Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
IrmaPigen
Indlæg: 1082
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 74
Likede indlæg: 926

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf IrmaPigen » 4. jul 2016, 19:42

Jeg har i øvrigt boet sammen med flere kæreste (3 vist nok) men dengang jeg købte min ejerlejlighed valgte jeg at jeg ikke gad og stå boligløs igen, så derfor har jeg siden da boet alene (så det er vist ved at være de sidste 14 år). Også selvom jeg har haft kærester, jeg har bare ikke boet sammen med dem.

Når det er sagt, så ER jeg ret selvstændig, og en mand skal ikke mase ret meget på i starten af en relation før jeg føler mig presset, og så bakker jeg ud.
0
Wunder8
Indlæg: 156
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 33
Likede indlæg: 363

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Wunder8 » 4. jul 2016, 20:36

Jeg har det nok sådan lidt, at det er for unuanceret at sige, at det bare er folk, der "gør noget forkert", men også for unuanceret at gøre det til et spørgsmål om ulykkelige omstændigheder. Jeg tror, at rigtigt mange mennesker (inklusive mig selv, red.) vader rundt i nogle ret faste mønstre, når det kommer til forhold, og det kan så gøre, at vi konsekvent ender sammen med røvhuller, push-overs vi ikke gider knalde, følelsesmæssigt utilgængelige typer eller noget helt andet. Either way, så kan de være mere eller mindre befordrende for vores evne til at skabe og opretholde relationer, og nogle har helt sikkert nogle mønstre, der modarbejder dem i at danne langvarige, seriøse forhold.

Personligt tænker jeg da relativt meget over, hvorfor jeg selv er single på tredje år efter et liv som seriemonogam type, hvis seneste forhold alligevel varede fem år - jeg er i øvrigt snart 30. For MIG handler det nok både om, at jeg faktisk er virkeligt begejstret for single-tilværelsen, men også at jeg simpelthen ikke har mødt nogen med seriøst potentiale, hvor interessen var gengældt, selvom der altså er løbet en ret seriøs mængde vand under broen. Jeg kan sagtens lave en liste over forbedringsforslag til mig selv, men det gider jeg helt ærligt ikke. Måske hvis jeg stadig er alene om fem år. Lige nu er jeg nødt til at sætte min lid til, at det godt kan ske :)
4
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5691
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 769
Likede indlæg: 10154

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf DetSorteCirkus » 4. jul 2016, 20:59

Jeg finder det tankevækkende, at der automatisk sættes lighedstegn mellem parforhold og "to settle down".
I og med det for mange bliver sværere med årene at omlægge livet til 24-7-tosomhed, har jeg på fornemmelsen, at succesraten for en del ufrivillige evighedssingler omkring de 40 måske ville blive højere, hvis de, som med så mange andre ting i tilværelsen, prøvede at tænke lidt ud af boksen og være åbne for, at de måske reelt har brug for en anden type forhold end det, de har gået og drømt om i 10-20-25 år.

At det stadig er et forholdsvist særsyn at indrette sit kærlighedsliv på andre måder end flertallets har, tror jeg, meget at gøre med, at det at være i et almindeligt parforhold for mange ikke kun handler om at have en intim relation til et andet menneske, men også om at have bestået en social test, som giver prestige blandt familie og venner eller i hvert fald fritager personen for at være "mærkelig", "umoden", "en enspænder" og andre hyggelige ting. Det er nemlig endnu en konsekvens af forestillingen om "parforhold" og "to settle down"; at en hel del fuldstændig voksne, ansvarsbevidste og alderssvarende mennesker betragtes som "ikke-helt-rigtig-etablerede", fordi de ikke er nogen kæreste eller ægtefælle.
13
Je suis un tableau noir.
Brugeravatar
Advocatus-Diaboli
Bortvist
Indlæg: 1627
Tilmeldt: 8. mar 2016, 15:10
Kort karma: 238
Likede indlæg: 2243

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Advocatus-Diaboli » 4. jul 2016, 23:04

DetSorteCirkus skrev:Jeg finder det tankevækkende, at der automatisk sættes lighedstegn mellem parforhold og "to settle down".


Hep. Jeg har for længst "settlet down" som single. Jeg er snart 35, og jeg ser jævnaldrende, skrukke kvinder kamp-stresse over at udsigten til ikke at få børn eller parforhold. Jeg elsker ikke at skulle deltage i det ræs.
1
Listen, I'm a nice person - so if I'm an asshole to you, you need to ask yourself why.
Brugeravatar
Bad Samaritan
Indlæg: 476
Tilmeldt: 9. maj 2016, 20:45
Kort karma: 132
Likede indlæg: 1517

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Bad Samaritan » 5. jul 2016, 06:07

Jeg køber ikke rigtig det dér sniksnak om, at hvis man ikke allerede er dykket ned i det dér ufattelige tag-selv bord en livslang tilværelse med den samme partner skulle være, så er det også ens egen skyld. Jeg tror nærmere, at der sker noget i samfundet - sådan en slags social understrøm - der trækker dem af os, der træder vande i lidt dybere vande lige så stille ud mod åbent hav.

Jeg finder det i hvert fald stadig mere vanskeligt både at tro på det formålstjenelige i at stræbe mod en fremtid med børn og fast ejendom i en verden, hvor så mange synes opsat på at skylle det hele ud i lokummet. I sådan en ego-drevet verden bliver én selv og ens egne drømme det sikre bud, tænker jeg - og selv om de færreste egentlig nok deler mine bekymringer for fremtiden, så synes jeg at præmissen for den går igen i stort set alle forklaringer jeg hører fra mennesker, der ikke har fundet en eneste ene mere end halvvejs inde i et helt liv. "Jamen, de er søde nok allesammen! De vil bare ikke rigtig helt det samme som mig!", synes at være kernen i skismet, som dybest set kan koges ned til at vi har fået det lidt for godt til at behøve og tilvælge andre mennesker i vores liv - eller i hvert fald være klar over det, indtil vi har fravalgt dem.

... og det er en samfundstendens, synes jeg. Vi eeeelsker at snakke om andre mennesker og kloge os på, hvad de mon vil os og især hvad det kunne indebære af farer og risici for at miste os selv. Vi udstikker præmisser, fastlægger regler og detaljerede planer for, hvordan de skal få lov til at nærme sig os, uden at deres tyngde på nogen måde må få lov til at rykke os ud af vores ståsted. Vi VIL lade os rive med og give slip, eller i hvert fald se os selv som nogen, der har modet til det. Men vi tør bare ikke give slip - og så bliver tanken om, hvad man kunne bygge sammen med andre (eller bare en anden), så fremmed og farlig, at en selv og ens egne drømme bliver det sikre valg.

Jeg er selv 41 - snart 42 - selvvalgt single, og jeg har vel en halv snes forhold med mig i rygsækken. Tidsånden tro, mener jeg selvfølgelig også, at jeg er et ganske specielt og særligt lille snefnug. Jeg mener, herregud... Jeg vil jo det samme som alle andre - elske og blive elsket, mærke andres varme, dele og sole mig i deres små glæder og successer, og føle dem tage del i og glædes over mine. Men jeg har bare alle dage været fanget mellem to verdener - den trygge, hvor jeg gerne vil spendere resten af mine dage, og den nådesløst brutale virkelighed der hersker ude omkring den dér fine lille sæbeboble, vi har blæst os selv - og hvis jeg skal "bygge" noget med nogen, skal det være med en som virkelig forstår dét og den side af mig. Så jeg er nok blevet lidt mere beskeden i mine ønsker for fremtiden. Et øjebliks ro - et lille lige nu, hvor der bare er hende og mig, selv i et rum fyldt med andre mennesker - som gerne må blive til flere, hvis vi tilfældigvis skulle være på vej i samme retning, er mere end rigeligt for mig, og vinder alle dage over en masse vakuøst crap om forventningsafstemning og investeringer i hinanden.
1
Lys
Indlæg: 430
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 40
Likede indlæg: 740

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Lys » 5. jul 2016, 06:19

Advocatus-Diaboli skrev:
DetSorteCirkus skrev:Jeg finder det tankevækkende, at der automatisk sættes lighedstegn mellem parforhold og "to settle down".


Hep. Jeg har for længst "settlet down" som single. Jeg er snart 35, og jeg ser jævnaldrende, skrukke kvinder kamp-stresse over at udsigten til ikke at få børn eller parforhold. Jeg elsker ikke at skulle deltage i det ræs.


Det er faktisk sjovt, for jeg føler mig egentlig også etableret (det er vel det danske ord for "settle down"?) som 34 årig single. Jeg har lejlighed, bil og job og lever jo et voksent liv. Men det ændrer ikke på, at jeg er skruk og "kampstresser" over at finde en kæreste. Det gør mig ikke mindre etableret - i mine øjne - at jeg gerne vil etablere mig på en anden måde end min nuværende.

Det endnu 'sjovere' er så hvordan andre anskuer mig. Især mine forældre, som indtil for relativt nyligt har behandlet min søster (2 år ældre med mand og 3 børn) markant anderledes og mere voksent end mig. Vi lever forskellige liv og er forskellige, men der er ingen tvivl om, at de hurtigere anså hende som "rigtig voksen", (formentlig) fordi hun blev gift og fik barn inden hun var 25. Jeg blev ligesom ved med at være "studerende" og derfor meget ung (også efter jeg blev kandidat). Nå, det var lidt en sidehistorie...
2
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 2750
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 530
Likede indlæg: 4271

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Rapfisk » 5. jul 2016, 06:36

Jeg har tænkt en del over denne tråd, og jeg kommer mere og mere frem til, at det er omstændigheder, der er på spil. Ikke fordi "det er samfundets skyld", men fordi jeg ikke kan se nogen træk, mine langtidssingle-bekendte har, som ikke går igen hos andre bekendte i parforhold.
1
Søger job inden for projektledelse, sekretariat, politik eller andet, man kan bruge et skarpt hoved til. Skriv PB :blomst:
Brugeravatar
Wizzze
Indlæg: 6038
Tilmeldt: 11. aug 2015, 13:16
Kort karma: 1143
Likede indlæg: 6728

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Wizzze » 5. jul 2016, 07:28

Jeg har en lille teori om at venner i stor udstrækning har overtaget den intimitet og nærhed, som en partner tidligere leverede, og pga. moderne teknik er venner også lige ved hånden som en partner tidligere var, så det er reelt kun det der "gris" :slem: som mangler for mange der ikke er i fast forhold, og den del findes der mange "løsninger" på. Det tror jeg også spiller (hø hø) en stor rolle i at så mange er single også oppe i alder, mere end at de skulle mangle evnen til et forhold. For er evnen til at opretholde et venskab ikke langt hen ad vejen, den samme som evnen til at opretholde et forhold? :gruble:
3
Do as I say! :whip:
Buller
Indlæg: 471
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 29
Likede indlæg: 637

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Buller » 5. jul 2016, 07:51

Bad Samaritan skrev:Jeg køber ikke rigtig det dér sniksnak om, at hvis man ikke allerede er dykket ned i det dér ufattelige tag-selv bord en livslang tilværelse med den samme partner skulle være, så er det også ens egen skyld. Jeg tror nærmere, at der sker noget i samfundet - sådan en slags social understrøm - der trækker dem af os, der træder vande i lidt dybere vande lige så stille ud mod åbent hav.


Jeg er selv 41 - snart 42 - selvvalgt single, og jeg har vel en halv snes forhold med mig i rygsækken. Tidsånden tro, mener jeg selvfølgelig også, at jeg er et ganske specielt og særligt lille snefnug. Jeg mener, herregud... Jeg vil jo det samme som alle andre - elske og blive elsket, mærke andres varme, dele og sole mig i deres små glæder og successer, og føle dem tage del i og glædes over mine. Men jeg har bare alle dage været fanget mellem to verdener - den trygge, hvor jeg gerne vil spendere resten af mine dage, og den nådesløst brutale virkelighed der hersker ude omkring den dér fine lille sæbeboble, vi har blæst os selv - og hvis jeg skal "bygge" noget med nogen, skal det være med en som virkelig forstår dét og den side af mig. Så jeg er nok blevet lidt mere beskeden i mine ønsker for fremtiden. Et øjebliks ro - et lille lige nu, hvor der bare er hende og mig, selv i et rum fyldt med andre mennesker - som gerne må blive til flere, hvis vi tilfældigvis skulle være på vej i samme retning, er mere end rigeligt for mig, og vinder alle dage over en masse vakuøst crap om forventningsafstemning og investeringer i hinanden.


Men altså, en social understrøm ligefrem?... det er jo alder, der trækker en til havs. Mens man står der og træder vande og er vægelsindet, så dukker der jo konstant nye og sprøde elementer op som blander sig i det sociale. Klart at det bliver sværere og sværere at konkurrere med dem efterhånden som man selv bliver ældre og slappere og ens vægelsind bliver tydeligere. Det er da ikke noget samfundet har konstrueret for at genere folk, sådan er det jo bare, man bliver ældre og unge dukker op og tager pladserne foran en.

Og ja, man passer ikke med alle, det er også hele ham coachens præmis, at man skal sørge for at optimere sine chancer på det bedste tidspunkt så man kan snuppe en af de få man synes ville være rigtig gode at passe med.

Ellers ender man bare med at stå bagefter og tude over at alle de 1% blev snuppet af dem der var fremme i skoen og havde optimeret sine chancer. Men det er vel ikke samfundet skyld at de godt vidste at det var nu og andre lige skulle dvæle ved tanken og derfor fik krummerne fra kiksebordet og ikke kiksen?
1
Brugeravatar
Bad Samaritan
Indlæg: 476
Tilmeldt: 9. maj 2016, 20:45
Kort karma: 132
Likede indlæg: 1517

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Bad Samaritan » 5. jul 2016, 08:11

Buller skrev:
Bad Samaritan skrev:Jeg køber ikke rigtig det dér sniksnak om, at hvis man ikke allerede er dykket ned i det dér ufattelige tag-selv bord en livslang tilværelse med den samme partner skulle være, så er det også ens egen skyld. Jeg tror nærmere, at der sker noget i samfundet - sådan en slags social understrøm - der trækker dem af os, der træder vande i lidt dybere vande lige så stille ud mod åbent hav.


Jeg er selv 41 - snart 42 - selvvalgt single, og jeg har vel en halv snes forhold med mig i rygsækken. Tidsånden tro, mener jeg selvfølgelig også, at jeg er et ganske specielt og særligt lille snefnug. Jeg mener, herregud... Jeg vil jo det samme som alle andre - elske og blive elsket, mærke andres varme, dele og sole mig i deres små glæder og successer, og føle dem tage del i og glædes over mine. Men jeg har bare alle dage været fanget mellem to verdener - den trygge, hvor jeg gerne vil spendere resten af mine dage, og den nådesløst brutale virkelighed der hersker ude omkring den dér fine lille sæbeboble, vi har blæst os selv - og hvis jeg skal "bygge" noget med nogen, skal det være med en som virkelig forstår dét og den side af mig. Så jeg er nok blevet lidt mere beskeden i mine ønsker for fremtiden. Et øjebliks ro - et lille lige nu, hvor der bare er hende og mig, selv i et rum fyldt med andre mennesker - som gerne må blive til flere, hvis vi tilfældigvis skulle være på vej i samme retning, er mere end rigeligt for mig, og vinder alle dage over en masse vakuøst crap om forventningsafstemning og investeringer i hinanden.


Men altså, en social understrøm ligefrem?... det er jo alder, der trækker en til havs. Mens man står der og træder vande og er vægelsindet, så dukker der jo konstant nye og sprøde elementer op som blander sig i det sociale. Klart at det bliver sværere og sværere at konkurrere med dem efterhånden som man selv bliver ældre og slappere og ens vægelsind bliver tydeligere. Det er da ikke noget samfundet har konstrueret for at genere folk, sådan er det jo bare, man bliver ældre og unge dukker op og tager pladserne foran en.

Og ja, man passer ikke med alle, det er også hele ham coachens præmis, at man skal sørge for at optimere sine chancer på det bedste tidspunkt så man kan snuppe en af de få man synes ville være rigtig gode at passe med.

Ellers ender man bare med at stå bagefter og tude over at alle de 1% blev snuppet af dem der var fremme i skoen og havde optimeret sine chancer. Men det er vel ikke samfundet skyld at de godt vidste at det var nu og andre lige skulle dvæle ved tanken og derfor fik krummerne fra kiksebordet og ikke kiksen?


Det er heller slet ikke sådan jeg ser det. Det er ikke "samfundets" eller nogen anden skyld. Det er bare - ligesom vejret, du ved. Ingen af os er herre over det. Det er bare blevet sådan - og det får ting til at gå nemmere i stykker. Så nogen fravælger til fordel for en tilværelse på deres egne præmisser, mens andre bliver ved og ved med at udsætte sig selv for det dér skøre glas, der sprænges mellem fingrene på dem. Et støt stigende antal skilsmisser og stadig flere (nyere) former for anderledes måder at stifte familie på, tyder da ikke ligefrem på at folk over 40 pludselig bare sådan kollektivt skulle være blevet shitty dates natten over. Folk coper med tingene på den måde, der giver mening for dem - og dem som ikke gør, ender med at vade rundt i det dér mismod i online dating-kultur, hvor de gang på gang på gang oplever enten bare at blive pisseskuffede eller føle sig bondefanget af en eller anden plattenslager, der slet ikke var, hvad han/hun gav sig ud for at være. Intet af det synes jeg tyder på, at kærligheden og det fælles fodslag skulle have fundet bedre kår. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl...

Jeg er helt nede med den dér tanke om, at alle forsøger at eksternalisere shit og at det tit og ofte er den nemmest tænkelige made at undgå og tage tingene til revision. Men altså... Verden ændrer sig jo - også selv om mange af as fornægter det - og vi ændrer os med den. Det ser jeg ikke noget selvbedragerisk eller odiøst i. Ikke at tilpasse sig til gengæld?
Senest rettet af Bad Samaritan 5. jul 2016, 08:15, rettet i alt 1 gang.
0
Buller
Indlæg: 471
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 29
Likede indlæg: 637

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Buller » 5. jul 2016, 08:15

Bad Samaritan skrev:
Jeg er helt nede med den dér tanke om, at alle forsøger at eksternalisere shit og at det tit og ofte er den nemmest tænkelige made at undgå og tage tingene til revision. Men altså... Verden ændrer sig jo - også selv om mange af as fornægter det - og vi ændrer os med den. Det ser jeg ikke noget selvbedragerisk eller odiøst i. Ikke at tilpasse sig til gengæld?



Du ser selv at dit MEN lige der... det siger nærmest alt, ikke?
0
Brugeravatar
Bad Samaritan
Indlæg: 476
Tilmeldt: 9. maj 2016, 20:45
Kort karma: 132
Likede indlæg: 1517

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Bad Samaritan » 5. jul 2016, 08:19

Buller skrev:
Bad Samaritan skrev:
Jeg er helt nede med den dér tanke om, at alle forsøger at eksternalisere shit og at det tit og ofte er den nemmest tænkelige made at undgå og tage tingene til revision. Men altså... Verden ændrer sig jo - også selv om mange af as fornægter det - og vi ændrer os med den. Det ser jeg ikke noget selvbedragerisk eller odiøst i. Ikke at tilpasse sig til gengæld?



Du ser selv at dit MEN lige der... det siger nærmest alt, ikke?


Ikke rigtig, nej. Men jeg er heller ikke den skarpeste kniv i skuffen... :)
0
Brugeravatar
Precaseptica
Indlæg: 437
Tilmeldt: 27. aug 2015, 10:07
Kort karma: 74
Likede indlæg: 655

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Precaseptica » 6. jul 2016, 05:55

Om der skulle være en fast regel? Nej, det tror jeg ikke. Men statistisk kunne man nok godt påvise, at de fleste, der ikke har fundet en at slå sig ned med, efter at have prøvet mange forskellige, måske heller ikke kommer til det.

Det første jeg tænkte var, at jo ældre man bliver jo mere "finder man sig selv", hvilket er en diplomatisk måde at sige på, at man bliver mærkelig. Set med andres øjne, forstås. Det betyder blot at man smider de forventninger der måtte være til ens opførsel og vender sig til tanken om at man kan få det som man vil have det. Alt efter hvor specifikt og specielt det så er, så skal man selvfølgelig en større Tinder-bunke igennem for at finde én der synes det er en charmerende måde man er speciel på.

Der hvor jeg ville kunne se et problem med denne teori er når den ikke tager højde for skiftet i dating-kulturen. Jo mere man har en brug-og-smid væk tilgang til partnere, jo mere omstillelig har man nok også lært og være for, om ikke andet, at kunne vinde sig ind hos en ny gentagende gange. Det må tilføje en smule perspektiv hver gang man tager på en første date og ser et nyt menneske med tiltrækning for øje.

Den kritik kunne man så måske gendrive, ved at påstå at folk - generelt set - faktisk ikke lærer noget særligt ved at være seriemonogame. De bliver kun mere opmærksomme på deres egne specifikke behov og ønsker og lærer derfor ikke rigtigt den omstillelighed de foregiver. Måske er de netop seriemonogame, fordi de tager en indbydende maske på i opstarten og så langsomt henfalder til deres kantede selv igen. Måske er dette opskriften på hvorfor de har mange forsøg på forhold bag sig men ikke rigtigt succes med nogen. Måske de ikke relaterer mere end overfladisk til at de faktisk også skal appellere til denne nye partner på sigt.

Måske er det så nemt som bare at skifte værktøj til dating. Bringe sig selv lidt ud af det element hvor man hurtigt etablerer sin rolle, og i stedet overraske sig selv.
1
Brugeravatar
Precaseptica
Indlæg: 437
Tilmeldt: 27. aug 2015, 10:07
Kort karma: 74
Likede indlæg: 655

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf Precaseptica » 6. jul 2016, 06:01

Jeg mindes i øvrigt at jeg havde en tråd kørende på den gamle debat for år tilbage, hvor jeg spurgte folk om de nogensinde gik ind til forhold, hvor de godt vidste at det nok ikke var ham/hende de blev gamle med. Om man, kort sagt, følte at man spildte sin tid, hvis ikke det lignede at der var fremtid i det.

Dengang mindes jeg, at langt de fleste svarede at de ikke var unge for evigt og derfor skulle de ikke have noget af at spilde tiden med "den forkerte". Det kunne være interessant at se hvordan svarene havde ændret sig. Hvis denne TS' citerede har ret, og min gamle også (stadig) har, så er der i hvert fald dissonans imellem folks ide om dating og deres praksis. Ikke at det ville overraske nogen, men det ville da være interessant.
0
chokoladegris
Indlæg: 102
Tilmeldt: 16. jan 2016, 12:50
Kort karma: 5
Likede indlæg: 104

Re: Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

Indlægaf chokoladegris » 6. jul 2016, 06:46

Jeg er som 24-årig single, har aldrig haft et længerevarende forhold og derfor heller aldrig boet sammen med en. Har skam haft en del flirts, snakket med flere fyre, men det har aldrig udviklet sig. Har prøvet to gange at have en flirt gennem 2 måneder, hvor jeg selv følte at vi var nået dertil hvor man kunne tage snakken om hvor det førte til, den første erkendte at han slet ikke havde de følelser og egentlig bare ville være bollevenner og den anden vidste slet ikke hvad han ville. Sidste år mødte jeg så denne fyr, det gik super godt og allerede efter en måned fik jeg en besked hvor der stod "jeg kan godt lide dig", igen nærmede vi os 2 måneder og han begyndte ikke at have tid, hvis vi ikke skrev sammen i nogle dage gav han mig skylden, han begyndte pludselig og trække sig væk fra mig og da jeg en dag var ked af det (ikke noget pga ham) ville han slet ikke være der for mig og da jeg var mere ked af det end glad, endte jeg det med ham. Jeg ved ikke om det er den samme type fyr jeg altid falder for, men jeg ved bare at jeg ikke vil nøjes! Nu står jeg så også i den situation at jeg starter uddannelse og flytter til en ny by her om en måned og derfor har jeg sat mit kærlighedsliv på pause, indtil at jeg ud af det blå møder en eller føler at jeg har overskuddet til det igen.

Min pointe? Jeg synes ikke at det med at være 40 år og single er så sort/hvidt, der kan spille utrolig mange ting ind. Jeg har en del venner der er single, både som er yngre og ældre end mig - nogle kan bare ikke finde en, andre har det fint med at være single og nogle føler sig ikke klar ellers er der bare andre ting i deres liv de mener er vigtigere lige nu.

Jeg har da tit fået smidt i hovedet om jeg ikke snart skulle finde en kæreste. Der tænker jeg, hvorfor? Jeg kender så mange der har haft forhold hvor den ene har udnyttet den anden, hvor det er endt i utroskab eller hvor de går og vrisser ad hinanden konstant. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke føler mig mere eller mindre lykkelig end folk der er i et forhold, jeg har det faktisk fint med at være mig. Ja, gad godt have en fyr der kan give mig tryghed, der elsker mig og accepterer mine gode og mindre gode sider, men den fyr har jeg ikke fundet endnu og derfor fokuserer jeg bare på andre ting i mit liv lige nu som giver mere mening for mig.
3

Tilbage til "Forhold og sex"