lægge kortene på bordet på den måde. Skizofreni er en utroligt stigmatiseret sygdom, så jeg har følt, at jeg har skulle kæmpe imod Hollywood hver gang. Og jeg har da også skulle banke det ind i hovedet på et par stykker, at skizofreni intet har at gøre med personlighedsspaltninger.

Mit forhold til min kæreste bærer heller ikke præg af psykisk sygdom. Jeg har brug for at trække mig tilbage nogle gange, jovist, men det behøver man ikke være syg for at have brug for. Jeg ved dog, at han fint vil kunne håndtere det, hvis jeg af en eller anden grund fik symptomer igen. Han er meget opmærksom på mit stressniveau osv. og vil meget gerne lære om min sygdom, og det er nok egentligt dét, der er nødvendigt for at kunne være sammen med én med psykisk sygdom. En oprigtig interesse i, ikke bare den man dater, men også deres bagage (inkl. sygdom.) Sygdommen må aldrig blive tabu, tror jeg.
5
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 4160
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 428
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 6108

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf LadyFox » 26. apr 2016, 13:20

Smiling_Goat skrev:Jeg har også teknisk set skizofreni. Jeg er ikke på nogen form for medicin og er slet ikke i kontakt med behandlingssystemet, men det gjorde stadig dating svært i begyndelsen. Jeg var nødt til at tage "snakken" et sted imellem "komplet fremmed" og "næsten kæreste," for nævnte jeg det for tidligt, ville de måske ikke tro på, hvor symptomfri jeg var, da de ikke kendte mig nok, og nævnte jeg det for sent, ville de måske føle sig ført bag lyset.

Jeg har skulle tage "snakken" med tre forskellige, og de har alle taget det helt cool. Så i virkeligheden er problemet måske slet ikke så stort, men det føles virkelig ubehageligt at skulle lægge kortene på bordet på den måde. Skizofreni er en utroligt stigmatiseret sygdom, så jeg har følt, at jeg har skulle kæmpe imod Hollywood hver gang. Og jeg har da også skulle banke det ind i hovedet på et par stykker, at skizofreni intet har at gøre med personlighedsspaltninger.

Mit forhold til min kæreste bærer heller ikke præg af psykisk sygdom. Jeg har brug for at trække mig tilbage nogle gange, jovist, men det behøver man ikke være syg for at have brug for. Jeg ved dog, at han fint vil kunne håndtere det, hvis jeg af en eller anden grund fik symptomer igen. Han er meget opmærksom på mit stressniveau osv. og vil meget gerne lære om min sygdom, og det er nok egentligt dét, der er nødvendigt for at kunne være sammen med én med psykisk sygdom. En oprigtig interesse i, ikke bare den man dater, men også deres bagage (inkl. sygdom.) Sygdommen må aldrig blive tabu, tror jeg.


Jeg oplever også at det kan være svært at snakke med potentielle kærester om, både pga. de ting du nævner, men også fordi jeg har oplevet
en del gange at folk simpelthen ikke tror på mig når jeg fortæller jeg er syg, fordi jeg jo virker helt normal. Og det synes jeg faktisk er rigtig ubehageligt.
0
I don't mean to be a diva, but some days you wake up and you're Barbara Streisand.

Tilbage til "Forhold og sex"