Pædagoger alene med børn fortæller

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
primle
Indlæg: 549
Tilmeldt: 16. aug 2015, 13:51
Kort karma: 74
Likede indlæg: 380

Re: Pædagoger alene med børn fortæller

Indlægaf primle » 23. maj 2016, 09:26

Det er heldigvis ikke noget jeg kan genkende fra vores børnehave. Jeg er eks meget positivt overrasket over hvor meget pædagogerne ved om mit barns dag når jeg henter. Jeg havde forventet mindre.
Personalet er altid i godt humør og virker til indbyrdes at have det godt og der er ikke meget sygdom. Lederen er også meget 'på' børnene.
2
Brugeravatar
Torn
Indlæg: 1153
Tilmeldt: 29. dec 2015, 10:21
Kort karma: 64
Likede indlæg: 1110

Re: Pædagoger alene med børn fortæller

Indlægaf Torn » 23. maj 2016, 12:53

Min veninde var i en periode mellem to studier vikar i en vuggestue. Hun følte, at der var så lidt tid og så få ressourcer, at omgangen med børnene blev fabriksindustrialiseret. Fx virkede bleskift som et samlebåndsproduktion. :mellow: Jeg ved, at der er stor forskel på institutionerne og kommunerne, men efterhånden virker sektoren for presset og sparet. Det er ikke sundt for børnene og pædagogerne, og det er ikke sundt for samfundets fremtid.
1
Brugeravatar
Sukisaki
Indlæg: 281
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:06
Kort karma: 32
Likede indlæg: 503

Re: Pædagoger alene med børn fortæller

Indlægaf Sukisaki » 23. maj 2016, 17:33

Min erfaring er at selv den bedste institution, hurtigt kan blive et skrækkeligt sted at være.
Ressourcerne er så skrabede, at der ikke skal meget til at vælte læsset. I de institutioner jeg har arbejdet i, har det f.eks. været når der forsvandt en voksen pga. barsel eller langtidssygemelding, og der ikke kom nogen vikar at det er gået helt galt.
Ud af de 9 år jeg var pædagog havde jeg desuden ikke nogen leder i de 2. Opgaverne skal jo klares alligevel, så igen er der en voksen mindre på gulvet.

Det sidste sted jeg arbejdede, var vi i en lang periode, sjældent mere end 2 voksne til 20-24 børnehavebørn. Nogle af dem havde særlige behov, af alle mulige forskellige slags. Vi voksne havde hverken tid til at hjælpe dem eller de andre børn ordentligt
For udover de mange børn, er der jo også en bunke praktiske opgaver der skal løses. Og jo flere børn med særlige behov - jo mere papirarbejde og møder, som jo skal dækkes internt.

I vores institution var reglen, at der skulle mangle 3 voksne (ud af 14, inkl køkkendamen) før at man måtte ringe efter en vikar.. Og hvis der ikke var nogen af vores egne vikarer som kunne, måtte man jo bare klare sig alligevel. Og det svarer noglelunde til hvad jeg har oplevet andre steder.

Jeg tror ikke mange af forældrene havde nogen anelse om hvordan hverdagen så ud. Min formodning er, at de valgte at tage skyklappere på, for at kunne holde ud at aflevere deres børn. Og samtidig er der en kultur blandt mange pædagoger, hvor man ikke rigtig fortæller forældrene om hvad der foregår, fordi at man ikke vil give forældrene dårlig samvittighed eller måske indrømme at man faktisk svigter børnene.

Efter 9 år og to stress-sygemeldinger måtte jeg smide håndklædet i ringen og indse at jeg aldrig kan arbejde som pædagog mere. Og jeg er lykkelig for at jeg heller ikke skal lægge børn til!
0

Tilbage til "Livets forhold"