Emotional labour

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 1141
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 445
Likede indlæg: 3495

Re: Emotional labour

Indlægaf Krølle » 4. jun 2016, 16:32

Zombie skrev:Jeg synes altså, jeg ser flere situationer, også beskrevet herinde, der tyder på at det ikke ligefrem er en ukendt tendens, at kvinden står for en del af det følelsesmæssige arbejde, og måske mere end hvad der er fair.



Men det kan jo også ofte være en konsekvens af, at (nogle) kvinder påtager sig den rolle i stedet for at bede om mere eller acceptere, at (nogle) mænd har andre behov.

Uden sammenligning i øvrigt - har man vidt forskellige standarder for, hvordan man gør ordentlig rent, må man enten finde et kompromis eller acceptere at gøre det selv som "frivilligt merarbejde" uden at føle sig uretfærdigt behandlet, fordi man "står for det hele".

Det må jeg gerne sige, eftersom jeg er indbegrebet af fru emotional labour og rengøringsstandarder (når jeg endelig gider at gøre rent). Jeg ved, det i høj grad er mine behov - og forsøger samtidig at arbejde med at give plads til, at det ikke behøver være min standard, der partout skal gælde. Det ville simpelthen være for hårdt arbejde og for mange spildte frustrationer, og min mand er faktisk skide god til det meste, hvis jeg lige træder tre skridt tilbage og afventer.
9
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4640
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5908

Re: Emotional labour

Indlægaf Dikus » 4. jun 2016, 20:20

Zombie skrev:Jeg synes altså, jeg ser flere situationer, også beskrevet herinde, der tyder på at det ikke ligefrem er en ukendt tendens, at kvinden står for en del af det følelsesmæssige arbejde, og måske mere end hvad der er fair.


Men det indlæg handler da om alt muligt andet end følelsesmæssigt arbejde?

Nuværende kæreste er som nævnt en hat til følelsesmæssigt arbejde. Christ. Han er dog i stand til at udtrykke, han synes, jeg sætter ham på overarbejde... Men så må han jo være det :cool:
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4640
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5908

Re: Emotional labour

Indlægaf Dikus » 4. jun 2016, 20:21

Zombie skrev:
Dikus skrev:Jeg står helt af overfor det citat. Hvorfor fanden skulle man kysse og kramme med en, som man ikke gider kysse og kramme med :stoned: "Jeg er træt" plejer at virke fint. Både for mand og kvinde. Også selvom jeg hader at høre det, når jeg har lyst til at kysse og kramme :fløjt: Men altså :rulle:


Cuddle er jo mere "at putte". Og det bliver også herinde ofte fremhævet som en metode til at opnå fysisk nærvær, der ikke er seksuelt baseret.


Hvilket ændrer luge præcis intet i mit svar.
1
Nacaw
Indlæg: 27
Tilmeldt: 30. apr 2016, 08:56
Kort karma: 3
Likede indlæg: 21

Indlægaf Nacaw » 4. jun 2016, 23:40

Det forekommer mig, at man kunne skrive en lignende blog omkring physical labour, bare med omvendt kønsfordeling (Fysisk arbejde bliver italesat som noget mænd gør, noget man bliver anerkendt for som mand. noget mænd forventes at kunne både af andre mænd og af kvinder osv.) Det er selvfølgeligt voldsomt stigmatiserende, men det er ligesom den præmis hun skriver ud fra. Bloggeren bliver langsomt mere personlig, og på et tidspunkt nærmest passiv-aggressiv over de uretfærdigheder hun har oplevet. Hun skriver selv at man skal tage mere ansvar for sin egen emotional labour. Her kan man kun være enig - og måske endda tillade sig at pointere ironien ved at hun, når man kigger på hendes eksempler, mest brokker sig over den selvvalgte emotional labour hun har påtaget sig i sine forhold. Ikke at det frikender mændene fuldstændigt og aldeles, men jeg får det altid sådan 'meeeh' når man ikke kan overføre sin egen pointer til egne erfaringer.

Der er forhold som fungere med en stor uligevægt, mennesker som netop finder sammen på grund af hinandens måde at håndtere forskellige situationer på, som de selv synes er svære. Der findes også mennesker som søger efter en mere 50/50 fordeling, f.eks. hende der skriver denne blog. Jeg ville trække mine følehorn til mig, hvis personen ikke matchede mine behov omkring emotional labour, både for min egen og hendes skyld.

For mig er ligestilling at begge parter får lov til at gøre mest muligt af det man helst vil - ikke at alt muligt i et forhold død og pine skal deles 50/50. Uden at gå alt for dybt ind i kønsforskning, kan vi vist godt blive enige om at der er nogle forskelle mellem piger og drenge; det er særligt udtalt når børnene er små, og på den måde ikke noget som er socialt konstrueret. Sverige har vel efterhånden vist os at vi kæmper imod biologien på det område. Især når studier af dyr også finder en forskel på kønspreference.

I bund og grund handler det mere om personlig udvikling end om den kønsforskelsvinkel bloggeren har. :gruble:
4
Brugeravatar
Corvida
Indlæg: 43
Tilmeldt: 27. apr 2016, 19:35
Kort karma: 2
Likede indlæg: 91

Re: Emotional labour

Indlægaf Corvida » 5. jun 2016, 00:07

Zombie skrev:Jeg synes altså, jeg ser flere situationer, også beskrevet herinde, der tyder på at det ikke ligefrem er en ukendt tendens, at kvinden står for en del af det følelsesmæssige arbejde, og måske mere end hvad der er fair.


Men er det mænd, der pålægger dem det arbejde? Eller er det kvinderne selv, der tager det på sig? Jeg synes da, at du kan have ret i, at der en problematisk tendens. Jeg tror bare ikke, at fokus er rettet mod sagens kerne i artiklen. Tag det eksempel med en mandlig roommate, der roder. En kvinde, der kan stå inde for sig selv og sine behov, burde kunne sige: "enten rydder du op eller også kan vi ikke bo sammen". Færdig. Undskyldninger, forklaringer og da især trøst burde slet ikke være en del af den samtale. Kan hun ikke trænge igennem med det, så må hun jo selv tage ansvar ved at finde en anden roommate. Hun laver ikke det følelsesmæssige arbejde ved at køre rundt i, hvordan hendes krav påvirker hans følelser, hun laver faktisk bare drama og dræner sig selv for energi.
4
Brugeravatar
musel
Indlæg: 117
Tilmeldt: 10. jan 2016, 19:43
Kort karma: 27
Likede indlæg: 233

Re: Emotional labour

Indlægaf musel » 5. jun 2016, 08:07

Jeg kan genkende det både fra tidligere forhold, og fra hvad jeg observerer hos andre. Hvad jeg også har bemærket er en modvilje mod at indrømme at det er sådan, hvilket jeg da også kender fra mig selv. Det er et eller andet sted super pinligt, at man går og leger mor for sin kæreste, og nogle gange opdager man måske ikke engang at det er sådan. Det har jeg også selv oplevet.
3
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 921
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 167
Likede indlæg: 892

Re: Emotional labour

Indlægaf Æble » 5. jun 2016, 08:17

Det handler om standarder. Den der har den højeste standard for noget er den der får det gjort. Så er det måske ofte sådan at det er kvinden der har de højeste standarder for de følelsesmæssige ting. Og dermed føler at hun trækker det største læs. Man kan sammenligne det med rengøring. Hvis den ene synes der skal vaskes gulv hver uge og den anden mener at hver måned er fint, så er det klart at den med den højeste standard kommer til at vaske gulv oftere og måske endda føle at den anden ikke gør noget. Mens den anden der vasker gulv hver måned eller hveranden føler at de gør mindst 50% af arbejdet.
4
Brugeravatar
billiebean
Indlæg: 412
Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
Kort karma: 23
Likede indlæg: 393

Re: Emotional labour

Indlægaf billiebean » 5. jun 2016, 09:45

musel skrev:Jeg kan genkende det både fra tidligere forhold, og fra hvad jeg observerer hos andre. Hvad jeg også har bemærket er en modvilje mod at indrømme at det er sådan, hvilket jeg da også kender fra mig selv. Det er et eller andet sted super pinligt, at man går og leger mor for sin kæreste, og nogle gange opdager man måske ikke engang at det er sådan. Det har jeg også selv oplevet.


Enig!

Men jeg tror også, at kvinder har forskellige opfattelser af, hvornår man går over i mor-rollen og hvad ligelig fordeling af arbejdsbyden i forholdet er, og at det kan farve billedet..

Jeg synes fx ikke, at jeg skal være 100% ansvarlig for noget som helst i hjemmet - i hvert fald ikke uden at han er 100% ansvarlig for noget andet, som er lige så tids- og energikrævende. Der er der måske andre kvinder som ikke ser problemet i, at hun fx er ansvarlig for det indendørs mens manden er ansvarlig for det udendørs og oplever det som en fair fordeling - her ville jeg stejle da husligt arbejde fylder voldsomt meget mere end udendørs (med mindre man er landmand, ikke..).

Min ret militante 50/50-fordeling resulterer altså i noget mere kommunikation og flere forventninger end nogle andre arbejdsfordelinger. Og det kan jo så også gøre at emotional labour-områderne afdækkes langt hurtigere og klarere i vores relation.

Og samtidig har jeg så også lært, at det ikke handler om, at min kæreste skal "komme på banen" men at jeg - hvis jeg insisterer på 50/50-fordelingen - må acceptere at justere mine standarder. Og at jeg også må lade være med at have dårlig samvittighed over at insistere på denne fordeling. Det er hel fair at deles mere eller mindre ligeligt om opgaver i parforholdet, når vi begge er i stand til at udføre opgaverne - og i øvrigt arbejder lige lang tid i vores almindelige arbejde.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 844
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 215
Likede indlæg: 2278

Re: Emotional labour

Indlægaf Zombie » 5. jun 2016, 10:02

Jeg hjalp engang min far, da han havde lidt knas med sin kæreste. Vi snakkede ikke om detaljerne, for sådan et forhold har vi (heldigvis) ikke, men han fik noget at tænke over, da jeg sagde til ham: "Tænk, hvis du lagde samme omtanke og bevidsthed i dit forhold, som du gør i dit arbejde. Så ville det måske være ret svært for jer at have problemer."

Jeg ser ikke, at andre mennesker som sådan er konfliktsky eller ikke er i stand til at gøre de her ting. De fleste mennesker, der er i stand til at skabe og vedligeholde relationer, kan det jo i en eller anden grad.

Men jeg oplever i nogle mennesker en udpræget konfliktDOVENHED. At man simpelthen ikke GIDER lægge det arbejde eller tage initiativ til arbejdet, hvis man kan være fri.

Hvis disse mennesker så kunne affinde sig med, at partnerens trivsel og forholdets tilstand selvfølgelig påvirkes af evt. manglende engagement, jamen så kunne man jo snakke om, at de ligger som de reder (selvom det er træls, at de slæber partneren med ind i det). Men ofte bliver de selv ramt af det på forskellig vis, uden nødvendigvis at have blik for, at deres konfliktdovenhed faktisk er roden til problemerne.
Et eksempel kan være manden, der ikke får sex nok, fordi hans kone ikke trives og han ikke formår at komme hende nok i møde rent følelsesmæssigt. Hans fokus er på det manglende sexliv - han ser slet ikke, at han selv skaber sit eget problem.


Og for at vende tilbage til snakken med min far. Man kan da godt snakke om, at den ene part i forholdet har mere "brug for" den slags følelsesmæssig arbejde og imødekommenhed end sin partner. Men det handler jo også om, at forholdet skal køre og køre godt. Normalt går jeg meget ind for kompromiser, men jeg har svært ved at se, at forholdet kan være velfungerende, hvis den ene part altid skal være i "want" efter følelsesmæssig imødekommenhed fra sin partner.
Og for at blive i arbejds-analogien, ville man jo ikke på en arbejdsplads hvor samarbejde og teamwork er i centrum, "efterlade" en kollega i mistrivsel på den måde.
Jeg trækker her en del paralleller til mit eget arbejde med mennesker, hvor medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen, også rent psykisk, er meget vigtigt for, at vi kan udføre vores arbejde godt (nok). Da vi som mennesker bringes i spil som et pædagogisk redskab, fordi vi arbejder meget med relationsudvikling m.v. med vores borgere.

Hvis målsætningen for ens forhold er, at begge parter skal trives. Er det vel ikke anderledes end en målsætning på arbejdet, om at sælge X antal apparater. Det er enten opfyldt eller ikke.
- Så skal vi ud i, at man decideret mistrives hvis man er nødt til at pleje sit eget forhold, hvis det skal være en faktor at den ene part bare ikke rigtig gider det.


Som en slutnote vil jeg bare tilføje, at jeg giver jer ret i, at det nok ikke er en mandeting - i hvert fald ikke i vores samfund. Jeg tror, jeg har mere blik for det hos mænd, fordi jeg indgår i romantiske relationer til mænd og har mange drengevenner. Så jeg anerkender, at jeg nok har været for hurtig på aftrækkeren hér og lige har glemt, at jeg kun har blik for et mindre udsnit. Så jeg bør læne mig mere op af jeres erfaringer også, og når mange af jer skriver at I ikke oplever det som en udpræget mandeting, må jeg tage det til efterretning. Tak for nye perspektiver. :)
0
Brugeravatar
Ado
Indlæg: 2533
Tilmeldt: 12. aug 2015, 11:28
Kort karma: 815
Geografisk sted: Korsbæk
Likede indlæg: 8427
Kontakt:

Re: Emotional labour

Indlægaf Ado » 5. jun 2016, 11:06

Jeg er sgu nok lidt for bondsk til det der med fine engelske udtryk og termer for parforholdsproblemer. Jeg plotter det bare ind under: Træls, doven, uretfærdig, dobbeltmoralsk og idiot.
Eller også er jeg bare for dum til at kunne forstrå teksten. Men jeg forstår bare ikke, hvorfor man opfinder begreber for problemer/udfordringer, som i bund og grund ikke skyldes andet end personligheden - og dermed ikke kønnet.
5
That awkward moment when you leave a store without buying anything and all you can think is "act natural, you're innocent".
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 4640
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 677
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 5908

Re: Emotional labour

Indlægaf Dikus » 5. jun 2016, 12:48

Zombie skrev:Jeg hjalp engang min far, da han havde lidt knas med sin kæreste. Vi snakkede ikke om detaljerne, for sådan et forhold har vi (heldigvis) ikke, men han fik noget at tænke over, da jeg sagde til ham: "Tænk, hvis du lagde samme omtanke og bevidsthed i dit forhold, som du gør i dit arbejde. Så ville det måske være ret svært for jer at have problemer."

Jeg ser ikke, at andre mennesker som sådan er konfliktsky eller ikke er i stand til at gøre de her ting. De fleste mennesker, der er i stand til at skabe og vedligeholde relationer, kan det jo i en eller anden grad.

Men jeg oplever i nogle mennesker en udpræget konfliktDOVENHED. At man simpelthen ikke GIDER lægge det arbejde eller tage initiativ til arbejdet, hvis man kan være fri.

Hvis disse mennesker så kunne affinde sig med, at partnerens trivsel og forholdets tilstand selvfølgelig påvirkes af evt. manglende engagement, jamen så kunne man jo snakke om, at de ligger som de reder (selvom det er træls, at de slæber partneren med ind i det). Men ofte bliver de selv ramt af det på forskellig vis, uden nødvendigvis at have blik for, at deres konfliktdovenhed faktisk er roden til problemerne.
Et eksempel kan være manden, der ikke får sex nok, fordi hans kone ikke trives og han ikke formår at komme hende nok i møde rent følelsesmæssigt. Hans fokus er på det manglende sexliv - han ser slet ikke, at han selv skaber sit eget problem.


Og for at vende tilbage til snakken med min far. Man kan da godt snakke om, at den ene part i forholdet har mere "brug for" den slags følelsesmæssig arbejde og imødekommenhed end sin partner. Men det handler jo også om, at forholdet skal køre og køre godt. Normalt går jeg meget ind for kompromiser, men jeg har svært ved at se, at forholdet kan være velfungerende, hvis den ene part altid skal være i "want" efter følelsesmæssig imødekommenhed fra sin partner.
Og for at blive i arbejds-analogien, ville man jo ikke på en arbejdsplads hvor samarbejde og teamwork er i centrum, "efterlade" en kollega i mistrivsel på den måde.
Jeg trækker her en del paralleller til mit eget arbejde med mennesker, hvor medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen, også rent psykisk, er meget vigtigt for, at vi kan udføre vores arbejde godt (nok). Da vi som mennesker bringes i spil som et pædagogisk redskab, fordi vi arbejder meget med relationsudvikling m.v. med vores borgere.

Hvis målsætningen for ens forhold er, at begge parter skal trives. Er det vel ikke anderledes end en målsætning på arbejdet, om at sælge X antal apparater. Det er enten opfyldt eller ikke.
- Så skal vi ud i, at man decideret mistrives hvis man er nødt til at pleje sit eget forhold, hvis det skal være en faktor at den ene part bare ikke rigtig gider det.


Som en slutnote vil jeg bare tilføje, at jeg giver jer ret i, at det nok ikke er en mandeting - i hvert fald ikke i vores samfund. Jeg tror, jeg har mere blik for det hos mænd, fordi jeg indgår i romantiske relationer til mænd og har mange drengevenner. Så jeg anerkender, at jeg nok har været for hurtig på aftrækkeren hér og lige har glemt, at jeg kun har blik for et mindre udsnit. Så jeg bør læne mig mere op af jeres erfaringer også, og når mange af jer skriver at I ikke oplever det som en udpræget mandeting, må jeg tage det til efterretning. Tak for nye perspektiver. :)


Men her knækker fortællingen for mig. For dit hvis er for mig en grundforudsætning for, man kan være i et forhold til mig.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 844
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 215
Likede indlæg: 2278

Re: Emotional labour

Indlægaf Zombie » 5. jun 2016, 17:28

Den der "så må hun skride" tankegang er jeg i disse diskussioner ikke meget fan af. For hvornår er det en løsning og hvornår ikke? Vproblematisere ken til ofre for fysisk eller psykisk vold, at de bare skal skride, og så er det der, diskussionen ender. Det gør vi ikke, fordi vi anerkender de underliggende strukturer, som kan gøre det rigtig svært bare at skride, selvom det selvfølgelig er den helt rigtige løsning i de fleste tilfælde.

Her er ikke tale om noget så alvorligt. Men der ER tale om strukturer, man ikke altid er bevidst om. Hvis det, at man ønsker at snakke om åbenlyse mistrivsel i forholdet, problematiseres (som det faktisk også delvist foregår her i tråden - det formuleres i al fald som et individuelt behov), kan det henover tid - også på tværs af forhold - blive en selvfølgelighed som danner rammen for en samfundsmæssig struktur, hvor det er dén person, der vil snakke om problemerne, som beskrives som problematisk, og ikke problemernes opståen, som jo i vid udstrækning ofte er et fælles anliggende.

Kernen i kronikken, som jeg læser det, er ikke at skulle være den, der siger fra når utilfreds. Men at være den, der ALTID tager ansvar for at snakke om tingene, når nogen i forholdet åbenlyst ikke trives. Også når den anden part går og er sur altid, afviser sex, eller på anden vis undslår sig dele af samlivet. Også i form af vedligeholdelse af intimitet og fortrolighed m.m.

Således er problemet det omvendte af det, du beskriver. Det er ikke, at den ene part mistrives og ikke siger det. Det er ej heller det, at mistrivslen formuleres. Det er, at det ALTID (eller i vid udstrækning) påfalder den ene part at instigere disse snakke uanset hvem der mistrives eller hvilken udfordring, forholdet med al tydelighed står over for. Eller blot basal vedligeholdelse.


Vi kan godt undlade at diskutere køn. Jeg ved ikke om jeg er enig i, at der er strukturer der tilfalder kvinder mere end mænd eller omvendt, men at snakke om, hvem der har lyst til hvad, synes jeg er lidt skævt. Denne kronik er jo ret tydelig i sit budskab om, at der er nogle kvinder, som IKKE er tilfredse og også trætte af, at bære al ansvaret alene i forhold, hvor ansvaret burde være fælles.
Hvis det er noget generelt de oplever, er "skrid" en ret kortsigtet løsning. Og denne kronik søger jo netop af afdække problemet, for at skabe mere bevidsthed og derigennem, måske, bidrage til en diskursændring.
1
LaScrooge
Indlæg: 1248
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 322
Likede indlæg: 2564

Re: Emotional labour

Indlægaf LaScrooge » 5. jun 2016, 21:09

Jeg kan genkende en del af det. Mest det med ikke at tage sig af de udfordringer, der er i livet, men lade dem tynge, være ked af det og frustreret, men ikke ændre på dem. Det skaber en belastning på partneren, der skal lægge øre til, der skal trøste, der eventuelt skal forsøge at hjælpe (uden at det kommer nogen vegne). Det rammer bredt, både som eksempel at have dårlig samvittighed over ikke at se sin nevø ofte nok, selvom han bor i opgangen (min eks) til at være bekymret over sit helbred, men ikke gå til lægen og ikke ændre sin livsstil (min anden eks).

Jeg kender det både fra veninder og kærester. Jeg tror ikke det er særlig kønsbestemt (noget af det, der står i artiklen er nok lidt), men mere et spørgsmål om at være låst fast, handlingslammet, ikke kunne se muligheder eller ikke at kunne overskue de muligheder der er og endelig: ikke at kunne acceptere det, hvis man ikke kan overskue eller har overskud til de muligheder der er og derfor alligevel lader det hele fylde på en meget negativ måde. Hvis man så bare kunne acceptere, at man ikke kan være sit bedste jeg, men at man har en ambition om at kunne det og man derfor tager fat fra en ende af og rydder op i de ting, der forhindrer en i at være det pt. Så kan man være i fred med, at man pt ikke slår til efter egne standarder og dermed skabe mere overskud til at nå derhen hvor man bedre kan det. Eller man kan ændre sine standarder, for måske er de urealistiske.
1
Brugeravatar
Precaseptica
Indlæg: 437
Tilmeldt: 27. aug 2015, 10:07
Kort karma: 74
Likede indlæg: 655

Re: Emotional labour

Indlægaf Precaseptica » 7. jun 2016, 09:34

Det er da et interessant indlæg. Men jeg vil nu mene, at mange mænd også bærer 'emotional labour'. Det er nok mest kvinder, men jeg tror de fleste forhold har én af parterne til at opveje den andens behov for at have en livline.

Personligt prøver jeg så vidt muligt at gennemskue når jeg i kraft af min opførsel har andre til at bære byrder for mig. Specielt i mit forhold er jeg meget opmærksom på hvornår jeg gør et eller andet, siger et eller andet eller responderer på noget hun gør eller siger, som får til følge, at hun skal være ekstra opmærksom for min skyld.

Nogen gange har man behov for at opleve støtten i, at kunne falde og vide at man bliver grebet. Andre gange må man så stå klar til at gribe sin partner. Forhåbentligt er der en del give-and-take i det, for ellers vil man nok opleve at forholdet skævvrides på bekostning af den part der udviser mest overskud.
2
Brugeravatar
Bad Samaritan
Indlæg: 482
Tilmeldt: 9. maj 2016, 20:45
Kort karma: 135
Likede indlæg: 1544

Re: Emotional labour

Indlægaf Bad Samaritan » 8. jun 2016, 16:28

Jeg synes bestemt ikke det er for meget forlangt at manden (eller kvinden, for den sags skyld) er tilstede i forholdet - og guderne skal vide, at det er én disciplin, jeg nok aldrig får sort bælte i. Fordi jeg selv er meget "selvhjulpen" og aldrig forventer at nogen anden skal bære noget som helst for mig, har jeg nok også en tendens til at forvente, andre også selv kan træde vande - og det er vel lidt trist egentlig. For jeg ville gerne være sådan én, der er både lydhør og superskarp til at detektere og adressere tristessen i alle dens afskygninger, når den opstår - og det bliver dobbelt ærgerligt når noget godt løber ud som sand mellem ens fingre, fordi man bare ikke kan SE, hvor ulykkelig hun egentlig er bag facaden.

Men sådan en artikel dér - den dér begrebsliggørelse og implicitte eksternalisering, som jeg nok sidder lidt tilbage med en smag i munden af, efter at have læst den - kan godt give mig gøjseren, fordi jeg synes det nærmest virker helt underforstået, at hvis min livsledsagerske lige pludselig skulle vende vrangen ud på sig selv og dybest set opfører sig røvurimeligt, så er det ligesom bare mig, der ikke har haft slået lyttelapperne ud i tide. Ikke fordi det er sådan jeg forestiller mig at trådstarter ser tingene (hell, det VED jeg, hun ikke gør!). Men fordi jeg ikke rigtig synes selve artiklen bidrager med andet end et regelsæt, som ingen med sine bedste intentioner - ikke engang bare med et otte til fire job - kan undgå at forbryde sig imod dagligt, hvis man da ellers er et menneske af kød og blod.

Men at være mere nærværende og opmærksom i sit forhold? At tage aktiv del i den andens liv, at være opsøgende og rent faktisk søge ind i hinanden? Det kan jeg kun være fan af. Måske jeg skulle prøve det engang... :lol:
3

Tilbage til "Forhold og sex"