Stress?

Hvis din krop gør ting den ikke burde, er dette stedet du kan snakke om det.
Brugeravatar
Angelina
Indlæg: 2060
Tilmeldt: 11. aug 2015, 05:42
Kort karma: 318
Likede indlæg: 4319

Re: Stress?

Indlægaf Angelina » 5. maj 2016, 13:47

Dikus skrev:
Jeg får seriøst lyst til at ruske jer.

Han skal ikke tage en tørn og være flink og forstående, mens han er generelt undskyldt, fordi han jo ikke er gearet til det... Mens du bare fejler i det, der naturligt er dine opgaver.

For... Lige nu er det den holdning, jeg læser. Og jeg har sjældent haft så stor lyst til at ruske nogen vågne. Det er ikke i orden!


Jeg må også erkende at jeg egentlig forlod tråden ret tidligt, fordi jeg ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle sige end "ARGH!" og det er jo ikke ret konstruktivt. Men ja, jeg læser nu egentlig bare "enlig mor til mange børn er udbrændt" - for far er bare et barn mere og ikke "gearet til" at tage sit voksenansvar og være en del af alt det her ... alt i mens mor føler hu fejler fordi hun ikke heller ikke er gearet til det.

Og så bliver jeg egentlig lidt vred på begge parter - jeg bliver vred på ham for ikke at træde til og tage over når han tydeligt kan se hans partner hænger i ved det ydereste af fingerspidserne, for det BØR man fandme - det er jo der ens partner netop SKAL træde til, det er derfor man er to. Jeg bliver også vred på hende, for ikke at sige fra, for ikke at skære igennem og træde i karakter og sige det gider jeg fandme ikke at finde mig i...

Jeg forstår ikke at man ikke kæmper mere, for ens partner og for en selv.
1
~indsæt smart signatur her~
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4873
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 714
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 6359

Re: Stress?

Indlægaf Dikus » 5. maj 2016, 18:33

AldrigMedStort skrev:I min verden er det sådan at begge har en tørn der skal tages når man indgår i et partnerskab. Hvorend tørne så foregår, indenfor hjemmets fire vægge eller udenfor. Og indrømmet, jeg er dårlig til at sige fra, og endnu dårligere til at sige hvordan jeg har det. Og jeg er især dårlig til at mærke efter hvorfor jeg har det som jeg har det. Jeg har aldrig haft nogen andre end få familiemedlemmer som rent faktisk har kunnet finde ud af at bibeholde et forhold til mig, og mange af dem var det fordi de simpelthen ikke gad mig længere. Så selvom jeg måske har stået på hovedet for at hjælpe og gøre ved, så har de trukket sig så snart jeg har haft brug for hjælp fra dem. Af præcis den grund stifter jeg simpelthen ikke længere mere end sådan nogenlunde overfladisk bekendtskaber, og jeg er meget konfliktsky og vil helst klare tingene selv. Tåler dårligt kritik. Jo, jeg kunne måske sætte hælene i og bare tvinge ham ud i det hardcore, men sådan gør jeg bare ikke. Han skal dælme fatte det rigtigt, så det ikke bliver et issue, og derfor vil jeg hellere indlemme ham i min verden, så han netop begynder at gøre det på eget initiativ. Men, mine issues er en hurdle, og den skal jeg overskride før der kan ske noget. Det sker ikke over natten, og er blevet meget bedre de sidste år. Men stadig ikke helt godt nok.


Det er faren til dine børn, du taler om. Det er helt skævt at have det sådan med ham. Går du til psykolog?
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4873
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 714
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 6359

Re: Stress?

Indlægaf Dikus » 5. maj 2016, 18:45

AldrigMedStort skrev:
Dikus skrev:
AldrigMedStort skrev:I min verden er det sådan at begge har en tørn der skal tages når man indgår i et partnerskab. Hvorend tørne så foregår, indenfor hjemmets fire vægge eller udenfor. Og indrømmet, jeg er dårlig til at sige fra, og endnu dårligere til at sige hvordan jeg har det. Og jeg er især dårlig til at mærke efter hvorfor jeg har det som jeg har det. Jeg har aldrig haft nogen andre end få familiemedlemmer som rent faktisk har kunnet finde ud af at bibeholde et forhold til mig, og mange af dem var det fordi de simpelthen ikke gad mig længere. Så selvom jeg måske har stået på hovedet for at hjælpe og gøre ved, så har de trukket sig så snart jeg har haft brug for hjælp fra dem. Af præcis den grund stifter jeg simpelthen ikke længere mere end sådan nogenlunde overfladisk bekendtskaber, og jeg er meget konfliktsky og vil helst klare tingene selv. Tåler dårligt kritik. Jo, jeg kunne måske sætte hælene i og bare tvinge ham ud i det hardcore, men sådan gør jeg bare ikke. Han skal dælme fatte det rigtigt, så det ikke bliver et issue, og derfor vil jeg hellere indlemme ham i min verden, så han netop begynder at gøre det på eget initiativ. Men, mine issues er en hurdle, og den skal jeg overskride før der kan ske noget. Det sker ikke over natten, og er blevet meget bedre de sidste år. Men stadig ikke helt godt nok.


Det er faren til dine børn, du taler om. Det er helt skævt at have det sådan med ham. Går du til psykolog?

Føler egentlig jeg har det fint med ham, han er min bedste ven, mit eneste dybe bekendtskab. Men det glemte jeg at skrive i mit forrige indlæg. Og nej, jeg går ikke til psykolog.



En ven, du ikke har tillid til, vil gribe dig, nu du har brug for det.
Enten siger det noget om ham eller om dig. Er det det sidste, som det fremgår af det citerede indlæg, bør du få hjælp til at lære at være åben over for din mand. Er det blot ham, der får dig til at føle, der er brug for den approach og der er noget galt med dig... Så har du også brug for hjælp.
0

Tilbage til "Helbred"