Fra drengerøv til farmand

JoyNips
Indlæg: 1549
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 222
Likede indlæg: 2955

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf JoyNips » 31. maj 2016, 16:27

Jeg tror altså nok, at det skal gå. Jeg har også været pænt skeptisk overfor det her med børn, jeg kan lide vores forhold som det er og har ikke lyst til at opgive en masse rejsedrømme og sportslige ambitioner og karrieremæssige ambitioner og alt muligt... Men nu er jeg så gravid og det går sgu da nok altsammen alligevel. Også selvom det ikke var et megaprojekteret altoverskyggende ønske før undfangelsen.

Min far syntes i øvrigt, at jeg var jævnt uinteressant til jeg begyndte at tale. Så blev jeg fars pige og 31 år senere er han stadig snoet om min lillefinger.
Bevares, der er sikkert nogen mænd, der aldrig bliver voldsomt begejstrede for konceptet, men de fleste er vist helt solgt når først de ser deres egen arving...
5
Karkluden
Indlæg: 1704
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 247
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2394

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Karkluden » 1. jun 2016, 19:27

JoyNips skrev:Jeg tror altså nok, at det skal gå. Jeg har også været pænt skeptisk overfor det her med børn, jeg kan lide vores forhold som det er og har ikke lyst til at opgive en masse rejsedrømme og sportslige ambitioner og karrieremæssige ambitioner og alt muligt... Men nu er jeg så gravid og det går sgu da nok altsammen alligevel. Også selvom det ikke var et megaprojekteret altoverskyggende ønske før undfangelsen.

Min far syntes i øvrigt, at jeg var jævnt uinteressant til jeg begyndte at tale. Så blev jeg fars pige og 31 år senere er han stadig snoet om min lillefinger.
Bevares, der er sikkert nogen mænd, der aldrig bliver voldsomt begejstrede for konceptet, men de fleste er vist helt solgt når først de ser deres egen arving...

Enig. Jeg tror altså også, at de færreste ender som min far. der jo så faktisk også endte med at ville det alligevel efter et par år. Så døde han så. Det er jo trist, men det sker jo trods alt pænt sjældent.
Jeg tror altså også de fleste bliver pænt imponeret af deres egen avl.
2
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Kisser » 7. jun 2016, 18:30

Jeg kan egentlig godt følge din kæreste rigtig langt hen af vejen. Jeg har selv et dårligt forhold til mine forældre - især min mor - og jeg har også været bekymret for, om det ville have indflydelse på min evne til at elske mine børn. Min mand og jeg har et godt liv og if it aint broken don't fix it, som man siger. Vi valgte alligevel at forsøge at få børn udfra den tankegang, at vi havde en fornemmelse af at vi nok ville komme til at fortryde det mere, hvis vi IKKE fik dem, end hvis vi fik dem.

Nu er jeg gravid med vores første barn og jeg ER da bange for om jeg kan elske hende nok/på den rigtige måde/imødekomme hendes følelsesmæssige behov osv. Men jeg har også lavet den klokke klare aftale med mig selv, at hvis jeg får en fornemmelse af ikke at elske hende (nok) ikke være knyttet (nok) til hende eller andet i den dur, så går jeg til psykolog. For det er MIG der er den voksne og det er min forbandede pligt at fikse det, så hun ikke skal komme til at bøde mere end højst nødvendigt for mine short commings.

Og det er nok i virkeligheden dér dit indlæg skurrer mest i øret: Du skriver at din kæreste er "along for the ride" og alt efter, hvad du ligger i det, er det for mig at se bare ikke godt nok. Hvis "along for the ride" indebærer, at han får barnet for din skyld men ikke forventer at knytte sig helt til barnet eller at arbejde på sagen, så er det virkelig en stor risiko at løbe. Handler det om, at det er dig der skal tage barnets første sygedag og hente/bringe, så er det selvf. noget andet.

Er det scenarie et, der er tilfældet, så tror jeg ikke, at den største kalkulerede risiko er at blive alenemor. Jeg tror derimod at den er, at dit barn om et antal år fra nu, vil spørge dig, hvorfor far ikke gider ham/hende.

Hvis I nu får det her barn og du gik hen og døde fra det, vil din kæreste så være i stand til at varetage dets opvækst og møde dets følelsesmæssige behov? Jeg ved godt, at det er et MEGET worst case scenario, men jeg synes virkelig at I bør overveje de ting, inden I smider præventionen.

Edit: Jeg kan godt se, at det lyder meget hårdt - det er ikke ment sådan, og jeg tænker ikke, at en dårlig barndom er lig med, at man får svært ved at elske sine egne børn. Jeg synes bare, at der skal være en plan B, hvor man overvejer, hvad man vil gøre for at rette op på tingene.
4
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 992
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 183
Likede indlæg: 2241

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Moxy-lady » 16. jun 2016, 16:48

Kisser skrev:Jeg kan egentlig godt følge din kæreste rigtig langt hen af vejen. Jeg har selv et dårligt forhold til mine forældre - især min mor - og jeg har også været bekymret for, om det ville have indflydelse på min evne til at elske mine børn. Min mand og jeg har et godt liv og if it aint broken don't fix it, som man siger. Vi valgte alligevel at forsøge at få børn udfra den tankegang, at vi havde en fornemmelse af at vi nok ville komme til at fortryde det mere, hvis vi IKKE fik dem, end hvis vi fik dem.

Nu er jeg gravid med vores første barn og jeg ER da bange for om jeg kan elske hende nok/på den rigtige måde/imødekomme hendes følelsesmæssige behov osv. Men jeg har også lavet den klokke klare aftale med mig selv, at hvis jeg får en fornemmelse af ikke at elske hende (nok) ikke være knyttet (nok) til hende eller andet i den dur, så går jeg til psykolog. For det er MIG der er den voksne og det er min forbandede pligt at fikse det, så hun ikke skal komme til at bøde mere end højst nødvendigt for mine short commings.

Og det er nok i virkeligheden dér dit indlæg skurrer mest i øret: Du skriver at din kæreste er "along for the ride" og alt efter, hvad du ligger i det, er det for mig at se bare ikke godt nok. Hvis "along for the ride" indebærer, at han får barnet for din skyld men ikke forventer at knytte sig helt til barnet eller at arbejde på sagen, så er det virkelig en stor risiko at løbe. Handler det om, at det er dig der skal tage barnets første sygedag og hente/bringe, så er det selvf. noget andet.

Er det scenarie et, der er tilfældet, så tror jeg ikke, at den største kalkulerede risiko er at blive alenemor. Jeg tror derimod at den er, at dit barn om et antal år fra nu, vil spørge dig, hvorfor far ikke gider ham/hende.

Hvis I nu får det her barn og du gik hen og døde fra det, vil din kæreste så være i stand til at varetage dets opvækst og møde dets følelsesmæssige behov? Jeg ved godt, at det er et MEGET worst case scenario, men jeg synes virkelig at I bør overveje de ting, inden I smider præventionen.

Edit: Jeg kan godt se, at det lyder meget hårdt - det er ikke ment sådan, og jeg tænker ikke, at en dårlig barndom er lig med, at man får svært ved at elske sine egne børn. Jeg synes bare, at der skal være en plan B, hvor man overvejer, hvad man vil gøre for at rette op på tingene.


Han vil helt sikkert gå i terapi hvis han ender med ikke at knytte sig til barnet. Han har i forvejen gået til psykolog (af egen lomme) for at deale med en omgang stress der førte til sygemelding. Her har han, uden jeg har opfordret ham til det eller noget fået bearbejdet den 'angst' han tidligere havde omkring hele det med at have/få barn. ¨

(jeg gider ikke læse mine egne laaaange indlæg igennem, for at få styr på hvad jeg har skrevet før, så hvis jeg gentager mig selv, undskylder jeg på forhånd :D)

Jeg tror egentlig at den største hurdle for ham er at han ikke kan forestille sig selv som far. Det har aldrig været en del af hans verdensbillede eller fremtidsplaner, så han kan ikke se sig selv i den rolle, uanset hvad hans følelser ellers er. Og når hele det scenario er så svært for ham at forestille sig, så kan han ikke rigtig arbejde med det, og jeg tror at det er derfra hans frygt for ikke at knytte sig til det her barn, kommer fra. Man kan jo sige at bare det at han selv har en frygt for at han ikke får de her følelser, viser at han er bevidst om at det er et problem hvis det ikke sker - og derfor vil gøre noget hvis den situation opstår.
Han er utrolig introvert og knytter sig til meget få mennesker. Han er blevet svigtet/såret af nogle mennesker tæt på ham og det har givet ham nogle ar på sjælen som på mange måder har påvirket hans relationer. Han vil gøre alt for de mennesker der elsker ham og er loyale overfor ham, mens andre mennesker er ham dybt ligegyldige. Da jeg lærte ham at kende fortalte han mig at han altid holdt folk 3 meter fra livet, og det var noget af en kold spand vand at få i hovedet. Det passer på ingen måde mere, både fordi han har modnedes utrolig meget, men også fordi jeg er stædig :lol: Han gør ikke noget halvt, og når han beslutter sig for noget, så kigger han sig ikke tilbage.
Jeg har hele tiden fulgt min mavefornemmelse, som sagde mig at han havde mere at byde på, at han kunne elske mere end han selv troede. Og jeg havde ret. Han vil gøre alt for mig, det ved jeg med 100% sikkerhed. Min mavefornemmelse siger mig at der, på trods af hvad han selv tror, ligger en fantastisk far indenunder hans egen tvivl. Hans egen frygt for ikke at slå til.

Jeg tror at hvis han går, så gør han det for min eller barnets skyld. Ikke for hans egen. Og så har han gjort alt der stod i hans magt for at gøre sit bedste. Det er sådan han er, og det er sådan han elsker.
0
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 992
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 183
Likede indlæg: 2241

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Moxy-lady » 16. jun 2016, 16:53

Shit det lyder storladent og en smule naivt! Som om han skider regnbuer og glitter. Det gør han altså ikke :lol:

Jeg tror bare mere på ham og hans emotionelle kapacitet end han selv gør. Og så tror jeg også at jeg kan se nogle sammenhænge imellem hans reaktioner og følelser som han ikke selv anerkender (specifikt hans mor.)
1
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Kisser » 16. jun 2016, 19:15

Så forstår jeg lidt bedre - og det er faktisk også sådan jeg langt hen af vejen har haft det selv! Mit forhold til min mor er dårligt. Jeg får myrekryb, når hun siger at hun elsker mig og jeg HADER når hun vil give mig lange kram, fordi jeg forbinder det med alle de gange, hvor hun er kommet med sine følelser og ligesom har "trumfet" mine. Det har betydet, at jeg har skullet tænke riiigtig meget over moderrollen og hvordan jeg tilegner den og gør den til min egen.

Jeg har læst en del om babyer og deres udvikling og mere om graviditet og fødsel inden vi gik i gang, for at forestille mig, hvordan det ER at have børn og for at kunne fylde en ny betydning ind i det, hvis det giver mening. Der er man jo ret heldig som kvinde, fordi der bliver skrevet super meget om moderskabet, mens fædre er noget dårligere stillet, simpelthen fordi der er SÅ mange negative stereotyper om deres evner (eller mangel på samme) og så få mænd, der skriver om faderskabet.

Anyway, så tænker jeg, at det måske kan hjælpe jer at tale om, hvordan I gerne vil være forældre, hvilke værdier I har og hvad det er, der giver dig lysten til at blive mor ikke mindst. Kort sagt: Få gjort det til jeres eget.
2
Brugeravatar
Knirkemis
Indlæg: 155
Tilmeldt: 20. apr 2016, 08:42
Kort karma: 51
Likede indlæg: 312

Re: Fra drengerøv til farmand

Indlægaf Knirkemis » 17. jun 2016, 07:32

Da jeg begyndte at planlægge, at blive gravid, var jeg igennem en del af de samme tanker som dig. Min kæreste er mega meget en drengerøv og følelsesmæssigt meget lukket. Han har dog vidst siden vi begyndte at date, at hvis han ville være sammen med mig, så skulle han være indstillet på, at skulle være far indenfor en overskuelig fremtid. Det var han indforstået med, på trods af at han ikke selv, har haft et brændende ønske om børn.

Da det blev aktuelt, og jeg smed p-pillerne, endte det med at vi skulle i fertilitetsbehandling. Og allerede dér, kunne jeg fornemme at det rigtig meget var mit projekt. Han gjorde sin del (hvilket vil sige- afleverede sin sæd i en kop), men alt andet var jeg mere eller mindre alene om. Og da jeg endelig blev gravid, manglede jeg virkelig også engagement fra hans side. Og jeg har været oprigtigt nervøs for, om han ville tø op overfor vores barn, når jeg tænker på, hvor svært han har ved at lukke folk helt ind.
Når jeg luftede min utilfredshed, over hans manglende entusiasme, sagde han hver gang at han ikke kunne forholde sig til det, og at det nok ville komme, når vores datter blev født. Men jeg havde stadig mange tanker om hvorvidt det nu også ville komme.

Nu hvor vores datter er 17 dage gammel, må jeg sige, at alle mine overvejelser og bange anelser er blevet gjort til skamme. Heldigvis. Han er så forelsket i hende, og har været det, siden han holdt hende første gang lige efter fødslen. Jeg ser en side af ham, som jeg aldrig har set før, og som jeg ikke troede fandtes.

Selvom jeg ikke tror vores kærester er ens, så lyder det som om, at de har nogle fællestræk. Fx det med en forsvarsmekanisme, hvor folk ikke får lov at komme helt tæt på, fordi de er blevet sårede af nogle, der stod dem nær. Men jeg tror, at de fleste mænd sænker barrikaderne, når de først står med deres barn i armene.

Stort set alle de kvinder jeg har talt med, om graviditet og mændenes engagement, har udtrykt skuffelse over hvor lidt deres mænd deltog og involverede sig. Så det skal du nok være forberedt på. Det ér bare noget andet, at være den som bærer barnet og kan mærke det bevæge sig osv. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at din kæreste ikke kommer på banen, når barnet først er født.
Samtidig vil jeg dog også råde dig til, som de andre skriver, at overveje dine muligheder, hvis det rent faktisk viser sig at han simpelthen ikke KAN give sig hen til barnet. Kan du leve med, at faren til dit barn kun er med på sidelinjen, imens du klarer alt praktisk og følelsesmæssigt med barnet? Og vil du blive sammen med ham, hvis det skulle forholde sig sådan?

Og så tror jeg, at man skal huske at man godt både kan være en drengerøv OG farmand. Det kender jeg masser af mænd som er :)
8

Tilbage til "Graviditet"