Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 18:28

Joe skrev:Jeg får indtrykket af at de der gode, personlige snakke I havde, egentlig mest var personlige snakke om dit liv.
Jeg tænker at du skal finde folk at snakke med, hvor omsorgen går begge veje. Venskaber hvor I snakker om begge jeres liv. Ikke skæve relationer, som mest handler om dig, for det er der, det bliver uligevægtigt og du bliver i tvivl om hvorvidt de vil dig. Og derudover kan du så finde en psykolog, hvis du har brug for de relationer, der udelukkende handler om at hjælpe dig.

Det ved jeg nu ikke, om er det rigtige indtryk. På en måde, på en måde ikke :) Altså, der har nok kun været tale om 2-3 samtaler med et par måneders mellemrum, der decideret har været sådan rigtigt personlige, og her har vi i høj grad også talt om, hvordan hun har kunnet genkende nogle af de udfordringer, jeg har haft fra sit eget liv, og fortalt om hvordan hun tacklede det. Generelt har hun ivrigt fortalt om sit privatliv i samtalerne, og jeg har lyttet.
Jeg har i øvrigt ligevægtige venskaber med jævnaldrende :) Men jeg føler virkelig, jeg har lært meget af at tale med en ældre og mere erfaren person, der har kunnet give noget sparring. For mig har det uligevægtige egentlig mest bestået i leder-medarbejder relationen og aldersforskel :)

---

For lige at undgå misforståelser, så synes jeg slet ikke, at vores relation har båret præg af, at jeg har været klistret (i mangel på bedre ord) eller kommet rendende i utide og opsøgt omsorg.
Vi startede med at blive venskabelige pga fælles interesser. Og de mere personlige samtaler opstod, da jeg kom ind på hendes kontor for at fortælle, at jeg var nødt til at skære ned på arbejdet, og til spørgsmål om hvorfor, har jeg ganske kort svaret "af personlige årsager". Hun har så spurgt videre ind til det, og jeg har valgt at åbne lidt op omkring det, og de personlige samtaler har kun fundet sted, når hun specifikt har spurgt ind til, hvad hun har vidst om mig.

Men mange tak for jeres svar :) Jeg føler nu, at jeg har en bedre idé om, at der nok ikke har været tale om en oprigtig opfordring til at holde kontakten, men mere en form for overfladisk høflighed som en blødere udgave af "farvel og tak, held og lykke frem over".
Generelt er jeg en kæmpe idiot til at gennemskue forskellen, og det er altså sådan noget der er sindssygt svært at tillære sig, hvis man ikke lige har fået kodet det ind tidligt. Normalt plejer jeg bare at lade den ligge, hvis jeg er i tvivl. Men når der er tale om personer, jeg oprigtigt har en interesse i at have kontakt med, plejer jeg at spørge ind for at få en fornemmelse af deres oprigtighed. Og havde jeg ikke haft travlt bekymre mig om, om jeg ville komme for sent til mit tog, havde jeg i situationen også sagt, at jeg gerne ville snakke videre, og enten afventet en reaktion eller påpeget at hun bare kunne kontakte mig, og på den måde ladet det være op til hende, om hun ville foretage sig videre. Jeg har jo heller ingen interesse i at have kontakt med en person, hvis jeg er i tvivl, om ønsket om kontakt er gensidig - derfor var det meget rart lige at få bekræftet min tvivl. I arbejdet med at blive bedre til at forstå social interaktion, der ikke bærer præg af den form for direkte kommunikation som jeg er vant til, har jeg fundet ud af, at jeg har en uheldig tendens til ikke at opfange hints og inddirekte invitationer, og som regel antager at folk ikke vil mig, med mindre de er meget direkte omkring det. Og jeg har erfaret, at folk desværre tit kan føle sig afvist af mig, når jeg ikke responderer på deres hints, som jeg misser. Det er en balance, jeg har meget svært ved at navigere i, men heldigvis nu er blevet bevidst om.
Jeg ender nok med at smide en mail afsted på et tidspunkt, og bare kort skrive, at hvis hun mener at hun gerne vil snakke videre, så vil jeg gerne finde et tidspunkt, der passer hende, og at hun ellers skal have mange tak for alt og held og lykke med sit nye job. Det tænker jeg ikke er for påtrængende, hvortil hun fint kan undlade at svare, hvis hun ikke gider. Ellers har jeg også overvejet at tilføje hende på facebook, så hun ved, at hun er velkommen til at kontakte mig der, hvis hun skulle få lyst.
0
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 19:40

Mulan skrev:I forlængelse af Joes indlæg. Måske skal du videre overveje, ud over at opsøge ligeværdige relationer, om disse relationer kommer til at handle om dig? Det kan opfattes som enormt drænende og også som manglende interesse i et andet menneske, hvis kontakten egentlig kun omhandler dine egne problematikker. Nu siger jeg ikke, at det er sådan det har været, overhovedet, men hvor meget deler du af dig selv? Hvor meget forventer du af din relation? Skal de "løse dig" for dig? Er du oprigtigt interesseret i dem som mennesker, eller venter du på at kunne få hjælp selv i samtaler? Hvor meget deler de? Spørger du selv ind til dem?
Har du jævnaldrende, mere ligeværdige relationer? Kan du mærke forskellen på en terapeutisk/behandler-agtig rollefordeling og så på en jævnbyrdig, ligeværdig fordeling af roller i et venskab?

Læs evt. ovenstående svar til Joe, kombineret med en afrunding af tråden :)

Umiddelbart kan jeg ikke nikke genkendende til de problemstillinger, du opstiller. Jeg har venskaber i alle mulige afskygninger. Jeg har venskaber, hvor vi ikke diskuterer dybere personlige ting med hinanden, men som sådan heller ikke lægger skjul på det, hvis vi føler os nede over noget privat. Jeg har tættere venskaber, hvor jeg er åben omkring det meste af mig selv, og hvor jeg deler af mig selv i et større omfang. Jeg oplever tit i mine tættere venskaber, at de opsøger mig fordi de ønsker at dele med mig. Og jeg lader dem altid vide, at jeg holder af dem og er der for dem, spørger ind til dem og følger op på det næste gang vi ses, og/eller giver dem et kald for at høre, hvordan det står til. Jeg forventer meget at mine tætte venskaber, men jeg giver ligeså meget igen. Jeg kan komme i tanker om ét venskab, der bærer præg af, at hun er den, der lytter/hjælper mest. Jeg spørger dog altid ind til hende. Og jeg har ved flere lejligheder direkte fortalt hende, at jeg føler at det meget er mig, der læsser af på hende, hvortil hun har svaret, at det mener hun kun delvist er rigtigt, men desuden naturligt, idet hun, udover at dele med mig, også har en kæreste og nogle søskende, hun deler med, hvor jeg kun har hende og mine øvrige venskaber at dele med.
Relationen til min leder er nærmere beskrevet i ovenstående svar/indlæg. Men for at opsummere, så har jeg delt i det omfang, der blev spurgt ind til mig. Hun har tidligt direkte italesat, at hun gerne ville hjælpe og lytte. Men jeg har holdt det personlige for mig selv, med undtagelse af de lejligheder, hun har spurgt direkte ind til noget specifikt, hvorefter vi har haft nogle snakke. Og så har jeg, som nævnt, i en mail engang fortalt, at jeg satte pris på vores samtaler, og givet udtryk for et ønske om at fortsætte med dem.
1
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 1574
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 192
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3465

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf HappyPaww » 12. jun 2016, 19:46

Som nævnt før er det bare påfaldende, at du endnu engang søger en relation med en du har mødt i professionel sammenhæng - og igen tolker helt vildt på signaler og udsagn som måske bare er ren høflighed...
1
Brugeravatar
BlueBunny
Indlæg: 480
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:54
Kort karma: 41
Likede indlæg: 757

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf BlueBunny » 12. jun 2016, 19:53

Grissebassen skrev:
Joe skrev:Jeg får indtrykket af at de der gode, personlige snakke I havde, egentlig mest var personlige snakke om dit liv.
Jeg tænker at du skal finde folk at snakke med, hvor omsorgen går begge veje. Venskaber hvor I snakker om begge jeres liv. Ikke skæve relationer, som mest handler om dig, for det er der, det bliver uligevægtigt og du bliver i tvivl om hvorvidt de vil dig. Og derudover kan du så finde en psykolog, hvis du har brug for de relationer, der udelukkende handler om at hjælpe dig.

Det ved jeg nu ikke, om er det rigtige indtryk. På en måde, på en måde ikke :) Altså, der har nok kun været tale om 2-3 samtaler med et par måneders mellemrum, der decideret har været sådan rigtigt personlige, og her har vi i høj grad også talt om, hvordan hun har kunnet genkende nogle af de udfordringer, jeg har haft fra sit eget liv, og fortalt om hvordan hun tacklede det. Generelt har hun ivrigt fortalt om sit privatliv i samtalerne, og jeg har lyttet.
Jeg har i øvrigt ligevægtige venskaber med jævnaldrende :) Men jeg føler virkelig, jeg har lært meget af at tale med en ældre og mere erfaren person, der har kunnet give noget sparring. For mig har det uligevægtige egentlig mest bestået i leder-medarbejder relationen og aldersforskel :)

---

For lige at undgå misforståelser, så synes jeg slet ikke, at vores relation har båret præg af, at jeg har været klistret (i mangel på bedre ord) eller kommet rendende i utide og opsøgt omsorg.
Vi startede med at blive venskabelige pga fælles interesser. Og de mere personlige samtaler opstod, da jeg kom ind på hendes kontor for at fortælle, at jeg var nødt til at skære ned på arbejdet, og til spørgsmål om hvorfor, har jeg ganske kort svaret "af personlige årsager". Hun har så spurgt videre ind til det, og jeg har valgt at åbne lidt op omkring det, og de personlige samtaler har kun fundet sted, når hun specifikt har spurgt ind til, hvad hun har vidst om mig.

Men mange tak for jeres svar :) Jeg føler nu, at jeg har en bedre idé om, at der nok ikke har været tale om en oprigtig opfordring til at holde kontakten, men mere en form for overfladisk høflighed som en blødere udgave af "farvel og tak, held og lykke frem over".
Generelt er jeg en kæmpe idiot til at gennemskue forskellen, og det er altså sådan noget der er sindssygt svært at tillære sig, hvis man ikke lige har fået kodet det ind tidligt. Normalt plejer jeg bare at lade den ligge, hvis jeg er i tvivl. Men når der er tale om personer, jeg oprigtigt har en interesse i at have kontakt med, plejer jeg at spørge ind for at få en fornemmelse af deres oprigtighed. Og havde jeg ikke haft travlt bekymre mig om, om jeg ville komme for sent til mit tog, havde jeg i situationen også sagt, at jeg gerne ville snakke videre, og enten afventet en reaktion eller påpeget at hun bare kunne kontakte mig, og på den måde ladet det være op til hende, om hun ville foretage sig videre. Jeg har jo heller ingen interesse i at have kontakt med en person, hvis jeg er i tvivl, om ønsket om kontakt er gensidig - derfor var det meget rart lige at få bekræftet min tvivl. I arbejdet med at blive bedre til at forstå social interaktion, der ikke bærer præg af den form for direkte kommunikation som jeg er vant til, har jeg fundet ud af, at jeg har en uheldig tendens til ikke at opfange hints og inddirekte invitationer, og som regel antager at folk ikke vil mig, med mindre de er meget direkte omkring det. Og jeg har erfaret, at folk desværre tit kan føle sig afvist af mig, når jeg ikke responderer på deres hints, som jeg misser. Det er en balance, jeg har meget svært ved at navigere i, men heldigvis nu er blevet bevidst om.
Jeg ender nok med at smide en mail afsted på et tidspunkt, og bare kort skrive, at hvis hun mener at hun gerne vil snakke videre, så vil jeg gerne finde et tidspunkt, der passer hende, og at hun ellers skal have mange tak for alt og held og lykke med sit nye job. Det tænker jeg ikke er for påtrængende, hvortil hun fint kan undlade at svare, hvis hun ikke gider. Ellers har jeg også overvejet at tilføje hende på facebook, så hun ved, at hun er velkommen til at kontakte mig der, hvis hun skulle få lyst.


Jeg synes dette er en fin forklaring. Og jeg kan følge din usikkerhed/dilemma ifht frygt for at afvise vs overfortolke høflighed.
3
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 19:57

HappyPaww skrev:Som nævnt før er det bare påfaldende, at du endnu engang søger en relation med en du har mødt i professionel sammenhæng - og igen tolker helt vildt på signaler og udsagn som måske bare er ren høflighed...

Det er måske også påfaldende. Det skal jeg ikke kunne sige. Det er vel påfaldende i den forstand, at jeg et par måneder for inden, havde siddet i situationen med min vejleder og tænkt "shit, jeg kom virkelig til at være hardcore afvisende overfor en person, der virkede til at være oprigtigt interesseret i at ville mig noget godt", og så, næste gang jeg oplevede noget lignende, tænkte at jeg gerne ville forsøge at være mere åben i stedet for, da der jo intet godt kom ud af første scenarie. Hvad er det man siger? At definitionen på sindssyge er, at gentage sit handlemønster og forvente et nyt resultat, eller sådan noget?
Jeg forsøger egentlig blot at blive bedre til at tage imod håndsrækninger. At jeg så er skide dårlig til at skelne mellem høflighed og oprigtig interesse, er uheldigt - det er derfor jeg søger råd herinde til at blive bedre til det :) Jeg synes nu det er en overdrivelse at kalde det at tolke vildt. Vi har arbejdet tæt sammen i halvandet år. Det er hende, der har forslået at mødes privat og have fortsat kontakt privat, og som har startet med at spørge ind til mig og fulgt op på det. Jeg har bare forsøgt at tage imod det, fordi jeg gerne vil acceptere forslagene. Men som sagt, er jeg helt utrolig elendig til at skelne i sådanne sammenhænge, så det er muligt du har ret i, at det er mig der overtolker. Hvis vi tager vejlederen som eksempel, kan jeg virkelig ikke se, hvordan det at tilbyde sig selv som psykologrolle, kun kan være ment af ren høflighed. Men hvis jeg tager fejl, vil jeg meget gerne gøres klogere :) I sidste ende kan jeg jo heller ikke stilles til ansvar for det, hvis folk siger noget, de ikke mener.
Senest rettet af Grissebassen 12. jun 2016, 20:35, rettet i alt 4 gange.
0
Grissebassen
Indlæg: 585
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 502

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 20:06

BlueBunny skrev:
Grissebassen skrev:
Joe skrev:Jeg får indtrykket af at de der gode, personlige snakke I havde, egentlig mest var personlige snakke om dit liv.
Jeg tænker at du skal finde folk at snakke med, hvor omsorgen går begge veje. Venskaber hvor I snakker om begge jeres liv. Ikke skæve relationer, som mest handler om dig, for det er der, det bliver uligevægtigt og du bliver i tvivl om hvorvidt de vil dig. Og derudover kan du så finde en psykolog, hvis du har brug for de relationer, der udelukkende handler om at hjælpe dig.

Det ved jeg nu ikke, om er det rigtige indtryk. På en måde, på en måde ikke :) Altså, der har nok kun været tale om 2-3 samtaler med et par måneders mellemrum, der decideret har været sådan rigtigt personlige, og her har vi i høj grad også talt om, hvordan hun har kunnet genkende nogle af de udfordringer, jeg har haft fra sit eget liv, og fortalt om hvordan hun tacklede det. Generelt har hun ivrigt fortalt om sit privatliv i samtalerne, og jeg har lyttet.
Jeg har i øvrigt ligevægtige venskaber med jævnaldrende :) Men jeg føler virkelig, jeg har lært meget af at tale med en ældre og mere erfaren person, der har kunnet give noget sparring. For mig har det uligevægtige egentlig mest bestået i leder-medarbejder relationen og aldersforskel :)

---

For lige at undgå misforståelser, så synes jeg slet ikke, at vores relation har båret præg af, at jeg har været klistret (i mangel på bedre ord) eller kommet rendende i utide og opsøgt omsorg.
Vi startede med at blive venskabelige pga fælles interesser. Og de mere personlige samtaler opstod, da jeg kom ind på hendes kontor for at fortælle, at jeg var nødt til at skære ned på arbejdet, og til spørgsmål om hvorfor, har jeg ganske kort svaret "af personlige årsager". Hun har så spurgt videre ind til det, og jeg har valgt at åbne lidt op omkring det, og de personlige samtaler har kun fundet sted, når hun specifikt har spurgt ind til, hvad hun har vidst om mig.

Men mange tak for jeres svar :) Jeg føler nu, at jeg har en bedre idé om, at der nok ikke har været tale om en oprigtig opfordring til at holde kontakten, men mere en form for overfladisk høflighed som en blødere udgave af "farvel og tak, held og lykke frem over".
Generelt er jeg en kæmpe idiot til at gennemskue forskellen, og det er altså sådan noget der er sindssygt svært at tillære sig, hvis man ikke lige har fået kodet det ind tidligt. Normalt plejer jeg bare at lade den ligge, hvis jeg er i tvivl. Men når der er tale om personer, jeg oprigtigt har en interesse i at have kontakt med, plejer jeg at spørge ind for at få en fornemmelse af deres oprigtighed. Og havde jeg ikke haft travlt bekymre mig om, om jeg ville komme for sent til mit tog, havde jeg i situationen også sagt, at jeg gerne ville snakke videre, og enten afventet en reaktion eller påpeget at hun bare kunne kontakte mig, og på den måde ladet det være op til hende, om hun ville foretage sig videre. Jeg har jo heller ingen interesse i at have kontakt med en person, hvis jeg er i tvivl, om ønsket om kontakt er gensidig - derfor var det meget rart lige at få bekræftet min tvivl. I arbejdet med at blive bedre til at forstå social interaktion, der ikke bærer præg af den form for direkte kommunikation som jeg er vant til, har jeg fundet ud af, at jeg har en uheldig tendens til ikke at opfange hints og inddirekte invitationer, og som regel antager at folk ikke vil mig, med mindre de er meget direkte omkring det. Og jeg har erfaret, at folk desværre tit kan føle sig afvist af mig, når jeg ikke responderer på deres hints, som jeg misser. Det er en balance, jeg har meget svært ved at navigere i, men heldigvis nu er blevet bevidst om.
Jeg ender nok med at smide en mail afsted på et tidspunkt, og bare kort skrive, at hvis hun mener at hun gerne vil snakke videre, så vil jeg gerne finde et tidspunkt, der passer hende, og at hun ellers skal have mange tak for alt og held og lykke med sit nye job. Det tænker jeg ikke er for påtrængende, hvortil hun fint kan undlade at svare, hvis hun ikke gider. Ellers har jeg også overvejet at tilføje hende på facebook, så hun ved, at hun er velkommen til at kontakte mig der, hvis hun skulle få lyst.


Jeg synes dette er en fin forklaring. Og jeg kan følge din usikkerhed/dilemma ifht frygt for at afvise vs overfortolke høflighed.

:kys: Det er vel heller ikke helt utænkeligt, at hun har følt sig afvist af min manglende respons på hendes tidligere forslag om private møder og kontakt. Pånær en enkelt mail, hvor jeg giver udtryk for gensidig interesse, har jeg forholdt mig totalt passivt på alle invitationer. Hvis det er tilfældet, at hun har følt sig afvist, kan jeg godt forstå, at hun smider bolden over på mig. Men der er jo så en del, der modsat mener at jeg overfortolker på invitationerne. Og det har jeg bestemt taget til mig i forhold til at forsøge at tage kontakt:)
0

Tilbage til "Livets forhold"