Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Kanga
Indlæg: 42
Tilmeldt: 12. mar 2016, 19:04
Kort karma: 4
Likede indlæg: 9

Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Kanga » 4. aug 2016, 18:42

For nogle måneder siden skrev jeg denne tråd:

viewtopic.php?f=39&t=2869&p=161419#p161419

Tingene har efterfølgende taget en drejning.
Sidst i maj blev min mor indlagt akut, en tumor i hjernen, som var spredning fra hendes cancer. Hun havde været rigtigt skidt i lang tid op til. Men som med hendes oprindelige sygdom, har de holdt det skjult for os. Op til indlæggelsen havde min mor været virkelig syg i ½ døgn, og hun var tæt på at stille træskoene. Blev kørt på sygehuset en formiddag, bevidstløs. Jeg blev først ringet op om eftermiddagen, 8 timer senere... Hun kunne have været død i de timer.... Og så havde jeg ikke kunnet være der, da jeg jo ikke vidste, hun var blevet indlagt overhovedet.

Tiden efter gik med operation, indlæggelse, udskrivelse, efterbehandling. Usikkerhed. Hendes funktionsniveau har været svækket, og er det til dels stadig, men det går fremad.

Nu er der så gået nogle måneder siden operationen. Der har været en del at hjælpe med; kontakt til hjemmepleje, sygehus, dosere medicin, købe medicin, indkøbsture osv. Jeg har bl.a. tilbudt at køre med min mor ud og handle en gang om ugen, og jeg har sagt mange gange, at de skal sige til, hvis de har brug for hjælp. Men de melder ikke noget ud. Det er meget lidt, vi har hjulpet med.

Vi har også holdt sommerferie hver især. Mine forældre var med min søster, svoger og nevø/niece en uge i sommerhus. Ingen spurgte, om vi var interesserede, evt. bare et par dage.
Vi var bl.a. i Legoland og spurgte min familie, om de ville med. Det ville de ikke.

I forlængelse af Legoland var vi på ferie i DK. Da vi kom hjem kontaktede jeg mine forældre og tog ud til dem, dagen efter vi kom hjem, sammen med min søn. Jeg havde spurgt min mor, om de var hjemme. Det var de, vi måtte komme efter kl. 14.30. Mine forældre skulle nemlig spise frokost ude i byen med søster, svoger og nevø/niece.
Vi kom derhjem kl. 14.30, søster, svoger og nevø/niece var der. Vi fik kage og kaffe. Og ved 17-tiden kunne jeg så forstå, at søster, svoger og nevø/niece skulle spise hos mine forældre. INGEN har spurgt os, om vi ville med til frokost, eller spise med om aftenen.
Et par dage senere tog jeg igen på eget initiativ ud til mine forældre. Og et par dage senere igen var mine forældre hos os til vores søns fødselsdag.

Under et af de her besøg har jeg sagt til min far, om de ville have vores søn lidt i ferien. Det ville de gerne, bare uden overnatning. Jeg sagde til ham, at de måtte sige til, hvornår det kunne passe, at han kom ud et par timer. Han har aldrig meldt ud, dermed har vores søn ikke set sine morforældre i sommerferien, andet end de nævnte besøg, og slet ikke på egen hånd.

En af de sidste dage i ferien skulle vores søn overnatte hos søster, svoger og nevø/niece. Det blev en besværlig affære, hvor de faktisk ikke havde tid alligevel. Vi kunne aflevere ham den ene dag kl. 17 og hente ham igen næste dag kl. 11. Afhentning med begrundelse i, at mine forældre skulle komme på besøg hos søster, svoger og nevø/niece hele dagen, og mor nok havde brug for ro...

Nå, nu har vi så brug for hjælp til at hente i børnehave i morgen. Efter mange overvejelser ringede jeg og spurgte min far. Det ville han til min overraskelse gerne. Vi har aftalt, at han henter i BH, og jeg henter hos dem et par timer senere. Jeg har så spurgt mine forældre, om de ville komme og spise. Altså hente i BH, køre hjem til dem, efter et par timer komme ud til os, så spise sammen, og så køre hjem igen. Men det kan de ikke, fordi søster, svoger og nevø/niece kommer. Min søster og ungerne skal være der hele dagen, svoger kommer efter arbejde, og så skal de spise derude. Efter lidt tøven i telefonen er beskeden, at mine forældre har købt en steg, og der er ikke nok til os alle sammen, 'ellers kunne I jo bare have spist med.' Jeg havde bare lyst til at skrige 'Så køb dog for helvede et stykke kød mere!', men nøjedes med 'Nej, det kan jeg da godt se.'

Uha, jeg er sprængfarlig. Overvejer et forsøg med ikke at have nogen kontakt, invitere til fødselsdag og så ikke mere. Bare for at se, hvad der kommer den anden vej, både fra mine forældre og søster, svoger og nevø/niece. Jeg tror, det ville være det samme fra dem. Og herregud, så var det sådan. Jeg er voksen, jeg skal nok overleve.

Men på vegne af min søn er jeg harm. Jeg synes simpelthen ikke, det er rimeligt, at han ikke ser mine forældre mere. Min nevø og niece har de været i sommerhus med en hel uge, + alle de hele dage de har været på besøg hos hinanden. Min søn set dem 3 x 2-4 timer på de tre ugers sommerferie. Der er ingen, der tager initiativ til at se os eller ham. Når vi ses, er det på mit initiativ.

Det er som de, mine forældre og søster, svoger og nevø/niece har isoleret sig fra os. De ringer aldrig, de skriver aldrig, de kommer aldrig på besøg med mindre de er inviteret, vi kommer til dem, når vi spørger, om de er hjemme, og når de inviterer til fødselsdag. Søster og svoger bor i en anden bu 30 min væk, men bruger svømmehallen her hos os. Når de tager derhen (2 gange i sidste uge) er det ikke sådan de spørger, om vi vil med eller om de må kigge ud forbi bagefter. Det skulle jeg da mene, var ret nærliggende. Men nej!

Hvad fanden gør man? Jeg er slet ikke interesseret i en uge i sommerhus, eller at være en hel dag fra 9-22 hos mine forældre eller søster og svoger. Men hvordan lander man i midten. Et par timer sammen hist og her, uden man skal inviteres på skrift eller altid selv tage initiativ. Mindre end hele dage og uger må da også kunne gøre det?
Og hvad i forhold til min søn. Jeg føler jo, han er bagud på point sammenlignet med nevø/niece. Men jeg gider jo heller ikke stampe i jorden som en teenager, og tigge og be' om, at de skal se ham. Men han får jo ikke et godt forhold til mine forældre. Ja, det virker som interessen ikke er der, og det, synes jeg, er synd for ham.

Blah! Så fik jeg luft. :(

Kanga
0
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 1570
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 192
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3456

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf HappyPaww » 4. aug 2016, 18:53

Har du talt med dem om det? Måske der ligger noget til grund for deres manglende engagement... Det kan være, at de tror at du/i ikke gider dem..?
0
Kanga
Indlæg: 42
Tilmeldt: 12. mar 2016, 19:04
Kort karma: 4
Likede indlæg: 9

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Kanga » 4. aug 2016, 19:12

Det er klart, at vi tænker, om de ikke gider os. Men det er et farligt emne at bringe på banen. Min far bliver fornærmet, eller i bedste fald griner han bare fjoget og tager det ikke seriøst. Min mor følger bare med.
Jeg synes, vi prøver at være imødekommende, og er mere opmærksomme på at være det. Og jeg kan da komme på episoder, de kan have valgt at tolke som om, vi ikke gider dem. Fx da jeg havde født, hvor min mor spurgte, om de skulle 'booke besøg'. Jeg sagde, at vi gerne lige ville have en sms eller et opkald, inden de kom forbi. Det tror jeg hun blev fornærmet over, men det har aldrig være anderledes, så hvorfor skulle de ændres, fordi vi fik et barn. Men det her med, at der ikke er kød nok, og at man siger det, det skriger da til himlen? Og det er da næsten pinligt at sige det; 'din søster kommer, men vi har kun købt så og så meget mad, så I kan ikke komme også.'

Kanga
0
bluetof1
Indlæg: 254
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 134
Likede indlæg: 646

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf bluetof1 » 4. aug 2016, 19:19

Har du overvejet om de bare ikke gider jer? Altså, om de simpelthen ikke synes I har noget til fælles og at I derfor bare er i vejen?
Jeg ved godt at det lyder hårdt, men i langt mindre udstrækning og på ingen måde lige så systematisk er jeg heller ikke rigtig velkommen i min familie.
Mine søskende mødes på kryds og tværs med mænd og børn og med vores forældre, men af eller anden grund er jeg bare aldrig inviteret. Jeg har så ikke fornemmelsen af ikke at være velkommen ellers for på tomandshånd er alting fint og "lad os da snart mødes igen og lave noget sammen". Det er bare altid på mit initiativ hvis vi skal mødes og det initiativ tager jeg så ikke mere. Det har ført til at vi stort kun ses når min lillesøster skal spørge om noget eller til jul.
Det er ikke fedt og jeg er sindssygt misundelig, men mine børn har et fint forhold til deres bedsteforældre. Det er bare mig, der bliver glemt når de alle sammen mødes og det er aldrig rart at føle sig valgt fra.
3
"Change will not come if we wait for some other person or some other time. We are the ones we've been waiting for. We are the change that we seek."
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 6114
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 556
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 10347

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf icelady » 4. aug 2016, 19:25

Jeg tror desværre, at med mindre du tager tyren ved hornene og konfronterer dine forældre med din harme (ikke mindst på sønnens vegne), så sker der ikke en ændring.

Som du har beskrevet dem i denne og den anden tråd, så virker det til, I er kørt ud på et sidespor, og kontakten er mere af pligt, end af lyst.

Set meget nøgternt kan din søn godt leve uden det samvær med dem, men som forælder er det godt nok noget af en pille at sluge, at vide der findes bedsteforældre, som til en vis grad har fravalgt ens barn.
4
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 5743
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 772
Likede indlæg: 10282

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf DetSorteCirkus » 4. aug 2016, 19:28

Nu læste jeg lige din gamle tråd igennem, og på mig virker det, som om din far nu har bestemt, at I halvt om halvt skal fryses ud af familien. Som du tidligere har skrevet, er I vokset fra hinanden over årene, og du er blevet mere og mere træt af din fars dominerende væremåde, der bl.a. inkluderer skideballer, som om du var et lille barn (ja, ikke at børn skal have skideballer, men du forstår nok, hvad jeg mener). Dette sammenholdt med, at man i din familie ikke taler om tingene, og din mors alvorlige sygdom er tabu, skærper jo bare billedet af, at I nu skal mærke, at I er mindre velkomne end din søster og hendes familie, men sandelig ikke have at vide, hvad det hele drejer sig om.

Min venindes far er blevet ramt af noget lignende, og han er fuldstændig ligeglad med, at det også går ud over børnebørnene. Fx. undlod han at komme til min venindes niecers konfirmation for at straffe deres forældre for at have valgt at blive skilt. Eller - det går familien ud fra, for manden ville selvfølgelig ikke fortælle, hvad det drejede dig om. De kunne bare konstatere, at han blev reserveret, kold og bitter lige efter skilsmissen.

Jeg kan godt forstå, at du kvier dig ved at gøre andet end at forsøge at redde stumperne, ikke mindst for din søns skyld, og hvis det ikke var for forskelsbehandlingen, ville jeg også mene, at dine forældres egoisme nok primært skyldtes din mors sygdom, men som du beskriver det her, er det dels tydeligt, at de jo har energi til familiesamvær, dels sandsynligt at de holder din mors situation op som et skjold mod din rimelige undren.
I den situation tror jeg, at det er meget vigtigt, at I passer på jer selv og jeres søn, og er opmærksomme på jeres grænser, da din familie ikke lige lader til at have fokus på at behandle jer ordentlig.
5
Je suis un tableau noir.
Kisser
Indlæg: 145
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 259

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Kisser » 5. aug 2016, 07:58

Hvordan er dit forhold til din søster? Kunne der reddes/etableres noget imellem jer, uden om dine forældre?

Ang. Dine forældre, er mit bedste råd desværre, at du skal arbejde på at accepterer at du er forældreløs. De opfører sig ikke som forældre og deres har ikke gjort det i mange år.

Det er pisse uretfærdigt og hårdt, men jeg tror at du vil opnå en lettelse, hvis du kan komme dertil.

Jeg er selv vokset op uden bedsteforældre og selvfølgelig kan man blive lidt misundelig, når man hører om der andre børns bedsteforældre, men det er nok mest som voksen, at jeg har tænkt over det. Som barn er man god til bare at være i det, der er.
7
Smiling_Goat
Indlæg: 2064
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 469
Likede indlæg: 5942

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Smiling_Goat » 5. aug 2016, 12:51

Jeg fik to tanker, da jeg læste dit indlæg.

1. Jeg læser det som, at din søster har store problemer med løsrivelsen. Jeg tror et eller andet sted, at du skal se dig selv som heldig, at du ikke har det som hende. Det er i min optik ikke helt typisk for voksne mennesker at tilbringe så meget tid med deres forældre - som det lyder til, at hun gør. Det virker til, at det er hver gang (eller næsten hver gang,) du forsøger at skabe kontakt, den afvises med begrundelsen, at der allerede er lavet aftale med din søster og familie. Det kan jeg kun forestille mig er rigtig frustrerende, for jeg ville føle mig mindre vigtig end min søster. Kan du se det som udtryk for et muligt dysfunktionelt forhold mellem din søster og forældre i stedet? Det er meget typisk for meget dominerende forældre (som jeg forstår din far er) at få børn med problemer ift. løsrivelsen - og det er ikke sjovt at være det barn, for de går i konstant angst for at miste forælderen.

2. Nu siger jeg måske noget, der går for nært. Jeg synes virkelig, du skal overveje, hvorvidt kontakten, som den er nu, med din familie er sund for din søn. Hvis han vokser op med følelsen af, at han ikke er lige så vigtig som sin kusine, kan han virkelig få noget at arbejde med fremadrettet. Jeg voksede selv op med at mine kusiner er vigtigere end mig, og jeg ville i dag ønske, at kontakten bare var blevet brudt, for jeg kæmper stadig med forståelsen af, at jeg er lige så vigtig som andre. Mindreværdet sidder stadig i mig, og det var så spildt, for interessen fra deres side er jo aldrig kommet, så jeg har bare brudt kontakten nu. Hvis de virkelig ikke er interesseret, er det alligevel kun et spørgsmål om tid, før kontakten bliver brudt - så spar ham, hvis du kan, for følelsen af at være ligegyldig.

Jeg kan godt forstå, det kan være svært at bryde med sin familie, og er du ikke klar på den løsning, synes jeg, du skal overveje at fortælle din familie, hvad du føler. Tag udgangspunkt i de konkrete situationer, hvor du har følt dig afvist og uønsket (fx tilfældet hvor I ikke blev inviteret på aftensmad, fordi der ikke var kød nok.) Fortæl, hvad du følte, og find ud af, hvad der lå bag deres handling. Jeg er næsten sikker på, at de ikke selv er bevidst om, at de afviser dig, og de selv har forklaringsmodeller, der retfærdiggør deres handlinger. Selvom deres forklaringsmodeller ikke retfærdiggør afvisningen eller minimerer din følelse af at blive afvist, er det et godt udgangspunkt til dialog og en ændring af jeres dynamik. Det er i øvrigt noget, jeg ville gøre løbende, som de her sårende oplevelser finder sted. Din familie kommer ikke til at vågne en dag og indse, at de opfører sig sårende. Du er nødt til at fortælle dem det, og det på en måde, der tager udgangspunkt i dine følelser.

Samtidig vil jeg anbefale bogen: "De Grimme Ællinger" af Boris Cyrulnik, der er et afsnit, der netop adresserer, hvordan forældre kan behandle deres børn forskelligt. Det bunder, siger han, i de følelser, deres billeder af sig selv og barnet, skaber. Et barns handlinger definerer barnet, men handlingerne tolkes baseret på forælderens egen fortid. Jeg ved ikke, om du kan bruge det. Jeg har bare lært en del om samspillet mellem barn og forælder af bogen, og tænker, du måske kunne finde det interessant.
7
Kanga
Indlæg: 42
Tilmeldt: 12. mar 2016, 19:04
Kort karma: 4
Likede indlæg: 9

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Kanga » 6. aug 2016, 07:19

bluetof1 skrev:Har du overvejet om de bare ikke gider jer? Altså, om de simpelthen ikke synes I har noget til fælles og at I derfor bare er i vejen?
Jeg ved godt at det lyder hårdt, men i langt mindre udstrækning og på ingen måde lige så systematisk er jeg heller ikke rigtig velkommen i min familie.
Mine søskende mødes på kryds og tværs med mænd og børn og med vores forældre, men af eller anden grund er jeg bare aldrig inviteret. Jeg har så ikke fornemmelsen af ikke at være velkommen ellers for på tomandshånd er alting fint og "lad os da snart mødes igen og lave noget sammen". Det er bare altid på mit initiativ hvis vi skal mødes og det initiativ tager jeg så ikke mere. Det har ført til at vi stort kun ses når min lillesøster skal spørge om noget eller til jul.
Det er ikke fedt og jeg er sindssygt misundelig, men mine børn har et fint forhold til deres bedsteforældre. Det er bare mig, der bliver glemt når de alle sammen mødes og det er aldrig rart at føle sig valgt fra.


Hvordan har det det? Min dreng er 4 år. Han er afhængig af, at der er voksne, der er mellemmænd på samvær.

I øvrigt VAR vi ude og spise i går. Jeg fik en sms i går eftermiddags om, at vi kunne komme og spise med. Det gjorde vi, men må da indrømme at jeg følte mig med 'på afbud'.

Kanga
0
Maanii
Indlæg: 59
Tilmeldt: 30. apr 2016, 09:10
Kort karma: 8
Likede indlæg: 153

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Maanii » 6. aug 2016, 07:48

Jeg har ikke nærlæst den gamle tråd, kun skimmet den for lang tid siden, så det er muligt at jeg falder helt ved siden af, og så ser du bare bort fra mit svar.

Måske har jeg misforstået, men din mor er dødsyg med en tumor i hjernen? Og som jeg husker det, var en del af den oprindelige konflift noget med pasning af dit barn?

For mig virker det som om mange af de håndsudrækninger du giver, tager udgangspunkt i mere samvær med din søn på egen hånd, og det kan jeg egentlig godt forstå hvis de ikke kan overskue midt i et sygdomsforløb.
Jeg er selv fuldstændig rask og jeg kan godt have seriøst svært ved at overskue at stå med ansvaret for andres børn, og er som regel noget drænet efterfølgende. Var jeg syg ville jeg klart sige nej tak.

Måske føler de det handler mere om aflastning til jer, end en lyst til at være sammen med dem.

Hvis du gerne vil se med dem mere, skal du måske læne dig mere op af den model din søster lader til at benytte, hvor hele familen kommer forbi til et måltid. Måske har de svært ved at overskue at tage ud.
Hvis din mor er så syg tænker jeg også at en dag i Legoland bliver alt for meget.
3
bluetof1
Indlæg: 254
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 134
Likede indlæg: 646

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf bluetof1 » 6. aug 2016, 09:02

Kanga skrev:
bluetof1 skrev:Har du overvejet om de bare ikke gider jer? Altså, om de simpelthen ikke synes I har noget til fælles og at I derfor bare er i vejen?
Jeg ved godt at det lyder hårdt, men i langt mindre udstrækning og på ingen måde lige så systematisk er jeg heller ikke rigtig velkommen i min familie.
Mine søskende mødes på kryds og tværs med mænd og børn og med vores forældre, men af eller anden grund er jeg bare aldrig inviteret. Jeg har så ikke fornemmelsen af ikke at være velkommen ellers for på tomandshånd er alting fint og "lad os da snart mødes igen og lave noget sammen". Det er bare altid på mit initiativ hvis vi skal mødes og det initiativ tager jeg så ikke mere. Det har ført til at vi stort kun ses når min lillesøster skal spørge om noget eller til jul.
Det er ikke fedt og jeg er sindssygt misundelig, men mine børn har et fint forhold til deres bedsteforældre. Det er bare mig, der bliver glemt når de alle sammen mødes og det er aldrig rart at føle sig valgt fra.


Hvordan har det det? Min dreng er 4 år. Han er afhængig af, at der er voksne, der er mellemmænd på samvær.

I øvrigt VAR vi ude og spise i går. Jeg fik en sms i går eftermiddags om, at vi kunne komme og spise med. Det gjorde vi, men må da indrømme at jeg følte mig med 'på afbud'.

Kanga


Jamen, jeg er jo for så vidt velkommen hvis jeg har ungerne med og mine to ældste er så store at de kan komme på ferie eller bare på besøg alene.
For mig er det mere sådan at de mødes på kryds og tværs uden mig. F.eks ville mine forældre tage over til min søster og svoger med ungerne hvis de havde dem alene, men ikke hvis jeg også var der.
I mit tilfælde tror jeg så ikke de er opmærksomme på at de holder mig udenfor og jeg er ikke familiemenneske så jeg har aldrig haft lyst til at tage snakken med dem. Jeg har bare accepteret at jeg ikke er med ved de mere uformelle lejligheder og hvis jeg er alligevel er det, så kommer jeg hurtigt til at sidde for mig selv mens de andre snakker.
1
"Change will not come if we wait for some other person or some other time. We are the ones we've been waiting for. We are the change that we seek."
Kanga
Indlæg: 42
Tilmeldt: 12. mar 2016, 19:04
Kort karma: 4
Likede indlæg: 9

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Kanga » 9. aug 2016, 17:29

Indlægaf Kisser » 5. aug 2016, 08:58
Hvordan er dit forhold til din søster? Kunne der reddes/etableres noget imellem jer, uden om dine forældre?

Ang. Dine forældre, er mit bedste råd desværre, at du skal arbejde på at accepterer at du er forældreløs. De opfører sig ikke som forældre og deres har ikke gjort det i mange år.

Det er pisse uretfærdigt og hårdt, men jeg tror at du vil opnå en lettelse, hvis du kan komme dertil.

Jeg er selv vokset op uden bedsteforældre og selvfølgelig kan man blive lidt misundelig, når man hører om der andre børns bedsteforældre, men det er nok mest som voksen, at jeg har tænkt over det. Som barn er man god til bare at være i det, der er.

Min søster, jo, vi har det da fint sammen. Men igen er det mig der er primusmotor på samvær. De ringer aldrig, når de er i byen, de spørger aldrig, om vi vil med til et eller andet arrangement. Vi har gjort den anden vej, men ikke så meget mere, da det altid ligger på vores skuldre. Min søster og svoger er meget lig mine forældre, eller prøver at være det i hvert fald. Min søster er mere tæt med vores far end jeg. Jeg tilskriver det, at hun er hans biologiske datter, det er jeg ikke.

Smiling_Goat » 5. aug 2016, 13:51
Jeg fik to tanker, da jeg læste dit indlæg.

1. Jeg læser det som, at din søster har store problemer med løsrivelsen…

Det er muligt, det har jeg ikke overvejet.

2. Nu siger jeg måske noget, der går for nært. Jeg synes virkelig, du skal overveje, hvorvidt kontakten, som den er nu, med din familie er sund for din søn. Hvis han vokser op med følelsen af, at han ikke er lige så vigtig som sin kusine, kan han virkelig få noget at arbejde med fremadrettet. Jeg voksede selv op med at mine kusiner er vigtigere end mig, og jeg ville i dag ønske, at kontakten bare var blevet brudt, for jeg kæmper stadig med forståelsen af, at jeg er lige så vigtig som andre. Mindreværdet sidder stadig i mig, og det var så spildt, for interessen fra deres side er jo aldrig kommet, så jeg har bare brudt kontakten nu. Hvis de virkelig ikke er interesseret, er det alligevel kun et spørgsmål om tid, før kontakten bliver brudt - så spar ham, hvis du kan, for følelsen af at være ligegyldig.

Jeg tror godt, jeg ved, hvor du vil hen. Vi har haft lidt det samme tidligere. Vi er tre søstre, vores farmor og farfar, som var bio til mine søstre, ikke til mig, kunne vinde OL i forskelsbehandling. Det har bestemt også præget mig, idet jeg som teenager og videre op gennem livet ikke har gidet dem. Kunne jeg snige mig udenom endeløse søndagsfrokoster, så gjorde jeg det.
Jeg synes nu ikke jeg har mindreværd over det, mere en erkendelse af, at lige dér var der mennesker, jeg ikke kunne nå. Så har jeg egentlig bare valgt dem fra.

Jeg kan godt forstå, det kan være svært at bryde med sin familie, og er du ikke klar på den løsning, synes jeg, du skal overveje at fortælle din familie, hvad du føler. Tag udgangspunkt i de konkrete situationer, hvor du har følt dig afvist og uønsket (fx tilfældet hvor I ikke blev inviteret på aftensmad, fordi der ikke var kød nok.) Fortæl, hvad du følte, og find ud af, hvad der lå bag deres handling. Jeg er næsten sikker på, at de ikke selv er bevidst om, at de afviser dig, og de selv har forklaringsmodeller, der retfærdiggør deres handlinger. Selvom deres forklaringsmodeller ikke retfærdiggør afvisningen eller minimerer din følelse af at blive afvist, er det et godt udgangspunkt til dialog og en ændring af jeres dynamik. Det er i øvrigt noget, jeg ville gøre løbende, som de her sårende oplevelser finder sted. Din familie kommer ikke til at vågne en dag og indse, at de opfører sig sårende. Du er nødt til at fortælle dem det, og det på en måde, der tager udgangspunkt i dine følelser.

Samtidig vil jeg anbefale bogen: "De Grimme Ællinger" af Boris Cyrulnik, der er et afsnit, der netop adresserer, hvordan forældre kan behandle deres børn forskelligt. Det bunder, siger han, i de følelser, deres billeder af sig selv og barnet, skaber. Et barns handlinger definerer barnet, men handlingerne tolkes baseret på forælderens egen fortid. Jeg ved ikke, om du kan bruge det. Jeg har bare lært en del om samspillet mellem barn og forælder af bogen, og tænker, du måske kunne finde det interessant.

Tak, det tager jeg med mig.

Maanii » 6. aug 2016, 08:48
Jeg har ikke nærlæst den gamle tråd, kun skimmet den for lang tid siden, så det er muligt at jeg falder helt ved siden af, og så ser du bare bort fra mit svar.

Måske har jeg misforstået, men din mor er dødsyg med en tumor i hjernen? Og som jeg husker det, var en del af den oprindelige konflift noget med pasning af dit barn?

For mig virker det som om mange af de håndsudrækninger du giver, tager udgangspunkt i mere samvær med din søn på egen hånd, og det kan jeg egentlig godt forstå hvis de ikke kan overskue midt i et sygdomsforløb.
Jeg er selv fuldstændig rask og jeg kan godt have seriøst svært ved at overskue at stå med ansvaret for andres børn, og er som regel noget drænet efterfølgende. Var jeg syg ville jeg klart sige nej tak.

Måske føler de det handler mere om aflastning til jer, end en lyst til at være sammen med dem.

Hvis du gerne vil se med dem mere, skal du måske læne dig mere op af den model din søster lader til at benytte, hvor hele familen kommer forbi til et måltid. Måske har de svært ved at overskue at tage ud.
Hvis din mor er så syg tænker jeg også at en dag i Legoland bliver alt for meget.

Jeg kan sagtens se, hvor du vil hen. Den udlægning kommer af, at min far jo på et tidspunkt (forrige tråd) afviste pasning i ret uklare retningslinjer. Deraf min udmelding om, at de må sige til, når de vil se vores søn. Og også en udlægning der kom af, at jeg efter min fars overfald, slet ikke kunne se mig ud af, hvordan vi skulle nærme os hinanden igen. Så om ikke andet kunne de se min søn, men jeg havde brug for luft.
Efter min mors tumor er det meldt ud, at de gerne vil passe, men ikke med overnatning. Igen har jeg sagt, at de må sige til, hvornår de har tid og overskud til et par timer. Den model tænker jeg vil være fin; min far trænger til adspredelse, vores søn er tit nemmere at have, uden vi er der.
I sammenligning med, at være sammen hele familien en hel dag… Der er ingen tvivl om, at det også tærer på min mors kræfter. Den uge i sommerhus, der var hun træt, og giver på sin egen ydmyge måde udtryk for, at det var hårdt.
Uanset om det er samvær med os alle eller bare med børnebørn, så ændrer det jo intet. Vi bliver ikke inviteret med. AL samvær med os, kommer på initiativ fra os.
Legolandturen, just for the record, blev foreslået forud for dette sygdomstilfælde.
Når alt det så er sagt, så er min mor jo væsentligt bedret efter operation og øvrig behandling. Så meget, at jeg, ja, føler mig nedprioriteret i forhold til min søster og svoger. Kan man være i sommerhus med dem i en hel uge + have flere hele dage, hvor man ses, hvorfor kan man så ikke se sin anden datter med familie en gang i mellem? Det er der, jeg står. Og som andre nævner, så er det nok noget jeg må konfrontere dem med, hvis jeg vil have svar.

Kanga
0
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 3208
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 188
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 4159

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf decibell » 9. aug 2016, 19:07

Kanga skrev:...Når alt det så er sagt, så er min mor jo væsentligt bedret efter operation og øvrig behandling. Så meget, at jeg, ja, føler mig nedprioriteret i forhold til min søster og svoger. Kan man være i sommerhus med dem i en hel uge + have flere hele dage, hvor man ses, hvorfor kan man så ikke se sin anden datter med familie en gang i mellem? Det er der, jeg står. Og som andre nævner, så er det nok noget jeg må konfrontere dem med, hvis jeg vil have svar.

Kanga


Men kan du reelt sammenligne? For måske er samvær med dem lettere end med jer og betyder derfor ikke det samme?

Min mor, der også er syg og har haft kræft, kan være sammen med os i flere dage i træk, uden at hun bliver lige så træt, som hun bliver af en enkelt eftermiddag med min søster, svoger og deres lille søn på 3 år. Ikke at hun ikke elsker dem, for det gør hun virkelig, og hun ønsker også at se dem, men det føles bare mere som om, der skal stables en masse på benene - ikke mindst hende selv - når de kommer, også selv om de tager mad med og hjælper med oprydningen.

Hun har fortalt mig, at hun føler, hun skal være så præsentabel, fordi min svoger fx er med (hun kan ikke bare sidde der og være "grim"), og hun føler, hun skal bruge en masse energi på at være sammen med dem, især med barnet, fordi hun ikke ser dem så tit, som hun ser os (de bor langt væk i forhold til os). Hun føler også, hun skal sætte et mere overskudsagtigt ansigt op, fordi hun ikke vil ødelægge samværet med snak om sygdom m.m. Med os, der følger hende tæt i hverdagen, har hun ikke det behov for at skjule det, og derfor er det nok nemmere og mindre energikrævende at være sammen med os. Kort sagt er hun "sig selv", når hun er sammen med os, men det er hun ikke rigtig med min søster og svoger. Hun har også for nylig spurgt min søster, hvorfor hun ikke bare kunne komme alene en gang imellem, for det savnede hun. Det havde min søster flere undskyldninger for, så det kan ikke rigtig lade sig gøre. Når de kommer, er det i en pakkeløsning.

Det var bare noget, der lige faldt mig ind, da jeg læste dine ord. Du skriver jo også, at I er så forskellige fra dem i adfærd og interesser, og måske gør det også, at det er mere energikrævende at være sammen med jer alt i alt, selv om hun så skulle have energien til at have gæster og tage i sommerhus? Der er intet galt i at være forskellige, men i jeres tilfælde kan det måske være det, der gør et samvær mere anstrengt. Sådan ville vi jo nok også have det med venner. De venner, man har mest til fælles med, er også dem, man ser mest, selv om man sagtens kan have andre venner, man er vidt forskellige fra. Og nogle mennesker lader man lige frem op med og kan være sammen med i længere tid, mens andre koster lidt mere energi, og derfor kræver kortere samvær. Det betyder ikke, at man ikke elsker dem, bare at folk er forskellige og giver/modtager forskelligt.

Min tanke med at skrive det er, at hvis det er tilfældet her med jer, og du er bevidst om det, kan du måske bruge det til at tage det mindre tungt, når de er mere sammen med søster/svoger - fordi det ikke som sådan handler om, at de ikke elsker jer, men bare at I ikke har så meget til fælles, så samværet ikke kommer lige så naturligt med jer, som det gør med din søster og svoger.
3
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

"Don't cry about it, girl, learn from it."
Kanga
Indlæg: 42
Tilmeldt: 12. mar 2016, 19:04
Kort karma: 4
Likede indlæg: 9

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf Kanga » 10. aug 2016, 10:16

Decibell; du har nok ret, det kan ikke sammenlignes. Vi er slet ikke ens og slet ikke 'on the same page' i alle henseender. Og som sagt, jeg er voksen, jeg skal nok overleve den manglende kontakt. Det er for min søn, jeg er på barrikaderne. Jeg synes ikke, der er rimeligt, hvis han får en mindre tæt forhold til sin mormor og morfar, fordi de prioriterer at se min søster mere.
Jeg synes, deres undskyldninger for ikke at se os er så lamme. Og jeg synes nogen gange, man kunne sige, at vi også bare kunne komme. Det gør de ikke, og har i øvrigt aldrig gjort, heller ikke før sygdom. Jeg synes, vi byder ind, men selvf. tit bliver skuffede, når vi bliver afvist. Om det så er min far der blokerer, om de virkelig ikke har overskud eller hvad det er... Aner det ikke.

Måske skal jeg bare acceptere, hvordan tingene er, ikke prøve så meget, og så heller ikke blive så skuffet. Men det er svært.

Kanga
2
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 3208
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 188
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 4159

Re: Fortsættelse på 'Om forholdet til ens familie'

Indlægaf decibell » 10. aug 2016, 11:05

Kanga skrev:Decibell; du har nok ret, det kan ikke sammenlignes. Vi er slet ikke ens og slet ikke 'on the same page' i alle henseender. Og som sagt, jeg er voksen, jeg skal nok overleve den manglende kontakt. Det er for min søn, jeg er på barrikaderne. Jeg synes ikke, der er rimeligt, hvis han får en mindre tæt forhold til sin mormor og morfar, fordi de prioriterer at se min søster mere.
Jeg synes, deres undskyldninger for ikke at se os er så lamme. Og jeg synes nogen gange, man kunne sige, at vi også bare kunne komme. Det gør de ikke, og har i øvrigt aldrig gjort, heller ikke før sygdom. Jeg synes, vi byder ind, men selvf. tit bliver skuffede, når vi bliver afvist. Om det så er min far der blokerer, om de virkelig ikke har overskud eller hvad det er... Aner det ikke.

Måske skal jeg bare acceptere, hvordan tingene er, ikke prøve så meget, og så heller ikke blive så skuffet. Men det er svært.

Kanga


Jeg forstår dig godt mht. at kæmpe for din søns kontakt. Jeg har selv været der og slugt mange kameler, for at min datter skulle have kontakt til min bror og min søster, som ligner hinanden så meget og derved også er milevidt fra mig. Min mor kan simpelthen ikke forstå, hvordan hun har fået så forskellige børn. :P Jeg holdt først op med at "ofre mig" for min datters skyld, da hun begyndte at være ligeglad selv. For det sker med tiden, når barnet selv mærker, at der ikke er den samme interesse fra dem. Jeg har ofte talt med hende om det, fordi jeg var bekymret over, hvad det ville betyde for hende, og hun har faktisk fortalt, at hun har været ligeglad længe før, jeg troede, at hun var det. Men at hun også gjorde det for min skyld. :stoned: Hun kunne jo mærke, jeg var ked af det, og troede, at det var mig, der ønskede relationen til dem. Tale om misforstået hensyn. :)

Så ud fra det tænker jeg lidt, at du måske bør overveje at få separeret, hvad der er for dit barns skyld, og hvad der er for din skyld, fordi du naturligt nok er jaloux og ked af det og ikke vil opgive det, du mener, burde være der helt af sig selv? Ofte holder vi fast i negative forhold alt for længe, fordi det gør for ondt at cutte. Også selv om vi ved, at vi ville få det bedre af ikke at have al den negativitet over det, vi føler i forbindelse med de personer. Din søn vil jo ikke kunne undgå at mærke det også, så måske kan du forsøge for en tid at lade være med at tage initiativ til noget og se, om du får det bedre af det. For det gode vil jo også smitte af på din søn.

Uanset hvad, så er der ikke noget værre for et barn end at være fanget som en lus mellem to negle i familiesager, hvor det endda sjældent er noget, der bliver sagt åbent ud. De der understrømme kan være dræbende og måske endda fejlagtigt give barnet indtryk af, at det er hans eller hendes fejl, for de er alt for gode til at tage skylden på sig for at finde orden i kaosset. Jeg tror i hvert fald på, at din søn vil have bedre af færre besøg og så en mor, der ikke er ked af det pga. et anstrengt forhold, frem for et anspændt forhold til familien med mere eller mindre påtvungen samvær og en mor, der tydeligt er mærket af det. Hvis du forsøger at cutte det negative fra dit liv ved at lade dem være, betyder det jo ikke, at I ikke kan ses, men bare at det allermest bliver på deres initiativ (og nok også mere sjældent). Til gengæld vil din søn, når de så er sammen, nok ikke mærke de samme understrømme af negative følelser mellem jer. Det kan være et svært skridt at tage i starten, men tro mig, det er noget så befriende, når det er gjort, og man ved, at man er fri for den negative spiral. :)

Jeg tror, at du aldrig vil kunne acceptere deres undskyldninger, også fordi I er så forskellige. Det, som de ser som valide og reelle undskyldninger, er bare dårlige undskyldninger i dine øjne, fordi du ser anderledes på tingene. I har simpelthen ikke samme udgangspunkt, og så er det svært at nå frem til samme resultat.
2
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

"Don't cry about it, girl, learn from it."

Tilbage til "Livets forhold"